Roskilde fejrer Verdensarvsdag med sang, debat og Domkirken som lysende midtpunkt
Af Lene Steinbeck
03.11.2022

Det er 27 år siden, at Roskilde Domkirke blev optaget på UNESCO’s verdensarvsliste. Den 16. november bliver en del af den lyst op udefra af lyskunstværket ”Stjerneskær”. Foto: Mik Dahl, Storyflight
I Roskilde ligger en kirke med ”enestående værdi for hele menneskeheden”. Det markeres den 16. november, når Roskilde sammen med resten af verden fejrer, at Verdensarvskonventionen fylder 50 år. Både i selve Domkirken, i byrummet udenfor og på Roskilde Museum, hvor borgerne blandt andet kan blive klogere på det kommende Verdensarvscenter.
Den kræver sin opmærksomhed, som den troner dér på toppen af Roskilde: Den majestætiske Roskilde Domkirke, der siden 1500-tallet har været Danmarks officielle gravkirke. Her ligger ikoner som Margrete 1., Christian 4. og Frederik 7. – kongen, som gav os grundloven. Den er monumental i Danmarks historie, og så er den som ét af kun 10 steder i Det Danske Rigsfællesskab optaget på UNESCO’s Verdensarvsliste.
Derfor fejrer byen også med pomp og pragt, at det den 16. november er Verdensarvsdag og samtidig 50-året for Verdensarvskonventionen. Der vil være fri adgang til Domkirken, hvor de besøgende blandt andet kan opleve gymnasieelever, der fortæller kirkens historie, og 200 skolebørn der synger Verdensarvssangen ”Arven er en gave”.
At det i høj grad involverer børn og unge, er på ingen måde tilfældigt. Det fortæller Jesper Kejlhof, der er formand for Roskilde Domkirkes Verdensarvsudvalg. Han håber, at de vil bringe dagens oplevelser i kirken med hjem til resten af familien.
”UNESCO’s Verdensarv handler om at give noget videre til de kommende generationer. Derfor skal vi have dem til at løfte historien om Domkirken med de mange konger og dronninger, der ligger begravet her, og det fantastiske bygningsværk. Vi håber, at det kan skabe endnu større tilknytning mellem lokalbefolkningen og Domkirken som verdensarv,” siger Jesper Kejlhof.

Elever fra Roskilde Tekniske Skole på Stændertorvet til Verdensarvsdag 2018. Foto: Roskilde Domkirke
I samme liga som pyramiderne, Taj Mahal og Den Kinesiske Mur
Verdensarvsdagen er en god anledning til at reflektere over, hvad det faktisk betyder, at vi har et stykke UNESCO Verdensarv lige midt i byen, siger Jesper Kejlhof:
”Det er da noget, vi skal være stolte af! Det er jo en sjov fortælling og helt fantastisk, at vi har en kirke, der er på højde med Taj Mahal, Den Kinesiske Mur og pyramiderne,” siger Kejlhof med henvisning til nogle af listens øvrige stjerner.
Den seneste tid har Roskilde Domkirke puttet sig lidt i mørket. På grund af de høje energipriser har lysene på kirken nemlig været slukket. Men når solen går ned den 16. november, vil et lysende kunstværk blive projiceret op på Domkirkens ydermure. Værket ”Stjerneskær” er skabt i et samarbejde mellem tegner Jakob Fälling og Roskilde Domkirkes Verdensarvsudvalg.
Debat om fremtiden for Roskilde
Efter mørkets frembrud er det også tid til at blive klogere på fremtiden. Roskilde Museum inviterer til to arrangementer, der på hver sin måde kredser om Verdensarven. Klokken 17 afholder museet i samarbejde med kommunen et borgermøde om visionerne for Roskilde Bymidte. Udover et stort fokus på blandt andet at sikre grønne områder, et kultur- og handelsliv i balance og samlingssteder i byen, er et kommende Verdensarvscenter nemlig også en del af bymidtestrategien for Roskilde.
At borgermødet netop foregår på byens museum, kan forhåbentlig skabe nogle gode rammer for debatten, mener Dorthe Godsk Larsen, der er museumsinspektør i museumskoncernen ROMU, som Roskilde Museum er en del af:
”Vi synes, det er vigtigt for museet at være en aktiv aktør i udviklingen af Roskilde. Vi er jo selv en del af bymidten, og byen er museets største og vigtigste genstand – både som den så ud for 1000 år siden, og som den ser ud i dag. Især nu, hvor vi er så involveret i Verdensarvscentret.”
Og sidstnævnte er netop omdrejningspunktet for det afsluttende punkt på Verdensarvsdagen i Roskilde. Klokken 19 kan man høre Morten Thomsen Højsgaard, der både er direktør for ROMU og for fondsorganisationen bag kulturarven Roskilde Domkirke, fortælle om processen med det kommende Verdensarvscenter. En vision, der har spøgt i kulisserne i mange år.
”Nu begynder der at ligge konkrete planer, som er under udvikling. Derfor er det oplagt, at vi inviterer byens borgere ind til dialog om, hvad der er på vej. Vi vil rigtig gerne høre, hvad de tænker, deres gode forslag og se centret med borgerens blik,” fortæller Dorthe Godsk Larsen.
Begge arrangementer er gratis, men kræver tilmelding.
Borgermøde om Roskilde Bymidte:
Tid: Onsdag den 16. november kl. 17-18.30
Pris: Gratis – men tilmelding nødvendig på www.roskilde.dk/roskildebymidte
Sted: Roskilde Museum, Sankt Ols Stræde 3, Roskilde
Direktør Morten Thomsen Højsgaard fortæller om processen med det kommende verdensarvscenter:
Tid: Onsdag den 16. november kl. 19-21
Sted: Roskilde Museum, Sankt Ols Stræde 3, Roskilde
Pris: Gratis – men tilmelding nødvendig via Billetto
Læs mere om det samlede program for Verdensarvsdagen her
Verdensarvsdagen
Den 16. november er datoen for aftalen bag UNESCOs Verdensarvskonvention, som i år kan fejre 50-års jubilæum.
På Verdensarvsdagen markeres det over hele verden, at vi har forpligtet os til at bevare historiske steder, bygninger og kultur til kommende generationer.
Listen tæller mere end 1000 punkter fra hele verden, og 10 af dem befinder sig i Det Danske Rigsfællesskab: Roskilde Domkirke, Stevns Klint, Vadehavet, Jelling Monumenterne, Christiansfeld, Kronborg Slot, parforcejagtlandskabet i Nordsjælland, Ilulissat Isfjord, Kujataa og Aasivissuit Nipisat
TILMELD DIG ROMU’S NYHEDSBREV OG VIND PRÆMIER
– OG MODTAG LIGNENDE ARTIKLER DIREKTE I DIN INDBAKKE
FLERE ARTIKLER OG NYHEDER
Museumskoncern søger arkæologisk seniorforsker
ROMU ønsker at udvikle og understøtte sit forskningsmiljø. Derfor opslås væsentlig stilling som seniorforsker, der skal bidrage til at samle og styrke det arkæologiske forskningsområde
Fra æblerov til rovmord: Foredrag afdækker Venslevrøvernes vilde historie
I 30 år fik en hel landsby lov til at gå under radaren, mens de snød, stjal og til sidst endte med at dræbe en familie. Mordet fik Venslevs forbrydersyndikat til at kollapse, og i alt 43 mennesker fra den lille by blev dømt for alt fra tyveri til mord. Journalist og forfatter Søren Møgelvang Nielsen opruller historien om Venslevrøverne til et foredrag på Egedal Rådhus.
Lützhøfts Købmandsgård tager en bid Roskilde-historie med til København
I marts åbner Lützhøfts Købmandsgaard for en kort bemærkning en filial i hovedstaden. Det lille Roskilde-museum er nemlig for første gang med, når festivalen Historiske Dage bliver afviklet i Øksnehallen den 18.-19. marts. Her kan historieinteresserede fra hele landet få et indblik i livet bag disken i Roskildes gamle købmandsgård for 100 år siden.
ROMU søger praktikant til web
Er du optaget af at styrke brugeroplevelser og få hjemmesider til at virke bedst muligt og samtidig vild med historie og kulturarv? Er du ved at uddanne dig til webudvikler eller lignende og på jagt efter et spændende og alsidigt praktiksted med mening i? Så er det måske lige dig, ROMU søger til praktikforløb i efterårssemestret i 2023.
ROMU søger praktikant til eventområdet
Er du vild med forretningsudvikling, historie og kulturarv? Har du lyst til at lære mere om at skabe unikke oplevelser i historiske rammer? Læser du på en videregående uddannelse, hvor du skal i praktik? Så er det måske lige dig, ROMU søger til praktikforløb i efterårssemestret 2023.
RAGNAROCK søger medarbejder til butiksudvikling og salg i museumsbutik
Eftertragtet stilling på dynamisk museum med hovedarbejdsplads på Rabalderstræde i Roskilde
Fra das til dagligstue: Små hverdagstableauer viser 1940’ernes barndomshjem
Else M. Sørensen var selv meget bekymret for, hvad der ville blive af hendes arbejde med barndomshjemmet, når hun ikke var her mere. Hun kom selv på ideen om, at det kunne udstilles, og inden Else M. Sørensen gik bort i marts sidste år, var de indledende snakke med Ledøje-Smørum Historisk Forening taget for at overlevere dioramaerne.
ROMUs publikumschef: Vinterferien er som skabt til museumsoplevelser
Vinterferien står for døren, og nu er tiden der endelig til at være sammen med familie og venner. ROMUs publikumschef Isabella No’omi Fuglø opfordrer til, at man bruger pausen fra hverdagen til at hente energi i tankevækkende og vedkommende kulturoplevelser på et af Roskildes museer.
Gæsterne strømmede til ROMU i 2022
På trods af, at coronaens skygger strakte sig ind i begyndelsen af 2022, endte besøgstallet for museumsorganisationen ROMU næsten på niveau med rekordåret 2019. Faktisk er det organisationens tredjebedste år nogensinde, flere besøgssteder har sat publikumsrekord, og initiativer for at nå især de unge og nye målgrupper har båret frugt.
God jul – og 1000 tak for historisk og løfterigt år
2022 blev et mindeværdigt år med markant jubilæum for bispedømmet og byen Roskilde. Gæsterne strømmede til flere nye udstillinger og julemarkeder med hygge og charme. Museumsdirektør for ROMU gør status og sender hilsner til brugere og samarbejdspartnere