Kulturarv og historie skal styrke fællesskabet i Egedal Kommune
Af: Lene Steinbeck
04.05.2021
![Karsten Søndergaard_Foto Emil Helms Ritzau Scanpix_Formindsket](https://romu.dk/wp-content/uploads/sites/21/2021/05/karsten-soendergaard-foto-emil-helms-ritzau-scanpix-formindsket.jpg)
Egedals borgmester, Karsten Søndergaard (V), tror på, at kulturarven kan være med til at skabe en fælles identitet i Egedal, der er en ny og sammenbragt kommune. Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix Denmark.
Egedal er en ny, men sammenbragt kommune, der stadig er i voksealderen. Derfor ønsker borgmester Karsten Søndergaard fokus på både at bevare de gamle fællesskaber og at give plads til en ny, fælles Egedal-identitet. Nøglen er kommunens historie og kulturarv.
For blot 15 år siden var der ikke noget, der hed Egedal Kommune. I år har boligportalen findboliger.dk ud fra parametre som tryghed, beliggenhed og indkomst kåret den til Danmarks bedste kommune at bo i.
Det går med andre ord stærkt i Egedal Kommune. Også med at få nye borgere. Det skyldes blandt andet beliggenheden, tæt på hovedstaden og alligevel lige midt i et bjergtagende istidslandskab. Godt hjulpet på vej af en corona-pandemi kan man helt inde på hovedstadens stenbroer fornemme naturen trække.
”Vi kan mærke, at rigtig mange københavnere begynder at kigge ud af kommunen. Da har vi en kæmpe fordel, fordi vi har en beliggenhed tæt på København og stadig midt i naturen,” siger Egedals borgmester, Karsten Søndergaard (V).
Han har erklæret, at Egedal står klar med åbne arme til at tage imod tilflyttere. Gravkøer græsser på næsten hver en ledig byggegrund, og der bliver bygget til, om og ud til kommende Egedal-borgere.
En sammensat kommune med ny og gammel historie
Egedal Kommune kom til verden i 2007. Ved kommunalreformen blev de tre tidligere kommuner Stenløse, Ledøje-Smørum og Ølstykke lagt sammen. Mens mange andre af landets nye, store kommuner adopterede navnet fra en eksisterende kommune, blev der i Egedal ved en afstemning valgt et helt nyt navn. Derfor kan man godt sige, at historien om Egedal begynder med kommunalreformen.
”Der ligger en stor opgave i at fortælle, hvad Egedal egentlig er for en størrelse. Vi har brugt 14 år på bare at forklare, hvor det ligger! Derfor er det vigtigt at lave nogle fortællinger, der gør, at folk kan sætte Egedal på landkortet. Og det kan vores fælles kulturarv i høj grad være med til,” siger Karsten Søndergaard.
For selv om Egedal som kommune er ny, er området det ikke. Det store istidslandskab har formet området og folket her gennem årtusinder. Og her er der masser af spor efter det, som Egedals borgere – nye som gamle – har tilfælles: Fortiden.
Historier på tværs af kommunegrænser
Det er ikke kun de nye borgere, der har brug for at have en historie at flytte ind i – det gælder ifølge Karsten Søndergaard også dem, der allerede har fundet sig til rette i kommunen. Men de er derude, historierne, og de kan være med til at udviske de gamle kommunegrænser og samle Egedal.
”Vi vil gerne vise vores perler frem for borgere, som ikke aner, at de er der. Der er fx Skenkelsø Mølle – et helt fantastisk velbevaret stykke historie, der stadig er i brug, og som i dag fungerer både som mølle og som museum. Den ligger i det gamle Ølstykke, men mange fra Smørum og Stenløse aner nok ikke, at den er der. Derfor gælder det om at få synliggjort kulturen og historien.”
Som et andet eksempel nævner Karsten Søndergaard de to ikoniske Veksøhjelme fra bronzealderen. De er i dag en del af Nationalmuseets permanente udstilling, men faktisk blev de fundet i Brøns Mose lige uden for Veksø i den tidligere Stenløse kommune.
”Mange borgere, som har boet her i mange år, kender måske ikke historierne fra de andre kommuner. Men det virker som om, de er nysgerrige efter at finde ud af, hvilken historie de er en del af. Vi kan mærke, at vores historiske foreninger har mange frivillige og oplever en stor interesse fra folk, der søger dem,” siger han.
Bysamfundenes identitet skal bevares
Kommunens tre historiske foreninger ligger i de gamle kommuner, Smørum, Ølstykke og Stenløse, og de har hver deres eget fokus, som ligger nogenlunde indenfor de gamle kommunegrænser. Det skal de blive ved med – både i følge dem selv og borgmesteren.
”Det kan godt være, at kommunen hedder Egedal. Men folk flytter til Smørum, Ølstykke eller Stenløse. Det nære betyder meget i fællesskaber. Kommunen er faktisk sammensat af oprindeligt 17 små bysamfund, og vi tænker meget på, hvordan vi holder fast og giver plads til, at bysamfundene kan bevare deres identitet,” siger Karsten Søndergard.
Derfor er balancegangen, som kommunen er ude i, at bevare de små fælleskaber og samtidig skabe en overordnet fælles identitet som Egedal-borger.
”Det er her, at historien og kulturarven kan være med til at binde os sammen i et større fællesskab. I stedet for, at vi kun sidder i hver vores lille andedam, kan den fælles historie og identitet bringe os sammen. Så opdager vi, at vi faktisk har nogle ting fra fortiden tilfælles, som vi kan være stolte af,” fortæller borgmesteren.
”Lige pludselig er vi ens og ejer det lige meget.”
Fakta
I 2021 får ROMU det samlede, lovafledte, kulturhistoriske ansvar i Egedal Kommune. Museumsorganisationen skal i henhold til museumsloven foretage arkivalsk kontrol forud for nye byggesager for at sikre eventuelle væsentlige bevaringsværdier for eftertiden.
Museumsorganisationen ROMU er et af 10 museer, der på landsplan er udpeget af Slots- og Kulturstyrelsen til at varetage tilsynet med landets fredede fortidsminder. ROMU forestår tilsynet i det centrale og vestlige Sjælland.
Boligportalen findboliger.dk har kåret Egedal til Danmarks bedste kommune ud fra de ni parametre ligestilling, miljø, trafikuheld, kriminalitet, uddannelse, beskæftigelse, indkomst, helbred og boligpriser. Kvalitetsindekset kan ses her.
TILMELD DIG ROMU’S NYHEDSBREV OG VIND PRÆMIER
– OG MODTAG LIGNENDE ARTIKLER DIREKTE I DIN INDBAKKE
FLERE ARTIKLER OG NYHEDER
JULEN MED ROMU BLIVER MERE DIGITAL I 2020
2020 har været et mærkeligt år. Men det bliver jul alligevel, også hos ROMU, som i år markerer julemåneden med digitale julekalendere, julede undervisningsforløb og juleforedrag, som kan opleves både fysisk og via live stream.
ERFAREN HISTORIKER SKAL LEDE FORSKNING OG KULTURARV PÅ ROMU
Lars Kjølhede Christensen bliver ny afdelingschef i statsanerkendt, kulturhistorisk museumsorganisation
DESTINATION FJORDLANDET FÅR ADRESSE I ROSKILDE
DMO Fjordlandet er navnet på det nye destinationsselskab, der fra nytåret skal gøre det attraktivt for turister og andre gæster at besøge Roskilde, Frederikssund og Lejre kommuner. Det handler om Danmarks historie, fællesskaber, fjordliv, store oplevelser og græs på knæene. Fjordlandet er samtidig en arbejds-plads – og den rykker nu fysisk ind på en særskilt etage i administrationsafsnittet hos museumsorganisati-onen ROMU på Munkebro 2 i Roskilde.
LEVENDE RELIGION I EN NEDLUKNINGSTID
Under corona-nedlukningen i marts måned måtte Roskildes religiøse organisationer lukke og låse dørene til deres bygninger. De religiøse handlinger rykkede derfor hjem i stuerne, ud i naturen og foran skærmene. Men hvordan holder man påske og ramadan, når kirke og moské lukker ned?
ET LYS I MØRKET – LYSFESTEN BLIVER CORONASIKRET
I slutningen af januar vil Roskilde som sædvanlig blive smykket med lys til den traditionelle Lysfest. For at imødekomme de gældende corona-restriktioner, er Lysfest 2021 kommet i nye klæder og vil strække sig over en uge i stedet for en enkelt aften.
MODSTANDSKVINDERNES KAMP
Allerede i en tidlig alder besluttede Kate Fleron sig for at gå egne veje. Frem for at blive gift og få børn ville hun have selvstændighed, og som journalist kæmpede hun med pennen som våben mod besættelsesmagten.
NYSGERRIGE FAMILIER FIK DANMARKSHISTORIE UNDER NEGLENE I EFTERÅRSFERIEN
Der var stort tilløb til efterårsferiens aktiviteter på besøgsstederne i ROMU, der bød på detektorføring i Lejre, mordmysterie i Roskilde, fiskehistorie i Frederikssund og meget mere.
ARKÆOLOGER HAR SØGT EFTER DE TIDLIGSTE MENNESKER I DANMARK
Hen over sommeren har arkæologer fra ROMU og Nationalmuseet gravet ved Ejby Klint. Udgravningen er et første skridt i jagten på neanderthalerne i Danmark, fortæller arkæolog.
ET MINUTS STILHED FOR ERIK
Gestapo optrevlede i efteråret 1944 våbenmodtagegrupperne på Midtsjælland. Modstandsmanden Erik Briand Clausen blev arresteret og tortureret – men afslørede intet.
DNA-ANALYSER GIVER GENNEMBRUD I 1000 ÅR GAMMELT MYSTERIUM
En noget bedaget drabssag er kommet lidt nærmere sin opklaring. Nye dna-analyser afslører, at to skeletter, der har ligget på Roskilde Museum i årtier, har en temmelig nær relation. De er nemlig mor og søn.