Ét år efter patient nul: ROMU har sikret historien om corona-krisen for eftertiden
27.02.2021
Af Niels Hein
Under corona-krisen har både arbejde og socialt liv foregået digitalt. Det har været en udfordring for museets arbejde med at indsamle genstande fra borgernes hverdag. Illustration: Trine Sejthen /ROMU
Lige siden corona-pandemien ramte Danmark, har ROMU’s samlingsmedarbejdere arbejdet ihærdigt med at indsamle lokale genstande og fortællinger om krisen. Det har ikke været uden udfordringer.
Mange forbinder lokalmuseer med montre fyldt med arkæologiske genstande og beretninger fra livet i gamle dage. Men en vigtig del af museerne arbejde er også konstant at indsamle genstande og historier fra vores egen tid:
“Vi er meget opmærksomme på at indsamle materiale fra samtiden, for en dag at kunne sætte det i spil i vores formidling og i vores forskning,” siger Laura Maria Schütze, museumsinspektør for nyere tid på ROMU.
Laura arbejder med at sikre, at store og små begivenheder i Roskilde, Frederikssund og Lejre bliver bevaret for eftertiden, og engang imellem skal der reageres hurtigt:
“Vi har flere gange måttet rykke ud med kort varsel, for eksempel da Stormen Bodil ramte Roskilde Fjord i 2013, hvor vi indsamlede fotos, øjenvidneberetninger og børnetegninger. Nogle gange er det mindre indsamlinger. Da Hansen Is for eksempel valgte at ændre navnet på isen ‘Eskimo’ til ‘O’Payo’, sørgede vi for at indsamle en række isskilte, plakater og isbokse med det gamle navn,” siger Laura Maria Schütze.
Den 27. februar 2020 indtraf en begivenhed, som fik både lokal og national betydning. En roskildenser blev som den første dansker konstateret smittet med corona-virus efter en skiferie i Norditalien og blev kendt i hele Danmark som patient nul. Epidemien var kommet til landet, og museet gjorde sig klar til at indsamle materiale fra Roskilde, Frederikssund og Lejre:
“Vi vidste, at vi skulle dokumentere, hvordan krisen påvirkede hverdagen, men vi ville også fokusere på hverdagens nye helte. Det var selvfølgelig sundhedspersonalet, men også de oversete helte – buschaufføren, postbuddet og kassemedarbejderen,” siger Laura Maria Schütze.
En krise uden fysiske genstande
Museet efterlyste både beretninger og genstande i medierne og tog selv kontakt til lokale institutioner og firmaer. Men museets medarbejder stødte på flere udfordringer:
“Der var mange, som gerne ville hjælpe, men af sikkerheds- og sundhedsmæssige årsager kunne de ikke altid mødes eller overlevere genstande. Og vi stødte også på en række etiske overvejelser. Kunne vi komme til at påvirke situationen og måske ligefrem forværre den, ved for eksempel at forstyrre sygeplejersken i en travl og stresset hverdag? Det var vigtige overvejelser,” siger Laura Maria Schütze.
Det lykkedes museet at indsamle en række fortællinger fra almindelige borgere og hverdagens helte. Men indsamlingen af genstande var noget sværere:
“Bortset fra mundbind og håndsprit er corona-krisen jo karakteriseret ved at være genstandsløs. Folk er ikke kommet hinanden ved, som de plejer, men holdt afstand, og både arbejde og det sociale liv er foregået digitalt – og hvordan indsamler vi det?” spørger Laura Maria Schütze.
Særligt fokus på lokal historie og hvordan krisen påvirker religion
Selvom corona-krisen har påvirket hele samfundet, vidste museet, at de måtte fokusere deres indsamlingsarbejde:
“Som lokalmuseum er det vores opgave at indsamle beretninger og genstande som havde en klar forbindelse til de tre kommuner, som ROMU dækker, nemlig Lejre, Frederikssund og Roskilde” siger Laura Maria Schütze.
Samtidig har ROMU haft et særligt fokus på det religiøse liv under corona:
“Vi har allerede et forskningsprojekt om levende religion i Roskilde, så det var naturligt også at kigge på, hvordan corona-epidemien har ramt det religiøse liv, fx omkring påsken, ramadanen og julen. Så vi har blandt andet lavet interviews med ansatte i den katolske kirke, folkekirkerne og den tyrkisk moske,” siger Laura Maria Schütze.
ROMU er selvfølgelig ikke det eneste museum, som har arbejdet med corona-krisen, og museet er med i et større netværk blandt danske museer og arkiver, hvor man udveksler ideer og erfaringer om, hvordan man kan dokumentere den samtid, vi lever i.
Du kan stadig bidrage med en fortælling eller genstand
Vil du bidrage med en fortælling, kan du udfylde ROMUs online formular (eller skrive et brev), hvor du beskriver dagligdagen, en situation eller de udfordringer, tanker og bekymringer, du står med. Det behøver ikke være en lang tekst. Send gerne et foto eller en video med.
Hvis dit bidrag er en genstand, så tag et billede og knyt en fortælling til. Når krisen er overstået, vil ROMU muligvis gerne kontakte dig for yderligere information.
Du finder online formularen her: romu.dk/coronaindsamling-paa-romu/
Du kan også sende et fysisk brev til os på adressen:
Sankt Ols Stræde 3, 4000 Roskilde
Museumskoncernen ROMU blev etableret i 2015 og udgøres i dag af besøgsstederne Roskilde Museum, Frederikssund Museum, Lejre Museum, RAGNAROCK – museet for pop, rock og ungdomskultur, Lützhøfts Købmandsgård, Håndværksmuseet, Sankt Laurentius, Gl. Kongsgård, Tadre Mølle og Domkirkemuseet.
TILMELD DIG ROMU’S NYHEDSBREV OG VIND PRÆMIER
– OG MODTAG LIGNENDE ARTIKLER DIREKTE I DIN INDBAKKE
FLERE ARTIKLER OG NYHEDER
UKENDT KIRKE MIDT I BYEN? – HER FÅR DU SPORENE
Hvis myndighedernes forholdsregler tillader det, så gå en tur på Gråbrødre kirkegård i Roskilde, og lad tankerne flyve tilbage til middelalderen. Dengang lå her et munkekloster med en klosterkirke. Men der er tegn på, at der måske, allerede inden gråbrødrene kom til stedet, lå en endnu ældre kirke. Holder det stik, kan vi føje endnu en kirke til den lange liste over kirker i middelalderens Roskilde. Læs her hvilke tegn, der peger på det – så har du lidt at tænke over på din gåtur.
GLEMTE KRISTUS-FIGURER UNDGIK FARER I ÅRHUNDREDER
Når alle landets kirker i denne påske står tomme, vil altertavler, kirkekunst og krucifikser også mangle beskuere. Den situation har et par markante genstande fra middelalderen i Roskilde Museums udstilling været i før – krucifikserne fra Lyndby kirke.
HER INDLEDTES MODSTANDSKAMPEN
Det er i dag 80 år siden d. 9. april 1940, at de første tyske soldater kørte ind på Stændertorvet i Roskilde. Men samme dag indledtes også den danske modstandskamp, hvilket en mindeplade på ydermuren af den nedlagte Roskilde Kaserne fortæller om.
FRISK LUFT OG FORTID – TRE IDEER TIL TURE MED INDHOLD
Savner du et udflugtmål, når du skal lufte ungerne? Eller et fælles emne, som kan sætte fantasien i gang? Her får du tre tips til gådefulde fortidsminder i Roskilde-området. Vælg frit mellem stenalder, bronzealder og middelalder.
DEL DIN LOKALE CORONA-FORTÆLLING MED ROMU
ROMU indsamler fortællinger og genstande om livet under corona-krisen i Roskilde, Lejre og Frederikssund. Alle kan bidrage med deres historie.
SPANIERE GØR OPRØR MED RÅBEN OG SKUD I ROSKILDE!
Med den aktuelle corona-pandemi er den spanske syge, som hærgede Danmark og resten af verden for godt 100 år siden, i dag blevet en relevant reference for de fleste danskere. En mere ukendt reference til den dansk-spanske relation findes dog her i Roskilde, hvor et spansk oprør brød ud i 1808.
ROMU GENNEMFØRER SPAREPLAN TIL OVER TRE MILLIONER
Ingen hjælpepakker har vist sig at kunne bruges for museumsorganisationen ROMU, som derfor har taget konsekvensen og i dag gennemført en omfattende mængde af besparelser – med opbakning fra tillidsfolk og samarbejdsudvalg. Det sker, samtidig med at organisationen i vid udstrækning omstiller sin formidling til digitale indsatser.
ROMU KLAR MED HJÆLP TIL LÆRERE OG FORÆLDRE
Museumsorganisationen ROMU lægger undervisningsmateriale ud digitalt som tilbud til lærere – og forældre, der kæmper med hjemmeundervisningen. Materialet er rettet mod bestemte trin i skolen og understøtter Folkeskolens Fælles Mål.
BÅDGRAVEN I LUFTHAVNEN
Københavns Lufthavn, som i disse dage ligger surrealistisk øde hen, står som et monument over den moderne verdens vidtforgrenede netværk. Men det er de færreste, som ved, at der for godt 1.300 år siden lå et andet monument her – lige uden for Terminal 3 – som på sin egen ensomme måde vidnede om vidtstrakte forbindelser.
MUSEER HJÆLPER SYGEHUSE – ROMU-MEDARBEJDER BAG IDEEN
En konservator hos ROMU, Camilla Jul Bastholm, har taget initiativ til at indsamle åndedrætsværn og andre værnemidler i museums- og konserveringsbranchen som bidrag til de danske myndigheders COVID-19 indsats.