Fra Camera Obscura til digital revolution: Oplev kameraets historie på Skenkelsø Mølle
Af: Lene Steinbeck
D. 29.08.2022
![IMG_2931](https://romu.dk/wp-content/uploads/sites/21/2022/08/img-2931-scaled.jpeg)
Preben Christensen er frivillig på Skenkelsø Mølle og fotograferer jævnligt arrangementer og hverdagen på møllen. Nu har han også lavet en udstilling om kameraets historie, som han selv giver guidede rundvisninger i. Foto: Lene Steinbeck.
På Skenkelsø Mølle Museum kan man gennem gamle kameraer, billeder og film få en lidt anderledes fortælling om Egedal. En udstilling viser kameraets udvikling, men også for eksempel hvem der havde råd til at rejse på ferier og komme hjem med nyt til fotoalbummet.
For de fleste er det bare et greb i lommen, når konfirmanden eller den nye hundehvalp skal foreviges. Vores telefoner er efterhånden udstyret med så gode kameraer, at nuværende og kommende generationer hverken kender til at skifte en filmrulle eller til ventetiden efter at en film bliver afleveret hos fotohandleren til man endelig kan se de billeder, man har taget.
Men for at nå hertil har kameraet, som så mange andre opfindelser, gennemgået et væld af stadier. Dem kan man lige nu opleve på udstillingen ”Kameraets evolution” på Skenkelsø Mølle Museum.
Det er en af møllens faste frivillige, Preben Christensen, der sammen med sin søn Rasmus Mogensen har fået udstillingen i stand. Museet havde brug for noget, der måske især kunne interessere det mandlige publikum.
”Det er primært kvindelige indslag, vi har her. Vi udstiller kniplinger, fine duge og andre former for håndarbejde, som de lavede på gårdene i gamle dage. Så opstod ideen om, at kameraer fra gamle dage måtte kunne tiltrække nogle mænd,” fortæller Preben Christensen.
![IMG_2943](https://romu.dk/wp-content/uploads/sites/21/2022/08/img-2943-scaled.jpeg)
En række gamle bælg-kameraer fra 1915-1949. Dem vil nogle måske genkende fra gamle film. Foto: Lene Steinbeck.
Ølstykke set gennem en kameralinse
Han begyndte at lede i arkiver og gemmer efter alt, hvad der havde med kameraer at gøre: Fotoapparater fra forskellige perioder, filmkassetter, lysmålere, blitz og selvfølgelig både film og billeder. Det blev hurtigt til en del, og selv om næsten alle fotoapparaterne er blevet indleveret fra det gamle Ølstykke kommune, er det endt med at blive en omfangsrig samling fra de første papkameraer over bælgkameraerne og til de nyere spejlreflekskameraer.
Det gav Preben Christensen masser af muligheder – men også nogle dilemmaer.
”Jeg havde en ide om, at jeg ville fortælle historien om kameraet. Og hvor starter den? Det måtte jeg undersøge. Når man begynder på der, så får man hele tiden nye ideer, og nye verdner åbner sig. Det skete så mange gange, at jeg var nødt til at sætte grænser. Der er jo også en begrænsning i pladsen her på museet.”
Hans rundvisning i udstillingen begynder med Camera Obscura, et optisk apparat, der kan projicere et billede op på en skærm. Det er forløberen for det moderne kamera, der modsat Camera Obscura’et har den store fordel, at det kan fastholde motivet. Og motivet er selvfølgelig en lige så stor del af fortællingen om kameraet, som selve teknologien er det. De fortæller nemlig både historier fra gamle dage om, hvordan mennesker, mode, gader og stræder så ud, men også om, hvem der havde råd til at tage billeder.
På en væg i udstillingen har Preben Christensen illustreret netop det. Her hænger skolefotos fra begyndelsen af 1900-tallet, billeder fra en lokal – og, må man antage, velstående – families strøgtur til en større by, fra arbejderklassens hverdag med tørvegravning til en formuende families to-måneders rejse til de norske fjelde.
![IMG_2930](https://romu.dk/wp-content/uploads/sites/21/2022/08/img-2930-scaled.jpeg)
Næsten alle kameraerne og billederne er gennem tiden indleveret fra det, der før kommunesammenlægningen, hed Ølstykke kommune. Foto: Lene Steinbeck.
God hjælp til udstillingen
Materialet var omfattende, så Preben Christensen fik både hjælp af sin søn og fra en del af de andre frivillige. Der var billeder, der skulle printes, lærreder skulle sys, og så skulle der indrettes et lille mørkekammer, så man kan få en fornemmelse af, hvordan man fremkalder film. Det har været en lang proces, der begyndte allerede inden corona. Men nu er udstillingen godt i gang, og Preben Christensen giver gerne guidede ture til interesserede besøgende.
Hans egen historie med fotografering begyndte sidste i 1960’erne, da en bekendt skulle af med sit gamle spejlreflekskamera. Det købte Preben Christensen.
”Så fandt jeg ud af, at det der med at tage billeder, det var jeg faktisk god til. Derfra blev interessen bare større og større. Jeg prøvede mig frem med kameraerne og legede i mørkekammeret. Det var super spændende, synes jeg.”
De mange år bag kameraet har givet ham en rolle som den, der fotografisk dokumenterer mølledage, høstmarkeder og andre arrangementer. Men også små film om Skenkelsø Mølle er på hans opgaveliste. For efterhånden er der kun få tilbage, der kender møllens funktioner helt til bunds. Og det er jo det, kameraet kan: Det indkapsler og gemmer til evigheden.
Udstillingen ”Kameraets evolution” kan ses på Skenkelsø Mølle Museum sidste gang til 1. oktober. Museets åbningstider er tirsdage kl. 9-12 og torsdage 9-14. Derudover den første lørdag i måneden kl. 10-14
![IMG_2948](https://romu.dk/wp-content/uploads/sites/21/2022/08/img-2948-scaled.jpeg)
Det ældste kamera i udstillingen er produceret i Tyskland i 1919 og var simpelt, billigt og dermed til at få fingrene i for også almindelige familier. Foto: Lene Steinbeck.
– OG MODTAG LIGNENDE ARTIKLER DIREKTE I DIN INDBAKKE
FLERE ARTIKLER OG NYHEDER
Fra haver til æbleskiver: ROMU hylder sine frivillige
Ved årets nytårskur kastede de frivillige sig ud i workshops om udvikling af kompetencer og rekruttering af nye frivillige.
Roskilde Museum tilbyder gæsterne mandagsåbent og rabat i museumscaféen Freunde
En forsøgsordning, der har kørt siden efterårsferien, bliver nu gjort permanent, så Roskilde Museum holder åbent for besøgende alle ugens dage. Derudover kan man få rabat i husets café med gyldig entrebillet – og rabat på museet, hvis man er kunde i Museums Caféen Freunde.
ROMU-FUND: MARGRETE 1’S KÆLDER PÅ ÅRETS TOP 10
I 2019 dukkede en middelalderkælder op på en grund i Lille Grønnegade i Roskilde. Nogle uger efter fundet kunne ROMUs middelalderarkælog Jesper Langkilde melde, at kælderen med al sandsynlighed har tilhørt Margrete 1. Nu er fundet kommet på Slots- og kulturstyrelsens Top 10 over Årets Fund og sikrer ROMU en placering på listen for sjette år i træk.
PORTEN TIL ”SKJOLDUNGERNES KONGSGÅRD” I LEJRE FUNDET
ROMUs arkæologer har i samarbejde med Nationalmuseet fundet åbningen i det palisadeanlæg, der omkransede Gl. Lejres imponerende kongehal under optakten til og i vikingetiden. Placeringen af den cirka seks meter brede indgang understreger, at kongehallen som bygningsværk var en magtdemonstration.
Kim Larsens måske bedste sang mangler i Højskolesangbogen
Debatindlæg i Jyllands-Posten bragt 30. september 2019 af Tomas Breddam, bestyrelsesformand, Romu, borgmester i Roskilde (S) og Morten Thomsen Højsgaard, direktør, ph.d., Romu
Klik og læs hele debatindlægget på jp.dk
6 GODE GRUNDE …
… til at zoome ind på Gasolin’
Med sange som “Kvinde min” og “Masser af succes” fik rockbandet Gasolin’ fat i det helt store publikum. Som optakt til ny særudstilling på RAGNAROCK kommer her seks grunde til stadig at lade sig tanke op til tonerne fra Wili, Søren, Franz og Kim.
10 STÆRKE SAGER AT SE PÅ ROMU
ROMU passer hver eneste dag på mange tusinde levn fra mennesker, der har levet her før os – genstande, ting og sager, som alle fortæller om levet liv fra oldtiden helt frem til i dag. Mød 10 af de mere spektakulære her
ROSKILDE FESTIVAL PÅ MUSEUM
Når tusindevis af mennesker i denne uge fylder dyrskuepladsen i Roskilde og befolker et campingområde på størrelse med 300 fodboldbaner, så er RAGNAROCK- museet for pop, rock og ungdomskultur også at finde.
10 GODE GRUNDE TIL AT TAGE PÅ MUSEUM
Hvorfor bruge tid som gæst på et museum? Morten Thomsen Højsgaard, der er direktør for ROMU, opstiller her en stribe fordele ved at tage på museum. Og der er nogle overraskelser iblandt.
NY DIREKTØR FOR ROMU
Morten Thomsen Højsgaard tiltræder som ny direktør for ROMU
Morten Thomsen Højsgaard kommer fra en stilling som udviklingschef ved Kristeligt Dagblad med ansvar for indhold på mediehusets digitale platforme, samt tværgående projekter og innovation.