Fremmed fugl, sjælden sten

Af: Emil Winther Struve

Fig. 1. Tapkile eller skafttapøkse? Stenalderredskabet fundet ved Jørlunde.
Foto: Kristian Grøndahl, ROMU.

– fund af en tapkile fra den yngre
bondestenalder ved Jørlunde

Mange kender det. På traveturen er blikket stift vendt mod jorden,
og blikket scanner de mange sten på mark, strand eller i skovbunden:

”Ligner den der ikke noget?”, ”den her kunne godt ligne en økse lidt”, ”mærk lige, hvordan den ligger godt i hånden!”.

Håbet er lysegrønt, og stenene vendes i hånden med optimistiske
forhåbninger – oftest forgæves.

… og dog. Nogle gange tilsmiles man af heldet, og ikke bare er den
lidt tvivlsomme sten faktisk et af stenaldermenneskenes tildannede
redskaber – den gemmer også på en helt særlig historie.

EN UNDSEELIG STEN ER SJÆLDEN KILE ELLER ØKSE

Henrik Buitenhuis har en interesse for fortiden og går med metal-
detektor i sin fritid. Gennem sin hobby gør han en del metalfund, der afleveres til danefævurdering hos ROMU.

Fig. 2. Tapkilen er fundet tæt ved byen Jørlunde i Nordsjælland.

Ved en indlevering havde Buitenhuis ud over de mindre stykker af metal
også medbragt en relativt stor sten fundet på hans ejendom lidt uden for Jørlunde i Frederikssund Kommune (fig. 2). Ved første øjekast kan stenen for det utrænede øje ligne enhver anden marksten. Dens relativt ru og grovkornede overflade giver ikke indtryk af en fin og nænsom forarbejdning.

Hvordan kan det ejendommelige redskab ellers beskrives? Det er tildan-
net af et stykke granit, som indledningsvist er tilhugget og formgivet med en stump flintmejsel, hvorefter overfladen er jævnet ved slibning med en blødere sten.

Den vejer 1584 g, og bliver vi i lægmandsbetegnelserne for opsamlede marksten, vil den sandsynligvis skulle placeres i kategorien ”tung sten”.

“Tolkningen af tappens funktion er altså afgørende for forståelsen af redskabets brug og for, hvilken benævnelse der dermed er mest korrekt”

Fig. 3. I profil ses tapkilens/skafttapøksens formgivning tydeligere. Foto: Kristian
Grøndahl, ROMU.

Når man ser nærmere på stenen, træder en klassisk økseform frem: fire tildannede sider, en stump afrunding i kilens/øksens nakkeende og modsat en tilspidset æg (fig. 1). Ses øksen i profil, bemærkes en tydelig indsnævring i smalsidens tykkelse, således at nakkeenden fremstår som en tap øverst på selve øksebladet, der er tykkere (fig. 3). Tappen er afgørende i navngivningen af genstandstypen både som kile (tapkile) og som økse (skafttapøkse). Tolkningen af tappens funktion er altså afgørende for forståelsen af redskabets brug og for, hvilken benævnelse der dermed er mest korrekt.

Tapkilen – som vi for nemheds skyld vil kalde den her – er 19,5 cm lang. Den er 7,7 cm bred på det bredeste sted og 7,2 cm bred ved overgangen mellem blad og tap. Her måles også den maksimale tykkelse på 5,8 cm, inden formen indsnævres til en tykkelse på ca. 4,6 cm, hvormed den markante tap dannes (fig. 3).

Fig. 4. Tydeligt slid ses som afspaltninger på æggen og sort patinering af æg og bredside. Foto: Kristian Grøndahl, ROMU.

TAPKILE/SKAFTTAPØKSE – TVIVLEN OM REDSKABETS FUNKTION

Den kendte, nu afdøde arkæolog og professor P.V. Glob har behandlet genstandstypen i sin doktordisputats fra 1944 omhandlende den jyske enkeltgravskultur. Følges Globs typologiske inddeling, defineres redskabet fra Jørlunde som en tapkile af undergruppen A1, hvilket forsigtigt daterer den til perioden ca. 2600-2400 f.Kr. Glob beskriver, hvordan det for alle typer af tapkiler gælder, at der kan findes eksemplarer med knusemærker i nakkeenden som tegn på, at nakkeenden er blevet tildelt hårde slag.1

“Stenens gråbrune nuancer brydes flere steder af mørke plamager, der afspejler slid efter kilens/øksens anvendelse til bearbejdning af træ.”

Tapkilen fra Jørlunde fremviser netop tydelige knusemærker i nakkeenden men har også andre distinkte spor efter brug. Stenens gråbrune nuancer brydes flere steder af mørke plamager, der afspejler slid efter kilens/øksens anvendelse til bearbejdning af træ. Slitagen ses tydeligst ved æggen, hvor der også ses flere mindre brudskader. Yderligere er de mørke slidspor tydeligst på den fremtrædende kant mellem blad og tap på bredsiderne, som udgør de dele af stenen, som har haft den største kontaktflade under brug. Det er tydeligt, at der er tale om et flittigt brugt arbejdsredskab.

Forud for Globs afhandling var kilerne klassificeret som skafttapøkser.2 De to betegnelser for genstandstypen afspejler en oprindelig usikkerhed i forståelsen af typens funktion. Var der tale om en kile eller en økse? Hvor et øksehoved er skæftet og bruges til direkte slag – f.eks. til at fælde et træ – placeres kilen på det emne, man ønsker at bryde, hvorefter man slår på kilen for at presse den ned – f.eks. når en træstamme skal flækkes
på langs.

Fig. 5. Udbredelsen af den jyske enkeltgravskultur (rød markering). Fund af tapkiler/
skafttapøkser i Danmark (prik). Jørlundefundet markeret (stjerne). Efter Glob 1945,
Fig. 85. og Iversen 2015, Fig. 4.34.

DET JYSKE OPHAV
For at forstå tvivlen om genstandstypens benævnelse må vi grave lidt i redskabets oprindelse, der ligger langt fra fundstedet ved Jørlunde. Tapkilerne fra den yngre bondestenalder er ikke usædvanlige i Danmark. Der kendes mere end 300 fund fra hele landet. Derimod er fundtypen meget usædvanlig på Sjælland, hvor der med fundet fra Jørlunde nu kendes til fem eksemplarer. Årsagen til den skæve fordeling på landsplan skal findes i redskabstypens tilhørsforhold til den jyske enkeltgravskultur.

Den jyske enkeltgravskultur betegner en befolkning, som i perioden 2800-2400 f.Kr. indvandrer og etablerer sig i dele af det vestlige Danmark – særligt i Vestjylland. Indvandringen sker som led i en på europæisk plan større folkevandringsbølge i denne periode. En bølge, som i Sydskandinavien resulterer i fremkomsten af enkeltgravskulturen i det vestlige Danmark og stridsøksekulturen i dele af Sverige og Norge.3 En af de tydeligste arkæologiske markører for de nye befolkningsgruppers ankomst er deres markant ændrede gravskik, når man sammenligner med den eksisterende befolknings skikke. Den såkaldte tragtbægerkultur havde i flere hundrede år anvendt og genbrugt de store megalitanlæg – jættestuerne – til deres begravelser. Betegnelsen enkeltgravskultur demonstrerer, at de nye befolkninger medbragte en tradition for at begrave deres døde enkeltvist i små jordhøje.

Til Sydsverige, Jylland samt store dele af det centrale og vestlige Europa medbragte de nye befolkninger en anderledes idéverden, som kan ses gennem udformninger af økser og keramik men også ved ændringer i levemåde og begravelsesritualer. Som en del af den nye befolknings ”værktøjskasse” introduceredes sammen med nye typer af flotte stridsøkser også tapkilen/skafttapøksen, der på linje med stridsøksen kunne medgives som gravgave i forbindelse med ritualerne knyttet til de nye gravskikke.

“Tolkningen af den anderledes skæftning har ledt til betegnelsen skafttapøkse, idet tappens funktion her netop bliver knyttet til skæftningen.”

Tapkilernes/øksernes placering i enkeltgravene er med til at skabe tvivl om deres funktion som kile eller økse. De stridsøksehoveder, som oftest findes i gravene, har alle gennemboringer – såkaldte skafthuller – og blev brugt som økser. I gravene er der både fundet enkelte tapkiler med gennemboringer til skaft og tapkiler uden gennemboringer, der måske også har været brugt som økser trods fraværet af skafthuller. Man kan tænke sig, at tapkilen har været skæftet med et vinkelbøjet økseskaft (fig. 6). Tolkningen af den anderledes skæftning har ledt til betegnelsen skafttapøkse, idet tappens funktion her netop bliver knyttet til skæftningen.

Teorien bakkes op af det faktum, at tapkileøkserne fundet i grave hører
til de mindste eksemplarer af typen med længder under 14 cm.5 De er således markant mindre end eksemplaret fra Jørlunde, der med en vægt på mere end 1.500 g må formodes at være alt for tung til en skæftning af denne type. Eksemplarer som tapkileøksen fra Jørlunde peger i stedet på en brug af typen som en svær kile til trækløvning. Et eksempel på en sådan anvendelse kendes fra et fund i en mose ved Urup i Vestjylland, hvor der i de bevarende moselag er fundet en delvist kløvet træstamme
med en fastklemt tapkile, der må være gået tabt, da stammen ved arbejdet
er sunket ned i moselagene.

Konklusionerne om tapkilernes anvendelse forbliver tvetydige. Anvendelsen som kile eller økse har altså med stor sandsynlighed været afhængig af det enkelte eksemplars størrelse. Et overvejende flertal må dog grundet størrelse betegnes som tapkiler, hvormed denne betegnelse fremstår mest korrekt. Der findes dog sikre eksempler på, at små tapkiler har været skæftede og dermed kan betegnes som skafttapøkser. Muligvis har mindre eksemplarer af tapkiler uden gennemboring haft funktion af vinkelskæftede økser, hvormed de kunne anvendes som gravgaver. Eller måske har selv mindre, simple kiler været fundet værdige som gravgaver? Tapkilen fra Jørlunde bekræfter den nuværende forståelse af genstandstypen. Eksemplarets størrelse og vægt samt slidspor
peger entydigt anvendelse som netop kile til trækløvning.

Fig. 6. Eksempel på vinkelbøjet økseskaft fra bondestenalderen. Tegnet på baggrund af
fund fra Dümmersee, Tyskland. Efter Vang Petersen 1999, Fig. 50. Tegning: Lykke Johansen.

SJÆLDEN PÅ SJÆLLAND

Enkeltgravskulturen bredte sig ikke til de østdanske øer, hvor den eksisterende
tragtbægerkultur fortsatte endnu nogle århundreder. Derfor hører enkeltgravskulturens typiske genstande til sjældenhederne på Sjælland. Her regner vi de få fund som udtryk for sparsom samhandel og gaveudveksling mellem landsdelene eller måske i sjældne tilfælde som udtryk for en spredt tilflytning til øerne.

Der har formentligt ikke været et stort importbehov for værktøj knyttet til skovrydning på Sjælland. I perioden tolkes generelt for befolkningen en nedskalering af landbruget mod et mere forskelligartet bopladsmønster med et øget fokus på jagt og fiskeri. Et pollendiagram lavet på prøver fra et vandhul blot tre kilometer fra tapkilens findested viser ingen tegn på betydelig skovrydning i området i perioden.

Tapkilens udprægede tilhørsforhold til det jyske område gør dens tilstedeværelse i Jørlunde til lidt af en gåde. Var den en prestigefyldt handelsvare, en gave eller måske en kær ejendel for en sjælden tilflytter? Vi ved, at handel og kontakt mellem befolkningsgrupper både på regionalt og overregionalt niveau har foregået gennem hele bondestenalderen, så i perspektivet af det generelle fravalg af enkeltgravskulturens øksetyper i det østdanske område har ejeren af tapkilen fra Jørlunde med sit tilvalg sendt signaler om et personligt udsyn og måske en omfavnelse af de nye befolkningsgruppers ideer.

KIG NED!

På storbyferie lyder mantraet ”kig op!” for ikke at gå glip af arkitektoniske detaljer på gamle bygninger med spændende historier. Ude i landskabet er det oftest også udsigter og horisonter, som drager. Omvendt kunne man opfordre til et ”kig ned”, hvis man på samme måde er draget af at finde spændende historier fra fortiden på turene i det fri. Hold øjnene åbne. Den næste historie gemmer sig endnu derude i en ved første øjekast undseelig, gråbrun sten.

Klik her for at åbne artiklen som pdf