Toiletpapiret, der skrev sig ind i historien

Af formidler Maja Lindholm Kvamm

Toiletpapirsrullerne er for tiden meget mere end en værdsat hjælpende hånd på det lille hus – de er blevet en materialisering af krisetid og samfundssind og et genkendeligt symbol på den forandrede hverdag, vi alle lever med under coronakrisen.

Og det er ikke første gang, rullerne træder frem i historien om forandringer og udvikling i Danmark.

Luksus i hyldemeter

Ligesom under coronakrisens toiletpapirshysteri blev de praktiske ruller nemlig genstand for opmærksomhed, da de for første gang kom på hylderne i Danmarks købmandsbutikker i starten af 1920’erne.

Hvis man bevæger sig om bag disken i Lützhøfts Købmandsgård på Ringstedgade 6-8, kan man se dem stå sirligt på række: Type 00, som de første fabriksproducerede ruller i dansk historie hed. Papiret var brunt, åleglat, papirstyndt og fuldstændig hårdt – det krævede en ihærdig indsats at nulre papiret blødt og brugbart til formålet.

Ikke desto mindre var der tale om et enormt løft i hele ”toiletoplevelsen”. Da Type 00 kom på hylderne, forandrede rullen almindelige danskeres praksis på latrinet for eftertiden. Tidligere havde det været almindeligt at bruge avispapir, svampe eller uldne klude, som efterfølgende skulle vaskes.

Toiletpapiret var i 1920’erne ikke blot med til at ændre danskeres toiletvaner. Det var en del af et større sundheds- og hygiejneboom. Toiletpapiret, der nu var strømlinet og fabriksproduceret, var med til at forme en ny opmærksomhed og interesse i den enkeltes sundhed og hygiejne.

Toiletpapir i hundrede år

Toiletpapiret har været en del af danskernes hverdag i hundrede år. Og selvom man ikke skulle tro det, har rullerne spillet en aktiv rolle i flere samfundsmæssige fænomener gennem tiden.

Type 00 revolutionerede den personlige hygiejne for hundrede år siden, og i nutidens krisetilstand er rullen en daglig påmindelse om at huske at finde samfundssindet frem.

Hvis du vil mærke kvaliteten af Type 00-papiret med dine egne hænder, kan du besøge Lützhøfts Købmandsgård, når vi åbner igen efter myndighedernes anvisninger. Foruden toiletpapiret er Købmandsgården fyldt med spændende ”trivielle” hverdagsting, der træder frem af historien og har været med til at forme det Danmark, vi kender.

Våbnene kommer – hilsner til Grethe og Juliane…

Af Dorthe Godsk Larsen

Skulle hurtigt skaffes af vejen

Modtagefolkene fik besked om nedkastningen samme aften, som den ville finde sted, gennem en kodemeddelelse i den engelske radio BBC’s aftenudsendelse. Det skete med kodemeddelelserne i form af hilsener til opdigtede personer. Og nedkastningerne fandt sted i tiden omkring fuldmåne, hvor månelyset gjorde det muligt for piloterne at genkende pladsen oppe fra luften. Men det måtte heller ikke være så lyst, at det tyske luftforsvar havde for let ved at opdage flyet.

Containerne med våben, ammunition og sprængstof var tunge. Man skulle være fire mand om at bære en, og en nedkastning kunne bestå af op til 15 containere, så modtageholdet skulle være forholdsvis stort. Der skulle også sættes vagter ud, så man ikke blev overrasket af en tysk patrulje eller tilfældige forbipasserende. Faldskærmene skaffede man sig af med på stedet ved at ‘drukne’ dem i en sø eller mose.

Hvis containerne blev udpakket på stedet, skulle de også gemmes af vejen. Nogle gange var det nødvendigt at vende tilbage dagen efter, hvilket Ellen Quistgaard, der havde stor erfaring fra de første vellykkede våbenmodtagelse ved Hvidsten Kro i Jylland, her fortæller om:

”Det var bedst, hvis vi kunne få sprængstofferne […] afsted med biler den samme nat, men det lod sig ikke altid gøre. Ved Gyldenløveshøj måtte vi nogle gange gemme det i skoven i et skur […]. Næste eftermiddag kørte min mand og jeg ud i en taxa og hentede det. Vi havde vores lille hund Dorthe på skødet og så meget borgerlige ud […]. Vi var enige om, at kom vi til en spærring, ville vi forcere den, […] hvis vi lod dem standse os, ville vi være færdige!” (Fleron, s. 35).

En modtagelse. Kilde: Nationalmuseet

Container genfundet i mose

En januardag i 2006 blev en mose ved Trekroner oprenset, og frem dukkede resterne af 3 containere, som formentlig stammer fra en af de sidste våbenmodtagelser på Sjælland, der under kodeordet Juliane foregik ved Hove overdrev nær Hove Mølle den 22. april 1945. Gamle modtagefolk blev kontaktet, og der blev gravet dybt i hukommelsen om de kolde nætter på markerne og i skovene. Modstandsmanden Helmer Clausen huskede stedet:

”De er vores. Vi havde dem liggende alt for længe […], og en dag måtte vi have dem af vejen. Så vi kørte dem ud til mosen en nat. Min bedstefar havde en lille gård lige ved siden af, så vi kendte stedet rigtig godt. Der ligger tyve containere i det hul” (Larsen, s. 90).

Modtageholdene ved Roskilde var fra 1943 til 1945 i aktion op mod 25 gange, og omkring 250 containere plus pakker blev bjærget og fordelt. En af de tre containere fra Hove er bevaret på Roskilde Museum og kan ses på udstillingen ’Grethe – en våbenmodtagelse’, som åbner senere på året. 

Når arkæologen arbejder hjemmefra

Af Nadja M. K. Mortensen, arkæolog og udgravningsleder

På den måde kan vi få en bedre forståelse for de aktiviteter, der har fundet sted lige netop der, hvor vi mange hundrede (eller måske endda flere tusinde) år efter har foretaget vores udgravninger. Samtidig kan det også være lidt befriende, at få lov til i perioder at skifte det store uformelige arbejdstøj ud med civilt tøj og måske endda et par pæne sko.

Den dybere forståelse må vente

For de af os, som veksler mellem feltarbejde og kontorarbejde, er kontorarbejdet ofte en direkte forlængelse af udgravningsarbejdet. Når vi er i felten, skal vi forsøge at dokumentere de synlige levn fra vores forhistorie bedst muligt, og vi skal indsamle flest mulige oplysninger. Det gør vi ved at måle synlige spor op med GPS eller ved at tegne. Vi udgraver, undersøger og beskriver udvalgte spor. Vi fører lister, fotograferer og tager prøver. Alle data, tegninger, lister mv. bliver holdt samlet, men der er som oftest ikke tid til at kigge nærmere på det, før udgravningen er afsluttet. Først når udgravningen er afsluttet, og arbejdet fortsætter på kontoret, bliver der tid til at samle op på det hele.

På kontoret skal genstandene vaskes, tørres, gennemgås, noteres i en database og pakkes. Alle lister skal ligeledes indtastes i databasen. Der skal gennemgås billeder, måske skal der laves 3D-modeller, der skal styr på udgravningsplanerne, og der skal for alvor tolkes på de aktivitetsspor, der er blevet erkendt under udgravningen.

Feltarbejdet kalder… igen

Efter et år i felten i Vindinge, et år med udgravninger i Slangerup, Osted og Skibby (plus det løse) er jeg nu selv kommet indenfor. Det næste stykke tid skal jeg danne mig et overblik over resultaterne fra udgravningerne vest for Vindinge centrum ved en lokalitet, der meget passende har fået navnet Vindinge Vest.

De fleste genstande er blevet vasket, tørret og pakket. Genstande af metal, glas og rav er hos vores konservator, men her skrider arbejdet også frem. Alle lister er blevet tastet. Alle fotos og alle opmålingsfiler er overført og gennemgået. Der er blevet lavet 3D-modeller. Alle knogler er sendt til analyse.
Resultaterne af de første 14C-dateringer er kommet.

Tilbage står mærkning af genstande, indtastning af anlægsbeskrivelser i databasen, udarbejdelsen af kataloger over huse og grave og selve udgravningsberetningen, som er den endelige rapport, samt den såkaldte kulturhistoriske rapport, som er en lidt tyndere og mere letlæselig udgave af udgravningsberetningen.

Mens Corona-krisen pågår, har jeg taget arbejdet med hjem. Genstandene venter på mig på museet, men det øvrige arbejde kan jeg gøre fra mit skrivebord.

Det dejlige vejr udenfor lokker, og jeg begynder at savne mit arbejdstøj og den danske muld.

En prinsesse fødes – lyspunkter og stilfærdige protester i en svær tid 

Af Louise Dahl Christensen og Dorthe Godsk Larsen
16.04.2020

Kongemærket blev fremstillet af Georg Jensen som del af den såkaldte Nationalindsamling, hvor indtægterne ved salget gik til en folkegave til regenten. Kongemærket var udsmykket med, kongekrone, et Dannebrog og årstallene 1870 og 1940. Der blev fremstillet tre varianter af kongemærket, og salget gik strygende. I første halvdel af besættelsen solgtes omkring 200.000 stk. om året, og det samlede salg nåede op på 1.2 mio. eksemplarer. Den, der bar kongemærket, udtrykte kongetroskab og fædrelandssind og var et synligt udtryk for en stilfærdig protest mod den tyske besættelsesmagt.

Mønter og huer

Et andet eksempel på den stilfærdige protest er et 9. aprilsymbol lavet af kobbermønter. I slutningen af 1940 forlød det, at de gamle kobbermønter skulle udskiftes med mønter fremstillet af aluminium. De nye 1-, 2- og 5-ører kom på gaden i 1941 og de gamle kobbermønter blev inddraget. Der opstod rygter om, at kobberet gik videre til Tyskland. Det bevirkede, at mange valgte at beholde deres mønter. Af mønterne kunne der laves et 9. april symbol. Symbolet skulle bestå af en 5-øre, en 2-øre og to 1-ører. Så fik man 9 øre fordelt på fire mønter. Og de fire mønter skulle være fra 1940. 9. april 1940.

Huer, der var udformet så de lignede kendingsmærkerne på det britiske luftvåbens fly RAF, blev populære blandt børn fra 1943. Ved at bære eller sætte farverne rød-hvid-blå sammen viste man sin sympati for de allierede tropper. Denne farvesammensætning blev dog anset som en tyskfjendtlig handling. Blev man stoppet med den populære “RAF hue” risikererede ejermanden en politimæssig påtale.

Mens vi venter på, at vi kan åbne særudstillingen Grethe – en våbenmodtagelse på Roskilde Museum for at markere 75-året for befrielsen, dykker vi i en række artikler ned i fortællinger fra besættelsestiden. Selve Befrielsen markerer vi den 4. maj om aftenen med et alsangsarrangement, hvor vi sammen med alle, der har lyst, både vil mindes og fejre friheden.

Læs mere om og syng med til Alsang i Roskilde Livestream hér

Til kamp mod det levende smuds

Af Line Jandoria Jørgensen

Lys, luft og renlighed

Det bliver husmoderens moralske forpligtelse at holde sig selv, sine børn og sit hjem i orden og med sin fugtige klud og sin støvsuger transformere hjemmet til en sober verden. Men mestring af den daglige, ugentlige og månedlige rengøring – og hovedrengøringen ikke at forglemme – er det ikke gjort alene. Renligheden er en del af en treenighed, og også lys og luft må der til. I disse corona-tider får vi af vide, at det er vigtigt at lufte ud og lave gennemtræk. Socialt samvær skal om muligt foregå ude i den friske luft, hvor vira smitter mindre effektivt. I begyndelsen af 1900-tallet sagde man, at lyset og luften forhindrede de sygdomsfremkaldende mikroorganismer i at formere sig og trives.

For datidens sundhedsapostle og hygiejnikere, handlede det dog mest om at styrke legemets modstandskraft. De gik ind for en naturlig kamp mod det levende smuds, hvor man i stedet for at bekæmpe sygdomme, aktivt kæmpede for sundheden. Resultatet var en friluftsstrategi, hvor man opfordrede folk til at komme væk fra byerne og ud i naturen. Det kaldes også gymnastiklærerens strategi, da styrkelse af legemet gennem gymnastikken kom til at stå helt centralt og gav den moderne gymnastik sit gennembrud.

Husk at svedrense dit legeme

Sygdom såvel som ubalance i den mentale tilstand (dårlig moral inklusiv) skyldtes efter datidens opfattelse smuds og forrådnelse i kroppen. Den opstod, fordi man havde dårlig fordøjelse, ikke var fysisk aktiv nok eller ikke fik lys og luft nok.

Alle disse dårligdomme kunne man dog komme af med ved at svede dem ud. Som en dam med stillestående vand, der forplumrer, ville det indre smuds også forurene en stillesiddende krop. Sådan forklaredes det i hvert fald i Sundhedsbladet i 1899. De gymnastiske øvelser er den strøm, der renser forplumringen væk. De er et indre bad, en indre renselse.

Flere af tidens store hygiejnikere som fx Kaptajn Jespersen og Sophus Müller formaner danskerne op af sofaen og i gang med legemstugten. Uden de daglige legemsøvelser risikerer man, at det indre smuds sætter sig som sure væsker i muskelfibrene – eller endnu værre; forgifter hjernen og afføder dårlig moral og urene tanker. Den, der ikke holder sit legeme fuldstændig rent, ”kan ej heller vente at have rene ædle tanker”. ”Rent skind er rent sind.” Kun med konsekvente og systematiske legemsøvelser kan man opnå den ønskede sundhed, og kæmpe den uundgåelige kamp mod den usynlige fjende. Gennem 25 år og under parolen ”En sund sjæl i et sundt legeme” guide gymnastikikonet Kaptajn Jespersen (J. P. Jespersen 1883-1963) danskerne igennem morgengymnastikken i deres radio.

Har du husket at svedrense dit legeme i dag? Når du nu alligevel sidder derhjemme hensumpet i Corona-karantæne, kunne du jo lave dine daglige gymnastiske øvelser sammen med Kaptajn Jespersen her: https://www.youtube.com/watch?v=ZzH8KcWLgCA

Toiletpapiret, der skrev sig ind i historien

Af formidler Maja Lindholm Kvamm

Toiletpapirsrullerne er for tiden meget mere end en værdsat hjælpende hånd på det lille hus – de er blevet en materialisering af krisetid og samfundssind og et genkendeligt symbol på den forandrede hverdag, vi alle lever med under coronakrisen.

Og det er ikke første gang, rullerne træder frem i historien om forandringer og udvikling i Danmark.

Luksus i hyldemeter

Ligesom under coronakrisens toiletpapirshysteri blev de praktiske ruller nemlig genstand for opmærksomhed, da de for første gang kom på hylderne i Danmarks købmandsbutikker i starten af 1920’erne.

Hvis man bevæger sig om bag disken i Lützhøfts Købmandsgård på Ringstedgade 6-8, kan man se dem stå sirligt på række: Type 00, som de første fabriksproducerede ruller i dansk historie hed. Papiret var brunt, åleglat, papirstyndt og fuldstændig hårdt – det krævede en ihærdig indsats at nulre papiret blødt og brugbart til formålet.

Ikke desto mindre var der tale om et enormt løft i hele ”toiletoplevelsen”. Da Type 00 kom på hylderne, forandrede rullen almindelige danskeres praksis på latrinet for eftertiden. Tidligere havde det været almindeligt at bruge avispapir, svampe eller uldne klude, som efterfølgende skulle vaskes.

Toiletpapiret var i 1920’erne ikke blot med til at ændre danskeres toiletvaner. Det var en del af et større sundheds- og hygiejneboom. Toiletpapiret, der nu var strømlinet og fabriksproduceret, var med til at forme en ny opmærksomhed og interesse i den enkeltes sundhed og hygiejne.

Toiletpapir i hundrede år

Toiletpapiret har været en del af danskernes hverdag i hundrede år. Og selvom man ikke skulle tro det, har rullerne spillet en aktiv rolle i flere samfundsmæssige fænomener gennem tiden.

Type 00 revolutionerede den personlige hygiejne for hundrede år siden, og i nutidens krisetilstand er rullen en daglig påmindelse om at huske at finde samfundssindet frem.

Hvis du vil mærke kvaliteten af Type 00-papiret med dine egne hænder, kan du besøge Lützhøfts Købmandsgård, når vi åbner igen efter myndighedernes anvisninger. Foruden toiletpapiret er Købmandsgården fyldt med spændende ”trivielle” hverdagsting, der træder frem af historien og har været med til at forme det Danmark, vi kender.

Våbnene kommer – hilsner til Grethe og Juliane…

Af Dorthe Godsk Larsen

Skulle hurtigt skaffes af vejen

Modtagefolkene fik besked om nedkastningen samme aften, som den ville finde sted, gennem en kodemeddelelse i den engelske radio BBC’s aftenudsendelse. Det skete med kodemeddelelserne i form af hilsener til opdigtede personer. Og nedkastningerne fandt sted i tiden omkring fuldmåne, hvor månelyset gjorde det muligt for piloterne at genkende pladsen oppe fra luften. Men det måtte heller ikke være så lyst, at det tyske luftforsvar havde for let ved at opdage flyet.

Containerne med våben, ammunition og sprængstof var tunge. Man skulle være fire mand om at bære en, og en nedkastning kunne bestå af op til 15 containere, så modtageholdet skulle være forholdsvis stort. Der skulle også sættes vagter ud, så man ikke blev overrasket af en tysk patrulje eller tilfældige forbipasserende. Faldskærmene skaffede man sig af med på stedet ved at ‘drukne’ dem i en sø eller mose.

Hvis containerne blev udpakket på stedet, skulle de også gemmes af vejen. Nogle gange var det nødvendigt at vende tilbage dagen efter, hvilket Ellen Quistgaard, der havde stor erfaring fra de første vellykkede våbenmodtagelse ved Hvidsten Kro i Jylland, her fortæller om:

”Det var bedst, hvis vi kunne få sprængstofferne […] afsted med biler den samme nat, men det lod sig ikke altid gøre. Ved Gyldenløveshøj måtte vi nogle gange gemme det i skoven i et skur […]. Næste eftermiddag kørte min mand og jeg ud i en taxa og hentede det. Vi havde vores lille hund Dorthe på skødet og så meget borgerlige ud […]. Vi var enige om, at kom vi til en spærring, ville vi forcere den, […] hvis vi lod dem standse os, ville vi være færdige!” (Fleron, s. 35).

En modtagelse. Kilde: Nationalmuseet

Container genfundet i mose

En januardag i 2006 blev en mose ved Trekroner oprenset, og frem dukkede resterne af 3 containere, som formentlig stammer fra en af de sidste våbenmodtagelser på Sjælland, der under kodeordet Juliane foregik ved Hove overdrev nær Hove Mølle den 22. april 1945. Gamle modtagefolk blev kontaktet, og der blev gravet dybt i hukommelsen om de kolde nætter på markerne og i skovene. Modstandsmanden Helmer Clausen huskede stedet:

”De er vores. Vi havde dem liggende alt for længe […], og en dag måtte vi have dem af vejen. Så vi kørte dem ud til mosen en nat. Min bedstefar havde en lille gård lige ved siden af, så vi kendte stedet rigtig godt. Der ligger tyve containere i det hul” (Larsen, s. 90).

Modtageholdene ved Roskilde var fra 1943 til 1945 i aktion op mod 25 gange, og omkring 250 containere plus pakker blev bjærget og fordelt. En af de tre containere fra Hove er bevaret på Roskilde Museum og kan ses på udstillingen ’Grethe – en våbenmodtagelse’, som åbner senere på året. 

Når arkæologen arbejder hjemmefra

Af Nadja M. K. Mortensen, arkæolog og udgravningsleder

På den måde kan vi få en bedre forståelse for de aktiviteter, der har fundet sted lige netop der, hvor vi mange hundrede (eller måske endda flere tusinde) år efter har foretaget vores udgravninger. Samtidig kan det også være lidt befriende, at få lov til i perioder at skifte det store uformelige arbejdstøj ud med civilt tøj og måske endda et par pæne sko.

Den dybere forståelse må vente

For de af os, som veksler mellem feltarbejde og kontorarbejde, er kontorarbejdet ofte en direkte forlængelse af udgravningsarbejdet. Når vi er i felten, skal vi forsøge at dokumentere de synlige levn fra vores forhistorie bedst muligt, og vi skal indsamle flest mulige oplysninger. Det gør vi ved at måle synlige spor op med GPS eller ved at tegne. Vi udgraver, undersøger og beskriver udvalgte spor. Vi fører lister, fotograferer og tager prøver. Alle data, tegninger, lister mv. bliver holdt samlet, men der er som oftest ikke tid til at kigge nærmere på det, før udgravningen er afsluttet. Først når udgravningen er afsluttet, og arbejdet fortsætter på kontoret, bliver der tid til at samle op på det hele.

På kontoret skal genstandene vaskes, tørres, gennemgås, noteres i en database og pakkes. Alle lister skal ligeledes indtastes i databasen. Der skal gennemgås billeder, måske skal der laves 3D-modeller, der skal styr på udgravningsplanerne, og der skal for alvor tolkes på de aktivitetsspor, der er blevet erkendt under udgravningen.

Feltarbejdet kalder… igen

Efter et år i felten i Vindinge, et år med udgravninger i Slangerup, Osted og Skibby (plus det løse) er jeg nu selv kommet indenfor. Det næste stykke tid skal jeg danne mig et overblik over resultaterne fra udgravningerne vest for Vindinge centrum ved en lokalitet, der meget passende har fået navnet Vindinge Vest.

De fleste genstande er blevet vasket, tørret og pakket. Genstande af metal, glas og rav er hos vores konservator, men her skrider arbejdet også frem. Alle lister er blevet tastet. Alle fotos og alle opmålingsfiler er overført og gennemgået. Der er blevet lavet 3D-modeller. Alle knogler er sendt til analyse.
Resultaterne af de første 14C-dateringer er kommet.

Tilbage står mærkning af genstande, indtastning af anlægsbeskrivelser i databasen, udarbejdelsen af kataloger over huse og grave og selve udgravningsberetningen, som er den endelige rapport, samt den såkaldte kulturhistoriske rapport, som er en lidt tyndere og mere letlæselig udgave af udgravningsberetningen.

Mens Corona-krisen pågår, har jeg taget arbejdet med hjem. Genstandene venter på mig på museet, men det øvrige arbejde kan jeg gøre fra mit skrivebord.

Det dejlige vejr udenfor lokker, og jeg begynder at savne mit arbejdstøj og den danske muld.

En prinsesse fødes – lyspunkter og stilfærdige protester i en svær tid 

Af Louise Dahl Christensen og Dorthe Godsk Larsen
16.04.2020

Kongemærket blev fremstillet af Georg Jensen som del af den såkaldte Nationalindsamling, hvor indtægterne ved salget gik til en folkegave til regenten. Kongemærket var udsmykket med, kongekrone, et Dannebrog og årstallene 1870 og 1940. Der blev fremstillet tre varianter af kongemærket, og salget gik strygende. I første halvdel af besættelsen solgtes omkring 200.000 stk. om året, og det samlede salg nåede op på 1.2 mio. eksemplarer. Den, der bar kongemærket, udtrykte kongetroskab og fædrelandssind og var et synligt udtryk for en stilfærdig protest mod den tyske besættelsesmagt.

Mønter og huer

Et andet eksempel på den stilfærdige protest er et 9. aprilsymbol lavet af kobbermønter. I slutningen af 1940 forlød det, at de gamle kobbermønter skulle udskiftes med mønter fremstillet af aluminium. De nye 1-, 2- og 5-ører kom på gaden i 1941 og de gamle kobbermønter blev inddraget. Der opstod rygter om, at kobberet gik videre til Tyskland. Det bevirkede, at mange valgte at beholde deres mønter. Af mønterne kunne der laves et 9. april symbol. Symbolet skulle bestå af en 5-øre, en 2-øre og to 1-ører. Så fik man 9 øre fordelt på fire mønter. Og de fire mønter skulle være fra 1940. 9. april 1940.

Huer, der var udformet så de lignede kendingsmærkerne på det britiske luftvåbens fly RAF, blev populære blandt børn fra 1943. Ved at bære eller sætte farverne rød-hvid-blå sammen viste man sin sympati for de allierede tropper. Denne farvesammensætning blev dog anset som en tyskfjendtlig handling. Blev man stoppet med den populære “RAF hue” risikererede ejermanden en politimæssig påtale.

Mens vi venter på, at vi kan åbne særudstillingen Grethe – en våbenmodtagelse på Roskilde Museum for at markere 75-året for befrielsen, dykker vi i en række artikler ned i fortællinger fra besættelsestiden. Selve Befrielsen markerer vi den 4. maj om aftenen med et alsangsarrangement, hvor vi sammen med alle, der har lyst, både vil mindes og fejre friheden.

Læs mere om og syng med til Alsang i Roskilde Livestream hér

Til kamp mod det levende smuds

Af Line Jandoria Jørgensen

Lys, luft og renlighed

Det bliver husmoderens moralske forpligtelse at holde sig selv, sine børn og sit hjem i orden og med sin fugtige klud og sin støvsuger transformere hjemmet til en sober verden. Men mestring af den daglige, ugentlige og månedlige rengøring – og hovedrengøringen ikke at forglemme – er det ikke gjort alene. Renligheden er en del af en treenighed, og også lys og luft må der til. I disse corona-tider får vi af vide, at det er vigtigt at lufte ud og lave gennemtræk. Socialt samvær skal om muligt foregå ude i den friske luft, hvor vira smitter mindre effektivt. I begyndelsen af 1900-tallet sagde man, at lyset og luften forhindrede de sygdomsfremkaldende mikroorganismer i at formere sig og trives.

For datidens sundhedsapostle og hygiejnikere, handlede det dog mest om at styrke legemets modstandskraft. De gik ind for en naturlig kamp mod det levende smuds, hvor man i stedet for at bekæmpe sygdomme, aktivt kæmpede for sundheden. Resultatet var en friluftsstrategi, hvor man opfordrede folk til at komme væk fra byerne og ud i naturen. Det kaldes også gymnastiklærerens strategi, da styrkelse af legemet gennem gymnastikken kom til at stå helt centralt og gav den moderne gymnastik sit gennembrud.

Husk at svedrense dit legeme

Sygdom såvel som ubalance i den mentale tilstand (dårlig moral inklusiv) skyldtes efter datidens opfattelse smuds og forrådnelse i kroppen. Den opstod, fordi man havde dårlig fordøjelse, ikke var fysisk aktiv nok eller ikke fik lys og luft nok.

Alle disse dårligdomme kunne man dog komme af med ved at svede dem ud. Som en dam med stillestående vand, der forplumrer, ville det indre smuds også forurene en stillesiddende krop. Sådan forklaredes det i hvert fald i Sundhedsbladet i 1899. De gymnastiske øvelser er den strøm, der renser forplumringen væk. De er et indre bad, en indre renselse.

Flere af tidens store hygiejnikere som fx Kaptajn Jespersen og Sophus Müller formaner danskerne op af sofaen og i gang med legemstugten. Uden de daglige legemsøvelser risikerer man, at det indre smuds sætter sig som sure væsker i muskelfibrene – eller endnu værre; forgifter hjernen og afføder dårlig moral og urene tanker. Den, der ikke holder sit legeme fuldstændig rent, ”kan ej heller vente at have rene ædle tanker”. ”Rent skind er rent sind.” Kun med konsekvente og systematiske legemsøvelser kan man opnå den ønskede sundhed, og kæmpe den uundgåelige kamp mod den usynlige fjende. Gennem 25 år og under parolen ”En sund sjæl i et sundt legeme” guide gymnastikikonet Kaptajn Jespersen (J. P. Jespersen 1883-1963) danskerne igennem morgengymnastikken i deres radio.

Har du husket at svedrense dit legeme i dag? Når du nu alligevel sidder derhjemme hensumpet i Corona-karantæne, kunne du jo lave dine daglige gymnastiske øvelser sammen med Kaptajn Jespersen her: https://www.youtube.com/watch?v=ZzH8KcWLgCA

Toiletpapiret, der skrev sig ind i historien

Af formidler Maja Lindholm Kvamm

Toiletpapirsrullerne er for tiden meget mere end en værdsat hjælpende hånd på det lille hus – de er blevet en materialisering af krisetid og samfundssind og et genkendeligt symbol på den forandrede hverdag, vi alle lever med under coronakrisen.

Og det er ikke første gang, rullerne træder frem i historien om forandringer og udvikling i Danmark.

Luksus i hyldemeter

Ligesom under coronakrisens toiletpapirshysteri blev de praktiske ruller nemlig genstand for opmærksomhed, da de for første gang kom på hylderne i Danmarks købmandsbutikker i starten af 1920’erne.

Hvis man bevæger sig om bag disken i Lützhøfts Købmandsgård på Ringstedgade 6-8, kan man se dem stå sirligt på række: Type 00, som de første fabriksproducerede ruller i dansk historie hed. Papiret var brunt, åleglat, papirstyndt og fuldstændig hårdt – det krævede en ihærdig indsats at nulre papiret blødt og brugbart til formålet.

Ikke desto mindre var der tale om et enormt løft i hele ”toiletoplevelsen”. Da Type 00 kom på hylderne, forandrede rullen almindelige danskeres praksis på latrinet for eftertiden. Tidligere havde det været almindeligt at bruge avispapir, svampe eller uldne klude, som efterfølgende skulle vaskes.

Toiletpapiret var i 1920’erne ikke blot med til at ændre danskeres toiletvaner. Det var en del af et større sundheds- og hygiejneboom. Toiletpapiret, der nu var strømlinet og fabriksproduceret, var med til at forme en ny opmærksomhed og interesse i den enkeltes sundhed og hygiejne.

Toiletpapir i hundrede år

Toiletpapiret har været en del af danskernes hverdag i hundrede år. Og selvom man ikke skulle tro det, har rullerne spillet en aktiv rolle i flere samfundsmæssige fænomener gennem tiden.

Type 00 revolutionerede den personlige hygiejne for hundrede år siden, og i nutidens krisetilstand er rullen en daglig påmindelse om at huske at finde samfundssindet frem.

Hvis du vil mærke kvaliteten af Type 00-papiret med dine egne hænder, kan du besøge Lützhøfts Købmandsgård, når vi åbner igen efter myndighedernes anvisninger. Foruden toiletpapiret er Købmandsgården fyldt med spændende ”trivielle” hverdagsting, der træder frem af historien og har været med til at forme det Danmark, vi kender.

Våbnene kommer – hilsner til Grethe og Juliane…

Af Dorthe Godsk Larsen

Skulle hurtigt skaffes af vejen

Modtagefolkene fik besked om nedkastningen samme aften, som den ville finde sted, gennem en kodemeddelelse i den engelske radio BBC’s aftenudsendelse. Det skete med kodemeddelelserne i form af hilsener til opdigtede personer. Og nedkastningerne fandt sted i tiden omkring fuldmåne, hvor månelyset gjorde det muligt for piloterne at genkende pladsen oppe fra luften. Men det måtte heller ikke være så lyst, at det tyske luftforsvar havde for let ved at opdage flyet.

Containerne med våben, ammunition og sprængstof var tunge. Man skulle være fire mand om at bære en, og en nedkastning kunne bestå af op til 15 containere, så modtageholdet skulle være forholdsvis stort. Der skulle også sættes vagter ud, så man ikke blev overrasket af en tysk patrulje eller tilfældige forbipasserende. Faldskærmene skaffede man sig af med på stedet ved at ‘drukne’ dem i en sø eller mose.

Hvis containerne blev udpakket på stedet, skulle de også gemmes af vejen. Nogle gange var det nødvendigt at vende tilbage dagen efter, hvilket Ellen Quistgaard, der havde stor erfaring fra de første vellykkede våbenmodtagelse ved Hvidsten Kro i Jylland, her fortæller om:

”Det var bedst, hvis vi kunne få sprængstofferne […] afsted med biler den samme nat, men det lod sig ikke altid gøre. Ved Gyldenløveshøj måtte vi nogle gange gemme det i skoven i et skur […]. Næste eftermiddag kørte min mand og jeg ud i en taxa og hentede det. Vi havde vores lille hund Dorthe på skødet og så meget borgerlige ud […]. Vi var enige om, at kom vi til en spærring, ville vi forcere den, […] hvis vi lod dem standse os, ville vi være færdige!” (Fleron, s. 35).

En modtagelse. Kilde: Nationalmuseet

Container genfundet i mose

En januardag i 2006 blev en mose ved Trekroner oprenset, og frem dukkede resterne af 3 containere, som formentlig stammer fra en af de sidste våbenmodtagelser på Sjælland, der under kodeordet Juliane foregik ved Hove overdrev nær Hove Mølle den 22. april 1945. Gamle modtagefolk blev kontaktet, og der blev gravet dybt i hukommelsen om de kolde nætter på markerne og i skovene. Modstandsmanden Helmer Clausen huskede stedet:

”De er vores. Vi havde dem liggende alt for længe […], og en dag måtte vi have dem af vejen. Så vi kørte dem ud til mosen en nat. Min bedstefar havde en lille gård lige ved siden af, så vi kendte stedet rigtig godt. Der ligger tyve containere i det hul” (Larsen, s. 90).

Modtageholdene ved Roskilde var fra 1943 til 1945 i aktion op mod 25 gange, og omkring 250 containere plus pakker blev bjærget og fordelt. En af de tre containere fra Hove er bevaret på Roskilde Museum og kan ses på udstillingen ’Grethe – en våbenmodtagelse’, som åbner senere på året. 

Når arkæologen arbejder hjemmefra

Af Nadja M. K. Mortensen, arkæolog og udgravningsleder

På den måde kan vi få en bedre forståelse for de aktiviteter, der har fundet sted lige netop der, hvor vi mange hundrede (eller måske endda flere tusinde) år efter har foretaget vores udgravninger. Samtidig kan det også være lidt befriende, at få lov til i perioder at skifte det store uformelige arbejdstøj ud med civilt tøj og måske endda et par pæne sko.

Den dybere forståelse må vente

For de af os, som veksler mellem feltarbejde og kontorarbejde, er kontorarbejdet ofte en direkte forlængelse af udgravningsarbejdet. Når vi er i felten, skal vi forsøge at dokumentere de synlige levn fra vores forhistorie bedst muligt, og vi skal indsamle flest mulige oplysninger. Det gør vi ved at måle synlige spor op med GPS eller ved at tegne. Vi udgraver, undersøger og beskriver udvalgte spor. Vi fører lister, fotograferer og tager prøver. Alle data, tegninger, lister mv. bliver holdt samlet, men der er som oftest ikke tid til at kigge nærmere på det, før udgravningen er afsluttet. Først når udgravningen er afsluttet, og arbejdet fortsætter på kontoret, bliver der tid til at samle op på det hele.

På kontoret skal genstandene vaskes, tørres, gennemgås, noteres i en database og pakkes. Alle lister skal ligeledes indtastes i databasen. Der skal gennemgås billeder, måske skal der laves 3D-modeller, der skal styr på udgravningsplanerne, og der skal for alvor tolkes på de aktivitetsspor, der er blevet erkendt under udgravningen.

Feltarbejdet kalder… igen

Efter et år i felten i Vindinge, et år med udgravninger i Slangerup, Osted og Skibby (plus det løse) er jeg nu selv kommet indenfor. Det næste stykke tid skal jeg danne mig et overblik over resultaterne fra udgravningerne vest for Vindinge centrum ved en lokalitet, der meget passende har fået navnet Vindinge Vest.

De fleste genstande er blevet vasket, tørret og pakket. Genstande af metal, glas og rav er hos vores konservator, men her skrider arbejdet også frem. Alle lister er blevet tastet. Alle fotos og alle opmålingsfiler er overført og gennemgået. Der er blevet lavet 3D-modeller. Alle knogler er sendt til analyse.
Resultaterne af de første 14C-dateringer er kommet.

Tilbage står mærkning af genstande, indtastning af anlægsbeskrivelser i databasen, udarbejdelsen af kataloger over huse og grave og selve udgravningsberetningen, som er den endelige rapport, samt den såkaldte kulturhistoriske rapport, som er en lidt tyndere og mere letlæselig udgave af udgravningsberetningen.

Mens Corona-krisen pågår, har jeg taget arbejdet med hjem. Genstandene venter på mig på museet, men det øvrige arbejde kan jeg gøre fra mit skrivebord.

Det dejlige vejr udenfor lokker, og jeg begynder at savne mit arbejdstøj og den danske muld.

En prinsesse fødes – lyspunkter og stilfærdige protester i en svær tid 

Af Louise Dahl Christensen og Dorthe Godsk Larsen
16.04.2020

Kongemærket blev fremstillet af Georg Jensen som del af den såkaldte Nationalindsamling, hvor indtægterne ved salget gik til en folkegave til regenten. Kongemærket var udsmykket med, kongekrone, et Dannebrog og årstallene 1870 og 1940. Der blev fremstillet tre varianter af kongemærket, og salget gik strygende. I første halvdel af besættelsen solgtes omkring 200.000 stk. om året, og det samlede salg nåede op på 1.2 mio. eksemplarer. Den, der bar kongemærket, udtrykte kongetroskab og fædrelandssind og var et synligt udtryk for en stilfærdig protest mod den tyske besættelsesmagt.

Mønter og huer

Et andet eksempel på den stilfærdige protest er et 9. aprilsymbol lavet af kobbermønter. I slutningen af 1940 forlød det, at de gamle kobbermønter skulle udskiftes med mønter fremstillet af aluminium. De nye 1-, 2- og 5-ører kom på gaden i 1941 og de gamle kobbermønter blev inddraget. Der opstod rygter om, at kobberet gik videre til Tyskland. Det bevirkede, at mange valgte at beholde deres mønter. Af mønterne kunne der laves et 9. april symbol. Symbolet skulle bestå af en 5-øre, en 2-øre og to 1-ører. Så fik man 9 øre fordelt på fire mønter. Og de fire mønter skulle være fra 1940. 9. april 1940.

Huer, der var udformet så de lignede kendingsmærkerne på det britiske luftvåbens fly RAF, blev populære blandt børn fra 1943. Ved at bære eller sætte farverne rød-hvid-blå sammen viste man sin sympati for de allierede tropper. Denne farvesammensætning blev dog anset som en tyskfjendtlig handling. Blev man stoppet med den populære “RAF hue” risikererede ejermanden en politimæssig påtale.

Mens vi venter på, at vi kan åbne særudstillingen Grethe – en våbenmodtagelse på Roskilde Museum for at markere 75-året for befrielsen, dykker vi i en række artikler ned i fortællinger fra besættelsestiden. Selve Befrielsen markerer vi den 4. maj om aftenen med et alsangsarrangement, hvor vi sammen med alle, der har lyst, både vil mindes og fejre friheden.

Læs mere om og syng med til Alsang i Roskilde Livestream hér

Til kamp mod det levende smuds

Af Line Jandoria Jørgensen

Lys, luft og renlighed

Det bliver husmoderens moralske forpligtelse at holde sig selv, sine børn og sit hjem i orden og med sin fugtige klud og sin støvsuger transformere hjemmet til en sober verden. Men mestring af den daglige, ugentlige og månedlige rengøring – og hovedrengøringen ikke at forglemme – er det ikke gjort alene. Renligheden er en del af en treenighed, og også lys og luft må der til. I disse corona-tider får vi af vide, at det er vigtigt at lufte ud og lave gennemtræk. Socialt samvær skal om muligt foregå ude i den friske luft, hvor vira smitter mindre effektivt. I begyndelsen af 1900-tallet sagde man, at lyset og luften forhindrede de sygdomsfremkaldende mikroorganismer i at formere sig og trives.

For datidens sundhedsapostle og hygiejnikere, handlede det dog mest om at styrke legemets modstandskraft. De gik ind for en naturlig kamp mod det levende smuds, hvor man i stedet for at bekæmpe sygdomme, aktivt kæmpede for sundheden. Resultatet var en friluftsstrategi, hvor man opfordrede folk til at komme væk fra byerne og ud i naturen. Det kaldes også gymnastiklærerens strategi, da styrkelse af legemet gennem gymnastikken kom til at stå helt centralt og gav den moderne gymnastik sit gennembrud.

Husk at svedrense dit legeme

Sygdom såvel som ubalance i den mentale tilstand (dårlig moral inklusiv) skyldtes efter datidens opfattelse smuds og forrådnelse i kroppen. Den opstod, fordi man havde dårlig fordøjelse, ikke var fysisk aktiv nok eller ikke fik lys og luft nok.

Alle disse dårligdomme kunne man dog komme af med ved at svede dem ud. Som en dam med stillestående vand, der forplumrer, ville det indre smuds også forurene en stillesiddende krop. Sådan forklaredes det i hvert fald i Sundhedsbladet i 1899. De gymnastiske øvelser er den strøm, der renser forplumringen væk. De er et indre bad, en indre renselse.

Flere af tidens store hygiejnikere som fx Kaptajn Jespersen og Sophus Müller formaner danskerne op af sofaen og i gang med legemstugten. Uden de daglige legemsøvelser risikerer man, at det indre smuds sætter sig som sure væsker i muskelfibrene – eller endnu værre; forgifter hjernen og afføder dårlig moral og urene tanker. Den, der ikke holder sit legeme fuldstændig rent, ”kan ej heller vente at have rene ædle tanker”. ”Rent skind er rent sind.” Kun med konsekvente og systematiske legemsøvelser kan man opnå den ønskede sundhed, og kæmpe den uundgåelige kamp mod den usynlige fjende. Gennem 25 år og under parolen ”En sund sjæl i et sundt legeme” guide gymnastikikonet Kaptajn Jespersen (J. P. Jespersen 1883-1963) danskerne igennem morgengymnastikken i deres radio.

Har du husket at svedrense dit legeme i dag? Når du nu alligevel sidder derhjemme hensumpet i Corona-karantæne, kunne du jo lave dine daglige gymnastiske øvelser sammen med Kaptajn Jespersen her: https://www.youtube.com/watch?v=ZzH8KcWLgCA