Egedals borgmester: ”Vi finder hinanden bedst ved at acceptere, at vi er forskellige”
Af: Lene Steinbeck
19.12.2022
Vicky Holst Rasmussen synes, at det er en styrke for kommunen, at den består af 17 små bysamfund med hver deres identitet. Hvis man favner forskellighederne, gør de også noget godt for sammenholdet i kommunen, mener borgmesteren.
Man kan sagtens skabe et stærkt fællesskab i en kommune, der består af 17 unikke bysamfund. Det er en kæphest for Egedals borgmester, Vicky Holst Rasmussen, som sætter stor pris på forskelligheden. Faktisk er det en gave, at kommunen er stærk helt ud i krogene og kan mønstre et godt skud lokal patriotisme. Selv er hun borgmester for hele kommunen – men i hjertet er hun en pige af Stenløse. Det fortæller Vicky Holst Rasmussen i denne artikel, der er en del af ROMU’s lille serie om kulturarv i Egedal, Lejre, Roskilde og Frederikssund.
I Egedal Kommune har borgmester Vicky Holst Rasmussen (S) netop fået udsmykket kontoret med et nyt, stort vægmaleri. Den lokale kunstner Sandra Marquardt har portrætteret en række af Egedals kulturelle fyrtårne, som Ganløse Mølle, Panoptikon og Ledøje Kirke. Maleriet med titlen ’Forenede små historier’ rammer ifølge borgmesteren hovedet på sømmet, når det kommer til kulturarven i Egedal Kommune.
”Kulturarv er det, jeg bruger til at forklare, hvem vi er, og det rammer maleriet meget godt: En kommune med mange forskellige identiteter, men også et stort sammenhold,” fortæller hun.
Hun er den fjerde borgmester i Egedal Kommune, der ved kommunalreformen i 2007 blev dannet af de tidligere kommuner Stenløse, Ledøje-Smørum og Ølstykke. Siden sammenlægningen har der været et stort fokus på at prøve at skabe en Egedal-identitet, der kunne vokse op over de gamle kommunegrænser. Måske for stort fokus, hvis man spørger Vicky Holst Rasmussen:
”I min optik er der nok spildt lidt for mange kræfter på, at vi alle skulle ligne hinanden. At vi skulle være ét Egedal og have én fortælling om, hvad Egedal er. Men jeg synes, det er så smukt, at vi har 17 små bysamfund. Jeg tror, vi finder hinanden bedst ved at acceptere, respektere og anerkende, at vi er forskellige.”
Kulturarven i en nøddeskal
Fra Nybølle i syd til Slagslunde mod nord, og fra Tangbjerg i vest til Knardrup i det østlige Egedal oplever hun en enorm vilje til det nære, og det er ifølge borgmesteren kulturarven i en nøddeskal. Borgerne påtager sig nemlig et vigtigt ansvar for de små samfund.
”De sørger hele tiden for, at byen er i live og er optaget af at sikre, at de generationer, der kommer efter, også har et liv derude. De mødes i de smukke forsamlingshuse for at diskutere alt fra, hvordan de byder tilflyttere velkommen og laver spisearrangementer for alle naboerne til input til kommunens planstrategi. Jeg bliver næsten helt rørt over, at de på den måde samles og byder ind sammen, så man kan høre byens stemme.”
Selvom hun ikke underkender betydningen af en købmand og en skole i de små byer, bemærker hun, at det også i høj grad er kulturen, der er fanebærer i de små samfund. Og derfor er det vigtigt, at man er bevidst om det sted, man kommer fra.
”Jeg er borgmester for hele Egedal – men jeg er i den grad også en pige af Stenløse, hvor jeg er født og opvokset, og jeg holder med Stenløse Boldklub. Jeg synes, det er så smukt og unikt med de forskelle. Og når man ikke modarbejder det, kan man bruge det meget konstruktivt.”
Hviler på samme fundament
Og så er vi tilbage ved den fælles Egedal-identitet, som man i nogle år efter borgmesterens mening har halset for lidt for ensporet efter. Vicky Holst Rasmussen underkender ikke betydningen af et fællesskab på tværs af kommunen – tværtimod er det vigtigt for sammenholdet i kommunen. Men det skal bygge på, at man forstår, kender og anerkender hinanden for det, man er. Og her ligger et stort potentiale, mener hun. For godt nok er Egedals borgere forskellige, men de hviler i høj grad på meget af det samme.
”Jeg kunne godt tænke mig, at vi var lidt mere eksplosive i vores historiefortælling om stedet. Det ville være dejligt med et fokus, for det ville nok binde os bedre sammen, hvis vi lærte hinanden at kende og finde ud af, hvilke historier og særpræg, vi har tilfælles. Vi får jo mange nye tilflyttere, og jeg tror, der er rigtig meget historie, vi ikke får givet videre.”
Borgmesteren peger blandt andet på Veksøhjelmene, der er fundet i Brøns Mose, og Ledøje Kirke, der er den eneste kirke i Danmark, der er i to plan. Selv om man er født og opvokset i Stenløse, kan man nemlig godt stadig have historier til gode.
”Det er gået mere og mere op for mig med alderen: Vi har helt utrolig meget kulturarv i Egedal. Senest har fundet af et moselig nærmest lige ved siden af rådhuset understreget, at vi ligger i et gammelt kulturområde – uanset, om vi kalder det Stenløse, Ølstykke eller Egedal” siger Vicky Holst Rasmussen.
Du kan læse mere om mosefundet her
ROMU har det kulturhistoriske ansvar for Egedal, Lejre, Roskilde og Frederikssund. Artiklen her er et afsnit af en lille serie, hvor vi tager temperaturen på kulturarven i de fire kommuner og spørger borgmestrene, hvilken rolle kulturarven spiller i henholdsvis Egedal, Lejre, Roskilde og Frederikssund kommuner.
TILMELD DIG ROMU’S NYHEDSBREV OG VIND PRÆMIER
– OG MODTAG LIGNENDE ARTIKLER DIREKTE I DIN INDBAKKE
FLERE ARTIKLER OG NYHEDER
Glosuppe og købmandssnak: Lützhøfts Købmandsgaard deltager igen på Historiske Dage
Lützhøfts Købmandsgaard var sidste år en regulær publikumsmagnet på festivalen Historiske Dage, så i år gentages succesen. Den 9.-10. marts kan man høre om livet i en købmandsbutik i 1920’ernes Roskilde, købe gode bolsjer i håndvredne kræmmerhuse, og man kan smage på en glemt klassiker: Glosuppen.
Hop ombord i ny spotudstilling om Danmarks første jernbane
Jernbanens indtog herhjemme revolutionerede folks opfattelse af tid, tempo og afstand. I Roskilde Museums nye spotudstilling mærker du suset fra lokomotivet Odins jomfrutur på den første jernbanestrækning i det nuværende Danmark. Christian 8. indviede strækningen mellem København og Roskilde i 1847.
Kvindernes kampdag på Danmarks rockmuseum
Der er to stærke personligheder på programmet, når hele Danmarks rockmuseum, RAGNAROCK, inviterer til kampdagsarrangement, der rocker ved tidens opfattelser og stiller skarpt på ligestillingskampen. Både den, der stadig skal kæmpes, og de sejre, der allerede er vundet.
Stenløse Kulturhus udstiller Egedals kongelige øjeblikke
Danmark har taget afsked med en dronning gennem 52 år. I anledningen af tronskiftet kan man på Stenløse Kulturhus opleve en spotudstilling med kongelige øjeblikke. Blandt andet med billeder fra de to gange, dronningen har været i Egedal.
Nye navne til “Historien bag musikken” på rockmuseet RAGNAROCK: Søs Fenger, Michael Falch og Hanne Boel
De tre kunstnere føjer sig til rækken af store danske musiknavne, som fortæller om ”historien bag musikken – og musikken bag historien” til tv-vært Clement Behrendt Kjersgaard på hele Danmarks rockmuseum.
Fra Radio Luxemburg til TikTok: Ny spotudstilling lukker den musikalske generationskløft mellem unge og deres forældre
Unges musik har alle dage været en torn i øjet på deres forældre. I spotudstillingen LYT. LIKE. DEL. undersøger Danmarks rockmuseum, RAGNAROCK, unges lyttekultur.
Ny udstilling sætter fokus på Roskilde i skyggen af krig
Den 23. november slår Roskilde Museum dørene op for en ny permanent udstilling, der kaster lys på, hvordan krigene i det 20. århundrede har påvirket livet i Roskilde. Fotos og genstande fra museets samling fortæller om håb og frygt i krigens skygge.
Optoget er tilbage ved Lysfest 2024
Efter fire år med Lysfest uden det store og flotte optog, vender optoget tilbage, når der afholdes Lysfest 2024 den 2. februar omkring Kulturstrøget i centrum af Roskilde. Lysfesten 2024 får undertitlen ”Den Legende Lysfest”, som skal få både børn og voksne til at lege og bevæge sig i byrummet.
Verdensarvsdag med ny bog, lyskunst, kor og borgermøde
Torsdag den 12. oktober er der verdensarvsdag i Roskilde for at markere den særstatus, som byens storslåede katedral har. Der er fri adgang på dagen, hvor byens borgere og andre interesserede inviteres med til en række festlige og informative aktiviteter.
Roskilde Domkirke markerer Verdensarvsdagen med lyskunst, sang og natkirke
Torsdag den 12. oktober markerer Roskilde UNESCO’s Verdensarvsdag. Domkirken inviterer dagen igennem til en række aktiviteter for store og små. Der er fri adgang og mulighed for rundvisning, og eventyrlig lyskunst giver et nyt blik på kirkens kunst og udsmykninger fra middelalderen.