Spotlight på skraldespandens skjulte skatte
02.09.2021
Der fyldes syltetøjsglas på livet løs, og skønhed tager nye former. Foto: Daniel Tarkan Nacak Rasmussen.
Udstillingen ’Forvandlinger – fortællinger om affald’ begynder i disse dage at tage form på Roskilde Museum. Mød Rune Fjord og Esben Horn, der er udstillingsdesignere på udstillingen – og bliv klogere på, hvordan man ’tryller’ affald om til udstillingsgenstande
Af Camilla Wass
”Se, nu sætter jeg lys på – og nu står de hér og skinner som juveler!”. Billedkunstner Rune Fjord kigger begejstret på det oplyste syltetøjsglas foran os, der er fyldt med hvide æggeskaller. Lyset i montren kaster et gyldent skær på æggeskallerne, der ligger og ’svømmer rundt’ i en lysegul væske i syltetøjsglasset. De er en del af udstillingen ”Forvandlinger – fortællinger om affald”, der lige nu er ved at tage form i det store udstillingslokale på Roskilde Museum.
”De hér ledninger kommer direkte fra genbrugsstationen i Roskilde,” smiler Rune Fjord og peger på et andet syltetøjsglas, hvor væsken omkring ledningerne er farvet rød, så ledningen får et skinnende skær.
Affald på scenen
Farverne i nogle af udstillingens syltetøjsglas bliver en del af den æstetiske oplevelse, som Rune Fjord – sammen med sin ven og kollega Esben Horn – håber at skabe med deres bidrag til udstillingens udtryk og scenografi.
”Vi bruger nogle teknikker og nogle kunstneriske greb til at iscenesætte affaldet. Publikum skal fristes og overraskes, og jeg kan rigtig godt lide at inddrage alle sanserne i oplevelsen,” fortæller Rune Fjord, mens han går på bare tæer hen til en reol fyldt med syltetøjsglas.
Rune Fjord har en baggrund som billedkunstner og designer, mens Esben Horn er scenograf. Sammen har de ansvaret for at gøre det affald, vi plejer at rynke på næsen af, til en kunstnerisk oplevelse.
”Vi har en masse ting, som normalt betragtes som ulækre og grimme – og dem vil vi gerne gøre smukke,” lyder det fra Esben Horn. Han tilføjer:
”Som scenograf er det sjovt at skabe en dekorativ ramme omkring udstillingen, men i scenografien ligger også et underliggende budskab om, at vi er nødt til at betragte affald som en ressource, som vi kan bruge til noget – i stedet for bare at smide det i skraldespanden. Naturen har været så smart at lave materialer, der kan bruges i naturen igen, og det er jo lige præcis dér, hvor vores kæde er hoppet af. Vi producerer en masse ting, som er så forarbejdede, at de ikke kan indgå i naturens kredsløb.”
På opdagelse i affald – før og nu
De to kunstnere har travlt i disse dage. Paller med spritnye syltetøjsglas står klar i udstillingslokalet – klar til at blive fyldt med alt det affald, som vi mennesker har efterladt, fra fortid til nutid. Affaldet bliver sirligt organiseret: Et glas er fyldt til randen med brugte kaffekapsler, et andet med samlekort fra julekalenderen ’Tinka og kongespillet.’ Mikroplast fundet i Roskilde Fjord vipper rundt i vandoverfladen i et andet glas. ’Svampebob Firkant’ er her også – og så er der flintøkser, potteskår og andre genstande, som arkæologer har gravet op af mulden, og som museet råder over – men som ikke er en del af museets egentlige samling.
”De hér potteskår er helt tilbage fra stenalderen,” siger Esben Horn, mens han åbner et syltetøjsglas og tager et skår op.
”At have noget i hænderne, som én af vore forfædre sad og forarbejdede for flere tusinde år siden – det er jo fantastisk,” siger han.
Udstillingens koncept er udviklet af museumsinspektør Dorthe Godsk Larsen, der i samarbejde med museets øvrige inspektører har udvalgt 100 genstande fra Roskilde Museums samling. Disse vil spille sammen med de mange syltetøjsglas og give et indblik i affaldets kulturhistorie.
”Ja, og hvert eneste syltetøjsglas med affald er registreret med et nummer, og så hører der små historier til, som museumsformidlerne har arbejdet med. Så der bliver rig mulighed for at gå på opdagelse i vores affald,” supplerer Rune Fjord.
Fokus på kunstens sprog
Vi stopper op ved et bord midt i udstillingslokalet, så de to kunstnere kan komme videre med at gøre udstillingens scenografi færdig. Rune Fjord tager en lysebrun nylonstrømpe, fylder den med tøjrester fra genbrugsbutikken i Roskilde og vikler et stykke sejlgarn omkring strømpen. Vupti – en kunstfærdig tøjbylt former sig mellem hans hænder og ender i et friskt syltetøjsglas. Ved siden af står Esben Horn og brækker noget flamingo i stykker, så de kan være i et andet glas.
”Det her flamingo er ikke særlig kønt – men når der kommer farve i vandet, lægger man pludselig mærke til det på en anden måde,” smiler han.
Mens de to kunstnere knokler med at fylde de mange syltetøjsglas, drejer vores snak ind på kunstens rolle i den aktuelle debat omkring overforbrug.
”Kunsten har altid handlet om, hvordan vi ser på verden. Nogle gange provokerer kunsten eller sætter ting i perspektiv – det har vi set i bølger gennem menneskets historie. Lige nu er klima et uundgåeligt tema for os alle, og jeg synes, at vi i langt højere grad skal bruge kunstens sprog til at blive klogere på den verden, vi lever i. Der sker et eller andet med os, når vi oplever ting med alle vores sanser. Vi er så vant til det skrevne og talte ord, men vi har jo også andre sprog,” siger Rune Fjord, mens han smiler og river endnu en tøjstump i stykker.
TILMELD DIG ROMU’S NYHEDSBREV OG VIND PRÆMIER
– OG MODTAG LIGNENDE ARTIKLER DIREKTE I DIN INDBAKKE
FLERE ARTIKLER OG NYHEDER
DE FRIVILLIGE HAR SAVNET HINANDEN – OG DEN GAMLE MØLLE
Efter en lang corona-nedlukning kan de frivillige ved Skenkelsø Mølle se en ende på den ufrivillige isolation. Det er nemlig ikke bare møllen, historien og formidlingen, der lokker dem til at engagere sig i møllen. Det er i lige så høj grad det sociale samvær med de andre frivillige. Og det har været savnet.
FREDERIKSSUND ER EN DEL AF FJORDENS UENDELIGE HISTORIE
I Frederikssund Kommune er naturen en meget aktiv del af at skabe et fællesskab i kommunen. Faktisk guider borgmesteren selv tilflyttere rundt i landskabet med et håb om, at de vil falde til, finde ro og føle sig som en del af kommunen. Vi har taget en snak borgmester John Schmidt Andersen om kulturarv og ikke mindst natur i denne artikel, der er en del af ROMU’s sommerserie om kulturarv i Egedal, Lejre, Roskilde og Frederikssund.
VUGGE MED VOKSEVÆRK – HISTORISKE LEJRE HAR EN MAGNETISK TILTRÆKNING
Det er svært at sige Lejre, uden at nethinden fyldes med sagnhelte, konger og vikinger. Men Lejre er også en progressiv kommune med stor tilflytning, og der er en iboende bevidsthed om, at kulturarven ikke bare er noget, der foregår på et museum. Den bliver taget med på råd og tænkt ind i byfornyelse, historiefortælling – og endda i et nyetableret gin-destilleri. Det fortæller borgmester Carsten Rasmussen i denne artikel, der er en del af ROMU’s lille serie om kulturarv i Egedal, Lejre, Roskilde og Frederikssund.
JAKOB SKAL SKABE LIV I ROSKILDES HISTORISKE KØBMANDSGÅRD
Museumsorganisationen ROMU vil tiltrække flere besøgende til Lützhøfts Købmandsgård og sikre, at den historiske gård fortsat er ét af roskildensernes mest elskede besøgssteder. Det sker med udvidede åbningstider og ansættelsen af en ny museumsinspektør.
GAMMEL KONGSGÅRD SLÅR DØRENE OP TORSDAG DEN 3. JUNI
Juni er snart over os, og det betyder, at Lejre Museum kan sæsonåbne Gammel Kongsgård i Gl. Lejre. Det sker den 3. juni.
EGEDALS STÆRKE HISTORIE SKAL HELT HJEM TIL BORGERNE
Egedal Kommune har en rig kulturarv, og hvis det står til formanden for Kultur- og Erhvervsudvalget i Egedal, skal der trykkes på speederen for at få den formidlet. Hun tror på, at en fælles historie er en grundsten i at sammentømre borgerne i den store kommune.
KULTURARV OG HISTORIE SKAL STYRKE FÆLLESSKABET I EGEDAL KOMMUNE
Egedal er en ny, men sammenbragt kommune, der stadig er i voksealderen. Derfor ønsker borgmester Karsten Søndergaard fokus på både at bevare de gamle fællesskaber og at give plads til en ny, fælles Egedal-identitet. Nøglen er kommunens historie og kulturarv.
FRISK LUFT OG FORTIDSMINDER
Få overblikket over naturens skjulte historier om fortiden i dette uddrag af ROMU Årbog 2020 “Kulturen på spil”
VELKOMMEN! LYSET ER SAT TIL NYE STORE OPLEVELSER
ROMU slår fra onsdag den 21. april dørene op til et væld af spændende muligheder for at opleve og opdage kulturarv. Fra nutidens magiske festivalkultur til oldtidens mytologi og magt. Få overblikket her.
WEEKEND MED FORTIDSMINDER OG FORÅRSFORNEMMELSER
Kom ud i foråret og på sporet af fortiden i naturen til fortidsmindeweekenden 2021