Frisk luft og fortidsminder

23.04.2021

Ledreborg Allé. Dette snorlige prestigeprojekt er et godt udgangspunkt for en gå-, køre- eller cykletur. Foto: Cille Krause.

Få overblikket over naturens skjulte historier om fortiden i dette uddrag af ROMU Årbog 2020 “Kulturen på spil” 

Af Cille Krause, arkæolog ved ROMU

Covid-19 har, blandt mange andre ting, også givet os nogle nye rammer for at komme ud og opleve verden omkring os. Vi skal holde afstand, overholde retningslinjer, og man kan ikke bare rejse afsted efter nye oplevelser. Men det giver os også en anledning til at tage vores hverdag og vores lokale område i nærmere øjesyn. For der er mange skjulte oplevelser og ukendte ting i vores hverdag og det område, vi lever i. Men de kan ofte virke helt skjult, fordi vi har vænnet os til at suse forbi dem i hverdagens jag. Hvem tænker over, at vi måske passerer en 1700-tals milesten, når vi har været i Hyrdehøjcenteret for at handle, eller at gravhøjen Maglehøj, i et parcelhuskvarter i Frederikssund, indeholdt begravelsen af en heks fra bronzealderen?
Formålet med denne artikel er at give nogle bud på de skjulte fortidige fikspunkter, der er i vores nærmiljø, som man kan besøge, undre sig over og dykke ned i – i god afstand, hvor alle retningslinjer overholdes, mens eventuelle nys forvises til eget ærme. Samtidig er artiklen en anledning til at gøre opmærksom på, at fredede fortidsminder dækker over virkelig mange ting: De dækker over de klassiske dysser og jættestuer fra yngre stenalder, bronzealderens imponerende gravhøje, middelalderens borge og voldsteder samt de nyere stenbroer og milesten fra 1700-tallet. 

Nogle af de yngste fredede fortidsminder er krigergravene fra 1864 og de knap 600 genforeningssten, som blev rejst i hele Danmark til minde om Sønderjyllands genforening med Danmark i 1920. Både i forhold til datering, funktion og udformning er her således tale om en pose blandede bolcher. Men fælles for dem er, at de hver især rummer vigtige historier om vores fælles fortid. 

Der er ikke offentlig adgang til fredede fortidsminder, ”bare” fordi de er fredede. En stor del af dem ligger på privat grund, og man skal derfor have tilladelse af lodsejer, inden man besigtiger fortidsmindet. De fortidsminder, der indgår i denne artikel, er udvalgt således, at her udelukkende er tale om steder med offentlig adgang. I det følgende præsenteres en håndfuld forslag til fortidige udflugtsmål. Vi begynder med de ældste og arbejder os frem til nyere tid. 

Harald Hildetands Høj 

Gl. Lejre er rigt på fortidsminder, og der findes nok ikke den arkæolog eller historiker i Danmark, der ikke kender til stedet. Her har både været stormandshaller, skibssætninger og gravhøje fra jernalder og vikingetid, og en del af dette ses stadig tydeligt i landskabet. Men området indeholder også fortidsminder, der er langt ældre end de sagnkonger, vi formoder holdt til her. Et af disse fortidsminder, der har været tilskuer til begivenhederne, da stedet var centrum for magthaverne, er langhøjen Harald Hildetands Høj. Den er fra yngre stenalder og ca. 5.500 år gammel eller fra omkring 3.500 f.Kr.
Når denne langhøj får opmærksomhed, er det primært på grund af dens navn, som den har fået meget senere end stenalderen. Første gang, vi ser dette navn, er på Ole Worms træsnit med prospekt over Lejreområdet fra 1643. At højen har fået dette navn, skyldes, at sagnkongen Harald Hildetand ifølge Saxo lå begravet i området, og det har Worm haft i baghovedet, da han lavede prospektet. Det ændrer dog ikke ved, at der er tale om en såkaldt langhøj fra yngre stenalder. Selve højen er, som navnet antyder, aflang, og cirka i midten lå gravkammeret, der var bygget af store sten. Omkring højen var ligeledes sat sten. Tiden har ikke været mild ved højen, og mennesker har også fjernet sten fra anlægget til brug i vejbyggeri. Derfor har der været behov for restaurering, der bl.a. har tilføjet højen nye sten. Det er usikkert, om den har set helt sådan ud, da den blev bygget i stenalderen. Yngre stenalder var en tid, hvor man, på sin vis, kæmpede mod naturen og landbruget var i sin spæde start. Man indførte landbrug med slid og møje og underlagde sig jord, så man kunne dyrke den og holde husdyr. Det kunne give anledning til strid med konkurrerende ”naboer”, og der var et stort behov for at kunne legitimere sin ret til jorden. Dette system kan yngre stenalders gravhøje være en del af. Ved at bygge denne type langtidsholdbare monumenter kunne man lave et fast holdepunkt for slægten, der kunne være med til at retfærdiggøre kravet på jorden. Og man må sige, at højen har været langtidsholdbar – hvis den kunne tale, ville den kunne fortælle historier om begivenheder fra tusindvis af år.

Harald Hildetands Høj har været vidne til mange af eftertidens begivenheder i Gl. Lejre. Foto: Cille Krause.

Børnehøjen – som at løfte taget af en LEGO-bygning 

Børnehøjen ligger på det store grønne areal ud til vejen Børnehøjen i Himmelev, nordøst for Roskilde. Her kan du opleve en dobbelt jættestue fra den del af bondestenalderen, vi kalder mellemneolitisk tid – det vil sige 3.200 2.400 f.Kr. Jættestuer er gravkamre, hvortil en snæver gang fører ind. De er bygget af store sten, og de har plads til, at flere kunne begraves derinde. Man kan kalde dem en slags “genbrugsgravplads”. Det er dog specielt, at der i Børnehøjen blev etableret to gravkamre – som regel ligger jættestuerne enkeltvis i hver deres høj. På samme måde som med Harald Hildetands Høj kan også denne høj ses som en del af et system, hvor man, via langtidsholdbare og forfædre-forbundne monumenter, forsøgte at styrke sit krav til et givent stykke jord. Oprindeligt har der ligget flere store “dæksten” som loft over gravkamrene i Børnehøjen, men de er blevet fjernet på et ukendt tidspunkt. Store kampesten var i høj kurs på den tid, hvor man anlagde veje, broer og jernbaner. Hvis man havde en dysse eller en jættestue liggende på sin jord, kunne man, i gamle dage, tjene penge på at sælge stenene til anlægsarbejdet. At dækstenene mangler på den dobbelte jættestue, giver os mulighed for at se, hvordan man har konstrueret anlægget – lidt ligesom når man løfter taget af en LEGO-bygning. Netop derfor er Børnehøjen en god høj at besøge, hvis man gerne vil ind i et af forhistoriens store stenbyggede gravkamre men ikke har fysik eller lyst til at kravle ind gennem snævre og mørke gange for at nå frem. 

En bronzealderheks og hendes gravhøj?

På hjørnet af Maglehøjvej og Ådalsvej i Frederikssund ligger der en anden type gravhøj på et grønt område med offentlig adgang. Den hedder Maglehøj. Det betyder ”meget stor høj”. I dag er den omgivet af parcelhuse og hverdagsliv. Denne høj gemmer på en af forhistoriens mest gådefulde og mystiske kvindeskæbner – en begravelse, der skiller sig markant ud fra de andre grave, vi kender fra bronzealderen (1.700-500 f.Kr.).
Da gravhøjen blev udgravet i 1888, fandt man en mindre stenkiste på blot 39 x 63 cm, bygget af flade sten. Da låget blev løftet af, må det have været som at gå ind i et egyptisk gravkammer – uforstyrret og som et øjebliksbillede fra ca. 3.200 år siden. I lidt mindre skala, bevares, men alligevel! I bunden af stenkisten lå brændte menneskeknogler, og oven på disse var gravgaverne blevet lagt – de havde heldigvis ikke været med på ligbålet. Blandt gaverne var en kniv, en bøjlenål (et dragtspænde), en dobbeltknap (til at holde dragten eller kappen lukket med) og en bæltedåse – en slags ”dekorativ bæltetaske”, som kvinder kunne gå med i bronzealderen, hvis de var rige nok. Dét der adskiller kvindens gravgaver fra datidens andre kendte gravgaver, er sagerne, hun gemte i sin ”bæltetaske”, de gør nemlig hendes grav helt unik …

I denne lå der to hestetænder, flere knogler fra et væseldyr, et kloled fra et kattedyr (formentlig en los), et knoglefragment fra et rådyr eller lam, et stykke af en fugls luftrør, mange hvirvler fra en slange og brændte knogler, der kunne stamme fra et menneske. Derudover indeholdt beholderen en gren fra en røn, et stykke trækul (formentlig af bævreasp), tre småsten, to stykker svovlkis, et stykke af en bronzekniv og et stykke bronzetråd. Indholdet er tolket som værende amuletter – magiske genstande, der måske kunne bringe lykke, værne mod ulykker eller bruges i trolddom? Hvem og hvad var denne kvinde, der blev begravet i en fjern fortid med sine mystiske gravgaver? 

Måske har kvinden i højen været en medicinkvinde, en heks, en klog kone, en troldkvinde eller én, der kunne kontakte de døde? Kært barn har ufatteligt mange navne. Og vi finder aldrig med sikkerhed ud af, hvilken rolle kvinden havde i sin samtid. En ting er dog sikker, hun skilte sig ud!
Ikke nok med, at hun havde et mystisk sæt genstande med sig i graven, hun var også begravet på fornem vis i en gravhøj. Det var bestemt ikke alle forundt på den tid. Måske har hendes efterladte familie eller venner, fra det samfund, hun var en del af, værdsat hende, fordi hun hjalp dem gennem livets faser og kriser? Under alle omstændigheder har hun haft en helt speciel skæbne, og selv om hendes gravhøj ligner alle de andre gravhøje i landskabet, rummer den en helt særlig historie.

Grundlovens konge samlede runesten

En anden speciel men senere skæbne finder vi hos Frederik 7. Han underskrev i 1849 grundloven, og på det tidspunkt havde han blot været konge i et år. Ved denne handling skrev han sig ind i danmarkshistorien. Men også blandt arkæologer er han en betydelig person, fordi han stod bag utallige udgravninger af fortidsminder og var en ivrig oldsagssamler. Nogle håndgribelige eksempler på hans interesse for oldtiden ses ved Jægerspris Slot. I slotsparken står der tre runesten, som han skaffede sig på Fyn. Runestenene er en lille eksklusiv samling af fortidsminder, som man sjældent finder opstillet i det fri. De tre sten blev skabt i vikingetiden og endte langt fra deres udgangspunkt på Vestfyn i en arkæologiglad konges varetægt. Det drejer sig om tre sten, der alle er fra den nuværende Assens Kommune. Den ene sten er Sønderby-stenen (700-1100 e.Kr.), der blev fundet i et gærde i 1809, hvorefter den blev glemt igen. Skriften på stenen er uklar, men den gengiver muligvis et kvindenavn. Efterfølgende genfindes runestenen i 1841. De to andre runesten er fundet ved Flemløse, og de kaldes derfor Flemløse-sten 1 og 2. Flemløse-sten 1 (700 800 e.Kr.) var indmuret i kirkegårdsmuren ved Flemløse Kirke. Vikingetidens tekst på den lyder ”Efter Roulv står denne sten. Han var nuRa-gode, sønnerne satte (den) efter. Åver malede.”
Flemløse-sten 2 (700-800 e.Kr.) bærer også indskriften Roulv, og den blev fundet omkring 1840 ved en gård i Voldtofte umiddelbart syd for Flemløse. Alle tre sten fik Frederik 7. bragt til Hagenskov, hvor han som kronprins og guvernør over Fyn boede. Tanken var, at stenene skulle opstilles i slotshaven på Hagenskov, beskyttet for fremtiden og vises frem for interesserede. I dag er stenene opstillet i Jægerspris Slotspark, hvor der er offentlig adgang, så man kan betragte dem på nært hold.
De er placeret nær Grevinde Danners grav. Hun var Frederiks 7.s tredje kone – en borgerlig kvinde, som han giftede sig med til stor opstandelse i sin samtid. Frederik 7. og hans livsførelse synes at have været omgivet af virak og spontanitet. Men han har også haft en stor interesse for fortiden og det faste holdepunkt, den kan være.

Fra bispens travle minisamfund til et stille sind med ro

Et område, der har undergået stor udvikling, er Sankt Hans i den vestlige del af Roskilde. Stedet er især kendt for den store rolle i forhold til psykiatrien. Fra begyndelsen af 1800-tallet byggede Københavns Kommune sit store psykiatriske hospital her ved Bistrup, et område, som København havde fået af Frederik 3. som tak for byens vellykkede forsvar mod svenskerne ved stormen på København i 1659. Området bliver flittigt benyttet af løbere og gående, der nyder de smukke omgivelser og den ro, der er her. Og noget af det, som de besøgende kan se på deres tur, er de meget tydelige rester af den middelalderlige borg, der lå her, længe før det psykiatriske hospital rykkede ind.
Hvis man følger Bistrup Allé gennem Sankt Hans, i retningen væk fra Roskilde, kommer man på et tidspunkt til en lille å, der løber ud i Roskilde Fjord. Lige efter man har krydset denne, kan man, på venstre hånd, se en meget markant bakke. På denne bakke står nogle gule bygninger med rødt tegltag. Men i middelalderen lå der en borg, ejet af Roskildebispen. Voldgravene fra borgen ses stadig tydeligt i landskabet mod nord og vest. Denne borg indeholdt et helt lille samfund. I Bistrup lå også bispens teglværk, der producerede glaserede gulvfliser til mange sjællandske kirker.
Ligesom her også engang lå en lille sognekirke, der var et yndet mål for valfart i 1400-tallet. At folk tog hertil langvejsfra, skyldes historien om, at der i 1404 skulle være flydt blod fra et kors i kirken. Der må have været et leben! Kirken blev revet ned i 1500-tallet, og borgen blev brændt ned i 1534 i forbindelse med Grevens Fejde. Ved reformationen overgik området til kongen, der byggede et jagtslot på stedet, hvoraf intet nu er tilbage.
Som nævnt skænkede Frederik 3. området til København, og de smukke omgivelser kommer både patienter og besøgende til gode.

Et snorlige prestigeprojekt – Ledreborg Allé 

Et fortidsminde, der breder sig over et overordentligt stort areal, er den imponerende Ledreborg Allé anlagt i midten af 1700-tallet. Det var arkitekten Lauritz de Thurah, der også stod for en del byggeri på Ledreborg Slot, der planlagde den. Måske var det planen, at den skulle have strakt sig hele vejen fra Ledreborg i sydvest til Roskilde i nordøst? Så vidt nåede den dog aldrig – nu løber den fra Lindenborgvej i nordøst til godsets gravsted sydvest for Ledreborg. Man begyndte at beplante alléen i 1747. Træerne i alléen er i dag fredet og bliver supperet med nye træer, når de gamle fældes. Alléen er Danmarks længste allé – og oprindeligt var den også Nordeuropas længste. I det vejanlæg, som alléen udgør, indgår Maglebro, der går over Kornerup Å. Broen er opført i 1755 af granitkvadre med tøndehvælvede gennemløb, og den er i dag klassificeret som et fredet fortidsminde. Hvis man vil betragte broen fra et godt udsigtspunkt, gøres det bedst fra cykelstien, der løber på en træbro umiddelbart nord for broen. At gå, køre eller cykle en tur på alléen, og passere den fine bro er den ultimative måde at opleve det imponerende vejanlæg på. For det er næsten kun ved at opleve det ”live”, at storheden kommer til sin ret. Og derfor er det et oplagt mål for en ”coronaudflugt”.

Den fredede Maglebro fra 1755 som man ser den fra den parallelle træbro. Foto: Cille Krause.

Milesten – fikspunkter i et ambitiøst vejnet

Mens Ledreborg Allé gør opmærksom på sig selv fra lang afstand, er der andre fortidsminder, der er langt mindre, og som man hurtigt kan overse, hvis man har for meget fart på. Et sådant står langs den trafikerede Holbækvej, på strækningen mellem krydset Låddenhøj og rundkørslen ud mod Svogerslev. Det drejer sig om en høj milesten udhugget af norsk marmor. Med sine over tre meter, og i sin nyrestaurerede form, ser den både smuk og imponerende ud. Men hvad er en milesten egentlig, og hvilken historie er den med til at fortælle?
I 1761 havde man besluttet, at der skulle anlægges helt nye hovedlandeveje i landet. Det skyldes, at de eksisterende var dårligt vedligeholdt, de snoede og bugtede sig, og de var svært fremkommelige. Et moderniseret vejnet ville være nyttigt, når varer skulle transporteres, rejsende skulle frem mere komfortabelt, og når militæret skulle rykke ud. Alt i alt var der mange fordele ved et moderniseret vejsystem. En konsekvens af projektet var, at flere af de gamle, lidt primitive milesten blev udskiftet. Milestenenes formål var at markere afstande i vejnettet, i dette tilfælde distancen fra Københavns vestlige byport.

Det var Frederik 5., der påbegyndte arbejdet med vejnettet, og ved hans død, tog sønnen, Christian 7., over. Christian 7. lod en del af milestenene bære faderens monogram, mens andre bar hans eget – fx stenen på Holbækvej. Yderligere ser man på denne sten et posthorn. Det er ikke tilfældigt. Da prisen for postforsendelser på dette tidspunkt afhang af afstand, var postvæsnet meget interesseret i de nye angivelser af vejmål og opsætningen af milesten.

Milesten kendes i forskellige former. De er opsat og udskiftet under forskellige konger, men ikke alle bærer monogram. En lidt mere simpel milesten står langs Svogerslev Hovedgade ved Svogerslev Kro. Den er af granit og blot en meter høj, og den angiver, at der er 43/4 mil til København. En tredje type milesten finder man 1/4 mil længere vest på. Her står en stor granit-keglestub, hvor Kornerup Landevej krydser Kornerup Å, og den gør opmærksom på, at vi befinder os fem mil fra København. Denne type milesten blev afløseren for de slanke obelisker af norsk marmor, som ikke kunne tåle det danske vejr. Det er ligeledes Christian 7.s monogram, der er på de to milesten i Svogerslev og Kornerup. Fælles for stenene er, at de vidner om et kompliceret og ambitiøst moderniseringsarbejde i Danmark, der lagde grunden til den moderne infrastruktur.

Her slutter forslagene til ture for denne gang. Der er ingen tvivl om, at vores nærområde er en næsten uudtømmelig kilde til gode kulturhistoriske oplevelser og historier. Vi skal bare standse op indimellem og iagttage. Eller gå målrettet efter nogle nedslagspunkter – derfor denne håndfuld forslag. De viser bredden i fortidsminderne – både i funktion og i forhold til deres alder. Fælles for dem er, at de er vidner fra fortiden, som vi kan lære meget af.

God tur i landskabet!