Ét år efter patient nul: ROMU har sikret historien om corona-krisen for eftertiden
27.02.2021
Af Niels Hein
Under corona-krisen har både arbejde og socialt liv foregået digitalt. Det har været en udfordring for museets arbejde med at indsamle genstande fra borgernes hverdag. Illustration: Trine Sejthen /ROMU
Lige siden corona-pandemien ramte Danmark, har ROMU’s samlingsmedarbejdere arbejdet ihærdigt med at indsamle lokale genstande og fortællinger om krisen. Det har ikke været uden udfordringer.
Mange forbinder lokalmuseer med montre fyldt med arkæologiske genstande og beretninger fra livet i gamle dage. Men en vigtig del af museerne arbejde er også konstant at indsamle genstande og historier fra vores egen tid:
“Vi er meget opmærksomme på at indsamle materiale fra samtiden, for en dag at kunne sætte det i spil i vores formidling og i vores forskning,” siger Laura Maria Schütze, museumsinspektør for nyere tid på ROMU.
Laura arbejder med at sikre, at store og små begivenheder i Roskilde, Frederikssund og Lejre bliver bevaret for eftertiden, og engang imellem skal der reageres hurtigt:
“Vi har flere gange måttet rykke ud med kort varsel, for eksempel da Stormen Bodil ramte Roskilde Fjord i 2013, hvor vi indsamlede fotos, øjenvidneberetninger og børnetegninger. Nogle gange er det mindre indsamlinger. Da Hansen Is for eksempel valgte at ændre navnet på isen ‘Eskimo’ til ‘O’Payo’, sørgede vi for at indsamle en række isskilte, plakater og isbokse med det gamle navn,” siger Laura Maria Schütze.
Den 27. februar 2020 indtraf en begivenhed, som fik både lokal og national betydning. En roskildenser blev som den første dansker konstateret smittet med corona-virus efter en skiferie i Norditalien og blev kendt i hele Danmark som patient nul. Epidemien var kommet til landet, og museet gjorde sig klar til at indsamle materiale fra Roskilde, Frederikssund og Lejre:
“Vi vidste, at vi skulle dokumentere, hvordan krisen påvirkede hverdagen, men vi ville også fokusere på hverdagens nye helte. Det var selvfølgelig sundhedspersonalet, men også de oversete helte – buschaufføren, postbuddet og kassemedarbejderen,” siger Laura Maria Schütze.
En krise uden fysiske genstande
Museet efterlyste både beretninger og genstande i medierne og tog selv kontakt til lokale institutioner og firmaer. Men museets medarbejder stødte på flere udfordringer:
“Der var mange, som gerne ville hjælpe, men af sikkerheds- og sundhedsmæssige årsager kunne de ikke altid mødes eller overlevere genstande. Og vi stødte også på en række etiske overvejelser. Kunne vi komme til at påvirke situationen og måske ligefrem forværre den, ved for eksempel at forstyrre sygeplejersken i en travl og stresset hverdag? Det var vigtige overvejelser,” siger Laura Maria Schütze.
Det lykkedes museet at indsamle en række fortællinger fra almindelige borgere og hverdagens helte. Men indsamlingen af genstande var noget sværere:
“Bortset fra mundbind og håndsprit er corona-krisen jo karakteriseret ved at være genstandsløs. Folk er ikke kommet hinanden ved, som de plejer, men holdt afstand, og både arbejde og det sociale liv er foregået digitalt – og hvordan indsamler vi det?” spørger Laura Maria Schütze.
Særligt fokus på lokal historie og hvordan krisen påvirker religion
Selvom corona-krisen har påvirket hele samfundet, vidste museet, at de måtte fokusere deres indsamlingsarbejde:
“Som lokalmuseum er det vores opgave at indsamle beretninger og genstande som havde en klar forbindelse til de tre kommuner, som ROMU dækker, nemlig Lejre, Frederikssund og Roskilde” siger Laura Maria Schütze.
Samtidig har ROMU haft et særligt fokus på det religiøse liv under corona:
“Vi har allerede et forskningsprojekt om levende religion i Roskilde, så det var naturligt også at kigge på, hvordan corona-epidemien har ramt det religiøse liv, fx omkring påsken, ramadanen og julen. Så vi har blandt andet lavet interviews med ansatte i den katolske kirke, folkekirkerne og den tyrkisk moske,” siger Laura Maria Schütze.
ROMU er selvfølgelig ikke det eneste museum, som har arbejdet med corona-krisen, og museet er med i et større netværk blandt danske museer og arkiver, hvor man udveksler ideer og erfaringer om, hvordan man kan dokumentere den samtid, vi lever i.
Du kan stadig bidrage med en fortælling eller genstand
Vil du bidrage med en fortælling, kan du udfylde ROMUs online formular (eller skrive et brev), hvor du beskriver dagligdagen, en situation eller de udfordringer, tanker og bekymringer, du står med. Det behøver ikke være en lang tekst. Send gerne et foto eller en video med.
Hvis dit bidrag er en genstand, så tag et billede og knyt en fortælling til. Når krisen er overstået, vil ROMU muligvis gerne kontakte dig for yderligere information.
Du finder online formularen her: romu.dk/coronaindsamling-paa-romu/
Du kan også sende et fysisk brev til os på adressen:
Sankt Ols Stræde 3, 4000 Roskilde
Museumskoncernen ROMU blev etableret i 2015 og udgøres i dag af besøgsstederne Roskilde Museum, Frederikssund Museum, Lejre Museum, RAGNAROCK – museet for pop, rock og ungdomskultur, Lützhøfts Købmandsgård, Håndværksmuseet, Sankt Laurentius, Gl. Kongsgård, Tadre Mølle og Domkirkemuseet.
TILMELD DIG ROMU’S NYHEDSBREV OG VIND PRÆMIER
– OG MODTAG LIGNENDE ARTIKLER DIREKTE I DIN INDBAKKE
FLERE ARTIKLER OG NYHEDER
FÅ NYT OM KONGELIG MAGT I LIV OG DØD I SEN JERNALDER OG VIKINGETID
Lejre Museum lancerer nyt og gratis digitalt nyhedsbrev om Danmarks forhistorie. Første udgave udkommer 5. februar 2021.
VIKINGESYMBOLER BLIVER BRUGT AF QANON-SHAMAN
PERSPEKTIV. Da Capitol i Washington D.C. blev stormet den 6. januar var både Thors hammer, Yggdrasil og en såkaldt valknude med i menneskemængden, nemlig på QAnon-shamanen Jake Angelis krop. Symbolerne, der gennem mange år er dukket op i vikingefund i blandt andet Lejre og Roskilde, bliver flittigt brugt i moderne politiske sammenhænge, fortæller museumsinspektør og ph.d. Laura Maria Schütze.
PORTRÆT AF EN FRIVILLIG: JEG VAR MED TIL AT UNDFANGE RAGNAROCK
Erling Schliemann er én af de mange frivillige, som bruger sin fritid og sine evner på ROMU’s besøgssteder. Han har arbejdet på RAGNAROCK – museet for pop, rock og ungdomskultur lige fra dets spæde start.
DORTHE SKABER NYE MUSEUMSOPLEVELSER PÅ ROSKILDE MUSEUM
Der går nogle uger endnu, før Roskilde Museum igen kan slå dørene op til den nu forlængede særudstilling ’Grethe – en våbenmodtagelse’, som tilbyder et usædvanligt blik på besættelseshistorien. Mød idéhistoriker og museumsinspektør Dorthe Godsk Larsen, der står bag den roste udstilling, og få et kig ind i de visioner, hun skal folde ud i de kommende år sammen med sine kolleger.
GRETHE HAR VÆRET FRIVILLIG I HAVEHOLDET GENNEM ET ÅRTI: ‘JEG TAGER GERNE 10 ÅR TIL’
Da sognepræst Grethe Lyndby-Jensen gik på pension, valgte hun at flytte fra Jylland og tilbage til hjemegnen på Midtsjælland. Her fandt hun nye venner og udviklede grønne fingre som frivillig i haveholdet ved Gl. Kongsgård.
SOLID DIGITAL VÆKST FOR ROMU I ÅR MED CORONA
Pandemien lagde i perioder ROMU’s fysiske besøgssteder øde hen. Til gengæld har det summet af aktivitet på de digitale platforme
SAGNKONGER OG NEANDERTALERE STRØG TIL TOPS. SE HELE TOP-10 PÅ ROMU.DK I 2020
2020 blev et år, hvor ROMU – som alle andre – blev udfordret af COVID19, der i perioder har lagt besøgsstederne øde. Men læserne på romu.dk er heldigvis fortsat med at række ud efter historien. Læs eller genlæs ROMU’s største hits fra 2020.
FEM DAGE MED KULTUR OG LYS I MØRKET
Det er småt med kulturtilbud for tiden. Derfor er arrangørerne bag Lysfest 2021 særligt begejstrede for, at årets Lysfest kan afholdes. Roskildes borgere kan glæde sig til et skud kultur og lys, helt uden at bryde forsamlingsforbud og afstandskrav.
FRA DIREKTØR I BYGGEBRANCHEN TIL FRIVILLIG I ROMU: KELD VIL SKABE RUM TIL UDFOLDELSE
80-årige Keld Fuhr er frivillig i ROMU som formand for Færgegårdens Venner. Nu træder han ind i ROMU’s bestyrelse, hvor han vil trække på sin ledelseserfaring fra byggebranchen.
PRAGTSMYKKE AFSLØRET I KONSERVATORS VÆRKSTED
I mere end to år har ROMU’s arkæologer og konservator arbejdet med fundene fra den sensationelle udgravning i Vindinge, der skabte overskrifter i 2018. Særligt én genstand har overrasket fagfolkene – en såkaldt rosetfibel (et dragtspænde), der blev fundet i en rig kvindegrav.