BEGIVENHED
20.03.2024
Branden på Lindenborg kro i 1967. Foto: Gorm Grove
I anledningen af Roskilde Brandvæsens 150 års jubilæum åbner spot-udstillingen ’Roskilde brænder!’ 18. juni i den gamle brandstation, som i dag huser Roskilde Museum.
Glæd dig til, i udstillingen og på sommerens byvandringer, at få indblik i de store by-brande, der hærgede Roskilde i byens ældste historie – og se hvordan brandvæsnet har udviklet sig fra sin oprettelse i 1874 frem til i dag.
Du kan komme tæt på brandmændenes dramatiske historie om indsatser ved store brande, som du måske selv kan huske: branden i Roskilde Domkirke i 1968 og Solum-branden i 2021. Hele sommeren er der aktiviteter for børn og nysgerrige voksne.
Grundet den store interesse for det forrige foredrag afholder vi nu endnu et foredrag, det finder sted 2. septemeber 19-21.
Her holder beredskabsdirektør Lars Robétjé foredraget ’Domkirken brænder!’ – om branden i Roskilde Domkirke i 1968. Omkring 250 mand deltog i slukningen af branden, herunder pensioneret vicebrandinspektør Ebbe Bødker. Under foredraget deler han sine personlige beretninger og minder om branden og om livet på brandstationen.
Foredraget udbydes i samarbejde med Roskilde Museumsforening.
Det finder sted den 18. juni kl. 19-21 på Roskilde Museum.
TILMELD DIG ROMU’S NYHEDSBREV
– OG MODTAG LIGNENDE ARTIKLER OG NYHEDER DIREKTE I DIN INDBAKKE
BEGIVENHED
Af Lene Steinbeck
09.03.2023
Et museum er langt fra kun udstillede genstande. Det ved museumsinspektør Jakob Caspersen, der vil gøre sit for, at den autentiske stemning fra Lützhøfts Købmandsgaard følger med ind på standen til Historiske Dage. Her kan man besøge butikken til en snak om det gode købmandskab, de historisk korrekte varer, og hvad man ellers kan vende over en købmandsdisk. Foto: Martin Harvøe Kristensen/ROMU
I marts åbner Lützhøfts Købmandsgaard for en kort bemærkning en filial i hovedstaden. Det lille Roskilde-museum er nemlig for første gang med, når festivalen Historiske Dage bliver afviklet i Øksnehallen den 18.-19. marts. Her kan historieinteresserede fra hele landet få et indblik i livet bag disken i Roskildes gamle købmandsgård for 100 år siden.
En mobil købmandsdisk, et klingende kasseapparat, bunker af bolsjer og al den stemning, der overhovedet kan opdrives. Sådan lyder pakkelisten, når Lützhøfts Købmandsgård i marts tager på et lille, udenbys weekendophold. Museet skal deltage ved Historiske Dage i København, og her kommer festivalens besøgende til at kunne opleve en fuldt udstyret købmandsbutik med historisk korrekte varer fra 1920’ernes Roskilde.
”Kommiserne står klar bag disken til at demonstrere det gamle købmandshåndværk, mens vi fortæller gode historier om varerne, butikken og livet på Købmandsgården for 100 år siden. Der er smagsprøver på snapse og likører, som var populære på den tid, og man kan købe bolsjer i håndfoldede kræmmerhuse, som bliver vejet på en gammeldags vægt og slået ind på et gammelt kasseapparat. Vi indretter vores stand, så den minder så meget som muligt om butikken hjemme i Roskilde,” fortæller Jakob Caspersen, der er museumsinspektør i den gamle købmandsgård, som er et besøgssted under museumskoncernen ROMU.
En bid af Roskildes historie
Festivalen samler over en weekend en række kulturinstitutioner, der beskæftiger sig med historie, og på fem scener afvikles hele weekenden et program med samtaler og oplæg fra blandt andet forfattere, historikere og journalister. Det er første gang, Købmandsgården deltager på festivalen. Men det er lidt en drøm, der går i opfyldelse, når museet tager en del af Roskildes historie med rundt på turné.
”Vi har den her dejlige købmandsdisk på hjul, og den vil vi gerne bruge meget mere. Det her er en oplagt mulighed for at lave en sjov og anderledes stand. Jeg tror ikke, at de andre museer på samme måde kan tage så stor en del af deres udstillingsoplevelse med på festivalen. Vi håber, det kan være med til at skabe opmærksomhed om os selv som et lille museum, men også om Roskilde, og hvad den som by har tilbyde for historiske interesserede,” siger Jakob Carstensen.
Museet i Ringstedgade holder lukket den 17. og 18. marts for at gøre klar og lave pop up-butik i København. Kan man ikke undvære sine bolsjer og sin likør, er der råd for det: Tag en tur på Historiske Dage og oplev en lille bid af Roskildes historie i helt nye rammer.
Det er Folkeuniversitetet i Aarhus, Emdrup og Herning, der står bag Historiske Dage. Festivalen afvikles i Øksnehallen den 18.-19. marts. Man kan se programmet og købe billet på www.historiskedage.dk
BEGIVENHED
26.05.2023
Et historisk teaterstykke udspiller sig på gårdspladsen et par gange i løbet af dagen, når Gl. Kongsgård fejrer begyndelsen på en ny sæson. Foto: ROMU
Sommeren begynder med en festlig og historisk sæsonåbning på Gl. Kongsgaard. Søndag den 4. juni fra 11-16 vil gården være fyldt med aktiviteter, håndværk, godt til ganen og hyggeligt samvær.
Gamle håndværk får et særligt fokus ved årets åbning. Her kan gæsterne opleve boder med salg af håndværksvarer og demonstration af b.la. plantefarvning, pilefletning, hørproduktion, båndvævning og produktion af strådyr.
”Der vil også være mulighed for at prøve kræfter med at slå med le og støbe sit eget lys. Så børnene kan få sig en sjov dag med gamle lege, og alle kan prøve lykken i en omgang hønsebingo. Det plejer at være ganske underholdende!” fortæller Maja Kvamm, der arbejder på Lejre Museum.
Gl. Kongsgaard er en fæstegård fra 1700-tallet, der ligger i hjertet af Gl. Lejre. Gårdens frivillige havehold, der hele sommeren holder gården åben med salg af kaffe og kage, vil vise rundt i den gamle gård med de smukke møbler og fortælle om den historiske have, som står med originale planter fra 1800-tallet. Hele dagen akkompagneres af lystig spillemandsmusik og et par gange vil et historisk teaterstykke udspille sig på gårdspladsen.
Lejre Museumsforening står for salg af sandwich, mens Gl. Kongsgårds frivillige sælger lækre kager og kaffe med på-tår.
Tag en dag ud af kalenderen og kom til en hyggelig sommerdag i Gl. Lejre.
”Vi glæder os alle sammen til at tage imod nye som gamle gæster til årets hyggelige sæsonåbning, og vi håber at gæsterne har lyst til at komme igen henover sommeren”, fortæller Else Kristiansen og Vivian Møller, der begge er medlemmer af det frivillige havehold.
Gl. Kongsgaard holder i sommersæsonen åbent torsdage og søndage kl. 13-16 i juni, juli og august med gratis adgang til det smukke stuehus og salg af kaffe og kage.
Tid, pris og sted
4. juni 2023, kl. 11:00-16:00
Gratis
Gl. Kongsgård, Orehøjvej 12, 4320 Lejre
OBS. Vær opmærksom på, at renoveringen af broen over Holbækmotorvejen (dvs. på Orehøjvej ved Gevninge) kan have betydning for din rute til Gl. Kongsgaard.
Vild med sagnkonger, vikinger og jernalderarkæologi? Skal du være med til at få Lejre tilbage i danmarkshistorien?
Så skal du tilmelde dig Lejre Museums nyhedsbrev, hvor du månedligt vil modtage artikler, nyheder og spændende historier.
maj 26, 2023 | Artikel, Begivenhed, Gl. Kongsgaard, Nyheder
Sommeren begynder med en festlig og historisk sæsonåbning på Gl. Kongsgaard. Søndag den 4. juni fra 11-16 vil gården være fyldt med aktiviteter, håndværk, godt til ganen og hyggeligt samvær.
maj 25, 2023 | Artikel, Begivenhed, Det sker
På Grundlovsdag den 5. juni inviterer Roskilde Museum til hyggeligt samvær og fællessang, hvor vi med historiefortællinger og nærværet til Roskilde by omfavner grundloven gennem tale fra ROMUs direktør Morten Thomsen Højsgaard og musik akkompagneret af Line Rosenlund.
maj 4, 2023 | Artikel, Begivenhed, Det sker
Ved du, hvor Harald Hildetand eftersigende er begravet? Eller kender du historien om gudinden Nerthus i Herthadalen? Lejreområdets naturskønne landskab er sprængfyldt med fascinerende historier – og hele sommeren kan du høre nogen af dem, når Lejre Museum i samarbejde med Lejre Museumsforening, Lejre Historiske forening og lokale lodsejere inviterer på gratis historiske vandreture i lejreområdet.
BEGIVENHED
Længe før landingsbaner, terminaler og flyparkering indtog store dele af Amager, blev en betydningsfuld person engang stedt til hvile, tæt på hvor lufthavnens Terminal 3 er i dag.
Københavns Lufthavn, som i disse dage ligger surrealistisk øde hen, står som et monument over den moderne verdens vidtforgrenede netværk. Men det er de færreste, som ved, at der for godt 1.300 år siden lå et andet monument her – lige uden for Terminal 3 – som på sin egen ensomme måde vidnede om vidtstrakte forbindelser. Forbindelser, der formentlig gik mellem kongesædet i Lejre og andre kongesæder i yngre jernalder.
Amager er en flad ø. Det er en god ting, når man skal bygge en lufthavn. Men før græslandingsbanerne kunne indvies for lufttrafikken dengang i 1925, måtte visse forhindringer alligevel ryddes af vejen. Det gjaldt blandt andet en gruppe på fem gravhøje, der bulede op af markerne, tæt ved Øresundskysten. Højene blev undersøgt af arkæologer fra Nationalmuseet i 1921, og viste sig alle at være opført over grave fra ældre bronzealder (1700-1000 f.Kr.).
En overraskelse
Men den største høj rummede en overraskelse. Bare et spadestik under overfladen dukkede forskellige rustne jerngenstande op, ikke mindst over 80 såkaldte klinknagler, en slags store nitter. Det var tydeligt for arkæologerne, at den gamle gravhøj havde været genbrugt i jernalderen, og de mente dengang at klinknaglerne var de sidste spor efter to kister. Senere fandt man ud af, at det ikke var kister, men resterne af en båd, der var gravet ned i højen. Det var altså en bådgrav.
Nye undersøgelser
Jeg har selv haft mulighed for at undersøge genstandene fra bådgraven. Klinknaglernes form, og den måde de var fordelt på i højen, fortalte mig, at det havde været en båd på ca. 12 m længde af den klinkbyggede slags, der er spids i begge ender, og som især vikingetiden er kendt for. Men der var også andre jerngenstande i graven, alle meget rustne og svært genkendelige, og en nøje gennemgang viste, at gravgaverne bestod af blandt andet et enægget sværd, en lanse, rytterudstyr, et træskrin og en spand. Det er gaver, som betyder, at det var en betydningsfuld person, der havde ligget i bådgraven.
Vedkommende var dog for længst blevet til muld, da de udgravede stedet dengang i 1921, og der var intet spor efter skelet. Sværdet i graven kunne give vigtige informationer om gravens alder. Det er nemlig en særlig karakteristisk type, som vi kan datere til begyndelsen af 700-tallet, det er overgangen mellem de perioder vi kalder yngre germansk jernalder og vikingetid.
En sjældenhed
Det er ret ualmindeligt at finde bådgrave i Sydskandinavien fra denne periode i jernalderen. De kan tælles på én hånd. Alligevel skal vi dog ikke bevæge os længere end lige over på den anden side af Øresund, ved Lackalänga lidt nord for Malmø. Vi kender ikke bådens størrelse i dette fund, men graven rummer – ligesom den amager’kanske – våben og rytterudstyr, og er dateret til 700-tallet. Hvad betyder det mon, at disse to sjældne grave ligger ved Øresund?
Lad os kigge mod nord. Længere oppe i Skandinavien er skikken med bådgrave mere udbredt, og den er tydeligt forbeholdt samfundets øverste lag. De store norske skibsgrave fra 800-tallet, som fx Gokstad og Oseberg nær Oslofjorden, er berømte for deres skibe såvel som gravudstyr. Der lå personer på kongeligt niveau i dem. Og omkring søen Mälaren ved Stockholm findes en række rige bådgrave, der er nogenlunde samtidige med vores grav på Amager. Også her er der tale om en skik, der skal knyttes til samfundets øverste lag. Disse betydningsfulde jernaldermennesker havde deres gang omkring det berømte kongesæde ved Uppsala nord for Stockholm.
Lejre og Uppsala
Sagaerne fortæller om forbindelserne mellem de mægtige kongehaller i Lejre og hallerne ved kongesædet i Uppsala. Det var i Uppsala, at Lejrekongen Rolf Krake og hans følgesvende sprang over ilden, da kong Adils forsøgte at brænde dem inde – ”Den flyr ej ilden, som over den springer!” sagde Rolf ved den lejlighed. Men det er bare én fortælling ud af flere, som beretter om både fredeligt samkvem og blodsudgydelser de to kongesæder imellem.
Stoler vi på, at sagaerne fortæller nogle grundlæggende sandheder, så må der have været jævnlig rejseaktivitet mellem Lejre og Uppsala. Dengang foregik rejsen ikke over land. De 750 km ville have været en nærmest umulig affære i det uvejsomme svenske landskab. Det var skibet, som var midlet – ud af Roskilde Fjord, via Øresund, op langs den svenske østkyst indtil indsejlingen til søen Mälaren, hvor Uppsala ligger.
En stormands død?
”Åne rejste denne sten efter sin søn Eskil, som fandt døden med Thore i Øresund.” Det står der på en runesten ved Mejlby. Er den gravlagte på Amager også en rejsende, der aldrig kom hjem, men som blev ramt af sygdom, ulykke eller vold undervejs? Den særlige gravskik med båden kunne tyde på, at den døde kom fra det mellemsvenske område, måske som deltager i Uppsalakongens følge på en rejse mod Lejre eller retur. Den store bronzealderhøj var et tydeligt landmærke på den flade ø, et oplagt monument at genbruge for jernalderens søfarende, der måtte sætte mindesmærke over deres rejsefælle i det fremmede.
En af de årtusind gamle gravhøje, som lå på lufthavnsområdet, stod stadig markant i landskabet i 1700-tallet. Vi ser her Amagers østkyst set fra søsiden, og højen er markeret med ”D”. Kobberstik fra 1756 gengivet i arkitekten Laurids de Thurahs bog om Amager og Saltholm (1758).
TILMELD DIG ROMU’S NYHEDSBREV OG VIND PRÆMIER
– OG FÅ LIGNENDE ARTIKLER OG NYHEDER DIREKTE I INDBAKKEN
Siden du anmodede om kunne ikke findes. Prøv at præciser din søgning, eller brug navigationen ovenfor til at lokalisere indlægget.
BEGIVENHED
Museer hjælper sygehuse – ROMU-medarbejder bag idéen
Når konservatorer rundt omkring på danske museer og konserveringsværksteder arbejder, er de somme tider iført beskyttelsesdragter og åndedrætsværn. Arbejdet med ældgamle museumsgenstande kan nemlig i nogle tilfælde kræve beskyttelse mod skimmelsvamp, mod støv med pigmenter, støv med sundhedsfarlige insektbekæmpelsesmidler eller støv med f.eks. tungmetaller som bly.
Den seneste uges historier i de danske medier om kommende mangel på åndedrætsværn gav derfor konservator og ph.d.-stipendiat Camilla Jul Bastholm en lys idé: hvorfor ikke indsamle nogle af de mange åndedrætsværn, som branchen ligger inde med, og donere dem til det danske sundhedsvæsen? Her kan de i disse uger og måneder gøre langt mere gavn, end på depoter i landets museumsmagasiner.
Vi skal værne om de ansatte i sundhedsvæsenet og passe på dem, så de kan udføre deres vigtige arbejde.
”Jeg fik ideen i sidste uge efter et af regeringens pressemøder. Jeg arbejder selv i et fag, hvor værnemidler er helt essentielle for at kunne udføre mit arbejde helbredsmæssigt forsvarligt. De åndedrætsværn, vi anvender, kan også bruges mod vira af læger og sygeplejersker. På de sociale medier kunne jeg se, at museer i udlandet donerer værnemidler til COVID-19 indsatsen. Da jeg, ud over at være konservator på ROMU, er formand for Nordisk Konservatorforbund, Danmark, så jeg en mulighed for at lave et opråb om donationer til den samlede branche via branchens mailinglister”
Danmark hjælper Danmark
Camilla Jul Bastholm tog kontakt til Lægemiddelstyrelsen, som var meget positive i forhold til ideen. Sidenhen har Lægemiddelstyrelsen iværksat indsatsen ”Danmark hjælper Danmark”, hvor organisationer, myndigheder, institutioner og private virksomheder kan donere specifikke værnemidler.
Lægemiddelstyrelsen har nu bedt Camilla Jul Bastholm og Nordisk Konservatorforbund om at skaffe et overblik over, hvor mange værnemidler museums- og konserveringsbranchen vil kunne indsamle. Det arbejde er allerede i fuld gang, og inden for få dage forventer Camilla Jul Bastholm at kunne melde et overblik tilbage til Lægemiddelstyrelsen. Herefter kan de så lægge sig fast på, hvordan indsamlingen rent praktisk skal foregå i et samarbejde med branchen og Lægemiddelstyrelsens nyetablerede logistikcenter.
Camilla Jul Bastholm ser initiativet som en mulighed for være med til sammen med resten af sin branche at gøre en forskel for et Danmark i krise:
”I takt med at COVID-19 udvikler sig, oplever Danmark et stigende pres på sundhedsvæsenet. Vi skal værne om de ansatte i sundhedsvæsenet og passe på dem, så de kan udføre deres vigtige arbejde. Her er det vigtigt, at vi alle bakker op, udviser samfundssind og gør en indsats hvor vi kan”, forklarer hun.
Læs mere om forholdsreglerne på ROMUs besøgsteder her.
BEGIVENHED
Museumsdirektør advarer om konsekvens af langvarig krise
”Det handler om adskillige millioner kroner, og det kommer desværre til at gøre ondt”.
Over 188.000 mennesker gik sidste år ind og ud ad dørene på et af de ti besøgssteder, som ROMU driver i Roskilde, Frederikssund og Lejre kommuner. Det er flere end nogensinde før på ét år. Men på grund af COVID-19 står museerne nu for tredje uge i træk med helt lukkede døre. Og dørene forbliver efter statsministerens seneste melding nu lukkede frem til 2. påskedag.
Det får museumsdirektøren for ROMU til at sende en tak til tålmodige borgere – og en advarsel om konsekvenserne af det, der nu tegner til at blive en endnu længere krise.
”Folk har været helt utroligt samarbejdsvillige og forstående. Da vi for eksempel skrev ud, at vi måtte udskyde forårets største event med gløden af Gasolin’ fra marts til efteråret, fik vi mange hjertevarme reaktioner som ”vi venter på jer på den anden side” og ”tak, det bedste, I kunne gøre”, siger direktør Morten Thomsen Højsgaard, der også har sendt besked ud om udskydelse af den ellers planlagte åbning i denne uge af særudstillingen ”Grethe – en våbenmodtagelse”.
”Museerne har en kolossal vigtig funktion i vores samfund som mødested for borgerne, som en institution, der forbinder nutidens liv med alt det, der skete i fortiden, så vi alle som borgere er bedst muligt rustet til at møde fremtiden. Men COVID-19 rammer centralnerven i det af være museum”, siger Morten Thomsen Højsgaard og uddyber:
”Vi kan ikke gøre det, der ellers har været unikt for os, nemlig at vise autentiske genstande fra fortiden frem og skabe fælles oplevelser med oplysning i museernes smukke og historiske rum. Dertil kommer så, at vi efterhånden som krisen trækker ud mister flere og flere indtægter fra entréer, fra butikker, fra arrangementer, fra events, fra mødepakker. Det handler om adskillige millioner kroner, og det kommer desværre til at gøre ondt”.
Regeringen og Folketinget har meldt flere hjælpepakker ud for at løse problemer i samfundet, ligesom for eksempel Carlsbergfondet har lovet en håndsrækning til kunstmuseerne, men endnu er der ingen hjælpepakker eller eksterne tiltag, som hjælper ROMU og flere andre af landets kulturhistoriske, mellemstore museer.
”Sådan som det ser ud lige nu, må ROMU selv må bære tabet. Og institutionen har ikke samlet penge på nogen kistebund til at modstå et pludseligt stop for stort set alle kommercielle indtægter i meget lang tid. Nu er vi så i fuld gang med at omstille os til krisen. Men, hvis der ikke kommer særlig hjælp til kulturinstitutioner som os med stor kontakt til et betalende publikum, som vi af hensyn til samfundet nu har bedt om at blive væk, så kommer vi som følge af krisen desværre også til at miste dygtige, højtspecialiserede og dedikerede kolleger, der selv er helt uden skyld i denne alvorlige og gennemgribende forandring af hele vores samfund”, siger Morten Thomsen Højsgaard.
Museumsdirektøren har mandag på et virtuelt personalemøde orienteret medarbejderne om de forandringer og udfordringer, som COVID-19 indebærer for kulturinstitutionen. Og det er med blandede følelser.
”COVID-19 kalder det bedste frem i os som borgere i form af hjælpsomhed, forståelse og vilje til forandring og opdagelse af nye veje til viden. Jeg er imponeret over, så hurtigt og så ansvarligt vores ansatte, frivillige og samarbejdspartnere har indstillet sig på denne fuldstændig nye og uventede situation. Vi gør alt, hvad vi kan for på nye måder fortsat at forske, bevare og formidle kulturarven”, siger Morten Thomsen Højsgaard
”Men samtidig fremtvinger sygdommen det værste, at skulle sige farvel, at miste, at tabe. Et medlem fra bestyrelsen skrev til mig forleden, da vi skubbede nogle af årets største begivenheder: ”Du udviser rettidig omhu, og tak for det. Men det er da brand-ærgerligt”. Det er sagen i en nøddeskal. Nu glæder vi os bare til den dag, hvor krisen er ovre, og vi igen kan slå alle museumsdørene op på vid gab”.
ROMU er en selvejende museumsorganisation, som dækker kulturarven fra stenalderen til nyere tid i Roskilde, Frederikssund og Lejre Kommuner. ROMU beskæftiger knap 60 ansatte på ti besøgssteder, herunder Ragnarock – museet for pop, rock og ungdomskultur. ROMU driver også adskillige hjemmesider, nyhedsbreve samt profiler på sociale medier, hvor aktiviteten nu er sat kraftigt op.
TILMELD DIG ROMU’S NYHEDSBREV OG VIND PRÆMIER
– OG FÅ LIGNENDE ARTIKLER OG NYHEDER DIREKTE I INDBAKKEN
Siden du anmodede om kunne ikke findes. Prøv at præciser din søgning, eller brug navigationen ovenfor til at lokalisere indlægget.
BEGIVENHED
Hospitaler i middelalderens Roskilde
Vi har ingen billeder af hvordan hospitalerne i Roskilde så ud i middelalderen, og ingen af hospitalsbygningerne er desværre bevaret til i dag. Men de kan meget vel have set ud som Helligåndshuset i København, hvis indre ses på billedet her. Typisk bestod en hospitalsbygning af en stor højloftet sal, hvor senge kunne stilles langs væggene. Mellem vinduerne ses små nicher, som kunne bruges til patienternes ejendele. Foto: Wikimedia Commons.
I disse dage er der meget fokus på hospitalernes kapacitet. Den er heldigvis meget bedre i dag end den var i middelalderen! Når det er sagt, så var Roskilde den by, der havde de fleste og første hospitaler i middelalderens Danmark.
Hospitalerne i middelalderens Danmark var noget ganske andet end i dag. De var meget mindre og havde kun plads til få personer. De fungerede hertil mere som en slags herberger og plejehjem end som egentlige sygehuse, hvor man behandles af læger, som vi kender det i dag. Tanken om hospitaler kom med kristendommen, hvor det blev set som en from og god gerning at tage sig af syge, fattige og svage. Et af de første hospitaler fandtes i Jerusalem, hvor pilgrimme til det Hellige Land kunne få husly, beskyttelse og pleje.
I Roskilde kender vi til tre hospitaler i middelalderen; Helligåndshuset, Duebrødre hospital og Skt. Jørgensgården. Ingen andre byer i middelalderens Danmark havde så mange hospitaler. Roskilde var en landets største byer, og havde vel dermed flere syge og svage end de fleste andre byer, men vigtigere var det nok, at byen rummede landets mest magtfulde og velstående bispesæde, næst efter ærkebispebyen Lund. Oprettelsen af hospitaler har været et udtryk for kirkens barmhjertighed og fromhed, som ville komme alle troendes sjælefrelse til gode, og var måske også forbundet med en vis prestige.
Det var da også Roskildes biskop Jakob Erlandsen – den senere ærkebiskop for hele Norden – der i 1253 stiftede Danmarks ældste kendte hospital – Helligåndshuset i Roskilde. Huset blev placeret centralt i byen, lige vest for Skt. Laurentii kirke. Der må dog have været et endnu ældre hospital i Roskilde. I 1253 kaldes huset nemlig for det ”nye hospital”. Men det skal vi vende tilbage til!
”En ting har de dog til fælles: når farlige epidemier skulle bekæmpes var isolation det bedste våben.”
Helligåndshuset
I fundatsen fra 1253 hører vi om Helligåndshusets formål: I det gamle var der kun plads til 12 personer, men i det nye skulle der være plads til flere ”syge og gæster, der er nødlidende”. Hvor mange flere får vi ikke præcist at vide, men vi skal nok ikke forestille os meget mere end en fordobling af kapaciteten. For gæsterne står der, at de skal beværtes med husly for natten og et måltid mad.
Egentlig medicinsk behandling har der nok ikke været så meget af. I de europæiske klostre var der gennem århundreder opdyrket en viden om naturmedicin og lægekunst, men Paven og den katolske kirke, så kritisk på egentlig behandling af sygdomme; man skulle i princippet nøjes med at give patienterne rolige omgivelser og bede for dem hos sygdommens værnehelgen. At udøve f.eks. kirurgi var forbudt og i 1200-tallet forbød paven klostrene al lægevirksomhed.
I Helligåndshusets fundats nævnes også et andet formål. Huset skulle give kost og logi til 12 ”peblinge”, dvs. elever fra domkirkens latinskole. De 12 elever skulle særligt udvælges og en gang om året underkastes en ”streng prøve”, så de mindst egnede kunne sorteres fra. Eleverne skulle have bolig ”mod nord i huset, helt adskilt og fjernet fra andres larm, for at de kan have ro og fred til deres studeringer og bo i nærheden af Domkirken”. Det nævnes i øvrigt også, at biskoppen havde foræret bøger til elevernes studier, og at bøgerne ikke måtte fjernes fra huset. Så et bibliotek har der også været.
Det gamle hospital
Men nu tilbage til ”det gamle hospital” i Roskilde. Som nævnt kaldtes Helligåndshuset for det ”nye hospital” i 1253, og det har derfor være diskuteret, hvor det gamle hospital lå. Vi ved at Duebrødre hospital lå uden for byporten mod vest og de spedalskes hospital lå på Skt. Jørgensbjerg. Var et af disse det gamle hospital? Et sagn henfører stiftelsen af Duebrødre hospital til Valdemar d. Stores tid i 1100-tallet, men vi har ingen beviser på dette. Foreløbig kan hospitalets eksistens ikke føres længere tilbage end 1300-tallet.
Mere sandsynligt er det, at det ældste hospital lå på Skt. Jørgensbjerg. ”De spedalskes hus” nævnes her første gang i 1263, men formentlig er det ældre. En mølle lige nedenfor Skt. Jørgensbjerg omtales i 1280 som ”det gamle hospitals mølle”, og ifølge en samtidig krønike lod biskop Peder af Roskilde bygninger opføre på Sankt Jørgensbjerg i begyndelsen af 1100-tallet, for at ”der kunne blive et munkekloster dér”. Et kloster hører vi ikke mere til, men det kunne være begyndelsen på det hospital, der senere blev til de spedalskes hus og Skt. Jørgensgården. Spedalskhedshospitalerne lå ofte et stykke uden for byerne for at kunne isolere de syge.
Vi kender ikke størrelsen på hverken Duebrødre eller de spedalskes hospital, men mange flere sengepladser end i Helligåndshuset har der nok ikke været. Så der er langt fra middelalderens hospitaler til vore dages sygehusvæsen. En ting har de dog til fælles; når farlige epidemier skulle bekæmpes var isolation det bedste våben.
Link til fundatsen for Helligåndshuset af 17. maj 1253 oversat fra latin
TILMELD DIG ROMU’S NYHEDSBREV OG VIND PRÆMIER
– OG FÅ LIGNENDE ARTIKLER OG NYHEDER DIREKTE I INDBAKKEN
Siden du anmodede om kunne ikke findes. Prøv at præciser din søgning, eller brug navigationen ovenfor til at lokalisere indlægget.
BEGIVENHED
Virusinfektionen norovirus kaldes i Danmark for ”Roskilde Syge”, fordi der i mellemkrigstiden var to meget store og karakteristiske udbrud af maveondet netop i domkirkebyen. Rent vand, god hygiejne og karantæne til ramte bidrog til at løse problemet – og er stadig den dag i dag en vigtig brik i forebyggelsen. – FOTO: Pexels.com
Der er så meget, Roskilde med stolthed har lagt navn til. En af Nordeuropas største musikfestivaler, Rokilde Festivalen, for eksempel. Roskilde Domkirke, som er på listen fra UNESCO over verdens kulturarv. Eller Roskilde Ringen, der indtil slutningen af 1960’erne var banebrydende inden for motorsporten.
Den toneangivende stænderforsamling, som uddannede en ung generation til demokratiets nye virkelighed fra 1835 og frem til grundloven i 1849 lå i Roskilde. Kongeriget Danmarks første jernbane gik fra København til netop Roskilde. Roskilde Universitet har siden grundlæggelsen i 1972 vokset sig stort og dannet skole med sin projekt- og problemorienterede tilgang til læring og samarbejde.
Men én ting ville byen med den stolte historie om kultur, kreativitet og viden nok helst have været fri for at lægge navn til, nemlig sygdommen, som i Danmark har fået navnet ”Roskilde Syge”.
I en tid, hvor COVID-19 er på alles læber, kan der ikke desto mindre være god grund til at kaste et blik tilbage i sygdommenes kulturhistorie for at kunne tage lidt ved lære også af ”Roskilde Sygen”. For sygdommen fandtes – og findes stadig. Den havde sine naturlige årsager. Det lykkedes at håndtere den, om end med en del besvær.
Og så var der frem for alt også en vej videre frem fra og ud af den krise, som sygdommen forvoldte.
Roskilde skulle imidlertid gå så grueligt meget igennem, før det hele blev godt igen dengang i mellemkrigstiden, hvor ”Roskilde Sygen” i to omgange først i 1925 og så igen i 1935 foldede sig ud i skræmmende stor skala.
Rigtig dårlig mave med tilhørende feber, opkastninger og diarré fik helt op mod en tredjedel af borgerne i Roskilde ved udbruddet i 1935 af Roskilde Sygen. Svage, ældre og børn var særligt udsatte, og flere døde.
Der var tale om en infektionssygdom, som smittede hurtigt og let fra person til person, da først den havde bidt sig fast i området. Og ligesom med COVID-19, så var der heller ikke dengang nogen vaccine eller medicin mod norovirus, som ”Roskilde Syge” også kendes som.
Hurtigt kom debatten i byen til at dreje sig om årsagen til smitten. Opmærksomheden faldt på en forurening af drikkevandet, som mentes at stamme fra ”Chromlæderfabriken”, et håndværksgarveri, der lå ved den nuværende Eriksvej syd for jernbanen i Roskilde. Men smitte fra person til person udgjorde også en vigtig faktor i udbredelsen.
Embedslægen gik ind i sagen. Ugeskrift for Læger skrev om fænomenet. En sundhedskommission blev nedsat. Og resultatet blev efter nogen tid blandt andet en gennemgående oprensning af grunden, som garveaffaldet kom fra, en forbedret og mere sikker drikkevandsforsyning og spildevandsrensning.
Kommunen fik også kraftigt stigende udgifter til sundhed, og byens mindre sygehuse blev i kølvandet på ”Roskilde Sygen” afløst af et centralsygehus.
”Roskilde Sygen” kom med epidemisk voldsomhed og bidrog ikke bare til at give ”maveondet” et navn i Danmark; sygdommen førte efterhånden også til en forandring og forbedring af sundhedsforholdene i Roskilde.
Den første dansker, der i 2020 officielt fik diagnosen COVID-19, kom pudsigt nok også fra Roskilde, men arbejdede hos TV2 på Teglholmen i København. Han og hans familie og alle de kolleger, han umiddelbart havde været i tæt kontakt med, kom straks i karantæne.
Sundhedsmyndighederne greb her til et middel mod hurtigt og let smittende sygdomme, som også viste sig at være effektivt mod ”Roskilde Sygen”. Jo færre, der bliver udsat for smitte, des færre får sygdommen. Det var og er det enkle lærestykke.
Karantæne, isolation eller inddæmning kan holde en del smitsomme sygdomme i skak og sinke eller hindre videre udbredelse. Især med sygdomme, der ikke findes en kur mod, er dette fundamentale greb afgørende at ty til. Her hedder medicinen socialt ansvar.
Hver sygdom har dog også sin egen logik og sin egen historie. ”Roskilde Sygen” slår i maven, mens COVID-19 tager pusten.
”Roskilde Sygen” kommer hurtigt til udtryk efter smitten og er også relativt hurtigt overstået, og for langt de fleste går livet roligt videre bagefter. Sprogligt er ”Roskildesyge” i folkemunde blevet en mere løs betegnelse for en hvilken som helst maveinfektion.
COVID-19, som vi heldigvis ikke kalder hverken ”Kinasyge” eller ”Wuhansyge”, smitter også hurtigt, men er længere tid om at vise sine symptomer, den bider sig tilsyneladende mere fast hos de svage grupper, og den har en højere dødelighed.
Drikkevand, der var forurenet med kromsyre, var en af årsagerne til udbrud af maveondet ”Roskilde Syge”, der udbrød første gang i 1925. ”Chromlæderfabriken”, som her er fotograferet i 1914, måtte efter pres ændre på håndteringen af affaldsstoffer. – Foto fra ”Roskilde Bys historie 1850 – 1970, s. 226.
I Danmark står vi lige nu efter alt at dømme kun ved begyndelsen til en ny epidemi, der kan få et historisk omfang. Ikke bare for en by, men for hele den globale landsby.
Men hvad kan vi så lære af tidligere eksempler på noget, der trods alt kunne ligne?
Flere ting: Det er vigtigt at forstå og finde smittekilderne. Rent vand og god hygiejne er altid vigtigt. Samtidig er det helt nødvendigt at bruge karantæne og inddæmning som metode. Det er derfor parolen i disse dage og uger lyder ”Vi passer på hinanden – ved at holde afstand”.
Set med historiske briller, så findes der ikke nogen sikker opskrift på at undgå vira. Borgerne må forberede sig på, at selv når sygdommen er væk, så kan den vende tilbage. Det gjorde ”Roskilde Sygen”. Og det gjorde i øvrigt også en anden stor virusepidemi, den såkaldte spanske syge, som ramte Europa og verden i flere bølger fra 1918.
Men selvom sygdommene bogstaveligt talt gør ondt, er farlige og uforudsigelige, så rummer de også potentiale til forandringer og forbedringer. Stillet over for de enorme menneskelige konsekvenser får beslutningstagere gerne modet til at træffe vidtrækkende, men nødvendige beslutninger, som ruster os bedre til fremtiden.
Mange kan og vil blive ramt, men de fleste vil klare den og være modstandsdygtige i længere tid.
Sygdomme er kommet for at blive, men det er mennesker, som lever sammen i velfungerende fællesskaber og tager ved lære af erfaring, i den grad også.
”Roskilde Sygen” slår i maven, mens COVID-19 tager pusten.
Artiklen bygger på oplysninger fra Roskilde Museums arkiver og samlinger samt oplysninger hentet fra:
Pernille Mette Damsgaard: ”Roskildesyge: Derfor har vi ingen vaccine – endnu”.
Udgivet 27. december 2016 på https://videnskab.dk/krop-sundhed/roskildesyge-derfor-har-vi-ingen-vaccine-endnu.
Nils Engelbrecht: ”Roskildesyge” i Den Store Danske. Gyldendal.
Senest opdateret 2015 på http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=152732.
Per Karlsson, Jørgen Vogelius og Eva Tønnesen: ”Roskilde Bys Historie 1850 – 1970”.
Roskilde Museums Forlag 1998.
Statens Serum Institut: ”Norovirus”. Hentet 16. marts 2020 fra
https://www.ssi.dk/sygdomme-beredskab-og-forskning/sygdomsleksikon/n/norovirus.
Læs andre artikler her.
BEGIVENHED
19.06.2023
Over fire søndage i juli inviterer Tadre Mølle børn og deres familier til spændende aktiviteter. Kreative naturkunstværker udformes, naturen skal udforskes og brød skal bages i den gamle stenovn.
Sommer og søndag er i hvert fald på plads. Om der også kommer sol til de, der finder vej til Tadre Mølles alsidige og hyggelige ferieaktiviteter, må tiden vise. Men næsten uanset vejret bliver der gode muligheder for at få sig en feriesøndag fyldt med fælles oplevelser på tværs af generationer ved den kulturhistoriske perle i Elverdamsdalen.
Kreativt naturværksted
På det kreative naturværksted på Tadre Mølle skal børn og deres familier slippe deres indre kunstner løs og lave flotte kunstværker af de naturmaterialer, der findes rundt om møllen.
”Kyndige krea-vejledere vil hjælpe de besøgende med at skabe smukke kreationer af naturens materialer. Kun fantasien sætter grænser, når de besøgende gennem denne kreative aktivitet kommer tæt på naturen og skaber hyggeligt samvær,” siger museumsmedarbejder Maja Kvamm.
Det kreative naturværksted finder sted den 2. juli fra klokken 12:00-15:00.
Naturdage
Hele familien er inviteret, når Tadre Mølle holder naturdag i den smukke Elverdamsdal. Kyndige naturvejleder fra Nationalpark Skjoldungernes Land vil udstyre børn og deres familier med grej til at gå på opdagelse i naturens liv omkring den gamle vandmølle.
”Den kulturhistoriske perle Tadre Mølle ligger omgivet af smuk natur i Elverdamsdalen, og denne dag er der ekstra mulighed for at komme helt tæt på det krible- krablende liv, der findes ved møllen,” siger Maja Kvamm.
Naturdage på Tadre Mølle finder sted søndag den 16. juli og 23. juli fra klokken 11:00-14:00.
Bagedag
Den, der kommer først til mølle, får først malet melet. Korn skal kværnes til mel, og brød skal bages i Tadre Mølles gamle stenovn, når der inviteres til bagedag for hele familien.
”Oplev naturens kræfter, når den gamle vandmølle forvandler korn til mel. Få hænderne i dejen og mærk de gamle traditioner på egen krop. Der vil være forskellige aktiviteter på dagen, så alle familiens medlemmer kan sætte sanserne i brug,” siger Maja Kvamm.
Bagedagen på Tadre Mølle finder sted søndag den 20. juli fra kl. 12:00-16:00.
Billetter til alle arrangementer kan købes i Møllecafeen. Børn er gratis.
MERE INDHOLD FRA TADRE MØLLE
jun 6, 2023
Søndag den 25. juni inviterer ROMU i samarbejde med Tadre Mølles Venner til en herlig markedsdag på den gamle møllegård. Kom og vær med, når den danske sommer står i pragt, og nyd den dejlige sommerstemning i Elverdamsdalen.
jun 5, 2023
Alle er velkomne når DSI Tadre Mølle og Nationalpark Skjoldungernes Land i samarbejde med ROMU lørdag den 10. juni inviterer til genåbning af Danmarks eneste åbne kildekalksbrud og til indvielse af en ny kildekalksrute ude på Tadre Mølles enge.
nov 23, 2022
Alt er ved det gode gamle, når Tadre Mølles Venner sammen med museumsorganisationen ROMU igen i år inviterer til julemarked ved den historiske og smukke vandmølle søndag den 4. december klokken 10-16.
BEGIVENHED
Længe før landingsbaner, terminaler og flyparkering indtog store dele af Amager, blev en betydningsfuld person engang stedt til hvile, tæt på hvor lufthavnens Terminal 3 er i dag.
Københavns Lufthavn, som i disse dage ligger surrealistisk øde hen, står som et monument over den moderne verdens vidtforgrenede netværk. Men det er de færreste, som ved, at der for godt 1.300 år siden lå et andet monument her – lige uden for Terminal 3 – som på sin egen ensomme måde vidnede om vidtstrakte forbindelser. Forbindelser, der formentlig gik mellem kongesædet i Lejre og andre kongesæder i yngre jernalder.
Amager er en flad ø. Det er en god ting, når man skal bygge en lufthavn. Men før græslandingsbanerne kunne indvies for lufttrafikken dengang i 1925, måtte visse forhindringer alligevel ryddes af vejen. Det gjaldt blandt andet en gruppe på fem gravhøje, der bulede op af markerne, tæt ved Øresundskysten. Højene blev undersøgt af arkæologer fra Nationalmuseet i 1921, og viste sig alle at være opført over grave fra ældre bronzealder (1700-1000 f.Kr.).
En overraskelse
Men den største høj rummede en overraskelse. Bare et spadestik under overfladen dukkede forskellige rustne jerngenstande op, ikke mindst over 80 såkaldte klinknagler, en slags store nitter. Det var tydeligt for arkæologerne, at den gamle gravhøj havde været genbrugt i jernalderen, og de mente dengang at klinknaglerne var de sidste spor efter to kister. Senere fandt man ud af, at det ikke var kister, men resterne af en båd, der var gravet ned i højen. Det var altså en bådgrav.
Nye undersøgelser
Jeg har selv haft mulighed for at undersøge genstandene fra bådgraven. Klinknaglernes form, og den måde de var fordelt på i højen, fortalte mig, at det havde været en båd på ca. 12 m længde af den klinkbyggede slags, der er spids i begge ender, og som især vikingetiden er kendt for. Men der var også andre jerngenstande i graven, alle meget rustne og svært genkendelige, og en nøje gennemgang viste, at gravgaverne bestod af blandt andet et enægget sværd, en lanse, rytterudstyr, et træskrin og en spand. Det er gaver, som betyder, at det var en betydningsfuld person, der havde ligget i bådgraven.
Vedkommende var dog for længst blevet til muld, da de udgravede stedet dengang i 1921, og der var intet spor efter skelet. Sværdet i graven kunne give vigtige informationer om gravens alder. Det er nemlig en særlig karakteristisk type, som vi kan datere til begyndelsen af 700-tallet, det er overgangen mellem de perioder vi kalder yngre germansk jernalder og vikingetid.
En sjældenhed
Det er ret ualmindeligt at finde bådgrave i Sydskandinavien fra denne periode i jernalderen. De kan tælles på én hånd. Alligevel skal vi dog ikke bevæge os længere end lige over på den anden side af Øresund, ved Lackalänga lidt nord for Malmø. Vi kender ikke bådens størrelse i dette fund, men graven rummer – ligesom den amager’kanske – våben og rytterudstyr, og er dateret til 700-tallet. Hvad betyder det mon, at disse to sjældne grave ligger ved Øresund?
Lad os kigge mod nord. Længere oppe i Skandinavien er skikken med bådgrave mere udbredt, og den er tydeligt forbeholdt samfundets øverste lag. De store norske skibsgrave fra 800-tallet, som fx Gokstad og Oseberg nær Oslofjorden, er berømte for deres skibe såvel som gravudstyr. Der lå personer på kongeligt niveau i dem. Og omkring søen Mälaren ved Stockholm findes en række rige bådgrave, der er nogenlunde samtidige med vores grav på Amager. Også her er der tale om en skik, der skal knyttes til samfundets øverste lag. Disse betydningsfulde jernaldermennesker havde deres gang omkring det berømte kongesæde ved Uppsala nord for Stockholm.
Lejre og Uppsala
Sagaerne fortæller om forbindelserne mellem de mægtige kongehaller i Lejre og hallerne ved kongesædet i Uppsala. Det var i Uppsala, at Lejrekongen Rolf Krake og hans følgesvende sprang over ilden, da kong Adils forsøgte at brænde dem inde – ”Den flyr ej ilden, som over den springer!” sagde Rolf ved den lejlighed. Men det er bare én fortælling ud af flere, som beretter om både fredeligt samkvem og blodsudgydelser de to kongesæder imellem.
Stoler vi på, at sagaerne fortæller nogle grundlæggende sandheder, så må der have været jævnlig rejseaktivitet mellem Lejre og Uppsala. Dengang foregik rejsen ikke over land. De 750 km ville have været en nærmest umulig affære i det uvejsomme svenske landskab. Det var skibet, som var midlet – ud af Roskilde Fjord, via Øresund, op langs den svenske østkyst indtil indsejlingen til søen Mälaren, hvor Uppsala ligger.
En stormands død?
”Åne rejste denne sten efter sin søn Eskil, som fandt døden med Thore i Øresund.” Det står der på en runesten ved Mejlby. Er den gravlagte på Amager også en rejsende, der aldrig kom hjem, men som blev ramt af sygdom, ulykke eller vold undervejs? Den særlige gravskik med båden kunne tyde på, at den døde kom fra det mellemsvenske område, måske som deltager i Uppsalakongens følge på en rejse mod Lejre eller retur. Den store bronzealderhøj var et tydeligt landmærke på den flade ø, et oplagt monument at genbruge for jernalderens søfarende, der måtte sætte mindesmærke over deres rejsefælle i det fremmede.
En af de årtusind gamle gravhøje, som lå på lufthavnsområdet, stod stadig markant i landskabet i 1700-tallet. Vi ser her Amagers østkyst set fra søsiden, og højen er markeret med ”D”. Kobberstik fra 1756 gengivet i arkitekten Laurids de Thurahs bog om Amager og Saltholm (1758).
TILMELD DIG ROMU’S NYHEDSBREV OG VIND PRÆMIER
– OG FÅ LIGNENDE ARTIKLER OG NYHEDER DIREKTE I INDBAKKEN
Siden du anmodede om kunne ikke findes. Prøv at præciser din søgning, eller brug navigationen ovenfor til at lokalisere indlægget.
BEGIVENHED
Museer hjælper sygehuse – ROMU-medarbejder bag idéen
Når konservatorer rundt omkring på danske museer og konserveringsværksteder arbejder, er de somme tider iført beskyttelsesdragter og åndedrætsværn. Arbejdet med ældgamle museumsgenstande kan nemlig i nogle tilfælde kræve beskyttelse mod skimmelsvamp, mod støv med pigmenter, støv med sundhedsfarlige insektbekæmpelsesmidler eller støv med f.eks. tungmetaller som bly.
Den seneste uges historier i de danske medier om kommende mangel på åndedrætsværn gav derfor konservator og ph.d.-stipendiat Camilla Jul Bastholm en lys idé: hvorfor ikke indsamle nogle af de mange åndedrætsværn, som branchen ligger inde med, og donere dem til det danske sundhedsvæsen? Her kan de i disse uger og måneder gøre langt mere gavn, end på depoter i landets museumsmagasiner.
Vi skal værne om de ansatte i sundhedsvæsenet og passe på dem, så de kan udføre deres vigtige arbejde.
”Jeg fik ideen i sidste uge efter et af regeringens pressemøder. Jeg arbejder selv i et fag, hvor værnemidler er helt essentielle for at kunne udføre mit arbejde helbredsmæssigt forsvarligt. De åndedrætsværn, vi anvender, kan også bruges mod vira af læger og sygeplejersker. På de sociale medier kunne jeg se, at museer i udlandet donerer værnemidler til COVID-19 indsatsen. Da jeg, ud over at være konservator på ROMU, er formand for Nordisk Konservatorforbund, Danmark, så jeg en mulighed for at lave et opråb om donationer til den samlede branche via branchens mailinglister”
Danmark hjælper Danmark
Camilla Jul Bastholm tog kontakt til Lægemiddelstyrelsen, som var meget positive i forhold til ideen. Sidenhen har Lægemiddelstyrelsen iværksat indsatsen ”Danmark hjælper Danmark”, hvor organisationer, myndigheder, institutioner og private virksomheder kan donere specifikke værnemidler.
Lægemiddelstyrelsen har nu bedt Camilla Jul Bastholm og Nordisk Konservatorforbund om at skaffe et overblik over, hvor mange værnemidler museums- og konserveringsbranchen vil kunne indsamle. Det arbejde er allerede i fuld gang, og inden for få dage forventer Camilla Jul Bastholm at kunne melde et overblik tilbage til Lægemiddelstyrelsen. Herefter kan de så lægge sig fast på, hvordan indsamlingen rent praktisk skal foregå i et samarbejde med branchen og Lægemiddelstyrelsens nyetablerede logistikcenter.
Camilla Jul Bastholm ser initiativet som en mulighed for være med til sammen med resten af sin branche at gøre en forskel for et Danmark i krise:
”I takt med at COVID-19 udvikler sig, oplever Danmark et stigende pres på sundhedsvæsenet. Vi skal værne om de ansatte i sundhedsvæsenet og passe på dem, så de kan udføre deres vigtige arbejde. Her er det vigtigt, at vi alle bakker op, udviser samfundssind og gør en indsats hvor vi kan”, forklarer hun.
Læs mere om forholdsreglerne på ROMUs besøgsteder her.
BEGIVENHED
Museumsdirektør advarer om konsekvens af langvarig krise
”Det handler om adskillige millioner kroner, og det kommer desværre til at gøre ondt”.
Over 188.000 mennesker gik sidste år ind og ud ad dørene på et af de ti besøgssteder, som ROMU driver i Roskilde, Frederikssund og Lejre kommuner. Det er flere end nogensinde før på ét år. Men på grund af COVID-19 står museerne nu for tredje uge i træk med helt lukkede døre. Og dørene forbliver efter statsministerens seneste melding nu lukkede frem til 2. påskedag.
Det får museumsdirektøren for ROMU til at sende en tak til tålmodige borgere – og en advarsel om konsekvenserne af det, der nu tegner til at blive en endnu længere krise.
”Folk har været helt utroligt samarbejdsvillige og forstående. Da vi for eksempel skrev ud, at vi måtte udskyde forårets største event med gløden af Gasolin’ fra marts til efteråret, fik vi mange hjertevarme reaktioner som ”vi venter på jer på den anden side” og ”tak, det bedste, I kunne gøre”, siger direktør Morten Thomsen Højsgaard, der også har sendt besked ud om udskydelse af den ellers planlagte åbning i denne uge af særudstillingen ”Grethe – en våbenmodtagelse”.
”Museerne har en kolossal vigtig funktion i vores samfund som mødested for borgerne, som en institution, der forbinder nutidens liv med alt det, der skete i fortiden, så vi alle som borgere er bedst muligt rustet til at møde fremtiden. Men COVID-19 rammer centralnerven i det af være museum”, siger Morten Thomsen Højsgaard og uddyber:
”Vi kan ikke gøre det, der ellers har været unikt for os, nemlig at vise autentiske genstande fra fortiden frem og skabe fælles oplevelser med oplysning i museernes smukke og historiske rum. Dertil kommer så, at vi efterhånden som krisen trækker ud mister flere og flere indtægter fra entréer, fra butikker, fra arrangementer, fra events, fra mødepakker. Det handler om adskillige millioner kroner, og det kommer desværre til at gøre ondt”.
Regeringen og Folketinget har meldt flere hjælpepakker ud for at løse problemer i samfundet, ligesom for eksempel Carlsbergfondet har lovet en håndsrækning til kunstmuseerne, men endnu er der ingen hjælpepakker eller eksterne tiltag, som hjælper ROMU og flere andre af landets kulturhistoriske, mellemstore museer.
”Sådan som det ser ud lige nu, må ROMU selv må bære tabet. Og institutionen har ikke samlet penge på nogen kistebund til at modstå et pludseligt stop for stort set alle kommercielle indtægter i meget lang tid. Nu er vi så i fuld gang med at omstille os til krisen. Men, hvis der ikke kommer særlig hjælp til kulturinstitutioner som os med stor kontakt til et betalende publikum, som vi af hensyn til samfundet nu har bedt om at blive væk, så kommer vi som følge af krisen desværre også til at miste dygtige, højtspecialiserede og dedikerede kolleger, der selv er helt uden skyld i denne alvorlige og gennemgribende forandring af hele vores samfund”, siger Morten Thomsen Højsgaard.
Museumsdirektøren har mandag på et virtuelt personalemøde orienteret medarbejderne om de forandringer og udfordringer, som COVID-19 indebærer for kulturinstitutionen. Og det er med blandede følelser.
”COVID-19 kalder det bedste frem i os som borgere i form af hjælpsomhed, forståelse og vilje til forandring og opdagelse af nye veje til viden. Jeg er imponeret over, så hurtigt og så ansvarligt vores ansatte, frivillige og samarbejdspartnere har indstillet sig på denne fuldstændig nye og uventede situation. Vi gør alt, hvad vi kan for på nye måder fortsat at forske, bevare og formidle kulturarven”, siger Morten Thomsen Højsgaard
”Men samtidig fremtvinger sygdommen det værste, at skulle sige farvel, at miste, at tabe. Et medlem fra bestyrelsen skrev til mig forleden, da vi skubbede nogle af årets største begivenheder: ”Du udviser rettidig omhu, og tak for det. Men det er da brand-ærgerligt”. Det er sagen i en nøddeskal. Nu glæder vi os bare til den dag, hvor krisen er ovre, og vi igen kan slå alle museumsdørene op på vid gab”.
ROMU er en selvejende museumsorganisation, som dækker kulturarven fra stenalderen til nyere tid i Roskilde, Frederikssund og Lejre Kommuner. ROMU beskæftiger knap 60 ansatte på ti besøgssteder, herunder Ragnarock – museet for pop, rock og ungdomskultur. ROMU driver også adskillige hjemmesider, nyhedsbreve samt profiler på sociale medier, hvor aktiviteten nu er sat kraftigt op.
TILMELD DIG ROMU’S NYHEDSBREV OG VIND PRÆMIER
– OG FÅ LIGNENDE ARTIKLER OG NYHEDER DIREKTE I INDBAKKEN
Siden du anmodede om kunne ikke findes. Prøv at præciser din søgning, eller brug navigationen ovenfor til at lokalisere indlægget.
BEGIVENHED
Hospitaler i middelalderens Roskilde
Vi har ingen billeder af hvordan hospitalerne i Roskilde så ud i middelalderen, og ingen af hospitalsbygningerne er desværre bevaret til i dag. Men de kan meget vel have set ud som Helligåndshuset i København, hvis indre ses på billedet her. Typisk bestod en hospitalsbygning af en stor højloftet sal, hvor senge kunne stilles langs væggene. Mellem vinduerne ses små nicher, som kunne bruges til patienternes ejendele. Foto: Wikimedia Commons.
I disse dage er der meget fokus på hospitalernes kapacitet. Den er heldigvis meget bedre i dag end den var i middelalderen! Når det er sagt, så var Roskilde den by, der havde de fleste og første hospitaler i middelalderens Danmark.
Hospitalerne i middelalderens Danmark var noget ganske andet end i dag. De var meget mindre og havde kun plads til få personer. De fungerede hertil mere som en slags herberger og plejehjem end som egentlige sygehuse, hvor man behandles af læger, som vi kender det i dag. Tanken om hospitaler kom med kristendommen, hvor det blev set som en from og god gerning at tage sig af syge, fattige og svage. Et af de første hospitaler fandtes i Jerusalem, hvor pilgrimme til det Hellige Land kunne få husly, beskyttelse og pleje.
I Roskilde kender vi til tre hospitaler i middelalderen; Helligåndshuset, Duebrødre hospital og Skt. Jørgensgården. Ingen andre byer i middelalderens Danmark havde så mange hospitaler. Roskilde var en landets største byer, og havde vel dermed flere syge og svage end de fleste andre byer, men vigtigere var det nok, at byen rummede landets mest magtfulde og velstående bispesæde, næst efter ærkebispebyen Lund. Oprettelsen af hospitaler har været et udtryk for kirkens barmhjertighed og fromhed, som ville komme alle troendes sjælefrelse til gode, og var måske også forbundet med en vis prestige.
Det var da også Roskildes biskop Jakob Erlandsen – den senere ærkebiskop for hele Norden – der i 1253 stiftede Danmarks ældste kendte hospital – Helligåndshuset i Roskilde. Huset blev placeret centralt i byen, lige vest for Skt. Laurentii kirke. Der må dog have været et endnu ældre hospital i Roskilde. I 1253 kaldes huset nemlig for det ”nye hospital”. Men det skal vi vende tilbage til!
”En ting har de dog til fælles: når farlige epidemier skulle bekæmpes var isolation det bedste våben.”
Helligåndshuset
I fundatsen fra 1253 hører vi om Helligåndshusets formål: I det gamle var der kun plads til 12 personer, men i det nye skulle der være plads til flere ”syge og gæster, der er nødlidende”. Hvor mange flere får vi ikke præcist at vide, men vi skal nok ikke forestille os meget mere end en fordobling af kapaciteten. For gæsterne står der, at de skal beværtes med husly for natten og et måltid mad.
Egentlig medicinsk behandling har der nok ikke været så meget af. I de europæiske klostre var der gennem århundreder opdyrket en viden om naturmedicin og lægekunst, men Paven og den katolske kirke, så kritisk på egentlig behandling af sygdomme; man skulle i princippet nøjes med at give patienterne rolige omgivelser og bede for dem hos sygdommens værnehelgen. At udøve f.eks. kirurgi var forbudt og i 1200-tallet forbød paven klostrene al lægevirksomhed.
I Helligåndshusets fundats nævnes også et andet formål. Huset skulle give kost og logi til 12 ”peblinge”, dvs. elever fra domkirkens latinskole. De 12 elever skulle særligt udvælges og en gang om året underkastes en ”streng prøve”, så de mindst egnede kunne sorteres fra. Eleverne skulle have bolig ”mod nord i huset, helt adskilt og fjernet fra andres larm, for at de kan have ro og fred til deres studeringer og bo i nærheden af Domkirken”. Det nævnes i øvrigt også, at biskoppen havde foræret bøger til elevernes studier, og at bøgerne ikke måtte fjernes fra huset. Så et bibliotek har der også været.
Det gamle hospital
Men nu tilbage til ”det gamle hospital” i Roskilde. Som nævnt kaldtes Helligåndshuset for det ”nye hospital” i 1253, og det har derfor være diskuteret, hvor det gamle hospital lå. Vi ved at Duebrødre hospital lå uden for byporten mod vest og de spedalskes hospital lå på Skt. Jørgensbjerg. Var et af disse det gamle hospital? Et sagn henfører stiftelsen af Duebrødre hospital til Valdemar d. Stores tid i 1100-tallet, men vi har ingen beviser på dette. Foreløbig kan hospitalets eksistens ikke føres længere tilbage end 1300-tallet.
Mere sandsynligt er det, at det ældste hospital lå på Skt. Jørgensbjerg. ”De spedalskes hus” nævnes her første gang i 1263, men formentlig er det ældre. En mølle lige nedenfor Skt. Jørgensbjerg omtales i 1280 som ”det gamle hospitals mølle”, og ifølge en samtidig krønike lod biskop Peder af Roskilde bygninger opføre på Sankt Jørgensbjerg i begyndelsen af 1100-tallet, for at ”der kunne blive et munkekloster dér”. Et kloster hører vi ikke mere til, men det kunne være begyndelsen på det hospital, der senere blev til de spedalskes hus og Skt. Jørgensgården. Spedalskhedshospitalerne lå ofte et stykke uden for byerne for at kunne isolere de syge.
Vi kender ikke størrelsen på hverken Duebrødre eller de spedalskes hospital, men mange flere sengepladser end i Helligåndshuset har der nok ikke været. Så der er langt fra middelalderens hospitaler til vore dages sygehusvæsen. En ting har de dog til fælles; når farlige epidemier skulle bekæmpes var isolation det bedste våben.
Link til fundatsen for Helligåndshuset af 17. maj 1253 oversat fra latin
TILMELD DIG ROMU’S NYHEDSBREV OG VIND PRÆMIER
– OG FÅ LIGNENDE ARTIKLER OG NYHEDER DIREKTE I INDBAKKEN
Siden du anmodede om kunne ikke findes. Prøv at præciser din søgning, eller brug navigationen ovenfor til at lokalisere indlægget.
BEGIVENHED
Virusinfektionen norovirus kaldes i Danmark for ”Roskilde Syge”, fordi der i mellemkrigstiden var to meget store og karakteristiske udbrud af maveondet netop i domkirkebyen. Rent vand, god hygiejne og karantæne til ramte bidrog til at løse problemet – og er stadig den dag i dag en vigtig brik i forebyggelsen. – FOTO: Pexels.com
Der er så meget, Roskilde med stolthed har lagt navn til. En af Nordeuropas største musikfestivaler, Rokilde Festivalen, for eksempel. Roskilde Domkirke, som er på listen fra UNESCO over verdens kulturarv. Eller Roskilde Ringen, der indtil slutningen af 1960’erne var banebrydende inden for motorsporten.
Den toneangivende stænderforsamling, som uddannede en ung generation til demokratiets nye virkelighed fra 1835 og frem til grundloven i 1849 lå i Roskilde. Kongeriget Danmarks første jernbane gik fra København til netop Roskilde. Roskilde Universitet har siden grundlæggelsen i 1972 vokset sig stort og dannet skole med sin projekt- og problemorienterede tilgang til læring og samarbejde.
Men én ting ville byen med den stolte historie om kultur, kreativitet og viden nok helst have været fri for at lægge navn til, nemlig sygdommen, som i Danmark har fået navnet ”Roskilde Syge”.
I en tid, hvor COVID-19 er på alles læber, kan der ikke desto mindre være god grund til at kaste et blik tilbage i sygdommenes kulturhistorie for at kunne tage lidt ved lære også af ”Roskilde Sygen”. For sygdommen fandtes – og findes stadig. Den havde sine naturlige årsager. Det lykkedes at håndtere den, om end med en del besvær.
Og så var der frem for alt også en vej videre frem fra og ud af den krise, som sygdommen forvoldte.
Roskilde skulle imidlertid gå så grueligt meget igennem, før det hele blev godt igen dengang i mellemkrigstiden, hvor ”Roskilde Sygen” i to omgange først i 1925 og så igen i 1935 foldede sig ud i skræmmende stor skala.
Rigtig dårlig mave med tilhørende feber, opkastninger og diarré fik helt op mod en tredjedel af borgerne i Roskilde ved udbruddet i 1935 af Roskilde Sygen. Svage, ældre og børn var særligt udsatte, og flere døde.
Der var tale om en infektionssygdom, som smittede hurtigt og let fra person til person, da først den havde bidt sig fast i området. Og ligesom med COVID-19, så var der heller ikke dengang nogen vaccine eller medicin mod norovirus, som ”Roskilde Syge” også kendes som.
Hurtigt kom debatten i byen til at dreje sig om årsagen til smitten. Opmærksomheden faldt på en forurening af drikkevandet, som mentes at stamme fra ”Chromlæderfabriken”, et håndværksgarveri, der lå ved den nuværende Eriksvej syd for jernbanen i Roskilde. Men smitte fra person til person udgjorde også en vigtig faktor i udbredelsen.
Embedslægen gik ind i sagen. Ugeskrift for Læger skrev om fænomenet. En sundhedskommission blev nedsat. Og resultatet blev efter nogen tid blandt andet en gennemgående oprensning af grunden, som garveaffaldet kom fra, en forbedret og mere sikker drikkevandsforsyning og spildevandsrensning.
Kommunen fik også kraftigt stigende udgifter til sundhed, og byens mindre sygehuse blev i kølvandet på ”Roskilde Sygen” afløst af et centralsygehus.
”Roskilde Sygen” kom med epidemisk voldsomhed og bidrog ikke bare til at give ”maveondet” et navn i Danmark; sygdommen førte efterhånden også til en forandring og forbedring af sundhedsforholdene i Roskilde.
Den første dansker, der i 2020 officielt fik diagnosen COVID-19, kom pudsigt nok også fra Roskilde, men arbejdede hos TV2 på Teglholmen i København. Han og hans familie og alle de kolleger, han umiddelbart havde været i tæt kontakt med, kom straks i karantæne.
Sundhedsmyndighederne greb her til et middel mod hurtigt og let smittende sygdomme, som også viste sig at være effektivt mod ”Roskilde Sygen”. Jo færre, der bliver udsat for smitte, des færre får sygdommen. Det var og er det enkle lærestykke.
Karantæne, isolation eller inddæmning kan holde en del smitsomme sygdomme i skak og sinke eller hindre videre udbredelse. Især med sygdomme, der ikke findes en kur mod, er dette fundamentale greb afgørende at ty til. Her hedder medicinen socialt ansvar.
Hver sygdom har dog også sin egen logik og sin egen historie. ”Roskilde Sygen” slår i maven, mens COVID-19 tager pusten.
”Roskilde Sygen” kommer hurtigt til udtryk efter smitten og er også relativt hurtigt overstået, og for langt de fleste går livet roligt videre bagefter. Sprogligt er ”Roskildesyge” i folkemunde blevet en mere løs betegnelse for en hvilken som helst maveinfektion.
COVID-19, som vi heldigvis ikke kalder hverken ”Kinasyge” eller ”Wuhansyge”, smitter også hurtigt, men er længere tid om at vise sine symptomer, den bider sig tilsyneladende mere fast hos de svage grupper, og den har en højere dødelighed.
Drikkevand, der var forurenet med kromsyre, var en af årsagerne til udbrud af maveondet ”Roskilde Syge”, der udbrød første gang i 1925. ”Chromlæderfabriken”, som her er fotograferet i 1914, måtte efter pres ændre på håndteringen af affaldsstoffer. – Foto fra ”Roskilde Bys historie 1850 – 1970, s. 226.
I Danmark står vi lige nu efter alt at dømme kun ved begyndelsen til en ny epidemi, der kan få et historisk omfang. Ikke bare for en by, men for hele den globale landsby.
Men hvad kan vi så lære af tidligere eksempler på noget, der trods alt kunne ligne?
Flere ting: Det er vigtigt at forstå og finde smittekilderne. Rent vand og god hygiejne er altid vigtigt. Samtidig er det helt nødvendigt at bruge karantæne og inddæmning som metode. Det er derfor parolen i disse dage og uger lyder ”Vi passer på hinanden – ved at holde afstand”.
Set med historiske briller, så findes der ikke nogen sikker opskrift på at undgå vira. Borgerne må forberede sig på, at selv når sygdommen er væk, så kan den vende tilbage. Det gjorde ”Roskilde Sygen”. Og det gjorde i øvrigt også en anden stor virusepidemi, den såkaldte spanske syge, som ramte Europa og verden i flere bølger fra 1918.
Men selvom sygdommene bogstaveligt talt gør ondt, er farlige og uforudsigelige, så rummer de også potentiale til forandringer og forbedringer. Stillet over for de enorme menneskelige konsekvenser får beslutningstagere gerne modet til at træffe vidtrækkende, men nødvendige beslutninger, som ruster os bedre til fremtiden.
Mange kan og vil blive ramt, men de fleste vil klare den og være modstandsdygtige i længere tid.
Sygdomme er kommet for at blive, men det er mennesker, som lever sammen i velfungerende fællesskaber og tager ved lære af erfaring, i den grad også.
”Roskilde Sygen” slår i maven, mens COVID-19 tager pusten.
Artiklen bygger på oplysninger fra Roskilde Museums arkiver og samlinger samt oplysninger hentet fra:
Pernille Mette Damsgaard: ”Roskildesyge: Derfor har vi ingen vaccine – endnu”.
Udgivet 27. december 2016 på https://videnskab.dk/krop-sundhed/roskildesyge-derfor-har-vi-ingen-vaccine-endnu.
Nils Engelbrecht: ”Roskildesyge” i Den Store Danske. Gyldendal.
Senest opdateret 2015 på http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=152732.
Per Karlsson, Jørgen Vogelius og Eva Tønnesen: ”Roskilde Bys Historie 1850 – 1970”.
Roskilde Museums Forlag 1998.
Statens Serum Institut: ”Norovirus”. Hentet 16. marts 2020 fra
https://www.ssi.dk/sygdomme-beredskab-og-forskning/sygdomsleksikon/n/norovirus.
Læs andre artikler her.
BEGIVENHED
19.06.2023
Foto: Trine Sejthen, ROMU
Magiske planter og trylleformularer skal findes, når besøgende får udleveret en Sort Bog i museumsbutikken. Herefter kan de begive sig ud på jagt i museumshaven, hvor de med bogen i hånden, vil blive udfordret med fem opgaver, der skal løses, før de finder den magiske trylleremse. Løser man den sorte bogs opgaver, får man en lille belønning.
”En sort bog var en håndskreven magisk bog, som engang var udbredt blandt kloge koner og mænd. Bøgerne var fulde af viden om planter, naturens magi og onde væsner, og de indeholdt hemmelige opskrifter, trylleremser og gode råd til at opdage tyve, kurere sygdomme, afværge hekseri og meget mere,” fortæller vikarierende museumsinspektør Maja Kvamm, og fortsætter:
”Med vores sjove sommeraktivitet genopliver vi den sorte bog, og sender børn og deres familier på en spændende jagt efter magiske planter og beskyttende trylleremser i Færgegårdens eventyrlige museumshave,” siger hun.
Ifølge Maja Kvamm gik der, særligt i 17- og 1800-tallet, rygter på Frederikssundegnen om, hvem der mon ejede sådanne sorte bøger. Folk var både bange for dem – men også nysgerrige på den store magi, bøgerne indeholdt.
Besøg museumsbutikken på Færgegården i åbningstiden for at få udleveret alt, hvad der skal bruges. Børn kan deltage gratis i aktiviteten, mens voksne betaler almindelig entré til museet.
Mød dyrene i fjorden
Alle sanser får motion, når børn og deres familier skal røre, prøve, lugte, se og smage sig igennem fjordens maritime historie i sommerferien.
Lige siden jægerstenalderen har nærheden til fjorden og dens dyreliv formet den måde, mennesker har levet, tænkt, talt, troet og spist på. I sommerferien inviterer Færgegården til hyggelige og sanselige aktiviteter i museumshaven, hvor de besøgende har rig mulighed for at udforske fjordens historie og myldrende dyreliv. Familierne kan gå på opdagelse i de mange akvarier, hvor fjordens smådyr kribler og krabler frem fra alle afkroge.
”Der er rejer, søpunge, krabber, rurer, sandkutlinger, tangnåle, hundestejler, brødkrummesvamp og mange flere. Man også prøve at bøde sit eget fiskegarn som i 1800-tallet, lave en vandkikkert og udforske fjordens mest gådefulde fisk: ålen. Der er også mulighed for selv at hoppe i fjorden med net og spand og fange de mange spændende smådyr,” fortæller Museumsinspektør Maja Kvamm.
Museets formidlere fortæller i strandkanten og sørger for, at de besøgende får deres rejefangst med tilbage på museet, hvor de kan tilberede dem på gammeldags manér. Til sidst kan de konkurrere mod hinanden i årets store åledyst, hvor de prøver ålens fascinerende evner af på egen krop.
Dagen igennem vil der blive fortalt sjove og forunderlige historier om alle dyrene.
”Ikke mange ved, at krabben tisser ud gennem øjnene, eller at man i 1500-tallet mente, at tangnålen kunne forudsige vejret,” siger Maja Kvamm.
Den sorte bogs hemmeligheder
Aktiviteten finder sted fra den 24. juni – 11. august. Åbningstiderne er tirsdag- søndag kl. 11-15.
Mød dyrene i fjorden
Aktiviteten foregår tirsdag, onsdag, torsdag og fredag i uge 27 og 31. Alle dage kl. 11:00-15:00.
Børn under 18: gratis, voksne: 50 kr. (+ billetgebyr). Tilmelding er nødvendig. Tilmelding via Billetto.
FÅ LIGNENDE ARTIKLER OG NYHEDER FRA
FREDERIKSSUND MUSEUM, FÆRGEGÅRDEN DIREKTE I DIN INDBAKKE
FLERE ARTIKLER OG NYHEDER FRA FÆRGEGÅRDEN
jun 19, 2023 | Begivenhed, Mød dyrene i fjorden
Alle sanser skal i brug, når Frederikssund Museum, Færgegården, inviterer børn og deres familier til at gå på opdagelse i naturen både til lands og til vands i sommerferien. I museumshaven kan man gå på jagt efter naturens magi og den ”sorte bogs” magiske trylleremse. Derudover skal fjordens dyr både røres, lugtes og smages.
mar 30, 2023 | Arkæologi, Artikel, Begivenhed-lokal, Nyheder, Udstillinger
”Manden med ørnehjelmen” og mere end 400 andre genstande af guld, sølv og bronze er dukket op på en mark i Hornsherred og har fået ROMUs arkæologer til at spærre øjnene op. Fundet viser, at stedet – der ikke hidtil har påkaldt sig arkæologisk opmærksomhed – har haft en stor betydning i jernalder og vikingetid. Gennem mere end 1000 år.
jan 27, 2023 | Artikel, Begivenhed, Nyheder
I vinterferien kan hele familien tage på fastelavnsoptog i Færgegårdens have og være med til at dyste, lege og smage sig gennem fastelavnens mange skægge traditioner.
nov 23, 2022 | Artikel, Begivenhed, Nyheder
Til Jul på Færgegården kan du opleve julen, som den har føltes, duftet og smagt før i tiden. Lørdag den 10. og søndag den 11. december inviterer Færgegården nemlig til et par hyggelige juledage i idylliske omgivelser.
okt 5, 2022 | Artikel, Begivenhed, Nyheder, Rundvisninger
Allehelgen truer lige om hjørnet, og de mørke kræfter ligger på lur. Heldigvis kan man på Frederikssund Museum, Færgegården, ruste sig til kamp mod det onde. I efterårsferien kan store og små lære tips og tricks til at holde naturens grumme væsner fra døren. Hvis man altså tør.
jun 16, 2022 | Artikel
Rør, prøv, lugt, se og smag jer igennem fjordens maritime historie i sommerferien med Frederikssund Museum, Færgegården
BEGIVENHED
Længe før landingsbaner, terminaler og flyparkering indtog store dele af Amager, blev en betydningsfuld person engang stedt til hvile, tæt på hvor lufthavnens Terminal 3 er i dag.
Københavns Lufthavn, som i disse dage ligger surrealistisk øde hen, står som et monument over den moderne verdens vidtforgrenede netværk. Men det er de færreste, som ved, at der for godt 1.300 år siden lå et andet monument her – lige uden for Terminal 3 – som på sin egen ensomme måde vidnede om vidtstrakte forbindelser. Forbindelser, der formentlig gik mellem kongesædet i Lejre og andre kongesæder i yngre jernalder.
Amager er en flad ø. Det er en god ting, når man skal bygge en lufthavn. Men før græslandingsbanerne kunne indvies for lufttrafikken dengang i 1925, måtte visse forhindringer alligevel ryddes af vejen. Det gjaldt blandt andet en gruppe på fem gravhøje, der bulede op af markerne, tæt ved Øresundskysten. Højene blev undersøgt af arkæologer fra Nationalmuseet i 1921, og viste sig alle at være opført over grave fra ældre bronzealder (1700-1000 f.Kr.).
En overraskelse
Men den største høj rummede en overraskelse. Bare et spadestik under overfladen dukkede forskellige rustne jerngenstande op, ikke mindst over 80 såkaldte klinknagler, en slags store nitter. Det var tydeligt for arkæologerne, at den gamle gravhøj havde været genbrugt i jernalderen, og de mente dengang at klinknaglerne var de sidste spor efter to kister. Senere fandt man ud af, at det ikke var kister, men resterne af en båd, der var gravet ned i højen. Det var altså en bådgrav.
Nye undersøgelser
Jeg har selv haft mulighed for at undersøge genstandene fra bådgraven. Klinknaglernes form, og den måde de var fordelt på i højen, fortalte mig, at det havde været en båd på ca. 12 m længde af den klinkbyggede slags, der er spids i begge ender, og som især vikingetiden er kendt for. Men der var også andre jerngenstande i graven, alle meget rustne og svært genkendelige, og en nøje gennemgang viste, at gravgaverne bestod af blandt andet et enægget sværd, en lanse, rytterudstyr, et træskrin og en spand. Det er gaver, som betyder, at det var en betydningsfuld person, der havde ligget i bådgraven.
Vedkommende var dog for længst blevet til muld, da de udgravede stedet dengang i 1921, og der var intet spor efter skelet. Sværdet i graven kunne give vigtige informationer om gravens alder. Det er nemlig en særlig karakteristisk type, som vi kan datere til begyndelsen af 700-tallet, det er overgangen mellem de perioder vi kalder yngre germansk jernalder og vikingetid.
En sjældenhed
Det er ret ualmindeligt at finde bådgrave i Sydskandinavien fra denne periode i jernalderen. De kan tælles på én hånd. Alligevel skal vi dog ikke bevæge os længere end lige over på den anden side af Øresund, ved Lackalänga lidt nord for Malmø. Vi kender ikke bådens størrelse i dette fund, men graven rummer – ligesom den amager’kanske – våben og rytterudstyr, og er dateret til 700-tallet. Hvad betyder det mon, at disse to sjældne grave ligger ved Øresund?
Lad os kigge mod nord. Længere oppe i Skandinavien er skikken med bådgrave mere udbredt, og den er tydeligt forbeholdt samfundets øverste lag. De store norske skibsgrave fra 800-tallet, som fx Gokstad og Oseberg nær Oslofjorden, er berømte for deres skibe såvel som gravudstyr. Der lå personer på kongeligt niveau i dem. Og omkring søen Mälaren ved Stockholm findes en række rige bådgrave, der er nogenlunde samtidige med vores grav på Amager. Også her er der tale om en skik, der skal knyttes til samfundets øverste lag. Disse betydningsfulde jernaldermennesker havde deres gang omkring det berømte kongesæde ved Uppsala nord for Stockholm.
Lejre og Uppsala
Sagaerne fortæller om forbindelserne mellem de mægtige kongehaller i Lejre og hallerne ved kongesædet i Uppsala. Det var i Uppsala, at Lejrekongen Rolf Krake og hans følgesvende sprang over ilden, da kong Adils forsøgte at brænde dem inde – ”Den flyr ej ilden, som over den springer!” sagde Rolf ved den lejlighed. Men det er bare én fortælling ud af flere, som beretter om både fredeligt samkvem og blodsudgydelser de to kongesæder imellem.
Stoler vi på, at sagaerne fortæller nogle grundlæggende sandheder, så må der have været jævnlig rejseaktivitet mellem Lejre og Uppsala. Dengang foregik rejsen ikke over land. De 750 km ville have været en nærmest umulig affære i det uvejsomme svenske landskab. Det var skibet, som var midlet – ud af Roskilde Fjord, via Øresund, op langs den svenske østkyst indtil indsejlingen til søen Mälaren, hvor Uppsala ligger.
En stormands død?
”Åne rejste denne sten efter sin søn Eskil, som fandt døden med Thore i Øresund.” Det står der på en runesten ved Mejlby. Er den gravlagte på Amager også en rejsende, der aldrig kom hjem, men som blev ramt af sygdom, ulykke eller vold undervejs? Den særlige gravskik med båden kunne tyde på, at den døde kom fra det mellemsvenske område, måske som deltager i Uppsalakongens følge på en rejse mod Lejre eller retur. Den store bronzealderhøj var et tydeligt landmærke på den flade ø, et oplagt monument at genbruge for jernalderens søfarende, der måtte sætte mindesmærke over deres rejsefælle i det fremmede.
En af de årtusind gamle gravhøje, som lå på lufthavnsområdet, stod stadig markant i landskabet i 1700-tallet. Vi ser her Amagers østkyst set fra søsiden, og højen er markeret med ”D”. Kobberstik fra 1756 gengivet i arkitekten Laurids de Thurahs bog om Amager og Saltholm (1758).
TILMELD DIG ROMU’S NYHEDSBREV OG VIND PRÆMIER
– OG FÅ LIGNENDE ARTIKLER OG NYHEDER DIREKTE I INDBAKKEN
Siden du anmodede om kunne ikke findes. Prøv at præciser din søgning, eller brug navigationen ovenfor til at lokalisere indlægget.
BEGIVENHED
Museer hjælper sygehuse – ROMU-medarbejder bag idéen
Når konservatorer rundt omkring på danske museer og konserveringsværksteder arbejder, er de somme tider iført beskyttelsesdragter og åndedrætsværn. Arbejdet med ældgamle museumsgenstande kan nemlig i nogle tilfælde kræve beskyttelse mod skimmelsvamp, mod støv med pigmenter, støv med sundhedsfarlige insektbekæmpelsesmidler eller støv med f.eks. tungmetaller som bly.
Den seneste uges historier i de danske medier om kommende mangel på åndedrætsværn gav derfor konservator og ph.d.-stipendiat Camilla Jul Bastholm en lys idé: hvorfor ikke indsamle nogle af de mange åndedrætsværn, som branchen ligger inde med, og donere dem til det danske sundhedsvæsen? Her kan de i disse uger og måneder gøre langt mere gavn, end på depoter i landets museumsmagasiner.
Vi skal værne om de ansatte i sundhedsvæsenet og passe på dem, så de kan udføre deres vigtige arbejde.
”Jeg fik ideen i sidste uge efter et af regeringens pressemøder. Jeg arbejder selv i et fag, hvor værnemidler er helt essentielle for at kunne udføre mit arbejde helbredsmæssigt forsvarligt. De åndedrætsværn, vi anvender, kan også bruges mod vira af læger og sygeplejersker. På de sociale medier kunne jeg se, at museer i udlandet donerer værnemidler til COVID-19 indsatsen. Da jeg, ud over at være konservator på ROMU, er formand for Nordisk Konservatorforbund, Danmark, så jeg en mulighed for at lave et opråb om donationer til den samlede branche via branchens mailinglister”
Danmark hjælper Danmark
Camilla Jul Bastholm tog kontakt til Lægemiddelstyrelsen, som var meget positive i forhold til ideen. Sidenhen har Lægemiddelstyrelsen iværksat indsatsen ”Danmark hjælper Danmark”, hvor organisationer, myndigheder, institutioner og private virksomheder kan donere specifikke værnemidler.
Lægemiddelstyrelsen har nu bedt Camilla Jul Bastholm og Nordisk Konservatorforbund om at skaffe et overblik over, hvor mange værnemidler museums- og konserveringsbranchen vil kunne indsamle. Det arbejde er allerede i fuld gang, og inden for få dage forventer Camilla Jul Bastholm at kunne melde et overblik tilbage til Lægemiddelstyrelsen. Herefter kan de så lægge sig fast på, hvordan indsamlingen rent praktisk skal foregå i et samarbejde med branchen og Lægemiddelstyrelsens nyetablerede logistikcenter.
Camilla Jul Bastholm ser initiativet som en mulighed for være med til sammen med resten af sin branche at gøre en forskel for et Danmark i krise:
”I takt med at COVID-19 udvikler sig, oplever Danmark et stigende pres på sundhedsvæsenet. Vi skal værne om de ansatte i sundhedsvæsenet og passe på dem, så de kan udføre deres vigtige arbejde. Her er det vigtigt, at vi alle bakker op, udviser samfundssind og gør en indsats hvor vi kan”, forklarer hun.
Læs mere om forholdsreglerne på ROMUs besøgsteder her.
BEGIVENHED
Museumsdirektør advarer om konsekvens af langvarig krise
”Det handler om adskillige millioner kroner, og det kommer desværre til at gøre ondt”.
Over 188.000 mennesker gik sidste år ind og ud ad dørene på et af de ti besøgssteder, som ROMU driver i Roskilde, Frederikssund og Lejre kommuner. Det er flere end nogensinde før på ét år. Men på grund af COVID-19 står museerne nu for tredje uge i træk med helt lukkede døre. Og dørene forbliver efter statsministerens seneste melding nu lukkede frem til 2. påskedag.
Det får museumsdirektøren for ROMU til at sende en tak til tålmodige borgere – og en advarsel om konsekvenserne af det, der nu tegner til at blive en endnu længere krise.
”Folk har været helt utroligt samarbejdsvillige og forstående. Da vi for eksempel skrev ud, at vi måtte udskyde forårets største event med gløden af Gasolin’ fra marts til efteråret, fik vi mange hjertevarme reaktioner som ”vi venter på jer på den anden side” og ”tak, det bedste, I kunne gøre”, siger direktør Morten Thomsen Højsgaard, der også har sendt besked ud om udskydelse af den ellers planlagte åbning i denne uge af særudstillingen ”Grethe – en våbenmodtagelse”.
”Museerne har en kolossal vigtig funktion i vores samfund som mødested for borgerne, som en institution, der forbinder nutidens liv med alt det, der skete i fortiden, så vi alle som borgere er bedst muligt rustet til at møde fremtiden. Men COVID-19 rammer centralnerven i det af være museum”, siger Morten Thomsen Højsgaard og uddyber:
”Vi kan ikke gøre det, der ellers har været unikt for os, nemlig at vise autentiske genstande fra fortiden frem og skabe fælles oplevelser med oplysning i museernes smukke og historiske rum. Dertil kommer så, at vi efterhånden som krisen trækker ud mister flere og flere indtægter fra entréer, fra butikker, fra arrangementer, fra events, fra mødepakker. Det handler om adskillige millioner kroner, og det kommer desværre til at gøre ondt”.
Regeringen og Folketinget har meldt flere hjælpepakker ud for at løse problemer i samfundet, ligesom for eksempel Carlsbergfondet har lovet en håndsrækning til kunstmuseerne, men endnu er der ingen hjælpepakker eller eksterne tiltag, som hjælper ROMU og flere andre af landets kulturhistoriske, mellemstore museer.
”Sådan som det ser ud lige nu, må ROMU selv må bære tabet. Og institutionen har ikke samlet penge på nogen kistebund til at modstå et pludseligt stop for stort set alle kommercielle indtægter i meget lang tid. Nu er vi så i fuld gang med at omstille os til krisen. Men, hvis der ikke kommer særlig hjælp til kulturinstitutioner som os med stor kontakt til et betalende publikum, som vi af hensyn til samfundet nu har bedt om at blive væk, så kommer vi som følge af krisen desværre også til at miste dygtige, højtspecialiserede og dedikerede kolleger, der selv er helt uden skyld i denne alvorlige og gennemgribende forandring af hele vores samfund”, siger Morten Thomsen Højsgaard.
Museumsdirektøren har mandag på et virtuelt personalemøde orienteret medarbejderne om de forandringer og udfordringer, som COVID-19 indebærer for kulturinstitutionen. Og det er med blandede følelser.
”COVID-19 kalder det bedste frem i os som borgere i form af hjælpsomhed, forståelse og vilje til forandring og opdagelse af nye veje til viden. Jeg er imponeret over, så hurtigt og så ansvarligt vores ansatte, frivillige og samarbejdspartnere har indstillet sig på denne fuldstændig nye og uventede situation. Vi gør alt, hvad vi kan for på nye måder fortsat at forske, bevare og formidle kulturarven”, siger Morten Thomsen Højsgaard
”Men samtidig fremtvinger sygdommen det værste, at skulle sige farvel, at miste, at tabe. Et medlem fra bestyrelsen skrev til mig forleden, da vi skubbede nogle af årets største begivenheder: ”Du udviser rettidig omhu, og tak for det. Men det er da brand-ærgerligt”. Det er sagen i en nøddeskal. Nu glæder vi os bare til den dag, hvor krisen er ovre, og vi igen kan slå alle museumsdørene op på vid gab”.
ROMU er en selvejende museumsorganisation, som dækker kulturarven fra stenalderen til nyere tid i Roskilde, Frederikssund og Lejre Kommuner. ROMU beskæftiger knap 60 ansatte på ti besøgssteder, herunder Ragnarock – museet for pop, rock og ungdomskultur. ROMU driver også adskillige hjemmesider, nyhedsbreve samt profiler på sociale medier, hvor aktiviteten nu er sat kraftigt op.
TILMELD DIG ROMU’S NYHEDSBREV OG VIND PRÆMIER
– OG FÅ LIGNENDE ARTIKLER OG NYHEDER DIREKTE I INDBAKKEN
Siden du anmodede om kunne ikke findes. Prøv at præciser din søgning, eller brug navigationen ovenfor til at lokalisere indlægget.
BEGIVENHED
Hospitaler i middelalderens Roskilde
Vi har ingen billeder af hvordan hospitalerne i Roskilde så ud i middelalderen, og ingen af hospitalsbygningerne er desværre bevaret til i dag. Men de kan meget vel have set ud som Helligåndshuset i København, hvis indre ses på billedet her. Typisk bestod en hospitalsbygning af en stor højloftet sal, hvor senge kunne stilles langs væggene. Mellem vinduerne ses små nicher, som kunne bruges til patienternes ejendele. Foto: Wikimedia Commons.
I disse dage er der meget fokus på hospitalernes kapacitet. Den er heldigvis meget bedre i dag end den var i middelalderen! Når det er sagt, så var Roskilde den by, der havde de fleste og første hospitaler i middelalderens Danmark.
Hospitalerne i middelalderens Danmark var noget ganske andet end i dag. De var meget mindre og havde kun plads til få personer. De fungerede hertil mere som en slags herberger og plejehjem end som egentlige sygehuse, hvor man behandles af læger, som vi kender det i dag. Tanken om hospitaler kom med kristendommen, hvor det blev set som en from og god gerning at tage sig af syge, fattige og svage. Et af de første hospitaler fandtes i Jerusalem, hvor pilgrimme til det Hellige Land kunne få husly, beskyttelse og pleje.
I Roskilde kender vi til tre hospitaler i middelalderen; Helligåndshuset, Duebrødre hospital og Skt. Jørgensgården. Ingen andre byer i middelalderens Danmark havde så mange hospitaler. Roskilde var en landets største byer, og havde vel dermed flere syge og svage end de fleste andre byer, men vigtigere var det nok, at byen rummede landets mest magtfulde og velstående bispesæde, næst efter ærkebispebyen Lund. Oprettelsen af hospitaler har været et udtryk for kirkens barmhjertighed og fromhed, som ville komme alle troendes sjælefrelse til gode, og var måske også forbundet med en vis prestige.
Det var da også Roskildes biskop Jakob Erlandsen – den senere ærkebiskop for hele Norden – der i 1253 stiftede Danmarks ældste kendte hospital – Helligåndshuset i Roskilde. Huset blev placeret centralt i byen, lige vest for Skt. Laurentii kirke. Der må dog have været et endnu ældre hospital i Roskilde. I 1253 kaldes huset nemlig for det ”nye hospital”. Men det skal vi vende tilbage til!
”En ting har de dog til fælles: når farlige epidemier skulle bekæmpes var isolation det bedste våben.”
Helligåndshuset
I fundatsen fra 1253 hører vi om Helligåndshusets formål: I det gamle var der kun plads til 12 personer, men i det nye skulle der være plads til flere ”syge og gæster, der er nødlidende”. Hvor mange flere får vi ikke præcist at vide, men vi skal nok ikke forestille os meget mere end en fordobling af kapaciteten. For gæsterne står der, at de skal beværtes med husly for natten og et måltid mad.
Egentlig medicinsk behandling har der nok ikke været så meget af. I de europæiske klostre var der gennem århundreder opdyrket en viden om naturmedicin og lægekunst, men Paven og den katolske kirke, så kritisk på egentlig behandling af sygdomme; man skulle i princippet nøjes med at give patienterne rolige omgivelser og bede for dem hos sygdommens værnehelgen. At udøve f.eks. kirurgi var forbudt og i 1200-tallet forbød paven klostrene al lægevirksomhed.
I Helligåndshusets fundats nævnes også et andet formål. Huset skulle give kost og logi til 12 ”peblinge”, dvs. elever fra domkirkens latinskole. De 12 elever skulle særligt udvælges og en gang om året underkastes en ”streng prøve”, så de mindst egnede kunne sorteres fra. Eleverne skulle have bolig ”mod nord i huset, helt adskilt og fjernet fra andres larm, for at de kan have ro og fred til deres studeringer og bo i nærheden af Domkirken”. Det nævnes i øvrigt også, at biskoppen havde foræret bøger til elevernes studier, og at bøgerne ikke måtte fjernes fra huset. Så et bibliotek har der også været.
Det gamle hospital
Men nu tilbage til ”det gamle hospital” i Roskilde. Som nævnt kaldtes Helligåndshuset for det ”nye hospital” i 1253, og det har derfor være diskuteret, hvor det gamle hospital lå. Vi ved at Duebrødre hospital lå uden for byporten mod vest og de spedalskes hospital lå på Skt. Jørgensbjerg. Var et af disse det gamle hospital? Et sagn henfører stiftelsen af Duebrødre hospital til Valdemar d. Stores tid i 1100-tallet, men vi har ingen beviser på dette. Foreløbig kan hospitalets eksistens ikke føres længere tilbage end 1300-tallet.
Mere sandsynligt er det, at det ældste hospital lå på Skt. Jørgensbjerg. ”De spedalskes hus” nævnes her første gang i 1263, men formentlig er det ældre. En mølle lige nedenfor Skt. Jørgensbjerg omtales i 1280 som ”det gamle hospitals mølle”, og ifølge en samtidig krønike lod biskop Peder af Roskilde bygninger opføre på Sankt Jørgensbjerg i begyndelsen af 1100-tallet, for at ”der kunne blive et munkekloster dér”. Et kloster hører vi ikke mere til, men det kunne være begyndelsen på det hospital, der senere blev til de spedalskes hus og Skt. Jørgensgården. Spedalskhedshospitalerne lå ofte et stykke uden for byerne for at kunne isolere de syge.
Vi kender ikke størrelsen på hverken Duebrødre eller de spedalskes hospital, men mange flere sengepladser end i Helligåndshuset har der nok ikke været. Så der er langt fra middelalderens hospitaler til vore dages sygehusvæsen. En ting har de dog til fælles; når farlige epidemier skulle bekæmpes var isolation det bedste våben.
Link til fundatsen for Helligåndshuset af 17. maj 1253 oversat fra latin
TILMELD DIG ROMU’S NYHEDSBREV OG VIND PRÆMIER
– OG FÅ LIGNENDE ARTIKLER OG NYHEDER DIREKTE I INDBAKKEN
Siden du anmodede om kunne ikke findes. Prøv at præciser din søgning, eller brug navigationen ovenfor til at lokalisere indlægget.
BEGIVENHED
Virusinfektionen norovirus kaldes i Danmark for ”Roskilde Syge”, fordi der i mellemkrigstiden var to meget store og karakteristiske udbrud af maveondet netop i domkirkebyen. Rent vand, god hygiejne og karantæne til ramte bidrog til at løse problemet – og er stadig den dag i dag en vigtig brik i forebyggelsen. – FOTO: Pexels.com
Der er så meget, Roskilde med stolthed har lagt navn til. En af Nordeuropas største musikfestivaler, Rokilde Festivalen, for eksempel. Roskilde Domkirke, som er på listen fra UNESCO over verdens kulturarv. Eller Roskilde Ringen, der indtil slutningen af 1960’erne var banebrydende inden for motorsporten.
Den toneangivende stænderforsamling, som uddannede en ung generation til demokratiets nye virkelighed fra 1835 og frem til grundloven i 1849 lå i Roskilde. Kongeriget Danmarks første jernbane gik fra København til netop Roskilde. Roskilde Universitet har siden grundlæggelsen i 1972 vokset sig stort og dannet skole med sin projekt- og problemorienterede tilgang til læring og samarbejde.
Men én ting ville byen med den stolte historie om kultur, kreativitet og viden nok helst have været fri for at lægge navn til, nemlig sygdommen, som i Danmark har fået navnet ”Roskilde Syge”.
I en tid, hvor COVID-19 er på alles læber, kan der ikke desto mindre være god grund til at kaste et blik tilbage i sygdommenes kulturhistorie for at kunne tage lidt ved lære også af ”Roskilde Sygen”. For sygdommen fandtes – og findes stadig. Den havde sine naturlige årsager. Det lykkedes at håndtere den, om end med en del besvær.
Og så var der frem for alt også en vej videre frem fra og ud af den krise, som sygdommen forvoldte.
Roskilde skulle imidlertid gå så grueligt meget igennem, før det hele blev godt igen dengang i mellemkrigstiden, hvor ”Roskilde Sygen” i to omgange først i 1925 og så igen i 1935 foldede sig ud i skræmmende stor skala.
Rigtig dårlig mave med tilhørende feber, opkastninger og diarré fik helt op mod en tredjedel af borgerne i Roskilde ved udbruddet i 1935 af Roskilde Sygen. Svage, ældre og børn var særligt udsatte, og flere døde.
Der var tale om en infektionssygdom, som smittede hurtigt og let fra person til person, da først den havde bidt sig fast i området. Og ligesom med COVID-19, så var der heller ikke dengang nogen vaccine eller medicin mod norovirus, som ”Roskilde Syge” også kendes som.
Hurtigt kom debatten i byen til at dreje sig om årsagen til smitten. Opmærksomheden faldt på en forurening af drikkevandet, som mentes at stamme fra ”Chromlæderfabriken”, et håndværksgarveri, der lå ved den nuværende Eriksvej syd for jernbanen i Roskilde. Men smitte fra person til person udgjorde også en vigtig faktor i udbredelsen.
Embedslægen gik ind i sagen. Ugeskrift for Læger skrev om fænomenet. En sundhedskommission blev nedsat. Og resultatet blev efter nogen tid blandt andet en gennemgående oprensning af grunden, som garveaffaldet kom fra, en forbedret og mere sikker drikkevandsforsyning og spildevandsrensning.
Kommunen fik også kraftigt stigende udgifter til sundhed, og byens mindre sygehuse blev i kølvandet på ”Roskilde Sygen” afløst af et centralsygehus.
”Roskilde Sygen” kom med epidemisk voldsomhed og bidrog ikke bare til at give ”maveondet” et navn i Danmark; sygdommen førte efterhånden også til en forandring og forbedring af sundhedsforholdene i Roskilde.
Den første dansker, der i 2020 officielt fik diagnosen COVID-19, kom pudsigt nok også fra Roskilde, men arbejdede hos TV2 på Teglholmen i København. Han og hans familie og alle de kolleger, han umiddelbart havde været i tæt kontakt med, kom straks i karantæne.
Sundhedsmyndighederne greb her til et middel mod hurtigt og let smittende sygdomme, som også viste sig at være effektivt mod ”Roskilde Sygen”. Jo færre, der bliver udsat for smitte, des færre får sygdommen. Det var og er det enkle lærestykke.
Karantæne, isolation eller inddæmning kan holde en del smitsomme sygdomme i skak og sinke eller hindre videre udbredelse. Især med sygdomme, der ikke findes en kur mod, er dette fundamentale greb afgørende at ty til. Her hedder medicinen socialt ansvar.
Hver sygdom har dog også sin egen logik og sin egen historie. ”Roskilde Sygen” slår i maven, mens COVID-19 tager pusten.
”Roskilde Sygen” kommer hurtigt til udtryk efter smitten og er også relativt hurtigt overstået, og for langt de fleste går livet roligt videre bagefter. Sprogligt er ”Roskildesyge” i folkemunde blevet en mere løs betegnelse for en hvilken som helst maveinfektion.
COVID-19, som vi heldigvis ikke kalder hverken ”Kinasyge” eller ”Wuhansyge”, smitter også hurtigt, men er længere tid om at vise sine symptomer, den bider sig tilsyneladende mere fast hos de svage grupper, og den har en højere dødelighed.
Drikkevand, der var forurenet med kromsyre, var en af årsagerne til udbrud af maveondet ”Roskilde Syge”, der udbrød første gang i 1925. ”Chromlæderfabriken”, som her er fotograferet i 1914, måtte efter pres ændre på håndteringen af affaldsstoffer. – Foto fra ”Roskilde Bys historie 1850 – 1970, s. 226.
I Danmark står vi lige nu efter alt at dømme kun ved begyndelsen til en ny epidemi, der kan få et historisk omfang. Ikke bare for en by, men for hele den globale landsby.
Men hvad kan vi så lære af tidligere eksempler på noget, der trods alt kunne ligne?
Flere ting: Det er vigtigt at forstå og finde smittekilderne. Rent vand og god hygiejne er altid vigtigt. Samtidig er det helt nødvendigt at bruge karantæne og inddæmning som metode. Det er derfor parolen i disse dage og uger lyder ”Vi passer på hinanden – ved at holde afstand”.
Set med historiske briller, så findes der ikke nogen sikker opskrift på at undgå vira. Borgerne må forberede sig på, at selv når sygdommen er væk, så kan den vende tilbage. Det gjorde ”Roskilde Sygen”. Og det gjorde i øvrigt også en anden stor virusepidemi, den såkaldte spanske syge, som ramte Europa og verden i flere bølger fra 1918.
Men selvom sygdommene bogstaveligt talt gør ondt, er farlige og uforudsigelige, så rummer de også potentiale til forandringer og forbedringer. Stillet over for de enorme menneskelige konsekvenser får beslutningstagere gerne modet til at træffe vidtrækkende, men nødvendige beslutninger, som ruster os bedre til fremtiden.
Mange kan og vil blive ramt, men de fleste vil klare den og være modstandsdygtige i længere tid.
Sygdomme er kommet for at blive, men det er mennesker, som lever sammen i velfungerende fællesskaber og tager ved lære af erfaring, i den grad også.
”Roskilde Sygen” slår i maven, mens COVID-19 tager pusten.
Artiklen bygger på oplysninger fra Roskilde Museums arkiver og samlinger samt oplysninger hentet fra:
Pernille Mette Damsgaard: ”Roskildesyge: Derfor har vi ingen vaccine – endnu”.
Udgivet 27. december 2016 på https://videnskab.dk/krop-sundhed/roskildesyge-derfor-har-vi-ingen-vaccine-endnu.
Nils Engelbrecht: ”Roskildesyge” i Den Store Danske. Gyldendal.
Senest opdateret 2015 på http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=152732.
Per Karlsson, Jørgen Vogelius og Eva Tønnesen: ”Roskilde Bys Historie 1850 – 1970”.
Roskilde Museums Forlag 1998.
Statens Serum Institut: ”Norovirus”. Hentet 16. marts 2020 fra
https://www.ssi.dk/sygdomme-beredskab-og-forskning/sygdomsleksikon/n/norovirus.
Læs andre artikler her.
I ROMUs dækningsområde Roskilde, Frederikssund og Lejre Kommune har vi en lang række enestående spor fra vores fortid af national og international betydning. Eksempelvis kongehaller og skibsætning i Lejre, den underjordiske kirkeruin Skt. Laurentius i Roskilde samt enestående spor og unikke fund fra livet omkring Roskilde Fjord fra oldtid, middelalder og nutid.
