Unikt håndskrift: England udlåner Roskildes dåbsattest til Roskilde Museum
09.03.2022
Udstillingen af Ely-håndskriftet er åbnet!
Nu kan du opleve ”Roskildes dåbsattest” helt tæt på.
Så tæt, at du næsten kan høre munkens fjerpen, der skratter hen over pergamentet.
Vi synes, det er mageløst!
Kom forbi og mærk, om du har det ligesådan.
Vi ses i Sankt Ols Stræde 3.
Vi har åbent tir-søn 10-16.
Dokumentet fra 1022 er det tidligste bevis på, at der på det tidspunkt var en biskop i Roskilde. Han hed Gerbrand, og i 1022 bevidnede han jordoverdragelse fra den danske konge Knud den Store til Ely-klosteret. Foto: Trinity College Library, Cambridge.
I år er det 1000 år siden, at Roskilde første gang blev omtalt på skrift. Håndskriftet, der bevidner det flotte, runde jubilæum, kan til maj opleves Roskilde Museum. Det er en sjælden mulighed for de nysgerrige – det er nemlig første gang, at håndskriftet har taget turen til Roskilde fra England, hvor det normalt har hjemme
Til foråret kan gæsterne på Roskilde Museum komme helt tæt på et indbundet håndskrift, der er skelsættende for domkirkebyens historie. Museet har nemlig lånt Ely-håndskriftet, der indeholder en meget tidlig omtale af Roskilde.
Håndskriftet stammer fra det engelske Ely-kloster, der i 1022 fik overdraget et stykke jord af Knud den Store. Han var på det tidspunkt konge over både Danmark og England. I den forbindelse blev et dokumentet udfærdiget, og det er her, vi for første gang ser Roskilde – eller ’Roscylde’, som det blev stavet i middelalderen – på skrift.
”I det her dokument er oplistet en række prominente vidner til overdragelsen. Der er blandt andet kongen, Knud den Store, og hans dronning, der er de to engelske ærkebiskopper og ti biskopper. En af dem er Gerbrand, der er biskop i Roskilde Stift. Det er første gang, vi hører om Roskilde Stift, og det er vores kilde til at vide, at der findes en biskop af Roskilde på det her tidspunkt,” siger Jesper Langkilde, der er arkæolog og museumsinspektør ved ROMU.
Ely-håndskriftet har aldrig tidligere været uden for Storbritannien, men nu kan det opleves på nært hold på Roskilde Museum. Foto: Kristian Grøndahl
Skrøbeligt pergament
Det originale dokument fra 1022 er desværre gået tabt. Men ordlyden er bevaret i den afskrift af dokumentet, som findes i Ely-håndskriftet fra 1100-tallet. Ved siden af montren med Ely-håndskriftet, hvor øjnene kan gå på jagt efter ’Roscylde’ i de snirklede bogstaver, vil museet opsætte en digital udgave, som gæsterne kan bladre i.
Trods den klare tilknytning til Roskilde by og stift er det første gang, at håndskriftet med Ely-dokumentet har taget turen fra sit hjem på Cambridge Universitetet i England til Roskilde. Og det er da heller ikke noget, man bare lige gør. Det ligger et stort arbejde i at transportere og sikre den gamle bog, fortæller Jesper Langkilde.
”Sådan en bog fra 1100-taller er jo håndskrevet på gammelt pergament. Det må ikke få særlig meget lys, det skal opbevares i den rette luftfugtighed og selvfølgelig i stor stil sikres mod tyveri og ulykker. Så det er en omstændelig proces. Men det er samtidig en fantastisk mulighed for at udstille en unik genstand, der er så vigtig for byens og stiftets historie.”
En dåbsattest på byen og stiftet
Samme begejstring kan man spore hos ROMUs direktør, Morten Thomsen Højsgaard.
”Det er lidt af en drøm, der går i opfyldelse: at have en dåbsattest på et stift og en by. Det er jo kulturarv fra den absolut øverste hylde. Derfor glæder vi os selvfølgelig til, at folk kan komme ind og være vidne til en historie med et 1000-årigt forløb, når bogen bliver udstillet som en del af vores permanente udstilling.”
Det ikke kun Roskilde Museum, der kipper med flaget for den aldrende fødselar. Hele byen vil deltage i en fejring, der strækker sig over det meste af 2022. Og selv om håndskriftet med det 1000 år gamle dokument i sig selv er en fantastisk udstillingsgenstand, er det i høj grad også en fortælling om os danskere.
”Tidsmæssigt er vi lige efter Harald Blåtands tid, og vi kan se, at Roskilde spiller en central rolle på det tidspunkt. Håndskriftet er med til at pege på et tidspunkt, hvor der sker en magtforskydning og et skifte i den danske historie. Fra det gamle samfund, hvor man dyrkede de nordiske guder i Lejre, til en kristen tradition med Roskilde som magtcentrum,” fortæller Morten Thomsen Højsgaard.
Ely-håndskriftet vil kunne opleves på Roskilde Museum fra 20. maj – 25. september.
Roskilde by fejrede allerede i 1998 byens 1000 års jubilæum. Vi kender ikke det præcise årstal for byens grundlæggelse, men arkæologiske tyder fund på, at det skete i årtierne omkring år 1000.
Men første gang, byens navn optræder på skrift, er i et dokument fra 1022. Dokumentet er samtidig den første omtale af Roskilde stift og den første biskop. Derfor kalder vi det for byens dåbsattest.
Det originale dokument fra 1022 findes ikke længere, men ordlyden og indholdet er bevaret i en afskrift, nedskrevet i Ely kloster i England i midten af 1100-tallet i det såkaldte Ely-håndskrift.
Og det er dette håndskrift, som Roskilde Museum har fået lov at låne. Det er første gang nogensinde, at håndskriftet bliver udlånt til udstilling uden for England.
– OG MODTAG LIGNENDE ARTIKLER DIREKTE I DIN INDBAKKE
FLERE ARTIKLER OG NYHEDER
Lærke Svendsen vil gøre Egedals lokalhistorie tilgængelig og vedkommende
Lokalarkiver er ikke kun for historienørder med smalle interessefelter. Det er parolen fra Egedal Arkiv og Museums nye arkivar, Lærke Svendsen, som vil arbejde for at åbne arkivet og vække borgernes nysgerrighed for Egedals unikke fortid.
Stor donation sikrer banebrydende forskning i Danmarks tidlige historie
KrogagerFonden har givet 2 millioner kroner til ROMU, som skal i gang med at kortlægge Lejres undergrund. Med moderne jordscanninger omkring det gamle kongesæde håber arkæologerne at kunne kvalificere områdets forskningsmæssige potentiale. Projektet har store perspektiver for at løfte Lejres sublime forhistorie frem i lyset.
Et unikt fondssamarbejde har givet Lejres myter kød og blod
For få årtier siden beroede historien om Lejres fortid på sagn og myter. Men et unikt og langvarigt samarbejde mellem ROMU og KrogagerFonden har sikret en vedholdende forskning, som har beseglet Lejres plads i danmarkshistorien som et magtfuldt kongesæde.
Jagten på Lejres skjulte gåder begynder med en scanner
Lejre er sagnkongernes land. Men ingen konge kan regere alene. I et omfattende projekt skal arkæologer scanne undergrunden omkring Lejres legendariske kongesæde for at kortlægge området. Håbet er at lægge grundstenene til mange års fortsat forskning i, hvad der gjorde Lejre til et magtcentrum gennem de sidste 500 år af jernalderen.
Flotte bidrag baner vej for nyt tag til Tadre Mølle
Sensommeren og efteråret byder på en tiltrængt renovering af taget på Tadre Mølle ved Hvalsø. Stedet er fortsat åbent for besøgende, men selve vandmøllen er midlertidigt taget ud af drift, mens møllehuset får skiftet stråtaget og delvist ny tagkonstruktion.
Guld, magt og pragt er nøgleord i efterårets foredrag på Lejre Museum
Gennem tre foredrag sætter Lejre Museum spot på områdets status som magtcentrum i vikingetid og germansk jernalder. Mød tre fagpersoner, der med hvert sit forskningsfelt og perspektiv belyser magten i Lejre.
Verdensarvscenter vælger erfaren bygherrerådgiver
For at indfri ambitionen om at skabe et unikt og visionært besøgscenter ved Roskilde Domkirke har Anlægsfonden Kulturarv Roskilde Domkirke valgt erfarne Bauherr som bygherrerådgiver på projektet.
Tag med på feriesjov i forfædrenes fodspor
Ferie er tid til fordybelse – og måske at tilegne sig nye kundskaber…? Der er nok at give sig til for både børn og voksne i Egedal, når sommerferien lige om lidt melder sin ankomst. Feriesjov byder på oplevelser for hele familien, og der er ingen undskyldning for ikke at prøve kræfter med noget nyt – eller noget gammelt.
Kom til middag hos borgmesteren i middelalderbyen
Når man normalt bevæger sig i Roskilde bymidte, er de historiske bygninger og ikke mindst domkirken en kulisse for det moderne liv, der leves i byen. Nu har du mulighed for at komme tættere på byens liv for 700 år siden, når Roskilde Middelalderdage inviterer til middag i den gamle byrådssal den 3. august.
Endnu mere sjov for børn til dette års traditionsrige kildemarked ved Tadre Mølle
Når ROMU og Tadre Mølles Venner igen i år inviterer til kildemarked ved Tadre Mølle, vil traditioner blive suppleret med fornyelser, særligt for de yngste besøgende. Oplev kildemarkedet den 22. juni.





























