Egedals stærke historie skal helt hjem til borgerne
Af: Lene Steinbeck
18.05.2021
![01_Charlotte Haagendrup_Kredit Emil Helms Ritzau Scanpix_FORMINDSKET](https://romu.dk/wp-content/uploads/sites/21/2021/05/01-charlotte-haagendrup-kredit-emil-helms-ritzau-scanpix-formindsket.jpg)
Charlotte Haagendrup (C), formand for Kultur- og Erhvervsudvalget i Egedal Kommune, drømmer om, at det ikke kun er de meget historisk interesserede, der ved hvilke fantastiske historier, der knytter sig til området. Foto: Emil Helms, Ritzau Scanpix.
Egedal Kommune har en rig kulturarv, og hvis det står til formanden for Kultur- og Erhvervsudvalget i Egedal, skal der trykkes på speederen for at få den formidlet. Hun tror på, at en fælles historie er en grundsten i at sammentømre borgerne i den store kommune.
For nogle år siden stod Charlotte Haagendrup på Nationalmuseet og beundrede to smukke hjelme fra bronzealderen. Hjelmene, der er omkring 3000 år gamle, er udhamret i bronzeblik og har snoede horn. De menes at være fremstillet i det sydlige Europa – men de er fundet i en mose på Sjælland. Formodentlig er de lagt ned som en offergave til guderne.
Det var først senere, at Charlotte Haagendrup (C) opdagede sammenhængen mellem hjelmene og den kommune, hvor hun bor og i dag er formand for Kultur- og Erhvervsudvalget: At de unikke hjelme er fundet i Brøns Mose. Nærmest i hendes egen baghave.
Den oplevelse rammer hovedet på sømmet i forhold til den opgave, Egedal kommune står overfor, når det kommer til kulturarv, mener Charlotte Haagendrup:
”Vi har så sindssygt meget her i Egedal kommune. Vi bor et vanvittigt interessant sted, men vi ved det ikke! Der er så mange gode historier her – de er omkring os, de ligger i bogform, i jorden og over den. Men på en eller anden måde får vi dem ikke ud.”
Engagerede formidlere
Kommunen har et stærkt talerør i de mange engagerede frivillige. De tre historiske foreninger i Stenløse, Smørum og Ølstykke afholder arrangementer, indsamler viden og udgiver publikationer med nyt og gammelt fra områderne.
”De er gode til at formidle, og jeg bliver så begejstret. Vi har nogle enormt engagerede mennesker. Så mit håb er, at vi bliver bedre til at komme ud med historierne. De er med til at definere os som kommune og som borgere. Når vi deler historie, er det nemmere at se, at vi ikke er så forskellige.”
Et stærkt korps af frivillige betyder ikke, at kommunen kan læne sig tilbage. Tværtimod. Der ligger nemlig en opgave i at hjælpe kulturarven med at krydse de gamle kommunegrænser mellem Stenløse, Ølstykke og Smørum. Og fra politisk side skal man gribe den opgave. Blandt andet via et stærkere samarbejde med områdets skoler, mener Charlotte Haagendrup. Egedal vokser hastigt, og blandt tilflytterne er mange børnefamilier.
”Lige når man flytter ind, skal man have styr på, hvor Brugsen og børnehaven er. Men når man lige falder til, har man overskud til mere. Da vil jeg gerne have, at børnene hjælper lidt på vej. Hvis de kommer hjem og siger: ’Nu skal du høre, hvad jeg har set i dag,’ så vil forældrene også se det.”
Byggeboom i Egedal
De mange nye borgere, der kommer til Egedal, skal have et sted at bo. Og det betyder, at byggebranchen har travlt. Det er blot med til at gøre historien større, siger Charlotte Haagendrup.
”At Egedal bygger meget nyt, gør jo også, at vi gør nye fund. Hver gang man graver, dukker der jo noget op. Vi skal sørge for, at de mennesker, der flytter ind, ved, at lige her på deres grund har vi fundet et halvt vikingeskib, eller hvad det nu måtte være. Det, der bliver gravet op her, skal ud lokalt. Det kan vi godt blive endnu bedre til at målrette.”
Det gælder de nye fund – men i høj grad også de gamle. Hun vender tilbage til Veksøhjelmene, der er danefæ og en del af Nationalmuseets permanente udstilling. Hvis det står til Charlotte Haagendrup, skal de på visit i Egedal.
”Jeg ville elske at kunne få udlånt hjelmene til en udstilling her i området, så de kan komme hjem. Det er et stort ønske, som jeg også har haft lejlighed til at ytre til Rane Willerslev (direktør for Nationalmuseet, red.). De er fundet her hos os, men mange er ikke klar over, at de faktisk er fra Brøns Mose. Det er den slags historier, jeg gerne vil have bundet helt sammen med området.”
Naturen som katalysator for kulturarven
De tydeligste spor efter historien finder vi i naturen, der gennem årtusinder har formet Egedal i området mellem Roskilde Fjord og Furesøen. Og det har mange fået øjnene op for det seneste år, hvor vores pandemiske virkelighed har lukket ned for stort set alt andet.
”At folk befinder sig mere i naturen, bringer mere fokus på kulturarven. Det er med til at pege på, at vi slet ikke er så forskellige. Egedal er et kæmpestort område, som er forbundet af naturen,” siger Charlotte Haagendrup, som fremhæver et helt specielt sted.
”Panoptikon i Smørum er mit yndlingssted. Det er en fantastisk udsigtspost.”
Det var her, hun selv begyndte at løfte blikket fra at spejde efter sin egen slægts historie til at se på naturen og landskabet som noget, der også former mennesket.
”Her står man og kigger ned på ådalen med alle de menneskeofringer og den mangeårige historie, der er foregået her. Når jeg står der og kigger, så tænker jeg, at her får vi på smukkeste vis bundet kommunerne sammen, fordi man kan se dem herfra.”
Fakta:
I 2021 har museumsorganisationen ROMU fået det samlede, lovafledte, kulturhistoriske ansvar i Egedal Kommune. ROMU skal i henhold til museumsloven foretage arkivalsk kontrol forud for nye byggesager for at sikre eventuelle væsentlige bevaringsværdier for eftertiden.
TILMELD DIG ROMU’S NYHEDSBREV OG VIND PRÆMIER
– OG MODTAG LIGNENDE ARTIKLER DIREKTE I DIN INDBAKKE
FLERE ARTIKLER OG NYHEDER
VAR HAN EN HALSHUGGET VENDISK SØRØVER?
I 2017 gjorde arkæologer fra ROMU et overaskende fund af to menneskekranier ved museets udgravning på Sortebrødre Plads forud for opførelsen af et p-hus. Udgravningen bragte ny viden frem om middelalderens Roskilde i form af spor af en hidtil ukendt forstad til middelalderbyen. Men altså også to menneskekranier – som måske har tilhørt to dræbte fjender. Læs her en mulig forklaring på fundet.
FRIHEDENS SOL OVER ROSKILDE
De fleste danskere har et sæt sort-hvide billeder, der dukker frem på nethinden, når talen falder på besættelsestiden. Mange af billederne stammer fra de første besættelsesfilm og ugerevyer, der henover sommeren 1945 løb over lærredet. De første film var mindre lokale produktioner, hvilket Frihedens sol over Roskilde er et eksempel på. Her gik byens sparrekassedirektør Knud Henker rundt og filmede og registrerede den glædesfyldte, men også kaotiske tid, der udspillede sig i Roskilde på befrielsesdagen og ugerne derefter.
TID TIL AT MINDES OG HYLDE FRIHEDEN
Når vi i aften sætter lys i vinduerne, er det for at mindes Befrielsen. Samtidig minder vi med lyset hinanden om, hvor flygtig friheden kan være, og hvor vigtigt det er aldrig at tage den for givet. Den historiske aften markeres med arrangementet Alsang i Roskilde Livestream, hvor vi mindes og synger for friheden sammen hver for sig. Mindebegivenheder som den er sammen med fysiske mindesmærker med til at fastholde vores erindringer om dem, der kæmpede for friheden.
TUREN TIL DIG, DER VIL OPLEVE MINDESMÆRKER
Hop på cyklen og oplev mindesmærkerne i byen rejst for mennesker, der kæmpede for din frihed.
KULTURARV GENOPFINDER SIG SELV PÅ 4. MAJ I KRISETID
Roskildes kulturaktører er gået sammen for at holde traditioner for 4. maj lyslevende med virtuel alsang på den mindeværdige aften. Og det er et eksempel på, hvordan hele landet i virkeligheden har brugt krisen til at forstå og tage vare på det, der giver livet værdi, skriver museumsdirektør i en aktuel kommentar
ROSKILDE-HISTORIKER: PÅ 1. MAJ VISER VI STYRKEN I SAMMENHOLDET VED AT HOLDE AFSTAND
I over hundrede år er Arbejdernes internationale kampdag blevet markeret i Roskilde. Kun i besættelsens sidste år blev kampdagen forhindret, og i år har corona-pandemien sat en stopper for demonstration og forsamling den 1. maj. Men dagen kan alligevel bruges til at demonstrere styrken i sammenholdet, mener historiker Hans-Christian Eisen.
KRISER KALDER PÅ SAMFUNDSSIND OG OPFINDSOMHED
Ordet samfundssind, som vi bruger så meget i disse uger, trækker tråde tilbage til besættelsestidens Danmark. Og selv om der er en verden til forskel på at være midt i en verdenskrig og at bekæmpe en pandemi, så er der også fællestræk. Kriser kræver afsavn i dagligdagen og kalder på samfundssind og opfindsomhed. Men hvor hverdagslivet under besættelsen især bød på materielle afsavn, er det i dag de sociale afsavn vi må leve med.
TOILETPAPIRET, DER SKREV SIG IND I HISTORIEN
Kan du huske, da vi alle sammen talte om hamstring af toiletpapir i krisens første dage? Det føles måske allerede som længe siden nu, men historien om toiletpapiret er historien om, at helt almindelige hverdagsting kan ”træde i karakter” og være med til at forme vores oplevelse af historiens udvikling – i dag såvel som for hundrede år siden.
VÅBNENE KOMMER – HILSNER TIL GRETHE OG JULIANE…
’Så sad vi der og ventede på Grethe.’ Og det var det, de gjorde. En modstandsgruppe, Borup-holdet, sad i Bidstrup-skovene nær Roskilde i september 1944 og ventede på Grethe. Grethe var det kodeord, de havde hørt i radioen og navnet på den våbenmodtagelse, som de nu sad og ventede på ved Gyldenløveshøj, Sjællands højeste punkt. Våbennedkastningerne foregik også andre steder på Sjælland. De startede i 1943, og i disse dage for 75 år siden foregik en af de sidste våbenmodtagelser under kodeordet Juliane nær Hove i Nordsjælland.
NÅR ARKÆOLOGEN ARBEJDER HJEMMEFRA
Ligesom mange danskere i øjeblikket er de fleste af ROMUs medarbejdere sendt hjem for at arbejde. Det gælder også flere af museets arkæologer. Men kan man overhovedet arbejde hjemmefra, når man er arkæolog? Det korte svar er ja! Faktisk kan skrivebordsarkæologien slet ikke undværes. Arkæolog Nadja M.K. Mortensen fortæller om arbejdet ude og inde og inviterer dig indenfor i hjemmekontoret.