Bådgraven i lufthavnen
Af Ole Thirup Kastholm
![](https://romu.dk/wp-content/uploads/sites/21/2020/03/sekundaer-baadgrav-lufthavn-copenhagen-airport-from-air-web.png)
Længe før landingsbaner, terminaler og flyparkering indtog store dele af Amager, blev en betydningsfuld person engang stedt til hvile, tæt på hvor lufthavnens Terminal 3 er i dag.
Københavns Lufthavn, som i disse dage ligger surrealistisk øde hen, står som et monument over den moderne verdens vidtforgrenede netværk. Men det er de færreste, som ved, at der for godt 1.300 år siden lå et andet monument her – lige uden for Terminal 3 – som på sin egen ensomme måde vidnede om vidtstrakte forbindelser. Forbindelser, der formentlig gik mellem kongesædet i Lejre og andre kongesæder i yngre jernalder.
Amager er en flad ø. Det er en god ting, når man skal bygge en lufthavn. Men før græslandingsbanerne kunne indvies for lufttrafikken dengang i 1925, måtte visse forhindringer alligevel ryddes af vejen. Det gjaldt blandt andet en gruppe på fem gravhøje, der bulede op af markerne, tæt ved Øresundskysten. Højene blev undersøgt af arkæologer fra Nationalmuseet i 1921, og viste sig alle at være opført over grave fra ældre bronzealder (1700-1000 f.Kr.).
En overraskelse
Men den største høj rummede en overraskelse. Bare et spadestik under overfladen dukkede forskellige rustne jerngenstande op, ikke mindst over 80 såkaldte klinknagler, en slags store nitter. Det var tydeligt for arkæologerne, at den gamle gravhøj havde været genbrugt i jernalderen, og de mente dengang at klinknaglerne var de sidste spor efter to kister. Senere fandt man ud af, at det ikke var kister, men resterne af en båd, der var gravet ned i højen. Det var altså en bådgrav.
Nye undersøgelser
Jeg har selv haft mulighed for at undersøge genstandene fra bådgraven. Klinknaglernes form, og den måde de var fordelt på i højen, fortalte mig, at det havde været en båd på ca. 12 m længde af den klinkbyggede slags, der er spids i begge ender, og som især vikingetiden er kendt for. Men der var også andre jerngenstande i graven, alle meget rustne og svært genkendelige, og en nøje gennemgang viste, at gravgaverne bestod af blandt andet et enægget sværd, en lanse, rytterudstyr, et træskrin og en spand. Det er gaver, som betyder, at det var en betydningsfuld person, der havde ligget i bådgraven.
Vedkommende var dog for længst blevet til muld, da de udgravede stedet dengang i 1921, og der var intet spor efter skelet. Sværdet i graven kunne give vigtige informationer om gravens alder. Det er nemlig en særlig karakteristisk type, som vi kan datere til begyndelsen af 700-tallet, det er overgangen mellem de perioder vi kalder yngre germansk jernalder og vikingetid.
En sjældenhed
Det er ret ualmindeligt at finde bådgrave i Sydskandinavien fra denne periode i jernalderen. De kan tælles på én hånd. Alligevel skal vi dog ikke bevæge os længere end lige over på den anden side af Øresund, ved Lackalänga lidt nord for Malmø. Vi kender ikke bådens størrelse i dette fund, men graven rummer – ligesom den amager’kanske – våben og rytterudstyr, og er dateret til 700-tallet. Hvad betyder det mon, at disse to sjældne grave ligger ved Øresund?
Lad os kigge mod nord. Længere oppe i Skandinavien er skikken med bådgrave mere udbredt, og den er tydeligt forbeholdt samfundets øverste lag. De store norske skibsgrave fra 800-tallet, som fx Gokstad og Oseberg nær Oslofjorden, er berømte for deres skibe såvel som gravudstyr. Der lå personer på kongeligt niveau i dem. Og omkring søen Mälaren ved Stockholm findes en række rige bådgrave, der er nogenlunde samtidige med vores grav på Amager. Også her er der tale om en skik, der skal knyttes til samfundets øverste lag. Disse betydningsfulde jernaldermennesker havde deres gang omkring det berømte kongesæde ved Uppsala nord for Stockholm.
Lejre og Uppsala
Sagaerne fortæller om forbindelserne mellem de mægtige kongehaller i Lejre og hallerne ved kongesædet i Uppsala. Det var i Uppsala, at Lejrekongen Rolf Krake og hans følgesvende sprang over ilden, da kong Adils forsøgte at brænde dem inde – ”Den flyr ej ilden, som over den springer!” sagde Rolf ved den lejlighed. Men det er bare én fortælling ud af flere, som beretter om både fredeligt samkvem og blodsudgydelser de to kongesæder imellem.
Stoler vi på, at sagaerne fortæller nogle grundlæggende sandheder, så må der have været jævnlig rejseaktivitet mellem Lejre og Uppsala. Dengang foregik rejsen ikke over land. De 750 km ville have været en nærmest umulig affære i det uvejsomme svenske landskab. Det var skibet, som var midlet – ud af Roskilde Fjord, via Øresund, op langs den svenske østkyst indtil indsejlingen til søen Mälaren, hvor Uppsala ligger.
En stormands død?
”Åne rejste denne sten efter sin søn Eskil, som fandt døden med Thore i Øresund.” Det står der på en runesten ved Mejlby. Er den gravlagte på Amager også en rejsende, der aldrig kom hjem, men som blev ramt af sygdom, ulykke eller vold undervejs? Den særlige gravskik med båden kunne tyde på, at den døde kom fra det mellemsvenske område, måske som deltager i Uppsalakongens følge på en rejse mod Lejre eller retur. Den store bronzealderhøj var et tydeligt landmærke på den flade ø, et oplagt monument at genbruge for jernalderens søfarende, der måtte sætte mindesmærke over deres rejsefælle i det fremmede.
![](https://romu.dk/wp-content/uploads/sites/21/2020/03/sekundaer-baadgrav-thurahs-prospect-web.png)
En af de årtusind gamle gravhøje, som lå på lufthavnsområdet, stod stadig markant i landskabet i 1700-tallet. Vi ser her Amagers østkyst set fra søsiden, og højen er markeret med ”D”. Kobberstik fra 1756 gengivet i arkitekten Laurids de Thurahs bog om Amager og Saltholm (1758).
TILMELD DIG ROMU’S NYHEDSBREV OG VIND PRÆMIER
– OG FÅ LIGNENDE ARTIKLER OG NYHEDER DIREKTE I INDBAKKEN
FLERE NYHEDER OG ARTIKLER
EFTERÅRSFERIE FOR HELE FAMILIEN I LEJRE
Tag på Tadre Mølle og lav din egen æblemost, dyk ned i hemmeligheden om skelettet i Kongehallen eller grib en metaldetektor og prøv lykken som skattejæger i det historiske landskab omkring Lejre Museum. ROMUs besøgssteder byder på sjove ferieaktiviteter for hele familien i efterårsferien
KOM TIL UHYGGELIG ALLEHELGEN PÅ FREDERIKSSUND MUSEUM, FÆRGEGÅRDEN
Ved du, hvordan man forhindrer en død i at gå igen, gør hekse så blide som kattekillinger eller beskytter sig mod de lumske trolde i skoven? NEJ?? Så må du hellere komme til Allehelgen på Færgegården i efterårsferien! (Hvis du altså tør…)
EFTERÅRSFERIEN I ROSKILDE STÅR PÅ MORD, MYSTIK OG – ÆBLER
ROMU er klar med et efterårsferieprogram, som har noget for enhver smag. Kom til æblefest i den gamle købmandsgård, lav en skraldefortælling på Roskilde Museum, oplev Smattens Magi på RAGNAROCK og meget mere
FOREDRAG: TYDER FUND PÅ ET STÆRKT, RIGT NORDSJÆLLAND I JERNALDEREN?
Kom til foredrag 14. oktober med ROMUs arkæolog og museumsinspektør Palle Østergaard Sørensen, der sammenfatter en række fund fra jernalderen i Egedal og Frederikssund kommuner. Tilsammen peger de på, at området muligvis for 2.000 år siden har været et center for rigdom
ER DET UDE AF SYNE, SÅ FÅ DET GERNE IND I SINDET
Velkomsttale til åbning af særudstillingen ”Forvandlinger – fortællinger om affald”, Roskilde Museum, 29. september 2021
KOM TÆT PÅ MARGRETE: BLIV KLOGERE PÅ ROSKILDE SOM MIDDELALDERENS MAGTCENTRUM
Margrete 1. havde en stærk tilknytning til Roskilde. Formentlig havde hun oven i købet selv residens i byen. Det var der en grund til. I tredje del af miniserien ”Kom tæt på Margrete” kan du tage med tilbage til middelalderens kirkelige magtcentrum
DANMARK SPILLEDE EN CENTRAL ROLLE, DA FORDISMEN KOM TIL EUROPA
Mange forbinder ”Fordisme” med bilproduktion ved samlebånd i begyndelsen af 1900-tallet. Men i en ny bog, der udkommer 23. september, afdækker Lars K. Christensen, hvorfor vi i lige så høj grad skal knytte Fordismen til opbygningen af den moderne velfærdsstat i efterkrigstiden. Læs her om udviklingen, der satte sit synlige præg, også helt konkret i nattemørket syd for Roskilde.
KOM TÆT PÅ MARGRETE: BRODERENS DØD OG EN LOYAL BISP BANER VEJEN TIL TRONEN
Ud over regenten selv har særligt to mennesker betydning for Margrete 1.’s vej til magten. Den ene, fordi han dør. Den anden, fordi han sætter sig i spidsen for at få Margrete udnævnt som overhoved. I Roskilde Domkirke kan du komme tæt på dem begge – og selvfølgelig på Danmarks store middelalderdronning, som dette efterår trækker folk i biografen. Her kommer anden del af ROMUs miniserie om Margrete 1
ROSKILDE MUSEUM ÅBNER FOREDRAGSSAL PÅ ‘SUKKERLOFTET’
Med en helt nyindrettet og moderne foredragssal på toppen af byen vil Roskilde Museum gerne være et kulturhus i centrum. Et sted, hvor meninger mødes, mennesker bliver klogere og sammen stiller sig på skuldrene af fortiden for at forbedre fremtiden. Samtidig vil museet tilbyde Roskildes borgere at holde arrangementer i et selskabslokale med byens bedste udsigt