Arkæolog Ole Kastholm har lagt sig i slipstrømmen på vikingernes skibe. Målet var at kortlægge rejsen fra sagnkongernes Lejre til de svenske naboer, Ynglingerne i Uppsala. Samtidig har Kastholm kigget på betydningen af både rejsen og sejlet, når kongernes skibe kløvede bølgerne op langs Sveriges østkyst.

I dag kan man køre fra Lejre ved Roskilde til Uppsala nord for Stockholm på omkring 8 timer. Der er motorveje og bro, og der er ingen umiddelbar grund til at frygte bagholdsangreb.

Knap så luksuriøs var rejsen for 1500 år siden. Ikke desto mindre kan man læse i sagnlitteraturen, at konger fra Skjoldungeslægten i Lejre og fra Ynglingeslægten i Uppsala foretog rejsen for at besøge hinanden. Men hvor lang tid brugte de på at nå fra det ene kongesæde til det andet? Og hvad betød rejsen for kongerne?

Det satte Ole Kastholm, der er arkæolog og seniorforsker ved ROMU, sig for at undersøge som en del af det store, tværnordiske projekt ’Viking Dynasties’, der er udviklet af KrogagerFonden. Her har arkæologer fra Danmark og Sverige i samarbejde undersøgt kontakten mellem de to mytiske kongeslægter på hver sin side af Øresund. 

I princippet kunne det meste af turen foregå over land, men den mulighed har Kastholm og hans kollegaer anset for så usandsynligt, at de har udelukket den.

”Det er en over 700 km lang strækning i fugleflugtslinje gennem et uvejsomt landskab. Det er ikke sådan lige at finde vej, det er bøvlet at have noget med og bøvlet at forsvare sig. Desuden er det ikke muligt for kongen at færdes standsmæssigt på den måde. Det svarer lidt til, at Dronning Margrethe ankom til en udstillingsåbning på cykel.”

Rejse med forhindringer

Derfor må turen være foregået til søs fra Roskilde Fjord og op til den østsvenske skærgård. Men den faktiske rejsetid er svær at udregne.

”Helt grundlæggende ved vi ikke, hvordan de gjorde. Skulle de ind undervejs for at besøge alliancepartnere? Var der områder med store religiøse tabuer, man skulle undgå, eller steder, man holdt sig fra, fordi andre kontrollerede farvandet? Rejsetiden bliver jo både defineret af ruten og af eventuelle stop undervejs. Men fordi vi ikke kender til den del, så er det taget ud af regnestykket.”

Det samme gælder materielle skader og dårligt rejsevejr. Et knækket ror eller en flænge i sejlet måtte repareres, før man kunne rejse videre, lige som vejret havde stor indflydelse på rejsen. Alle disse faktorer har Kastholm set bort fra for at udregne den ideelle rejsetid.

Den imaginære rejse, som Ole Kastholm har foretaget i et lige så imaginært vikingeskib, tager sit udspring i Lejre og altså Roskilde Fjord, som man må formode, at kongen selv kontrollerede. Op langs fjorden lå en koncentration af anløbspladser med maritime specialer, som vendte ud mod fjorden.

”Det er en form for indgangsportal til Lejre med en masse fund, som fortæller om vidstrakte netværk med tråde til Roskilde Fjord. Kongen har udnyttet landskabet til at kontrollere, hvem der kan komme ind, og derved gøre fjorden til et trygt rum. Det er umuligt at besejle for fremmede. Uden nogen ombord, der kender sejlrenderne, er du lost. Du kommer simpelthen ikke igennem,” forklarer Kastholm.

På svensk udebane

Vel ude af den trygge fjord, ændrer rejsen karakter. Først venter det åbne Kattegat, som har været svært at kontrollere. Området ned til Øresundstragten har sandsynligvis til en vis grad stadig været kontrolleret af Lejrekongen og virket hjemligt. Men når man har rundet sydspidsen af Sverige, møder man op langs den svenske østkyst de fremmedartede klippekyster, som er helt anderledes at besejle. Omkring Stockholm er man tæt på målet, men her venter en sidste udfordring: En indsejling, der minder om den i Roskilde Fjord – men med omvendt fortegn. Her var Lejre-kongen på udebane.

 ”Det er et kontrolleret område, og du er afhængig af en ombord, der kan navigere. Det er en labyrint af små, granbevoksede øer, og man er absolut prisgivet i forhold til at finde vej. Man har også været afhængig af en form for beskyttelse – ellers har man været i en udsat position.”

Ole Kastholm har ud fra en masse eksperimentelarkæologisk data regnet sig frem til, at den ideelle rejsetid er 75 sømil i døgnet.

”Det tal ligner det vi ved fra rejsebeskrivelser fra middelhavsområdet. Men man skal tage det med et gran salt. Alle ved, at der kan være modvind, og at det kan tage en uge bare at komme ud af Roskilde Fjord. Eller at vejret er så dårligt, at du slet ikke kommer afsted. Men hvis du havde medvind, sejllykke og ikke stoppede, kunne du gøre det på syv døgn.”

Rejse for syns skyld

Men hvad var egentlig kongernes incitament til de lange og potentielt farlige rejser? Det har Ole Kastholm også undersøgt. Blandt andet med baggrund i den amerikanske antropolog Mary Helms’ forskning i magthavernes rejser. For selvom vi måske har en tendens til at tro, at fortidens rejser altid måtte have praktiske årsager, som krig eller handel, så var der også dengang andet og mere på spil.

“Den, der besidder fremmed viden, som andre ikke besidder, får en særlig aura. Kongen opnår den her viden ved at rejse ud til steder, som andre måske kun kender på et mytologisk plan, og kommer hjem med nyt. Det er en måde at cementere sin magt på. Derfor er det rejsen i sig selv, der er kvaliteten. Det kan godt være, at man så etablerer handelsnetværk og derefter rejser primært for at handle. Men det kommer i anden række.”

Ole Kastholm forestiller sig, at Lejrekongen har rejst med et mindre følge af skibe og selv ladet sig transportere i et skib, der kan minde om det, der er fundet i Ladby på Fyn. Samtidig har han nok ikke stået tilbage for at gøre brug af tidens revolutionerende nybrud: Sejlet. Det dukker op i Skandinavien omkring 600-tallet. Og det er ikke bare et heldigt tilfælde. For skandinaverne må have kendt til romernes brug af sejlet længe før. Hvis det var løsningen på et funktionelt behov, ville det være dukket op tidligere, mener Kastholm.

”Jeg ser det som en markering af en elite, en måde at skille sig ud. Sejlet er noget eksotisk og fremmed, som må have virket næsten magisk i en rokultur. Det er jo en helt tyst måde at bevæge sig på, at man kan få vinden til at bevæge båden.”

Sejlet som magtsymbol

Sejlet kommer til Skandinavien i en periode, hvor kongesæderne med monumentale byggerier og grave opstår i blandt andet Lejre og Uppsala. Teknologien omkring sejlet er en oplagt måde for en konge at spille med musklerne.

”Det er jo ikke bare at sætte en klud på en pind – der er et væld af specialviden i det at lave et sejl. Det kræver en dyb viden om samspillet mellem det aerodynamiske og hydrodynamiske. Hvad gør skroget, og hvad gør sejlet? Derudover er det en gigantisk investering i ressourcer at sætte sejl på skibene,” fortæller Ole Kastholm.

Andre steder i verden kan man se samme mønster. Sejlet dukker op med mange hundrede års mellemrum, men ofte i samme situation: I staters formative fase.

”Min tanke er, at der er en kobling mellem arkitekturen i kongemagten og sejlets indførelse. Der sker gerne der, hvor stater er ved at blive skabt. Der er et behov for at markere sig, så man bygger gravmonumenter, paladser og så videre. Og så kommer der altså sejl på skibene,” slutter Ole Kastholm.

Man kan altså roligt gå ud fra, at Lejre-kongen ankom standsmæssigt til Uppsala, og at det imponerende syn af et udspilet sejl gennem den drilske skærgård må have gjort indtryk.