Svenskerne fik endnu en gang prygl i Smørum
Af Lene Steinbeck
Skuespillere fra Action Art opførte små tableauer fra 1600-tallet foran et nysgerrigt, overrasket og godt underholdt publikum. Foto: Daniel Tarkan Nacak Rasmussen
I weekenden var plænen ved Smørum Kulturhus klædt på til 1600-tals-løjer. Den lokale historiefestival Svenskeslaget indtog pladsen, og det var nemt at føle sig hensat til en anden tid. Her foregik det meste som i 1659, hvor danskerne lå i krig med svenskerne.
Der var nok at gå på opdagelse i, da Svenskeslaget slog teltdugen op til årets længe ventede festival. Der var telte og boder, fægteskoler og traditionel musik. For 350 år siden foregik det meste på en markant anderledes måde end i dag. Bortset fra én ting, som vi vender tilbage til.
Ved smedens esse mødtes fortid og nutid i form af telefoner, der forevigede smedens hårde arbejde ved essen. En lille flok tilskuere lod øjnene følge et stykke glohedt jern fra ilden til ambolten, hvor smeden med en stor hammer og tunge slag begyndte at forme det rødglødende metal. Hos naboen føg det med træspåner fra knive, der med drøje træk langsomt forvandlede træklodser til smøreknive og skeer.
En stor blæsebælg holdt ilden i gang i smedjen, hvor smeden demonstrerede det hårde arbejde med at bøje og forme det rødglødende jern. Foto: Daniel Tarkan Nacak Rasmussen
Pladsen var allerede godt fyldt, da trommer og trompeter annoncerede royalt besøg. Dronning Sophie Amalie, gift med kong Frederik 3., krydsede pladsen og indtog talerstolen. Hun bød velkommen og gav ordet videre til Egedals kulturudvalgsformand, Charlotte Haagendrup, der i dagens anledning også var trukket i et historisk kostume.
”Hvor det dog glæder mig, at vi kan samles igen. Vi har savnet Svenskeslaget i den forfærdelige corona-tid. Personligt har jeg glædet mig, fordi historie er vigtig, og historierne om historien er vigtige,” sagde Charlotte Haagendrup i sin tale, før hun takkede de frivillige, Egedal Arkiver og Museum og de lokale foreninger for at have stablet arrangementet på benene.
En soldat på flugt og en slagter på jagt
Og der var brug for mange hænder. Der skulle vendes pølser, tappes softice og bistås ved en lang række aktiviteter. Til den taktfaste hamren fra smedens telt blev der øvet forsvar og angreb, da fremtidens generation fik en introduktion til den ædle fægtekunst. En opvarmning til eftermiddagens kampscener.
En for alle… Fægteskolen var et hit for især den yngste del af publikum. Foto: Daniel Tarkan Nacak Rasmussen.
De var blevet trænet godt, festivalens børn. Derfor kunne de hæve sværdene i triumf efter børnenes kampscene. Foto: Daniel Tarkan Nacak Rasmussen.
Historien blev virkelig vakt til live af teatertruppen Action Art, der i skikkelse af håndværkere, soldater og andre 1600-talsfigurer gik rundt på pladsen blandt publikum. En ung, svensk soldat tryglede grædende et par om hjælp til at komme hjem til sin mor, men han blev anråbt og afsløret af slagteren, og straks blev den unge soldat af sine egne slæbt tilbage i geleddet.
Slagteren med blodigt tøj og en kæde af pølser om halsen trak sin store kødkniv fra bæltet. Han pegede den i retningen af en lille hund og spurgte damen i den anden ende af snoren, hvor meget hun skulle have for kræet. Hun forsikrede ham grinende om, at der ikke var meget kød at komme efter, så slagteren stak kniven tilbage i bæltet og gik videre med uforrettet sag.
Slagteren var på jagt efter råvarer, men fik umiddelbart ikke lov til at købe en hund blandt publikum. Foto: Daniel Tarkan Nacak Rasmussen.
Falkejagt som i gamle dage
Svenskeslaget er ikke en helt almindelig byfest. Det afholdes få meter fra, hvor ligene af ti svenske soldater fra Svenskekrigen 1657-1660 ligger begravet. Soldaterne blev nedkæmpet af lokale bønder, og den historie løber som en streng gennem den historiske festival. I år ledsaget af en fortælling og opvisning i falkejagt.
Her er vi tilbage til den aktivitet, der ikke har forandret sig, siden tiden hvor svenskerne fik klø. Falkejagt er en 4000 år gammel kinesisk jagtform, forklarede Torben Wolf Larsen, der er falkoner ved Ribe Vikingecenter – men jagten med falk foregår, som den altid har gjort. Også i 1600-tallet, hvor kongen, Frederik 3., der var konge under svenskekrigene, var svært glad for at gå på jagt med den store rovfugl. Efter en opvisning i falkens evner og lynhurtige dyk efter bytte, fik interesserede børn mulighed for at lade en ugle flyve til og fra deres arm.
Falkejagt er en ældgammel disciplin, som foregår på samme måde som i 1600-tallet. Falkoner Torben Wolf Larsen fortalte om jagtformens historie, inden han gav opvisning i falkens evner som jæger. Foto: Daniel Tarkan Nacak Rasmussen.
Klø til svenskerne – igen
Dagen kulminerede i det traditionsrige Svenskeslag, hvor de kæmpende genopførte en lille del af Stormen på København. Over højttaleren fik publikum fortalt historien om krigen mod svenskerne, hvor vi næsten endte med at høre under det blå-gule flag. Imens gik dronning Sophie Amalie rundt på pladsen og opildnede folk til kamp. Kort efter trådte den svenske bataljon ind på scenen, klar til at storme København. Men det lykkedes danskerne at holde stand, og vanen tro måtte svenskerne se sig slået og luske tilbage over sundet.
Vejret kunne ikke have været bedre, og arrangørerne bag er da også ovenud tilfredse efter to års ufrivillig coronapause.
”Det var forrygende. Der var god stemning og masser af mennesker. Der har nok været omkring 2500, så det var et rigtig flot fremmøde. Og det var en fornøjelse at se, hvordan publikum tog til sig, at vi havde arbejdet med at levendegøre en historisk tid. Jeg tror, folk har savnet at komme ud og opleve historien,” siger Rolf Kjær-Hansen fra Egedal Arkiver og Museum.
TILMELD DIG ROMU’S NYHEDSBREV OG VIND PRÆMIER
– OG MODTAG LIGNENDE ARTIKLER DIREKTE I DIN INDBAKKE
FLERE ARTIKLER OG NYHEDER
Fra haver til æbleskiver: ROMU hylder sine frivillige
Ved årets nytårskur kastede de frivillige sig ud i workshops om udvikling af kompetencer og rekruttering af nye frivillige.
Roskilde Museum tilbyder gæsterne mandagsåbent og rabat i museumscaféen Freunde
En forsøgsordning, der har kørt siden efterårsferien, bliver nu gjort permanent, så Roskilde Museum holder åbent for besøgende alle ugens dage. Derudover kan man få rabat i husets café med gyldig entrebillet – og rabat på museet, hvis man er kunde i Museums Caféen Freunde.
ROMU-FUND: MARGRETE 1’S KÆLDER PÅ ÅRETS TOP 10
I 2019 dukkede en middelalderkælder op på en grund i Lille Grønnegade i Roskilde. Nogle uger efter fundet kunne ROMUs middelalderarkælog Jesper Langkilde melde, at kælderen med al sandsynlighed har tilhørt Margrete 1. Nu er fundet kommet på Slots- og kulturstyrelsens Top 10 over Årets Fund og sikrer ROMU en placering på listen for sjette år i træk.
PORTEN TIL ”SKJOLDUNGERNES KONGSGÅRD” I LEJRE FUNDET
ROMUs arkæologer har i samarbejde med Nationalmuseet fundet åbningen i det palisadeanlæg, der omkransede Gl. Lejres imponerende kongehal under optakten til og i vikingetiden. Placeringen af den cirka seks meter brede indgang understreger, at kongehallen som bygningsværk var en magtdemonstration.
Kim Larsens måske bedste sang mangler i Højskolesangbogen
Debatindlæg i Jyllands-Posten bragt 30. september 2019 af Tomas Breddam, bestyrelsesformand, Romu, borgmester i Roskilde (S) og Morten Thomsen Højsgaard, direktør, ph.d., Romu
Klik og læs hele debatindlægget på jp.dk
6 GODE GRUNDE …
… til at zoome ind på Gasolin’
Med sange som “Kvinde min” og “Masser af succes” fik rockbandet Gasolin’ fat i det helt store publikum. Som optakt til ny særudstilling på RAGNAROCK kommer her seks grunde til stadig at lade sig tanke op til tonerne fra Wili, Søren, Franz og Kim.
10 STÆRKE SAGER AT SE PÅ ROMU
ROMU passer hver eneste dag på mange tusinde levn fra mennesker, der har levet her før os – genstande, ting og sager, som alle fortæller om levet liv fra oldtiden helt frem til i dag. Mød 10 af de mere spektakulære her
ROSKILDE FESTIVAL PÅ MUSEUM
Når tusindevis af mennesker i denne uge fylder dyrskuepladsen i Roskilde og befolker et campingområde på størrelse med 300 fodboldbaner, så er RAGNAROCK- museet for pop, rock og ungdomskultur også at finde.
10 GODE GRUNDE TIL AT TAGE PÅ MUSEUM
Hvorfor bruge tid som gæst på et museum? Morten Thomsen Højsgaard, der er direktør for ROMU, opstiller her en stribe fordele ved at tage på museum. Og der er nogle overraskelser iblandt.
NY DIREKTØR FOR ROMU
Morten Thomsen Højsgaard tiltræder som ny direktør for ROMU
Morten Thomsen Højsgaard kommer fra en stilling som udviklingschef ved Kristeligt Dagblad med ansvar for indhold på mediehusets digitale platforme, samt tværgående projekter og innovation.