Kom tæt på Margrete: En gravrøvet dronning og hendes stjålne kjole
Af: Linda Corfitz Jensen
21.09.2021

Margrete 1.’s originale gravfigur hviler oven på sarkofagen, som er delvis original og delvis restaureret. Foto: Roskilde Domkirke.
I Roskilde kan du nemt komme tæt ind på livet af Margrete 1, som for tiden skuer ned til os fra filmplakater her og der og alle vegne i Trine Dyrholms skikkelse. Med ROMUs miniserie ”Kom tæt på Margrete” bliver du godt klædt på til din tur i biffen, og til at følge sporene efter den virkelige Margrete. Vi begynder, hvor det hele sluttede – i Roskilde Domkirke – med en prægtig sarkofag og en kjole, som blev stjålet
Lige nu er det stort opsatte historiske drama ”Margrete den Første” i biograferne, og interessen for danmarkshistoriens måske mest magtfulde regent er eksploderet.
Biograffilmen handler om Margrete 1.’s (1353-1412) liv som hersker af hele Norden, efter hun i 1397 har samlet Danmark, Norge og Sverige under sig i Kalmarunionen. Filmen med Trine Dyrholm i hovedrollen er historisk fiktion, men bygger delvis på virkelige hændelser og personer. Ikke mindst fornyer filmen interessen for Danmarks måske mest succesfulde regent gennem tiderne.
Roskilde Domkirke, som er UNESCO verdensarvssted og gravkirke for 40 af Danmarks konger og dronninger, er et helt oplagt sted at søge hen, hvis du vil tæt på virkelighedens magtfulde og fascinerende middelalderdronning. Ikke mindst troner hendes uovertrufne sarkofag på den fornemmeste placering i domkirken. Gravmælet er det prægtigste, vi har fra middelalderens Danmark, og man skal helt til Italien for at se noget lignende.
Men faktisk lå Margretes 1.’s grav slet ikke i Roskilde Domkirke til at begynde med…

Her ses hele Margrete 1.’s sarkofag i Roskilde Domkirke. Hun blev gengivet som ung kvinde til trods for, at hun var næsten 60 år, da hun døde. Foto: Roberto Fortuna/Roskilde Domkirke.
Margretes sarkofag: Biskop flyttede Margretes grav
“Hun blev røvet med vold”, skriver abbeden for Sorø Kloster i 1524, 11 år efter Margrete 1. blev flyttet fra sit oprindelige gravsted i Sorø Klosterkirke. Kirken er ellers gravkirke for hendes far Valdemar Atterdags slægt. Og her hvilede Margrete sammen med både sin far og søn. Men gravfreden bliver altså brudt efter et års tid.
Kirkeklokkerne ringer fra morgen til aften i tre dage fra 4. juli 1413. Roskilde Domkirke dufter af røgelse, ved de 50 altre hvisker kannikerne latinske bønner for dronningen.
Domkirken er propfyldt med Nordens vigtigste mænd: ærkebispen fra Lund, fyrster og riddere. De er alle ankommet til Roskilde for at ære dronning Margrete 1. ved at være med til hendes tre dage lange dødsmesse.
Det er dronningens anden begravelse. Ingen kilder tyder på, at det skulle være Margretes ønske. Men hendes efterladte tætteste samarbejdspartner, biskoppen i Roskilde, Jens Peder Lodehat, har haft stor interesse i at få flyttet hende.
Bispen vil nemlig indstifte Roskilde Domkirke som gravkirke for regenterne af den mægtige Kalmarunion. Måske står kongen også bag beslutningen, han har i hvert fald ikke været imod beslutningen. Margretes adoptivsøn, Erik af Pommern, har interesse i alt, hvad der understreger hans magt over Kalmarunionen, for kongen sidder kun på den magtfulde trone, fordi Margrete 1. gav ham den. På hendes gravmæle i Domkirken nævnes kongen endda som giveren.
Først 10 år efter den pompøse begravelse står Margretes sarkofag færdig. Kirken får også bygget et nyt kor – den del af kirken, hvor alteret står – og her bliver sarkofagen placeret med kisten inden i. Stifteren af Kalmarunionen får altså den fineste placering i kirken.
Efter reformationen får kirken et stort alter foran sarkofagen, så den nu fremstår noget gemt af vejen. Men man kan nemt gå tæt på og se de mange smukt udskårne helgener og biskopper på sarkofagen. Monumentet er dog så højt, at besøgende ikke kan se gravfiguren af hende, der ligger oven på sarkofagen. Men i domkirkens samling kan gæsterne beundre en kopi af Margrete 1. gravfigur i øjenhøjde.
Margretes grav er faktisk ikke den eneste seværdighed i kirken, som tager dig helt tæt på dramaet og historien om Margrete 1.’s liv og død. Kopien af hendes prægtige kjole må du endelig ikke gå glip af.

Kopien af Margretes kjole blev genskabt i Sverige i 1990’erne. Processen tog flere år og var meget dyr. Alene tråden fra Japan kostede 100.000 kroner i 1994. Foto: ROMU.
Margretes gyldne kjole: Stjålet af svensk dronning
Til Margrete 1.’s storslåede tre dages begravelsesceremoni i sommeren 1413 bliver en gylden kjole båret frem i processionen. Det er i hvert fald eksperternes bedste bud på kjolens ophav. Det er også tidligere blevet spekuleret i, om det var den 10-årige Margretes brudekjole, da klædestykket passer et barn. Men en kulstof-14-prøve har vist, at kjolen er fra efter år 1400, hvilket ikke passer med Margretes bryllup fra 1363.
Alle de magtfulde gæster i kirken må have måbet over kjolens skønhed og tydelige værdi. Vævet i Italien med tråde i rød og guld. De mest værdifulde farver i middelalderen. I stoffet er vævet et mønster af små granatæbler, som er et symbol på frugtbarhed og livets forgængelighed. Men æblerne leder også tankerne hen på rigsæblet og dermed Margretes store magt som Nordens dronning. Den værdifulde kjole bliver efterfølgende bevaret i Roskilde Domkirke som memorabilia og bliver en stor attraktion.
Men i 1659 kommer en ubuden gæst på besøg i Roskilde Domkirke. Svenskerne har belejret næsten hele Danmark. Og den svenske konge og dronning kigger nærmere på gravkirken for de danske monarker. Her ser dronning Hedvig Eleonora den gyldne kjole og forstår hurtigt, hvor vigtig et symbol den er for danskerne. Hun beordrer, at den bliver taget med som krigsbytte til Sverige. Det er nok også en hævn over Margrete 1., som svenskerne mere anser som en erobrer end som deres dronning.
Således ender kjolen i Uppsala Domkirke, hvor den med tiden bliver glemt. I begyndelsen af 1900-tallet bliver middelalderkjolen dog fundet i en tøjbylt på loftet. Herefter bliver den igen udstillet i den svenske domkirke, hvor den står den dag i dag. – Bortset fra at man fra 24. september til 12. december 2021 kan se den originale kjole udstillet på Christiansborg Slot, sammen med kopien fra Roskilde Domkirke. Kopien har i den grad også sin rolle at spille, for med den kan man se kjolen i al sin oprindelige glans.
Teksten er baseret på interview med formidlingsansvarlig i Roskilde Domkirke, Sara Peuron-Berg.
Blev du grebet af historien?
Du kan lære meget mere om Margrete 1 ved at besøge Roskilde Domkirke.
Få indblik i middelalderens vigtigste emner som handel, krig og religion i udstillingen på Roskilde Museum.
Gå på opdagelse i middelalderkirkeruin Sankt Laurentius.
Kom tæt på Margrete
Artiklen er en del af en mini-serie på i alt tre dele, som går helt tæt på Margrete 1. og hendes nære forhold til det middelalderlige magtcentrum Roskilde.
- del: Kom tæt på Margrete: En gravrøvet dronning og hendes stjålne kjole.
- del: Kom tæt på Margrete: Broderens død og en loyal bisp banede vejen til tronen
- del: Kom tæt på Margrete: Bliv klogere på dronningens tid, den fascinerende middelalder
TILMELD DIG ROMU’S NYHEDSBREV OG VIND PRÆMIER
– OG MODTAG LIGNENDE ARTIKLER DIREKTE I DIN INDBAKKE
FLERE ARTIKLER OG NYHEDER
Udstillingsleder til Verdensarvscentret ved Roskilde Domkirke
Er du klar til at tage føringen i udviklingen af udstillinger i verdensklasse om arkitektur og kongelige grave?
Tadre Mølle lokker med påskeaktiviteter og smuk natur
Udfordr familien i æggerafting, mærk vandmøllen bruse, og mal æg i krea-værkstedet: Med vilde og stille aktiviteter i naturskønne omgivelser er Tadre Mølle et oplagt sted til påskens familieudflugt.
Lützhøfts Købmandsgaard indtager Historiske Dage med smagsprøver og høflig betjening
Roskildes gamle købmandsgård rykker for en weekend ind på festivalen Historiske Dage i København, hvor et nyt publikum kan opleve butikkens autentiske ånd.
Bronzealderens Egedal-elite var ualmindeligt velstående
For omkring 3000 år siden var området omkring Værebro Ådal præget af rigdom og magt. Et lille paradis med optimal landbrugsjord og gode transportveje ud i verden medførte velstand og høj status gennem godt et årtusinde. Arkæolog Emil Winther Struve tegner et billede af de mennesker, der boede i Egedal-området i bronzealderen.
Arkæologiske forundersøgelser ved nyt Vikingeskibsmuseum går i gang
Arkæologer fra ROMU er klar til at begynde forundersøgelser af det område, hvor den nye udstillingsbygning til Vikingeskibsmuseet skal opføres. Vikingeskibe, stenalderfund, havneanlæg og affald fra vikingetidens beboere i havneområdet kan være blandt mulige fund.
Foredrag: Restaureringen af Øm Jættestue kom omkring en blød hat, slumrende firben og arkæologiske dilemmaer
Arbejdet med at restaurere Øm Jættestue er i fuld gang. Det er for arkæologerne en både spændende og udfordrende opgave, der blandt andet har budt på (fir)benspænd og ny viden. Ved et foredrag på Lejre Museum fortalte arkæolog Emil Winther Struve om arbejdet med at restaurere den gamle gravhøj.
Rockmuseum opfylder kvindes sidste opsigtsvækkende ønske
For nylig modtog Danmarks Rockmuseum, RAGNAROCK en privat donation fra en afdød kvinde, som fik museets inspektør til at tabe kæben. Til april kan museets gæster forhåbentlig få samme oplevelse, når udstillingen ‘Birthe & Beatles’ giver et direkte indblik i en almindelig dansk piges ualmindelige oplevelser med verdens største gruppe, The Beatles.
Fotoserie om ligestilling får status som kulturarv
Fotoprojektet ‘50/50’, der sætter fokus på manglende ligestilling i den danske musikbranche, har fået status som officiel del af den danske kulturarv, og billederne indgår nu i Danmarks Rockmuseum, RAGNAROCKs permanente samling. Optagelsen sker i samme uge, hvor Kvindernes Kampdag finder sted.
Chef-arkæolog vender stenene i Lejres skibssætninger: ”Anlæggene har en mytisk karakter”
ROMUs arkæologiske chef, Julie Nielsen, har forsket i Lejres skibssætninger – formationen af store sten, der menes at symbolisere de afdødes sejltur til dødsriget. Hun ser de monumentale skibssætninger tale ind storheden, der kendetegner områdets kongehaller. Læs det andet af tre nedslag i den alsidige forskning, der fylder ’Viking Dynasties’ – et tværnordisk projekt, der nu er ude som bog.
Arkæolog kortlægger kongernes sejlrute mellem Lejre og Uppsala i stort forskningsværk
Arkæolog kortlægger kongernes sejlrute mellem Lejre og Uppsala i stort forskningsværk05.02.2025Af Christine ChristiansenOle Kastholm har forsket i fortidens søvej mellem søsterdynastierne i Lejre og Uppsala. Her ses han ved et mere symbolsk skib, nemlig ved på den...