ROMUs publikumschef: Vinterferien er som skabt til museumsoplevelser
07.02.2023
Af: Lene Steinbeck
RAGNAROCK har oplevelser for alle aldre. For eksempel kan man i uge 7 komme på en guidet familieomvisning, hvor børn og voksne sammen kan rejse ind i musikkens forunderlige historie. Bag efter er der masser af aktiviteter, som for eksempel at være med til at bygge Roskilde Festival i LEGO, at designe sin egen fan-t-shirt eller at lave en rockstjerne-inspireret fastelavnsmaske. Foto: Katrine Catalan /ROMU
Vinterferien står for døren, og nu er tiden der endelig til at være sammen med familie og venner. ROMUs publikumschef Isabella No’omi Fuglø opfordrer til, at man bruger pausen fra hverdagen til at hente energi i tankevækkende og vedkommende kulturoplevelser på et af Roskildes museer.
Der er godt nyt til alle, der ikke skal på ski i vinterferien: Der venter et utal af gode oplevelser lige midt i Roskilde. For en stund kan hverdagens tætpakkede kalendere lukkes, og det er en rigtig god lejlighed til i stedet at besøge et af byens museer.
”Ferier og weekender er der, hvor vi har mulighed for at ses med hinanden på en helt anden måde. Det er her, vi henter energi til hverdagen. Det kan man blandt andet gøre ved at gøre noget sammen og skabe minder sammen, og det er der virkelig gode muligheder for på museerne, som i høj grad er sociale oplevelsessteder,” siger Isabella No’omi Fuglø.
Hun har siden sidste år været publikumschef på ROMU, og det er en opgave, hun tager præcist så alvorligt, som hun synes, det kræver:
”Jeg kommer af en familie af læger, og de arbejder for at holde liv i folk hver dag. Jeg plejer at sige, at jeg arbejder med det, der gør det værd at være i live, for hvis ikke vi har kulturens udtryk og fællesskaber, så mangler vi altså noget, der er helt vitalt for os mennesker.”
Alsidige oplevelser for alle
Hun er særligt motiveret af, at ROMUs mange alsidige besøgssteder giver mulighed for en bred vifte af oplevelser – fra den nostalgiske stemning i Lützhøfts Købmandsgård til den syngende musikalitet på RAGNAROCK – museet for pop, rock og ungdomskultur. Her kan man i vinterferien både kaste sig over kreative ferie-aktiviteter, som for eksempel at lave en rockstjerne-inspireret fastelavnsmaske, og man kan overgive sig til magien i de faste udstillinger.
Det samme gør sig gældende på Roskilde Museum, der for tiden viser den populære børneudstilling Mig og min by, en udstilling, som museet har lavet sammen med byens børn. Her kan de tage forældre og bedsteforældre i hånden og sammen gå på opdagelse i byen og dens mange fortællinger. Udstillingen tager udgangspunkt i et univers af tegneren Rasmus Bregnhøi, som kommer og tegner live på museet den 23. februar.
Og netop det, at museerne giver os mulighed for at være sammen med familie og venner i alsidige oplevelser og med mulighed for at få nye perspektiver på livet, er en gave, vi skal huske at åbne.
”Museerne er ikke bare nice to have – de er need to have. Det er kulturen, der binder os sammen,” siger Isabella No’omi Fuglø og nævner blandt andet to oplevelser på Roskilde Museum, der i høj grad peger på vores fælles referencerammer.
En by med en enorm kulturværdi
Den ene er en spotudstilling med minder fra Frederik 9.s begravelse i Roskilde Domkirke. I januar 2022 markerede vi 50-året for begravelsen, og siden har museet samlet borgeres genstande, fortællinger og minder om den historiske dag. Den anden er et maleri af et af de måske mest kendte bysbørn, Lise Nørgaard, der døde nytårsdag i en alder af 105 år. Det er Roskilde-kunstneren Lars Rasmussen, der står bag maleriet, som er malet i 1994.
”Det er begge helt særlige historier, der har udspillet sig med Roskilde som bagtæppe. Det er gode påmindelser om, at byen rummer en helt enorm kulturværdi. Her både mødes vi og samles vi. Vi oplever sammen og mindes sammen. Vi siger goddag og farvel sammen. De perspektiver er livgivende at reflektere over og livsopløftende at dele med dem, vi holder af,” siger Isabella No’omi Fuglø.
Tager man et smut ud af byen, er der også gode oplevelser i vente. Man skal nemlig ikke langt væk for at møde helt andre universer.
”På Lejre Museum kan man gå på opdagelse i vølvens fantasifulde og eventyrlige værksted. Og er man i nærheden af Frederikssund, er det helt sikkert værd at finde sit bedste kostume frem og være med til at fejre fastelavn, som man gjorde i 1800-tallet med alle de pudsige traditioner, der hørte til,” slutter Isabella No’omi Fuglø.
Alle vinterferieaktiviteter på ROMUs besøgssteder kan ses her. https://romu.dk/vinterferie
Fakta:
I uge 7 fejres vinterferien på Frederikssund Museum, Færgegården, med fastelavnsløjer og optog. RAGNAROCK har åbent for vinterferieaktiviteter i uge 7 og 8, mens Lejre Museum, Roskilde Museum og Lützhøfts Købmandsgård inviterer til vinterferie-sjov i uge 8.
TILMELD DIG ROMU’S NYHEDSBREV OG VIND PRÆMIER
– OG MODTAG LIGNENDE ARTIKLER DIREKTE I DIN INDBAKKE
FLERE ARTIKLER OG NYHEDER
D-A-D klar med jubilæumsplade til oktober
2024 tilhører i den grad D-A-D, som både med musik og en udstilling på Nationalmuseet markerer deres 40-års jubilæum. Lørdag d. 23. marts løftede forsanger Jesper Binzer sløret for bandets kommende udgivelse til talk-festivalen ’Historien bag musikken’ på Danmarks rockmuseum, RAGNAROCK. Pladen udkommer 4. oktober.
Færgegården viser fantastiske fund og hylder de entusiastiske findere
Sporene efter fortiden findes over alt, hvis man har øjnene med sig. En ny spotudstilling på Frederikssunds Museum, Færgegården anerkender dem, som frivilligt går med næsen i jorden, metaldetektoren i hånden og nysgerrigheden uden på tøjet. For uden dem ville en stor del af vores fortidsminder sandsynligvis gå tabt.
”Johnny Reimar er nærmest en dansk rocks godfather”
Dengang rockmusik hed pigtrådsmusik, var den i dag 80-årige Johnny Reimar både en af de allerstørste rockmusikere og som pladeselskabsmand med til at skabe en revolution i den danske musikbranche.
Hiv familien med på museum i påsken
Påskeferien er om hjørnet. Som optakt til højtiden slår flere af ROMUs museer og besøgssteder dørene op for en ny sæson, og flere steder er der udstillinger og aktiviteter for små og store.
Glosuppe og købmandssnak: Lützhøfts Købmandsgaard deltager igen på Historiske Dage
Lützhøfts Købmandsgaard var sidste år en regulær publikumsmagnet på festivalen Historiske Dage, så i år gentages succesen. Den 9.-10. marts kan man høre om livet i en købmandsbutik i 1920’ernes Roskilde, købe gode bolsjer i håndvredne kræmmerhuse, og man kan smage på en glemt klassiker: Glosuppen.
Hop ombord i ny spotudstilling om Danmarks første jernbane
Jernbanens indtog herhjemme revolutionerede folks opfattelse af tid, tempo og afstand. I Roskilde Museums nye spotudstilling mærker du suset fra lokomotivet Odins jomfrutur på den første jernbanestrækning i det nuværende Danmark. Christian 8. indviede strækningen mellem København og Roskilde i 1847.
Kvindernes kampdag på Danmarks rockmuseum
Der er to stærke personligheder på programmet, når hele Danmarks rockmuseum, RAGNAROCK, inviterer til kampdagsarrangement, der rocker ved tidens opfattelser og stiller skarpt på ligestillingskampen. Både den, der stadig skal kæmpes, og de sejre, der allerede er vundet.
Stenløse Kulturhus udstiller Egedals kongelige øjeblikke
Danmark har taget afsked med en dronning gennem 52 år. I anledningen af tronskiftet kan man på Stenløse Kulturhus opleve en spotudstilling med kongelige øjeblikke. Blandt andet med billeder fra de to gange, dronningen har været i Egedal.
Nye navne til “Historien bag musikken” på rockmuseet RAGNAROCK: Søs Fenger, Michael Falch og Hanne Boel
De tre kunstnere føjer sig til rækken af store danske musiknavne, som fortæller om ”historien bag musikken – og musikken bag historien” til tv-vært Clement Behrendt Kjersgaard på hele Danmarks rockmuseum.
Fra Radio Luxemburg til TikTok: Ny spotudstilling lukker den musikalske generationskløft mellem unge og deres forældre
Unges musik har alle dage været en torn i øjet på deres forældre. I spotudstillingen LYT. LIKE. DEL. undersøger Danmarks rockmuseum, RAGNAROCK, unges lyttekultur.