God jul – og 1000 tak for historisk og løfterigt år
20.12.2022
Mens det sjældne, historiske håndskrift Liber Elienses kunne ses på Roskilde Museum, aflagde Hendes Majestæt Dronningen museet et mindeværdigt og opmuntrende besøg. Foto: Kristian Grøndahl.
2022 blev et mindeværdigt år med markant jubilæum for bispedømmet og byen Roskilde. Gæsterne strømmede til flere nye udstillinger og julemarkeder med hygge og charme. Museumsdirektør for ROMU gør status og sender hilsner til brugere og samarbejdspartnere
Af Morten Thomsen Højsgaard
En storsmilende majestæt besøgte i efteråret Roskilde Museum. Anledningen var også speciel. Efter lange og meget besværlige forhandlinger var det lykkedes for museet at få mulighed for at udstille det særdeles sjældne engelske håndskrift fra den tidlige middelalder, Liber Eliensis, også kaldet Ely-håndskriftet.
Håndskriftet sætter navn på den første kendte biskop i Roskilde, Gerbrand. Det nævner også byens navn, Roscylde, for første gang. Og så knytter håndskriftet byen og bispen sammen med danernes folk og datidens kongemagt, for det var selveste Knud den Store, der skrev under på den aftale fra 1022, der lå til grund for det hele.
Et scoop var det at få det håndskrift til byen netop i år 2022, hvor Roskilde Stift havde læst skriften på pergamentet og planlagt en storstilet fejring af 1000 års dansk bispehistorie med Roskilde som begyndelsespunkt.
At vores meget historisk interesserede og kyndige Dronning samtidig valgte at lægge vejen forbi både domkirke og museum i anledning af jubilæet, gjorde kun vingesuset større. I udstillingen om Roskildes middelalder på Sankt Ols Stræde kunne majestæten også se andre genstande – fra Grønland, Norge og Tyskland – som vidner om de vidtstrakte forbindelser, Roskilde havde i den tidlige middelalder, hvor grundstenene til den pompøse domkirke også blev lagt.
Mange besøg efter covid-19
Andre gæster fra nær og fjern har i år fulgt i Dronningens spor og besøgt Roskilde Museum, hvor der trods energikrise og nervøsitet over inflation har været solid fremgang at spore. Interessen har været stor også for andre udstillinger, blandt andet om det at bo i en by og om jagten på spor efter neandertalere.
Efter to år, der har været stærkt præget af restriktioner og frygt for covid-19, har det været en kæmpe glæde endelig i det meste af 2022 at kunne gennemføre planlagte aktiviteter og udstillinger ikke alene på Roskilde Museum, men på alle de ti besøgssteder, som museumsorganisationen ROMU driver.
Helt eventyrligt har det været at deltage i og opleve de traditionsrige julemarkeder, som i år i den grad har fået luft under vingerne.
På naturskønne Tadre Mølle strømmede folk til for at se nissen vågne og gøre en god handel. I den charmerende Lützhøfts Købmandsgaard har julemåneden budt på årets travleste dag med hestevogn og juleknas som i gamle markedsdage. I Frederikssund fungerer kombinationen af juletræssalg og museumsformidling på Færgegården, der ligger så smukt ved fjorden og Kronprins Frederiks Bro.
I den kreative bydel, Musicon, hvor Danmarks pop- og rockmuseum, RAGNAROCK, har til huse, er julemarkedet nu så stort, at det er ved at vokse ud af de eksisterende rammer. Det bidrager til tiltrækningskraften, at RAGNAROCK i år fik en stærk fornyelse i den permanente udstilling med lydstudiet ”Have a Cigar”, som et af Danmarks væsentligste popbands, TV-2, har indspillet flere af deres største hits på.
Museumsorganisation med mange opgaver
ROMU har ledelsesansvaret for arbejdet med verdensarv og turisme ved Roskilde Domkirke. Vi dyrker også pop, rock og ungdomskultur med et nationalt sigte. Vi har det kulturhistoriske ansvar i fire kommuner, Roskilde, Frederikssund, Lejre og Egedal. Vi fører tilsyn med fredede fortidsminder i det midt- og vestsjællandske område.
Vi indsamler genstande – fra et spektakulært moselig fundet nær Egedal Rådhus til gule plakater, der vidner om den sommerdag, da verdens største cykelløb kørte igennem vores ansvarsområde i overværelse af mere end 200.000 mennesker. Vi registrerer, vi bevarer, vi forvalter, vi formidler, vi forsker, vi kommunikerer både i autentiske fysiske rum og digitalt på hjemmesider, via sociale medier og i pressen.
At være museum i dag med så mange opgaver kræver adskillige, højt specialiserede medarbejdere med stærke kompetencer samt dygtige og dedikerede frivillige. Det har vi! At være museum i dag med meget omskiftelige vilkår forudsætter også mange og stærke samarbejder med kommuner, myndigheder, turismeorganisationer, andre uddannelses- og vidensinstitutioner, lokale foreninger samt flere forskellige fonde. Det er vi så heldige også at have.
Historie for borgernes skyld
Som noget ganske enestående er det i år lykkedes ROMU via disse samarbejder at medvirke til at rejse tilsagn om midler til nye kulturhistoriske projekter på samlet over 30 millioner kroner. Det er vi på en gang meget stolte af og dybt taknemlige over.
Først og sidst er vi som museumsorganisation til for borgernes skyld. Vi passer på den fælles kulturarv, der knytter os alle sammen i et historisk fællesskab, og vi elsker at dele oplevelser med og indsigter i kulturhistorien for store og små, majestæt og menigmand, turister og lokale borgere, til højtider som julen og på alle andre tidspunkter af året i så mange sammenhænge, vi overhovedet kan komme afsted med.
2022 blev et historisk og løfterigt år for ROMU med en 1000-års-begivenhed og med rigtig mange gæster, nye initiativer og gode tilsagn, der peger frem mod endnu bedre tider.
Mens højtiden stunder til, skal der på denne baggrund lyde et stort og hjerteligt TAK til alle, der har været i forbindelse med ROMU og bidraget til at udbrede kendskabet til historie og kulturarv også i 2022. Vi glæder os meget til mange gensyn!
RIGTIG GLÆDELIG JUL OG GODT NYTÅR!
TILMELD DIG ROMU’S NYHEDSBREV OG VIND PRÆMIER
– OG MODTAG LIGNENDE ARTIKLER DIREKTE I DIN INDBAKKE
FLERE ARTIKLER OG NYHEDER
KOM TÆT PÅ MARGRETE: EN GRAVRØVET DRONNING OG HENDES STJÅLNE KJOLE
I Roskilde kan du nemt komme tæt ind på livet af Margrete 1, som for tiden skuer ned til os fra filmplakater her og der og alle vegne i Trine Dyrholms skikkelse. Med ROMUs miniserie ”Kom tæt på Margrete 1” bliver du godt klædt på til din tur i biffen, og til at følge sporene efter den virkelige Margrete. Vi begynder, hvor det hele sluttede – i Roskilde Domkirke – med en prægtig sarkofag og en kjole, som blev stjålet
”CORONA-KRISEN HAR VIST OS, AT RELIGION OGSÅ ER DUFTE, STEARINLYS, BYGNINGER OG FÆLLESSKAB”
Coronakrisen har givet nye indsigter i forhold til religion – og måske er vores religiøse ritualer langt mere omstillingsparate, end vi går og tror?
Mød Laura Maria Schütze, der er museumsinspektør på ROMU og har en ph.d. i religionssociologi. Sammen med specialestuderende Thea Kaspersen har hun undersøgt, hvordan tre religiøse institutioner i Roskilde har håndteret coronakrisen og de mange benspænd, der opstod, da kirkedøren og porten til moskeen pludselig smækkede i…
NYE SPOR FRA MULDEN KASTER LYS OVER LIVET FOR MIDDELALDERENS OVERKLASSE
Udgravningen af en stormandsgård ved Rye Kirke i Lejre Kommune fortæller om den absolutte overklasses liv i højmiddelalderen. Gården trækker muligvis spor tilbage til Hvideslægten.
“MIT BARNEBARN SKAL MED IND OG SE, HVAD JEG HAR VÆVET”
Spraglet, broget og formuldet – Roskilde-borgere har sammen med to kunstnere vævet et otte meter langt tæppe af tøjrester fra byens genbrugsbutikker. ”Det formuldede tæppe” bliver det første, man møder som museumsgæst, når man fra 30. september går ind til udstillingen ”Forvandlinger – fortællinger om affald”
SPOTLIGHT PÅ SKRALDESPANDENS SKJULTE SKATTE
Udstillingen ’Forvandlinger – fortællinger om affald’ begynder i disse dage at tage form på Roskilde Museum. Mød Rune Fjord og Esben Horn, der er udstillingsdesignere på udstillingen – og bliv klogere på, hvordan man ’tryller’ affald om til udstillingsgenstande
SLÆGTSFORSKERE KAN SNART GÅ PÅ OPDAGELSE I PJÆK OG MARKARBEJDE
I et skab på Smørum gamle Skole gemmer sig en lang række guldkorn om områdets skolebørn. Lokalarkivet er i gang med at digitalisere gamle skoleprotokoller, så nysgerrige på jagt efter sin egen historie kan komme et skridt nærmere oldemor eller tipoldefars tid på skolebænken.
ROMU SAMLEDE OG HYLDEDE DE FRIVILLIGE
De mange frivillige udgør en uvurderlig del af ROMUs besøgssteder. Det er dem, der sørger for, at haven ved Gammel Kongsgaard står i flor, det er dem, der svinger æbleskivepanden i Lützhøfts Købmandsgård, og de sørger for, at det gode skib Sommerflid hviler smukt i fjorden ved Frederikssund. Mandag d. 23. august samledes de til sommerfrokost på Lejre Museum
NYT HOLD I BESTYRELSEN SKAL STYRKE KULTURARV VED KONGELIG GRAVKIRKE
Roskilde Domkirke står på UNESCOs liste over umistelig verdensarv, er kongelig gravkirke og en af landets store turistattraktioner. Fondsorganisationen, der driver formidlingen af den enestående kulturarv fra domkirken, har sat nyt hold i bestyrelsen, der samtidig får ny formand og ny næstformand
VI TABTE UDE, MEN KAN STADIG VINDE HJEMME
SOMMERHILSEN Skuffelse over nederlag kan dulmes ved at søge svar på vigtige spørgsmål i det hjemlige, nære og lokale, skriver museumsdirektør for ROMU i sommerhilsen, der tager afsæt i fodboldspilleren, der scorede til 1-0 på Wembley og tændte en dansk drøm, der så alligevel brast forleden.
ROSKILDES BORGERE HAR HISTORIEN BRUSENDE I BLODET
I Roskilde går kommunens lange historie aldrig af mode, og traditioner for landbrug, handel og fiskeri er stadig nøgleord i området omkring Roskilde Fjord. Kulturarv er domkirke og vikingemuseum – men den lever i høj grad i og i kraft af borgene. Det fortæller Roskildes borgmester, Tomas Breddam, i denne artikel, som er en del af en serie, hvor ROMU tager temperaturen på kulturarven i Egedal, Lejre, Roskilde og Frederikssund kommuner.