Efterårsferien i Roskilde står på mord, mystik og – æbler
05.10.2021
![IMG_7036](https://romu.dk/wp-content/uploads/sites/21/2021/09/img-7036.jpg)
Æbler er efterårsferiens midtpunkt hos Lützhøfts Købmandsgård. Der skal mostes, bages og laves stoftryk med æbler, og hele familien kan være med. Foto: ROMU
ROMU er klar med et efterårsferieprogram, som har noget for enhver smag. Kom til æblefest i den gamle købmandsgård, lav en skraldefortælling på Roskilde Museum, oplev Smattens Magi på RAGNAROCK og meget mere
Efterårsferien betyder gyldne blade og kolde næser. Den betyder også ferie og aktiviteter for hele familien. ROMU har forberedt et godt og alsidigt program, så der er ingen grund til at gå og kede sig i ferien.
Forvandl skrald til guld
Måske er det tid til at blive klogere på alt det, vi normalt ikke skænker så mange tanker? Det er der mulighed for på Roskilde Museum. Her kan man opleve udstillingen ’Forvandlinger’, hvor vi kan spejle os selv og vores historie i det affald, vi efterlader. Vær med i efterårsferiens workshop ’Forvandl skrald til guld’, hvor vi går på opdagelse i udstillingens fortællinger om affald. Lav din egen skraldefortælling med dit eget affald, som kan blive en del af udstillingen. Tag en pose sjovt, mærkeligt eller spændende affald med, som kan komme ned i et syltetøjsglas. I workshoppen kommer vi helt tæt på udstillingens affaldsfortællinger og prøver kræfter med at forvandle tekstilaffald til madpapir eller gavepapir og kaffegrums til skrubbemiddel.
Tid: 18. – 22 oktober kl. 10:00-12.00 og 12:30-14:30.
Sted: Roskilde Museum, Sankt Ols Stræde 3, 4000 Roskilde.
Pris: 60 kr. (+billetgebyr) Gratis for børn og unge under 18 år, men billetreservation kræves. Billetter købes og reserveres via billetto.dk.
For hele familien, men arrangementet henvender sig primært til børn i alderen 6-14 år og deres voksne.
Mord i kirkeruinen
Du kan også være med til at opklare et spændende mysterium i Sankt Laurentii.
Scenen er sat – Roskilde, 1931: Den arkæologiske udgravning under Stændertorvet er stoppet. Politiet har afspærret området. Udgravningslederen er blevet fundet myrdet, og politiet kan ikke komme videre i efterforskningen. De har brug for JERES hjælp.
Ved indgangen får du udleveret politirapporten. Du skal sætte dig godt ind i sagen. Holde ører og øjne åbne. Din eftersøgning vil bringe dig dybt ned under Stændertorvet og højt op i tårnets tinde. Måske møder du nogen på din vej, der har set noget. En ting er sikkert: Der sker ting og sager i kirkeruinen om natten. For hvad er det egentlig, de har fundet dernede? Hvorfor hører natbetjenten mærkelige lyde? Hvem er det, der går forbi fangernes celler tidligt om morgenen? Måske bliver det dig, der får opklaret sagen!
Tid: 18.-22. oktober kl. 11.00-12.30 og 13.00-14.30
Sted: Sankt Laurentius, Stændertorvet, 4000 Roskilde
Pris: Voksne: 40 kr. (+billetgebyr) Gratis for børn og unge under 18 år, men billetreservation kræves. Billetter købes og reserveres via billetto.dk.
Æblefest i den gamle købmandsgård
På Lützhøfts Købmandsgård er efterårsferien dedikeret til aktiviteter med en af sæsonens helt store stjerner – æblet! Smag, duft, lyt, og føl dig igennem en perlerække af aktiviteter gennem hele efterårsferien – fra hestevognskørsel til æblepresning. Alt sammen, som man gjorde det for 100 år siden.
Tag med på tur gennem Roskildes gader i den historiske hestevogn, og se byen fra den bedste side, når den erfarne kusk Frede sadler op, eller vær med til at forvandle dine æbler hjemme fra haven til en sød, gylden saft. Husk at medbringe flasker til den færdige most.
Gå på skattejagt i de gamle bygninger og tag med slagteren på arbejde anno 1900. Eller kast dig ud i æblestoftryk og byg dit eget fuglehus. Til den søde tand byder vi på friskbagte, gammeldags æbleskiver med æblestykker i. Smag også vores hjemmelavede æbletoddy. Kaffen serverer vi i to varianter – med eller uden kaffeerstatning fra Richs’.
Tid: 16.-23. oktober kl. 10-16. Søndag lukket.
Sted: Lützhøfts Købmandsgård, Ringstedgade 6-8, 4000 Roskilde
Pris: Til enkelte aktiviteter betales en materialepris på 20-60 kr. Mad og drikke fra 20 kr.
Hestevognskørsel: Børn: 30 kr., voksne, 40 kr. Begrænset antal pladser.
Der kan købes billetter enten ved påstigning, eller på forhånd i butikken fra d. 1/10.
Program:
Skattejagt, fuglehuse, æblepresning og æbleskiver: 16.-23. kl. 11-15. Søndag lukket.
Stoftryk og pølser: 18.-22. oktober kl. 11-15.
Hestevognskørsel: 18.-21. oktober kl. 11-15
Efterårsworkshop i Roskilde Domkirke
I efterårsferien slår Roskilde Domkirke dørene op for sjove og lærerige workshops for børn. Her vil børn såvel som voksne kunne få indsigt i, hvem Margrete d. 1. var, hendes tilhørsforhold til Domkirken og hendes levede liv. Familierne kan sammen klippe og klistre flotte sværd og kroner og bruge en dejlig formiddag sammen.
Tid: 18.-21. oktober kl. 10.00-12.00
Sted: Roskilde Domkirke
Pris: Voksne: 60 kr. (entrébillet til Domkirken) Børn gratis adgang.
ROMUs mange efterårsferieaktiviteter
Uhyggelig Allehelgen og en tur i smatten
Der er aktiviteter for alle, når ROMU inviterer til efterårsferiesjov i Lejre, Frederikssund og Roskilde Kommuner. Bliv detektorfører for en dag i Lejre, bryg din egen æblemost på Tadre Mølle, eller bliv skræmt fra vid og sans til Allehelgen på Frederikssund Museum, Færgegården.
På RAGNAROCK – Museet for pop, rock og ungdomskultur er det knap så hårrejsende aktiviteter, der venter for hele familien. Kast jer ud i en underholdende gådejagt på festivalpladsen eller kom med på helt særlige omvisninger i RAGNAROCKs særudstilling om 50 år med Roskilde Festival.
Hele programmet kan ses på www.romu.dk/efteraarsferie
TILMELD DIG ROMU’S NYHEDSBREV OG VIND PRÆMIER
– OG MODTAG LIGNENDE ARTIKLER DIREKTE I DIN INDBAKKE
FLERE ARTIKLER OG NYHEDER
ROMU søger universitetspraktikant
Er du vild med historie, kulturarv og formidling? Har du lyst til at lære mere om at gøre seriøs viden tilgængelig for mange mennesker? Læser du på en videregående uddannelse, hvor du skal i praktik? Så er det måske lige dig, museumsorganisationen ROMU søger til praktikforløb i efterårssemestret 2023
ROMU præsenterer ”Jagten” – få den nyeste viden om fortiden, hvor du bor
ROMUs fagfolk er konstant på jagt efter ny viden. I årsskriftet ”Jagten” fortæller de passioneret om de vigtigste opdagelser og resultater fra 2022. ”Jagten” kan købes i ROMUs museumsbutikker og i webshoppen fra 28. april
Roskilde Domkirke Verdensarvscentret og Kongernes Samling i stort samarbejde
En netop indgået samarbejdsaftale sikrer, at Kongernes Samling skal være med i udviklingen af det kommende Roskilde Domkirke Verdensarvscenter. Bestyrelsesformand for fonden bag centret, Morten Langager, betragter partnerskabet som en blåstempling af visionerne og ser store muligheder for at skabe en helt unik besøgsoplevelse.
Fra æblerov til rovmord: Foredrag afdækker Venslevrøvernes vilde historie
I 30 år fik en hel landsby lov til at gå under radaren, mens de snød, stjal og til sidst endte med at dræbe en familie. Mordet fik Venslevs forbrydersyndikat til at kollapse, og i alt 43 mennesker fra den lille by blev dømt for alt fra tyveri til mord. Journalist og forfatter Søren Møgelvang Nielsen opruller historien om Venslevrøverne til et foredrag på Egedal Rådhus.
Lützhøfts Købmandsgård tager en bid Roskilde-historie med til København
I marts åbner Lützhøfts Købmandsgaard for en kort bemærkning en filial i hovedstaden. Det lille Roskilde-museum er nemlig for første gang med, når festivalen Historiske Dage bliver afviklet i Øksnehallen den 18.-19. marts. Her kan historieinteresserede fra hele landet få et indblik i livet bag disken i Roskildes gamle købmandsgård for 100 år siden.
Fra das til dagligstue: Små hverdagstableauer viser 1940’ernes barndomshjem
Else M. Sørensen var selv meget bekymret for, hvad der ville blive af hendes arbejde med barndomshjemmet, når hun ikke var her mere. Hun kom selv på ideen om, at det kunne udstilles, og inden Else M. Sørensen gik bort i marts sidste år, var de indledende snakke med Ledøje-Smørum Historisk Forening taget for at overlevere dioramaerne.
ROMUs publikumschef: Vinterferien er som skabt til museumsoplevelser
Vinterferien står for døren, og nu er tiden der endelig til at være sammen med familie og venner. ROMUs publikumschef Isabella No’omi Fuglø opfordrer til, at man bruger pausen fra hverdagen til at hente energi i tankevækkende og vedkommende kulturoplevelser på et af Roskildes museer.
Gæsterne strømmede til ROMU i 2022
På trods af, at coronaens skygger strakte sig ind i begyndelsen af 2022, endte besøgstallet for museumsorganisationen ROMU næsten på niveau med rekordåret 2019. Faktisk er det organisationens tredjebedste år nogensinde, flere besøgssteder har sat publikumsrekord, og initiativer for at nå især de unge og nye målgrupper har båret frugt.
God jul – og 1000 tak for historisk og løfterigt år
2022 blev et mindeværdigt år med markant jubilæum for bispedømmet og byen Roskilde. Gæsterne strømmede til flere nye udstillinger og julemarkeder med hygge og charme. Museumsdirektør for ROMU gør status og sender hilsner til brugere og samarbejdspartnere
Egedals borgmester: ”Vi finder hinanden bedst ved at acceptere, at vi er forskellige”
Man kan sagtens skabe et stærkt fællesskab i en kommune, der består af 17 unikke bysamfund. Det er en kæphest for Egedals borgmester, Vicky Holst Rasmussen, som sætter stor pris på forskelligheden. Det fortæller Vicky Holst Rasmussen i denne artikel, der er en del af ROMU’s lille serie om kulturarv i Egedal, Lejre, Roskilde og Frederikssund.