Skoleudflugt til oldtidens ormehuller

10.11.2023

Af Lene Steinbeck

Eleverne fra 6. klasse fra Slagslunde er dukket op for at høre arkæolog Emil Winther Struve fortælle om sit arbejde. Lige nu er marken præget af huller og jordbunker, men efter planen skal man i fremtiden kunne bo i Egedals nye bydel – på samme sted, som familier for et par tusinde år siden slog sig ned. Foto: Lene Steinbeck

Hvordan kan man vide, at et menneske fra bondestenalderen er blevet ofret? Og hvad er det vildeste fund, en arkæolog kan gøre? På en flad, mudret mark i Egedal fik en 6. klasse et godt indblik i arbejdet som arkæolog, og de blev klogere på, hvad man ved at grave i jorden kan finde ud af om deres forfædre, som boede lige her.

På en mudret mark nord for Egedal Rådhus venter arkæolog Emil Winther Struve på en 6. klasse fra Slagslunde. Eleverne skal sammen med deres lærere på en lille guidet rundvisning blandt huller og jordbunker. Det er ikke en hvilken som helst mark. Her skal efter planen opføres en ny bydel.

Men inden der kan bygges nye boliger, skal Emil Winther Struve og hans kollegaer fra museumsorganisationen ROMU grave i fortiden for at finde ud af så meget som muligt om stedets tidligere beboere: Oldtidens egedalborgere, som slog sig ned lige her for et par tusinde år siden. Derfor er marken for tiden omdannet til arkæologisk ”værksted”. I dag altså med selskab af en klasse, der er kommet for at bliver klogere på både arkæologernes arbejde og deres egne forfædre her i Egedal. Det hed det naturligvis ikke i oldtiden.

Da eleverne dukker op, lægger Emil Winther Struve ud med at spørge, om de ved, hvad hans arbejde går ud på. Det ved de godt: Arkæologer finder gamle ting. Arkæologen bekræfter.

”Det er rigtigt. Man kan også sige, at vi skal finde ud af noget om mennesker, som levede for lang tid siden. Hvis I gerne vil vide noget om et andet menneske, så spørger I dem. Det kan også være, at I går på nettet eller læser i en bog. Men hvis man ikke kan det, fordi de for eksempel har levet for meget længe siden, så må vi grave deres liv frem,” fortæller Emil Winther Struve.

En skov af røde pinde

Emil Winther Struve har det arkæologiske ansvar for Egedal Kommune, og han var med, da ROMU’s arkæologer sidste år lavede en forundersøgelse på stedet. Det viste sig, at vigtige fortidsminder potentielt ville lide skade og gå tabt, hvis man uden videre byggede på grunden. Derfor er arkæologerne nu i gang med en udgravning for at samle al den information, der kan aflæses i jordlagene fra oldtiden.

”Men har I så fundet noget,” lyder det utålmodigt fra elevgruppen.

”Ja! Ellers ville vi slet ikke være her i dag. Så ville jeg nok sidde med en varm kop kaffe foran computeren,” fortæller Emil Winther Struve og peger mod en mindre skov af røde pinde, der stikker op af markens søle. De markerer, hvor der engang for mange år siden – sandsynligvis i jernalderen – stod to huse.

”Det er faktisk ikke husene, vi finder, men spor efter dem,” forklarer Emil Winther Struve.

”Vi finder de huller, som man har gravet til stolperne, der er brugt til at bygge husene. Vi kan hente en del informationer i de stolpehuller. Især hvis vi er så heldige, at der er faldet nogle ting derned, som vi så kan udgrave i dag.”

Emil Winther Struve viser en lille pilespids af flint. Den blev fundet i graven, som kan skimtes bag arkæologen. Bunken af sten forrest i billedet markerer endnu en grav, hvor der sandsynligvis er begravet flere mennesker. Foto: Lene Steinbeck

En flad gravhøj

Over hele marken står pinde og vidner om fund. Blandt andet en tidligere gravhøj, som Emil Winther Struve viser vej til. Et mindre forhindringsløb udspiller sig, mens eleverne bevæger sig over marken. Advarsler om de røde pinde forplanter sig ned gennem rækken, og alle undgår at sparke til arkæologernes vigtige markører. Gruppen standser ved en bunke sten og et hul i jorden.

”Her har der ligget en gravhøj i mange tusinde år. Med tiden har landmænd pløjet marken, mens de har været virkelig irriterede over den her bule midt i det hele. Efterhånden er højen fladet ud, men gravene findes altså stadig hernede i jorden.”

På en planche viser Emil Winther Struve omridset af udgravningen. Han finder en lille plastikpose med en fin, lille pilespids, der er fundet i graven. Gravfund er vigtige, understreger han. De kan nemlig sige noget om ritualer ved begravelser, og de kan give et praj om, hvad menneskene i oldtiden troede på, og hvad de forestillede sig skulle ske efter døden.

”Kvinder blev ofte begravet med smykker og lignende, mens mændene blev begravet med ting, der havde med jagt og våben at gøre. Pilespidsen tyder på, at det er en mand, der er begravet her, men vi har ikke fundet nogen knogler. Det har vi et andet sted,” lyder det hemmelighedsfuldt fra Emil Winther Struve, og den ventede reaktion udebliver ikke: Et frydefuldt udbrud lyder fra eleverne.

Sidste år fandt Emil Winther Struve og hans kollegaer et menneskeligt offer i det, der engang i oldtiden var en mose. I dag er hullet fyldt med vand – men fundet kan stadig begejstre. Eleverne var nysgerrige efter at vide, hvad arkæologien kunne fortælle om et menneske, der blev ofret i bondestenalderen. Foto: Lene Steinbeck

Det dragende moselig

Endnu en zigzaggende tur over marken bringer eleverne ned til en nærliggende å. Her var der i oldtiden en mose – og sidste år gjorde Emil Winther Struve og hans kollegaer et spektakulært fund her: De fandt dele af et moselig. Arkæologen viser endnu en planche med et billede.

”Det her er et stykke af kæben fra en mand på omkring 35 år, som levede i bondestenalderen, og som blev ofret her i mosen.”

En byge af spørgsmål melder sig: Hvordan ved I, at det var en mand? Hvordan kan I vide hans alder? Hvordan kan I se, at han blev ofret?

Emil Winther Struve forklarer om de spor, som arkæologen har at gå efter. Blandt andet kan knogler og tænder sladre om et menneskes alder på tværs af godt 6000 år. Han fortæller, hvordan moser traditionelt blev set som et sted med forbindelse til ”den anden verden”, og at det derfor som regel er her, man finder mennesker, der er blevet ofret. En elev spørger til det vildeste fund, en arkæolog kan gøre.

”Det afhænger jo af, hvad man synes er spændende,” lyder det fra Emil Winther Struve, ”nogle vil svare guldsmykker, mens andre synes, det er, når man støder på mennesker. For mig er det, når man finder noget, der kan fortælle konkrete ting om et menneske, som levede lige der, hvor vi graver. Et øjeblik frosset i tid – som for eksempel hvis et hus er brændt, og dem, der boede i det, ikke er nået at komme ud. Så kommer man lige pludselig meget tæt på.”

Klassen takker for et spændende oplæg, inden de vender om og begiver sig tilbage til nutiden.