Derfor er vikingegraven fra Gerdrup stadig gådefuld
Af Ole Thirup Kastholm, forhistorisk arkæolog, museumsinspektør ved ROMU
12.03.2021
Gerdrupgraven udgraves i december 1981. Arkæologerne finder to skeletter i graven. Det ene er en mand, der ser ud til at være bundet om anklerne og hængt før gravlæggelsen. Den anden er en kvinde med et nålehylster og en lansespids. Graven dateres til 800-tallet. Foto: Tom Christensen.
Arkæologerne er med tiden blevet klogere på den sensationelle dobbeltgrav, der blev fundet for fyrre år siden, som indgår i udstillingen på Roskilde Museum. Men hver gang de finder nye svar, dukker nye spørgsmål op. Arkæolog Ole Thirup Kastholm fortæller her om fundet, der bliver ved med at give – alt andet end klare svar.
Det var ikke til at vide det – dengang i 1981, da arkæologerne fra Roskilde Museum traskede ud over en efterårstung pløjemark ved landsbyen Gerdrup nord for Roskilde – at det skulle være netop her, at et af museets nøglefund snart ville dukke op.
Men et bronzesværd var blevet pløjet op og havde tiltrukket sig arkæologisk opmærksomhed. Ude på marken kunne nogle mørke pletter ses, formentlig begravelser, som var ved at blive pløjet i stykker. Museet iværksatte hurtigt en lille nødudgravning af stedet.
To grave dukkede op under mulden. Den ene, grav A, blot en lille hul med resterne af et kremeret menneske. Den anden, grav B, var større, og viste sig at være en jordfæstegrav med to menneskeskeletter side om side. Skeletterne var velbevarede nok til, at køn og omtrentlig alder kunne fastslås. Det ene fra en mand på 35-40, som lå på ryggen med krydsede ankler, og hovedet vredet unaturligt ned mod venstre skulder. Det indikerede, at han havde været bundet om anklerne og var blevet hængt før gravlæggelsen. Det andet skelet var efter en midaldrende kvinde, også lagt på ryggen og desuden tynget ned af store sten. Ved hendes bæltested lå et lille nålehylster, og nær hendes højre skinneben en lansespids i jern. Ud fra lansens form kunne arkæologerne datere graven til 800-tallet, altså i vikingetiden.
Den første tolkning
Fundet var fra starten en mindre sensation. Den hængte mand var et særsyn i sig selv – var han en gravgave, en ihjelslået træl, ligesom man havde fundet i enkelte andre grave? Og den bevæbnede kvinde – et tilsyneladende helt unikt fund – var det en kvindelig kriger, en valkyrie, en troldkvinde? De store sten kunne opfattes som et middel mod gengangeri. Udgraveren Tom Christensen skrev en lille artikel om fundet i museets årbog og har fortalt, hvordan nogle arkæologer stillede spørgsmålstegn ved, om graven nu var ordentligt udgravet, og om man overhovedet kunne stole på den kønsbestemmelse. Kunne det være en kvinde, når nu der lå et våben?
Arkæolog og museumsinspektør Ole Thirup Kastholm beskriver hvordan Gerdrupgraven fortsat beriger arkæologerne med nye spørgsmål. Spørgsmål der kan udvide forståelsen af vikingetiden og måden at se fortiden på. Foto: ROMU.
Efterhånden som man i stadig stigende grad begyndte at bestemme kønnet ud fra knoglerne, viste der sig nye ting – man kunne nemlig ikke altid stole på den genstandsbaserede kønsbestemmelse.
Nye udgravninger
I 1983 vendte museet tilbage til stedet for at se, om graven var del af en større vikingetidsgravplads. Og der blev da også fundet flere begravelser, nogle var fra bronzealderen, mens andre ikke umiddelbart kunne dateres. Men det var ikke nogen rigtig vikingetidsgravplads, sådan som arkæologerne kendte dem dengang, og 1983-udgravningens resultater nåede aldrig videre end museets arkiv. På den måde kom dobbeltgraven fra 1981 i faglitteraturen til at fremstå som en grav, der lå på et øde sted – noget som understøttede idéen om, at de gravlagte på en eller anden måde var afvigere i datidens samfund og – pariaer –, som derfor var blevet begravet uden for lands lov og ret.
Gender-arkæologi og metodiske udfordringer
I 1990’erne tog nye strømninger inden for arkæologien fat, og det medførte et større fokus på kønnet i oldtiden, både det biologiske køn og det socialt konstruerede, ”kulturelle” køn. Det betød et spirende opgør med den klassiske opfattelse af mands- og kvinderoller, som i høj grad var et produkt af 1800-tallets borgerlige kønsnormer, som arkæologifaget havde fået med fra sin barndom. Kort fortalt havde man altid sat lighedstegn mellem for eksempel våben og mænd på den ene side og kvinder og synåle på den anden side. Her passede Gerdrupgraven jo dårligt ind, i og med at kvinden havde både våben og synåle. Det var udtryk for et problem af større omfang end for en enkelt gravs vedkommende. Arkæologerne havde længe haft for vane at kønsbestemme gravlagte ud fra de genstande, de havde fået med i graven, og når der forekom ”blandet” gravgods, blev det undskyldt med, at der nok var tale om flere grave, der var blandet sammen på grund af uprofessionel udgravning eller dårlige bevaringsforhold. Men efterhånden som man i stadig stigende grad begyndte at bestemme kønnet ud fra knoglerne (osteologisk kønsbestemmelse), viste der sig nye ting – man kunne nemlig ikke altid stole på den genstandsbaserede kønsbestemmelse. Nogle gange var (biologiske) kvinder gravlagt med våben, andre gange havde (biologiske) mænd fået smykker med sig, som normalt optrådte hos kvinder.
Set i dét lys kunne man måske sige, at Gerdrupgraven ikke var så afvigende igen?
Sådan så det ud, da Roskilde Avis i 1981 bragte nyheden om fundet af den mystiske dobbeltgrav. Man vidste på daværende tidspunkt ikke, at graven gennem årene fortsat ville være anledning til nye fortolkninger og skabe flere spørgsmål end svar. Foto: ROMU.
Nye analyser
Afvigende eller ej. Graven fik lov til at ligge fredeligt i sin montre, og sagen i sin arkivskuffe, indtil 2015. Nu blev knoglerne igen undersøgt, og kønsbestemmelsen fra 1981 blev stadfæstet. I tilgift fik vi at vide, at kvinden havde født mindst én gang, og at hun var delvist tandløs, da hun døde. Hun har altså fremstået som en gammel kone. Der blev også taget DNA-prøver fra de to, som skulle indgå i et større projekt ved Center for Geogenetik. Resultatet vender vi tilbage til.
Vi foretog også C14-dateringer af de omkringliggende grave fra stedet, som lå opbevaret i museets magasin, og de gamle udgravningsplaner blev nærstuderet. Det samme blev det omgivende landskab og de nærmeste andre fortidsminder. Konklusionen blev, at Gerdrupgraven var del af en gravplads. Ikke en med mange grave, men med grave fra mange perioder – den ældste fra ca. 2000 f.Kr. Gravpladsen lå neden for markante gravhøje, og ved et sted i ådalen, som formentlig var vadested, når man skulle nord- eller sydpå. De to var altså gravlagt et centralt og prominent sted i landskabet. Det var en vigtig grav.
En stor overraskelse
DNA-prøverne viste – heldigvis –, at den osteologiske kønsbestemmelse var retvisende. Men de kunne mere end det. Helt overraskende viste de også, at det med al sandsynlighed er mor og søn, der ligger i graven. Det var nyt og vendte op og ned på sagen. De to er gravlagt samtidig og må også være døde nogenlunde samtidig. Men tager vi fejl, når vi antager, at manden blev slået ihjel? Kom mor og søn helt tilfældigt ulykkeligt af dage samtidig og blev begravet sammen? Eller har vi ret, og blev en søn dræbt for at følge sin gamle mor i graven? Det sidste forekommer ufatteligt set fra det moderne menneskes perspektiv, men – ligesom med kønsstereotyperne fra før – så skal vi være varsomme med at overføre vores egen virkelighed på fortidens samfund. I stedet må vi glæde os over, at dette særprægede, arkæologiske fund bliver ved at berige os med flere spørgsmål end svar. Spørgsmål, der udvider vores forståelse, både af vikingetiden som periode og af vores egen måde at se fortiden på.
Fra Maglemose å ved Gerebro har man frit udsyn til der hvor Gerdrupgraven (rød prik) blev fundet. Det har vist sig, at Gerdrupgraven var en del af en gravplads med grave fra forskellige perioder – den ældste fra ca. 2000 f.Kr. Foto: Ole Kastholm.
Vil du læse endnu mere om emnet? Så tjek litteraturen her:
Arwill-Nordbladh, E. 2001: Genusforskning inom arkeologin. Stockholm.
Christensen, T. 1982: Gerdrup-graven. ROMU II 1981, 19-28.
Kastholm, O.T. 2016: Spydkvinden og den myrdede. Gerdrupgraven 35 år efter. ROMU 2015, 62-85.
Lauritsen, T. & O.T. Kastholm Hansen 2003: Transvestite Vikings? Viking Heritage Magazine 1/03, 14-17.
Margaryan, A. m.fl. 2020: Population Genomics of the Viking World. Nature, vol. 585, 390-396.
TILMELD DIG ROMU’S NYHEDSBREV OG VIND PRÆMIER
– OG MODTAG LIGNENDE ARTIKLER DIREKTE I DIN INDBAKKE
FLERE ARTIKLER OG NYHEDER
Dansksproget samfundskritisk hardrock og thrash metal: Rockmuseet arrangerer koncert-række for metalfans
Danmarks rockmuseum hylder livemusikken med en koncertrække, der har hård rock og metal på programmet. Den første koncert byder på poetisk samfundskritik og tonstunge riffs, når ’Skarnet’ optræder i januar, og i marts giver ’Artillery’ en opvisning i old school thrash metal.
Sjældent og prægtigt hjelmfund cementerer Lejre-kongernes storhed
I Lejre har detektorførere fundet et yderst sjældent stykke af en hjelm fra tiden lige før vikingetid. Det guldbelagte fragment med røde smykkesten har siddet på en af Skandinaviens mest prægtige hjelme og vidner om nære forbindelser til nuværende England og Sverige. Fundet kan opleves på Lejre Museum, når museet holder særåbent i forbindelse med vinterferien i uge 8.
Lejre Museum søger timelønnede til formidling og undervisning
Er du den rette til at begejstre og inspirere et nysgerrigt og bredt publikum? Lejre Museum søger 2-3 nye timelønnede kolleger til løbende formidlings- og driftsopgaver.
Kommerciel chef
Er du en erfaren leder med en passion for kultur og kommerciel udvikling? Har du lyst til at sætte dit præg på en stor museumsorganisations fremtidige vækst og generering af indtægter? Trives du med at arbejde på og lede medarbejdere på flere matrikler? Så er det dig, vi søger som vores nye chef for salg og marketing!
Julen er afslutningernes og begyndelsernes tid
Julen er afslutningernes og begyndelsernes tid 13.12.2024Morten Thomsen HøjsgaardMuseumsdirektør Morten Thomsen Højsgaard foran Vestfløjen i Det Kongelige Palæ, hvor der i løbet af de næste fire år skal indrettes Verdensarvscenter for Roskilde Domkirke....
Markant medieinteresse for nyt verdensarvscenter
Markant medieinteresse for nyt verdensarvscenter13.12.2024Af Lene SteinbeckStort set alle større landsdækkende medier bragte den 2. december nyheden om, at Danmark får et Verdensarvscenter ved Roskilde Domkirke. Her er det TV2 News, hvor der i et længere indslag...
Julehyggen skydes i gang med Skenkelsø Mølles traditionsrige julemarked
Julehyggen skydes i gang med Skenkelsø Mølles traditionsrige julemarked 06.12.2024Af: Lene SteinbeckJulebordet er pyntet og venter blot på gæsterne. Det må dog vente længe – for opdækningen er en udstilling med nogle af møllemuseets fine julegenstande. Foto: Preben...
Forløsning, glæde og store forventninger fyldte Det Kongelige Palæ: Roskilde Domkirke får nyt verdensarvscenter
Forløsning, glæde og store forventninger fyldte Det Kongelige Palæ: Roskilde Domkirke får nyt verdensarvscenter 04.12.2024Formand for Fondsorganisationen Kulturarv Roskilde Domkirke, Morten Langager, præsenterede visionerne for det nye verdensarvscenter. Det...
Danmark får et nyt verdensarvscenter for Roskilde Domkirke
Danmark får et nyt verdensarvscenter for Roskilde Domkirke 02.12.2024 Foto: Kristian Grøndahl /ROMU Med donationer på over 125 millioner i ryggen er der nu grønt lys til et besøgscenter lige ved den ikoniske Roskilde Domkirke, der er på UNESCO’s Verdensarvsliste. Og...
Museumspraktik i Roskilde og Frederiksunds historie
Museumspraktik i Roskilde og Frederiksunds historie 25.11.2024Foto: Kristian Grøndahl/ROMU. Er du vild med historie, kulturarv og formidling? Har du lyst til at lære mere om at gøre seriøs viden tilgængelig for mange mennesker? Læser du på en videregående uddannelse,...