De frivillige har savnet hinanden – og den gamle mølle
Af: Lene Steinbeck
01.07.2021
![skenkelsø mølle02_formindsket](https://romu.dk/wp-content/uploads/sites/21/2021/07/skenkelsoe-moelle02-formindsket.jpg)
Skenkelsø Mølle Museum får liv af Egedals frivillige, som blandt andet arrangerer aktivitetsdage på møllen. Her kan man komme lidt tættere på livet i gamle dage, hvor en vaskemaskine havde to arme og kørte på knofedt. Foto: Finn Jørgensen, Egedal Arkiver og Museum.
Efter en lang corona-nedlukning kan de frivillige ved Skenkelsø Mølle se en ende på den ufrivillige isolation. Det er nemlig ikke bare møllen, historien og formidlingen, der lokker dem til at engagere sig i møllen. Det er i lige så høj grad det sociale samvær med de andre frivillige. Og det har været savnet.
I mange måneder har der været lukket for offentligheden på Skenkelsø Mølle ved Ølstykke. En gammel hollandsk vindmølle, der også fungerer et museum. Derfor har den, lige som resten af kulturlivet, siden sidste forår været underlagt restriktioner på grund af corona.
For de frivillige, der har en meget stor andel i art drive stedet som mølle og museum, er det ikke kun de manglende gæster, der har været hårdt. De frivillige blev nemlig også sendt hjem – senest lige før jul, da smitten igen var i kraftig stigning.
”Det var meget mærkeligt. Vi havde jo lagt en arbejdsplan for alt det, vi skulle nå i januar og februar. Men det blev ikke til noget,” fortæller Anne Marie Dam, der har været frivillig ved møllen i syv år.
Nedlukningen ramte også Winnie Bjørn Andersen, der i de fleste af sine 13 år som frivillig på møllen har været møllekone. Det seneste år dog uden at være ret meget på møllen.
”Jeg syntes ikke, det var sjovt. Jeg har virkelig savnet møllen og de andre møllerkoner. Hele den sociale del,” supplerer hun.
Som møllerkone har man en finger med i spillet, når der skal planlægges, hvad der skal ske på møllen. Møllerkonerne plejer at mødes hver 14. dag for at vende, om noget skal laves om i udstillingerne, og hvad der skal være af tilbud til gæsterne. Men det har været sat på pause i en lang periode.
”DET har jeg savnet under coronaen. Det er alle sammen nogle hyggelige mennesker, fra kaffedamerne til dem, der sidder og spinder. Der er et fantastisk godt sammenhold, og vi tager os så godt af hinanden. Efter jeg blev enke for et par år siden, har det betydet så meget at kunne komme der,” siger Winnie Bjørn Andersen.
Som en god arbejdsplads
Når gæsterne besøger Skenkelsø Mølle for at se den i funktion, sidder Anne Marie Dam ofte ved kværnene. Hun er glad for tjansen og er efterhånden blevet en slags ekspert i forskellige typer mel. Men det er primært den menneskelige kontakt, hun sætter pris på som frivillig. Hun ser møllen som en slags forlængelse af arbejdslivet.
”Det giver virkelig meget socialt. Det er ikke sådan, at det bliver til venskaber lige med det samme. Men det kommer alligevel hurtigt. Når vi er på møllen, griner vi meget og spørger til hinandens liv. Det er meget lig det, man har på en arbejdsplads – hvis det altså er en god arbejdsplads,” fortæller Anne Marie Dam.
Nedlukningen er blevet brugt fornuftigt, så møllen står skarpt, nu hvor gæsterne begynder at vende tilbage. Der er blevet skiftet døre og vinduer, et utæt tag over magasinbygningen er blevet erstattet med et nyt, og der er kommet ny gårdsplads.
Det har krævet hjælp fra de frivillige, dog i mindre grupper. Og den manøvre har givet plads til en stærkere tilknytning til stedet, synes Winnie Bjørn Andersen. Da vinduer og døre skulle skiftes, blev alle møbler flyttet ud fra væggene, som også fik en kærlig omgang maling.
”Jeg føler personligt, at jeg kender møllen meget bedre nu. Når man har været med til at røre ved alt inventaret, møblerne og tingene, været med til at sætte det hele på plads igen, så føler jeg, at jeg kender den bedre. Jeg kan ikke undvære den mølle, jeg holder utroligt meget af den. Det er blevet MIN mølle efter hånden.”
![Julemærkeafsløring 2018_formindsket](https://romu.dk/wp-content/uploads/sites/21/2021/07/julemaerkeafsloering-2018-formindsket.jpg)
Winnie Dam Andersen håber, at den gamle mølle snart kan vende tilbage til hverdagen med gæster og en høj grad af socialt samvær for de frivillige omkring museet og mølledriften. Foto: Privat.
![skenkelsø04_formindsket_](https://romu.dk/wp-content/uploads/sites/21/2021/07/skenkelsoe04-formindsket-.jpg)
Møllen fra 1891 er stadig i drift, så hvis man vil lære mere om processen med formaling af korn, er den helt sikkert et besøg værd. Møllen drives i dag af Egedal Kommune. Foto: Finn Jørgensen, Egedal Arkiver og Museum.
Besøg Møllen:
Man kan bestille tid til at se Skenkelsø Mølle Museum tirsdag og torsdag formiddage. Der er dog også åbent for besøgende, der kommer forbi i dagstimerne. Det koster ikke noget at komme ind. Læs mere om møllen her.
I 2021 har museumsorganisationen ROMU fået det samlede, lovafledte, kulturhistoriske ansvar i Egedal Kommune. ROMU skal i henhold til museumsloven foretage arkivalsk kontrol forud for nye byggesager for at sikre eventuelle væsentlige bevaringsværdier for eftertiden.
TILMELD DIG ROMU’S NYHEDSBREV OG VIND PRÆMIER
– OG MODTAG LIGNENDE ARTIKLER DIREKTE I DIN INDBAKKE
FLERE ARTIKLER OG NYHEDER
VAR HAN EN HALSHUGGET VENDISK SØRØVER?
I 2017 gjorde arkæologer fra ROMU et overaskende fund af to menneskekranier ved museets udgravning på Sortebrødre Plads forud for opførelsen af et p-hus. Udgravningen bragte ny viden frem om middelalderens Roskilde i form af spor af en hidtil ukendt forstad til middelalderbyen. Men altså også to menneskekranier – som måske har tilhørt to dræbte fjender. Læs her en mulig forklaring på fundet.
FRIHEDENS SOL OVER ROSKILDE
De fleste danskere har et sæt sort-hvide billeder, der dukker frem på nethinden, når talen falder på besættelsestiden. Mange af billederne stammer fra de første besættelsesfilm og ugerevyer, der henover sommeren 1945 løb over lærredet. De første film var mindre lokale produktioner, hvilket Frihedens sol over Roskilde er et eksempel på. Her gik byens sparrekassedirektør Knud Henker rundt og filmede og registrerede den glædesfyldte, men også kaotiske tid, der udspillede sig i Roskilde på befrielsesdagen og ugerne derefter.
TID TIL AT MINDES OG HYLDE FRIHEDEN
Når vi i aften sætter lys i vinduerne, er det for at mindes Befrielsen. Samtidig minder vi med lyset hinanden om, hvor flygtig friheden kan være, og hvor vigtigt det er aldrig at tage den for givet. Den historiske aften markeres med arrangementet Alsang i Roskilde Livestream, hvor vi mindes og synger for friheden sammen hver for sig. Mindebegivenheder som den er sammen med fysiske mindesmærker med til at fastholde vores erindringer om dem, der kæmpede for friheden.
TUREN TIL DIG, DER VIL OPLEVE MINDESMÆRKER
Hop på cyklen og oplev mindesmærkerne i byen rejst for mennesker, der kæmpede for din frihed.
KULTURARV GENOPFINDER SIG SELV PÅ 4. MAJ I KRISETID
Roskildes kulturaktører er gået sammen for at holde traditioner for 4. maj lyslevende med virtuel alsang på den mindeværdige aften. Og det er et eksempel på, hvordan hele landet i virkeligheden har brugt krisen til at forstå og tage vare på det, der giver livet værdi, skriver museumsdirektør i en aktuel kommentar
ROSKILDE-HISTORIKER: PÅ 1. MAJ VISER VI STYRKEN I SAMMENHOLDET VED AT HOLDE AFSTAND
I over hundrede år er Arbejdernes internationale kampdag blevet markeret i Roskilde. Kun i besættelsens sidste år blev kampdagen forhindret, og i år har corona-pandemien sat en stopper for demonstration og forsamling den 1. maj. Men dagen kan alligevel bruges til at demonstrere styrken i sammenholdet, mener historiker Hans-Christian Eisen.
KRISER KALDER PÅ SAMFUNDSSIND OG OPFINDSOMHED
Ordet samfundssind, som vi bruger så meget i disse uger, trækker tråde tilbage til besættelsestidens Danmark. Og selv om der er en verden til forskel på at være midt i en verdenskrig og at bekæmpe en pandemi, så er der også fællestræk. Kriser kræver afsavn i dagligdagen og kalder på samfundssind og opfindsomhed. Men hvor hverdagslivet under besættelsen især bød på materielle afsavn, er det i dag de sociale afsavn vi må leve med.
TOILETPAPIRET, DER SKREV SIG IND I HISTORIEN
Kan du huske, da vi alle sammen talte om hamstring af toiletpapir i krisens første dage? Det føles måske allerede som længe siden nu, men historien om toiletpapiret er historien om, at helt almindelige hverdagsting kan ”træde i karakter” og være med til at forme vores oplevelse af historiens udvikling – i dag såvel som for hundrede år siden.
VÅBNENE KOMMER – HILSNER TIL GRETHE OG JULIANE…
’Så sad vi der og ventede på Grethe.’ Og det var det, de gjorde. En modstandsgruppe, Borup-holdet, sad i Bidstrup-skovene nær Roskilde i september 1944 og ventede på Grethe. Grethe var det kodeord, de havde hørt i radioen og navnet på den våbenmodtagelse, som de nu sad og ventede på ved Gyldenløveshøj, Sjællands højeste punkt. Våbennedkastningerne foregik også andre steder på Sjælland. De startede i 1943, og i disse dage for 75 år siden foregik en af de sidste våbenmodtagelser under kodeordet Juliane nær Hove i Nordsjælland.
NÅR ARKÆOLOGEN ARBEJDER HJEMMEFRA
Ligesom mange danskere i øjeblikket er de fleste af ROMUs medarbejdere sendt hjem for at arbejde. Det gælder også flere af museets arkæologer. Men kan man overhovedet arbejde hjemmefra, når man er arkæolog? Det korte svar er ja! Faktisk kan skrivebordsarkæologien slet ikke undværes. Arkæolog Nadja M.K. Mortensen fortæller om arbejdet ude og inde og inviterer dig indenfor i hjemmekontoret.