Museumsdirektør advarer om konsekvens af langvarig krise
”Det handler om adskillige millioner kroner, og det kommer desværre til at gøre ondt”.
COVID-19 slår stadig hårdere til i det danske samfund. Også kulturinstitutioner og museer som ROMU er ramt, både på selvforståelsen, på indtjeningen og på trygheden. Krisen kalder både det bedste – og det værste frem, siger museumsdirektør, der også takker de mange forstående brugere.
Over 188.000 mennesker gik sidste år ind og ud ad dørene på et af de ti besøgssteder, som ROMU driver i Roskilde, Frederikssund og Lejre kommuner. Det er flere end nogensinde før på ét år. Men på grund af COVID-19 står museerne nu for tredje uge i træk med helt lukkede døre. Og dørene forbliver efter statsministerens seneste melding nu lukkede frem til 2. påskedag.
Det får museumsdirektøren for ROMU til at sende en tak til tålmodige borgere – og en advarsel om konsekvenserne af det, der nu tegner til at blive en endnu længere krise.
”Folk har været helt utroligt samarbejdsvillige og forstående. Da vi for eksempel skrev ud, at vi måtte udskyde forårets største event med gløden af Gasolin’ fra marts til efteråret, fik vi mange hjertevarme reaktioner som ”vi venter på jer på den anden side” og ”tak, det bedste, I kunne gøre”, siger direktør Morten Thomsen Højsgaard, der også har sendt besked ud om udskydelse af den ellers planlagte åbning i denne uge af særudstillingen ”Grethe – en våbenmodtagelse”.
”Museerne har en kolossal vigtig funktion i vores samfund som mødested for borgerne, som en institution, der forbinder nutidens liv med alt det, der skete i fortiden, så vi alle som borgere er bedst muligt rustet til at møde fremtiden. Men COVID-19 rammer centralnerven i det af være museum”, siger Morten Thomsen Højsgaard og uddyber:
”Vi kan ikke gøre det, der ellers har været unikt for os, nemlig at vise autentiske genstande fra fortiden frem og skabe fælles oplevelser med oplysning i museernes smukke og historiske rum. Dertil kommer så, at vi efterhånden som krisen trækker ud mister flere og flere indtægter fra entréer, fra butikker, fra arrangementer, fra events, fra mødepakker. Det handler om adskillige millioner kroner, og det kommer desværre til at gøre ondt”.
Regeringen og Folketinget har meldt flere hjælpepakker ud for at løse problemer i samfundet, ligesom for eksempel Carlsbergfondet har lovet en håndsrækning til kunstmuseerne, men endnu er der ingen hjælpepakker eller eksterne tiltag, som hjælper ROMU og flere andre af landets kulturhistoriske, mellemstore museer.
”Sådan som det ser ud lige nu, må ROMU selv må bære tabet. Og institutionen har ikke samlet penge på nogen kistebund til at modstå et pludseligt stop for stort set alle kommercielle indtægter i meget lang tid. Nu er vi så i fuld gang med at omstille os til krisen. Men, hvis der ikke kommer særlig hjælp til kulturinstitutioner som os med stor kontakt til et betalende publikum, som vi af hensyn til samfundet nu har bedt om at blive væk, så kommer vi som følge af krisen desværre også til at miste dygtige, højtspecialiserede og dedikerede kolleger, der selv er helt uden skyld i denne alvorlige og gennemgribende forandring af hele vores samfund”, siger Morten Thomsen Højsgaard.
Museumsdirektøren har mandag på et virtuelt personalemøde orienteret medarbejderne om de forandringer og udfordringer, som COVID-19 indebærer for kulturinstitutionen. Og det er med blandede følelser.
”COVID-19 kalder det bedste frem i os som borgere i form af hjælpsomhed, forståelse og vilje til forandring og opdagelse af nye veje til viden. Jeg er imponeret over, så hurtigt og så ansvarligt vores ansatte, frivillige og samarbejdspartnere har indstillet sig på denne fuldstændig nye og uventede situation. Vi gør alt, hvad vi kan for på nye måder fortsat at forske, bevare og formidle kulturarven”, siger Morten Thomsen Højsgaard
”Men samtidig fremtvinger sygdommen det værste, at skulle sige farvel, at miste, at tabe. Et medlem fra bestyrelsen skrev til mig forleden, da vi skubbede nogle af årets største begivenheder: ”Du udviser rettidig omhu, og tak for det. Men det er da brand-ærgerligt”. Det er sagen i en nøddeskal. Nu glæder vi os bare til den dag, hvor krisen er ovre, og vi igen kan slå alle museumsdørene op på vid gab”.
ROMU er en selvejende museumsorganisation, som dækker kulturarven fra stenalderen til nyere tid i Roskilde, Frederikssund og Lejre Kommuner. ROMU beskæftiger knap 60 ansatte på ti besøgssteder, herunder Ragnarock – museet for pop, rock og ungdomskultur. ROMU driver også adskillige hjemmesider, nyhedsbreve samt profiler på sociale medier, hvor aktiviteten nu er sat kraftigt op.
TILMELD DIG ROMU’S NYHEDSBREV OG VIND PRÆMIER
– OG FÅ LIGNENDE ARTIKLER OG NYHEDER DIREKTE I INDBAKKEN
FLERE ARTIKLER OG NYHEDER
Færgegården inviterer til Børnenes Sankt Hans midt i midsommerens magi
Sankt Hans-bålet bliver allerede tændt kl. 19, så også de mindste kan holde sig vågne til aftenens højdepunkt. Foto: Claus Bech / Ritzau Scanpix
Ikonisk, dansk sølvfigur skal til udlandet: Odin fra Lejre udlånes til stor udstilling i Holland
Lejre Museums kronjuvel, sølvfiguren Odin fra Lejre, har gjort sig så bemærket i udlandet, at den nu skal udlånes til et hollandsk museum. Sølvfiguren er et vidnesbyrd om Lejres storslåede fortid – men også om det kulturelle og politiske netværk, der forbandt Europas herskere i vikingetiden og tidlig middelalder.
Ringen Rundt fejrer Roskildes fortid som Formel 1-by
Lyden af veteranmotorer, ikoniske 60’er-hits og duften af diner-mad fra Sallie’s fylder Roskilde Ring den 5. juni. Arrangementet Ringen Rundt vækker stemningen fra dengang, der blev kørt Formel 1 på Ringen med oplevelser for både børn og voksne.
Teater og museum i Frederikssund går sammen om stærk lokalhistorie fra efterkrigstiden
En næsten glemt historie fra efterkrigstidens Jægerspris får nu en helstøbt opblomstring. Med teaterets sans for magiske oplevelser og museets flair for medrivende historiefortælling løfter Parkteatret og Færgegården i fællesskab historien, om dengang 1700 sovjetiske flygtninge tilbragte en sommer i Jægersprislejren.
Legetøjet byggede bro i kølvandet på krigen – nu vækkes historien til live
I efterkrigstiden oplevede lokalbefolkningen i Jægerspris en ganske særlig sommer, hvor uventede venskaber opstod med sovjetiske flygtninge. Frederikssund Museum, Færgegården, og Parkteatret – Frederikssund kommunes egnsteater samarbejder i år om en rørende og opløftende historie med lokalt snit og stort perspektiv.
Svenskeslaget opruster på formidlingen og går bagom det ældgamle fjendskab
’Nu skal svensken ha da da…’ Svenskeslaget, som hvert år bliver genopført i Smørum, fortæller historien om to rivaler, der i 1600-tallet sloges så det bragede på tværs af sundet. Men hvorfor endte det med ondt blod mellem danskerne og svenskerne? Det kan man måske blive lidt klogere på ved årets festival, som har fået penge til en mere dybdegående formidling om perioden.
Verdensarvscenter sender stor og prestigefyldt udstillingsopgave i udbud
Roskilde Domkirke Verdensarvscenter har netop sendt en af landets mest interessante udstillingsopgaver i udbud. Dermed går startskuddet til at finde de udstillingsdesignere, der skal løfte den omfattende opgave med at formidle Domkirkens unikke historie for kommende generationer.
Kom med på spændende sommervandringer i Lejres smukke, mytiske landskab
Traditionen tro inviterer Lejre Museum på gratis, guidede sommervandringer i det fascinerende landskab omkring museet. Her kan man gå i fodsporene på vikingerne og på de store sagnkonger, mens lokalkendte guider fortæller medrivende fortællinger om området, om heltene og kongerne, og om de ikoniske fortidsminder.
Kampen om tallerkenen – historisk langbordsmiddag på Lützhøfts Købmandsgaard
Du kan smage på fortidens fødevarekampe, når Lützhøfts Købmandsgaard og Historiske Middage den 19. maj endnu engang inviterer til langbordsmiddag i den gamle købmandsgård – helt tæt på hverdagen, som den var for 100 år siden.




























