Odin fra Lejre skal på mission i rummet
21.08.2023
Af Søren Møgelvang Nielsen
Den danske astronaut Andreas Mogensen tager en kopi af en unik Odin-sølvfigur fra vikingetidens Lejre med på sin kommende rum-mission. Figuren, der er en af flere danske kulturgenstande med ombord, symboliserer jagten på ny viden og skal øge kendskabet til Danmarks og Lejres spændende vikingehistorie.
Den unikke sølvfigur, der blev fundet nær Lejre Museum i 2009, kan opleves i museets permanente udstilling. Foto: Ole Malling/ROMU
En kopi af en lille unik sølvfigur på ni gram, der forestiller Odin og hans to ravne, og som blev fundet i Lejre i 2009, giver Andreas Mogensen følgeskab i rummet, når han leder den såkaldte Huginn-mission fra den 25. august. Rumrejsen, som de amerikanske og europæiske rumfartsorganisationer NASA og ESA står bag, går til den internationale rumstation, hvor Andreas Mogensen og kolleger igennem seks måneder skal udføre en række videnskabelige eksperimenter og forsøg.
Ifølge den nordiske mytologi havde Odin to ravne – Huginn og Muninn – der fløj ud og hjalp den store gud med at indsamle viden om verden. Ny viden er også sigtet med den kommende rumfærd, og det er også derfor, at Andreas Mogensen selv har opkaldt missionen efter Odins ravn Huginn.
En bid af Lejre i rummet
Tina Mandrup, Borgmester i Lejre Kommune, er stolt over, at Odin fra Lejre skal på rumfærd.
”På hele Lejre Kommunes vegne er jeg ret stolt af, at vi på en måde får en tur i rummet. Det er jo en anerkendelse af, at vores lokalområde spiller en helt central rolle i vikingetiden. Samtidig er jeg sikker på, at det vil styrke interessen for at komme til Lejre og se både den ægte Odin-figur og alt det andet, kommunen har at byde på,” siger hun.
Odin fra Lejre, som sølvfiguren kaldes, er et meget vigtigt fund fra 900-tallet. Sølvfiguren forestiller guden Odin siddende i sin stol, højsædet Lidskjalv, flankeret af sine to ravne Huginn og Muninn. Figuren har været med til at understrege den vigtige og betydelige rolle, som Lejre har haft for tidligeres tiders vikingekongeslægter, fortæller arkæologisk chef, Julie Nielsen fra museumskoncernen ROMU.
Lille figur med stor betydning
”Figuren er uanseelig af størrelse og vejer kun ni gram, men dens betydning kan næsten ikke overvurderes,” siger hun med begejstring i stemmen og fortsætter:
”For det første er den en sjælden fysisk bekræftelse af de fortællinger om Odin, som vi primært kender fra skriftlige kilder. Her har vi både Odin, Lidskjalv og hans ravne i én og samme figur, hvilket ikke er set før. For det andet fortæller fundet af figuren rigtig meget om Lejres historie. Odin symboliserer den guddommelige forbindelse og derigennem retten til herskerskabet. Med fund af både den symbolske Odinfigur og de fysiske, mægtige halbygninger peger alting på, at en magtfuld kongemagt, har regeret i Lejre,” siger hun.
Et afgørende øjeblik
Julie Nielsen var selv med ved udgravningen tæt på kongehallerne i Lejre i 2009, hvor figuren blev fundet af den lokale detektorfører Tommy Olesen.
”Jeg husker det, som var det i går. Vi hørte et højt, begejstret råb fra Tommy og stimlede sammen om ham. Alle kunne se, at det her var et vigtigt fund, og i dag er figuren blandt de mest betydningsfulde genstande fra vikingetid, vi har i Danmark,” siger hun.
Fortællinger fra rummet
Under den 6 måneder lange rumrejse vil Andreas Mogensen via bl.a. videoer fortælle historier til hele verden om de kulturgenstande, han har med, herunder også om Odin-figuren.
”Andreas Mogensen skal have en meget stor tak for at øge kendskabet til Danmarks kulturarv og ikke mindst Lejres vikingehistorie. Han er naturligvis velkommen til en personlig rundvisning i Lejre Kommune, når han får tid til det efter sin rumfærd,” siger Tina Mandrup, borgmester i Lejre Kommune.
Den originale Odin fra Lejre-figur kan opleves som en del af den faste udstilling på Lejre Museum.
Du kan læse mere om Andreas Mogensens rumfærd på Rumrejsen2023.dk.
Du kan læse mere om de øvrige kulturgenstande, som er med på Huginn-missionen her.
Om Odin fra Lejre:
- I 2009 blev der under en arkæologisk udgravning ved Lejre på Sjælland fundet en lille unik figur af sølv fra vikingetiden.
- Figuren er 1,75 cm høj, 1,98 cm bred og 1,25 cm dyb, og den vejer 9 gram.
- Figuren forestiller en person siddende på en fornem stol, og den rummer en række attributter, der indikerer, at den forestiller den oldnordiske gud Odin.
- Der er flere elementer på figuren, der tilskrives Odin ifølge den nordiske mytologi, som den kendes fra kilder fra middelalderen. Den fornemme stol kan f.eks. være højsædet Lidskjalv, som Odin sad på i sin hal; de to fugle kan være ravnene: Hugin og Munin, der bragte Odin viden om verdens gang.
- Talrige arkæologiske udgravninger har afsløret, at Lejre var hjem for magtfulde herskere i vikingetiden, og ifølge skriftlige kilder fra middelalderen var Lejre danernes første kongesæde. Det var Odin der regerede i verden, som herskerne i Lejre også må have gjort.
Andreas Mogensen og Huginn-missionen
-
- Den danske astronaut Andreas Mogensen skal sendes ud i rummet den 25. august.
- Som pilot i en rumkapsel fra det amerikanske rumfartsselskab SpaceX skal han rejse mod den Internationale Rumstation, ISS, der kredser om Jorden i en højde af cirka 386 kilometer.
- I et halvt år skal 46-årige Andreas Mogensen være på rumstationen og udføre forsøg. Missionen hedder ’Huginn’ opkaldt efter Odins ravn, der fløj ud i verden og samlede viden.
- Andreas Mogensen blev den første dansker i rummet, da han i 2015 drog ud på en rummission, der varede ti dage.
- Andreas Mogensen er den første ikkeamerikanske pilot på en SpaceX-mission. På missionen skal han blandt andet udføre ti danske forsøg, som er blevet udvalgt til missionen.
- Andreas Mogensen vil derudover, via medbragte kulturgenstande, sætte fokus på dansk kultur og historie, herunder øge kendskabet til Danmarks og Lejres vikingehistorie.
– OG MODTAG LIGNENDE ARTIKLER DIREKTE I DIN INDBAKKE
FLERE ARTIKLER OG NYHEDER
DE FRIVILLIGE HAR SAVNET HINANDEN – OG DEN GAMLE MØLLE
Efter en lang corona-nedlukning kan de frivillige ved Skenkelsø Mølle se en ende på den ufrivillige isolation. Det er nemlig ikke bare møllen, historien og formidlingen, der lokker dem til at engagere sig i møllen. Det er i lige så høj grad det sociale samvær med de andre frivillige. Og det har været savnet.
FREDERIKSSUND ER EN DEL AF FJORDENS UENDELIGE HISTORIE
I Frederikssund Kommune er naturen en meget aktiv del af at skabe et fællesskab i kommunen. Faktisk guider borgmesteren selv tilflyttere rundt i landskabet med et håb om, at de vil falde til, finde ro og føle sig som en del af kommunen. Vi har taget en snak borgmester John Schmidt Andersen om kulturarv og ikke mindst natur i denne artikel, der er en del af ROMU’s sommerserie om kulturarv i Egedal, Lejre, Roskilde og Frederikssund.
VUGGE MED VOKSEVÆRK – HISTORISKE LEJRE HAR EN MAGNETISK TILTRÆKNING
Det er svært at sige Lejre, uden at nethinden fyldes med sagnhelte, konger og vikinger. Men Lejre er også en progressiv kommune med stor tilflytning, og der er en iboende bevidsthed om, at kulturarven ikke bare er noget, der foregår på et museum. Den bliver taget med på råd og tænkt ind i byfornyelse, historiefortælling – og endda i et nyetableret gin-destilleri. Det fortæller borgmester Carsten Rasmussen i denne artikel, der er en del af ROMU’s lille serie om kulturarv i Egedal, Lejre, Roskilde og Frederikssund.
JAKOB SKAL SKABE LIV I ROSKILDES HISTORISKE KØBMANDSGÅRD
Museumsorganisationen ROMU vil tiltrække flere besøgende til Lützhøfts Købmandsgård og sikre, at den historiske gård fortsat er ét af roskildensernes mest elskede besøgssteder. Det sker med udvidede åbningstider og ansættelsen af en ny museumsinspektør.
GAMMEL KONGSGÅRD SLÅR DØRENE OP TORSDAG DEN 3. JUNI
Juni er snart over os, og det betyder, at Lejre Museum kan sæsonåbne Gammel Kongsgård i Gl. Lejre. Det sker den 3. juni.
EGEDALS STÆRKE HISTORIE SKAL HELT HJEM TIL BORGERNE
Egedal Kommune har en rig kulturarv, og hvis det står til formanden for Kultur- og Erhvervsudvalget i Egedal, skal der trykkes på speederen for at få den formidlet. Hun tror på, at en fælles historie er en grundsten i at sammentømre borgerne i den store kommune.
KULTURARV OG HISTORIE SKAL STYRKE FÆLLESSKABET I EGEDAL KOMMUNE
Egedal er en ny, men sammenbragt kommune, der stadig er i voksealderen. Derfor ønsker borgmester Karsten Søndergaard fokus på både at bevare de gamle fællesskaber og at give plads til en ny, fælles Egedal-identitet. Nøglen er kommunens historie og kulturarv.
FRISK LUFT OG FORTIDSMINDER
Få overblikket over naturens skjulte historier om fortiden i dette uddrag af ROMU Årbog 2020 “Kulturen på spil”
VELKOMMEN! LYSET ER SAT TIL NYE STORE OPLEVELSER
ROMU slår fra onsdag den 21. april dørene op til et væld af spændende muligheder for at opleve og opdage kulturarv. Fra nutidens magiske festivalkultur til oldtidens mytologi og magt. Få overblikket her.
WEEKEND MED FORTIDSMINDER OG FORÅRSFORNEMMELSER
Kom ud i foråret og på sporet af fortiden i naturen til fortidsmindeweekenden 2021