Spotlight på skraldespandens skjulte skatte
02.09.2021
Der fyldes syltetøjsglas på livet løs, og skønhed tager nye former. Foto: Daniel Tarkan Nacak Rasmussen.
Udstillingen ’Forvandlinger – fortællinger om affald’ begynder i disse dage at tage form på Roskilde Museum. Mød Rune Fjord og Esben Horn, der er udstillingsdesignere på udstillingen – og bliv klogere på, hvordan man ’tryller’ affald om til udstillingsgenstande
Af Camilla Wass
”Se, nu sætter jeg lys på – og nu står de hér og skinner som juveler!”. Billedkunstner Rune Fjord kigger begejstret på det oplyste syltetøjsglas foran os, der er fyldt med hvide æggeskaller. Lyset i montren kaster et gyldent skær på æggeskallerne, der ligger og ’svømmer rundt’ i en lysegul væske i syltetøjsglasset. De er en del af udstillingen ”Forvandlinger – fortællinger om affald”, der lige nu er ved at tage form i det store udstillingslokale på Roskilde Museum.
”De hér ledninger kommer direkte fra genbrugsstationen i Roskilde,” smiler Rune Fjord og peger på et andet syltetøjsglas, hvor væsken omkring ledningerne er farvet rød, så ledningen får et skinnende skær.
Affald på scenen
Farverne i nogle af udstillingens syltetøjsglas bliver en del af den æstetiske oplevelse, som Rune Fjord – sammen med sin ven og kollega Esben Horn – håber at skabe med deres bidrag til udstillingens udtryk og scenografi.
”Vi bruger nogle teknikker og nogle kunstneriske greb til at iscenesætte affaldet. Publikum skal fristes og overraskes, og jeg kan rigtig godt lide at inddrage alle sanserne i oplevelsen,” fortæller Rune Fjord, mens han går på bare tæer hen til en reol fyldt med syltetøjsglas.
Rune Fjord har en baggrund som billedkunstner og designer, mens Esben Horn er scenograf. Sammen har de ansvaret for at gøre det affald, vi plejer at rynke på næsen af, til en kunstnerisk oplevelse.
”Vi har en masse ting, som normalt betragtes som ulækre og grimme – og dem vil vi gerne gøre smukke,” lyder det fra Esben Horn. Han tilføjer:
”Som scenograf er det sjovt at skabe en dekorativ ramme omkring udstillingen, men i scenografien ligger også et underliggende budskab om, at vi er nødt til at betragte affald som en ressource, som vi kan bruge til noget – i stedet for bare at smide det i skraldespanden. Naturen har været så smart at lave materialer, der kan bruges i naturen igen, og det er jo lige præcis dér, hvor vores kæde er hoppet af. Vi producerer en masse ting, som er så forarbejdede, at de ikke kan indgå i naturens kredsløb.”
På opdagelse i affald – før og nu
De to kunstnere har travlt i disse dage. Paller med spritnye syltetøjsglas står klar i udstillingslokalet – klar til at blive fyldt med alt det affald, som vi mennesker har efterladt, fra fortid til nutid. Affaldet bliver sirligt organiseret: Et glas er fyldt til randen med brugte kaffekapsler, et andet med samlekort fra julekalenderen ’Tinka og kongespillet.’ Mikroplast fundet i Roskilde Fjord vipper rundt i vandoverfladen i et andet glas. ’Svampebob Firkant’ er her også – og så er der flintøkser, potteskår og andre genstande, som arkæologer har gravet op af mulden, og som museet råder over – men som ikke er en del af museets egentlige samling.
”De hér potteskår er helt tilbage fra stenalderen,” siger Esben Horn, mens han åbner et syltetøjsglas og tager et skår op.
”At have noget i hænderne, som én af vore forfædre sad og forarbejdede for flere tusinde år siden – det er jo fantastisk,” siger han.
Udstillingens koncept er udviklet af museumsinspektør Dorthe Godsk Larsen, der i samarbejde med museets øvrige inspektører har udvalgt 100 genstande fra Roskilde Museums samling. Disse vil spille sammen med de mange syltetøjsglas og give et indblik i affaldets kulturhistorie.
”Ja, og hvert eneste syltetøjsglas med affald er registreret med et nummer, og så hører der små historier til, som museumsformidlerne har arbejdet med. Så der bliver rig mulighed for at gå på opdagelse i vores affald,” supplerer Rune Fjord.
Fokus på kunstens sprog
Vi stopper op ved et bord midt i udstillingslokalet, så de to kunstnere kan komme videre med at gøre udstillingens scenografi færdig. Rune Fjord tager en lysebrun nylonstrømpe, fylder den med tøjrester fra genbrugsbutikken i Roskilde og vikler et stykke sejlgarn omkring strømpen. Vupti – en kunstfærdig tøjbylt former sig mellem hans hænder og ender i et friskt syltetøjsglas. Ved siden af står Esben Horn og brækker noget flamingo i stykker, så de kan være i et andet glas.
”Det her flamingo er ikke særlig kønt – men når der kommer farve i vandet, lægger man pludselig mærke til det på en anden måde,” smiler han.
Mens de to kunstnere knokler med at fylde de mange syltetøjsglas, drejer vores snak ind på kunstens rolle i den aktuelle debat omkring overforbrug.
”Kunsten har altid handlet om, hvordan vi ser på verden. Nogle gange provokerer kunsten eller sætter ting i perspektiv – det har vi set i bølger gennem menneskets historie. Lige nu er klima et uundgåeligt tema for os alle, og jeg synes, at vi i langt højere grad skal bruge kunstens sprog til at blive klogere på den verden, vi lever i. Der sker et eller andet med os, når vi oplever ting med alle vores sanser. Vi er så vant til det skrevne og talte ord, men vi har jo også andre sprog,” siger Rune Fjord, mens han smiler og river endnu en tøjstump i stykker.
TILMELD DIG ROMU’S NYHEDSBREV OG VIND PRÆMIER
– OG MODTAG LIGNENDE ARTIKLER DIREKTE I DIN INDBAKKE
FLERE ARTIKLER OG NYHEDER
ROSKILDE HYLDER DEMOKRATI OG SAMFUNDSSIND MED SANG
Store dele af byens kulturliv står bag, når alle inviteres til at samles hver for sig om Alsang mandag den 4. maj, hvor 75-året for Danmarks befrielse mindes landet over. Roskilde Festival Højskole danner rammen, og alle, der har lyst, kan deltage gennem Livestream på Facebook kl. 19-20.
ROMU SØGER NY FORPAGTER TIL MUSEUMSCAFEERNE PÅ RAGNAROCK OG ROSKILDE MUSEUM
Fra 1. oktober er der mulighed for at overtage forpagtningen af museumscaféerne på de to populære ROMU-museer RAGNAROCK og Roskilde Museum. Her udløber aftalen med tidligere forpagter Freunde. Forpagtningerne udbydes samlet eller hver for sig.
EN PRINSESSE FØDES – LYSPUNKTER OG STILFÆRDIGE PROTESTER I EN SVÆR TID
Kun syv dage efter den tyske besættelse blev prinsesse Margrethe født i dag for 80 år siden. Det blev et lyspunkt og samlingspunkt for den danske befolkning i en mørk tid. Fællesskab og sammenhold kom samtidig til udtryk igennem en stilfærdig protest mod besættelsesmagten, blandt andet igennem fællessang, der dengang som nu samler befolkningen.
TIL KAMP MOD DET LEVENDE SMUDS
I disse dage kæmper vi en indædt kamp mod den nye usynlige fjende COVID-19. En hård kamp, der bl.a. sætter vores rengørings- og hygiejne kundskaber på prøve. Og det er ikke første gang, at det usynlige levende smuds har stået højt på fjendelisten ude i de danske hjem.
UKENDT KIRKE MIDT I BYEN? – HER FÅR DU SPORENE
Hvis myndighedernes forholdsregler tillader det, så gå en tur på Gråbrødre kirkegård i Roskilde, og lad tankerne flyve tilbage til middelalderen. Dengang lå her et munkekloster med en klosterkirke. Men der er tegn på, at der måske, allerede inden gråbrødrene kom til stedet, lå en endnu ældre kirke. Holder det stik, kan vi føje endnu en kirke til den lange liste over kirker i middelalderens Roskilde. Læs her hvilke tegn, der peger på det – så har du lidt at tænke over på din gåtur.
GLEMTE KRISTUS-FIGURER UNDGIK FARER I ÅRHUNDREDER
Når alle landets kirker i denne påske står tomme, vil altertavler, kirkekunst og krucifikser også mangle beskuere. Den situation har et par markante genstande fra middelalderen i Roskilde Museums udstilling været i før – krucifikserne fra Lyndby kirke.
HER INDLEDTES MODSTANDSKAMPEN
Det er i dag 80 år siden d. 9. april 1940, at de første tyske soldater kørte ind på Stændertorvet i Roskilde. Men samme dag indledtes også den danske modstandskamp, hvilket en mindeplade på ydermuren af den nedlagte Roskilde Kaserne fortæller om.
FRISK LUFT OG FORTID – TRE IDEER TIL TURE MED INDHOLD
Savner du et udflugtmål, når du skal lufte ungerne? Eller et fælles emne, som kan sætte fantasien i gang? Her får du tre tips til gådefulde fortidsminder i Roskilde-området. Vælg frit mellem stenalder, bronzealder og middelalder.
DEL DIN LOKALE CORONA-FORTÆLLING MED ROMU
ROMU indsamler fortællinger og genstande om livet under corona-krisen i Roskilde, Lejre og Frederikssund. Alle kan bidrage med deres historie.
SPANIERE GØR OPRØR MED RÅBEN OG SKUD I ROSKILDE!
Med den aktuelle corona-pandemi er den spanske syge, som hærgede Danmark og resten af verden for godt 100 år siden, i dag blevet en relevant reference for de fleste danskere. En mere ukendt reference til den dansk-spanske relation findes dog her i Roskilde, hvor et spansk oprør brød ud i 1808.