På det sydøstlige Fyn ligger den lille landsby Gudme, der med sine knap 1000 indbyggere ikke umiddelbart gør meget væsen af sig. Men arkæolog Palle Østergaard Sørensen, der i dag er ansat i ROMU, har i mere end 30 år haft blikket rettet mod den lille fynske plet. Gudme har nemlig – ligesom for eksempel Lejre på Sjælland – en langstrakt og vægtig fortid som magtcentrum og førkristen kult.

Det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det. Og det gjorde man i mange år ikke. Man havde måske en anelse om, at området omkring Gudme på det sydøstlige Fyn engang var noget, man kunne fortælle historier om. Stednavne som Gudme, Gudbjerg og Gudmeløkke antyder, at stedet måske havde været noget nær guddommeligt.

Det er alment kendt, at Lejre blev betragtet som hjemsted for den mytologiske kongeslægt, Skjoldungerne. De dukker op i de skriftlige kilder omkring 4-500-tallet, og man hører blandt andet om dem i sagnene om Beowulf og Nibelungens Ring. Men når det kommer til Gudme, er der ingen hjælp at hente i gamle kilder. Ingen har skrevet krøniker eller besunget stedets helte.

Men faktisk er Gudmes historie mindst lige så imponerende som Lejres. Det mener i hvert fald arkæolog Palle Østergaard Sørensen, museumsinspektør hos ROMU:

”De bebyggelser, som vi har fundet i Gudme fra jernalderen, adskiller sig fra andre lignende fundsteder, fordi man typisk flyttede, når marken var udpint. Bebyggelsen her har ligget samme sted omkring 600 år. Så min hypotese er, at det altså ikke var jorden, der betød noget.”

Flere af hans kollegaer i ROMU har i årevis gravet i Lejre. Men Palle Østergaard Sørensen har siden sin studietid i 1980’erne og efterfølgende hos Nationalmuseet været med på udgravninger i Gudme. Og interessen i det sydfynske slaraffenland har holdt ved i årevis.

Smykkeproduktion og handel ved vandet

Siden 1833, hvor den imponerende Broholmskat dukkede op af mulden, er flere fund gjort i området. Guld, smykker, glasperler, ornamenteret keramik. Og ikke mindst bygninger, der peger på, at Gudme gennem mange hundrede år var et særligt sted.

Præcis hvad man gennem næsten fire årtier har opdaget, kan man læse i udgivelsen ”Gudme: Iron Age Settlement and Central Halls”. Her samler Palle Østergaard Sørensen trådene om alt fra de utroligt mange genstandsfund til kronologien for stedets langstrakte bebyggelse.

Det, vi i dag betegner som Gudme-bebyggelsen, ligger omkring 10 kilometer fra vandet og anløbspladsen Lundeborg, hvor der er foregået udveksling af varer med handelsmænd og rejsende fra ind- og udland. Selve bebyggelsen var omkring 15 kilometer i diameter og koncentreret omkring ca. 60 gårde. Men man har altså ikke ernæret sig som bønder.

”Der må være nogle andre, der brødføder dem, når de tilsyneladende ikke selv gør. Man kan forestille sig, at maden kommer fra andre gårde, der ligger i periferien af Gudme-bebyggelsen. Til gengæld er der tegn på, at smedehåndværket med fremstilling af for eksempel smykker har været i fokus her. Altså, noget man kunne tjene penge på. Vi har fundet rigtig meget romersk materiale, der er kommet hertil for så at blive smeltet om til noget andet. Måske lokale former for smykker,” siger Palle Østergaard Sørensen.

Kultstedet i centrum

Men det var heller ikke smykkeproduktionen, der gjorde Gudme til et magtcenter i jernalderen. I stedet peger arkæologen på nogle af de tidligste fund, der er gjort ved de arkæologiske udgravninger: To mindre haller, som udgør et kultsted eller et tempel.

”Jeg vil påstå, at det er religionen, der er anledningen til Gudme. Kultstedet er noget af det første, der bliver bygget. Derfra udvikler det sig hurtigt, men til noget andet end det, vi ellers ser af bebyggelser fra jernalderen. Og så ender det med meget store religiøse haller – det er den sidste del af det, vi kan kalde en førkristen kultur,” fortæller Palle Østergaard Sørensen.

Det lille religiøse tempel eller kultsted er fra omkring år 200 e.Kr. Det bliver genopført og repareret i mange faser, så det altså ligger på samme sted gennem flere århundreder. Kort derfra er på et tidspunkt opført en lidt større residensbygning, og den ser Palle Østergaard Sørensen som en indikation af, at nogen har prøvet at få kontrol over stedet.

”Der er nok en slags konge eller stormand, der med sin magt har forsøgt at koble sig på. Man kan forestille sig, at en rig mand prøver at få magt over druiderne, eller hvem der nu er, og hvad de nu laver der. Men den store bygning forsvinder efter ganske kort tid, mens den første fortsætter. Efter min mening er den første bygning altså temmelig usædvanlig.”

En grundbog over Gudme

Det er sådan, Palle Østergaard Sørensen forestiller sig det. For som sagt ligger der ikke en oprindelig manual et sted og giver svarene. Men med Sørensens udgivelse om Gudme har vi faktisk en slags grundbog over al den arkæologiske forskning, der er lavet i Gudme.

”Men også en grundbog i huskronologi i jernalderen, vil jeg sige. Hvordan udvikler huse og gårde sig i jernalderen fra omkring år 0 og frem til vikingetiden? Det er jo ikke specifikt for Gudme, men her er vi bare heldige, at vi har dem oveni i hinanden i et langt forløb. De mange stolpehuller, vi har på samme sted, og den kronologi, man kan få ud af det – det ville også være vigtigt uden alle blærefundene.”

For ham er de mange fund, som indikerer stedets overvældende rigdom, egentlig bare en krølle på historien.

”Det er jo nok det, der får folk til at spærre øjnene op.

Ligesom religionen var begyndelsen for Gudmes storhed, bliver det også afslutningen. Det samme sker på en række andre lokaliteter, der lige som Gudme er koncentreret om en førkristen kult.

”De forsvinder alle med kristendommen. Da kirkerne kommer, bliver ”kultcentrene” flyttet andre steder hen. Og alle spor efter, at der har været andre religioner før den kristne, bliver fuldstændig udraderet,” slutter Palle Østergaard Sørensen.