Unikt håndskrift: England udlåner Roskildes dåbsattest til Roskilde Museum
09.03.2022
Udstillingen af Ely-håndskriftet er åbnet!
Nu kan du opleve ”Roskildes dåbsattest” helt tæt på.
Så tæt, at du næsten kan høre munkens fjerpen, der skratter hen over pergamentet.
Vi synes, det er mageløst!
Kom forbi og mærk, om du har det ligesådan.
Vi ses i Sankt Ols Stræde 3.
Vi har åbent tir-søn 10-16.
Dokumentet fra 1022 er det tidligste bevis på, at der på det tidspunkt var en biskop i Roskilde. Han hed Gerbrand, og i 1022 bevidnede han jordoverdragelse fra den danske konge Knud den Store til Ely-klosteret. Foto: Trinity College Library, Cambridge.
I år er det 1000 år siden, at Roskilde første gang blev omtalt på skrift. Håndskriftet, der bevidner det flotte, runde jubilæum, kan til maj opleves Roskilde Museum. Det er en sjælden mulighed for de nysgerrige – det er nemlig første gang, at håndskriftet har taget turen til Roskilde fra England, hvor det normalt har hjemme
Til foråret kan gæsterne på Roskilde Museum komme helt tæt på et indbundet håndskrift, der er skelsættende for domkirkebyens historie. Museet har nemlig lånt Ely-håndskriftet, der indeholder en meget tidlig omtale af Roskilde.
Håndskriftet stammer fra det engelske Ely-kloster, der i 1022 fik overdraget et stykke jord af Knud den Store. Han var på det tidspunkt konge over både Danmark og England. I den forbindelse blev et dokumentet udfærdiget, og det er her, vi for første gang ser Roskilde – eller ’Roscylde’, som det blev stavet i middelalderen – på skrift.
”I det her dokument er oplistet en række prominente vidner til overdragelsen. Der er blandt andet kongen, Knud den Store, og hans dronning, der er de to engelske ærkebiskopper og ti biskopper. En af dem er Gerbrand, der er biskop i Roskilde Stift. Det er første gang, vi hører om Roskilde Stift, og det er vores kilde til at vide, at der findes en biskop af Roskilde på det her tidspunkt,” siger Jesper Langkilde, der er arkæolog og museumsinspektør ved ROMU.
Ely-håndskriftet har aldrig tidligere været uden for Storbritannien, men nu kan det opleves på nært hold på Roskilde Museum. Foto: Kristian Grøndahl
Skrøbeligt pergament
Det originale dokument fra 1022 er desværre gået tabt. Men ordlyden er bevaret i den afskrift af dokumentet, som findes i Ely-håndskriftet fra 1100-tallet. Ved siden af montren med Ely-håndskriftet, hvor øjnene kan gå på jagt efter ’Roscylde’ i de snirklede bogstaver, vil museet opsætte en digital udgave, som gæsterne kan bladre i.
Trods den klare tilknytning til Roskilde by og stift er det første gang, at håndskriftet med Ely-dokumentet har taget turen fra sit hjem på Cambridge Universitetet i England til Roskilde. Og det er da heller ikke noget, man bare lige gør. Det ligger et stort arbejde i at transportere og sikre den gamle bog, fortæller Jesper Langkilde.
”Sådan en bog fra 1100-taller er jo håndskrevet på gammelt pergament. Det må ikke få særlig meget lys, det skal opbevares i den rette luftfugtighed og selvfølgelig i stor stil sikres mod tyveri og ulykker. Så det er en omstændelig proces. Men det er samtidig en fantastisk mulighed for at udstille en unik genstand, der er så vigtig for byens og stiftets historie.”
En dåbsattest på byen og stiftet
Samme begejstring kan man spore hos ROMUs direktør, Morten Thomsen Højsgaard.
”Det er lidt af en drøm, der går i opfyldelse: at have en dåbsattest på et stift og en by. Det er jo kulturarv fra den absolut øverste hylde. Derfor glæder vi os selvfølgelig til, at folk kan komme ind og være vidne til en historie med et 1000-årigt forløb, når bogen bliver udstillet som en del af vores permanente udstilling.”
Det ikke kun Roskilde Museum, der kipper med flaget for den aldrende fødselar. Hele byen vil deltage i en fejring, der strækker sig over det meste af 2022. Og selv om håndskriftet med det 1000 år gamle dokument i sig selv er en fantastisk udstillingsgenstand, er det i høj grad også en fortælling om os danskere.
”Tidsmæssigt er vi lige efter Harald Blåtands tid, og vi kan se, at Roskilde spiller en central rolle på det tidspunkt. Håndskriftet er med til at pege på et tidspunkt, hvor der sker en magtforskydning og et skifte i den danske historie. Fra det gamle samfund, hvor man dyrkede de nordiske guder i Lejre, til en kristen tradition med Roskilde som magtcentrum,” fortæller Morten Thomsen Højsgaard.
Ely-håndskriftet vil kunne opleves på Roskilde Museum fra 20. maj – 25. september.
Roskilde by fejrede allerede i 1998 byens 1000 års jubilæum. Vi kender ikke det præcise årstal for byens grundlæggelse, men arkæologiske tyder fund på, at det skete i årtierne omkring år 1000.
Men første gang, byens navn optræder på skrift, er i et dokument fra 1022. Dokumentet er samtidig den første omtale af Roskilde stift og den første biskop. Derfor kalder vi det for byens dåbsattest.
Det originale dokument fra 1022 findes ikke længere, men ordlyden og indholdet er bevaret i en afskrift, nedskrevet i Ely kloster i England i midten af 1100-tallet i det såkaldte Ely-håndskrift.
Og det er dette håndskrift, som Roskilde Museum har fået lov at låne. Det er første gang nogensinde, at håndskriftet bliver udlånt til udstilling uden for England.
– OG MODTAG LIGNENDE ARTIKLER DIREKTE I DIN INDBAKKE
FLERE ARTIKLER OG NYHEDER
DE FRIVILLIGE HAR SAVNET HINANDEN – OG DEN GAMLE MØLLE
Efter en lang corona-nedlukning kan de frivillige ved Skenkelsø Mølle se en ende på den ufrivillige isolation. Det er nemlig ikke bare møllen, historien og formidlingen, der lokker dem til at engagere sig i møllen. Det er i lige så høj grad det sociale samvær med de andre frivillige. Og det har været savnet.
FREDERIKSSUND ER EN DEL AF FJORDENS UENDELIGE HISTORIE
I Frederikssund Kommune er naturen en meget aktiv del af at skabe et fællesskab i kommunen. Faktisk guider borgmesteren selv tilflyttere rundt i landskabet med et håb om, at de vil falde til, finde ro og føle sig som en del af kommunen. Vi har taget en snak borgmester John Schmidt Andersen om kulturarv og ikke mindst natur i denne artikel, der er en del af ROMU’s sommerserie om kulturarv i Egedal, Lejre, Roskilde og Frederikssund.
VUGGE MED VOKSEVÆRK – HISTORISKE LEJRE HAR EN MAGNETISK TILTRÆKNING
Det er svært at sige Lejre, uden at nethinden fyldes med sagnhelte, konger og vikinger. Men Lejre er også en progressiv kommune med stor tilflytning, og der er en iboende bevidsthed om, at kulturarven ikke bare er noget, der foregår på et museum. Den bliver taget med på råd og tænkt ind i byfornyelse, historiefortælling – og endda i et nyetableret gin-destilleri. Det fortæller borgmester Carsten Rasmussen i denne artikel, der er en del af ROMU’s lille serie om kulturarv i Egedal, Lejre, Roskilde og Frederikssund.
JAKOB SKAL SKABE LIV I ROSKILDES HISTORISKE KØBMANDSGÅRD
Museumsorganisationen ROMU vil tiltrække flere besøgende til Lützhøfts Købmandsgård og sikre, at den historiske gård fortsat er ét af roskildensernes mest elskede besøgssteder. Det sker med udvidede åbningstider og ansættelsen af en ny museumsinspektør.
GAMMEL KONGSGÅRD SLÅR DØRENE OP TORSDAG DEN 3. JUNI
Juni er snart over os, og det betyder, at Lejre Museum kan sæsonåbne Gammel Kongsgård i Gl. Lejre. Det sker den 3. juni.
EGEDALS STÆRKE HISTORIE SKAL HELT HJEM TIL BORGERNE
Egedal Kommune har en rig kulturarv, og hvis det står til formanden for Kultur- og Erhvervsudvalget i Egedal, skal der trykkes på speederen for at få den formidlet. Hun tror på, at en fælles historie er en grundsten i at sammentømre borgerne i den store kommune.
KULTURARV OG HISTORIE SKAL STYRKE FÆLLESSKABET I EGEDAL KOMMUNE
Egedal er en ny, men sammenbragt kommune, der stadig er i voksealderen. Derfor ønsker borgmester Karsten Søndergaard fokus på både at bevare de gamle fællesskaber og at give plads til en ny, fælles Egedal-identitet. Nøglen er kommunens historie og kulturarv.
FRISK LUFT OG FORTIDSMINDER
Få overblikket over naturens skjulte historier om fortiden i dette uddrag af ROMU Årbog 2020 “Kulturen på spil”
VELKOMMEN! LYSET ER SAT TIL NYE STORE OPLEVELSER
ROMU slår fra onsdag den 21. april dørene op til et væld af spændende muligheder for at opleve og opdage kulturarv. Fra nutidens magiske festivalkultur til oldtidens mytologi og magt. Få overblikket her.
WEEKEND MED FORTIDSMINDER OG FORÅRSFORNEMMELSER
Kom ud i foråret og på sporet af fortiden i naturen til fortidsmindeweekenden 2021