“Kirsten Hansdatters dagbog er en gave til Egedal Kommune”
02.11.2021
Af: Lene Steinbeck
Kirsten Hansdatters hjem i Knardrup omkring 1900. Kirsten, der på billedet er ca. 62 år, sidder yderst til højre. Ved siden af hende sidder broren Lars. Længst til venstre sidder Kirstens mor, Karen Pedersdatter, og i midten ses Kirstens to tvillingsøstre, Elisabeth og Sophie. Foto: Karen Seierøe Mortensen.
Den 11. november er Egedals borgere inviteret til en aften i bondepigen Kirsten Hansdatters tegn. Hendes dagbog fra 1863 er en usædvanlig historie om et helt almindeligt kvindeliv på landet for 150 år siden. Etnolog Carsten Hess fortæller her, hvad der gør dagbogen så unik
Det er tydeligt, at etnologen Carsten Hess har mødt meget mere end en bog. Han har mødt et menneske. Første gang, han stiftede bekendtskab med Kirsten Hansdatters dagbog var i 1960’erne – 100 år efter, at den unge pige havde beskrevet et år af sit liv. Han blev præsenteret for dagbogen af en gammel bekendt, og han sørgede straks for, at Nationalmuseet fik en kopi af den. Men derefter glemte han den i mange år. Indtil han for et par år siden skulle holde tale på Stenløse Lokalarkiv i anledningen arkivets 50-års jubilæum.
”Så kom jeg i tanke om dagbogen igen, og om at Kirsten Hansdatter måske var fra Stenløse,” fortæller Carsten Hess.
Hans andet møde med Kirsten blev mere skelsættende. Carsten Hess genlæste dagbogen og blev slået af den særlige fortælling, hvor den 24-årige Kirsten Hansdatter beskriver sit liv som ugift datter på en mindre bondegård i Knardrup.
”Den er meget unik. Man har en del dagbøger af mænd fra bondestanden, men næsten ingen fra kvinder. Den er meget levende beskrevet. Mændene er ofte nøgterne i deres beskrivelser og noterer praktiske ting,” fortælle Carsten Hess.
Det gør Kirsten Hansdatter også. Hun beskriver sin dagligdag med det arbejde, der er på gården, og det omfattende sociale liv, hun og familien fører.
”Men hun er også meget sensitiv. Hun skriver om måneskinnet, om engene, der damper, og at hun går ned til kilden og beder til Gud. Det er meget personligt og åbenhjertigt, det er virkelig spændende at gå på opdagelse i.”
Et kig ned i gryderne
Da Carsten Hess genlæste dagbogen, slap han den ikke igen. Og nu er han en af hovedkræfterne bag et arrangement på Egedal Rådhus den 11. november. Her kan Egedals borgere komme helt tæt på Kirsten Hansdatter og livet på en lille gård i Egedal Kommune i 1863. Dagbogen giver nemlig ifølge Carsten Hess et rigtig godt og sjældent indblik i en helt almindelig hverdag – og et sultent kig helt ned i gryderne.
”Museerne har masser af brugsgenstande fra datidens hjem, og vi har også kogebøger, hvor man kan se de gamle opskrifter. Men man ved meget lidt om, hvad en bestemt familie på en bestemt egn spiste. Det får man et helt unikt indblik i her.”
Man kan for eksempel læse, at Kirsten tit serverede æbleskiver og medisterpølse for sine gæster. Derfor er det naturligvis på menuen til arrangementet den 11. november.
Reddet fra affaldsbunken
At dagbogen overhovedet er bevaret, er lidt af en historie i sig selv. Da Kirsten Hansdatters søster Karen Sophie som den sidste i søskendeflokken døde i 1941, blev gården tømt, og Kirstens dagbog endte øverst i en bunke affald ved vejen. Et par skoledrenge kom forbi og fik øje på dagbogen, som de mente, at deres lærer John Jørgensen på Knardrup Skole ville finde interessant. Det gjorde han – og Jørgensen passede på bogen indtil 1967, hvor den blev overdraget til Historisk Forening i Værløse Kommune.
”Det er simpelthen på et hængende hår, at den blev reddet. Den her dagbog er noget af en perle,” fortæller Carsten Hess.
Selv om dagbogen har levet et stille liv, var der én mand, som i 1980’erne gjorde sit for at formidle Kirstens historie. En nu afdød lærer fra Værløse, Ib Friis, der også havde gået på kunstakademiet, illustrerede dagbogen og fik den i samarbejde med Værløse Kommune udgivet. Men dagbogen er stadig gået under radaren på den egn, hvor Kirstens liv i virkeligheden udspillede sig.
”Den har lokalt set sovet noget af en tornerosesøvn. Man har jo godt vidst, at den fandtes, men man har nok ikke set perspektiverne i, hvad historien fortæller os. Derfor er det meget glædeligt, at de tre lokalhistoriske foreninger støtter så godt op om arrangementet,” forklarer Carsten Hess.
Ingen spor efter efterkommere
Dagbogen er en helt unik mulighed for at formidle en egnshistorie.
”Jeg håber, at man i de lokalhistoriske foreninger fremover vil bruge den, når man skal fortælle børn om livet dengang. Man kommer så tæt på et andet menneske, og den der livsglæde oplever man altså ikke ved at kigge på en høtyv på et museum,”, siger Carsten Hess.
Dagbogen beskriver næsten nøjagtigt et år i den unge kvindes liv. Men hvad blev der så af Kirsten Hansdatter? Det er faktisk et godt spørgsmål, fortæller Carsten Hess.
”Hun skriver i dagbogen et år, fra julen 1862 til julen 1863. Da er hun 24 år og livet ligger åbent foran hende. Nu ved vi, at hun aldrig blev gift, men hun blev da en gammel dame, som døde i 1908. Vi har ikke kunne finde efterkommere, slægten er måske uddød. Så ingen kan fortælle hvordan resten af hendes liv forløb i de mange år efter, at hun lagde dagbogen til side.”
Arrangementet med Kirsten Hansdatter foregår på Egedal Rådhus den 11. november kl. 19-21.30. Billetter koster 20 kr. + gebyr og kan købes her.
Kirsten Hansdatter, født den 13. maj 1838, var den ældste af en søskendeflok på seks – to sønner og fire døtre. Derudover døde tre børn kort efter fødslen. Kun en af sønnerne stiftede familie, resten forblev ugift. Dagbogen er skrevet af Kirsten Hansdatter fra Knardrup i perioden 25/12 1862 – 17/12 1863. Kirsten Hansdatter døde i 1908.
TILMELD DIG ROMU’S NYHEDSBREV OG VIND PRÆMIER
– OG MODTAG LIGNENDE ARTIKLER DIREKTE I DIN INDBAKKE
FLERE ARTIKLER OG NYHEDER
Gl. Kongsgaard starter sæsonen på hyggeligste vis
Som traditionen byder, inviterer ROMU, Lejre Museumsforening og det frivillige havehold på Gl. Kongsgaard til en umanerlig hyggelig sæsonåbning fyldt med gamle håndværk, godt til ganen og historiske festligheder.
Mød D:A:D og Pernille Rosendahl til en aften med kompromisløs kærlighed på begge sider af scenekanten
Hvad betyder stil for optrædende kunstnere? Og for deres fans? Danmarks rockmuseum, RAGNAROCK, dedikerer en aften til det univers, der opstår omkring bands og solister. Mød blandt andet D:A:D og en superfan, der har fulgt bandet fra cowpunk og skinny jeans til folkelighed og joggingbukser, og det kompromisløse stilikon Pernille Rosendahl.
Kashmirs album ’The Good Life’ vækkes til live efter 25 år
I år er det 25 år siden, at det danske rockband Kashmir udgav albummet ’The Good Life’, som blæste både anmeldere og fans omkuld. Til efteråret bliver det populære album vækket til live igen – både i en spotudstilling på Danmarks rockmuseum RAGNAROCK, som fans fra i dag kan sende bidrag til, og i en portrætbog i serien ’Danske Albums’.
At være praktikant hos ROMU er mere end en midlertidig stilling
At være praktikant hos ROMU har været meget mere end et midlertidigt job for Sif Hermansen. Det har været en rejse fyldt med oplevelser og personlig udvikling.
Danmarks rockmuseum blæst bagover af gæsters musikanbefalinger
’We will Rock You’ er god at danse til, Tessa bryder grænserne, og BTS giver en følelse af, at det kan være okay at fejle. En sværm af musikanbefalinger har ramt Danmarks rockmuseum, RAGNAROCK, som i udstillingen LYT. LIKE. DEL. beder deres gæster give et nummer videre. Godt 1000 har siden åbningen delt deres anbefaling, som ender på hver måneds playliste med gæsternes yndlingsnumre.
Ny bog fortæller om gravritualer og skikke i jernalderens Vindinge
Det står efterhånden klart, at Vindinge var et helt særligt sted i jernalderen. Gravpladser og bopladser viser, at området var beboet i en periode på flere hundrede år. En ny bog samler arkæologernes viden om den største af gravpladserne, Stålmosegård, og beskriver de mange genstande, der er fundet, og tolkning af Vindingeboernes gravritualer for 2000 år siden.
ROMU udgiver ny årbog: Et år med rumrejser, øl og spændende detektorfund
Vanen tro gør museumsorganisationen ROMU status over det forgangne år. I seneste udgave af årbogen, der i år har fået titlen ’Nye tider’, kan man blandt andet læse om udstillinger, arkæologiske pilotprojekter og om andre højdepunkter fra 2023, som blandt andet har budt på et prominent farvel, en gudefigur i rummet og en genfødt øl. Årbogen kan købes fra og med 18. april.
Restaureringen af Øm Jættestue er i gang
Siden 2020 har Øm Jættestue været forseglet og spærret af på grund af løse sten. Nu har Slots- og Kulturstyrelsen i samarbejde med ROMU iværksat en omfattende restaurering, der vil sikre det populære fortidsminde for fremtiden. Den 21. april, i anledning af årets fortidsmindeweekend, inviteres til åbent hus, hvor besøgende kan få indblik i arbejdet med at restaurere det cirka 5000 år gamle gravmæle.
VALBORGSAFTEN PÅ TADRE MØLLE
Kom og vær med, når ROMU i samarbejde med Tadre Mølles Venner inviterer til traditionsrig forårsfejring med majstang, musik og fest den 30. april, Valborgsaften, på Tadre Mølle.
Katedraler, vikingeskibe og historiske håndværk skal inspirere unge på DM i Skills – og kalde stoltheden frem
Roskilde Domkirke, Vikingeskibsmuseet i Roskilde og Håndværksmuseet vil sammen vise både traditionelt værktøj og håndelag frem, når tusindvis af nysgerrige unge og kommende håndværkere i næste uge besøger Dyreskuepladsen i Roskilde til DM i Skills.