Fra alle medarbejdere på ROMU til alle samarbejdspartnere, brugere, frivillige og andre kontakter skal der lyde en stor tak for året, som gik, med et varmt ønske om en glædelig jul og et godt og lykkebringende nytår, skriver museumsdirektør i julehilsen! Juledesign af Amalie Wulff.
I mange år har det store spørgsmål op til jul lydt som i Anne Linnets julesang: Mon det bliver en hvid jul i år? Men i år er julesne knap nok et emne, der tænkes på.
For andre og større spørgsmål presser sig på nu: Kan vi overhovedet holde jul? Vil det i det hele taget være muligt eller forsvarligt at mødes med dem, vi holder af? Og hvad er der tilbage, når så mange af de vante traditioner fra julemarkeder over julekoncerter til julefrokoster og juleafslutninger er aflyst i meget stort omfang?
Julen i år 2020 vil skrive sig ind i historien, ikke bare i Danmark, men i hele verden, som anderledes og uvant. På mange måder vil julen efter det mærkeligste år med COVID-19 og bunkevis af forandringer i måden, vi omgås på, komme til at sammenfatte alt, hvad året har budt på af negative såvel som positive følelser.
Grænser for forsamlinger. Lukkede institutioner, museer og butikker. Frygt for sygdom. Usikkerhed om økonomien. Stop for unødige udlandsrejser. Afstand mellem mennesker. Slut for kram og kys i det offentlige rum. Blå advarselsskilte, håndsprit og mundbind her og der og allevegne. Og så en hel bunke af nye opfindelser eller erstatninger for det tabte fra digital fællessang over hjemmeundervisning til drive-in-jule-gudstjenester.
At mindes det, der skiller sig ud
”Der er ting i livet, man husker til man dør”, sang Shu-Bi-Dua i sin tid og henviste blandt andet til månelandingen og den første forelskelse. Julen 2020 kan meget vel blive et tilsvarende markant minde for mange både konkret og som et symbol på et år, der stak af, satte spor, gjorde ondt og egentlig allerhelst bare burde glemmes.
I museumsverdenen arbejder vi lige præcis med at forstå, at fortolke og formidle den type stof, som den anderledes jul, ja, hele corona-året 2020 er gjort af: Det handler om de store historiske vendepunkter. Det handler om, hvordan menneskers levevilkår forandres. Det handler om udviklingen i det samfund, vi er en del af.
Derfor har vi på ROMU i 2020 også gennemført en omfattende indsamling af materiale fra vores dækningsområde, som knytter sig til konsekvenserne af COVID-19: Materiale fra sundhedsvæsenet, hvor Roskilde jo blev kendt som hjemsted for patient nul allerede i februar. Skolernes liv med nye undervisningsformer og gennemgribende digitalisering.
Også de religiøse institutioners ganske forandrede måder at fungere på, har vi rettet blikket mod. Det er på mange måder grundlæggende ændringer, vi har dokumenteret hos protestantiske og katolske menigheder og i muslimske miljøer, og disse forandringer kan komme til at sætte sig varige spor i det danske samfund.
Selvom mange mennesker i disse dage ønsker hurtigst muligt at glemme år 2020, så vil det for eftertiden være væsentligt at at huske, at bevare, at indsamle genstande, der kan fortælle historien og lukke op for forståelsen af, hvad nedlukningerne betød i større skala.
Vi troede, da året gik i gang, at 2020 skulle blive historisk som minde om 100-året for genforeningen, 80-året for besættelsen og 75-året for befrielsen. Disse runde tal kom vi også til at markere, bl.a. med særudstillingen “Grethe – en våbenmodtagelse” på Roskilde Museum. Men året endte med at blive historisk på sin helt egen rundtossede måde.
Ligesom genforeningen, besættelsen og befrielsen, ungdomsoprøret, Murens fald og 11. september, vil også år 2020 være at finde i fremtidens historiebøger som et vendepunkt, en reference, et prisme, som gør, at vi ser anderledes på, hvad der kom før – og hvad der vil følge efter.
Museer med mere mening
Museerne er samfundets kollektive hukommelse. Museerne indsamler og bevarer kulturarven for senere at kunne udfolde historien om menneskers liv, hverdag og omverden. Og det har 2020 for så vidt kun sat en tyk streg under vigtigheden af og meningen med.
Går vi tilbage i historien, kan vi se, at mennesker også i egnen omkring Roskilde Fjord blev ramt af sygdomme og epidemier, pest, den spanske syge, Roskilde Syge sågar. Men hver gang lykkedes det at overvinde kriserne, at komme videre, at finde nye måder at leve på. Det vil også ske med den krise, som julen uden alle de vante fællesskaber i 2020 så påtrængende sætter på spidsen netop nu.
Med stigende smittetal kan det se sort ud, men der er faktisk lys forude. Også på mange andre fronter end de helt naturlige, som følger af, at dagene efter vintersolhverv uvægerligt bliver længere, og at solen uundgåeligt vil vende mere og mere tilbage med varme og lys og energi.
“Tider skal komme, tider skal henrulle, slægt skal følge slægters gang”, skrev B.S. Ingemann tilbage i 1850. Det var lige efter, Danmark havde fået sin første demokratiske grundlov og været igennem tre års krig. Efter hårdt slid kunne Ingemann så smukt beskrive, at dejlig er jorden. Og mon ikke, at lignende tanker igen vil ramme os, efterhånden som tiden henruller og læger sårene også fra pandemiens mærkværdige år 2020.
Genåbning venter forude
I det nye år kommer museer, kulturinstitutioner og andre fælles arenaer til at åbne igen, ikke fra den allerførste dag, men det kommer. Længslen efter at være mere sammen vil igen kunne blive indfriet. Vacciner er på vej.
ROMU forbereder flere nye udstillinger til det nye år og vil blandt andet genåbne den uhyre spændende Sankt Laurentius Kirkeruin samt revitalisere flere besøgssteder. Samtidig er vi mange, der vil have lært meget af krisen og være bedre rustet til nye udfordringer.
Nok har året budt på alverdens udfordringer for ROMU og næsten fire måneder sammenlagt for de ti besøgssteder med en nedlukning, som vi meget gerne ville have været foruden. Men vi står nu også med en ny og skøn web-butik, med flere velfungerende digitale nyhedsbreve, med udstyr og kompetence til at livestreame foredrag til hele landet, med gode erfaringer fra virtuel alsang i samarbejde med andre kulturinstitutioner.
ROMU har i 2020 også gennem lovende samarbejder udvidet med digitalt læringsmateriale og podcasts samt med en stigende mængde af kulturhistoriske artikler og videoer, der formidles til stadig flere mennesker.
Sammen har medarbejderne også håndteret de svære økonomiske udfordringer så ansvarligt, at vi efter omstændighederne kommer fornuftigt og trygt ud af året.
Alle disse nyskabelser og læringer fra corona-året vil gøre det lettere, hurtigere og enklere for os, når vi i det nye år med lokal forankring i Roskilde, Frederikssund og Lejre Kommuner og nationalt udblik fortsat vil kæmpe for at bevare, åbne og udbrede kulturarv for stadig flere borgere.
Stor tak for samarbejde og støtte
En solid opmuntring i det svære år, vi snart lægger bag os, har det været at opleve det tætte samarbejde med borgerne og brugerne, med de mange frivillige, med foreningerne, med forvaltningerne, med andre kulturinstitutioner og uddannelsesmiljøer, med politikere, med fonde og bevillingsgivere. Også blandt mediepartnere og hos erhvervsliv har der været gode relationer til ROMU.
Alt dette og meget mere til ønsker vi fra ROMU at sige varmt tak for her ved årets afslutning. Der er ingen grund til at gøre 2020 til et glansbillede. For eftertiden kan vi kun lære af det, der skete, ved at se realiteterne i øjnene. Det har været hårdt. Der var dalende besøgstal. Vi blev pressede undervejs. Selv den nye teknik fik nogle udfald undervejs.
Men vi oplevede, da det så sort ud, og udfordringerne kom, at vi havde venner, støtter og tætte relationer, som vi kunne komme gennem krisen med i mental samklang trods fysisk afstand.
Så hjertelig tak for alt godt samarbejde og fornem støtte i året, som gik, og rigtig glædelig jul!
Højtiden bliver næppe hvid i år, men vi er forvissede om trods alt, at der venter mere lys og bedre tider forude.
På hjerteligt gensyn i 2021 på museerne!
TRE TIPS TIL JULEN FRA ROMU
- Følg den digitale julekalender fra ROMU om julens kulturhistorie her.
- Tag et kig på Jul i Smatten med adventskalenderen fra RAGNAROCK.
- Eller køb en gave, der fortæller en særlig historie, til en ven i web-butikken her.
Direktør i ROMU, Morten Thomsen Højsgaard ønsker, på vegne af hele organisationen, glædelig jul og godt nytår til alle vores brugere.
En særlig tak
ROMU har i 2020 trods restriktioner med COVID-19 kunnet gennemføre en række projekter og særlige tiltag med at bevare, åbne og udbrede kulturarv som følge af donationer og bevillinger fra følgende fonde og organisationer:
Alle Tiders Musikby Roskilde
Augustinus Fonden
Brdr. Hartmanns Fond
CP Kelco medarbejdere
Dr. Margrethe II’s Arkæologiske Fond
Elisabeth Munksgaards Fond
Farumgaard-fonden
Frederikssund Kommune
Ingeniør Svend G. Fiedler & Hustrus Legat
Innovationsstyrelsen
Kulturministeriets Forskningspulje
Lejre Kommune
Louis Hansen Fond
Møller-Clausen Fonden
Nationalpark Skjoldungernes Land
Roskilde Festival Fonden
Roskilde Kommune
Slots- og Kulturstyrelsen
Spar Nord Fonden
Statens hjælpepakker
Velux Fonden
Aarhus Universitet
TILMELD DIG ROMU’S NYHEDSBREV OG VIND PRÆMIER
– OG FÅ LIGNENDE ARTIKLER OG NYHEDER DIREKTE I INDBAKKEN
FLERE ARTIKLER OG NYHEDER
ROSKILDE MUSEUM ÅBNER FOREDRAGSSAL PÅ ‘SUKKERLOFTET’
Med en helt nyindrettet og moderne foredragssal på toppen af byen vil Roskilde Museum gerne være et kulturhus i centrum. Et sted, hvor meninger mødes, mennesker bliver klogere og sammen stiller sig på skuldrene af fortiden for at forbedre fremtiden. Samtidig vil museet tilbyde Roskildes borgere at holde arrangementer i et selskabslokale med byens bedste udsigt
KOM TÆT PÅ MARGRETE: EN GRAVRØVET DRONNING OG HENDES STJÅLNE KJOLE
I Roskilde kan du nemt komme tæt ind på livet af Margrete 1, som for tiden skuer ned til os fra filmplakater her og der og alle vegne i Trine Dyrholms skikkelse. Med ROMUs miniserie ”Kom tæt på Margrete 1” bliver du godt klædt på til din tur i biffen, og til at følge sporene efter den virkelige Margrete. Vi begynder, hvor det hele sluttede – i Roskilde Domkirke – med en prægtig sarkofag og en kjole, som blev stjålet
”CORONA-KRISEN HAR VIST OS, AT RELIGION OGSÅ ER DUFTE, STEARINLYS, BYGNINGER OG FÆLLESSKAB”
Coronakrisen har givet nye indsigter i forhold til religion – og måske er vores religiøse ritualer langt mere omstillingsparate, end vi går og tror?
Mød Laura Maria Schütze, der er museumsinspektør på ROMU og har en ph.d. i religionssociologi. Sammen med specialestuderende Thea Kaspersen har hun undersøgt, hvordan tre religiøse institutioner i Roskilde har håndteret coronakrisen og de mange benspænd, der opstod, da kirkedøren og porten til moskeen pludselig smækkede i…
NYE SPOR FRA MULDEN KASTER LYS OVER LIVET FOR MIDDELALDERENS OVERKLASSE
Udgravningen af en stormandsgård ved Rye Kirke i Lejre Kommune fortæller om den absolutte overklasses liv i højmiddelalderen. Gården trækker muligvis spor tilbage til Hvideslægten.
“MIT BARNEBARN SKAL MED IND OG SE, HVAD JEG HAR VÆVET”
Spraglet, broget og formuldet – Roskilde-borgere har sammen med to kunstnere vævet et otte meter langt tæppe af tøjrester fra byens genbrugsbutikker. ”Det formuldede tæppe” bliver det første, man møder som museumsgæst, når man fra 30. september går ind til udstillingen ”Forvandlinger – fortællinger om affald”
SPOTLIGHT PÅ SKRALDESPANDENS SKJULTE SKATTE
Udstillingen ’Forvandlinger – fortællinger om affald’ begynder i disse dage at tage form på Roskilde Museum. Mød Rune Fjord og Esben Horn, der er udstillingsdesignere på udstillingen – og bliv klogere på, hvordan man ’tryller’ affald om til udstillingsgenstande
SLÆGTSFORSKERE KAN SNART GÅ PÅ OPDAGELSE I PJÆK OG MARKARBEJDE
I et skab på Smørum gamle Skole gemmer sig en lang række guldkorn om områdets skolebørn. Lokalarkivet er i gang med at digitalisere gamle skoleprotokoller, så nysgerrige på jagt efter sin egen historie kan komme et skridt nærmere oldemor eller tipoldefars tid på skolebænken.
ROMU SAMLEDE OG HYLDEDE DE FRIVILLIGE
De mange frivillige udgør en uvurderlig del af ROMUs besøgssteder. Det er dem, der sørger for, at haven ved Gammel Kongsgaard står i flor, det er dem, der svinger æbleskivepanden i Lützhøfts Købmandsgård, og de sørger for, at det gode skib Sommerflid hviler smukt i fjorden ved Frederikssund. Mandag d. 23. august samledes de til sommerfrokost på Lejre Museum
NYT HOLD I BESTYRELSEN SKAL STYRKE KULTURARV VED KONGELIG GRAVKIRKE
Roskilde Domkirke står på UNESCOs liste over umistelig verdensarv, er kongelig gravkirke og en af landets store turistattraktioner. Fondsorganisationen, der driver formidlingen af den enestående kulturarv fra domkirken, har sat nyt hold i bestyrelsen, der samtidig får ny formand og ny næstformand
VI TABTE UDE, MEN KAN STADIG VINDE HJEMME
SOMMERHILSEN Skuffelse over nederlag kan dulmes ved at søge svar på vigtige spørgsmål i det hjemlige, nære og lokale, skriver museumsdirektør for ROMU i sommerhilsen, der tager afsæt i fodboldspilleren, der scorede til 1-0 på Wembley og tændte en dansk drøm, der så alligevel brast forleden.