De frivillige har savnet hinanden – og den gamle mølle

Af: Lene Steinbeck

01.07.2021

Skenkelsø Mølle Museum får liv af Egedals frivillige, som blandt andet arrangerer aktivitetsdage på møllen. Her kan man komme lidt tættere på livet i gamle dage, hvor en vaskemaskine havde to arme og kørte på knofedt. Foto: Finn Jørgensen, Egedal Arkiver og Museum.

Efter en lang corona-nedlukning kan de frivillige ved Skenkelsø Mølle se en ende på den ufrivillige isolation. Det er nemlig ikke bare møllen, historien og formidlingen, der lokker dem til at engagere sig i møllen. Det er i lige så høj grad det sociale samvær med de andre frivillige. Og det har været savnet.

I mange måneder har der været lukket for offentligheden på Skenkelsø Mølle ved Ølstykke. En gammel hollandsk vindmølle, der også fungerer et museum. Derfor har den, lige som resten af kulturlivet, siden sidste forår været underlagt restriktioner på grund af corona.

For de frivillige, der har en meget stor andel i art drive stedet som mølle og museum, er det ikke kun de manglende gæster, der har været hårdt. De frivillige blev nemlig også sendt hjem – senest lige før jul, da smitten igen var i kraftig stigning.

”Det var meget mærkeligt. Vi havde jo lagt en arbejdsplan for alt det, vi skulle nå i januar og februar. Men det blev ikke til noget,” fortæller Anne Marie Dam, der har været frivillig ved møllen i syv år.

Nedlukningen ramte også Winnie Bjørn Andersen, der i de fleste af sine 13 år som frivillig på møllen har været møllekone. Det seneste år dog uden at være ret meget på møllen. 

”Jeg syntes ikke, det var sjovt. Jeg har virkelig savnet møllen og de andre møllerkoner. Hele den sociale del,” supplerer hun.

Som møllerkone har man en finger med i spillet, når der skal planlægges, hvad der skal ske på møllen. Møllerkonerne plejer at mødes hver 14. dag for at vende, om noget skal laves om i udstillingerne, og hvad der skal være af tilbud til gæsterne. Men det har været sat på pause i en lang periode.

”DET har jeg savnet under coronaen. Det er alle sammen nogle hyggelige mennesker, fra kaffedamerne til dem, der sidder og spinder. Der er et fantastisk godt sammenhold, og vi tager os så godt af hinanden. Efter jeg blev enke for et par år siden, har det betydet så meget at kunne komme der,” siger Winnie Bjørn Andersen.

Som en god arbejdsplads

Når gæsterne besøger Skenkelsø Mølle for at se den i funktion, sidder Anne Marie Dam ofte ved kværnene. Hun er glad for tjansen og er efterhånden blevet en slags ekspert i forskellige typer mel. Men det er primært den menneskelige kontakt, hun sætter pris på som frivillig. Hun ser møllen som en slags forlængelse af arbejdslivet.

”Det giver virkelig meget socialt. Det er ikke sådan, at det bliver til venskaber lige med det samme. Men det kommer alligevel hurtigt. Når vi er på møllen, griner vi meget og spørger til hinandens liv. Det er meget lig det, man har på en arbejdsplads – hvis det altså er en god arbejdsplads,” fortæller Anne Marie Dam.

Nedlukningen er blevet brugt fornuftigt, så møllen står skarpt, nu hvor gæsterne begynder at vende tilbage. Der er blevet skiftet døre og vinduer, et utæt tag over magasinbygningen er blevet erstattet med et nyt, og der er kommet ny gårdsplads.

Det har krævet hjælp fra de frivillige, dog i mindre grupper. Og den manøvre har givet plads til en stærkere tilknytning til stedet, synes Winnie Bjørn Andersen. Da vinduer og døre skulle skiftes, blev alle møbler flyttet ud fra væggene, som også fik en kærlig omgang maling.

”Jeg føler personligt, at jeg kender møllen meget bedre nu. Når man har været med til at røre ved alt inventaret, møblerne og tingene, været med til at sætte det hele på plads igen, så føler jeg, at jeg kender den bedre. Jeg kan ikke undvære den mølle, jeg holder utroligt meget af den. Det er blevet MIN mølle efter hånden.”

Winnie Dam Andersen håber, at den gamle mølle snart kan vende tilbage til hverdagen med gæster og en høj grad af socialt samvær for de frivillige omkring museet og mølledriften. Foto: Privat.

Møllen fra 1891 er stadig i drift, så hvis man vil lære mere om processen med formaling af korn, er den helt sikkert et besøg værd. Møllen drives i dag af Egedal Kommune. Foto: Finn Jørgensen, Egedal Arkiver og Museum.