Helmuth Barner. Kilde: Henning Bjørn Larsen: Roskilde amt under besættelsen 1940-45. Historisk Samfund for Roskilde Amt, 1990.
Lederen af modstandsgruppen Borupholdet, Helmuth von Barner, skrev i 1993 bogen ’Borupholdet 1943-1945’ om gruppens aktiviteter. Et vidnesbyrd om modstandskampen, som den udspillede sig i skovene nær Roskilde med både barske, humoristiske og sørgelige fortællinger.
’Til min gamle medkriger Osted Erik. Fra din Helmuth Barner.’ Således står der skrevet på den udgave af Helmuth von Barners bog, som den svenske kunstner Anna Kristensen finder i sin fars reol i Sverige, da hun rydder op efter forældrenes død i 2010. Annas far, som er afsættet for den aktuelle udstilling ’Grethe – en våbenmodtagelse’ på Roskilde Museum, var leder af Ostedgruppen, der var en del af den større modstandsgruppe Borupholdet. Modtagergruppen Borupholdet deltog i over 100 våbenmodtagelser på markerne omkring Ringsted, Roskilde, Lellinge, Køge og Borup. Den blev ledet af Helmuth von Barner, der 50 år efter krigens afslutning sætter sig for at vende tilbage til oplevelserne under krigen og huske og få andre til at huske i stedet for at glemme – hvilket der var mange, der ellers prøvede efter befrielsen.
Borupholdet foran Roskilde Domkirkes port 30. maj 1945. Helmuth er ikke med på fotografiet på dagen, hvor der ellers var parade og festligheder, da han netop denne dag skulle til den afsluttende eksamen på skovbrugsstudiet. Kilde: Køge Arkiverne
Taktløse cykelpatruljer i skoven
Helmuth kom til Borup i foråret 1944. Efter afslutningen af skovbrugsstudiets teoretiske del skulle han gennemføre uddannelsens afsluttende, et-årige praktiske del ved Grønholdtgård, der var en pragtfuld skovridergård ca. 2 km vest for Borup. Han var glad for at komme ud af København efter et par års kurértjeneste udsat for tysk hornmusik og patruljering.
Ved nærmere eftersyn var den landlige idyl dog ikke fuldendt. Der var mørklægning her som alle andre steder, og i juni rykkede det berygtede Schalburg-korps ind på den nærliggende Ringsted Kaserne. Schalburg-tropperne – danskere i tysk tjeneste – var flittige folk. Altid var de på patrulje, enten på cykel eller i bil. Helmuth skriver, at han holdt mest af bilpatruljerne. De kunne høres og ses i god tid. Cykelpatruljerne dukkede op på en taktløs og uforudsigelig måde, og der var også andre strejfpatruljer, som bestod af mænd fra Roskilde og Ringsted, som på cykel gennemtrawlede området nat og dag.
Våbenmodtagelser under svære forhold
Helmuth blev kontaktet og bedt om at skaffe så mange modtagepladser som muligt og udbygge modtagerhold og transportgrupper. Englænderne ville nemlig gerne undgå den farlige transport af våben fra Jylland til Sjælland og ønskede derfor at iværksætte våbennedkastninger på Sjælland. Tænker man tilbage, er det utroligt, at våbenmodtagelser kunne gennemføres i Borupområdet, skriver Helmuth. Afstanden mellem Ringsted og Roskilde og mellem Ringsted og Køge er i luftlinje kun ca. 30 km – et relativt lille område at skjule sine aktiviteter i. Ud over cykelpatruljerne var der var tyske soldater i Roskilde og en del i Køge.
Men det gik heller ikke altid som planlagt. Modtagelsen af våbennedkastningen med kodeordet ELISABETH ved Munkeskov ved Haslev i februar 1945 gik helt galt. Helmuth fortæller, at lysfolkene var på plads og ventede. De syntes, at de havde ventet en evighed, og så lige med et hørte de en maskine. I deres utålmodighed tændte de lygterne og morsede til den. Det skulle de ikke have gjort. Maskinen svingede hurtigt rundt og kom tilbage i et mægtigt dyk og afgav en række salver fra maskingeværer. Modstandsfolkene rullede sig under nogle små graner, der dog ikke gav meget beskyttelse. Heldigvis blev ingen ramt. Men der herskede en arrigskab over, at de havde fejlet og ængstelse for piloterne i den maskine, der formodentlig var på vej. Der var imidlertid ikke andet at gøre, end at komme bort fra området. Alle sivede væk fra pladsen i al stilfærdighed, hvilket var godt, da der ikke gik mere end en halv time, før der var to tyske vogne på stedet.
Den første side i bogen om Borupholdet med en hilsen fra Helmuth til Osted-Erik, som indgår i Anna Kristensens bog GRETHE – en vapenmottagning. Ekstöm & Garay, 2020.
Jeg ser mig lykken har føjet
Da befrielsesbudskabet lød 4. maj 1945 blev det modtaget med en dyb lettelse og glæde. Helmuth skriver:
’Her stod vi så – udmattede og med nerverne i laser: 1 kvinde og omkring 27 mænd. Ingen arresterede. Ingen torterede. Ingen dræbte. Vi tænkte vel på den gamle soldatersang: Jeg takker min Gud, jeg slap så godt. Jeg ser mig lykken har føjet. Plaget mig ej en ulidelige tørst, da var jeg af hjertet fornøjet.’
Helmuth fortæller, at det var begrænset, hvor meget tid, der havde været til at lære praktisk skovbrug under opholdet på gården. Men han havde erhvervet en del specialviden, hvor han var sine studiekammerater overlegen:
Grantræer på 2-3 meters højde er egnede til at skjule containere
Grantræer på 3-5 meters højde er egnede til at skjule forskræmte modstandsfolk
Grantræer på 10-15 meters højde er egnede til at skjule transportkøretøjer
Bøgetræer på 22-25 meters højde er magnetiske og tiltrækker metalgenstande på 200 kg.
Helmuth er ikke med på fotografiet af Borupholdet taget foran Roskilde Domkirke d. 30 maj, hvor der var parade og festligheder, da han netop denne dag skulle til den afsluttende eksamen på skovbrugsstudiet.
Glimt fra besættelsestiden
På Roskilde Museum kan du frem til jul opleve udstillingen ’Grethe – en våbenmodtagelse’, hvor den svenske kunstner Anna Kristensen udforsker og forsøger at forstå sin fars historie og liv som modstandsmand på Roskilde-egnen. I denne portrætserie kan du møde nogle af de mennesker, som på den ene eller den anden måde har været aktive under besættelsestiden i Roskilde og omegn, – og måske komme tættere på en forståelse af 2. verdenskrig og de spor, den har efterladt i eftertiden.
Læs de øvrige portrætter i serien her.
Se åbningstider og entrépris på Roskilde Museum.
