Konservator Unn Gelting ved en masse om materialer og deres nedbrydelighed, Men den viden – og med masser af fingersnilde – sikrer hun, at kulturarven kan bevares for eftertiden. Foto: Martine Perregaard /ROMU
Hun er konservator og står bag kulissen, når kulturarven skal omsættes til udstillinger på ROMU’s besøgssteder. Mød Unn Gelting.
Når du træder ind i Unn Geltings værksted på Roskilde Museum, er det som at træde ud af en tidsmaskine. Du ankommer til din egen fortid, nærmere bestemt din folkeskoletid, helt konkret fysik/kemi-lokalet på din gamle skole.
Her er mikroskop, her er udsugningsrør og stinkskab, og på væggen over de lyserøde beholdere med acetone, ethanol og demineraliseret vand, hænger en vejledning til kemikalielovgivningen.
Men inden du fortaber dig i pipetter, dimsedutter og dit yngre selv, bør du dvæle ved nogle af de genstande, der ligger på det store arbejdsbord.
Gør du det, vil du opdage, at tidsmaskinen har bragt dig lidt længere tilbage, end du først antog. Den har bragt dig helt tæt på genstande, som blev skabt og brugt for flere tusinde år siden.
”Vi gemmer til evigheden”
Unn er kulturhistorisk konservator og kommer på den måde i berøring med mange forskellige materialer. Hun har forstand på deres nedbrydelighed, og hvordan man bremser den. Hun er på en mission: at sikre bevaringen af kulturarven til eftertiden:
”Jeg synes, at der er en sjov kulturhistorisk viden i materialer, især fra oldtiden, fordi det er en periode, vi ikke har nogen skriftlige kilder fra. Når man ikke har dét, er det genstandene, der fortæller vores historie. I nyere tid er genstandene mere med til at understrege eller illustrere historien. Men inden for arkæologien har vi kun mærker, pletter, huller, genstande – sporene af fortiden.”
Fra ældgamle ting til plastic
Unn, som i øvrigt også har en bachelorgrad i arkæologi, er vild med de rigtig gamle ting, og det var dem, der trak hende imod konservatorskolen. Alligevel ser hun også en kæmpe værdi i de nyere genstande, som også er blevet en del af kulturhistorien:
“Jeg har som konservator specialiseret mig i arkæologiske genstande. Men jeg synes bestemt, at både det rigtig gamle og det lidt nyere er interessant. I dag kan plastic jo også være et museumsobjekt. Margretheskålen er et godt eksempel – den er jo en dansk designkending, en stor del af vores kulturhistorie – og lavet i plastic. Disse ting skal bevares som kunst- og designobjekter – men også som genstande i kulturhistorisk forstand. Ifølge museumsloven er man som museum forpligtet til at gemme og bevare en genstand til evig tid, hvis man først har taget den ind og registreret den.”
Kreativ kemi
Unn arbejder på en såkaldt pragtfibel. Den er indleveret i det, man kalder et præparat. Det vil sige, at arkæologerne udgraver den i en jordklump, som de overleverer til Unn.
”Det er bedre, at jeg sidder med genstandene her på mit værksted under ordnede forhold. Arkæologerne står ude i vind og vejr, og her ved mit arbejdsbord kan jeg bruge mine absolut vigtigste redskaber: pincet, pensel, skalpel og – ikke mindst – mit mikroskop. På den måde sikrer vi os imod, at man kommer til at skade genstanden, når man forsøger at fjerne jord eller andet.”
Der er jo en masse kemi i dit arbejde. Men også et kreativt element. Hvor meget fylder det, synes du?
”Her i ROMU fylder det meget – fordi vi laver så mange udstillinger. Jeg er med til at vurdere, om de genstande udstillingslederne vælger, er egnede. Og så klargør jeg genstande, ligesom jeg er med til at hænge dem op og sørge for, at de er udstillet under de rette bevaringsforhold. Der er meget kreativitet i dét, fordi jeg jo skal bidrage til, at tingene kan komme til at tage sig bedst muligt ud, men at der samtidig bliver passet godt på dem.
Somme tider er det meget små sager, Unn Gelting arbejder med. Så må der mikroskop til. Foto: Martine Perregaard /ROMU
Kan mærke vingesuset
Det er jo et stort ansvar, sådan at bevare til evigheden. Skælver du nogensinde på hånden?
”En gang imellem, ja. Men mest da jeg var nyuddannet, ikke helt så meget mere.”
Generelt er Unn bare dybt fascineret af, at sidde med noget, som et andet menneske har siddet med og bearbejdet – nogle gange for flere tusinde år siden:
”For et par år siden lavede arkæologerne en stor udgravning i Vindinge, hvor man fandt op imod 90 grave fra romersk jernalder. Disse grave var meget rige – fyldt med pragtsmykker, glas- og ravperler, bronze og alt muligt. Tænk, at der er et menneske, der har siddet med en genstand i sine hænder for så længe siden, og nu sidder jeg med det. Dér kan jeg godt mærke vingesuset.”
I 2019 blev der konserveret cirka 980 arkæologiske genstande i ROMU, cirka 340 af dem blev klargjort og monteret til to udstillinger.
En fornem fibel fra Vindinge er ved at få lidt fordums pragt tilbage. Foto: Martine Perregaard /ROMU
TILMELD DIG ROMU’S NYHEDSBREV OG VIND PRÆMIER
– OG FÅ LIGNENDE ARTIKLER OG NYHEDER DIREKTE I INDBAKKEN
FLERE ARTIKLER OG NYHEDER
VAR HAN EN HALSHUGGET VENDISK SØRØVER?
I 2017 gjorde arkæologer fra ROMU et overaskende fund af to menneskekranier ved museets udgravning på Sortebrødre Plads forud for opførelsen af et p-hus. Udgravningen bragte ny viden frem om middelalderens Roskilde i form af spor af en hidtil ukendt forstad til middelalderbyen. Men altså også to menneskekranier – som måske har tilhørt to dræbte fjender. Læs her en mulig forklaring på fundet.
FRIHEDENS SOL OVER ROSKILDE
De fleste danskere har et sæt sort-hvide billeder, der dukker frem på nethinden, når talen falder på besættelsestiden. Mange af billederne stammer fra de første besættelsesfilm og ugerevyer, der henover sommeren 1945 løb over lærredet. De første film var mindre lokale produktioner, hvilket Frihedens sol over Roskilde er et eksempel på. Her gik byens sparrekassedirektør Knud Henker rundt og filmede og registrerede den glædesfyldte, men også kaotiske tid, der udspillede sig i Roskilde på befrielsesdagen og ugerne derefter.
TID TIL AT MINDES OG HYLDE FRIHEDEN
Når vi i aften sætter lys i vinduerne, er det for at mindes Befrielsen. Samtidig minder vi med lyset hinanden om, hvor flygtig friheden kan være, og hvor vigtigt det er aldrig at tage den for givet. Den historiske aften markeres med arrangementet Alsang i Roskilde Livestream, hvor vi mindes og synger for friheden sammen hver for sig. Mindebegivenheder som den er sammen med fysiske mindesmærker med til at fastholde vores erindringer om dem, der kæmpede for friheden.
TUREN TIL DIG, DER VIL OPLEVE MINDESMÆRKER
Hop på cyklen og oplev mindesmærkerne i byen rejst for mennesker, der kæmpede for din frihed.
KULTURARV GENOPFINDER SIG SELV PÅ 4. MAJ I KRISETID
Roskildes kulturaktører er gået sammen for at holde traditioner for 4. maj lyslevende med virtuel alsang på den mindeværdige aften. Og det er et eksempel på, hvordan hele landet i virkeligheden har brugt krisen til at forstå og tage vare på det, der giver livet værdi, skriver museumsdirektør i en aktuel kommentar
ROSKILDE-HISTORIKER: PÅ 1. MAJ VISER VI STYRKEN I SAMMENHOLDET VED AT HOLDE AFSTAND
I over hundrede år er Arbejdernes internationale kampdag blevet markeret i Roskilde. Kun i besættelsens sidste år blev kampdagen forhindret, og i år har corona-pandemien sat en stopper for demonstration og forsamling den 1. maj. Men dagen kan alligevel bruges til at demonstrere styrken i sammenholdet, mener historiker Hans-Christian Eisen.
KRISER KALDER PÅ SAMFUNDSSIND OG OPFINDSOMHED
Ordet samfundssind, som vi bruger så meget i disse uger, trækker tråde tilbage til besættelsestidens Danmark. Og selv om der er en verden til forskel på at være midt i en verdenskrig og at bekæmpe en pandemi, så er der også fællestræk. Kriser kræver afsavn i dagligdagen og kalder på samfundssind og opfindsomhed. Men hvor hverdagslivet under besættelsen især bød på materielle afsavn, er det i dag de sociale afsavn vi må leve med.
TOILETPAPIRET, DER SKREV SIG IND I HISTORIEN
Kan du huske, da vi alle sammen talte om hamstring af toiletpapir i krisens første dage? Det føles måske allerede som længe siden nu, men historien om toiletpapiret er historien om, at helt almindelige hverdagsting kan ”træde i karakter” og være med til at forme vores oplevelse af historiens udvikling – i dag såvel som for hundrede år siden.
VÅBNENE KOMMER – HILSNER TIL GRETHE OG JULIANE…
’Så sad vi der og ventede på Grethe.’ Og det var det, de gjorde. En modstandsgruppe, Borup-holdet, sad i Bidstrup-skovene nær Roskilde i september 1944 og ventede på Grethe. Grethe var det kodeord, de havde hørt i radioen og navnet på den våbenmodtagelse, som de nu sad og ventede på ved Gyldenløveshøj, Sjællands højeste punkt. Våbennedkastningerne foregik også andre steder på Sjælland. De startede i 1943, og i disse dage for 75 år siden foregik en af de sidste våbenmodtagelser under kodeordet Juliane nær Hove i Nordsjælland.
NÅR ARKÆOLOGEN ARBEJDER HJEMMEFRA
Ligesom mange danskere i øjeblikket er de fleste af ROMUs medarbejdere sendt hjem for at arbejde. Det gælder også flere af museets arkæologer. Men kan man overhovedet arbejde hjemmefra, når man er arkæolog? Det korte svar er ja! Faktisk kan skrivebordsarkæologien slet ikke undværes. Arkæolog Nadja M.K. Mortensen fortæller om arbejdet ude og inde og inviterer dig indenfor i hjemmekontoret.