2023 kan på mange måder siges at have været et skelsættende år på den kulturhistoriske front for Roskilde og dens nærområde. To særlige begivenheder har været med til at bringe dele af områdets historie og kulturarv frem i lyset. På årets første dag døde Lise Nørgaard i en alder af 105 år, hvilket skabte landesorg og satte sine spor både lokalt og nationalt. Den 26. august blev den danske astronaut Andreas Mogensen opsendt til Den Internationale Rumstation som en del af missionen Huginn. I forbindelse med missionen blev Mogensen tildelt PAO-pakken, en samling af vigtige danske kulturgenstande, hvis formål er at symbolisere jagten på ny viden. Som en del af denne pakke havde Mogensen en kopi af Odinfiguren fra Lejre med i rummet. Hermed er både Lise Nørgaard og Odinfiguren på ny kommet i rampelyset, hvilket har sat sine spor både i Roskilde og Lejre og har givet nyt liv til dele af områdernes kulturarv.

Roskildes historie strækker sig tilbage til 1000-tallet, men hvad var der før dette? Formentlig ikke meget på stedet, vi i dag kender som Roskilde. Men kun få kilometer mod sydvest var der op til tidspunktet omkring Roskildes grundlæggelse et kongesæde beliggende i Lejre. Her strækker historien sig tilbage til 500-tallet – hvis ikke længere.2 I Lejre ved vi, at der blev opført flere kongehaller over en årrække, hvilket vidner om stedets betydning. Det er også i dette område, at en lille sølvfigur, som siden har været udstillet på Lejre Museum, blev fundet. Figuren blev lokalt kendt som ”Odin fra Lejre”, herefter omtalt som Odinfiguren. Figurens stil gør, at eksperter har dateret den til omkring år 950.3 Det vides dog ikke, om den er fremstillet i Lejre, men fundet af den her er med til at understrege områdets betydning i vikingetiden.

Omtrent 950 år efter Odinfigurens fremstilling kommer der i Roskilde en lille pige til verden som ældste barn af en af byens købmænd. Hun er senere beskrevet som en pige, der ikke altid opførte sig, som man forventede af en pige i 1920’ernes Roskilde, og gennem sin opvækst og ungdom gør hun sig flere gange bemærket i byen. Som voksen rejser hun til København, hvor hendes arbejde som journalist gør hende bemærket på landsplan. Hun bliver allemandseje som forfatter på tv-serien Matador, der endnu har rekorden som bedst sælgende dvd i Danmark. Det er selvfølgelig Lise Nørgaard.

Odin og Lise. Lise og Odin. To personer kan man vel næppe tale om, men to elementer i dansk kulturarv, som Roskildeområdet knytter sig tæt til. På trods af en aldersforskel på adskillige århundreder har de begge formået at betage og berøre ikke blot lokalbefolkningen, men det meste af Danmark.

ODINFIGUREN OG LEJREOMRÅDET SOM IDENTITETSSKABENDE KULTURARV

Odinfiguren blev fundet en efterårsdag i 2009 af amatørarkæologen Tommy Olesen som en del af en større udgravning af området ved Mysselhøjgård nord for Lejre Museum. Ud over figuren fandt man spor efter bl.a. fem store kongehaller, dateret til perioden mellem år 650 og 1000, eller det, vi kender som yngre jernalder og vikingetid. Odinfiguren er ikke blot endnu et arkæologisk levn fra fortiden. På grund af sin detaljerigdom, sjældenhed og symbolik er den noget ganske særligt (se fig. 1).

Detaljerne gør, at der ikke kan herske tvivl om, hvad figuren forestiller: en person på en stol, hvor der på hvert armlæn er placeret en stor fugl. På ryglænet er der to store dyrehoveder. Man har tolket stolen til at være en miniaturegengivelse af en tronstol – et højsæde. Fuglene har man på baggrund af de kraftige næb fastslået som ravne, der sidder med front mod personen på højsædet. Umiddelbart lader der ingen tvivl at være; de må være Hugin og Munin, Tanken og Erindringen, Odins ravne, der sidder på højsædet Lidskjalv, Odins trone. Dermed tolker arkæolog og Lejreekspert, Tom Christensen, figuren til at være en afbildning af Odin.

Odinfiguren er helt enestående i sine detaljer – selv omtrent 1.000 år efter fremstillingen. Dette i sig selv er nok til at betage de fleste. Dertil kommer den fascination, der stadig – eller måske igen – er af vores hedenske forhistorie. Vores før-kristne fortid er en del af vores danske kulturarv og vores identitet, og Odinfiguren bliver et symbol på dette. Et symbol, der har overlevet i århundreder – en stor del af disse i jorden.

Ligesom man fra kristendommen kender helgener, der beskyttede bestemte grupper, f.eks. rejsende, har guderne i nordisk mytologi haft en nogenlunde tilsvarende opdeling. Thor var bøndernes gud, mens Odin i dag kendes som elitens, kongernes gud. Med fundet af Odinfiguren fra Lejre ses en fysisk forbindelse til vikingetidens elite, hvilket indikerer, at stedet har været en konges – eller en høvdings – sted. Odinfiguren bliver et symbol på den kongemagt, der har eksisteret i Lejre og er derved med til at legitimere Lejreområdet som et sted med en helt særlig kulturarv. Noget, man er stolte af i Lejre og Roskilde.

At tolke figuren som værende Odin har enorm betydning for Lejreområdets historiske status og muligvis også for stedets kulturelle identitet. Området har i mange århundreder været indhyllet i myterne og sagnenes tåger. Lejres historiske værdi var funderet i fortællingerne om den store sagnkongeslægt Skjoldungerne, der var et symbol på Lejres dominerende position gennem jernalder og vikingetid, og som siges at have boet og hersket i området. Det er ifølge flere af de gamle krøniker og sagaer, kong Skjold, søn af guden Odin, der var skjoldungernes stamfader. Ifølge den fragmenterede Skjoldungesaga fra ca. år 1200, kan man muligvis drage en direkte forbindelse mellem Skjoldungerne og vores kongerække, der starter med Gorm den Gamle. Der er dog nogle usikkerheder omkring dette, da rekonstruktionen af sagaen er bygget op af flere forskellige kilder. I hvert fald er Skjoldungerne ifølge mange af sagnfortællingerne Danmarks første kongeslægt, hvilket gør Lejre til oprindelsesstedet for Danmarks første kongedynasti. Selvom der ikke kan føres fysisk bevis for sagnkongeslægtens eksistens, kan man forestille sig, at dens sagnhistoriske forbindelser til både det guddommelige, og muligvis også til den nuværende danske kongerække, har haft stor symbolsk betydning for lokalområdet.

I 1800-tallets nationalromantiske strømning havde disse sagn en vigtig position, idet danskerne havde brug for at knytte sig til fortidige helteskikkelser – formentlig i et forsøg på at distancere sig fra samtidens problemer. En af de største nationalromantiske skikkelser i 1800-tallets Danmark, N.F.S. Grundtvig, etablerede grundlovsmøder i Lejre, kaldet Lejre Møderne. I begyndelsen fandt de sted ved skibssætningerne tæt ved Gammel Lejre, men blev senere flyttet til Herthadalen ved Ledreborg Slot.13 Både Grundtvig og 1800-talsdigterne Hans Peter Holst og Jenny Blicher-Clausen skrev digte dedikeret til kong Skjold, som hyldest til Lejres sagnomspundne kulturarv. Mødernes placering og digternes hyldest til Skjold giver indblik i områdets betydning for den danske nationalromantik.

I slutningen af 1800-tallet udviklede historiefaget sig i en kildekritisk retning, hvilket betød, at man frakendte myter og sagnhistorier historisk værdi. For Lejre var dette en kulturel og erindringsmæssig katastrofe, da stedets historie netop udsprang af sagaerne. Arkæologien blev Lejres redning, og efter at flere udgravninger påbegyndtes i 1940’erne og i årtierne efter, fik man øjnene op for, at Lejre alligevel var et historisk betydningsfuldt sted. De arkæologiske udgravninger kulminerede med opdagelserne af mindst syv kongehaller samt Odinfiguren, hvilket førte til nye tolkninger af Lejres historie. Eller måske rettere: De gamle tolkninger fik nyt liv.

LISE NØRGAARD SOM LOKALT NATIONALKLENODIE

Kun en pige er titlen på første del af Lise Nørgaards selvbiografi, en titel, der udspringer af det faktum, at hun var lidt af en skuffelse, da hun blev født. Faderen, Harry Jensen, ønskede sig brændende en søn. Det afholdt ham dog ikke fra at elske Lise og hendes søster højt, selv ikke da den længe ønskede dreng endelig kom et par år efter Lises fødsel. Men selvom børnene var elskede, så blev der gjort forskel på de to piger og drengen Kai. Noget, som Lise, efter eget udsagn, aldrig rigtig affandt sig med. Alligevel ved man, hvis man har læst hendes selvbiografier, at hun var meget tæt på sin far – trods uenigheder om især ulighed, eller forskelle, mellem køn. Noget, hun måske havde fra sin mor, Olga Tønder Jensen, der ved Harrys frieri skulle have udtalt, at hun hverken kunne eller ville lave mad. Olga beholdt også, meget atypisk for tiden, sin forretning i mange år, efter hun var blevet gift, inden hun solgte den og blev fuldtidsfrue. Hun gik op i, at hendes børns aflagte legetøj kunne gives til børn af mindrebemidlede. Her er måske grundstenen til den sociale bevidsthed og indignation, der kom til at præge Lise Nørgaards arbejde. Et kendetegn ved hendes journalistiske arbejde er netop, at hun var på de svages side; mens hun var på Politiken, skrev hun blandt andet om kvindesagen og om handicappedes muligheder for genoptræning, emner, der ikke nødvendigvis gjorde hende populær i samfundet.

Det lå ikke i kortene, at Lise Nørgaard skulle blive en af Danmarks bedst kendte forfattere – eller journalister for den sags skyld. Det var hendes ønske, men i 1930’ernes Roskilde var det ikke en vej for en ung pige fra en velhavende familie, og hendes familie forsøgte sig med mange alternativer. Et af dem var, at hun kom på husholdningsskole, indtil hun sprang fra, fordi hun følte, at det bandt kvinden i en unødigt sløv rolle i hjemmet. Herefter var en fransk klosterskole på tale, men løsningen blev, at hun ansatte som kontorelev i faderens grossistvirksomhed. Hun blev dog hurtigt bedt om at stoppe igen, fordi hun spurgte ind til, hvorfor de unge piger ikke var i fagforening, som det var deres ret. Dette blev enden på Lise Nørgaards karriere som kontorist, efter blot seks uger. Dråben for forældrene blev, da Lise i sommeren 1935 blev kåret til Miss Køge Bugt. En skamplet på familien, der resulterede i en svigende lussing fra moderen. Herefter overgav Lises far sig og bad ejeren og redaktøren af Roskilde Dagblad, A.I. Hansen, om at tage Lise ind som elev. Tanken var, at hun ved selvsyn kunne se, at det ikke var noget for hende – noget, der aldrig skete. Hun blev på Roskilde Dagblad i en årrække og skabte sig her, og senere på Hjemmet og Politiken, en solid karriere som journalist.

Men de fleste kender nok Lise Nørgaard som forfatter på tv-serien Matador med karaktererne, vi alle er på fornavn med: Maude, der måtte op at lægge sig, når verden gik hende imod. Stuepigen Agnes, der skabte sig sit eget liv fri af sin mands. Regitze, der som Lise selv blev kåret til Miss Vår. Og ikke mindst bankdirektør Varnæs, der ikke ville låne penge til den nyankomne Mads Skjern, som derfor sammen med sin bror grundlagde en ny bank i byen. Der er mange i Danmark, der kan nikke genkendende til en eller flere af de fortællinger, der findes i den 24 episoder lange hitserie, og den indeholder bestemt også elementer fra Roskilde. Lise Nørgaard har selv udtalt, at hun har fundet inspiration i det Roskilde, hun kendte, men det er ikke en direkte fortælling om hendes barndomsby. Korsbæk er ikke Roskilde – og så alligevel lidt. Men Korsbæk er mange provinsbyer i Danmark fra mellemkrigstiden og årene lige efter Anden Verdenskrig. Det var det, Lise Nørgaard kunne – hun skabte en by, et univers om man vil, som var genkendeligt for den brede befolkning. Hermed samlede hun Danmark i et fællesskab, der trodsede sociale placeringer og normer. En årsag til dette er måske, at hun selv trodsede datidens sociale normer; hun ville være journalist – og blev det – på en tid, hvor det hovedsageligt var et ”mandejob”. Hun fortsatte med at arbejde, efter at hun blev gift i 1939, hvilket hendes far fandt utrolig pinligt, og han tilbød hende økonomisk støtte, hvis hun ville nøjes med at være freelancejournalist. Og ikke mindst blev hun skilt fra sin mand, hvorefter hun forlod Roskilde. Noget, der ikke var almindeligt – i hvert fald ikke i Roskilde i 1950. Man kan sige, at hun var forud for sin tid på mange af disse områder, og måske er det derfor, at så mange beundrede hende. Hun var ikke bange for at gøre, hvad hun følte var bedst, heller ikke når det gik imod normen. Måske netop af disse årsager har hendes forfatterskab, herunder Matador, kunnet begejstre og forene på tværs af generationer. Dr.phil. Vincent Hendricks har kaldt hende et ”nationalklenodie” i tv-programmet ‘Længe leve Lise’, og det er måske ikke en dårlig sammenfatning af alt, hvad Lise Nørgaard har været for den danske befolkning.

ODIN OG LISE – HVAD ER DET, DE KAN?

Lise Nørgaard og Odin fra Lejre har begge sat deres spor, lokalt og nationalt, i 2023.

Selvom Lise Nørgaards død påvirkede på landsplan og danskerne ser hende som allemandseje, så har hun en særlig placering for roskildensere. De ser hende som en af deres egne – på trods af at hun tidligt i sit lange liv flyttede fra byen. Der er opstået en slags ejerskabsfølelse over hende og hendes eftermæle, og hun er blevet en vigtig del af kulturarven i byen. Dette ses tydeligt ved Mette Agerbæks statue af Lise Nørgaard fra 2010 i Algade, hvor der i ugerne efter Lise Nørgaards død var en overflod af blomster – og alle tog ansvar for at holde det pænt. Den dag i dag kan man stadig se blomster ved statuen fra folk, der vil vise deres respekt og sige tak – ofte for Matador. Ved hendes og forældrenes gravsted på Skt. Ibs kirkegård kan man møde folk, der tager forbi, ligeledes for at vise deres respekt. Det var tydeligt, at man samledes i sorgen over Lise Nørgaards bortgang, men i Roskilde fornemmede man samtidig
stoltheden over at kunne kalde hende en af byens egne. Dette kom til udtryk, da Roskilde Museum i januar lavede en mindevandring, hvor der var 150 tilmeldte, som endte med at blive til 300 mennesker, da mange stødte til undervejs (fig. 2). 300 mennesker med det til fælles, at de ”kendte” Lise Nørgaard. Kendte hende som en del af dansk kultur, som en kvinde med meninger og som formidler af dansk historie. Og netop i kraft af sit arbejde skabte hun et stykke danmarkshistorie. 

Stoltheden fornemmede man også i Lejre i sommeren 2023 med Odinfigurens rejse til rummet. Efter at astronaut Andreas Mogensen tog en kopi af Odinfiguren med på Huginn-missionen, har den fået plads blandt nogle af de største kulturskatte i Danmark, men det er i Lejre og på Lejre Museum, at den så at sige ”lever sit liv”. Det er her, den tiltrækker sig gæsternes opmærksomhed og er kendt blandt personalet som museets kronjuvel. Selvom figuren er en vigtig brik i det samlede billede for de første århundreder af den danske historie, er den mere lokalt forankret end mange andre danske kulturskatte fra samme periode. Hvor de største fund fra oldtiden, såsom Jellingstenen eller Guldhornene, ofte omfavnes af hele Danmark og bliver vores fælles nationale stolthed, har Odinfiguren ikke haft en lige så central placering, men er i stedet et lokalt klenodie. Dog har figurens tur til rummet bidraget til at fremhæve, at den også har en form for national status. Dette er noget, der puster til den lokale stolthed og måske også til den lokale identitetsfølelse, idet Odinfiguren er et symbol for kongesædet, der har ligget i Lejre, hvor de første konger har hersket, længe før kristendommen og Roskilde blev til.

Det er svært at forestille sig, at Lejre og Roskildes kulturarv ikke har været med til at forme den lokale identitet. Både områderne som helhed, men også det enkelte menneske. Vi er som mennesker forbundne til vores lokale miljøer og deres historie. Lise Nørgaard fra Roskilde og Odinfiguren fra Lejre er begge en del af disse miljøers historie. Så mon ikke vi, som bor i Roskilde eller Lejre, i en eller anden forstand har fået præget vores tilhørsforhold til det lokale miljø på grund af disse begivenheder i 2023? Om det er på baggrund af sorg, stolthed eller noget helt tredje, er forskelligt fra menneske til menneske, men vores kulturarv vil påvirke os. Dermed er vi heldige at kunne sige, at vi er knyttet til Roskilde og Lejre, hvor kulturarven er en af de rigeste i hele det ganske land.