Slægtsforskere kan snart gå på opdagelse i pjæk og markarbejde
01.09.2021
![IMG_1230-min](https://romu.dk/wp-content/uploads/sites/21/2021/09/img-1230-min-scaled.jpeg)
Bent Thygesen ser til, mens den gamle verden møder den nye. Skoleprotokollen med 100 år på bagen skal digitaliseres, så den bliver tilgængelig online. Foto: Lene Steinbeck.
I et skab på Smørum gamle Skole gemmer sig en lang række guldkorn om områdets skolebørn. Lokalarkivet er i gang med at digitalisere gamle skoleprotokoller, så nysgerrige på jagt efter sin egen historie kan komme et skridt nærmere oldemor eller tipoldefars tid på skolebænken
Af Lene Steinbeck
Skannerens lysstribe glider langsomt hen under glaspladen, hvorpå den opslåede bog ligger og foretager sig intet. Efter 100 år som analog skal den nu til at være digital.
På computerskærmen ved siden af dukker snart et skan op. Af en række sirlige o’er fremgår, at stakkels Niels Hans Rasmussen på 11 år har brugt samtlige 43 skoledage i november og december 1920 på sygelejet.
Anders Martin Jacobsen har i samme periode til gengæld kun én dag med forsømmelse, og den var ganske lovlig. Den 3. november 1920 måtte skole nemlig være skole, for 11-årige Anders Martin skulle hjælpe til med roerne.
Ved computeren sidder Bent Thygesen. Han er frivillig på lokalarkivet i Ledøje-Smørum, og han sikrer sig, at de skannede sider ser ud, som de skal.
”Vi har en 50-60 skoleprotokoller fra omkring 1850 og frem til 1960, som vi skal digitalisere. De skal være forældet, før vi må offentliggøre dem, og det er de efter 50 år,” fortæller han.
Helt tæt på slægtningenes skolegang
Nu til dags bliver fravær registreret elektronisk, men man skal ikke så langt tilbage i tiden for at kunne huske kontaktbøger og navneopråb i begyndelsen af hver lektion. I disse gamle skoleprotokoller betyder en lille prik fremmøde, mens en bolle bliver sat ved sygdom og et kryds ved fravær.
”Læreren råbte børnenes navne op og satte et lille hak ved dem, der svarede og noterede på den måde elevernes forsømmelse. Der kunne være kommet en seddel fra forældrene om, at man havde været syg, eller at man skulle hjælpe til i marken. Til nogle skoler har vi også eksamensprotokollerne, så kan vi se, hvordan de klarede eksamenerne”.
Udover at være medlem af bestyrelsen i Ledøje-Smørum Historisk Forening og frivillig på arkivet, er Bent Thygesen formand for slægtshistorisk forening – og det er netop i den forbindelse, at han synes, skoleprotokollerne er en vigtig puslespilsbrik.
”Når man laver slægtsforskning, er det med at få flest mulige oplysninger om sin familie. Det er altid sjovt med billeder af gårde, fra dilettant-teater og sølvbryllupper. Men her kan man se, hvilken skole, de gik på, hvor meget fravær de havde og man kan komme tæt på dem i den periode af deres liv, hvor de gik i skole,” fortæller han.
![IMG_1238-min](https://romu.dk/wp-content/uploads/sites/21/2021/09/img-1238-min-scaled.jpeg)
Ledøje-Smørum lokalarkiv, som holder til i Smørum gamle Skole, har 50-60 gamle skoleprotokoller fra perioden 1850-1960. De protokoller, der er nyere, må først offentliggøres efter 50 år. Foto: Lene Steinbeck.
Kragetæer og gotisk håndskrift
Når alle protokollerne er skannet ind, bliver de lagt tilgængeligt på arkiv.dk, så man kan gå på jagt efter sine slægtninge. Det har Bent Thygesen selv haft held med:
”Jeg har siddet og kigget i bøgerne – og så fandt jeg min oldemor. Hun var i familiepleje i Ledøje og gik på Ledøje Rytterskole. Jeg fandt hende i protokollen, fra hun kom i skole i 1. klasse, til hun blev konfirmeret. Så gik hun ud af skolen for at komme ud på en gård og tjene.”
Han har stadig et stykke arbejde foran sig. Hver bog tager tre-fire timer at skanne. Og skal man nogle gange lige bruge lidt tid på at tyde, hvad der står i de gamle bøger.
”Det kan godt være lidt svært at læse. Lærerne har jo forskellige kragetæer, lige som vi andre har,” lyder det med et grin fra Bent Thygesen.
Det er ikke det eneste benspænd i skoleprotokollerne.
”Omkring år 1900 var de fleste gået over til at skrive med de latinske bogstaver, men før det brugte de gotisk håndskrift. Det kræver lige lidt øvelse at læse. Men når man har den, går det fint.”
![IMG_1249-min](https://romu.dk/wp-content/uploads/sites/21/2021/09/img-1249-min-scaled.jpeg)
På lokalarkivet har man indrettet en skoleklasse, som den så ud i gamle dage. På lærerens kateder ligger skoleprotokollen slået op, klar til navneopråb. Den røber, at vi befinder os i 4. klasse i skoleåret 1957/58. Foto: Lene Steinbeck.
TILMELD DIG ROMU’S NYHEDSBREV OG VIND PRÆMIER
– OG MODTAG LIGNENDE ARTIKLER DIREKTE I DIN INDBAKKE
FLERE ARTIKLER OG NYHEDER
MØLLER ERIKSENS BUKSER KAN ALTID GODT LAPPES LIDT MERE
Den sidste møller på Skenkelsø mølle fylder stadig stedet med sin ånd. Møllen gemmer på finurlige historier og efterladte genstande fra en mand, der var prisbevidst og ordentlig, men også drev en mølle med plads til leg, gæster og glæde
”FESTIVAL OG FLINTSEGL” ER VITAMINRIG SOMMERLÆSNING FOR DEN NYSGERRIGE
ROMUs årsskrift for 2021 præsenterer et solidt udvalg af den viden og de spørgsmål, som ROMUs forskere og formidlere er optagede af – med artikler direkte fra fagfolkene selv. ”Festival og Flintsegl” kan købes i ROMUs museumsbutikker og webshop fra 15. juni
50 ÅR MED LOKALHISTORIEN BRUSENDE I ÅRENE
I år kan Ledøje-Smørum Historisk Forening fejre 50-års jubilæum. Foreningen lever i bedste velgående, og en række frivillige knokler på for at bevare lokalhistorien. Men særligt ét ønske står højt på jubilarens ønskeliste: En fremtidssikring
ÅBENT HUS MED GRIFLER OG AVISPAPIRBÅDE I SMØRUM GAMLE SKOLE
Der er mulighed for den helt store tur ned ad mindernes allé, når Ledøje-Smørum Historisk Forening inviterer til åbent hus. Anledningen er 50-året for foreningens oprettelse, og gæsterne kan genbesøge et drengeværelse anno 1970 eller stå skoleret som i 1950’erne
SVENSKERNE FIK ENDNU EN GANG PRYGL I SMØRUM
I weekenden var plænen ved Smørum Kulturhus klædt på til 1600-tals-løjer. Den lokale historiefestival Svenskeslaget indtog pladsen, og det var nemt at føle sig hensat til en anden tid. Her foregik det meste som i 1659, hvor danskerne lå i krig med svenskerne
Roskilde Museum udstiller uvurderlig kulturarv – oplev Roskildes dåbsattest
Efter halvandet års forberedelse kan museet endelig udstille det enestående Ely-håndskrift, som omtaler Roskilde for første gang, og som er kilden til Roskilde Stifts 1000-års jubilæum. Borgmester Tomas Breddam og biskop Peter Fischer-Møller deltager ved åbningsreceptionen den 19. maj på Roskilde Museum. Det mageløse håndskrift kan opleves af alle i museets udstilling fra og med den 20. maj.
Svenskeslaget i Smørum er tilbage for fuld udblæsning
Det er tid til at slibe sværdene, støve kampornatet af og skrue tiden 350 år tilbage. Efter to års ufrivillig pause vender Egedals historiske festival, Svenskeslaget, tilbage. Og gæsterne kan godt begynde at glæde sig. I år er der nemlig gjort ekstra meget ud af oplevelsen.
FOREDRAG SÆTTER LEJRE OG ODIN-FIGUREN I SPÆNDENDE PERSPEKTIV
Lejre Museum inviterer til foredrag om jernalderens og vikingetidens samfundsforhold på Sjælland. Ph.d. Trine Borake tager afsæt i nyere interessante fund fra Boeslunde syd for Slagelse og en helt særlig sølvfigur, som dukkede op i 2020, og som kaster nyt lys på Lejres Odin-figur
Tril dem, farv dem, find dem, spis dem!
Lützhøfts Købmandsgård slår porten op til dage, hvor små og store sammen kan lege sig gennem gamle påsketraditioner i omgivelser, der emmer af historie. Det sker i de tre hverdage op til påske. I påskeugen har Købmandsgården desuden åbent for almindelige besøg alle dage fra mandag den 11. til og med lørdag den 16. april.
UNIKT HÅNDSKRIFT: ENGLAND UDLÅNER ROSKILDES DÅBSATTEST TIL ROSKILDE MUSEUM
I år er det 1000 år siden, at Roskilde første gang blev omtalt på skrift. Håndskriftet, der bevidner det flotte, runde jubilæum, kan til maj opleves Roskilde Museum. Det er en sjælden mulighed for de nysgerrige – det er nemlig første gang, at dokumentet har taget turen til Roskilde fra England, hvor det normalt har hjemme