Roskilde brænder! – ny spotudstilling åbner 18. juni på Roskilde Museum

20.03.2024

Branden på Lindenborg kro i 1967. Foto: Gorm Grove

I anledningen af Roskilde Brandvæsens 150 års jubilæum åbner spot-udstillingen ’Roskilde brænder!’ 18. juni i den gamle brandstation, som i dag huser Roskilde Museum.

Glæd dig til, i udstillingen og på sommerens byvandringer, at få indblik i de store by-brande, der hærgede Roskilde i byens ældste historie – og se hvordan brandvæsnet har udviklet sig fra sin oprettelse i 1874 frem til i dag.

Du kan komme tæt på brandmændenes dramatiske historie om indsatser ved store brande, som du måske selv kan huske: branden i Roskilde Domkirke i 1968 og Solum-branden i 2021. Hele sommeren er der aktiviteter for børn og nysgerrige voksne.

Grundet den store interesse for det forrige foredrag afholder vi nu endnu et foredrag, det finder sted 2. septemeber 19-21.

Her holder beredskabsdirektør Lars Robétjé foredraget ’Domkirken brænder!’ – om branden i Roskilde Domkirke i 1968. Omkring 250 mand deltog i slukningen af branden, herunder pensioneret vicebrandinspektør Ebbe Bødker. Under foredraget deler han sine personlige beretninger og minder om branden og om livet på brandstationen.

Foredraget udbydes i samarbejde med Roskilde Museumsforening.

Det finder sted den 18. juni kl. 19-21 på Roskilde Museum.

Læs mere og køb billet her

Lützhøfts Købmandsgaard tager en bid Roskilde-historie med til København

Af Lene Steinbeck

09.03.2023

Gl. Kongsgaard slår dørene op for sommeren

26.05.2023

Et historisk teaterstykke udspiller sig på gårdspladsen et par gange i løbet af dagen, når Gl. Kongsgård fejrer begyndelsen på en ny sæson. Foto: ROMU

Sommeren begynder med en festlig og historisk sæsonåbning på Gl. Kongsgaard. Søndag den 4. juni fra 11-16 vil gården være fyldt med aktiviteter, håndværk, godt til ganen og hyggeligt samvær.

Gamle håndværk får et særligt fokus ved årets åbning. Her kan gæsterne opleve boder med salg af håndværksvarer og demonstration af b.la. plantefarvning, pilefletning, hørproduktion, båndvævning og produktion af strådyr.

”Der vil også være mulighed for at prøve kræfter med at slå med le og støbe sit eget lys. Så børnene kan få sig en sjov dag med gamle lege, og alle kan prøve lykken i en omgang hønsebingo. Det plejer at være ganske underholdende!” fortæller Maja Kvamm, der arbejder på Lejre Museum.

Gl. Kongsgaard er en fæstegård fra 1700-tallet, der ligger i hjertet af Gl. Lejre. Gårdens frivillige havehold, der hele sommeren holder gården åben med salg af kaffe og kage, vil vise rundt i den gamle gård med de smukke møbler og fortælle om den historiske have, som står med originale planter fra 1800-tallet. Hele dagen akkompagneres af lystig spillemandsmusik og et par gange vil et historisk teaterstykke udspille sig på gårdspladsen.

Lejre Museumsforening står for salg af sandwich, mens Gl. Kongsgårds frivillige sælger lækre kager og kaffe med på-tår.

Tag en dag ud af kalenderen og kom til en hyggelig sommerdag i Gl. Lejre.

”Vi glæder os alle sammen til at tage imod nye som gamle gæster til årets hyggelige sæsonåbning, og vi håber at gæsterne har lyst til at komme igen henover sommeren”, fortæller Else Kristiansen og Vivian Møller, der begge er medlemmer af det frivillige havehold.

Gl. Kongsgaard holder i sommersæsonen åbent torsdage og søndage kl. 13-16 i juni, juli og august med gratis adgang til det smukke stuehus og salg af kaffe og kage.

Tid, pris og sted

4. juni 2023, kl. 11:00-16:00

Gratis

Gl. Kongsgård, Orehøjvej 12, 4320 Lejre

OBS. Vær opmærksom på, at renoveringen af broen over Holbækmotorvejen (dvs. på Orehøjvej ved Gevninge) kan have betydning for din rute til Gl. Kongsgaard.

Egedals stærke historie skal helt hjem til borgerne

Af: Lene Steinbeck

18.05.2021

Charlotte Haagendrup (C), formand for Kultur- og Erhvervsudvalget i Egedal Kommune, drømmer om, at det ikke kun er de meget historisk interesserede, der ved hvilke fantastiske historier, der knytter sig til området. Foto: Emil Helms, Ritzau Scanpix.

Egedal Kommune har en rig kulturarv, og hvis det står til formanden for Kultur- og Erhvervsudvalget i Egedal, skal der trykkes på speederen for at få den formidlet. Hun tror på, at en fælles historie er en grundsten i at sammentømre borgerne i den store kommune.

For nogle år siden stod Charlotte Haagendrup på Nationalmuseet og beundrede to smukke hjelme fra bronzealderen. Hjelmene, der er omkring 3000 år gamle, er udhamret i bronzeblik og har snoede horn. De menes at være fremstillet i det sydlige Europa – men de er fundet i en mose på Sjælland. Formodentlig er de lagt ned som en offergave til guderne.

Det var først senere, at Charlotte Haagendrup (C) opdagede sammenhængen mellem hjelmene og den kommune, hvor hun bor og i dag er formand for Kultur- og Erhvervsudvalget: At de unikke hjelme er fundet i Brøns Mose. Nærmest i hendes egen baghave.

Den oplevelse rammer hovedet på sømmet i forhold til den opgave, Egedal kommune står overfor, når det kommer til kulturarv, mener Charlotte Haagendrup:

”Vi har så sindssygt meget her i Egedal kommune. Vi bor et vanvittigt interessant sted, men vi ved det ikke! Der er så mange gode historier her – de er omkring os, de ligger i bogform, i jorden og over den. Men på en eller anden måde får vi dem ikke ud.”

Engagerede formidlere

Kommunen har et stærkt talerør i de mange engagerede frivillige. De tre historiske foreninger i Stenløse, Smørum og Ølstykke afholder arrangementer, indsamler viden og udgiver publikationer med nyt og gammelt fra områderne.

”De er gode til at formidle, og jeg bliver så begejstret. Vi har nogle enormt engagerede mennesker. Så mit håb er, at vi bliver bedre til at komme ud med historierne. De er med til at definere os som kommune og som borgere. Når vi deler historie, er det nemmere at se, at vi ikke er så forskellige.”

Et stærkt korps af frivillige betyder ikke, at kommunen kan læne sig tilbage. Tværtimod. Der ligger nemlig en opgave i at hjælpe kulturarven med at krydse de gamle kommunegrænser mellem Stenløse, Ølstykke og Smørum. Og fra politisk side skal man gribe den opgave. Blandt andet via et stærkere samarbejde med områdets skoler, mener Charlotte Haagendrup. Egedal vokser hastigt, og blandt tilflytterne er mange børnefamilier.

”Lige når man flytter ind, skal man have styr på, hvor Brugsen og børnehaven er. Men når man lige falder til, har man overskud til mere. Da vil jeg gerne have, at børnene hjælper lidt på vej. Hvis de kommer hjem og siger: ’Nu skal du høre, hvad jeg har set i dag,’ så vil forældrene også se det.”

Byggeboom i Egedal

De mange nye borgere, der kommer til Egedal, skal have et sted at bo. Og det betyder, at byggebranchen har travlt. Det er blot med til at gøre historien større, siger Charlotte Haagendrup.

”At Egedal bygger meget nyt, gør jo også, at vi gør nye fund. Hver gang man graver, dukker der jo noget op. Vi skal sørge for, at de mennesker, der flytter ind, ved, at lige her på deres grund har vi fundet et halvt vikingeskib, eller hvad det nu måtte være. Det, der bliver gravet op her, skal ud lokalt. Det kan vi godt blive endnu bedre til at målrette.”

Det gælder de nye fund – men i høj grad også de gamle. Hun vender tilbage til Veksøhjelmene, der er danefæ og en del af Nationalmuseets permanente udstilling. Hvis det står til Charlotte Haagendrup, skal de på visit i Egedal.

”Jeg ville elske at kunne få udlånt hjelmene til en udstilling her i området, så de kan komme hjem. Det er et stort ønske, som jeg også har haft lejlighed til at ytre til Rane Willerslev (direktør for Nationalmuseet, red.). De er fundet her hos os, men mange er ikke klar over, at de faktisk er fra Brøns Mose. Det er den slags historier, jeg gerne vil have bundet helt sammen med området.”

Naturen som katalysator for kulturarven

De tydeligste spor efter historien finder vi i naturen, der gennem årtusinder har formet Egedal i området mellem Roskilde Fjord og Furesøen. Og det har mange fået øjnene op for det seneste år, hvor vores pandemiske virkelighed har lukket ned for stort set alt andet.

”At folk befinder sig mere i naturen, bringer mere fokus på kulturarven. Det er med til at pege på, at vi slet ikke er så forskellige. Egedal er et kæmpestort område, som er forbundet af naturen,” siger Charlotte Haagendrup, som fremhæver et helt specielt sted.

”Panoptikon i Smørum er mit yndlingssted. Det er en fantastisk udsigtspost.”

Det var her, hun selv begyndte at løfte blikket fra at spejde efter sin egen slægts historie til at se på naturen og landskabet som noget, der også former mennesket.

”Her står man og kigger ned på ådalen med alle de menneskeofringer og den mangeårige historie, der er foregået her. Når jeg står der og kigger, så tænker jeg, at her får vi på smukkeste vis bundet kommunerne sammen, fordi man kan se dem herfra.”

Kulturarv og historie skal styrke fællesskabet i Egedal Kommune

Af: Lene Steinbeck

04.05.2021

Egedals borgmester, Karsten Søndergaard (V), tror på, at kulturarven kan være med til at skabe en fælles identitet i Egedal, der er en ny og sammenbragt kommune. Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix Denmark.

Egedal er en ny, men sammenbragt kommune, der stadig er i voksealderen. Derfor ønsker borgmester Karsten Søndergaard fokus på både at bevare de gamle fællesskaber og at give plads til en ny, fælles Egedal-identitet. Nøglen er kommunens historie og kulturarv.

For blot 15 år siden var der ikke noget, der hed Egedal Kommune. I år har boligportalen findboliger.dk ud fra parametre som tryghed, beliggenhed og indkomst kåret den til Danmarks bedste kommune at bo i.

Det går med andre ord stærkt i Egedal Kommune. Også med at få nye borgere. Det skyldes blandt andet beliggenheden, tæt på hovedstaden og alligevel lige midt i et bjergtagende istidslandskab. Godt hjulpet på vej af en corona-pandemi kan man helt inde på hovedstadens stenbroer fornemme naturen trække.

”Vi kan mærke, at rigtig mange københavnere begynder at kigge ud af kommunen. Da har vi en kæmpe fordel, fordi vi har en beliggenhed tæt på København og stadig midt i naturen,” siger Egedals borgmester, Karsten Søndergaard (V).

Han har erklæret, at Egedal står klar med åbne arme til at tage imod tilflyttere. Gravkøer græsser på næsten hver en ledig byggegrund, og der bliver bygget til, om og ud til kommende Egedal-borgere.

En sammensat kommune med ny og gammel historie

Egedal Kommune kom til verden i 2007. Ved kommunalreformen blev de tre tidligere kommuner Stenløse, Ledøje-Smørum og Ølstykke lagt sammen. Mens mange andre af landets nye, store kommuner adopterede navnet fra en eksisterende kommune, blev der i Egedal ved en afstemning valgt et helt nyt navn. Derfor kan man godt sige, at historien om Egedal begynder med kommunalreformen.

”Der ligger en stor opgave i at fortælle, hvad Egedal egentlig er for en størrelse. Vi har brugt 14 år på bare at forklare, hvor det ligger! Derfor er det vigtigt at lave nogle fortællinger, der gør, at folk kan sætte Egedal på landkortet. Og det kan vores fælles kulturarv i høj grad være med til,” siger Karsten Søndergaard.

For selv om Egedal som kommune er ny, er området det ikke. Det store istidslandskab har formet området og folket her gennem årtusinder. Og her er der masser af spor efter det, som Egedals borgere – nye som gamle – har tilfælles: Fortiden.

Historier på tværs af kommunegrænser

Det er ikke kun de nye borgere, der har brug for at have en historie at flytte ind i – det gælder ifølge Karsten Søndergaard også dem, der allerede har fundet sig til rette i kommunen. Men de er derude, historierne, og de kan være med til at udviske de gamle kommunegrænser og samle Egedal.

”Vi vil gerne vise vores perler frem for borgere, som ikke aner, at de er der. Der er fx Skenkelsø Mølle – et helt fantastisk velbevaret stykke historie, der stadig er i brug, og som i dag fungerer både som mølle og som museum. Den ligger i det gamle Ølstykke, men mange fra Smørum og Stenløse aner nok ikke, at den er der. Derfor gælder det om at få synliggjort kulturen og historien.”

Som et andet eksempel nævner Karsten Søndergaard de to ikoniske Veksøhjelme fra bronzealderen. De er i dag en del af Nationalmuseets permanente udstilling, men faktisk blev de fundet i Brøns Mose lige uden for Veksø i den tidligere Stenløse kommune.

”Mange borgere, som har boet her i mange år, kender måske ikke historierne fra de andre kommuner. Men det virker som om, de er nysgerrige efter at finde ud af, hvilken historie de er en del af. Vi kan mærke, at vores historiske foreninger har mange frivillige og oplever en stor interesse fra folk, der søger dem,” siger han.

Bysamfundenes identitet skal bevares

Kommunens tre historiske foreninger ligger i de gamle kommuner, Smørum, Ølstykke og Stenløse, og de har hver deres eget fokus, som ligger nogenlunde indenfor de gamle kommunegrænser. Det skal de blive ved med – både i følge dem selv og borgmesteren.

”Det kan godt være, at kommunen hedder Egedal. Men folk flytter til Smørum, Ølstykke eller Stenløse. Det nære betyder meget i fællesskaber. Kommunen er faktisk sammensat af oprindeligt 17 små bysamfund, og vi tænker meget på, hvordan vi holder fast og giver plads til, at bysamfundene kan bevare deres identitet,” siger Karsten Søndergard.

Derfor er balancegangen, som kommunen er ude i, at bevare de små fælleskaber og samtidig skabe en overordnet fælles identitet som Egedal-borger.

”Det er her, at historien og kulturarven kan være med til at binde os sammen i et større fællesskab. I stedet for, at vi kun sidder i hver vores lille andedam, kan den fælles historie og identitet bringe os sammen. Så opdager vi, at vi faktisk har nogle ting fra fortiden tilfælles, som vi kan være stolte af,” fortæller borgmesteren.

”Lige pludselig er vi ens og ejer det lige meget.”

Frisk luft og fortidsminder

23.04.2021

Ledreborg Allé. Dette snorlige prestigeprojekt er et godt udgangspunkt for en gå-, køre- eller cykletur. Foto: Cille Krause.

Få overblikket over naturens skjulte historier om fortiden i dette uddrag af ROMU Årbog 2020 “Kulturen på spil” 

Af Cille Krause, arkæolog ved ROMU

Covid-19 har, blandt mange andre ting, også givet os nogle nye rammer for at komme ud og opleve verden omkring os. Vi skal holde afstand, overholde retningslinjer, og man kan ikke bare rejse afsted efter nye oplevelser. Men det giver os også en anledning til at tage vores hverdag og vores lokale område i nærmere øjesyn. For der er mange skjulte oplevelser og ukendte ting i vores hverdag og det område, vi lever i. Men de kan ofte virke helt skjult, fordi vi har vænnet os til at suse forbi dem i hverdagens jag. Hvem tænker over, at vi måske passerer en 1700-tals milesten, når vi har været i Hyrdehøjcenteret for at handle, eller at gravhøjen Maglehøj, i et parcelhuskvarter i Frederikssund, indeholdt begravelsen af en heks fra bronzealderen?
Formålet med denne artikel er at give nogle bud på de skjulte fortidige fikspunkter, der er i vores nærmiljø, som man kan besøge, undre sig over og dykke ned i – i god afstand, hvor alle retningslinjer overholdes, mens eventuelle nys forvises til eget ærme. Samtidig er artiklen en anledning til at gøre opmærksom på, at fredede fortidsminder dækker over virkelig mange ting: De dækker over de klassiske dysser og jættestuer fra yngre stenalder, bronzealderens imponerende gravhøje, middelalderens borge og voldsteder samt de nyere stenbroer og milesten fra 1700-tallet. 

Nogle af de yngste fredede fortidsminder er krigergravene fra 1864 og de knap 600 genforeningssten, som blev rejst i hele Danmark til minde om Sønderjyllands genforening med Danmark i 1920. Både i forhold til datering, funktion og udformning er her således tale om en pose blandede bolcher. Men fælles for dem er, at de hver især rummer vigtige historier om vores fælles fortid. 

Der er ikke offentlig adgang til fredede fortidsminder, ”bare” fordi de er fredede. En stor del af dem ligger på privat grund, og man skal derfor have tilladelse af lodsejer, inden man besigtiger fortidsmindet. De fortidsminder, der indgår i denne artikel, er udvalgt således, at her udelukkende er tale om steder med offentlig adgang. I det følgende præsenteres en håndfuld forslag til fortidige udflugtsmål. Vi begynder med de ældste og arbejder os frem til nyere tid. 

Harald Hildetands Høj 

Gl. Lejre er rigt på fortidsminder, og der findes nok ikke den arkæolog eller historiker i Danmark, der ikke kender til stedet. Her har både været stormandshaller, skibssætninger og gravhøje fra jernalder og vikingetid, og en del af dette ses stadig tydeligt i landskabet. Men området indeholder også fortidsminder, der er langt ældre end de sagnkonger, vi formoder holdt til her. Et af disse fortidsminder, der har været tilskuer til begivenhederne, da stedet var centrum for magthaverne, er langhøjen Harald Hildetands Høj. Den er fra yngre stenalder og ca. 5.500 år gammel eller fra omkring 3.500 f.Kr.
Når denne langhøj får opmærksomhed, er det primært på grund af dens navn, som den har fået meget senere end stenalderen. Første gang, vi ser dette navn, er på Ole Worms træsnit med prospekt over Lejreområdet fra 1643. At højen har fået dette navn, skyldes, at sagnkongen Harald Hildetand ifølge Saxo lå begravet i området, og det har Worm haft i baghovedet, da han lavede prospektet. Det ændrer dog ikke ved, at der er tale om en såkaldt langhøj fra yngre stenalder. Selve højen er, som navnet antyder, aflang, og cirka i midten lå gravkammeret, der var bygget af store sten. Omkring højen var ligeledes sat sten. Tiden har ikke været mild ved højen, og mennesker har også fjernet sten fra anlægget til brug i vejbyggeri. Derfor har der været behov for restaurering, der bl.a. har tilføjet højen nye sten. Det er usikkert, om den har set helt sådan ud, da den blev bygget i stenalderen. Yngre stenalder var en tid, hvor man, på sin vis, kæmpede mod naturen og landbruget var i sin spæde start. Man indførte landbrug med slid og møje og underlagde sig jord, så man kunne dyrke den og holde husdyr. Det kunne give anledning til strid med konkurrerende ”naboer”, og der var et stort behov for at kunne legitimere sin ret til jorden. Dette system kan yngre stenalders gravhøje være en del af. Ved at bygge denne type langtidsholdbare monumenter kunne man lave et fast holdepunkt for slægten, der kunne være med til at retfærdiggøre kravet på jorden. Og man må sige, at højen har været langtidsholdbar – hvis den kunne tale, ville den kunne fortælle historier om begivenheder fra tusindvis af år.

Harald Hildetands Høj har været vidne til mange af eftertidens begivenheder i Gl. Lejre. Foto: Cille Krause.

Børnehøjen – som at løfte taget af en LEGO-bygning 

Børnehøjen ligger på det store grønne areal ud til vejen Børnehøjen i Himmelev, nordøst for Roskilde. Her kan du opleve en dobbelt jættestue fra den del af bondestenalderen, vi kalder mellemneolitisk tid – det vil sige 3.200 2.400 f.Kr. Jættestuer er gravkamre, hvortil en snæver gang fører ind. De er bygget af store sten, og de har plads til, at flere kunne begraves derinde. Man kan kalde dem en slags “genbrugsgravplads”. Det er dog specielt, at der i Børnehøjen blev etableret to gravkamre – som regel ligger jættestuerne enkeltvis i hver deres høj. På samme måde som med Harald Hildetands Høj kan også denne høj ses som en del af et system, hvor man, via langtidsholdbare og forfædre-forbundne monumenter, forsøgte at styrke sit krav til et givent stykke jord. Oprindeligt har der ligget flere store “dæksten” som loft over gravkamrene i Børnehøjen, men de er blevet fjernet på et ukendt tidspunkt. Store kampesten var i høj kurs på den tid, hvor man anlagde veje, broer og jernbaner. Hvis man havde en dysse eller en jættestue liggende på sin jord, kunne man, i gamle dage, tjene penge på at sælge stenene til anlægsarbejdet. At dækstenene mangler på den dobbelte jættestue, giver os mulighed for at se, hvordan man har konstrueret anlægget – lidt ligesom når man løfter taget af en LEGO-bygning. Netop derfor er Børnehøjen en god høj at besøge, hvis man gerne vil ind i et af forhistoriens store stenbyggede gravkamre men ikke har fysik eller lyst til at kravle ind gennem snævre og mørke gange for at nå frem. 

En bronzealderheks og hendes gravhøj?

På hjørnet af Maglehøjvej og Ådalsvej i Frederikssund ligger der en anden type gravhøj på et grønt område med offentlig adgang. Den hedder Maglehøj. Det betyder ”meget stor høj”. I dag er den omgivet af parcelhuse og hverdagsliv. Denne høj gemmer på en af forhistoriens mest gådefulde og mystiske kvindeskæbner – en begravelse, der skiller sig markant ud fra de andre grave, vi kender fra bronzealderen (1.700-500 f.Kr.).
Da gravhøjen blev udgravet i 1888, fandt man en mindre stenkiste på blot 39 x 63 cm, bygget af flade sten. Da låget blev løftet af, må det have været som at gå ind i et egyptisk gravkammer – uforstyrret og som et øjebliksbillede fra ca. 3.200 år siden. I lidt mindre skala, bevares, men alligevel! I bunden af stenkisten lå brændte menneskeknogler, og oven på disse var gravgaverne blevet lagt – de havde heldigvis ikke været med på ligbålet. Blandt gaverne var en kniv, en bøjlenål (et dragtspænde), en dobbeltknap (til at holde dragten eller kappen lukket med) og en bæltedåse – en slags ”dekorativ bæltetaske”, som kvinder kunne gå med i bronzealderen, hvis de var rige nok. Dét der adskiller kvindens gravgaver fra datidens andre kendte gravgaver, er sagerne, hun gemte i sin ”bæltetaske”, de gør nemlig hendes grav helt unik …

I denne lå der to hestetænder, flere knogler fra et væseldyr, et kloled fra et kattedyr (formentlig en los), et knoglefragment fra et rådyr eller lam, et stykke af en fugls luftrør, mange hvirvler fra en slange og brændte knogler, der kunne stamme fra et menneske. Derudover indeholdt beholderen en gren fra en røn, et stykke trækul (formentlig af bævreasp), tre småsten, to stykker svovlkis, et stykke af en bronzekniv og et stykke bronzetråd. Indholdet er tolket som værende amuletter – magiske genstande, der måske kunne bringe lykke, værne mod ulykker eller bruges i trolddom? Hvem og hvad var denne kvinde, der blev begravet i en fjern fortid med sine mystiske gravgaver? 

Måske har kvinden i højen været en medicinkvinde, en heks, en klog kone, en troldkvinde eller én, der kunne kontakte de døde? Kært barn har ufatteligt mange navne. Og vi finder aldrig med sikkerhed ud af, hvilken rolle kvinden havde i sin samtid. En ting er dog sikker, hun skilte sig ud!
Ikke nok med, at hun havde et mystisk sæt genstande med sig i graven, hun var også begravet på fornem vis i en gravhøj. Det var bestemt ikke alle forundt på den tid. Måske har hendes efterladte familie eller venner, fra det samfund, hun var en del af, værdsat hende, fordi hun hjalp dem gennem livets faser og kriser? Under alle omstændigheder har hun haft en helt speciel skæbne, og selv om hendes gravhøj ligner alle de andre gravhøje i landskabet, rummer den en helt særlig historie.

Grundlovens konge samlede runesten

En anden speciel men senere skæbne finder vi hos Frederik 7. Han underskrev i 1849 grundloven, og på det tidspunkt havde han blot været konge i et år. Ved denne handling skrev han sig ind i danmarkshistorien. Men også blandt arkæologer er han en betydelig person, fordi han stod bag utallige udgravninger af fortidsminder og var en ivrig oldsagssamler. Nogle håndgribelige eksempler på hans interesse for oldtiden ses ved Jægerspris Slot. I slotsparken står der tre runesten, som han skaffede sig på Fyn. Runestenene er en lille eksklusiv samling af fortidsminder, som man sjældent finder opstillet i det fri. De tre sten blev skabt i vikingetiden og endte langt fra deres udgangspunkt på Vestfyn i en arkæologiglad konges varetægt. Det drejer sig om tre sten, der alle er fra den nuværende Assens Kommune. Den ene sten er Sønderby-stenen (700-1100 e.Kr.), der blev fundet i et gærde i 1809, hvorefter den blev glemt igen. Skriften på stenen er uklar, men den gengiver muligvis et kvindenavn. Efterfølgende genfindes runestenen i 1841. De to andre runesten er fundet ved Flemløse, og de kaldes derfor Flemløse-sten 1 og 2. Flemløse-sten 1 (700 800 e.Kr.) var indmuret i kirkegårdsmuren ved Flemløse Kirke. Vikingetidens tekst på den lyder ”Efter Roulv står denne sten. Han var nuRa-gode, sønnerne satte (den) efter. Åver malede.”
Flemløse-sten 2 (700-800 e.Kr.) bærer også indskriften Roulv, og den blev fundet omkring 1840 ved en gård i Voldtofte umiddelbart syd for Flemløse. Alle tre sten fik Frederik 7. bragt til Hagenskov, hvor han som kronprins og guvernør over Fyn boede. Tanken var, at stenene skulle opstilles i slotshaven på Hagenskov, beskyttet for fremtiden og vises frem for interesserede. I dag er stenene opstillet i Jægerspris Slotspark, hvor der er offentlig adgang, så man kan betragte dem på nært hold.
De er placeret nær Grevinde Danners grav. Hun var Frederiks 7.s tredje kone – en borgerlig kvinde, som han giftede sig med til stor opstandelse i sin samtid. Frederik 7. og hans livsførelse synes at have været omgivet af virak og spontanitet. Men han har også haft en stor interesse for fortiden og det faste holdepunkt, den kan være.

Fra bispens travle minisamfund til et stille sind med ro

Et område, der har undergået stor udvikling, er Sankt Hans i den vestlige del af Roskilde. Stedet er især kendt for den store rolle i forhold til psykiatrien. Fra begyndelsen af 1800-tallet byggede Københavns Kommune sit store psykiatriske hospital her ved Bistrup, et område, som København havde fået af Frederik 3. som tak for byens vellykkede forsvar mod svenskerne ved stormen på København i 1659. Området bliver flittigt benyttet af løbere og gående, der nyder de smukke omgivelser og den ro, der er her. Og noget af det, som de besøgende kan se på deres tur, er de meget tydelige rester af den middelalderlige borg, der lå her, længe før det psykiatriske hospital rykkede ind.
Hvis man følger Bistrup Allé gennem Sankt Hans, i retningen væk fra Roskilde, kommer man på et tidspunkt til en lille å, der løber ud i Roskilde Fjord. Lige efter man har krydset denne, kan man, på venstre hånd, se en meget markant bakke. På denne bakke står nogle gule bygninger med rødt tegltag. Men i middelalderen lå der en borg, ejet af Roskildebispen. Voldgravene fra borgen ses stadig tydeligt i landskabet mod nord og vest. Denne borg indeholdt et helt lille samfund. I Bistrup lå også bispens teglværk, der producerede glaserede gulvfliser til mange sjællandske kirker.
Ligesom her også engang lå en lille sognekirke, der var et yndet mål for valfart i 1400-tallet. At folk tog hertil langvejsfra, skyldes historien om, at der i 1404 skulle være flydt blod fra et kors i kirken. Der må have været et leben! Kirken blev revet ned i 1500-tallet, og borgen blev brændt ned i 1534 i forbindelse med Grevens Fejde. Ved reformationen overgik området til kongen, der byggede et jagtslot på stedet, hvoraf intet nu er tilbage.
Som nævnt skænkede Frederik 3. området til København, og de smukke omgivelser kommer både patienter og besøgende til gode.

Et snorlige prestigeprojekt – Ledreborg Allé 

Et fortidsminde, der breder sig over et overordentligt stort areal, er den imponerende Ledreborg Allé anlagt i midten af 1700-tallet. Det var arkitekten Lauritz de Thurah, der også stod for en del byggeri på Ledreborg Slot, der planlagde den. Måske var det planen, at den skulle have strakt sig hele vejen fra Ledreborg i sydvest til Roskilde i nordøst? Så vidt nåede den dog aldrig – nu løber den fra Lindenborgvej i nordøst til godsets gravsted sydvest for Ledreborg. Man begyndte at beplante alléen i 1747. Træerne i alléen er i dag fredet og bliver supperet med nye træer, når de gamle fældes. Alléen er Danmarks længste allé – og oprindeligt var den også Nordeuropas længste. I det vejanlæg, som alléen udgør, indgår Maglebro, der går over Kornerup Å. Broen er opført i 1755 af granitkvadre med tøndehvælvede gennemløb, og den er i dag klassificeret som et fredet fortidsminde. Hvis man vil betragte broen fra et godt udsigtspunkt, gøres det bedst fra cykelstien, der løber på en træbro umiddelbart nord for broen. At gå, køre eller cykle en tur på alléen, og passere den fine bro er den ultimative måde at opleve det imponerende vejanlæg på. For det er næsten kun ved at opleve det ”live”, at storheden kommer til sin ret. Og derfor er det et oplagt mål for en ”coronaudflugt”.

Den fredede Maglebro fra 1755 som man ser den fra den parallelle træbro. Foto: Cille Krause.

Milesten – fikspunkter i et ambitiøst vejnet

Mens Ledreborg Allé gør opmærksom på sig selv fra lang afstand, er der andre fortidsminder, der er langt mindre, og som man hurtigt kan overse, hvis man har for meget fart på. Et sådant står langs den trafikerede Holbækvej, på strækningen mellem krydset Låddenhøj og rundkørslen ud mod Svogerslev. Det drejer sig om en høj milesten udhugget af norsk marmor. Med sine over tre meter, og i sin nyrestaurerede form, ser den både smuk og imponerende ud. Men hvad er en milesten egentlig, og hvilken historie er den med til at fortælle?
I 1761 havde man besluttet, at der skulle anlægges helt nye hovedlandeveje i landet. Det skyldes, at de eksisterende var dårligt vedligeholdt, de snoede og bugtede sig, og de var svært fremkommelige. Et moderniseret vejnet ville være nyttigt, når varer skulle transporteres, rejsende skulle frem mere komfortabelt, og når militæret skulle rykke ud. Alt i alt var der mange fordele ved et moderniseret vejsystem. En konsekvens af projektet var, at flere af de gamle, lidt primitive milesten blev udskiftet. Milestenenes formål var at markere afstande i vejnettet, i dette tilfælde distancen fra Københavns vestlige byport.

Det var Frederik 5., der påbegyndte arbejdet med vejnettet, og ved hans død, tog sønnen, Christian 7., over. Christian 7. lod en del af milestenene bære faderens monogram, mens andre bar hans eget – fx stenen på Holbækvej. Yderligere ser man på denne sten et posthorn. Det er ikke tilfældigt. Da prisen for postforsendelser på dette tidspunkt afhang af afstand, var postvæsnet meget interesseret i de nye angivelser af vejmål og opsætningen af milesten.

Milesten kendes i forskellige former. De er opsat og udskiftet under forskellige konger, men ikke alle bærer monogram. En lidt mere simpel milesten står langs Svogerslev Hovedgade ved Svogerslev Kro. Den er af granit og blot en meter høj, og den angiver, at der er 43/4 mil til København. En tredje type milesten finder man 1/4 mil længere vest på. Her står en stor granit-keglestub, hvor Kornerup Landevej krydser Kornerup Å, og den gør opmærksom på, at vi befinder os fem mil fra København. Denne type milesten blev afløseren for de slanke obelisker af norsk marmor, som ikke kunne tåle det danske vejr. Det er ligeledes Christian 7.s monogram, der er på de to milesten i Svogerslev og Kornerup. Fælles for stenene er, at de vidner om et kompliceret og ambitiøst moderniseringsarbejde i Danmark, der lagde grunden til den moderne infrastruktur.

Her slutter forslagene til ture for denne gang. Der er ingen tvivl om, at vores nærområde er en næsten uudtømmelig kilde til gode kulturhistoriske oplevelser og historier. Vi skal bare standse op indimellem og iagttage. Eller gå målrettet efter nogle nedslagspunkter – derfor denne håndfuld forslag. De viser bredden i fortidsminderne – både i funktion og i forhold til deres alder. Fælles for dem er, at de er vidner fra fortiden, som vi kan lære meget af.

God tur i landskabet!

Velkommen! Lyset er sat til nye store oplevelser

21.04.2021

ROMU-direktør og ph.d. Morten Thomsen Højsgaard og alle andre i ROMU-organisationen glæder sig til at byde brugerne “velkommen tilbage!”

Af Morten Thomsen Højsgaard

ROMU slår fra onsdag den 21. april dørene op til et væld af spændende muligheder for at opleve og opdage kulturarv. Fra nutidens magiske festivalkultur til oldtidens mytologi og magt. Få overblikket her

Så er det nu!

Lyset er tændt i de rigtige farver. Montrerne er pudset spejlblanke. Kaffen i museumscafeen er sat over. Og særudstillingerne står klar.

Efter mere end fire måneders tvangslukning, er det endelig blevet tid til, at museer og kulturinstitutioner landet over kan slå dørene op igen på vid gab og byde nysgerrige borgere, unge som ældre, varmt velkommen indenfor.

På ROMU har medarbejderne tålmodigt og engageret brugt ventetiden på at forberede en stribe af nyskabelser, der vil møde publikum nu og i den kommende tid på de ti forskellige besøgssteder i Roskilde, Frederikssund og Lejre kommuner.

En spritny og ambitiøs særudstilling står for eksempel klar på RAGNAROCK – museet for pop, rock og ungdomskultur. ”Smattens magi: 50 års aftryk af Roskilde Festival” er titlen på satsningen, der i skyggen af al usikkerheden fra pandemien kaster lys over betydningen af et stykke dansk kulturhistorie, forankret i festival, frivillighed, fællesskab, frihed.

Asetro kommer frem i lyset

På Færgegården ved Frederikssund udstilles fra 21. april et enestående detektorfund, som viser den mytologiske kamp mellem Tyr og Fenrisulven fra dengang, asatroen var den fremherskende i sen jernalder og vikingetid.

På Lejre Museum kan publikum fordybe sig i gådefulde fund og fascinerende fortællinger, som knytter sig til områdets kongehaller og magtudfoldelse fra før Danmark blev et samlet og kristent rige. Museet har udvidet den gådefulde spotudstilling ”Skelettet i Kongehallen” med flere nye digitale tiltag, og bud på vandreture ad offentlige stier i det historiske landskab.

1000 års historie

I Roskilde Domkirke kan turister og kulturhistoriske gæster igen besøge domkirkemuseet og se de prægtige kongelige gravmonumenter. 5. juni åbner kirkeruinen og bytårnet Sankt Laurentius efter mere end to et halvt års nedlukning. Her kan gæsterne bogstaveligt talt komme i nærkontakt med middelalderen og henved 1000 års historie om og fra Roskilde.

Museets butikker har frem til genåbningen fået opdateret varelageret. Caféerne, som drives af en forpagter, har fået mulighed for at åbne tidligere end planlagt. Og myndighederne har leveret retningslinjer for hele området, som gør det muligt at færdes sikkert i udstillingerne.

Fra bekymring til glæde

Usikkert, bekymrende og ensomt har det ellers været for museets ansatte og frivillige at stå uden publikum i en periode, som ingen kendte længden af. Men nu er ventetiden forbi.

Ensomhed kan afløses af nyt fællesskab. Bekymringer kan erstattes af glæde over igen at kunne dele store museumsoplevelser. Usikkerheden i hele samfundet er godt i gang med at blive forvandlet til mere tryghed, og et gensyn med en stadig mere normal hverdag.

Den, der venter på noget godt, venter aldrig for længe, siges det. Og det, satser vi nu fra ROMU på, bliver tilfældet.

Hvad enten man så foretrækker at blive klogere på oldtidens mytologi og magt, den nyere tids modstandskampe eller magiske festivalkultur – ja, så er det er godt for samfundet at kende, at huske og at dele sin historie. Det er godt at kunne opleve kulturarv som noget, der er ægte, virkeligt, konkret. Det er godt at kunne tage afsted til et besøgssted sammen med andre – for at få noget nyt med saft og kraft i at tale om.

Fra onsdag den 21. april er det ikke bare en drøm, et håb eller en forventning, at kunne få del i alt dette. Det er virkeligheden.

Så benyt chancen og tag på museumsbesøg sammen med en, du holder af.

Vi har glædet os så ufattelig meget til at se jer på museerne.

Weekend med fortidsminder og forårsfornemmelser

16.04.2021

Fortidsminder kan være mange ting. Her er det en dysse ved Overbjerglund, som indgik i fotokonkurrencen på Frederikssund Museum, “På sporet af fortiden – vis os dit fortidsminde”. Foto: Kim Jensen

Kom ud i foråret og på sporet af fortiden i naturen til fortidsmindeweekenden 2021

Den nationale fortidsmindedag er i år udvidet til at omfatte hele weekenden, d. 24. og 25. april. På grund af Covid19-restriktioner, vil markeringerne hovedsageligt være udendørs.

Og der er masser af kulturhistoriske skatte og fortidsminder ude i naturen – for eksempel de menneskeskabte sten- og jorddiger, der pryder landskabet mange steder i Danmark, og fortæller historier om et levet liv i pagt med naturen.

Vis os dit fortidsminde

Mens du går, kan du smide Lejre Museum og Politiken Histories podcast ”Kongerækken” i ørene. På den måde kan du nyde det majestætiske landskab med de mange fortidsminder, og samtidig lære mere om kongerigets vugge og de tidligste magtkampe i Danmark.

Bor du i Frederikssund Kommune, kan du meget vel fotografere fortidsminderne, og sende billederne til Frederikssund Museum, Færgegårdens udstilling ”På sporet af fortiden – vis os dit fortidsminde”.

Udstillingen er et samarbejde mellem Færgegården og Danmarks Naturfredningsforening, hvor borgerne i Frederikssund har kunnet indsende deres billeder af fortidsminder i naturen til en fotokonkurrence på museet. Du deltager ikke længere i konkurrencen ved at indsende dit billede, men det kommer til at indgå i udstillingen – som i øvrigt genåbner på onsdag d. 21. april! Læs mere om det og udstillingen her.

Husk smartphonen

Vil du vide noget særligt om et bestemt fortidsminde, har Miljøstyrelsen og Geoinfo udviklet en app for beskyttet natur, hvor du bl.a. kan hente information om diger og andre fredede fortidsminder, som du ser, mens du går.

Appen indeholder tre kortfunktioner, ét for beskyttede naturtyper, ét med info om biodiversitet og naturværdi – og altså også ét, hvor du kan lære mere om de fredede zoner i naturen – jord- og stendiger og andre fredede fortidsminder.

Du kan desuden tilgå databasen ”Fund & Fortidsminder”, som er et nationalt register, hvor arkæologiske fund og steder, de er udgravet, bliver opgjort.

Du kan hente app’en her, og så er det ellers bare om at tage de gode sko på og komme ud i foråret og finde fortidsminder – husk blot på, at nogle steder i det fri kan være privat ejendom.

Oplev sjove sommersøndage for hele familien på Tadre Mølle

19.06.2023

Over fire søndage i juli inviterer Tadre Mølle børn og deres familier til spændende aktiviteter. Kreative naturkunstværker udformes, naturen skal udforskes og brød skal bages i den gamle stenovn.

Sommer og søndag er i hvert fald på plads. Om der også kommer sol til de, der finder vej til Tadre Mølles alsidige og hyggelige ferieaktiviteter, må tiden vise. Men næsten uanset vejret bliver der gode muligheder for at få sig en feriesøndag fyldt med fælles oplevelser på tværs af generationer ved den kulturhistoriske perle i Elverdamsdalen.

Kreativt naturværksted

På det kreative naturværksted på Tadre Mølle skal børn og deres familier slippe deres indre kunstner løs og lave flotte kunstværker af de naturmaterialer, der findes rundt om møllen.

”Kyndige krea-vejledere vil hjælpe de besøgende med at skabe smukke kreationer af naturens materialer. Kun fantasien sætter grænser, når de besøgende gennem denne kreative aktivitet kommer tæt på naturen og skaber hyggeligt samvær,” siger museumsmedarbejder Maja Kvamm.

Det kreative naturværksted finder sted den 2. juli fra klokken 12:00-15:00.

Naturdage
Hele familien er inviteret, når Tadre Mølle holder naturdag i den smukke Elverdamsdal. Kyndige naturvejleder fra Nationalpark Skjoldungernes Land vil udstyre børn og deres familier med grej til at gå på opdagelse i naturens liv omkring den gamle vandmølle.

”Den kulturhistoriske perle Tadre Mølle ligger omgivet af smuk natur i Elverdamsdalen, og denne dag er der ekstra mulighed for at komme helt tæt på det krible- krablende liv, der findes ved møllen,” siger Maja Kvamm.

Naturdage på Tadre Mølle finder sted søndag den 16. juli og 23. juli fra klokken 11:00-14:00.

Bagedag
Den, der kommer først til mølle, får først malet melet. Korn skal kværnes til mel, og brød skal bages i Tadre Mølles gamle stenovn, når der inviteres til bagedag for hele familien.

”Oplev naturens kræfter, når den gamle vandmølle forvandler korn til mel. Få hænderne i dejen og mærk de gamle traditioner på egen krop. Der vil være forskellige aktiviteter på dagen, så alle familiens medlemmer kan sætte sanserne i brug,” siger Maja Kvamm.

Bagedagen på Tadre Mølle finder sted søndag den 20. juli fra kl. 12:00-16:00.

Billetter til alle arrangementer kan købes i Møllecafeen. Børn er gratis.

Egedals stærke historie skal helt hjem til borgerne

Af: Lene Steinbeck

18.05.2021

Charlotte Haagendrup (C), formand for Kultur- og Erhvervsudvalget i Egedal Kommune, drømmer om, at det ikke kun er de meget historisk interesserede, der ved hvilke fantastiske historier, der knytter sig til området. Foto: Emil Helms, Ritzau Scanpix.

Egedal Kommune har en rig kulturarv, og hvis det står til formanden for Kultur- og Erhvervsudvalget i Egedal, skal der trykkes på speederen for at få den formidlet. Hun tror på, at en fælles historie er en grundsten i at sammentømre borgerne i den store kommune.

For nogle år siden stod Charlotte Haagendrup på Nationalmuseet og beundrede to smukke hjelme fra bronzealderen. Hjelmene, der er omkring 3000 år gamle, er udhamret i bronzeblik og har snoede horn. De menes at være fremstillet i det sydlige Europa – men de er fundet i en mose på Sjælland. Formodentlig er de lagt ned som en offergave til guderne.

Det var først senere, at Charlotte Haagendrup (C) opdagede sammenhængen mellem hjelmene og den kommune, hvor hun bor og i dag er formand for Kultur- og Erhvervsudvalget: At de unikke hjelme er fundet i Brøns Mose. Nærmest i hendes egen baghave.

Den oplevelse rammer hovedet på sømmet i forhold til den opgave, Egedal kommune står overfor, når det kommer til kulturarv, mener Charlotte Haagendrup:

”Vi har så sindssygt meget her i Egedal kommune. Vi bor et vanvittigt interessant sted, men vi ved det ikke! Der er så mange gode historier her – de er omkring os, de ligger i bogform, i jorden og over den. Men på en eller anden måde får vi dem ikke ud.”

Engagerede formidlere

Kommunen har et stærkt talerør i de mange engagerede frivillige. De tre historiske foreninger i Stenløse, Smørum og Ølstykke afholder arrangementer, indsamler viden og udgiver publikationer med nyt og gammelt fra områderne.

”De er gode til at formidle, og jeg bliver så begejstret. Vi har nogle enormt engagerede mennesker. Så mit håb er, at vi bliver bedre til at komme ud med historierne. De er med til at definere os som kommune og som borgere. Når vi deler historie, er det nemmere at se, at vi ikke er så forskellige.”

Et stærkt korps af frivillige betyder ikke, at kommunen kan læne sig tilbage. Tværtimod. Der ligger nemlig en opgave i at hjælpe kulturarven med at krydse de gamle kommunegrænser mellem Stenløse, Ølstykke og Smørum. Og fra politisk side skal man gribe den opgave. Blandt andet via et stærkere samarbejde med områdets skoler, mener Charlotte Haagendrup. Egedal vokser hastigt, og blandt tilflytterne er mange børnefamilier.

”Lige når man flytter ind, skal man have styr på, hvor Brugsen og børnehaven er. Men når man lige falder til, har man overskud til mere. Da vil jeg gerne have, at børnene hjælper lidt på vej. Hvis de kommer hjem og siger: ’Nu skal du høre, hvad jeg har set i dag,’ så vil forældrene også se det.”

Byggeboom i Egedal

De mange nye borgere, der kommer til Egedal, skal have et sted at bo. Og det betyder, at byggebranchen har travlt. Det er blot med til at gøre historien større, siger Charlotte Haagendrup.

”At Egedal bygger meget nyt, gør jo også, at vi gør nye fund. Hver gang man graver, dukker der jo noget op. Vi skal sørge for, at de mennesker, der flytter ind, ved, at lige her på deres grund har vi fundet et halvt vikingeskib, eller hvad det nu måtte være. Det, der bliver gravet op her, skal ud lokalt. Det kan vi godt blive endnu bedre til at målrette.”

Det gælder de nye fund – men i høj grad også de gamle. Hun vender tilbage til Veksøhjelmene, der er danefæ og en del af Nationalmuseets permanente udstilling. Hvis det står til Charlotte Haagendrup, skal de på visit i Egedal.

”Jeg ville elske at kunne få udlånt hjelmene til en udstilling her i området, så de kan komme hjem. Det er et stort ønske, som jeg også har haft lejlighed til at ytre til Rane Willerslev (direktør for Nationalmuseet, red.). De er fundet her hos os, men mange er ikke klar over, at de faktisk er fra Brøns Mose. Det er den slags historier, jeg gerne vil have bundet helt sammen med området.”

Naturen som katalysator for kulturarven

De tydeligste spor efter historien finder vi i naturen, der gennem årtusinder har formet Egedal i området mellem Roskilde Fjord og Furesøen. Og det har mange fået øjnene op for det seneste år, hvor vores pandemiske virkelighed har lukket ned for stort set alt andet.

”At folk befinder sig mere i naturen, bringer mere fokus på kulturarven. Det er med til at pege på, at vi slet ikke er så forskellige. Egedal er et kæmpestort område, som er forbundet af naturen,” siger Charlotte Haagendrup, som fremhæver et helt specielt sted.

”Panoptikon i Smørum er mit yndlingssted. Det er en fantastisk udsigtspost.”

Det var her, hun selv begyndte at løfte blikket fra at spejde efter sin egen slægts historie til at se på naturen og landskabet som noget, der også former mennesket.

”Her står man og kigger ned på ådalen med alle de menneskeofringer og den mangeårige historie, der er foregået her. Når jeg står der og kigger, så tænker jeg, at her får vi på smukkeste vis bundet kommunerne sammen, fordi man kan se dem herfra.”

Kulturarv og historie skal styrke fællesskabet i Egedal Kommune

Af: Lene Steinbeck

04.05.2021

Egedals borgmester, Karsten Søndergaard (V), tror på, at kulturarven kan være med til at skabe en fælles identitet i Egedal, der er en ny og sammenbragt kommune. Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix Denmark.

Egedal er en ny, men sammenbragt kommune, der stadig er i voksealderen. Derfor ønsker borgmester Karsten Søndergaard fokus på både at bevare de gamle fællesskaber og at give plads til en ny, fælles Egedal-identitet. Nøglen er kommunens historie og kulturarv.

For blot 15 år siden var der ikke noget, der hed Egedal Kommune. I år har boligportalen findboliger.dk ud fra parametre som tryghed, beliggenhed og indkomst kåret den til Danmarks bedste kommune at bo i.

Det går med andre ord stærkt i Egedal Kommune. Også med at få nye borgere. Det skyldes blandt andet beliggenheden, tæt på hovedstaden og alligevel lige midt i et bjergtagende istidslandskab. Godt hjulpet på vej af en corona-pandemi kan man helt inde på hovedstadens stenbroer fornemme naturen trække.

”Vi kan mærke, at rigtig mange københavnere begynder at kigge ud af kommunen. Da har vi en kæmpe fordel, fordi vi har en beliggenhed tæt på København og stadig midt i naturen,” siger Egedals borgmester, Karsten Søndergaard (V).

Han har erklæret, at Egedal står klar med åbne arme til at tage imod tilflyttere. Gravkøer græsser på næsten hver en ledig byggegrund, og der bliver bygget til, om og ud til kommende Egedal-borgere.

En sammensat kommune med ny og gammel historie

Egedal Kommune kom til verden i 2007. Ved kommunalreformen blev de tre tidligere kommuner Stenløse, Ledøje-Smørum og Ølstykke lagt sammen. Mens mange andre af landets nye, store kommuner adopterede navnet fra en eksisterende kommune, blev der i Egedal ved en afstemning valgt et helt nyt navn. Derfor kan man godt sige, at historien om Egedal begynder med kommunalreformen.

”Der ligger en stor opgave i at fortælle, hvad Egedal egentlig er for en størrelse. Vi har brugt 14 år på bare at forklare, hvor det ligger! Derfor er det vigtigt at lave nogle fortællinger, der gør, at folk kan sætte Egedal på landkortet. Og det kan vores fælles kulturarv i høj grad være med til,” siger Karsten Søndergaard.

For selv om Egedal som kommune er ny, er området det ikke. Det store istidslandskab har formet området og folket her gennem årtusinder. Og her er der masser af spor efter det, som Egedals borgere – nye som gamle – har tilfælles: Fortiden.

Historier på tværs af kommunegrænser

Det er ikke kun de nye borgere, der har brug for at have en historie at flytte ind i – det gælder ifølge Karsten Søndergaard også dem, der allerede har fundet sig til rette i kommunen. Men de er derude, historierne, og de kan være med til at udviske de gamle kommunegrænser og samle Egedal.

”Vi vil gerne vise vores perler frem for borgere, som ikke aner, at de er der. Der er fx Skenkelsø Mølle – et helt fantastisk velbevaret stykke historie, der stadig er i brug, og som i dag fungerer både som mølle og som museum. Den ligger i det gamle Ølstykke, men mange fra Smørum og Stenløse aner nok ikke, at den er der. Derfor gælder det om at få synliggjort kulturen og historien.”

Som et andet eksempel nævner Karsten Søndergaard de to ikoniske Veksøhjelme fra bronzealderen. De er i dag en del af Nationalmuseets permanente udstilling, men faktisk blev de fundet i Brøns Mose lige uden for Veksø i den tidligere Stenløse kommune.

”Mange borgere, som har boet her i mange år, kender måske ikke historierne fra de andre kommuner. Men det virker som om, de er nysgerrige efter at finde ud af, hvilken historie de er en del af. Vi kan mærke, at vores historiske foreninger har mange frivillige og oplever en stor interesse fra folk, der søger dem,” siger han.

Bysamfundenes identitet skal bevares

Kommunens tre historiske foreninger ligger i de gamle kommuner, Smørum, Ølstykke og Stenløse, og de har hver deres eget fokus, som ligger nogenlunde indenfor de gamle kommunegrænser. Det skal de blive ved med – både i følge dem selv og borgmesteren.

”Det kan godt være, at kommunen hedder Egedal. Men folk flytter til Smørum, Ølstykke eller Stenløse. Det nære betyder meget i fællesskaber. Kommunen er faktisk sammensat af oprindeligt 17 små bysamfund, og vi tænker meget på, hvordan vi holder fast og giver plads til, at bysamfundene kan bevare deres identitet,” siger Karsten Søndergard.

Derfor er balancegangen, som kommunen er ude i, at bevare de små fælleskaber og samtidig skabe en overordnet fælles identitet som Egedal-borger.

”Det er her, at historien og kulturarven kan være med til at binde os sammen i et større fællesskab. I stedet for, at vi kun sidder i hver vores lille andedam, kan den fælles historie og identitet bringe os sammen. Så opdager vi, at vi faktisk har nogle ting fra fortiden tilfælles, som vi kan være stolte af,” fortæller borgmesteren.

”Lige pludselig er vi ens og ejer det lige meget.”

Frisk luft og fortidsminder

23.04.2021

Ledreborg Allé. Dette snorlige prestigeprojekt er et godt udgangspunkt for en gå-, køre- eller cykletur. Foto: Cille Krause.

Få overblikket over naturens skjulte historier om fortiden i dette uddrag af ROMU Årbog 2020 “Kulturen på spil” 

Af Cille Krause, arkæolog ved ROMU

Covid-19 har, blandt mange andre ting, også givet os nogle nye rammer for at komme ud og opleve verden omkring os. Vi skal holde afstand, overholde retningslinjer, og man kan ikke bare rejse afsted efter nye oplevelser. Men det giver os også en anledning til at tage vores hverdag og vores lokale område i nærmere øjesyn. For der er mange skjulte oplevelser og ukendte ting i vores hverdag og det område, vi lever i. Men de kan ofte virke helt skjult, fordi vi har vænnet os til at suse forbi dem i hverdagens jag. Hvem tænker over, at vi måske passerer en 1700-tals milesten, når vi har været i Hyrdehøjcenteret for at handle, eller at gravhøjen Maglehøj, i et parcelhuskvarter i Frederikssund, indeholdt begravelsen af en heks fra bronzealderen?
Formålet med denne artikel er at give nogle bud på de skjulte fortidige fikspunkter, der er i vores nærmiljø, som man kan besøge, undre sig over og dykke ned i – i god afstand, hvor alle retningslinjer overholdes, mens eventuelle nys forvises til eget ærme. Samtidig er artiklen en anledning til at gøre opmærksom på, at fredede fortidsminder dækker over virkelig mange ting: De dækker over de klassiske dysser og jættestuer fra yngre stenalder, bronzealderens imponerende gravhøje, middelalderens borge og voldsteder samt de nyere stenbroer og milesten fra 1700-tallet. 

Nogle af de yngste fredede fortidsminder er krigergravene fra 1864 og de knap 600 genforeningssten, som blev rejst i hele Danmark til minde om Sønderjyllands genforening med Danmark i 1920. Både i forhold til datering, funktion og udformning er her således tale om en pose blandede bolcher. Men fælles for dem er, at de hver især rummer vigtige historier om vores fælles fortid. 

Der er ikke offentlig adgang til fredede fortidsminder, ”bare” fordi de er fredede. En stor del af dem ligger på privat grund, og man skal derfor have tilladelse af lodsejer, inden man besigtiger fortidsmindet. De fortidsminder, der indgår i denne artikel, er udvalgt således, at her udelukkende er tale om steder med offentlig adgang. I det følgende præsenteres en håndfuld forslag til fortidige udflugtsmål. Vi begynder med de ældste og arbejder os frem til nyere tid. 

Harald Hildetands Høj 

Gl. Lejre er rigt på fortidsminder, og der findes nok ikke den arkæolog eller historiker i Danmark, der ikke kender til stedet. Her har både været stormandshaller, skibssætninger og gravhøje fra jernalder og vikingetid, og en del af dette ses stadig tydeligt i landskabet. Men området indeholder også fortidsminder, der er langt ældre end de sagnkonger, vi formoder holdt til her. Et af disse fortidsminder, der har været tilskuer til begivenhederne, da stedet var centrum for magthaverne, er langhøjen Harald Hildetands Høj. Den er fra yngre stenalder og ca. 5.500 år gammel eller fra omkring 3.500 f.Kr.
Når denne langhøj får opmærksomhed, er det primært på grund af dens navn, som den har fået meget senere end stenalderen. Første gang, vi ser dette navn, er på Ole Worms træsnit med prospekt over Lejreområdet fra 1643. At højen har fået dette navn, skyldes, at sagnkongen Harald Hildetand ifølge Saxo lå begravet i området, og det har Worm haft i baghovedet, da han lavede prospektet. Det ændrer dog ikke ved, at der er tale om en såkaldt langhøj fra yngre stenalder. Selve højen er, som navnet antyder, aflang, og cirka i midten lå gravkammeret, der var bygget af store sten. Omkring højen var ligeledes sat sten. Tiden har ikke været mild ved højen, og mennesker har også fjernet sten fra anlægget til brug i vejbyggeri. Derfor har der været behov for restaurering, der bl.a. har tilføjet højen nye sten. Det er usikkert, om den har set helt sådan ud, da den blev bygget i stenalderen. Yngre stenalder var en tid, hvor man, på sin vis, kæmpede mod naturen og landbruget var i sin spæde start. Man indførte landbrug med slid og møje og underlagde sig jord, så man kunne dyrke den og holde husdyr. Det kunne give anledning til strid med konkurrerende ”naboer”, og der var et stort behov for at kunne legitimere sin ret til jorden. Dette system kan yngre stenalders gravhøje være en del af. Ved at bygge denne type langtidsholdbare monumenter kunne man lave et fast holdepunkt for slægten, der kunne være med til at retfærdiggøre kravet på jorden. Og man må sige, at højen har været langtidsholdbar – hvis den kunne tale, ville den kunne fortælle historier om begivenheder fra tusindvis af år.

Harald Hildetands Høj har været vidne til mange af eftertidens begivenheder i Gl. Lejre. Foto: Cille Krause.

Børnehøjen – som at løfte taget af en LEGO-bygning 

Børnehøjen ligger på det store grønne areal ud til vejen Børnehøjen i Himmelev, nordøst for Roskilde. Her kan du opleve en dobbelt jættestue fra den del af bondestenalderen, vi kalder mellemneolitisk tid – det vil sige 3.200 2.400 f.Kr. Jættestuer er gravkamre, hvortil en snæver gang fører ind. De er bygget af store sten, og de har plads til, at flere kunne begraves derinde. Man kan kalde dem en slags “genbrugsgravplads”. Det er dog specielt, at der i Børnehøjen blev etableret to gravkamre – som regel ligger jættestuerne enkeltvis i hver deres høj. På samme måde som med Harald Hildetands Høj kan også denne høj ses som en del af et system, hvor man, via langtidsholdbare og forfædre-forbundne monumenter, forsøgte at styrke sit krav til et givent stykke jord. Oprindeligt har der ligget flere store “dæksten” som loft over gravkamrene i Børnehøjen, men de er blevet fjernet på et ukendt tidspunkt. Store kampesten var i høj kurs på den tid, hvor man anlagde veje, broer og jernbaner. Hvis man havde en dysse eller en jættestue liggende på sin jord, kunne man, i gamle dage, tjene penge på at sælge stenene til anlægsarbejdet. At dækstenene mangler på den dobbelte jættestue, giver os mulighed for at se, hvordan man har konstrueret anlægget – lidt ligesom når man løfter taget af en LEGO-bygning. Netop derfor er Børnehøjen en god høj at besøge, hvis man gerne vil ind i et af forhistoriens store stenbyggede gravkamre men ikke har fysik eller lyst til at kravle ind gennem snævre og mørke gange for at nå frem. 

En bronzealderheks og hendes gravhøj?

På hjørnet af Maglehøjvej og Ådalsvej i Frederikssund ligger der en anden type gravhøj på et grønt område med offentlig adgang. Den hedder Maglehøj. Det betyder ”meget stor høj”. I dag er den omgivet af parcelhuse og hverdagsliv. Denne høj gemmer på en af forhistoriens mest gådefulde og mystiske kvindeskæbner – en begravelse, der skiller sig markant ud fra de andre grave, vi kender fra bronzealderen (1.700-500 f.Kr.).
Da gravhøjen blev udgravet i 1888, fandt man en mindre stenkiste på blot 39 x 63 cm, bygget af flade sten. Da låget blev løftet af, må det have været som at gå ind i et egyptisk gravkammer – uforstyrret og som et øjebliksbillede fra ca. 3.200 år siden. I lidt mindre skala, bevares, men alligevel! I bunden af stenkisten lå brændte menneskeknogler, og oven på disse var gravgaverne blevet lagt – de havde heldigvis ikke været med på ligbålet. Blandt gaverne var en kniv, en bøjlenål (et dragtspænde), en dobbeltknap (til at holde dragten eller kappen lukket med) og en bæltedåse – en slags ”dekorativ bæltetaske”, som kvinder kunne gå med i bronzealderen, hvis de var rige nok. Dét der adskiller kvindens gravgaver fra datidens andre kendte gravgaver, er sagerne, hun gemte i sin ”bæltetaske”, de gør nemlig hendes grav helt unik …

I denne lå der to hestetænder, flere knogler fra et væseldyr, et kloled fra et kattedyr (formentlig en los), et knoglefragment fra et rådyr eller lam, et stykke af en fugls luftrør, mange hvirvler fra en slange og brændte knogler, der kunne stamme fra et menneske. Derudover indeholdt beholderen en gren fra en røn, et stykke trækul (formentlig af bævreasp), tre småsten, to stykker svovlkis, et stykke af en bronzekniv og et stykke bronzetråd. Indholdet er tolket som værende amuletter – magiske genstande, der måske kunne bringe lykke, værne mod ulykker eller bruges i trolddom? Hvem og hvad var denne kvinde, der blev begravet i en fjern fortid med sine mystiske gravgaver? 

Måske har kvinden i højen været en medicinkvinde, en heks, en klog kone, en troldkvinde eller én, der kunne kontakte de døde? Kært barn har ufatteligt mange navne. Og vi finder aldrig med sikkerhed ud af, hvilken rolle kvinden havde i sin samtid. En ting er dog sikker, hun skilte sig ud!
Ikke nok med, at hun havde et mystisk sæt genstande med sig i graven, hun var også begravet på fornem vis i en gravhøj. Det var bestemt ikke alle forundt på den tid. Måske har hendes efterladte familie eller venner, fra det samfund, hun var en del af, værdsat hende, fordi hun hjalp dem gennem livets faser og kriser? Under alle omstændigheder har hun haft en helt speciel skæbne, og selv om hendes gravhøj ligner alle de andre gravhøje i landskabet, rummer den en helt særlig historie.

Grundlovens konge samlede runesten

En anden speciel men senere skæbne finder vi hos Frederik 7. Han underskrev i 1849 grundloven, og på det tidspunkt havde han blot været konge i et år. Ved denne handling skrev han sig ind i danmarkshistorien. Men også blandt arkæologer er han en betydelig person, fordi han stod bag utallige udgravninger af fortidsminder og var en ivrig oldsagssamler. Nogle håndgribelige eksempler på hans interesse for oldtiden ses ved Jægerspris Slot. I slotsparken står der tre runesten, som han skaffede sig på Fyn. Runestenene er en lille eksklusiv samling af fortidsminder, som man sjældent finder opstillet i det fri. De tre sten blev skabt i vikingetiden og endte langt fra deres udgangspunkt på Vestfyn i en arkæologiglad konges varetægt. Det drejer sig om tre sten, der alle er fra den nuværende Assens Kommune. Den ene sten er Sønderby-stenen (700-1100 e.Kr.), der blev fundet i et gærde i 1809, hvorefter den blev glemt igen. Skriften på stenen er uklar, men den gengiver muligvis et kvindenavn. Efterfølgende genfindes runestenen i 1841. De to andre runesten er fundet ved Flemløse, og de kaldes derfor Flemløse-sten 1 og 2. Flemløse-sten 1 (700 800 e.Kr.) var indmuret i kirkegårdsmuren ved Flemløse Kirke. Vikingetidens tekst på den lyder ”Efter Roulv står denne sten. Han var nuRa-gode, sønnerne satte (den) efter. Åver malede.”
Flemløse-sten 2 (700-800 e.Kr.) bærer også indskriften Roulv, og den blev fundet omkring 1840 ved en gård i Voldtofte umiddelbart syd for Flemløse. Alle tre sten fik Frederik 7. bragt til Hagenskov, hvor han som kronprins og guvernør over Fyn boede. Tanken var, at stenene skulle opstilles i slotshaven på Hagenskov, beskyttet for fremtiden og vises frem for interesserede. I dag er stenene opstillet i Jægerspris Slotspark, hvor der er offentlig adgang, så man kan betragte dem på nært hold.
De er placeret nær Grevinde Danners grav. Hun var Frederiks 7.s tredje kone – en borgerlig kvinde, som han giftede sig med til stor opstandelse i sin samtid. Frederik 7. og hans livsførelse synes at have været omgivet af virak og spontanitet. Men han har også haft en stor interesse for fortiden og det faste holdepunkt, den kan være.

Fra bispens travle minisamfund til et stille sind med ro

Et område, der har undergået stor udvikling, er Sankt Hans i den vestlige del af Roskilde. Stedet er især kendt for den store rolle i forhold til psykiatrien. Fra begyndelsen af 1800-tallet byggede Københavns Kommune sit store psykiatriske hospital her ved Bistrup, et område, som København havde fået af Frederik 3. som tak for byens vellykkede forsvar mod svenskerne ved stormen på København i 1659. Området bliver flittigt benyttet af løbere og gående, der nyder de smukke omgivelser og den ro, der er her. Og noget af det, som de besøgende kan se på deres tur, er de meget tydelige rester af den middelalderlige borg, der lå her, længe før det psykiatriske hospital rykkede ind.
Hvis man følger Bistrup Allé gennem Sankt Hans, i retningen væk fra Roskilde, kommer man på et tidspunkt til en lille å, der løber ud i Roskilde Fjord. Lige efter man har krydset denne, kan man, på venstre hånd, se en meget markant bakke. På denne bakke står nogle gule bygninger med rødt tegltag. Men i middelalderen lå der en borg, ejet af Roskildebispen. Voldgravene fra borgen ses stadig tydeligt i landskabet mod nord og vest. Denne borg indeholdt et helt lille samfund. I Bistrup lå også bispens teglværk, der producerede glaserede gulvfliser til mange sjællandske kirker.
Ligesom her også engang lå en lille sognekirke, der var et yndet mål for valfart i 1400-tallet. At folk tog hertil langvejsfra, skyldes historien om, at der i 1404 skulle være flydt blod fra et kors i kirken. Der må have været et leben! Kirken blev revet ned i 1500-tallet, og borgen blev brændt ned i 1534 i forbindelse med Grevens Fejde. Ved reformationen overgik området til kongen, der byggede et jagtslot på stedet, hvoraf intet nu er tilbage.
Som nævnt skænkede Frederik 3. området til København, og de smukke omgivelser kommer både patienter og besøgende til gode.

Et snorlige prestigeprojekt – Ledreborg Allé 

Et fortidsminde, der breder sig over et overordentligt stort areal, er den imponerende Ledreborg Allé anlagt i midten af 1700-tallet. Det var arkitekten Lauritz de Thurah, der også stod for en del byggeri på Ledreborg Slot, der planlagde den. Måske var det planen, at den skulle have strakt sig hele vejen fra Ledreborg i sydvest til Roskilde i nordøst? Så vidt nåede den dog aldrig – nu løber den fra Lindenborgvej i nordøst til godsets gravsted sydvest for Ledreborg. Man begyndte at beplante alléen i 1747. Træerne i alléen er i dag fredet og bliver supperet med nye træer, når de gamle fældes. Alléen er Danmarks længste allé – og oprindeligt var den også Nordeuropas længste. I det vejanlæg, som alléen udgør, indgår Maglebro, der går over Kornerup Å. Broen er opført i 1755 af granitkvadre med tøndehvælvede gennemløb, og den er i dag klassificeret som et fredet fortidsminde. Hvis man vil betragte broen fra et godt udsigtspunkt, gøres det bedst fra cykelstien, der løber på en træbro umiddelbart nord for broen. At gå, køre eller cykle en tur på alléen, og passere den fine bro er den ultimative måde at opleve det imponerende vejanlæg på. For det er næsten kun ved at opleve det ”live”, at storheden kommer til sin ret. Og derfor er det et oplagt mål for en ”coronaudflugt”.

Den fredede Maglebro fra 1755 som man ser den fra den parallelle træbro. Foto: Cille Krause.

Milesten – fikspunkter i et ambitiøst vejnet

Mens Ledreborg Allé gør opmærksom på sig selv fra lang afstand, er der andre fortidsminder, der er langt mindre, og som man hurtigt kan overse, hvis man har for meget fart på. Et sådant står langs den trafikerede Holbækvej, på strækningen mellem krydset Låddenhøj og rundkørslen ud mod Svogerslev. Det drejer sig om en høj milesten udhugget af norsk marmor. Med sine over tre meter, og i sin nyrestaurerede form, ser den både smuk og imponerende ud. Men hvad er en milesten egentlig, og hvilken historie er den med til at fortælle?
I 1761 havde man besluttet, at der skulle anlægges helt nye hovedlandeveje i landet. Det skyldes, at de eksisterende var dårligt vedligeholdt, de snoede og bugtede sig, og de var svært fremkommelige. Et moderniseret vejnet ville være nyttigt, når varer skulle transporteres, rejsende skulle frem mere komfortabelt, og når militæret skulle rykke ud. Alt i alt var der mange fordele ved et moderniseret vejsystem. En konsekvens af projektet var, at flere af de gamle, lidt primitive milesten blev udskiftet. Milestenenes formål var at markere afstande i vejnettet, i dette tilfælde distancen fra Københavns vestlige byport.

Det var Frederik 5., der påbegyndte arbejdet med vejnettet, og ved hans død, tog sønnen, Christian 7., over. Christian 7. lod en del af milestenene bære faderens monogram, mens andre bar hans eget – fx stenen på Holbækvej. Yderligere ser man på denne sten et posthorn. Det er ikke tilfældigt. Da prisen for postforsendelser på dette tidspunkt afhang af afstand, var postvæsnet meget interesseret i de nye angivelser af vejmål og opsætningen af milesten.

Milesten kendes i forskellige former. De er opsat og udskiftet under forskellige konger, men ikke alle bærer monogram. En lidt mere simpel milesten står langs Svogerslev Hovedgade ved Svogerslev Kro. Den er af granit og blot en meter høj, og den angiver, at der er 43/4 mil til København. En tredje type milesten finder man 1/4 mil længere vest på. Her står en stor granit-keglestub, hvor Kornerup Landevej krydser Kornerup Å, og den gør opmærksom på, at vi befinder os fem mil fra København. Denne type milesten blev afløseren for de slanke obelisker af norsk marmor, som ikke kunne tåle det danske vejr. Det er ligeledes Christian 7.s monogram, der er på de to milesten i Svogerslev og Kornerup. Fælles for stenene er, at de vidner om et kompliceret og ambitiøst moderniseringsarbejde i Danmark, der lagde grunden til den moderne infrastruktur.

Her slutter forslagene til ture for denne gang. Der er ingen tvivl om, at vores nærområde er en næsten uudtømmelig kilde til gode kulturhistoriske oplevelser og historier. Vi skal bare standse op indimellem og iagttage. Eller gå målrettet efter nogle nedslagspunkter – derfor denne håndfuld forslag. De viser bredden i fortidsminderne – både i funktion og i forhold til deres alder. Fælles for dem er, at de er vidner fra fortiden, som vi kan lære meget af.

God tur i landskabet!

Velkommen! Lyset er sat til nye store oplevelser

21.04.2021

ROMU-direktør og ph.d. Morten Thomsen Højsgaard og alle andre i ROMU-organisationen glæder sig til at byde brugerne “velkommen tilbage!”

Af Morten Thomsen Højsgaard

ROMU slår fra onsdag den 21. april dørene op til et væld af spændende muligheder for at opleve og opdage kulturarv. Fra nutidens magiske festivalkultur til oldtidens mytologi og magt. Få overblikket her

Så er det nu!

Lyset er tændt i de rigtige farver. Montrerne er pudset spejlblanke. Kaffen i museumscafeen er sat over. Og særudstillingerne står klar.

Efter mere end fire måneders tvangslukning, er det endelig blevet tid til, at museer og kulturinstitutioner landet over kan slå dørene op igen på vid gab og byde nysgerrige borgere, unge som ældre, varmt velkommen indenfor.

På ROMU har medarbejderne tålmodigt og engageret brugt ventetiden på at forberede en stribe af nyskabelser, der vil møde publikum nu og i den kommende tid på de ti forskellige besøgssteder i Roskilde, Frederikssund og Lejre kommuner.

En spritny og ambitiøs særudstilling står for eksempel klar på RAGNAROCK – museet for pop, rock og ungdomskultur. ”Smattens magi: 50 års aftryk af Roskilde Festival” er titlen på satsningen, der i skyggen af al usikkerheden fra pandemien kaster lys over betydningen af et stykke dansk kulturhistorie, forankret i festival, frivillighed, fællesskab, frihed.

Asetro kommer frem i lyset

På Færgegården ved Frederikssund udstilles fra 21. april et enestående detektorfund, som viser den mytologiske kamp mellem Tyr og Fenrisulven fra dengang, asatroen var den fremherskende i sen jernalder og vikingetid.

På Lejre Museum kan publikum fordybe sig i gådefulde fund og fascinerende fortællinger, som knytter sig til områdets kongehaller og magtudfoldelse fra før Danmark blev et samlet og kristent rige. Museet har udvidet den gådefulde spotudstilling ”Skelettet i Kongehallen” med flere nye digitale tiltag, og bud på vandreture ad offentlige stier i det historiske landskab.

1000 års historie

I Roskilde Domkirke kan turister og kulturhistoriske gæster igen besøge domkirkemuseet og se de prægtige kongelige gravmonumenter. 5. juni åbner kirkeruinen og bytårnet Sankt Laurentius efter mere end to et halvt års nedlukning. Her kan gæsterne bogstaveligt talt komme i nærkontakt med middelalderen og henved 1000 års historie om og fra Roskilde.

Museets butikker har frem til genåbningen fået opdateret varelageret. Caféerne, som drives af en forpagter, har fået mulighed for at åbne tidligere end planlagt. Og myndighederne har leveret retningslinjer for hele området, som gør det muligt at færdes sikkert i udstillingerne.

Fra bekymring til glæde

Usikkert, bekymrende og ensomt har det ellers været for museets ansatte og frivillige at stå uden publikum i en periode, som ingen kendte længden af. Men nu er ventetiden forbi.

Ensomhed kan afløses af nyt fællesskab. Bekymringer kan erstattes af glæde over igen at kunne dele store museumsoplevelser. Usikkerheden i hele samfundet er godt i gang med at blive forvandlet til mere tryghed, og et gensyn med en stadig mere normal hverdag.

Den, der venter på noget godt, venter aldrig for længe, siges det. Og det, satser vi nu fra ROMU på, bliver tilfældet.

Hvad enten man så foretrækker at blive klogere på oldtidens mytologi og magt, den nyere tids modstandskampe eller magiske festivalkultur – ja, så er det er godt for samfundet at kende, at huske og at dele sin historie. Det er godt at kunne opleve kulturarv som noget, der er ægte, virkeligt, konkret. Det er godt at kunne tage afsted til et besøgssted sammen med andre – for at få noget nyt med saft og kraft i at tale om.

Fra onsdag den 21. april er det ikke bare en drøm, et håb eller en forventning, at kunne få del i alt dette. Det er virkeligheden.

Så benyt chancen og tag på museumsbesøg sammen med en, du holder af.

Vi har glædet os så ufattelig meget til at se jer på museerne.

Weekend med fortidsminder og forårsfornemmelser

16.04.2021

Fortidsminder kan være mange ting. Her er det en dysse ved Overbjerglund, som indgik i fotokonkurrencen på Frederikssund Museum, “På sporet af fortiden – vis os dit fortidsminde”. Foto: Kim Jensen

Kom ud i foråret og på sporet af fortiden i naturen til fortidsmindeweekenden 2021

Den nationale fortidsmindedag er i år udvidet til at omfatte hele weekenden, d. 24. og 25. april. På grund af Covid19-restriktioner, vil markeringerne hovedsageligt være udendørs.

Og der er masser af kulturhistoriske skatte og fortidsminder ude i naturen – for eksempel de menneskeskabte sten- og jorddiger, der pryder landskabet mange steder i Danmark, og fortæller historier om et levet liv i pagt med naturen.

Vis os dit fortidsminde

Mens du går, kan du smide Lejre Museum og Politiken Histories podcast ”Kongerækken” i ørene. På den måde kan du nyde det majestætiske landskab med de mange fortidsminder, og samtidig lære mere om kongerigets vugge og de tidligste magtkampe i Danmark.

Bor du i Frederikssund Kommune, kan du meget vel fotografere fortidsminderne, og sende billederne til Frederikssund Museum, Færgegårdens udstilling ”På sporet af fortiden – vis os dit fortidsminde”.

Udstillingen er et samarbejde mellem Færgegården og Danmarks Naturfredningsforening, hvor borgerne i Frederikssund har kunnet indsende deres billeder af fortidsminder i naturen til en fotokonkurrence på museet. Du deltager ikke længere i konkurrencen ved at indsende dit billede, men det kommer til at indgå i udstillingen – som i øvrigt genåbner på onsdag d. 21. april! Læs mere om det og udstillingen her.

Husk smartphonen

Vil du vide noget særligt om et bestemt fortidsminde, har Miljøstyrelsen og Geoinfo udviklet en app for beskyttet natur, hvor du bl.a. kan hente information om diger og andre fredede fortidsminder, som du ser, mens du går.

Appen indeholder tre kortfunktioner, ét for beskyttede naturtyper, ét med info om biodiversitet og naturværdi – og altså også ét, hvor du kan lære mere om de fredede zoner i naturen – jord- og stendiger og andre fredede fortidsminder.

Du kan desuden tilgå databasen ”Fund & Fortidsminder”, som er et nationalt register, hvor arkæologiske fund og steder, de er udgravet, bliver opgjort.

Du kan hente app’en her, og så er det ellers bare om at tage de gode sko på og komme ud i foråret og finde fortidsminder – husk blot på, at nogle steder i det fri kan være privat ejendom.

19.06.2023

Færgegården inviterer til sort magi og finurlige dyr i sommerferien

Foto: Trine Sejthen, ROMU

Alle sanser skal i brug, når Frederikssund Museum, Færgegården, inviterer børn og deres familier til at gå på opdagelse i naturen både til lands og til vands i sommerferien. I museumshaven kan man gå på jagt efter naturens magi og den ”sorte bogs” magiske trylleremse. Derudover skal fjordens dyr både røres, lugtes og smages. 

Magiske planter og trylleformularer skal findes, når besøgende får udleveret en Sort Bog i museumsbutikken. Herefter kan de begive sig ud på jagt i museumshaven, hvor de med bogen i hånden, vil blive udfordret med fem opgaver, der skal løses, før de finder den magiske trylleremse. Løser man den sorte bogs opgaver, får man en lille belønning.

”En sort bog var en håndskreven magisk bog, som engang var udbredt blandt kloge koner og mænd. Bøgerne var fulde af viden om planter, naturens magi og onde væsner, og de indeholdt hemmelige opskrifter, trylleremser og gode råd til at opdage tyve, kurere sygdomme, afværge hekseri og meget mere,” fortæller vikarierende museumsinspektør Maja Kvamm, og fortsætter:

”Med vores sjove sommeraktivitet genopliver vi den sorte bog, og sender børn og deres familier på en spændende jagt efter magiske planter og beskyttende trylleremser i Færgegårdens eventyrlige museumshave,” siger hun.

Ifølge Maja Kvamm gik der, særligt i 17- og 1800-tallet, rygter på Frederikssundegnen om, hvem der mon ejede sådanne sorte bøger. Folk var både bange for dem – men også nysgerrige på den store magi, bøgerne indeholdt.

Besøg museumsbutikken på Færgegården i åbningstiden for at få udleveret alt, hvad der skal bruges. Børn kan deltage gratis i aktiviteten, mens voksne betaler almindelig entré til museet.

Mød dyrene i fjorden

Alle sanser får motion, når børn og deres familier skal røre, prøve, lugte, se og smage sig igennem fjordens maritime historie i sommerferien.

Lige siden jægerstenalderen har nærheden til fjorden og dens dyreliv formet den måde, mennesker har levet, tænkt, talt, troet og spist på. I sommerferien inviterer Færgegården til hyggelige og sanselige aktiviteter i museumshaven, hvor de besøgende har rig mulighed for at udforske fjordens historie og myldrende dyreliv. Familierne kan gå på opdagelse i de mange akvarier, hvor fjordens smådyr kribler og krabler frem fra alle afkroge.

”Der er rejer, søpunge, krabber, rurer, sandkutlinger, tangnåle, hundestejler, brødkrummesvamp og mange flere. Man også prøve at bøde sit eget fiskegarn som i 1800-tallet, lave en vandkikkert og udforske fjordens mest gådefulde fisk: ålen. Der er også mulighed for selv at hoppe i fjorden med net og spand og fange de mange spændende smådyr,” fortæller Museumsinspektør Maja Kvamm.

Museets formidlere fortæller i strandkanten og sørger for, at de besøgende får deres rejefangst med tilbage på museet, hvor de kan tilberede dem på gammeldags manér. Til sidst kan de konkurrere mod hinanden i årets store åledyst, hvor de prøver ålens fascinerende evner af på egen krop.

Dagen igennem vil der blive fortalt sjove og forunderlige historier om alle dyrene.

”Ikke mange ved, at krabben tisser ud gennem øjnene, eller at man i 1500-tallet mente, at tangnålen kunne forudsige vejret,” siger Maja Kvamm.

Den sorte bogs hemmeligheder
Aktiviteten finder sted fra den 24. juni – 11. august. Åbningstiderne er tirsdag- søndag kl. 11-15.

Mød dyrene i fjorden
Aktiviteten foregår tirsdag, onsdag, torsdag og fredag i uge 27 og 31. Alle dage kl. 11:00-15:00. 
Børn under 18: gratis, voksne: 50 kr. (+ billetgebyr). Tilmelding er nødvendig. Tilmelding via Billetto. 

Læs flere nyheder og artikler her.

Eller besøg Frederikssund Museum, Færgegården her.

FÅ LIGNENDE ARTIKLER OG NYHEDER FRA
FREDERIKSSUND MUSEUM, FÆRGEGÅRDEN DIREKTE I DIN INDBAKKE

Egedals stærke historie skal helt hjem til borgerne

Af: Lene Steinbeck

18.05.2021

Charlotte Haagendrup (C), formand for Kultur- og Erhvervsudvalget i Egedal Kommune, drømmer om, at det ikke kun er de meget historisk interesserede, der ved hvilke fantastiske historier, der knytter sig til området. Foto: Emil Helms, Ritzau Scanpix.

Egedal Kommune har en rig kulturarv, og hvis det står til formanden for Kultur- og Erhvervsudvalget i Egedal, skal der trykkes på speederen for at få den formidlet. Hun tror på, at en fælles historie er en grundsten i at sammentømre borgerne i den store kommune.

For nogle år siden stod Charlotte Haagendrup på Nationalmuseet og beundrede to smukke hjelme fra bronzealderen. Hjelmene, der er omkring 3000 år gamle, er udhamret i bronzeblik og har snoede horn. De menes at være fremstillet i det sydlige Europa – men de er fundet i en mose på Sjælland. Formodentlig er de lagt ned som en offergave til guderne.

Det var først senere, at Charlotte Haagendrup (C) opdagede sammenhængen mellem hjelmene og den kommune, hvor hun bor og i dag er formand for Kultur- og Erhvervsudvalget: At de unikke hjelme er fundet i Brøns Mose. Nærmest i hendes egen baghave.

Den oplevelse rammer hovedet på sømmet i forhold til den opgave, Egedal kommune står overfor, når det kommer til kulturarv, mener Charlotte Haagendrup:

”Vi har så sindssygt meget her i Egedal kommune. Vi bor et vanvittigt interessant sted, men vi ved det ikke! Der er så mange gode historier her – de er omkring os, de ligger i bogform, i jorden og over den. Men på en eller anden måde får vi dem ikke ud.”

Engagerede formidlere

Kommunen har et stærkt talerør i de mange engagerede frivillige. De tre historiske foreninger i Stenløse, Smørum og Ølstykke afholder arrangementer, indsamler viden og udgiver publikationer med nyt og gammelt fra områderne.

”De er gode til at formidle, og jeg bliver så begejstret. Vi har nogle enormt engagerede mennesker. Så mit håb er, at vi bliver bedre til at komme ud med historierne. De er med til at definere os som kommune og som borgere. Når vi deler historie, er det nemmere at se, at vi ikke er så forskellige.”

Et stærkt korps af frivillige betyder ikke, at kommunen kan læne sig tilbage. Tværtimod. Der ligger nemlig en opgave i at hjælpe kulturarven med at krydse de gamle kommunegrænser mellem Stenløse, Ølstykke og Smørum. Og fra politisk side skal man gribe den opgave. Blandt andet via et stærkere samarbejde med områdets skoler, mener Charlotte Haagendrup. Egedal vokser hastigt, og blandt tilflytterne er mange børnefamilier.

”Lige når man flytter ind, skal man have styr på, hvor Brugsen og børnehaven er. Men når man lige falder til, har man overskud til mere. Da vil jeg gerne have, at børnene hjælper lidt på vej. Hvis de kommer hjem og siger: ’Nu skal du høre, hvad jeg har set i dag,’ så vil forældrene også se det.”

Byggeboom i Egedal

De mange nye borgere, der kommer til Egedal, skal have et sted at bo. Og det betyder, at byggebranchen har travlt. Det er blot med til at gøre historien større, siger Charlotte Haagendrup.

”At Egedal bygger meget nyt, gør jo også, at vi gør nye fund. Hver gang man graver, dukker der jo noget op. Vi skal sørge for, at de mennesker, der flytter ind, ved, at lige her på deres grund har vi fundet et halvt vikingeskib, eller hvad det nu måtte være. Det, der bliver gravet op her, skal ud lokalt. Det kan vi godt blive endnu bedre til at målrette.”

Det gælder de nye fund – men i høj grad også de gamle. Hun vender tilbage til Veksøhjelmene, der er danefæ og en del af Nationalmuseets permanente udstilling. Hvis det står til Charlotte Haagendrup, skal de på visit i Egedal.

”Jeg ville elske at kunne få udlånt hjelmene til en udstilling her i området, så de kan komme hjem. Det er et stort ønske, som jeg også har haft lejlighed til at ytre til Rane Willerslev (direktør for Nationalmuseet, red.). De er fundet her hos os, men mange er ikke klar over, at de faktisk er fra Brøns Mose. Det er den slags historier, jeg gerne vil have bundet helt sammen med området.”

Naturen som katalysator for kulturarven

De tydeligste spor efter historien finder vi i naturen, der gennem årtusinder har formet Egedal i området mellem Roskilde Fjord og Furesøen. Og det har mange fået øjnene op for det seneste år, hvor vores pandemiske virkelighed har lukket ned for stort set alt andet.

”At folk befinder sig mere i naturen, bringer mere fokus på kulturarven. Det er med til at pege på, at vi slet ikke er så forskellige. Egedal er et kæmpestort område, som er forbundet af naturen,” siger Charlotte Haagendrup, som fremhæver et helt specielt sted.

”Panoptikon i Smørum er mit yndlingssted. Det er en fantastisk udsigtspost.”

Det var her, hun selv begyndte at løfte blikket fra at spejde efter sin egen slægts historie til at se på naturen og landskabet som noget, der også former mennesket.

”Her står man og kigger ned på ådalen med alle de menneskeofringer og den mangeårige historie, der er foregået her. Når jeg står der og kigger, så tænker jeg, at her får vi på smukkeste vis bundet kommunerne sammen, fordi man kan se dem herfra.”

Kulturarv og historie skal styrke fællesskabet i Egedal Kommune

Af: Lene Steinbeck

04.05.2021

Egedals borgmester, Karsten Søndergaard (V), tror på, at kulturarven kan være med til at skabe en fælles identitet i Egedal, der er en ny og sammenbragt kommune. Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix Denmark.

Egedal er en ny, men sammenbragt kommune, der stadig er i voksealderen. Derfor ønsker borgmester Karsten Søndergaard fokus på både at bevare de gamle fællesskaber og at give plads til en ny, fælles Egedal-identitet. Nøglen er kommunens historie og kulturarv.

For blot 15 år siden var der ikke noget, der hed Egedal Kommune. I år har boligportalen findboliger.dk ud fra parametre som tryghed, beliggenhed og indkomst kåret den til Danmarks bedste kommune at bo i.

Det går med andre ord stærkt i Egedal Kommune. Også med at få nye borgere. Det skyldes blandt andet beliggenheden, tæt på hovedstaden og alligevel lige midt i et bjergtagende istidslandskab. Godt hjulpet på vej af en corona-pandemi kan man helt inde på hovedstadens stenbroer fornemme naturen trække.

”Vi kan mærke, at rigtig mange københavnere begynder at kigge ud af kommunen. Da har vi en kæmpe fordel, fordi vi har en beliggenhed tæt på København og stadig midt i naturen,” siger Egedals borgmester, Karsten Søndergaard (V).

Han har erklæret, at Egedal står klar med åbne arme til at tage imod tilflyttere. Gravkøer græsser på næsten hver en ledig byggegrund, og der bliver bygget til, om og ud til kommende Egedal-borgere.

En sammensat kommune med ny og gammel historie

Egedal Kommune kom til verden i 2007. Ved kommunalreformen blev de tre tidligere kommuner Stenløse, Ledøje-Smørum og Ølstykke lagt sammen. Mens mange andre af landets nye, store kommuner adopterede navnet fra en eksisterende kommune, blev der i Egedal ved en afstemning valgt et helt nyt navn. Derfor kan man godt sige, at historien om Egedal begynder med kommunalreformen.

”Der ligger en stor opgave i at fortælle, hvad Egedal egentlig er for en størrelse. Vi har brugt 14 år på bare at forklare, hvor det ligger! Derfor er det vigtigt at lave nogle fortællinger, der gør, at folk kan sætte Egedal på landkortet. Og det kan vores fælles kulturarv i høj grad være med til,” siger Karsten Søndergaard.

For selv om Egedal som kommune er ny, er området det ikke. Det store istidslandskab har formet området og folket her gennem årtusinder. Og her er der masser af spor efter det, som Egedals borgere – nye som gamle – har tilfælles: Fortiden.

Historier på tværs af kommunegrænser

Det er ikke kun de nye borgere, der har brug for at have en historie at flytte ind i – det gælder ifølge Karsten Søndergaard også dem, der allerede har fundet sig til rette i kommunen. Men de er derude, historierne, og de kan være med til at udviske de gamle kommunegrænser og samle Egedal.

”Vi vil gerne vise vores perler frem for borgere, som ikke aner, at de er der. Der er fx Skenkelsø Mølle – et helt fantastisk velbevaret stykke historie, der stadig er i brug, og som i dag fungerer både som mølle og som museum. Den ligger i det gamle Ølstykke, men mange fra Smørum og Stenløse aner nok ikke, at den er der. Derfor gælder det om at få synliggjort kulturen og historien.”

Som et andet eksempel nævner Karsten Søndergaard de to ikoniske Veksøhjelme fra bronzealderen. De er i dag en del af Nationalmuseets permanente udstilling, men faktisk blev de fundet i Brøns Mose lige uden for Veksø i den tidligere Stenløse kommune.

”Mange borgere, som har boet her i mange år, kender måske ikke historierne fra de andre kommuner. Men det virker som om, de er nysgerrige efter at finde ud af, hvilken historie de er en del af. Vi kan mærke, at vores historiske foreninger har mange frivillige og oplever en stor interesse fra folk, der søger dem,” siger han.

Bysamfundenes identitet skal bevares

Kommunens tre historiske foreninger ligger i de gamle kommuner, Smørum, Ølstykke og Stenløse, og de har hver deres eget fokus, som ligger nogenlunde indenfor de gamle kommunegrænser. Det skal de blive ved med – både i følge dem selv og borgmesteren.

”Det kan godt være, at kommunen hedder Egedal. Men folk flytter til Smørum, Ølstykke eller Stenløse. Det nære betyder meget i fællesskaber. Kommunen er faktisk sammensat af oprindeligt 17 små bysamfund, og vi tænker meget på, hvordan vi holder fast og giver plads til, at bysamfundene kan bevare deres identitet,” siger Karsten Søndergard.

Derfor er balancegangen, som kommunen er ude i, at bevare de små fælleskaber og samtidig skabe en overordnet fælles identitet som Egedal-borger.

”Det er her, at historien og kulturarven kan være med til at binde os sammen i et større fællesskab. I stedet for, at vi kun sidder i hver vores lille andedam, kan den fælles historie og identitet bringe os sammen. Så opdager vi, at vi faktisk har nogle ting fra fortiden tilfælles, som vi kan være stolte af,” fortæller borgmesteren.

”Lige pludselig er vi ens og ejer det lige meget.”

Frisk luft og fortidsminder

23.04.2021

Ledreborg Allé. Dette snorlige prestigeprojekt er et godt udgangspunkt for en gå-, køre- eller cykletur. Foto: Cille Krause.

Få overblikket over naturens skjulte historier om fortiden i dette uddrag af ROMU Årbog 2020 “Kulturen på spil” 

Af Cille Krause, arkæolog ved ROMU

Covid-19 har, blandt mange andre ting, også givet os nogle nye rammer for at komme ud og opleve verden omkring os. Vi skal holde afstand, overholde retningslinjer, og man kan ikke bare rejse afsted efter nye oplevelser. Men det giver os også en anledning til at tage vores hverdag og vores lokale område i nærmere øjesyn. For der er mange skjulte oplevelser og ukendte ting i vores hverdag og det område, vi lever i. Men de kan ofte virke helt skjult, fordi vi har vænnet os til at suse forbi dem i hverdagens jag. Hvem tænker over, at vi måske passerer en 1700-tals milesten, når vi har været i Hyrdehøjcenteret for at handle, eller at gravhøjen Maglehøj, i et parcelhuskvarter i Frederikssund, indeholdt begravelsen af en heks fra bronzealderen?
Formålet med denne artikel er at give nogle bud på de skjulte fortidige fikspunkter, der er i vores nærmiljø, som man kan besøge, undre sig over og dykke ned i – i god afstand, hvor alle retningslinjer overholdes, mens eventuelle nys forvises til eget ærme. Samtidig er artiklen en anledning til at gøre opmærksom på, at fredede fortidsminder dækker over virkelig mange ting: De dækker over de klassiske dysser og jættestuer fra yngre stenalder, bronzealderens imponerende gravhøje, middelalderens borge og voldsteder samt de nyere stenbroer og milesten fra 1700-tallet. 

Nogle af de yngste fredede fortidsminder er krigergravene fra 1864 og de knap 600 genforeningssten, som blev rejst i hele Danmark til minde om Sønderjyllands genforening med Danmark i 1920. Både i forhold til datering, funktion og udformning er her således tale om en pose blandede bolcher. Men fælles for dem er, at de hver især rummer vigtige historier om vores fælles fortid. 

Der er ikke offentlig adgang til fredede fortidsminder, ”bare” fordi de er fredede. En stor del af dem ligger på privat grund, og man skal derfor have tilladelse af lodsejer, inden man besigtiger fortidsmindet. De fortidsminder, der indgår i denne artikel, er udvalgt således, at her udelukkende er tale om steder med offentlig adgang. I det følgende præsenteres en håndfuld forslag til fortidige udflugtsmål. Vi begynder med de ældste og arbejder os frem til nyere tid. 

Harald Hildetands Høj 

Gl. Lejre er rigt på fortidsminder, og der findes nok ikke den arkæolog eller historiker i Danmark, der ikke kender til stedet. Her har både været stormandshaller, skibssætninger og gravhøje fra jernalder og vikingetid, og en del af dette ses stadig tydeligt i landskabet. Men området indeholder også fortidsminder, der er langt ældre end de sagnkonger, vi formoder holdt til her. Et af disse fortidsminder, der har været tilskuer til begivenhederne, da stedet var centrum for magthaverne, er langhøjen Harald Hildetands Høj. Den er fra yngre stenalder og ca. 5.500 år gammel eller fra omkring 3.500 f.Kr.
Når denne langhøj får opmærksomhed, er det primært på grund af dens navn, som den har fået meget senere end stenalderen. Første gang, vi ser dette navn, er på Ole Worms træsnit med prospekt over Lejreområdet fra 1643. At højen har fået dette navn, skyldes, at sagnkongen Harald Hildetand ifølge Saxo lå begravet i området, og det har Worm haft i baghovedet, da han lavede prospektet. Det ændrer dog ikke ved, at der er tale om en såkaldt langhøj fra yngre stenalder. Selve højen er, som navnet antyder, aflang, og cirka i midten lå gravkammeret, der var bygget af store sten. Omkring højen var ligeledes sat sten. Tiden har ikke været mild ved højen, og mennesker har også fjernet sten fra anlægget til brug i vejbyggeri. Derfor har der været behov for restaurering, der bl.a. har tilføjet højen nye sten. Det er usikkert, om den har set helt sådan ud, da den blev bygget i stenalderen. Yngre stenalder var en tid, hvor man, på sin vis, kæmpede mod naturen og landbruget var i sin spæde start. Man indførte landbrug med slid og møje og underlagde sig jord, så man kunne dyrke den og holde husdyr. Det kunne give anledning til strid med konkurrerende ”naboer”, og der var et stort behov for at kunne legitimere sin ret til jorden. Dette system kan yngre stenalders gravhøje være en del af. Ved at bygge denne type langtidsholdbare monumenter kunne man lave et fast holdepunkt for slægten, der kunne være med til at retfærdiggøre kravet på jorden. Og man må sige, at højen har været langtidsholdbar – hvis den kunne tale, ville den kunne fortælle historier om begivenheder fra tusindvis af år.

Harald Hildetands Høj har været vidne til mange af eftertidens begivenheder i Gl. Lejre. Foto: Cille Krause.

Børnehøjen – som at løfte taget af en LEGO-bygning 

Børnehøjen ligger på det store grønne areal ud til vejen Børnehøjen i Himmelev, nordøst for Roskilde. Her kan du opleve en dobbelt jættestue fra den del af bondestenalderen, vi kalder mellemneolitisk tid – det vil sige 3.200 2.400 f.Kr. Jættestuer er gravkamre, hvortil en snæver gang fører ind. De er bygget af store sten, og de har plads til, at flere kunne begraves derinde. Man kan kalde dem en slags “genbrugsgravplads”. Det er dog specielt, at der i Børnehøjen blev etableret to gravkamre – som regel ligger jættestuerne enkeltvis i hver deres høj. På samme måde som med Harald Hildetands Høj kan også denne høj ses som en del af et system, hvor man, via langtidsholdbare og forfædre-forbundne monumenter, forsøgte at styrke sit krav til et givent stykke jord. Oprindeligt har der ligget flere store “dæksten” som loft over gravkamrene i Børnehøjen, men de er blevet fjernet på et ukendt tidspunkt. Store kampesten var i høj kurs på den tid, hvor man anlagde veje, broer og jernbaner. Hvis man havde en dysse eller en jættestue liggende på sin jord, kunne man, i gamle dage, tjene penge på at sælge stenene til anlægsarbejdet. At dækstenene mangler på den dobbelte jættestue, giver os mulighed for at se, hvordan man har konstrueret anlægget – lidt ligesom når man løfter taget af en LEGO-bygning. Netop derfor er Børnehøjen en god høj at besøge, hvis man gerne vil ind i et af forhistoriens store stenbyggede gravkamre men ikke har fysik eller lyst til at kravle ind gennem snævre og mørke gange for at nå frem. 

En bronzealderheks og hendes gravhøj?

På hjørnet af Maglehøjvej og Ådalsvej i Frederikssund ligger der en anden type gravhøj på et grønt område med offentlig adgang. Den hedder Maglehøj. Det betyder ”meget stor høj”. I dag er den omgivet af parcelhuse og hverdagsliv. Denne høj gemmer på en af forhistoriens mest gådefulde og mystiske kvindeskæbner – en begravelse, der skiller sig markant ud fra de andre grave, vi kender fra bronzealderen (1.700-500 f.Kr.).
Da gravhøjen blev udgravet i 1888, fandt man en mindre stenkiste på blot 39 x 63 cm, bygget af flade sten. Da låget blev løftet af, må det have været som at gå ind i et egyptisk gravkammer – uforstyrret og som et øjebliksbillede fra ca. 3.200 år siden. I lidt mindre skala, bevares, men alligevel! I bunden af stenkisten lå brændte menneskeknogler, og oven på disse var gravgaverne blevet lagt – de havde heldigvis ikke været med på ligbålet. Blandt gaverne var en kniv, en bøjlenål (et dragtspænde), en dobbeltknap (til at holde dragten eller kappen lukket med) og en bæltedåse – en slags ”dekorativ bæltetaske”, som kvinder kunne gå med i bronzealderen, hvis de var rige nok. Dét der adskiller kvindens gravgaver fra datidens andre kendte gravgaver, er sagerne, hun gemte i sin ”bæltetaske”, de gør nemlig hendes grav helt unik …

I denne lå der to hestetænder, flere knogler fra et væseldyr, et kloled fra et kattedyr (formentlig en los), et knoglefragment fra et rådyr eller lam, et stykke af en fugls luftrør, mange hvirvler fra en slange og brændte knogler, der kunne stamme fra et menneske. Derudover indeholdt beholderen en gren fra en røn, et stykke trækul (formentlig af bævreasp), tre småsten, to stykker svovlkis, et stykke af en bronzekniv og et stykke bronzetråd. Indholdet er tolket som værende amuletter – magiske genstande, der måske kunne bringe lykke, værne mod ulykker eller bruges i trolddom? Hvem og hvad var denne kvinde, der blev begravet i en fjern fortid med sine mystiske gravgaver? 

Måske har kvinden i højen været en medicinkvinde, en heks, en klog kone, en troldkvinde eller én, der kunne kontakte de døde? Kært barn har ufatteligt mange navne. Og vi finder aldrig med sikkerhed ud af, hvilken rolle kvinden havde i sin samtid. En ting er dog sikker, hun skilte sig ud!
Ikke nok med, at hun havde et mystisk sæt genstande med sig i graven, hun var også begravet på fornem vis i en gravhøj. Det var bestemt ikke alle forundt på den tid. Måske har hendes efterladte familie eller venner, fra det samfund, hun var en del af, værdsat hende, fordi hun hjalp dem gennem livets faser og kriser? Under alle omstændigheder har hun haft en helt speciel skæbne, og selv om hendes gravhøj ligner alle de andre gravhøje i landskabet, rummer den en helt særlig historie.

Grundlovens konge samlede runesten

En anden speciel men senere skæbne finder vi hos Frederik 7. Han underskrev i 1849 grundloven, og på det tidspunkt havde han blot været konge i et år. Ved denne handling skrev han sig ind i danmarkshistorien. Men også blandt arkæologer er han en betydelig person, fordi han stod bag utallige udgravninger af fortidsminder og var en ivrig oldsagssamler. Nogle håndgribelige eksempler på hans interesse for oldtiden ses ved Jægerspris Slot. I slotsparken står der tre runesten, som han skaffede sig på Fyn. Runestenene er en lille eksklusiv samling af fortidsminder, som man sjældent finder opstillet i det fri. De tre sten blev skabt i vikingetiden og endte langt fra deres udgangspunkt på Vestfyn i en arkæologiglad konges varetægt. Det drejer sig om tre sten, der alle er fra den nuværende Assens Kommune. Den ene sten er Sønderby-stenen (700-1100 e.Kr.), der blev fundet i et gærde i 1809, hvorefter den blev glemt igen. Skriften på stenen er uklar, men den gengiver muligvis et kvindenavn. Efterfølgende genfindes runestenen i 1841. De to andre runesten er fundet ved Flemløse, og de kaldes derfor Flemløse-sten 1 og 2. Flemløse-sten 1 (700 800 e.Kr.) var indmuret i kirkegårdsmuren ved Flemløse Kirke. Vikingetidens tekst på den lyder ”Efter Roulv står denne sten. Han var nuRa-gode, sønnerne satte (den) efter. Åver malede.”
Flemløse-sten 2 (700-800 e.Kr.) bærer også indskriften Roulv, og den blev fundet omkring 1840 ved en gård i Voldtofte umiddelbart syd for Flemløse. Alle tre sten fik Frederik 7. bragt til Hagenskov, hvor han som kronprins og guvernør over Fyn boede. Tanken var, at stenene skulle opstilles i slotshaven på Hagenskov, beskyttet for fremtiden og vises frem for interesserede. I dag er stenene opstillet i Jægerspris Slotspark, hvor der er offentlig adgang, så man kan betragte dem på nært hold.
De er placeret nær Grevinde Danners grav. Hun var Frederiks 7.s tredje kone – en borgerlig kvinde, som han giftede sig med til stor opstandelse i sin samtid. Frederik 7. og hans livsførelse synes at have været omgivet af virak og spontanitet. Men han har også haft en stor interesse for fortiden og det faste holdepunkt, den kan være.

Fra bispens travle minisamfund til et stille sind med ro

Et område, der har undergået stor udvikling, er Sankt Hans i den vestlige del af Roskilde. Stedet er især kendt for den store rolle i forhold til psykiatrien. Fra begyndelsen af 1800-tallet byggede Københavns Kommune sit store psykiatriske hospital her ved Bistrup, et område, som København havde fået af Frederik 3. som tak for byens vellykkede forsvar mod svenskerne ved stormen på København i 1659. Området bliver flittigt benyttet af løbere og gående, der nyder de smukke omgivelser og den ro, der er her. Og noget af det, som de besøgende kan se på deres tur, er de meget tydelige rester af den middelalderlige borg, der lå her, længe før det psykiatriske hospital rykkede ind.
Hvis man følger Bistrup Allé gennem Sankt Hans, i retningen væk fra Roskilde, kommer man på et tidspunkt til en lille å, der løber ud i Roskilde Fjord. Lige efter man har krydset denne, kan man, på venstre hånd, se en meget markant bakke. På denne bakke står nogle gule bygninger med rødt tegltag. Men i middelalderen lå der en borg, ejet af Roskildebispen. Voldgravene fra borgen ses stadig tydeligt i landskabet mod nord og vest. Denne borg indeholdt et helt lille samfund. I Bistrup lå også bispens teglværk, der producerede glaserede gulvfliser til mange sjællandske kirker.
Ligesom her også engang lå en lille sognekirke, der var et yndet mål for valfart i 1400-tallet. At folk tog hertil langvejsfra, skyldes historien om, at der i 1404 skulle være flydt blod fra et kors i kirken. Der må have været et leben! Kirken blev revet ned i 1500-tallet, og borgen blev brændt ned i 1534 i forbindelse med Grevens Fejde. Ved reformationen overgik området til kongen, der byggede et jagtslot på stedet, hvoraf intet nu er tilbage.
Som nævnt skænkede Frederik 3. området til København, og de smukke omgivelser kommer både patienter og besøgende til gode.

Et snorlige prestigeprojekt – Ledreborg Allé 

Et fortidsminde, der breder sig over et overordentligt stort areal, er den imponerende Ledreborg Allé anlagt i midten af 1700-tallet. Det var arkitekten Lauritz de Thurah, der også stod for en del byggeri på Ledreborg Slot, der planlagde den. Måske var det planen, at den skulle have strakt sig hele vejen fra Ledreborg i sydvest til Roskilde i nordøst? Så vidt nåede den dog aldrig – nu løber den fra Lindenborgvej i nordøst til godsets gravsted sydvest for Ledreborg. Man begyndte at beplante alléen i 1747. Træerne i alléen er i dag fredet og bliver supperet med nye træer, når de gamle fældes. Alléen er Danmarks længste allé – og oprindeligt var den også Nordeuropas længste. I det vejanlæg, som alléen udgør, indgår Maglebro, der går over Kornerup Å. Broen er opført i 1755 af granitkvadre med tøndehvælvede gennemløb, og den er i dag klassificeret som et fredet fortidsminde. Hvis man vil betragte broen fra et godt udsigtspunkt, gøres det bedst fra cykelstien, der løber på en træbro umiddelbart nord for broen. At gå, køre eller cykle en tur på alléen, og passere den fine bro er den ultimative måde at opleve det imponerende vejanlæg på. For det er næsten kun ved at opleve det ”live”, at storheden kommer til sin ret. Og derfor er det et oplagt mål for en ”coronaudflugt”.

Den fredede Maglebro fra 1755 som man ser den fra den parallelle træbro. Foto: Cille Krause.

Milesten – fikspunkter i et ambitiøst vejnet

Mens Ledreborg Allé gør opmærksom på sig selv fra lang afstand, er der andre fortidsminder, der er langt mindre, og som man hurtigt kan overse, hvis man har for meget fart på. Et sådant står langs den trafikerede Holbækvej, på strækningen mellem krydset Låddenhøj og rundkørslen ud mod Svogerslev. Det drejer sig om en høj milesten udhugget af norsk marmor. Med sine over tre meter, og i sin nyrestaurerede form, ser den både smuk og imponerende ud. Men hvad er en milesten egentlig, og hvilken historie er den med til at fortælle?
I 1761 havde man besluttet, at der skulle anlægges helt nye hovedlandeveje i landet. Det skyldes, at de eksisterende var dårligt vedligeholdt, de snoede og bugtede sig, og de var svært fremkommelige. Et moderniseret vejnet ville være nyttigt, når varer skulle transporteres, rejsende skulle frem mere komfortabelt, og når militæret skulle rykke ud. Alt i alt var der mange fordele ved et moderniseret vejsystem. En konsekvens af projektet var, at flere af de gamle, lidt primitive milesten blev udskiftet. Milestenenes formål var at markere afstande i vejnettet, i dette tilfælde distancen fra Københavns vestlige byport.

Det var Frederik 5., der påbegyndte arbejdet med vejnettet, og ved hans død, tog sønnen, Christian 7., over. Christian 7. lod en del af milestenene bære faderens monogram, mens andre bar hans eget – fx stenen på Holbækvej. Yderligere ser man på denne sten et posthorn. Det er ikke tilfældigt. Da prisen for postforsendelser på dette tidspunkt afhang af afstand, var postvæsnet meget interesseret i de nye angivelser af vejmål og opsætningen af milesten.

Milesten kendes i forskellige former. De er opsat og udskiftet under forskellige konger, men ikke alle bærer monogram. En lidt mere simpel milesten står langs Svogerslev Hovedgade ved Svogerslev Kro. Den er af granit og blot en meter høj, og den angiver, at der er 43/4 mil til København. En tredje type milesten finder man 1/4 mil længere vest på. Her står en stor granit-keglestub, hvor Kornerup Landevej krydser Kornerup Å, og den gør opmærksom på, at vi befinder os fem mil fra København. Denne type milesten blev afløseren for de slanke obelisker af norsk marmor, som ikke kunne tåle det danske vejr. Det er ligeledes Christian 7.s monogram, der er på de to milesten i Svogerslev og Kornerup. Fælles for stenene er, at de vidner om et kompliceret og ambitiøst moderniseringsarbejde i Danmark, der lagde grunden til den moderne infrastruktur.

Her slutter forslagene til ture for denne gang. Der er ingen tvivl om, at vores nærområde er en næsten uudtømmelig kilde til gode kulturhistoriske oplevelser og historier. Vi skal bare standse op indimellem og iagttage. Eller gå målrettet efter nogle nedslagspunkter – derfor denne håndfuld forslag. De viser bredden i fortidsminderne – både i funktion og i forhold til deres alder. Fælles for dem er, at de er vidner fra fortiden, som vi kan lære meget af.

God tur i landskabet!

Velkommen! Lyset er sat til nye store oplevelser

21.04.2021

ROMU-direktør og ph.d. Morten Thomsen Højsgaard og alle andre i ROMU-organisationen glæder sig til at byde brugerne “velkommen tilbage!”

Af Morten Thomsen Højsgaard

ROMU slår fra onsdag den 21. april dørene op til et væld af spændende muligheder for at opleve og opdage kulturarv. Fra nutidens magiske festivalkultur til oldtidens mytologi og magt. Få overblikket her

Så er det nu!

Lyset er tændt i de rigtige farver. Montrerne er pudset spejlblanke. Kaffen i museumscafeen er sat over. Og særudstillingerne står klar.

Efter mere end fire måneders tvangslukning, er det endelig blevet tid til, at museer og kulturinstitutioner landet over kan slå dørene op igen på vid gab og byde nysgerrige borgere, unge som ældre, varmt velkommen indenfor.

På ROMU har medarbejderne tålmodigt og engageret brugt ventetiden på at forberede en stribe af nyskabelser, der vil møde publikum nu og i den kommende tid på de ti forskellige besøgssteder i Roskilde, Frederikssund og Lejre kommuner.

En spritny og ambitiøs særudstilling står for eksempel klar på RAGNAROCK – museet for pop, rock og ungdomskultur. ”Smattens magi: 50 års aftryk af Roskilde Festival” er titlen på satsningen, der i skyggen af al usikkerheden fra pandemien kaster lys over betydningen af et stykke dansk kulturhistorie, forankret i festival, frivillighed, fællesskab, frihed.

Asetro kommer frem i lyset

På Færgegården ved Frederikssund udstilles fra 21. april et enestående detektorfund, som viser den mytologiske kamp mellem Tyr og Fenrisulven fra dengang, asatroen var den fremherskende i sen jernalder og vikingetid.

På Lejre Museum kan publikum fordybe sig i gådefulde fund og fascinerende fortællinger, som knytter sig til områdets kongehaller og magtudfoldelse fra før Danmark blev et samlet og kristent rige. Museet har udvidet den gådefulde spotudstilling ”Skelettet i Kongehallen” med flere nye digitale tiltag, og bud på vandreture ad offentlige stier i det historiske landskab.

1000 års historie

I Roskilde Domkirke kan turister og kulturhistoriske gæster igen besøge domkirkemuseet og se de prægtige kongelige gravmonumenter. 5. juni åbner kirkeruinen og bytårnet Sankt Laurentius efter mere end to et halvt års nedlukning. Her kan gæsterne bogstaveligt talt komme i nærkontakt med middelalderen og henved 1000 års historie om og fra Roskilde.

Museets butikker har frem til genåbningen fået opdateret varelageret. Caféerne, som drives af en forpagter, har fået mulighed for at åbne tidligere end planlagt. Og myndighederne har leveret retningslinjer for hele området, som gør det muligt at færdes sikkert i udstillingerne.

Fra bekymring til glæde

Usikkert, bekymrende og ensomt har det ellers været for museets ansatte og frivillige at stå uden publikum i en periode, som ingen kendte længden af. Men nu er ventetiden forbi.

Ensomhed kan afløses af nyt fællesskab. Bekymringer kan erstattes af glæde over igen at kunne dele store museumsoplevelser. Usikkerheden i hele samfundet er godt i gang med at blive forvandlet til mere tryghed, og et gensyn med en stadig mere normal hverdag.

Den, der venter på noget godt, venter aldrig for længe, siges det. Og det, satser vi nu fra ROMU på, bliver tilfældet.

Hvad enten man så foretrækker at blive klogere på oldtidens mytologi og magt, den nyere tids modstandskampe eller magiske festivalkultur – ja, så er det er godt for samfundet at kende, at huske og at dele sin historie. Det er godt at kunne opleve kulturarv som noget, der er ægte, virkeligt, konkret. Det er godt at kunne tage afsted til et besøgssted sammen med andre – for at få noget nyt med saft og kraft i at tale om.

Fra onsdag den 21. april er det ikke bare en drøm, et håb eller en forventning, at kunne få del i alt dette. Det er virkeligheden.

Så benyt chancen og tag på museumsbesøg sammen med en, du holder af.

Vi har glædet os så ufattelig meget til at se jer på museerne.

Weekend med fortidsminder og forårsfornemmelser

16.04.2021

Fortidsminder kan være mange ting. Her er det en dysse ved Overbjerglund, som indgik i fotokonkurrencen på Frederikssund Museum, “På sporet af fortiden – vis os dit fortidsminde”. Foto: Kim Jensen

Kom ud i foråret og på sporet af fortiden i naturen til fortidsmindeweekenden 2021

Den nationale fortidsmindedag er i år udvidet til at omfatte hele weekenden, d. 24. og 25. april. På grund af Covid19-restriktioner, vil markeringerne hovedsageligt være udendørs.

Og der er masser af kulturhistoriske skatte og fortidsminder ude i naturen – for eksempel de menneskeskabte sten- og jorddiger, der pryder landskabet mange steder i Danmark, og fortæller historier om et levet liv i pagt med naturen.

Vis os dit fortidsminde

Mens du går, kan du smide Lejre Museum og Politiken Histories podcast ”Kongerækken” i ørene. På den måde kan du nyde det majestætiske landskab med de mange fortidsminder, og samtidig lære mere om kongerigets vugge og de tidligste magtkampe i Danmark.

Bor du i Frederikssund Kommune, kan du meget vel fotografere fortidsminderne, og sende billederne til Frederikssund Museum, Færgegårdens udstilling ”På sporet af fortiden – vis os dit fortidsminde”.

Udstillingen er et samarbejde mellem Færgegården og Danmarks Naturfredningsforening, hvor borgerne i Frederikssund har kunnet indsende deres billeder af fortidsminder i naturen til en fotokonkurrence på museet. Du deltager ikke længere i konkurrencen ved at indsende dit billede, men det kommer til at indgå i udstillingen – som i øvrigt genåbner på onsdag d. 21. april! Læs mere om det og udstillingen her.

Husk smartphonen

Vil du vide noget særligt om et bestemt fortidsminde, har Miljøstyrelsen og Geoinfo udviklet en app for beskyttet natur, hvor du bl.a. kan hente information om diger og andre fredede fortidsminder, som du ser, mens du går.

Appen indeholder tre kortfunktioner, ét for beskyttede naturtyper, ét med info om biodiversitet og naturværdi – og altså også ét, hvor du kan lære mere om de fredede zoner i naturen – jord- og stendiger og andre fredede fortidsminder.

Du kan desuden tilgå databasen ”Fund & Fortidsminder”, som er et nationalt register, hvor arkæologiske fund og steder, de er udgravet, bliver opgjort.

Du kan hente app’en her, og så er det ellers bare om at tage de gode sko på og komme ud i foråret og finde fortidsminder – husk blot på, at nogle steder i det fri kan være privat ejendom.