De seneste år har hele Danmarks rockmuseum, RAGNAROCK, arbejdet målrettet på at nå nye grupper af besøgende. Det har krævet tålmodighed, is i maven og tillid. For en del af projektet ’Museumshackerne’ har blandt andet betydet, at museets fagfolk har inviteret eksterne samarbejdspartnere med meget frie rammer med dybt ind i de kreative processer.

Hvad sker der, hvis et rockmuseum inviterer nogle af dem, man stræber efter at have som gæster, til at gribe tøjlerne og være med til at lave indhold?

Det satte ROMU’s medarbejdere sig for at undersøge med ’Museumshackerne’ – et nyskabende flerårigt projekt, der er støttet af Slots- og Kulturstyrelsen. Målet var at åbne nye brugergruppers øjne for museets mange fortællinger og muligheder. Midlet var at få dem, det hele handlede om, til at involvere sig selv mest muligt i skabelsen af indhold, fortællinger og nye forståelser.

I løbet af projektperioden er alt fra udstillinger til markedsføring og events blevet hacket af eksterne samarbejdspartnere. Som for eksempel udstillingen LYT. LIKE. DEL, som efter mange forberedelser og udviklingsprocesser i 2023 åbnede på Danmarks rockmuseum, RAGNAROCK, i starten af 2024.

Udstillingen handler om unges musikvaner. I stedet for, at museets fagfolk fortalte om unges liv, inviterede de en 8. klasse med helt ind i kommandocentralen. Resultatet blev et generationsmøde, som forbandt musikelskere på tværs af tid. Eleverne var med som værter på åbningsdagen.

”Vi er unge, musikinteresserede folkeskoleelever, der har fået lov til at lave en udstilling. På den måde ’hacker’ vi museet ved at gøre noget, der meget sjældent sker for os unge, og vi er meget taknemmelige for, at det lige var os, der blev valgt,” lød det stolt fra eleverne i talen.

De nævnte også den tillid, de blev mødt med af museets erfarne udstillingshold:

”Det har virkelig været fedt, at vi ikke har haft alt for faste rammer omkring, hvad vi skulle lave, men næsten kun vejledning og nogle få retningslinjer. Det at se en udstilling, der først bare var ord på et papir og ideer, der fløj gennem luften, den interessante og nogle gange lidt svære proces, til den færdige udstilling, har virkelig været inspirerende.”

SPÆNDENDE – OG EN LILLE SMULE NERVEPIRRENDE
Og det er i høj grad eleverne, der har præget den færdige udstilling. Det fortæller Tine Moberg, projektleder på ’Museumshackerne’, som arbejdede sammen med eleverne fra start til slut.

”Da vi startede det her udstillingsprojekt, ville vi gerne undersøge og formidle, hvordan unge opdager og bruger musik i dag. Vi inviterede derfor eleverne ind til workshops og begyndte med at spørge: Hvis I skulle formidle, hvordan I opdager og bruger musik i dag, til et voksent publikum – hvordan ville I så gøre det?”

Gennem et halvt år var det elevernes ideer og ønsker, der med minimal påvirkning og maksimal opbakning fra Tine Moberg og hendes kollegaer blev forvandlet til LYT. LIKE. DEL. Med lige dele ja-hat og is i maven fandt udstillingen langsomt sin form. Ikke som udstillinger plejer at se ud på rockmuseet RAGNAROCK – men hacket af eleverne, der fortalte historien, som de syntes, den skulle fortælles. Og det var ikke kun eleverne, der tog udfordringen i stiv arm, fortæller Tine Moberg.

”Det har virkelig været spændende og fantastisk – men også en lille smule nervepirrende. Når vi selv laver udstillinger eller arrangementer, ved vi som regel ret tidligt i processen, hvad outputtet bliver. Der var den her proces anderledes. Eleverne er naturligvis ikke vant til at tænke i udstillingsformater, og det var kun positivt. Det fik nemlig også os til at tænke i andre baner”, siger Tine Moberg.

INTERNE DISKUSSIONER OM PROJEKTET
Grundlæggende har ROMU’s medarbejdere mødt de midlertidige kollegaer med en tillid til, at de faktisk kommer med en stor kapacitet. Som 8. klasses-eleverne, der var hverdagseksperter på deres musikvaner. Ultimativt er målet med et museumshack at få så mange som muligt af de eksterne samarbejdspartneres ideer til at flyve, at tænke museum på en ny måde, at genopfinde de traditioner, der former besøg, oplevelse og mødet med historien. Uanset om resultatet så kommer til verden i samarbejde med et kulturhus, en skole eller et reklamebureau.

Nogle dele af projektet er lykkedes bedre end andre – men spørger man direktør for ROMU, Morten Thomsen Højsgaard, så har ’Museumshackerne’ overordnet været en succes.

”Ja, det vil jeg bestemt sige. Vi har med ’Museumshackerne’ rakt ud til nye målgrupper af mennesker, der ellers ikke ville have som første tanke, når de vågner om morgenen, at nu skal jeg på museum. Vi har opfundet meget nyt sammen med andre. Vi har tilladt os at give kontrollen fra os, men har også fået så meget tilbage af inspiration og kreative indspark og nye formater, at det overgår vores forventninger,” forklarer han.

Et af de nye formater, han henviser til, er talkfestivalen ’Historien bag musikken – musikken bag historien’, hvor tv-vært Clement Kjersgaard har været den udefrakommende kraft, der har udfordret museet og skabt nyt sammen med museets stab. Gennem en række artist talks inviterer han nogle af musikkens store navne til en snak om deres arbejdsliv, deres kunst, deres tid og deres inspirationskilder.

Samtalerne med folk som Tim Christensen og Annika Aakjær foregår live foran et publikum, men bliver efterfølgende gjort tilgængelige på YouTube og gemt for eftertiden i museets musikhistoriske onlinearkiv. Her går den besøgende ikke på museum i klassisk forstand og ser genstande, museets udstilling opstår på en scene i mødet mellem vært, gæster og publikum og bliver dernæst digitalt udstillet.

Og netop efterlivet på den digitale platform var en af grundtankerne bag festivalen.

”YouTube er et godt eksempel på en brugerdrevet samling af viden, som vokser organisk. Alt fra gamle film, koncerter og musikvideoer bliver delt og kommenteret igen og igen. Der foregår en løbende genforhandling af kunstneres popularitet, og der er et element af demokratisk inddragende dialog i den proces. Ideen her var at prøve at lave en event, der kunne skabe den form for samtidshistorie til rockmuseet og etablere en samtale over tid,” fortæller Clement Kjersgaard.

Det fællesskab, der opstår online omkring kulturoplevelser, er oplagt for museer at tappe ind i, mener Clement Kjersgaard. Det gælder ikke mindst for hele Danmarks rockmuseum, RAGNAROCK, der som institution er dedikeret til en tidsperiode, der er tæt på de besøgendes egen nutid og samtid.

”Vi har jo nogle kilder, som lever og har en erindring, som vi kan mødes om. Når jeg interviewer Annisette Koppel, sidder der blandt publikum folk, som har fulgt hende i 60 år og er en del af den løbende samtale. Og når vi interviewer yngre generationer af musikere, så starter vi en samtale, som kan fortsætte de næste mange år. Så vi bygger bro i alle retninger – både til fortiden, nutiden og fremtiden”, siger Clement Kjersgaard.

SPILLERUM TIL FORANDRING
Det er ikke nyt for museer at inddrage eksterne i projekter. Men for ROMU har intentionen med ’Museumshackerne’ været at bringe brugerinvolveringen et helt nyt sted hen. Et sted, hvor eksterne får usædvanligt meget indflydelse på udstillingerne – både i form og indhold. Og det er både et spændende og nødvendigt greb, mener ROMU’s publikumschef Isabella No’omi Fuglø.

”Museumsformatet er en dynamisk størrelse, der skal udvikle sig og følge med hele tiden. Det gør vi selvfølgelig også, men vi udvikler os bedst, hvis vi ikke bare er et ekkokammer. Derfor har vi hevet forskellige typer af mennesker ind til at prøve en masse ting af sammen med os. Og hvis man skal hacke museumsformatet, så skal man også nogle gange turde noget.”

Netop fordi fokus har været på de nye brugergrupper, har det været oplagt at bede de eksterne samarbejdspartnere – uanset om det er skoleelever eller tv-værter – om at træde helt ind i kernen af museumsarbejdet.

”Noget af det, der ligger i grebet ’hacking’, er at man underlægger sig på en eller anden måde. Man skal lade sine egne grænser bryde for at kunne udfolde sig. For hvis vi skal være noget for nye målgrupper – det kan for eksempel være de unge – så bliver vi nødt til at give plads til, at museumsformatet kan følge med. Hvis vi gerne vil formidle ungdomskultur, så er det ikke nok, at vi har nogle unge med, som kan svare på vores spørgsmål. Det skal lyde som dem, og det skal ligne dem. De skal kunne se sig selv og føle sig repræsenteret i den udstilling, vi laver. Hvis ikke, de gør det, så må vi jo lave den anderledes. Sammen med dem, selvfølgelig” siger Isabella No’omi Fuglø.

VÆRDI I DE NYE SAMARBEJDER
Som en del af museumshackerne har ROMU nu i en årrække udfordret sig selv og brugerne i en række delprojekter med flere forskellige typer af samarbejdspartnere. Sammen med RealDania bød museet i slipstrømmen på covid-19 indenfor til streaming af unge artisters optrædener. Sammen med reklamebureauet Produced By gav museet en ung instruktør frie tøjler til at skabe sin egen fortælling med fokus på unge i forbindelse med en udstilling om Roskilde Festival. På de indre linjer er museet begyndt at arbejde på nye måder.

Selv om den flerårige bevilling fra Slots- og Kulturstyrelsen udløber i begyndelsen af 2024, kan aftrykkene tydeligt spores i ROMU.

”På en hel masse måder har det udviklet os. Vi stiller nye spørgsmål til vores brugere. Vi har fået udviklet en event, som nu bliver stående år for år. Vi har skabt flere nye formidlings- og udstillingsgreb, som vi nu bygger videre på. Vi kan se, at rockmuseet tiltrækker mange nye og mange yngre museumsgæster. Og så er det i øvrigt skønt, at vi har været med til at gøre museumshacking til et positivt begreb. I krydsfeltet mellem at gøre op med vanetænkningen og samtidig være dybt nørdet interesseret i genstandsfeltet og nye brugeres oplevelse, ja, der opstår den kreative grundindstilling, som museumshackingen står for,” fortæller Morten Thomsen Højsgaard.

Helt grundlæggende har det lagret sig hos de medarbejdere, der har fundet en enorm værdi i at få input fra ganske forskellige målgrupper. Samarbejdspartnere, som samtidig beriger museet med noget, som de i høj grad har brug for: Deres historier og deres engagement.

”Vi har lært mange, mange ting, men mest af alt tror jeg, vi har lært, at vi gerne VIL hackes. Så skal vi jo bare finde nogen, der har lyst til at lege med os. Det behøver ikke nødvendigvis være unge, det kan være alle mulige andre segmenter, der har eller får lyst til at museumshacke,” slutter Isabella No’omi Fuglø.