Dansksproget samfundskritisk hardrock og thrash metal: Rockmuseet arrangerer koncert-række for metalfans
Af: Lene Steinbeck
16.01.2025
Den 25. januar kickstarter ’Skarnet’ en koncertrække med fokus på hård rock og metal på rockmuseet i Roskilde. ’Skarnet’ excellerer i poetiske, samfundskritiske tekster på dansk og har skabt sig et helt unikt univers, som både fans og andre nysgerrige godt kan glæde sig til at blive lukket ind i. Foto: Morten Skovgaard
Danmarks rockmuseum hylder livemusikken med en koncertrække, der har hård rock og metal på programmet. Den første koncert byder på poetisk samfundskritik og tonstunge riffs, når ’Skarnet’ optræder i januar, og i marts giver ’Artillery’ en opvisning i old school thrash metal.
Lad håret gro og puds rockhornene – der bliver brug for begge dele, når Danmarks rockmuseum, RAGNAROCK, inviterer alle heavyhoveder til koncerter, som hylder den danske rock- og metalscene. En håndfuld gange i løbet af 2025 vil museets foyer blive omdannet til et helt særligt venue, hvor en god blanding af nyere navne og solide legender fra heavyscenen kommer og fyrer den af.
”Som landets eneste specialmuseum for rock- og populærmusik, har vi et ansvar for at indsamle og formidle i et historisk perspektiv – men også for at følge med i det aktuelle. Kigger man ud over det danske musiklandskab, er der ingen tvivl om, at både rock og metal spiller en helt særlig rolle på landets spillesteder og festivaler, så de genrer skal selvfølgelig også være repræsenteret på rockmuseet,” fortæller Tine Moberg, projektleder på rockmuseet.
Poetisk heavy-univers og legendarisk thrash
Den første heavyaften er den 25. januar, hvor det danske hardrockband ’Skarnet’ lægger vejen forbi rockmuseet. ’Skarnet’ debuterede i 2020 med tonstunge riffs, catchy melodier og poe-tiske tekster på albummet ’Vinger til salg’. Debuten blev i 2023 fulgt op af ”Fængslet i det fri”, som med hårdtslående og melodiske sange høstede topkarakterer fra flere musikanmeldere.
”Skarnet er et band, der med poetiske og rå lyrik, melodiøse riffs og eminente sceneshows har formået at skabe sig et helt unikt univers på relativt kort tid. På mange måder skiller de sig meget ud fra det vi ellers kan opleve på den danske rock- og metalscene lige nu – blandt andet fordi de har valgt at skrive deres musik på dansk. Vi glæder os meget til, at de skal kickstarte vores heavyaftener,” fortæller Tine Moberg.
I marts kan man opleve legenderne fra ’Artillery’ til en omgang stiv kuling i oldschool thrash metal. Bandet har rødder tilbage i de tidlige 80’ere og har været produktive lige siden. Senest fik albummet ’X’ flotte anmeldelser over hele verden, og fans kan godt glæde sig til deres kommende udgivelse, deres 11., der udkommer i 2025.
Helt særligt venue
Koncertrækken skal foregå i museets foyer, der med god lyd og rummets røde nitter som en markant ramme skaber et helt særligt venue. Det er faktisk afprøvet, for det er ikke første gang, at museet arbejder med livescenen i deres arrangementer.
”I 2023 afholdt vi koncertrækken Dunhammeraftener med fokus på syrerocken. Det blev en stor succes, så livemusikken blev selvfølgelig noget vi gerne ville arbejde videre med. Som Danmarks rockmuseum, ønsker vi naturligvis at have en stærk tilknytning til den danske musikbranche, og ved at invitere livemusikken inden for, har vi her muligheden for at komme helt tæt på nogle af Danmarks mange fantastiske bands og artister – nogle hvis musik og fortællinger måske endda også vil skulle formidles i museets udstillinger en dag.”
Info om tid, sted og pris:
’Skarnet’ spiller på Danmarks Rockmuseum, Rabalderstræde 16 i Roskilde lørdag den 25. januar 2025 kl. 20.00. Billetter kan købes via billetto.dk og koster 130 kr./stk.
’Artillery’ spiller på Danmarks Rockmuseum, Rabalderstræde 16 i Roskilde lørdag den 15. marts 2025 kl. 19.00. Billetter kan købes via billetto.dk og koster 150 kr./stk.
TILMELD DIG ROMU’S NYHEDSBREV OG VIND PRÆMIER
– OG MODTAG LIGNENDE ARTIKLER DIREKTE I DIN INDBAKKE
FLERE ARTIKLER OG NYHEDER
Kæmpestor måne får verdenspremiere til Lysfesten i Roskilde
Lysfesten i Roskilde byder på en vaskeægte verdenspremiere, når kunstner Maj D præsenterer værket One Moon. Den store, glitrende måne er lavet af genbrugsmaterialer, som bidrager til kunstværket med hver deres historie.
Glædelig jul fra ROMU!
Museumsdirektør Morten Thomsen Højsgaard ser tilbage på et begivenhedsrigt år med rockhistorie og racerbiler, krigerhjelm og kongegrave. Kulturarven samler folk og skaber begejstring. Også i juletiden. Tak for det!
Skoleforløb med kartoffelmarcipan og halmnisser hitter
Hvordan fejrede man jul under besættelsen, og hvad skrev man på ønskesedlen, dengang al legetøj var analogt? Det kan eleverne lære om på ROMUs besøgssteder, der op til jul udbyder skoleforløb med ”marcipan”, kandis og glaserede æbler. Og det har skolerne i dén grad benyttet sig af.
Vær med til at gøre Lysfesten til et strålende møde i mørket
Opbakning er alfa og omega, når Kulturstrøget den 30. januar inviterer til Lysfest. Jo flere gæster, desto lysere kan Roskilde stråle og gløde i mørket. Arrangørerne inviterer alle til at være med og efterlyser frivillige til at sikre, at gæsterne får en god oplevelse.
Sjællands smukkeste vandmølle er blevet endnu smukkere
Renoveringen af det fredede møllehus på Tadre Mølle er fuldført – og klar til det store årlige julemarked søndag den 7. december.
Jul med smørklat på toppen – oplev julemarked på Skenkelsø Mølle
Juletiden byder på et væld af hyggelige traditioner. En af dem er julemarkedet på Skenkelsø Mølle, hvor der næsten er garanti for at komme i julestemning. Som vanligt trækker den gamle mølle i juletøjet, og de frivillige arrangerer en hyggelig dag for hele familien.
Ny bog blev fejret med symbolske chokolader og bevingede ord om Roskilde Domkirke
Titlen er ”Kongelige begravelser”, men fejringen af bogen var alt andet end sørgelig. Bogreceptionen i Det Kongelige Palæ bød blandt andet på et smukt traktement med royalt islæt og stærke ord om naboen, Roskilde Domkirke.
Butiksansvarlig søges til museumsbutikken på Danmarks Rockmuseum, Ragnarock
Kunne du tænke dig at stå i spidsen for en af Danmarks fedeste museumsbutikker? Har du solid erfaring med detail, og har du lyst til at møde mange forskellige mennesker hver dag? Så er jobbet som butiksansvarlig på Danmarks Rockmuseum, Ragnarock måske noget for dig.
Overgiv dig – det er Merry Freakin’ Jul!
Lyden af jul har indtaget Danmark, og på RAGNAROCK kan du få stillet den musikalske julehunger, uanset om du er til julehjertevarm fællessang, vil brillere med vennerne i viden om julemusik eller er klar til at give årets pynt et los i julekuglerne.
Ny bog: ROMU-forsker gransker 1000 års kongelige begravelsestraditioner
En kongelig begravelse markerer overgangen fra én regent til en anden. Men den er også en dybt symbolsk ladet handling, der har betydning for kongemagten, folket og for en nations sammenhængskraft. I en ny bog, som for første gang undersøger 1000 års kongelige begravelser, kaster ph.d. Laura Maria Schütze et blik på folkets rolle i kongemagtens vigtigste ritual.





























