ROMU-fund igen på Top 10: I en grusgrav ved Roskilde lå et af 2021’s vildeste fund
22.12.2021
Fire børn var gravlagt i hellekisten fra bondestenalder. De lå alle med hovederne i den vestlige del af graven. Foto: ROMU.
Hvert år udgiver Slots- og Kulturstyrelsen en Top 10 over det forgangne års vigtigste arkæologiske fund, og igen i år figurerer ROMU på listen. Fem børneskeletter fra oldtiden fik ROMUs arkæologer til at spærre øjnene op – og var blandt de mest spektakulære opdagelser i året der gik
Endnu engang er et fund, som ROMUs arkæologer har stået bag, blandt landets 10 mest interessante i arkæologi-året, der gik. I hvert fald, hvis man spørger Slots- og Kulturstyrelsen. Og det var da heller ikke hverdagsfund, ROMUs arkæologer fandt i en grusgrav mellem Roskilde og Hedehusene.
Et yderst sjældent syn
Fem børneskeletter fra slutningen af stenalderen og begyndelsen af bronzealderen dukkede frem i resterne af en gravhøj under en udvidelse af Nymølle Stenindustriers grusgrav, og det vakte både ærefrygt og begejstring hos ROMU-arkæologerne. Det er nemlig ikke hver dag, man finder børnegrave fra oldtiden, og ofte er skeletterne i sådanne grave forgået.
“Jeg er rigtig glad for, at det her fund er kommet i Top 10. Der bliver hvert år gjort utroligt mange spændende fund, som er med til at give os vigtige brikker til at forstå vores fortid – men som ikke kommer på listen. Så det siger noget om, hvor særligt fundet her er.” siger ROMUs arkæolog, Katrine Ipsen Kjær og uddyber:
”Det er så sjældent, at vi har mulighed for at udgrave gravhøje fra den tid. Og når vi endelig får muligheden, er det sjældent, at der er bevarede skeletter i dem. Ydermere er det yderst sjældent, at de bevarede skeletter er af børn. Top 10-placeringen bekræfter fundets potentiale som kilde til yderligere viden.”
Man måtte da også have gang i de helt fine redskaber under denne unikke udgravning. Katrine Ipsen Kjær og resten af holdet fra ROMU måtte finde børsten, graveskeen og pincetten frem, og finkæmme området, inden de store gravemaskiner kunne få lov at pløje deres grab gennem jorden.
Oversigtsfoto af gravhøjen. Toppen af hellekisten med de fire børn ses som det stentomme område nord for landmålerstokken. Ved landmålerstokken ses et stenrigt område, hvorunder bronzealdergraven lå. Endnu en hellekiste ses i den vestlige del af billedet. Foto: NAC film/v. Nikolaj Ahrenst Christensen.
Sikrer kulturarven
At et fund som dette bliver reddet fra gravemaskinerne, skyldes både dygtige arkæologer og den danske lovgivning forklarer leder af afdelingen for forskning og kulturarv, Lars Kjølhede Christensen, der ligesom Katrine Ipsen Kjær glæder sig over Årets Top 10:
”Et fund som dette rummer uvurderlig viden om de mennesker, der var her før os, og det kan Top 10-listen være med til at sætte fokus på. For det er ikke en selvfølge, at spor af fortiden bliver reddet. De fleste udgravninger finder sted, hvor der skal anlægges en ny vej, bygges et hus eller, som i dette tilfælde, udvides en grusgrav. Så rykker museerne ud for at sikre de spor, som ellers ville være gået tabt for evigt. Vi skal være glade for, at vi har et system, som på denne måde sikrer vores kulturarv. Ikke mindst her i området omkring Roskilde fjord, hvor vi har så mange spændende spor efter vores fælles historie.”
Da der er tale om en liste i uprioriteret rækkefølge, kan man ikke sige, hvor højt børneskeletterne rangerer på listen. Man kan se den samlede Top 10 fra Slots- og Kulturstyrelsen her.
Det gravlagte barn i bronzealdergraven, set fra nord. Foto: ROMU.
ROMU-fund på listen igen-igen
Det er niende gang siden 2012, at ROMU har fund med på listen. Kun i 2013 og 2020 måtte museet ’sidde over’. Listen blev oprettet i 2010.
Følgende fund, som ROMU har udgravet, har været med på den årlige Top 10 fra Slots- og Kulturstyrelsen:
2012: Mannerupskatten – En mere end 5 kg tung skat fra 400-tallet e.Kr., overvejende af sølv med enkelte guldgenstande – eller forgyldte genstande, fundet sydøst for Osted.
2013: Ingen ROMU-fund på listen.
2014: Stålmosegård–udgravningen med bl.a. ’Hårriveren’ – Et lille hængesmykke i bronze fra vikingetiden samt en helt usædvanligt godt bevaret boplads fra romersk jernalder. Stålmosegaard-udgravningen var forløber for den ene af de to udgravninger, der i 2018 førte til nye store fund i Vindinge.
2015: Lille Karlebyskatten – Enestående skat fra vikingetiden med næsten 400 enkeltdele, bl.a. sølvbægre, smykker, mønter, perler, dragtspænder og dragtnåle. Fundet i Lille Karleby i Hornsherred.
2016: Palisadeanlæg – Fra den mellemste del af bondestenalderen (2800-2600 f.Kr.). Anlægget er en oval konstruktion af fire kraftige palisadehegn placeret uden på hinanden. De mere end 1500 tilhuggede stolper har indhegnet et område på min. 20-30.000 m2 – eller 3-5 fodboldbaner. Fundet syd for Frederikssund.
2017: Tollerup Hovedgårds kampstenskældre – To store stensatte kældre, der formentlig skal knyttes til den hovedgård fra middelalderen, som flere gange nævnes i skriftlige kilder for sognet.
2018: 92 grave fra romersk jernalder fundet i Vindinge – Mange usædvanligt velbevarede, og flere rigt udstyrede med blandt andet eksotisk glas, perler i hundredevis, dekorerede lerkar, dragtsmykker og guldringe.
2019: Margrete 1’s kælder fundet i Lille Grønnegade i Roskilde – Nogle uger efter fundet af en middelalderkælder i Lille Grønnegade kunne ROMUs middelalderarkælog Jesper Langkilde melde, at kælderen med al sandsynlighed har tilhørt Margrete 1.
2020: Ingen ROMU-fund på listen.
TILMELD DIG ROMU’S NYHEDSBREV
– OG MODTAG LIGNENDE ARTIKLER DIREKTE I DIN INDBAKKE
FLERE ARTIKLER OG NYHEDER
MØLLER ERIKSENS BUKSER KAN ALTID GODT LAPPES LIDT MERE
Den sidste møller på Skenkelsø mølle fylder stadig stedet med sin ånd. Møllen gemmer på finurlige historier og efterladte genstande fra en mand, der var prisbevidst og ordentlig, men også drev en mølle med plads til leg, gæster og glæde
”FESTIVAL OG FLINTSEGL” ER VITAMINRIG SOMMERLÆSNING FOR DEN NYSGERRIGE
ROMUs årsskrift for 2021 præsenterer et solidt udvalg af den viden og de spørgsmål, som ROMUs forskere og formidlere er optagede af – med artikler direkte fra fagfolkene selv. ”Festival og Flintsegl” kan købes i ROMUs museumsbutikker og webshop fra 15. juni
50 ÅR MED LOKALHISTORIEN BRUSENDE I ÅRENE
I år kan Ledøje-Smørum Historisk Forening fejre 50-års jubilæum. Foreningen lever i bedste velgående, og en række frivillige knokler på for at bevare lokalhistorien. Men særligt ét ønske står højt på jubilarens ønskeliste: En fremtidssikring
ÅBENT HUS MED GRIFLER OG AVISPAPIRBÅDE I SMØRUM GAMLE SKOLE
Der er mulighed for den helt store tur ned ad mindernes allé, når Ledøje-Smørum Historisk Forening inviterer til åbent hus. Anledningen er 50-året for foreningens oprettelse, og gæsterne kan genbesøge et drengeværelse anno 1970 eller stå skoleret som i 1950’erne
SVENSKERNE FIK ENDNU EN GANG PRYGL I SMØRUM
I weekenden var plænen ved Smørum Kulturhus klædt på til 1600-tals-løjer. Den lokale historiefestival Svenskeslaget indtog pladsen, og det var nemt at føle sig hensat til en anden tid. Her foregik det meste som i 1659, hvor danskerne lå i krig med svenskerne
Roskilde Museum udstiller uvurderlig kulturarv – oplev Roskildes dåbsattest
Efter halvandet års forberedelse kan museet endelig udstille det enestående Ely-håndskrift, som omtaler Roskilde for første gang, og som er kilden til Roskilde Stifts 1000-års jubilæum. Borgmester Tomas Breddam og biskop Peter Fischer-Møller deltager ved åbningsreceptionen den 19. maj på Roskilde Museum. Det mageløse håndskrift kan opleves af alle i museets udstilling fra og med den 20. maj.
Svenskeslaget i Smørum er tilbage for fuld udblæsning
Det er tid til at slibe sværdene, støve kampornatet af og skrue tiden 350 år tilbage. Efter to års ufrivillig pause vender Egedals historiske festival, Svenskeslaget, tilbage. Og gæsterne kan godt begynde at glæde sig. I år er der nemlig gjort ekstra meget ud af oplevelsen.
FOREDRAG SÆTTER LEJRE OG ODIN-FIGUREN I SPÆNDENDE PERSPEKTIV
Lejre Museum inviterer til foredrag om jernalderens og vikingetidens samfundsforhold på Sjælland. Ph.d. Trine Borake tager afsæt i nyere interessante fund fra Boeslunde syd for Slagelse og en helt særlig sølvfigur, som dukkede op i 2020, og som kaster nyt lys på Lejres Odin-figur
Tril dem, farv dem, find dem, spis dem!
Lützhøfts Købmandsgård slår porten op til dage, hvor små og store sammen kan lege sig gennem gamle påsketraditioner i omgivelser, der emmer af historie. Det sker i de tre hverdage op til påske. I påskeugen har Købmandsgården desuden åbent for almindelige besøg alle dage fra mandag den 11. til og med lørdag den 16. april.
UNIKT HÅNDSKRIFT: ENGLAND UDLÅNER ROSKILDES DÅBSATTEST TIL ROSKILDE MUSEUM
I år er det 1000 år siden, at Roskilde første gang blev omtalt på skrift. Håndskriftet, der bevidner det flotte, runde jubilæum, kan til maj opleves Roskilde Museum. Det er en sjælden mulighed for de nysgerrige – det er nemlig første gang, at dokumentet har taget turen til Roskilde fra England, hvor det normalt har hjemme