Museer med mere mening
Museerne er samfundets kollektive hukommelse. Museerne indsamler og bevarer kulturarven for senere at kunne udfolde historien om menneskers liv, hverdag og omverden. Og det har 2020 for så vidt kun sat en tyk streg under vigtigheden af og meningen med.
Går vi tilbage i historien, kan vi se, at mennesker også i egnen omkring Roskilde Fjord blev ramt af sygdomme og epidemier, pest, den spanske syge, Roskilde Syge sågar. Men hver gang lykkedes det at overvinde kriserne, at komme videre, at finde nye måder at leve på. Det vil også ske med den krise, som julen uden alle de vante fællesskaber i 2020 så påtrængende sætter på spidsen netop nu.
Med stigende smittetal kan det se sort ud, men der er faktisk lys forude. Også på mange andre fronter end de helt naturlige, som følger af, at dagene efter vintersolhverv uvægerligt bliver længere, og at solen uundgåeligt vil vende mere og mere tilbage med varme og lys og energi.
“Tider skal komme, tider skal henrulle, slægt skal følge slægters gang”, skrev B.S. Ingemann tilbage i 1850. Det var lige efter, Danmark havde fået sin første demokratiske grundlov og været igennem tre års krig. Efter hårdt slid kunne Ingemann så smukt beskrive, at dejlig er jorden. Og mon ikke, at lignende tanker igen vil ramme os, efterhånden som tiden henruller og læger sårene også fra pandemiens mærkværdige år 2020.
Genåbning venter forude
I det nye år kommer museer, kulturinstitutioner og andre fælles arenaer til at åbne igen, ikke fra den allerførste dag, men det kommer. Længslen efter at være mere sammen vil igen kunne blive indfriet. Vacciner er på vej.
ROMU forbereder flere nye udstillinger til det nye år og vil blandt andet genåbne den uhyre spændende Sankt Laurentius Kirkeruin samt revitalisere flere besøgssteder. Samtidig er vi mange, der vil have lært meget af krisen og være bedre rustet til nye udfordringer.
Nok har året budt på alverdens udfordringer for ROMU og næsten fire måneder sammenlagt for de ti besøgssteder med en nedlukning, som vi meget gerne ville have været foruden. Men vi står nu også med en ny og skøn web-butik, med flere velfungerende digitale nyhedsbreve, med udstyr og kompetence til at livestreame foredrag til hele landet, med gode erfaringer fra virtuel alsang i samarbejde med andre kulturinstitutioner.
ROMU har i 2020 også gennem lovende samarbejder udvidet med digitalt læringsmateriale og podcasts samt med en stigende mængde af kulturhistoriske artikler og videoer, der formidles til stadig flere mennesker.
Sammen har medarbejderne også håndteret de svære økonomiske udfordringer så ansvarligt, at vi efter omstændighederne kommer fornuftigt og trygt ud af året.
Alle disse nyskabelser og læringer fra corona-året vil gøre det lettere, hurtigere og enklere for os, når vi i det nye år med lokal forankring i Roskilde, Frederikssund og Lejre Kommuner og nationalt udblik fortsat vil kæmpe for at bevare, åbne og udbrede kulturarv for stadig flere borgere.
Stor tak for samarbejde og støtte
En solid opmuntring i det svære år, vi snart lægger bag os, har det været at opleve det tætte samarbejde med borgerne og brugerne, med de mange frivillige, med foreningerne, med forvaltningerne, med andre kulturinstitutioner og uddannelsesmiljøer, med politikere, med fonde og bevillingsgivere. Også blandt mediepartnere og hos erhvervsliv har der været gode relationer til ROMU.
Alt dette og meget mere til ønsker vi fra ROMU at sige varmt tak for her ved årets afslutning. Der er ingen grund til at gøre 2020 til et glansbillede. For eftertiden kan vi kun lære af det, der skete, ved at se realiteterne i øjnene. Det har været hårdt. Der var dalende besøgstal. Vi blev pressede undervejs. Selv den nye teknik fik nogle udfald undervejs.
Men vi oplevede, da det så sort ud, og udfordringerne kom, at vi havde venner, støtter og tætte relationer, som vi kunne komme gennem krisen med i mental samklang trods fysisk afstand.
Så hjertelig tak for alt godt samarbejde og fornem støtte i året, som gik, og rigtig glædelig jul!
Højtiden bliver næppe hvid i år, men vi er forvissede om trods alt, at der venter mere lys og bedre tider forude.
På hjerteligt gensyn i 2021 på museerne!