Historien om Veksøhjelmene – et ikonisk oldtidsfund fra Brøns Mose
Af Lene Steinbeck
D. 15.09.2022

De to hjelme er i dag en del af Nationalmuseets udstilling. Men i Egedal håber man på, at de på et tidspunkt finder hjem igen, så borgerne kan få lov til at se dem på hjemmebane – bare for en kort bemærkning. Foto: Lennart Larsen, Nationalmuseet
På Nationalmuseet i København kan man se to fornemt dekorerede hjelme fra bronzealderen. Et værdifuldt offer til guderne, der for præcis 80 år siden blev fundet i Brøns Mose ved Veksø. Veksøhjelmene fortæller en historie om religion og ritualer i bronzealderens Egedal, og mange årtier efter fundet er de stadig en stor del af identiteten i Veksø.
Den 15. september 1942 stødte en arbejdsmand sin tørvespade i Brøns Mose. Der skulle graves brændsel til den kommende vinter. Pludselig mødte spaden uventet modstand, og frem fra mosens mørke dukkede en samling bronzedele. Nationalmuseets fagfolk blev tilkaldt, og da stumperne blev samlet, så man, hvad mosen havde skjult: To næsten identiske hjelme i bronze, fint dekoreret, udstyret med snoede horn og et korsformet beslag hen over issen. I dag er de udstillet på Nationalmuseet i København.
”Veksøhjelmene er et af de mest ikoniske og karakteristiske oldtidsfund i Danmark. De har en størrelse og en form, der imponerer, og en mystisk og tankevækkende detaljerigdom,” fortæller Emil Winther Struve, arkæolog ved ROMU med arkæologisk ansvar for Egedal Kommune.
Et betydningsfuldt offer
Selv om de hornede hjelme måske leder tankerne hen på beskyttelse og slagsmål, er det misvisende at tro, at de har været brugt i kamp, fortæller Emil Winther Struve. Det er nemlig ikke særlig behændigt med horn på hjelmen, hvis man skal slås.
”Hjelmene har udelukkende med en religiøs sfære at gøre. Vi kender dem fra helleristninger, hvor man på illustrationer kan se skikkelser bære økser frem, blæse i lure og bære den slags hjelme. I bronzealderen er de meget gode til at illustrere deres religiøse forestillinger, derfor ved vi en masse om de ceremonier, der knytter sig til bronzealderens religion.”
At hjelmene er endt i mosen, må være sket i forbindelse med en ofring, siger arkæologen. Det er nemlig praksis, at ofring foregår i moser – og hjelmene har været et betydeligt offer.

Den daværende borgmester i Stenløse, Lone Lunding, beundrer de to hjelme sammen med Alfred Thomsen, der var med til at grave hjelmene op den 15. september 1942. Hjelmene blev i anledningen af 50-året for fundet i september 1992 udlånt fra Nationalmuseet til en udstilling på Veksø Skole. Foto: Finn Lustrup
Solens rejse gennem nat og dag
I bronzealderen (1700-500 f.v.t) var religionen i høj grad en dyrkelse af den livgivende sol, og illustrationer i form af blandt andet helleristninger viser, hvordan man formodede, at solen foretog sin rejse. Om dagen blev den trukket hen over himlen af heste, og om natten blev den med skib fragtet tilbage til udgangspunktet. Natterejsen foregik underjordisk, og måske derfor har moserne været et godt sted af ofre, siger Emil Winther Struve:
”Man har helt sikkert set moserne som et sted med en særlig forbindelse. Måske er det de her overgange mellem elementerne, der bliver tydelig her. Her kan man komme under vandet og under jorden, og solen skulle jo ned i underverdenen for at være klar til næste dag. Så måske har det haft noget med det at gøre,” fortæller Emil Winther Struve.
Netop denne forestilling om overgangen mellem verdener og elementer kan måske også spores i hjelmenes formgivning og ornamentik. De er nemlig prydet med øjne og krogede næb, og man mener, at hjelmene på kammen over issen og for enden af hornene har været prydet med fjer.
”Det taler for, at de, der har båret hjelmene, har påtaget sig en rolle som noget fuglerelateret. Det er især svømmefugle, som går igen i bronzealderens billedverden. De kan bevæge sig i luften, på jorden og i vandet, altså i de forskellige elementer og mellem verdener. Det har man gerne villet for at kunne komme i kontakt med guderne eller ånderne.”

Ved 50-års dagen for fundet genopførte en lokal teatertrup fundet af hjelmene i Brøns Mose. Til venstre ses Finn Lustrup, der gerne så, at hjelmene endnu engang kom på besøg i kommunen. Foto: Finn Lustrup
Hjelmene på udstilling?
Selvom hjelmene nu er en del af den permanente udstilling på Nationalmuseet, er de bestemt ikke glemt i Veksø, fortæller frivillig på Stenløse lokalarkiv, Finn Lustrup, der selv bor i Veksø:
”Hjelmene sætter jo Veksø på landkortet. Og vi bruger dem i logoer for en del foreninger og på Veksø Skole. De hjelme hører ligesom til os. Når vi laver byvandringer, går vi også forbi Brøns Mose. Det er en vigtig del af vores historie, at hjelmene er fundet her.”
Og i Egedal Kommune håber man på et tidspunkt, at Nationalmuseet vil udlåne hjelmene.
”Det ville være en stor drøm at få lov til at udstille dem på deres hjemmebane, så borgerne i Egedal kunne få mulighed for at se dem. Så vil de måske i højere grad blive opmærksom på, at hjelmene faktisk stammer herfra – og at det i den grad er noget at være stolt af,” fortæller Rolf Kjær-Hansen, der er leder af Egedal Arkiv og Museer.
Faktisk var hjelmene for 30 år siden på visit i Veksø. De blev nemlig på 50-årsdagen for fundet – den 15. september 1992 – udstillet på Veksø Skole. I den forbindelse var Finn Lustrup en del af en teatertrup, der lavede en happening, hvor de genopførte fundet. Han ser lige som Rolf Kjær-Hansen meget gerne, at Egedal får mulighed for at udstille dem igen.
”Sidst de var her, nåede jeg dårligt at se dem, så det ville betyde meget for mig at se dem her, hvor de hører til. Og jeg tror, det ville glæde mange andre borgere også,” siger Finn Lustrup.
TILMELD DIG ROMU’S NYHEDSBREV OG VIND PRÆMIER
– OG MODTAG LIGNENDE ARTIKLER DIREKTE I DIN INDBAKKE
FLERE ARTIKLER OG NYHEDER
Verdensarvscenter vælger erfaren bygherrerådgiver
For at indfri ambitionen om at skabe et unikt og visionært besøgscenter ved Roskilde Domkirke har Anlægsfonden Kulturarv Roskilde Domkirke valgt erfarne Bauherr som bygherrerådgiver på projektet.
Tag med på feriesjov i forfædrenes fodspor
Ferie er tid til fordybelse – og måske at tilegne sig nye kundskaber…? Der er nok at give sig til for både børn og voksne i Egedal, når sommerferien lige om lidt melder sin ankomst. Feriesjov byder på oplevelser for hele familien, og der er ingen undskyldning for ikke at prøve kræfter med noget nyt – eller noget gammelt.
Kom til middag hos borgmesteren i middelalderbyen
Når man normalt bevæger sig i Roskilde bymidte, er de historiske bygninger og ikke mindst domkirken en kulisse for det moderne liv, der leves i byen. Nu har du mulighed for at komme tættere på byens liv for 700 år siden, når Roskilde Middelalderdage inviterer til middag i den gamle byrådssal den 3. august.
Museumspraktik i dansk pop- og rockhistorie
Er du vild med musik, kulturarv og formidling? Har du lyst til at lære mere om at gøre seriøs viden om musik tilgængelig for mange mennesker? Læser du på en videregående uddannelse, hvor du skal i praktik? Så er det måske lige dig, museumsorganisationen ROMU søger til praktikforløb i efterårssemesteret 2025
Endnu mere sjov for børn til dette års traditionsrige kildemarked ved Tadre Mølle
Når ROMU og Tadre Mølles Venner igen i år inviterer til kildemarked ved Tadre Mølle, vil traditioner blive suppleret med fornyelser, særligt for de yngste besøgende. Oplev kildemarkedet den 22. juni.
ROMU’s årsskrift 2024 afrunder et stærkt år med milepæle og rekorder
Publikumsrekorder, fantastiske fund, store nyheder og stærke udstillinger. Traditionen tro samler ROMU trådene i et årsskrift, der giver en overflyvning over 2024. Et år, der på mange parametre peger på en museumsorganisation med vind i sejlene.
Enestående stenalder-fund kan ses i Frederikssund
For nylig modtog arkæologer på Frederikssund Museum en vildsvinekæbe fundet af en privatperson. Kæben stammer helt fra stenalderen og afslører spor efter et 6.500 år gammelt ritual, som kan ses fra den 13. juni i museets nye spotudstilling ’Vildsvinekæben på pælen’.
Oplev cykeldysten mellem Bøffen og Bananen
Hvem kommer først – kødspiseren eller vegetaren? Det spørgsmål runger igen i Roskildes gader denne sommer, hvor Lützhøfts Købmandsgaard og Slagtermuseet vækker cykeldysten mellem Bøffen og Bananen til live på Stændertorvet i Roskilde.
Verdensarvscenter henter udstillingsleder fra BARK
Fondsorganisationen Kulturarv Roskilde Domkirke har ansat Caroline Lørup som udstillingsleder til det kommende verdensarvscenter for Roskilde Domkirke. Lørup skal de næste tre år stå i spidsen for at etablere udstillinger om domkirkens 1000-årige historie i Det Kongelige Palæs historiske bygninger midt i Roskilde.
Danmarks første motorsportsbane racer igen
I juni 1955 lykkedes det at omdanne en forladt grusgrav til intet mindre end Skandinaviens første motorsportsbane, Roskilde Ring. Nu åbner billetlugerne igen til bilræs, når Roskilde Museum vækker byens hurtigste kapitel til live i særudstillingen ROSKILDE RACER