Sømandskongens begravelse er ladet med betydning
Af: Laura Maria Schütze, museumsinspektør, ph.d. i religionssociologi
24.01.2022
![Frederik 9 begravelse Foto Lise Evers](https://romu.dk/wp-content/uploads/sites/21/2022/01/frederik-9-begravelse-foto-lise-evers-scaled.jpg)
Den folkelig opbakning til afskeden med Frederik 9. var kolossal i både København og Roskilde. Fotografiet er indsendt til ROMU i forbindelse med indsamlingen af personlige beretninger og fotos vedrørende Frederik 9.s begravelse. Foto: Lise Evers
En kongelig begravelse skal sikre kongehusets og statens kontinuitet og legitimitet og er derfor en slags mikrokosmos af samfundet. På 50-års dagen for Frederik 9.s begravelse sætter museumsinspektør Laura Maria Schütze den store, offentlige begivenhed i et historisk perspektiv.
I Danmark har vi en lang tradition for at begrave vores konger og dronninger i Roskilde Domkirke. Harald Blåtand blev ifølge traditionen den første konge til at blive begravet dér – og selvom nogle forskere betvivler rigtigheden af dette, har fortællingen ikke desto mindre været vigtig for eftertiden. For det er bestemt ikke lige gyldigt, hvor man begraver en regent.
I middelalderen anvendte de danske konger flere forskellige kirker som gravkirke, men da Margrete I blev flyttet fra Sorø Klosterkirke til Roskilde Domkirke i 1413, blev domkirken Kalmarunionens gravkirke. De efterfølgende konger havde dog endnu ikke én favorit gravkirke. Det var først, da Frederik 2. flyttede sin far, reformationskongen Christian 3. fra Odense Domkirke til Roskilde Domkirke i 1578, at Roskilde Domkirke blev kongehusets mausoleum per definition.
Et storslået dødsteater
Det er værd at dvæle lidt ved Frederik 2.s egen begravelse i 1588, da den kom til at danne skole for de danske kongers begravelser siden hen. Ikke bare er alle efterfølgende danske konger og dronninger begravet i Roskilde Domkirke. Også selve begravelsesoptoget, som blev indført med netop Frederik 2, er stadig en central del af traditionen.
Frederik 2.s begravelse var et storslået dødsteater i Roskildes gader, hvor alle deltagere udfyldte en vigtig rolle. Der var 1000 deltagere, og optoget kunne måle sig med de førende europæiske fyrsters begravelser. Det var en demonstration af kongens rigdom, interesser og internationale position. Faner med våbenskjolde i optoget viste den geopolitiske udstrækning af hans rige, og den nye regent Christian 4. repræsenterede med sin deltagelse kongehusets kontinuitet.
Samtidig er Frederik 2.s begravelse et mikrokosmos af det danske samfund anno 1588, hvor den politiske og religiøse magt lå hos kongen. Springer vi næsten 400 år frem i tiden til den 24. januar 1972, hvor Frederik 9. blev begravet, møder vi et ritual, der i sin grundstruktur ligner Frederik 2.s begravelse: Optoget i det offentlige rum på vej mod Roskilde Domkirke med nøje udvalgte og koreograferede deltagere.
Folket får den politiske magt
Som med alle andre traditioner gælder det også for de kongelige begravelser, at traditioner kun overlever, hvis de fornys. Castrum doloris, hvor kongens kiste ligger til offentlig fremvisning, blev en del af traditionen efter enevældens indførelse i 1660. Og siden Christian 9.s begravelse i 1906 er det blevet kutyme, at processionen bevæger sig fra Christiansborgs Slotskirke i København til Hovedbanegården, derfra i tog til Roskilde Station og siden i procession på en granbelagt rute til Roskilde Domkirke.
Den allerstørste forskel på Frederik 2.s og Frederik 9.s begravelser er dog, at den politiske og religiøse magt ikke længere ligger hos kongen, men hos de mennesker, der fulgte TV-transmissionen hjemme fra stuen, stod langs optoget, hang i lygtepæle for at overvære kongens sidste rejse eller deltog i optoget. Med indførelsen af demokratiet i 1849 flyttede den politiske magt til folket, og Frederik 9. blev den konge, der tog den fulde konsekvens af denne politiske styreform ved notorisk at optræde apolitisk. Sammen med Dronning Ingrid genfortolkede han kongehuset og rettede fokus mod kongefamilien som en slags rollemodel for hele familien Danmark frem for at optræde som den øverste politiske leder. Frederik 9. og Dronning Ingrid forstod, at forudsætningen for kongehusets overlevelse i et demokrati er folkets opbakning og kærlighed. Billederne fra begravelsen illustrerer, at folket i dén grad tog kongen til sig.
En stemme til nutidens politiske magt
For at give en stemme til folket er Museumsorganisationen ROMU og Roskilde Domkirke gået sammen om at indsamle personlige erindringer vedrørende Frederik 9.s begravelse. Vi er kun lige begyndt, men vi har oplevet en enorm positiv interesse for at dele disse historier med os. Historier, vi håber vil kunne give os et indblik i den kongelige begravelse fra de helt personlige perspektiver.
DELTAG I INDSAMLINGEN HER
TILMELD DIG ROMU’S NYHEDSBREV
– OG MODTAG LIGNENDE ARTIKLER DIREKTE I DIN INDBAKKE
FLERE ARTIKLER OG NYHEDER
VAR HAN EN HALSHUGGET VENDISK SØRØVER?
I 2017 gjorde arkæologer fra ROMU et overaskende fund af to menneskekranier ved museets udgravning på Sortebrødre Plads forud for opførelsen af et p-hus. Udgravningen bragte ny viden frem om middelalderens Roskilde i form af spor af en hidtil ukendt forstad til middelalderbyen. Men altså også to menneskekranier – som måske har tilhørt to dræbte fjender. Læs her en mulig forklaring på fundet.
FRIHEDENS SOL OVER ROSKILDE
De fleste danskere har et sæt sort-hvide billeder, der dukker frem på nethinden, når talen falder på besættelsestiden. Mange af billederne stammer fra de første besættelsesfilm og ugerevyer, der henover sommeren 1945 løb over lærredet. De første film var mindre lokale produktioner, hvilket Frihedens sol over Roskilde er et eksempel på. Her gik byens sparrekassedirektør Knud Henker rundt og filmede og registrerede den glædesfyldte, men også kaotiske tid, der udspillede sig i Roskilde på befrielsesdagen og ugerne derefter.
TID TIL AT MINDES OG HYLDE FRIHEDEN
Når vi i aften sætter lys i vinduerne, er det for at mindes Befrielsen. Samtidig minder vi med lyset hinanden om, hvor flygtig friheden kan være, og hvor vigtigt det er aldrig at tage den for givet. Den historiske aften markeres med arrangementet Alsang i Roskilde Livestream, hvor vi mindes og synger for friheden sammen hver for sig. Mindebegivenheder som den er sammen med fysiske mindesmærker med til at fastholde vores erindringer om dem, der kæmpede for friheden.
TUREN TIL DIG, DER VIL OPLEVE MINDESMÆRKER
Hop på cyklen og oplev mindesmærkerne i byen rejst for mennesker, der kæmpede for din frihed.
KULTURARV GENOPFINDER SIG SELV PÅ 4. MAJ I KRISETID
Roskildes kulturaktører er gået sammen for at holde traditioner for 4. maj lyslevende med virtuel alsang på den mindeværdige aften. Og det er et eksempel på, hvordan hele landet i virkeligheden har brugt krisen til at forstå og tage vare på det, der giver livet værdi, skriver museumsdirektør i en aktuel kommentar
ROSKILDE-HISTORIKER: PÅ 1. MAJ VISER VI STYRKEN I SAMMENHOLDET VED AT HOLDE AFSTAND
I over hundrede år er Arbejdernes internationale kampdag blevet markeret i Roskilde. Kun i besættelsens sidste år blev kampdagen forhindret, og i år har corona-pandemien sat en stopper for demonstration og forsamling den 1. maj. Men dagen kan alligevel bruges til at demonstrere styrken i sammenholdet, mener historiker Hans-Christian Eisen.
KRISER KALDER PÅ SAMFUNDSSIND OG OPFINDSOMHED
Ordet samfundssind, som vi bruger så meget i disse uger, trækker tråde tilbage til besættelsestidens Danmark. Og selv om der er en verden til forskel på at være midt i en verdenskrig og at bekæmpe en pandemi, så er der også fællestræk. Kriser kræver afsavn i dagligdagen og kalder på samfundssind og opfindsomhed. Men hvor hverdagslivet under besættelsen især bød på materielle afsavn, er det i dag de sociale afsavn vi må leve med.
TOILETPAPIRET, DER SKREV SIG IND I HISTORIEN
Kan du huske, da vi alle sammen talte om hamstring af toiletpapir i krisens første dage? Det føles måske allerede som længe siden nu, men historien om toiletpapiret er historien om, at helt almindelige hverdagsting kan ”træde i karakter” og være med til at forme vores oplevelse af historiens udvikling – i dag såvel som for hundrede år siden.
VÅBNENE KOMMER – HILSNER TIL GRETHE OG JULIANE…
’Så sad vi der og ventede på Grethe.’ Og det var det, de gjorde. En modstandsgruppe, Borup-holdet, sad i Bidstrup-skovene nær Roskilde i september 1944 og ventede på Grethe. Grethe var det kodeord, de havde hørt i radioen og navnet på den våbenmodtagelse, som de nu sad og ventede på ved Gyldenløveshøj, Sjællands højeste punkt. Våbennedkastningerne foregik også andre steder på Sjælland. De startede i 1943, og i disse dage for 75 år siden foregik en af de sidste våbenmodtagelser under kodeordet Juliane nær Hove i Nordsjælland.
NÅR ARKÆOLOGEN ARBEJDER HJEMMEFRA
Ligesom mange danskere i øjeblikket er de fleste af ROMUs medarbejdere sendt hjem for at arbejde. Det gælder også flere af museets arkæologer. Men kan man overhovedet arbejde hjemmefra, når man er arkæolog? Det korte svar er ja! Faktisk kan skrivebordsarkæologien slet ikke undværes. Arkæolog Nadja M.K. Mortensen fortæller om arbejdet ude og inde og inviterer dig indenfor i hjemmekontoret.