Katedraler, vikingeskibe og historiske håndværk skal inspirere unge på DM i Skills – og kalde stoltheden frem
12.04.2024
![Projekt 10- 713Rasmus Hammer OLsenSune Krohn](https://romu.dk/wp-content/uploads/sites/21/2024/04/boatbuilding-press-vikingshipmuseum-005-scaled.jpg)
De historiske håndværk kan bidrage til både nutiden og fremtiden. Derfor er Håndværksmuseet, Roskilde Domkirke og Vikingeskibsmuseet gået sammen om en fælles stand på DM i Skills for at vise de historiske håndværk frem og inspirere unge. Foto: Vikingeskibsmuseet
Roskilde Domkirke, Vikingeskibsmuseet i Roskilde og Håndværksmuseet vil sammen vise både traditionelt værktøj og håndelag frem, når tusindvis af nysgerrige unge og kommende håndværkere i næste uge besøger Dyreskuepladsen i Roskilde til DM i Skills.
Når unge i dag vælger at blive tømrer, snedker, bådebygger eller murer, så har mange af deres forgængere i fagene bygget fantastiske konstruktioner, som vi alle sammen forholder os til og beundrer flere hundrede eller tusind år, efter de blev bygget.
Om det så er et vikingeskib, en domkirke eller en smuk trækonstruktion i en gammel købmandsgård, så er det håndværkere, der har skabt dem.
”DM i Skills handler om de bedste af de bedste håndværkere, og vi vil gerne inspirere unge til at fortsætte de traditionsrige håndværk. Roskilde Domkirke ville ikke være Roskilde Domkirke uden de håndværkere, der kom før os. Den røde teglstenskatedral er en skattekiste af ypperligt håndværk skabt af de mest erfarne og kompetente murere, tømrere, glarmestre, kobbersmede, bare for at nævne nogle få,” forklarer Sara Peuron-Berg, der er formidlingsansvarlig i Fonden til Formidling af Kulturarven Roskilde Domkirke.
![Roskilde-Domkirke-Fotograf-Mik-Dahl-Storyflight-(1)](https://romu.dk/wp-content/uploads/sites/21/2024/04/roskilde-domkirke-fotograf-mik-dahl-storyflight-1.jpeg)
Roskilde Domkirke er UNESCO verdensarv på grund af det enestående håndværk. Domkirken er et enestående eksempel på den tidlige brug af teglsten til opførelse af store kirkebygninger, og var afgørende for udbredelsen af tegl i Skandinavien. Foto: Mik Dahl, Storyflight
Håndværkere som levende kulturarv
Desværre er der ikke mange håndværkere i dag, som mestrer de traditionelle byggeteknikker. Derfor er DM i Skills en oplagt mulighed for museerne til at udbrede kendskabet til, hvordan man for eksempel kan bruge en økse til at forme egetømmeret, så det kan bruges som skibsplanker eller til de sirligt tilpassede, indre dele af traditionelle træbåde.
”Dygtige håndværkere er fuldstændig afgørende for Vikingeskibsmuseets udforskning af fortidens søfart. Det maritime håndværksarbejde med at bygge og udruste museets skibe bidrager til at bevare vores fælles, maritime kulturarv og gøre den levende og nærværende. Traditionerne omkring de nordiske, klinkbyggede både er anerkendt af UNESCO som immateriel kulturarv, og det forpligter. Derfor er det vigtigt for os som museum, at vi blandt andet er med til at uddanne bådebyggerlærlinge, så vi sikrer kundskaberne for fremtiden,” forklarer Vikingeskibsmuseets direktør Tinna Damgaard Sørensen om museets bidrag til DM i Skills.
Hver dag vil man kunne møde Vikingeskibsmuseets bådebyggerlærling i færd med at høvle årer til en traditionel klinkbygget ropram, som Oscar har bygget til Nationalpark Skjoldungernes Land.
![Håndværksmuseet i Roskilde](https://romu.dk/wp-content/uploads/sites/21/2024/04/haandvaerksmuseet-i-roskilde.jpg)
Håndværksmuseet hylder den ultimative skaberkraft: menneskets hænder. Sammen med Roskilde Domkirke og Vikingeskibsmuseet står museet i Ringstedgade bag en stand, der skal give de unge på DM i Skills mulighed for at opleve de traditionelle håndværk i egne hænder. Foto: ROMU
Traditionelle håndværk ind i fremtiden
Som med andre traditioner, så findes vores fælles, håndværkstraditioner kun så længe, de faktisk er i brug, og nye generationer har lyst til at overtage dem.
”Håndværksmuseet fortæller om de håndværkere, der bogstaveligt talt har bygget Danmark. Sten for sten og bræt for bræt, er alt fra husmandssteder til domkirker blevet til med den ultimative menneskelige skaberkraft: vores hænder. Det er bygninger og konstruktioner, som vi spejler os i, når vi skal forstå vores historie. Det er de bygninger, vi lever i – de fysiske rammer om vores liv,” fortæller Jakob Caspersen, museumsinspektør ved Håndværksmuseet og Lützhøfts Købmandsgaard, som begge er en del af ROMU.
Sammen med museumsinspektør, Louise Dahl Christensen, der er ansvarlig for undervisning i ROMU, står han bag Håndværksmuseets bidrag på den fælles stand på DM i Skills. De vil gerne inspirere både de unge, der allerede er inden for et håndværksfag, og de unge, der overvejer at gå den vej.
![fuglehus_ROMU](https://romu.dk/wp-content/uploads/sites/21/2024/04/fuglehus-romu.jpg)
Håndværksmuseet i Ringstedgade i Roskilde har året rundt aktiviteter, hvor besøgende i alle aldre med hjælp fra museets frivillige kan prøve kræfter med historiske håndværk. I forbindelse med DM i Skills er Håndværksmuseet gået sammen med Roskilde Domkirke og Vikingeskibsmuseet om en stand, der skal give de unge mulighed for at opleve de traditionelle håndværk i egne hænder. Foto: ROMU
Håndværk, der vækker stolthed
Med hjælp fra frivillige fra Håndværksmuseet og Vikingeskibsmuseets formidler får unge, der kommer forbi i de tre kulturinstitutioners fælles stand, lov til at bruge hænderne og prøve kræfter med alt fra rammesave til boresving.
På den måde får de måske kommende håndværkere mulighed for at opleve en direkte og sanselig forbindelse til de faglige forgængere, der måske kan give lyst til at springe ud i et håndværksfag eller lære mere om traditionelle håndværk.
”Et godt stykke håndværk er en faglig præstation, man kan være stolt af. Håndværksmuseet håber på, at flere unge mennesker får øjnene op for, at man med et godt stykke håndværk ikke bare kan sætte sit præg på nutiden, men også sætter et aftryk for fremtiden,” fortsætter han.
![Oversigtskort](https://romu.dk/wp-content/uploads/sites/21/2024/04/oversigtskort-scaled.jpg)
Det er muligt at besøge Roskilde Domkirke, Vikingeskibsmuseet og Håndværksmuseet i deres fælles stand ved DM i skills fra torsdag den 18. april til lørdag den 20. Du finder standen i det vestlige hjørne af Hal 2 på Roskilde Dyrskueplads.
Program for historiske håndværk på DM i Skills:
– Hug sneller til et vikingeskib med traditionelle økser (kun torsdag)
– Vikingeskibsmuseets bådebyggerlærling høvler årer (fredag og lørdag)
– Gæt en træsort
– Bor et hul med et vimmelskaft
– Slå rekorden – Bank søm i med et tvist
– Kender du dit værktøj
– Giv din profil lidt høvl
Det er muligt at besøge Roskilde Domkirke, Vikingeskibsmuseet og Håndværksmuseet i deres fælles stand ved DM i skills fra torsdag den 18. april til lørdag den 20.
Du finder standen i det vestlige hjørne af Hal 2 på Roskilde Dyrskueplads.
TILMELD DIG ROMU’S NYHEDSBREV OG VIND PRÆMIER
– OG MODTAG LIGNENDE ARTIKLER DIREKTE I DIN INDBAKKE
FLERE ARTIKLER OG NYHEDER
Fra haver til æbleskiver: ROMU hylder sine frivillige
Ved årets nytårskur kastede de frivillige sig ud i workshops om udvikling af kompetencer og rekruttering af nye frivillige.
Roskilde Museum tilbyder gæsterne mandagsåbent og rabat i museumscaféen Freunde
En forsøgsordning, der har kørt siden efterårsferien, bliver nu gjort permanent, så Roskilde Museum holder åbent for besøgende alle ugens dage. Derudover kan man få rabat i husets café med gyldig entrebillet – og rabat på museet, hvis man er kunde i Museums Caféen Freunde.
ROMU-FUND: MARGRETE 1’S KÆLDER PÅ ÅRETS TOP 10
I 2019 dukkede en middelalderkælder op på en grund i Lille Grønnegade i Roskilde. Nogle uger efter fundet kunne ROMUs middelalderarkælog Jesper Langkilde melde, at kælderen med al sandsynlighed har tilhørt Margrete 1. Nu er fundet kommet på Slots- og kulturstyrelsens Top 10 over Årets Fund og sikrer ROMU en placering på listen for sjette år i træk.
PORTEN TIL ”SKJOLDUNGERNES KONGSGÅRD” I LEJRE FUNDET
ROMUs arkæologer har i samarbejde med Nationalmuseet fundet åbningen i det palisadeanlæg, der omkransede Gl. Lejres imponerende kongehal under optakten til og i vikingetiden. Placeringen af den cirka seks meter brede indgang understreger, at kongehallen som bygningsværk var en magtdemonstration.
Kim Larsens måske bedste sang mangler i Højskolesangbogen
Debatindlæg i Jyllands-Posten bragt 30. september 2019 af Tomas Breddam, bestyrelsesformand, Romu, borgmester i Roskilde (S) og Morten Thomsen Højsgaard, direktør, ph.d., Romu
Klik og læs hele debatindlægget på jp.dk
6 GODE GRUNDE …
… til at zoome ind på Gasolin’
Med sange som “Kvinde min” og “Masser af succes” fik rockbandet Gasolin’ fat i det helt store publikum. Som optakt til ny særudstilling på RAGNAROCK kommer her seks grunde til stadig at lade sig tanke op til tonerne fra Wili, Søren, Franz og Kim.
10 STÆRKE SAGER AT SE PÅ ROMU
ROMU passer hver eneste dag på mange tusinde levn fra mennesker, der har levet her før os – genstande, ting og sager, som alle fortæller om levet liv fra oldtiden helt frem til i dag. Mød 10 af de mere spektakulære her
ROSKILDE FESTIVAL PÅ MUSEUM
Når tusindevis af mennesker i denne uge fylder dyrskuepladsen i Roskilde og befolker et campingområde på størrelse med 300 fodboldbaner, så er RAGNAROCK- museet for pop, rock og ungdomskultur også at finde.
10 GODE GRUNDE TIL AT TAGE PÅ MUSEUM
Hvorfor bruge tid som gæst på et museum? Morten Thomsen Højsgaard, der er direktør for ROMU, opstiller her en stribe fordele ved at tage på museum. Og der er nogle overraskelser iblandt.
NY DIREKTØR FOR ROMU
Morten Thomsen Højsgaard tiltræder som ny direktør for ROMU
Morten Thomsen Højsgaard kommer fra en stilling som udviklingschef ved Kristeligt Dagblad med ansvar for indhold på mediehusets digitale platforme, samt tværgående projekter og innovation.