ROMUs arkæologiske chef, Julie Nielsen, har forsket i Lejres skibssætninger – formationen af store sten, der menes at symbolisere de afdødes sejltur til dødsriget. Hun ser de monumentale skibssætninger tale ind storheden, der kendetegner områdets kongehaller. Læs det andet af tre nedslag i den alsidige forskning, der fylder ’Viking Dynasties’ – et tværnordisk projekt, der nu er ude som bog.

Manifestér din status, mens du lever – og også på din rejse til dødsriget. Det var tankegangen hos de magtfulde konger, der befolkede Lejre i yngre jernalder. I sit bidrag til det store fællesnordiske forskningsprojekt ’Viking Dynasties’, der netop er udkommet som bog, genskaber ROMUs arkæologiske chef, Julie Nielsen, Lejres skibssætninger: De bådformede stenformationer, der markerer de afdødes sejltur til dødsriget.

Spektakulære fund i Lejre

I sit forskningsprojekt genbesøger Julie Nielsen en udgravning, som Nationalmuseets arkæolog Harald Andersen forestod i gravhøjen Grydehøj i Lejre i 1956. I samme periode undersøgte han i området en velbevaret vikingetidsgravplads fra omkring år 900- 950.

”Man kan sige, at han med sit spektakulære fund var personen, der genopdagede Lejre,” siger Julie Nielsen.

Genskaber skibssætninger

Mange ved, at der omkring Grydehøj har stået én skibssætning. Færre er klar over, at gravhøjen var omkranset af en mindre flåde med mindst fire skibssætninger. Konkret har Julie Nielsen prøvet at genskabe stenformationerne ved at koble gamle og nye tegninger af dem.

”Jeg forsøger at rekonstruere skibssætningerne for at vise, hvor og hvordan de stod i landskabet. Og ikke mindst hvad de betød – i sig selv, i samspil med gravhøjen, med vikingetidsgravpladsen – med Lejre i et større perspektiv,” forklarer Julie Nielsen.

Mytiske sten med og uden grave

Skibssætninger kommer i mange former: I Lejres stræber store, ovale sten på højkant mod himlen. Stenformationerne knytter sig til flere historiske perioder, fortæller Julie Nielsen:

”Med inspiration fra bronzealderens skibssætninger konstruerer yngre jernalders mennesker deres egne udgaver. Det er interessant, at de læner sig op ad en tradition, men samtidig skaber en ny ved at gøre skibssætningerne så store og monumentale.”

Skibssætningerne forbinder vi med gravsteder, men man ser også skibssætninger uden grave. ”Det giver anlæggene en nærmest mytisk karakter,” pointerer Julie Nielsen.

Sten udstråler kongers magt

I projektet ’Viking Dynasties’ sammenligner forskere fra Danmark og Sverige de to søsterdynastier med hver deres sagnomspundne slægt: skjoldungerne i Lejre og ynglingerne i Gamla Uppsala i Sverige.

”Vi ser ikke skibssætninger i selve Gamla Uppsala. Ynglingerne har til gengæld runesten. De har anvendt skibsbegravelser, hvor de stedte de døde til hvile i rigtige både ved de nærliggende gravpladser – Valsgärde og Vendel,” siger Julie Nielsen.

Hun fremhæver desuden Lejre-skibssætningens størrelse.

”Den afspejler opblomstringen af Lejres monumentale periode omkring 650. Vi kan sammenkoble den med Lejres kongehaller, der viser kongernes enorme storhed, status og magt.”

Folk valfartede til døde i gravhøj

Som en del af sit projekt har Julie Nielsen med nye kulstof 14-dateringer tidsbestemt knoglemateriale fra gravhøjen Grydehøj. Hendes forskning viser, at gravhøjen er blevet opført omkring år 650. Og at skibssætningen sandsynligvis blev rejst samtidig med gravhøjen.

”Jeg tror, at højen fortæller historien om en fyrstelig gravlæggelse i yngre jernalder – med et stort anlagt ligbål, der er brændt ned, hvorefter højen er opført. Højen stod formentligt åben en periode, så folk kunne valfarte hertil og sige farvel til afdøde. Sådan som mennesker også i dag tager afsked med statsoverhoveder og kongelige,” siger Julie Nielsen.

Rejsen til dødsriget er showoff

Samme bygherre står bag skibssætning og gravhøj, mener Julie Nielsen. De to elementer ser hun som dele af én imposant minde- og gravplads. Hun drager parallel til den tidligste Lejre-hal ved Mysselhøjgård-bopladsen: Den imponerende halbygning, der her er opført på en jordplatform og omkranset af en smuk stenformation, viser Lejres indtræden i sin storhedstid med ekstravagante byggerier.

”Ikke kun i de store haller, der tilhørte de levende, men også i begravelsesceremonierne, de afdødes rejse herfra og deres fysiske aftryk udtrykker vores forfædre et showoff uden lige,” siger Julie Nielsen.

Deler viden med svenske forskere

Som forsker føler hun sig privilegeret ved med sit projekt at bidrage til ’Viking Dynasties’.

”Det internationale samarbejde har været utroligt spændende. Fagligt og personligt har det beriget at få et dybdegående indblik i udgravningerne i Gamla Uppsala og dele værdifuld viden med forskerne dér.”

Bog er efterspurgt

I ’Viking Dynasties’ formidler Julie Nielsen og hendes forskerkolleger Lejres fortid til et internationalt publikum, der længe har efterspurgt den viden og indsigt, bogen giver.

”Vi håber, at værket på sigt vil trække flere gæster til Lejre Museum – at folk vil føle, at de må hertil og have det fulde og virkelige billede af det, vi kalder kongerigets vugge,” siger Julie Nielsen.

Arkæolog og seniorforsker ved ROMU Ole Kastholm stiller skarpt på Lejre-kongernes sørute og sejlene, de satte, når de drog til søsterdynastiet i den midtsvenske by Uppsala. Læs den første af tre artikler med nedslag i den alsidige forskning, der fylder ’Viking Dynasties’ – et tværnordisk projekt, som netop er udkommet som bog.

Hvordan ville du forcere de 700 kilometer fra Lejre til den midtsvenske by Uppsala? Nutidens rejsende tyer typisk til digitale værktøjer som Google Maps eller Rejseplanen. Arkæolog og seniorforsker ved ROMU, Ole Kastholm, måtte gå anderledes analogt til værks, da han identificerede ruten, som kongerne fra Lejre og Uppsala i yngre jernalder fulgte for at besøge hinanden. Med skriftlige kilder, skibsfund og en rationel tilgang har han kortlagt kongernes færd.

”I dag gør motorvejs- og jernbanenettet strækningen mellem Uppsala og Lejre komfortabel. Dengang var etapen præget af uvejsomt landskab. Netop på dén strækning var rejsen over land derfor urealistisk,” siger Ole Kastholm.
Så kongerne drog ad søvejen. Bådene signalerede status hos eliten.
”Dens sejlende skibe står som magtsymboler,” siger arkæologen.

Stedkendte folk var om bord

Hvor lang tid tog turen med skib? Og hvad fik sagnkongerne ud af de strabadserende togter? De spørgsmål besvarer Ole Kastholm i sit bidrag til forskningssamarbejdet ’Viking Dynasties’. I projektet, der netop er udkommet i en diger bogversion, analyserer han og arkæologkolleger fra både Danmark og Sverige relationen mellem de to kongedynastier i Lejre og Uppsala.

Søvejen, som Ole Kastholm kortlægger, er snirklet: Fra Roskilde Fjord sejlede kongerne videre ud på Kattegat, ned gennem Øresund, rundt om Sydsverige og ind gennem den store, labyrintiske sø Mälaren.
”Du kan kun navigere gennem Roskilde Fjord, hvis du kender den. Det samme gælder Mälaren. Begge steder må kongerne have haft stedkendte folk ombord, som kunne hjælpe dem,” vurderer Ole Kastholm.

Mange farer var på spil

Med brug af data fra eksperimentelarkæologi har Ole Kastholm beregnet, at kongerne kunne tilbagelægge 75 sømil i døgnet. Det giver en samlet rejsetid på otte dage og nætter på strækningen mellem Lejre til Uppsala. Hvis man, vel at mærke, sejler nonstop.
Som erfaren sejler på moderne sejlbåde såvel som traditionelle, nordiske skibe ved Ole Kastholm, at utallige faktorer kan forhale turen. Først og fremmest spiller vind, vejr og fartøjernes tilstand ind. Der er farvande, som kongerne må undgå, fordi de er uvenner med lokalbefolkningen. Andre strækninger udfordrer, fordi de med klippeskær og granbevoksede øer er labyrintiske.
”Nogle dage når man nul, nogle dage 10, nogle dage andre antal sømil,” konkluderer Ole Kastholm og tilføjer:
”Mine forskningsresultater afspejler den ideelle rejsetid fra A til B. Her har vi en måde at beskrive og beregne rejsen på – det er dét, som er essensen her.”

Sejl af uld hamp og hør

I sit forskningsprojekt undersøger Ole Kastholm også bådtypen, som kongerne og deres følger rejser med. I 600-tallet, omkring 100 år efter, at eliten etablerer magtsæder i Lejre og Uppsala, undergår dens skibe en banebrydende udvikling:

”De får sejl; det afspejler kongernes magt og særlig status,” siger seniorforskeren.
Sejl af uld krævede omfattende fårehold. For at fremstille sejl af plantematerialer måtte man dyrke enorme mængder hamp eller hør.
”Heri lå et kæmpe arbejde: Det var dobbelt-op på ressourcer i forhold til forløberen, robåden,” siger Ole Kastholm.
Tilmed fordrer sejlene særlige kompetencer hos skibsbyggerne.
”Håndværkerne skal have en kompleks viden om, hvordan de fremstiller sejl, tovværk og fartøjer, der passer til. Du kan ikke bare montere et sejl på den hidtidige robåd.”

Sejlet er showoff

Sejlets entré på kongernes maritime arena taler ind i samfundets infrastruktur, siger Ole Kastholm.

”Det bliver endnu en måde for kongerne at sætte sig i respekt og centrere deres ressourcer på. Et magtsymbol som dem, vi ser på landjorden, med imposante halbyggerier og monumentale skibssætninger af sten. Sejlet er ren showoff for kongerne.”

Ole Kastholm fremhæver den sanselighed, der er indvævet i sejlet:
”At se det fyldes af vinden og at opleve bådens lydløshed som kontrast til årernes højlydte plask i vandet – det må have været magisk.”

Roernes fysiske indsats krævede mad og drikke, hvile og en stor besætning med skiftehold. Sejlbåden kan i princippet skyde frem i døgndrift – med vinden som sin energikilde. Tilmed speeder sejlet bådens hastighed væsentligt op.
”Folk, der stod på bredden og betragtede sejlet, må have mærket en wow-effekt. Sejlets komme indikerer kongesamfundets udvikling i en ny retning,” siger Ole Kastholm.

Lejre ryger op i international forskningsliga

Seniorforskeren fremhæver ’Viking Dynasties’-projektets faglige udbytte:
”Det har været utroligt berigende, ikke kun for os som arkæologer, men også for selve udforskningen af Lejre. Sammen med kortlægningen af det fælles ideologiske grundlag for Uppsala og Lejre løfter kombinationen af tværfaglighed og mange stærke kompetencer kongesædet i Lejre op i en international forskningsliga.”

I dag ved vi, at kongesædet ved Lejre ikke blot er sagn og myter. Sådan har det dog ikke altid været. Middelalderens saga- og krønikelitteratur fremstiller Lejre som Skjoldungernes hjem og danernes første kongesæde, og scener fra det oldengelske heltekvad om Beowulf menes at udspille sig netop her. Men i lang tid var det kun de skriftlige kilder, der vidnede om det gamle kongesæde. I tiden efter anden verdenskrig begyndte vi imidlertid at få ”syn for sagn” gennem arkæologiske udgravninger. I 1940’erne og 1950’erne lokaliserede Nationalmuseet gravpladsen ved skibssætningen, og fra midten af 1980’erne og til 2009 kortlagde ROMU, med
arkæologen Tom Christensen i spidsen, de mange generationer af mægtige kongehaller – den største længere end 60 m – som dannede centerpunkt i de kongelige residensområder fra omkring år 500 og indtil 1000 e.Kr.

Resultaterne af museets mange undersøgelser samlede Tom i en stor bog, Lejre bag myten. De arkæologiske udgravninger, som blev udgivet i 2015. Bogen gjorde vores viden om kongesædet og dets betydning tilgængelig for både læg og lærd. Hermed var grunden også lagt for at se Lejre i et andet perspektiv, hvilket blev forfulgt i forskningsprojektet Viking Dynasties – The royal families of Lejre and Uppsala between archaeology and text. I dette samarbejde mellem Nationalmuseet, Uppsala universitet og ROMU blev mange aspekter, som binder kongesæderne ved Uppsala og Lejre sammen, udforsket af eksperter fra forskellige fagområder. Alt dette præsenteres i en snarlig bog.

Med Viking Dynasties-projektet blev der foretaget udgravninger i Lejre flere år i træk. Ved den sidste af disse undersøgelser – i 2019 – var det palisaden, som omkranser halområdet, der blev fokuseret på. Sporene efter palisaden er ved flere tidligere lejligheder blevet arkæologisk dokumenteret, men i 2019 blev den portåbning, som nødvendigvis måtte findes et sted i den flere hundrede meter lange palisade, eftersøgt – og fundet! Nu kunne vi endelig træde ind lige dér, hvor oldtidens arkitekt havde tænkt det, og med lige dele viden og forestillingsevne se den knejsende kongehal på bakkeskråningen (fig. 1).

NYE VEJE
Selv om vores viden om kongesædet på den måde er vokset gennem årene, så ved vi stadig kun en brøkdel om alt det uden for selve halområderne – om, hvordan et kongesæde satte sig aftryk i landskabet. Kort sagt: Når det kommer til Lejre – uden for palisaden – så står mange store spørgsmål ubesvarede. Men potentialet for at finde svarene gemmer sig heldigvis stadig derude.

I dag ved vi med sikkerhed, at Lejre er et af Danmarks tidligste kongesæder. Kongesædet har bestået af et større sammenhængende kompleks, hvor vi har en grundlæggende viden om bygningerne, og deres karakter og kronologi, inden for selve det palisadeomkransede residensområde. Vi kender i nogen grad også strukturerne i de nærmeste omgivelser uden
for palisaden. Således er undersøgt dele af et værkstedsområde under nutidens Gl. Lejre landsby og en del af et begravelsesområde ved skibssætningerne øst for landsbyen, der begge må have tilknytning til komplekset, og derudover har vi kendskabet til de synligt bevarede fortidsminder som gravhøje og rester efter skibssætninger. Inden for en radius af 1 kilometer omkring selve residensområdet er der imidlertid stor sandsynlighed for, at der findes yderligere – uopdagede – gravpladser, offerområder, vadesteder, broer, vandmøller, regulerede vandløb og skjulte spor efter oprindeligt monumentale fortidsminder. Hvert af disse elementer udgør større undersøgelsesobjekter, der kan bidrage med ny og vigtig viden til vores forståelse af kongesædets interne og eksterne strukturer og iscenesættelse og udviklingen heraf.

Men landskabet uden for palisaden er stort. Af praktiske, økonomiske og bevaringsmæssige årsager er det selvfølgelig ikke en mulighed at udgrave omgivelserne i deres helhed. Så hvordan finder vi egentlig nålene i høstakken? Der er flere veje frem: nye fund, et fornyet blik på den viden, som allerede ligger i arkiverne, og – ikke mindst – nye metoder til eftersøgning af arkæologiske strukturer.

Hvad nye fund angår, så danner de mange metalfund, som detektorarkæologer gennem de senere år har opdaget i Lejre-mulden, den absolut største landvinding. Hvert eneste år dukker nyt op, og antallet af detektorfund fra området tæller nu langt over 2.500. Således kan koncentrationerne af fund vise, hvor det kunne være givende at sætte ind med arkæologiske undersøgelser (fig. 2).

Men det er ikke kun nyhederne, som kan hjælpe i fremtidige projekter. Gamle fund og optegnelser rummer også væsentlig viden. For eksempel kan Nationalmuseets ældre småudgravninger af enkeltvise jernalderbegravelser være indikationer på, hvor der gemmer sig større gravpladser. Og historiske kilder kan indikere, hvor der skal ledes efter forsvundne
skibssætninger; for vi ved, at der har været adskilligt flere end de tilbageværende spor af de to, som består i dag. Gennemgang af gamle kort kan fortælle, hvor der blandt andet har været vadesteder og vandmøller, og moderne højdekort kan afsløre strukturer i landskabet som ødelagte gravhøje, dæmninger og hulveje.

Selv med metalfundene og vores viden fra arkiver og kort så er høstakken, hvori nålene skal findes, imidlertid stadig ret stor. Her er det, at nye metodiske landvindinger i form af geofysiske undersøgelser kan være en hjælp. Dette er non-destruktive undersøgelser, hvor store arealer kan afsøges næsten uden at knække et græsstrå, og under gunstige forhold
kan de vise præcist, hvor det vil være givtigt at sætte spaden i jorden. Det var geofysiske undersøgelser, som ledte museet på sporet af den største af kongehallerne, der blev udgravet i 2008-2009, og ved hvilken den nu så berømte Odin-figur i tilgift dukkede op. For at blive lidt klogere på, hvilket potentiale de geofysiske undersøgelser kunne have ved fremtidige undersøgelser omkring Lejre, udførte vi, i samarbejde med Norges teknisknaturvitenskapelige universitet i Trondhjem, et pilotprojekt i 2021.5 Lad os kaste et blik på, hvad der kom ud af det.

ET PILOTPROJEKT
Projektet, der strakte sig over to efterårsdage i 2021, skulle vurdere anvendeligheden af georadarmålinger som mulighed for at tilegne sig ny viden om Lejre. Et område omkring kongehallerne ved Mysselhøjgård og et område omkring Grydehøj og skibssætningerne blev undersøgt. Dele af disse områder har tidligere været arkæologisk undersøgt, mens andre dele var uberørte. Det var derfor muligt at lave nogle direkte sammenligninger mellem den eksisterende arkæologiske viden, og hvad den jordgennemtrængende radar – også kendt som en georadar – kunne synliggøre i undergrunden, uden at foretage en egentlig udgravning.

Om metoden
En georadar er en non-destruktiv måde, hvorpå man kan forsøge at få et billede af arkæologiske spor under jordoverfladen, men uden at grave, og på en hurtig og skånsom måde. Ved at sende radiobølger ned i jorden og derefter måle, hvilke dele af signalet der reflekteres tilbage til overfladen, og samtidig måle styrken af denne refleksion, kan man skabe billeder af undergrunden. Disse billeder ligner lange profiltegninger af undergrunden (fig. 3). Det er hovedsageligt ændringer i den elektriske ledningsevne, der forårsager ændringerne i signalets refleksion. Der, hvor der er en stor kontrast mellem for eksempel to uens jordlag eller mellem fyldet i en arkæologisk struktur og undergrunden omkring denne, vil dette skabe en ændring i refleksionerne, der kan detekteres ved hjælp af radarsystemet. Det kan enten skyldes, at noget af signalet reflekteres tilbage, eller at noget af signalet absorberes, og at kontrasten dermedfremstår som en zone med mindre reflekteret energi end en zone med
kraftigere refleksioner. Når man så samler et antal profiler tæt på hinanden, kan man lave et kort over alle disse ændringer, for en række forskellige dybder, og med høj grad af nøjagtighed. Dette kaldes dybdeskiver. Disse geofysiske kort over alle sådanne ”anomalier” tolkes derefter arkæologisk, hvor man forsøger at ”oversætte” de geofysiske observationer til en arkæologisk fortolkning ved at studere de indsamlede data i plan og profil, altså horisontalt og vertikalt. Typisk studerer man form, udseende og kontrast i de geofysiske data, samt om de fremstår i et mønster eller en udstrækning, som kan forklares ud fra arkæologiske observationer, der kendes fra andre steder.

Ved kongehallerne
Ved Mysselhøjgård undersøgte vi et areal på omtrent 20.200 m2, omkring sporene efter nogle af de tidligere udgravede halbygninger, men også et ret stort område vest for disse og videre vest forbi palisaden (fig. 4). Undergrunden består af moræneler længst mod vest, mens den i halområdet og ned mod landsbyen i øst består af smeltevandssand og smeltevandsgrus. En af de mest åbenlyse observationer var et klart signal fra stolpehullerne fra væggene i halbygning XLI og XLII. Disse har tidligere været undersøgt, men ikke alle blev fuldt udgravet. Hullerne fra de støttestolper, der træder synligt frem på georadaren, er opfyldt med lerklining, hvidbrændt flint og sten. Når vi ikke har meget tydelige spor af rækker af stolper i resten af georadardatasættet, men kan se nogle væggrøfter, kan det være et tegn på, at de stolpehuller, der ellers kan ligge inden for undersøgelsesområdet, ikke er fyldt med sten og lerklining – og derfor ikke er så lette at opdage med georadar på dette sted.

I øvrigt fremgik støttestolperne også meget tydeligt i et andet geofysisk datasæt fra 2008, hvor området blev undersøgt med magnetometer.8 Dette er en metode, der viser magnetiske egenskaber frem for den elektriske ledningsevne, som georadaren benytter. Derfor er det to målemetoder, der med fordel kan supplere hinanden.

En anden interessant observation fra georadaren er sporene efter en tilsyneladende velbevaret bygning på østsiden af den nord-syd-gående palisadegrøft vest for de berømte halbygninger. Her er der spor af en velbevaret væggrøft, der viser sporene efter en konstruktion på ca. 13,5
x 8 m N-S-orienteret parallelt med palisaden (fig. 5). Der er også spor efter en grøft i bueforløb fra enten et krumvægget langhus eller en buet drængrøft lidt længere mod øst, mellem palisaden og de kendte haller.

Ligeledes kan der observeres større nedgravninger ca. 90 meter længere vestpå, som kan være nedgravede værkstedshytter, såkaldte grubehuse (se fig. 4). På Mysselhøjgård ses desuden nogle grøfteforløb til huse, der tidligere er påvist, men ikke helt udgravet (fig. 6). Flere af disse kan nu spores videre i de geofysiske data i de områder, som ikke har været udgravet, og dette viser, hvordan metoden kan give et mere omfattende billede i situationer, hvor arkæologiske spor er kendt, men hvor vi ikke kender deres form, størrelse og omfang samt graden af deres bevaring.

Ved Grydehøj og skibssætningerne
Her undersøgte vi ca. 10.200 m2 (fig. 7). Vi forsøgte at komme så tæt på skibssætningen som muligt og at dække områderne både mod syd og mod nord. Det antages, at der har været yderligere to skibssætninger længere mod syd, som nu ikke længere er synlige, på grund af bl.a. grusgravning før i tiden. Der er foretaget en række undersøgelser på stedet i perioden 1944-1968, hvor der blev fundet mindst 55 grave fra vikingetiden, hvoraf 49 er sikre jordfæstegrave.

Formentlig er gravpladsen afgrænset mod syd og vest, men der bør være flere grave både mod nord og mod øst. Nogle af gravene havde spor af trækister, en enkelt havde spor af en indre stenfyldning, mens andre var dækket af mindre stenlægninger. Undergrunden på stedet er kategoriseret som smeltevandsgrus og består af en højderyg dannet som en del af en moræneafsætning og bakker af lagdelt sand og grus afsat af tidligere floder, som efterfølgende er blevet omgivet af dale, hvori der har løbet smeltevandsfloder, som har eroderet sig ned i de afsatte masser. Resultatet er en meget sammensat og varierende undergrund, som komplicerer billedet fra georadarundersøgelsen og gør det svært at fortolke entydigt. Nogle af de tidligere udgravede grave kan ses, ikke som en reflekterende anomali, men hvor energien absorberes. Disse grave er ikke særlig tydelige, og det er hovedsageligt, fordi vi i forvejen vidste, at de havde været der, at vi kunne bemærke dem i data (fig. 8). I georadarens data kan kun ses et par mulige nye grave eller anomalier med samme form og orientering, og generelt var tydelige grave vanskelige at opdage. Dette trods vores viden fra de tidligere udgravninger. Udfordringerne er et tegn på, at kontrasten mellem gravfyld og den omgivende undergrund er for lille til, at den pålideligt kan påvises ved denne metode for nuværende. Desuden forekommer der også generelt et stort antal sten i undergrunden. Nogle ligger i den bedst bevarede skibssætnings akse og kan være rester af fundamenter til denne velkendte skibssætning. Vi ved også, at flere grave havde stenmarkeringer, og i georadardataene er enkeltliggende sten tolket som ”punktobjekter”. Hvorvidt disse refleksioner fra enkeltliggende sten kan tolkes som gravmarkeringer, er usikkert. Det var ikke muligt at finde tydelige spor efter de i dag fjernede skibssætninger mod syd.

Samlet set
Generelt viser resultaterne fra dette pilotprojekt, at georadar som metode, gerne i kombination med magnetometermålinger, kan bidrage med ny viden. Ved at kunne ”teste” metoden på tidligere undersøgte huse, strukturer og grøfter omkring Mysselhøjgård viser projektet, at der kan opnås ny kulturhistorisk viden ved at anvende sådanne nondestruktive metoder, også ved Lejre. Især påvisningen af en bygning lige inden for palisaden er interessant for forståelsen af lokaliteten og understøtter det billede, som tidligere undersøgelser har påvist ved den
nordlige og vestlige palisade. Resultaterne fra området ved Grydehøj og skibssætningerne var mere tvetydige. Reaktionen fra georadaren var bedre på undergrunden ved Mysselhøjgård, end det var tilfældet på undergrunden ved Grydehøj. Desuden skal metoderne – eller mere specifikt fortolkningerne af de data, der kan udledes – anvendes med en vis forsigtighed. Vi ved, at ikke alle typer konstruktionsspor er lige lette at opdage, og at fraværet af anomalier ikke nødvendigvis betyder, at der ikke er arkæologiske strukturer i undergrunden. Denne udfordring kan imødekommes ved at kombinere de non-destruktive undersøgelser med mere konventionelle arkæologiske metoder, såsom prøvegravninger og rekognosceringer.

LEJRES FORTID FOR FREMTIDEN
Lejre er ikke bare arkæologiske fund og historie, det er et helstøbt og unikt landskab formet under istiden, hvor kulturarven føjer sig ind i det naturgivne. Det er et landskab, som vi må behandle med varsomhed – også når vi udforsker det videnskabeligt. Derfor er geofysisk undersøgelse en oplagt metode, der ikke alene giver mulighed for at dække store arealer, men også kan medvirke til, at arkæologiske udgravninger i så høj grad som muligt bliver udført som nålestiksoperationer. Pilotprojektet fra 2021 viser, at potentialet er til stede for at opnå brugbare resultater med geofysiske undersøgelser i Lejre (fig. 9). Dog virker metoden øjensynligt bedre i nogle områder end andre.

Med de non-destruktive geofysiske undersøgelser kan vi forhåbentlig i fremtiden skyde os ind på, hvad der egentlig har ligget dér, hvor for eksempel de mange detektorfund dukker op. Er det hirdens gårde, specialiserede håndværkspladser eller offerområder? Måske kan vi også

indkredse, hvor de ”forsvundne” skibssætninger har været placeret, og lægger vi dette sammen med den viden, vi kan samle om gravhøjene, begynder der at tegne sig et mere fuldendt billede af det monumentlandskab, som har udgjort det arkitektoniske bagtæppe for kongeslægtens haller.

Der vil også være steder, hvor mere traditionelle arkæologiske metoder som prøvegravning må tages i brug, hvis vi skal blive klogere på Lejre. Det gælder på gravpladsen ved skibssætningerne og Grydehøj, hvor de geofysiske undersøgelser tilsyneladende ikke rigtigt fungerer. Til gengæld er der tale om et afgrænset område, som relativt let kan undersøges, naturligvis under hensyntagen til, at der skal indhentes dispensation til arbejdet, da området i dag er et klassificeret fredet fortidsminde. Vådområderne – som ådalen – giver erfaringsmæssigt heller ikke så gode geofysiske resultater. Men her kan andre kilder til gengæld hjælpe. Eksempelvis kan moderne laseropmålte landskabsmodeller samt stednavne på historiske kort give fingerpeg om, hvor det vil være givtigt at lede efter for eksempel vadesteder, broer og vandmøller.

Der er således nok at tage fat på, når det kommer til udforskningen af Lejre – det vil vi gøre i de kommende år. Det var ikke blot med opførelsen af storslåede kongehaller, at kongemagten blev etableret i Danmark. Der var tale om en kompleks og veltilrettelagt iscenesættelse af magt, hvor kongen hævede sig over andre og begrundede sin magt ved at kunne demonstrere relationer tilbage til forfædre, monumental arkitektur, et langtrækkende netværk og specialiserede håndværk. Undersøgelsen af Lejres udtryk i landskabet vil føje mange brikker til dem, vi kender, i vores viden om den tidlige kongemagt i Danmark og dermed om landets tilblivelse.

I Lejre har detektorførere fundet et yderst sjældent stykke af en hjelm fra tiden lige før vikingetid. Det guldbelagte fragment med røde smykkesten har siddet på en af Skandinaviens mest prægtige hjelme og vidner om nære forbindelser til nuværende England og Sverige. Fundet kan opleves på Lejre Museum, når museet holder særåbent i forbindelse med vinterferien i uge 8.

Guldbelægning, smykkesten og detaljerig dyreornamentik: Hjelmfragmentet, som i 2024 blev fundet i lokalområdet, vil snart lyse op i montren på Lejre Museum.

”I sig selv er fund af hjelmdele en sjælden ting i Danmark. Det her stykke stammer fra, hvad der må have været en af Skandinaviens mest prægtige hjelme,” vurderer ROMUs arkæologiske chef, Julie Nielsen.

Bronzefragmentet er forgyldt. Det er dekoreret med en rød smykkesten, en såkaldt granat. ”Guldet, ornamentikken og granaten viser hjelmens pragt,” siger Julie Nielsen.

Hjelmdele passer sammen som puslespilsbrikker

Fragmentet består af to dele, der blev fundet på samme mark, og som passer sammen som puslespilsbrikker. Tilsammen udgør stykkerne det meste af hjelmens øjenbrynsbue – det indikerer deres karakteristiske svungne form.

”Ornamentikken – et dyr med markante tænder og store øjne – afspejler den stil, vi kender fra den yngre germanske jernalder; fragmentet er fra perioden mellem år 650 og 750,” fastslår Julie Nielsen.

Symbol på kongepragt og magt

Hjelmen understreger den storhed og status, som vi ser i Lejres halbygninger og gravmonumenter fra samme periode. Ifølge Julie Nielsen har den været en helt særlig genstand tilegnet en konge eller en person, der rangerede højest i stedets stærkt opdelte hierarki:

”Den dybrøde granatsten har længe været forbundet med styrke. Den detaljerige ornamentik på hjelmen udgør en fortælling, et narrativ, om en enorm magt hos mennesket, der ejede og bar den,” siger den arkæologiske chef.

Lejre var et vigtigt handelscentrum

Julie Nielsen mener ikke, at hjelmen kan have været båret i kamp, for som hun siger: Lejre var i yngre germansk jernalder ikke et sted, hvor de lokale bekrigede hinanden – nærmere et politisk og religiøst elitested. Her dyrkede man guderne, ophøjetheden, netværket og handlen, endda på tværs af landegrænser.

”Vi ser i nabolande i øst og vest – England og Sverige – fund af hjelmfragmenter med et overordnet ens udtryk. Det viser, at Lejre lå som centrum på en akse. Handlen har her været et meget vigtigt omdrejningspunkt,” siger hun.

Svensk forsker: ”Fragmentet er unikt”

I storværket ”Viking Dynasties” sammenligner forskere fra ROMU, Nationalmuseet og Uppsala Universitet Lejres sagnkongesæde med et søsterdynasti i Gamla Uppsala i Sverige. Arkæolog og seniorforsker ved Uppsala Universitet John Ljungkvist har nærstuderet hjelmfragmentet fra Lejre og fremhæver dets unikke konstruktion:

”Hvor vi i andre hjelme ser tre separate beslag, der er sat sammen, er denne hjelms øjenbrynsbue konstrueret i ét stykke. Den nye variant af den eksklusive hjelm har vi ikke fundet tilsvarende før.”

At man kunne fremstille en hjelm af den kaliber er i John Ljungkvists øjne enestående:

”Det er håndværk af en helt særlig kvalitet – på højde med håndværket bag den berømte hjelm fra Sutton Hoo-skibsgraven i England.”

Oplev hjelmstykket live

De to hjelmdele blev fundet på lokaliteten Lillebro ved Lejre. To detektorførere fra henholdsvis Jylland og Sverige stødte på stykkerne under et træf i foråret 2024. De indleverede fragmenterne til museet som danefæ. På ROMUs anmodning hastebehandlede Nationalmuseet fundet og straksudlånte det til Lejre Museum.

”Det lå os stærkt på sinde at få fragmentet hurtigt ud i en montre på museet. Vi glæder os over, at vi allerede nu kan vise det til alle, der interesserer sig for vores fælles fortid,” siger Julie Nielsen.

Foto af fragmentet skaber ivrig debat
Et foto af hjelmfragmentet pryder forsiden på storværket ”Viking Dynasties” – forskningsprojektets bogudgave, der udkommer 21. januar. Blandt hjelm-entusiaster satte forsidefotoet straks gang i en debat.

”Det bliver heftigt diskuteret, hvor dette nye fragment mon er dukket op henne. Derfor er det fedt, at vi nu kan offentliggøre hjelmfragmentet og fortællingen om, at det er fundet her ved Lejre,” siger Julie Nielsen.

ROMUs arkæologiske chef, Julie Nielsen, har forsket i Lejres skibssætninger – formationen af store sten, der menes at symbolisere de afdødes sejltur til dødsriget. Hun ser de monumentale skibssætninger tale ind storheden, der kendetegner områdets kongehaller. Læs det andet af tre nedslag i den alsidige forskning, der fylder ’Viking Dynasties’ – et tværnordisk projekt, der nu er ude som bog.

Manifestér din status, mens du lever – og også på din rejse til dødsriget. Det var tankegangen hos de magtfulde konger, der befolkede Lejre i yngre jernalder. I sit bidrag til det store fællesnordiske forskningsprojekt ’Viking Dynasties’, der netop er udkommet som bog, genskaber ROMUs arkæologiske chef, Julie Nielsen, Lejres skibssætninger: De bådformede stenformationer, der markerer de afdødes sejltur til dødsriget.

Spektakulære fund i Lejre

I sit forskningsprojekt genbesøger Julie Nielsen en udgravning, som Nationalmuseets arkæolog Harald Andersen forestod i gravhøjen Grydehøj i Lejre i 1956. I samme periode undersøgte han i området en velbevaret vikingetidsgravplads fra omkring år 900- 950.

”Man kan sige, at han med sit spektakulære fund var personen, der genopdagede Lejre,” siger Julie Nielsen.

Genskaber skibssætninger

Mange ved, at der omkring Grydehøj har stået én skibssætning. Færre er klar over, at gravhøjen var omkranset af en mindre flåde med mindst fire skibssætninger. Konkret har Julie Nielsen prøvet at genskabe stenformationerne ved at koble gamle og nye tegninger af dem.

”Jeg forsøger at rekonstruere skibssætningerne for at vise, hvor og hvordan de stod i landskabet. Og ikke mindst hvad de betød – i sig selv, i samspil med gravhøjen, med vikingetidsgravpladsen – med Lejre i et større perspektiv,” forklarer Julie Nielsen.

Mytiske sten med og uden grave

Skibssætninger kommer i mange former: I Lejres stræber store, ovale sten på højkant mod himlen. Stenformationerne knytter sig til flere historiske perioder, fortæller Julie Nielsen:

”Med inspiration fra bronzealderens skibssætninger konstruerer yngre jernalders mennesker deres egne udgaver. Det er interessant, at de læner sig op ad en tradition, men samtidig skaber en ny ved at gøre skibssætningerne så store og monumentale.”

Skibssætningerne forbinder vi med gravsteder, men man ser også skibssætninger uden grave. ”Det giver anlæggene en nærmest mytisk karakter,” pointerer Julie Nielsen.

Sten udstråler kongers magt

I projektet ’Viking Dynasties’ sammenligner forskere fra Danmark og Sverige de to søsterdynastier med hver deres sagnomspundne slægt: skjoldungerne i Lejre og ynglingerne i Gamla Uppsala i Sverige.

”Vi ser ikke skibssætninger i selve Gamla Uppsala. Ynglingerne har til gengæld runesten. De har anvendt skibsbegravelser, hvor de stedte de døde til hvile i rigtige både ved de nærliggende gravpladser – Valsgärde og Vendel,” siger Julie Nielsen.

Hun fremhæver desuden Lejre-skibssætningens størrelse.

”Den afspejler opblomstringen af Lejres monumentale periode omkring 650. Vi kan sammenkoble den med Lejres kongehaller, der viser kongernes enorme storhed, status og magt.”

Folk valfartede til døde i gravhøj

Som en del af sit projekt har Julie Nielsen med nye kulstof 14-dateringer tidsbestemt knoglemateriale fra gravhøjen Grydehøj. Hendes forskning viser, at gravhøjen er blevet opført omkring år 650. Og at skibssætningen sandsynligvis blev rejst samtidig med gravhøjen.

”Jeg tror, at højen fortæller historien om en fyrstelig gravlæggelse i yngre jernalder – med et stort anlagt ligbål, der er brændt ned, hvorefter højen er opført. Højen stod formentligt åben en periode, så folk kunne valfarte hertil og sige farvel til afdøde. Sådan som mennesker også i dag tager afsked med statsoverhoveder og kongelige,” siger Julie Nielsen.

Rejsen til dødsriget er showoff

Samme bygherre står bag skibssætning og gravhøj, mener Julie Nielsen. De to elementer ser hun som dele af én imposant minde- og gravplads. Hun drager parallel til den tidligste Lejre-hal ved Mysselhøjgård-bopladsen: Den imponerende halbygning, der her er opført på en jordplatform og omkranset af en smuk stenformation, viser Lejres indtræden i sin storhedstid med ekstravagante byggerier.

”Ikke kun i de store haller, der tilhørte de levende, men også i begravelsesceremonierne, de afdødes rejse herfra og deres fysiske aftryk udtrykker vores forfædre et showoff uden lige,” siger Julie Nielsen.

Deler viden med svenske forskere

Som forsker føler hun sig privilegeret ved med sit projekt at bidrage til ’Viking Dynasties’.

”Det internationale samarbejde har været utroligt spændende. Fagligt og personligt har det beriget at få et dybdegående indblik i udgravningerne i Gamla Uppsala og dele værdifuld viden med forskerne dér.”

Bog er efterspurgt

I ’Viking Dynasties’ formidler Julie Nielsen og hendes forskerkolleger Lejres fortid til et internationalt publikum, der længe har efterspurgt den viden og indsigt, bogen giver.

”Vi håber, at værket på sigt vil trække flere gæster til Lejre Museum – at folk vil føle, at de må hertil og have det fulde og virkelige billede af det, vi kalder kongerigets vugge,” siger Julie Nielsen.

Arkæolog og seniorforsker ved ROMU Ole Kastholm stiller skarpt på Lejre-kongernes sørute og sejlene, de satte, når de drog til søsterdynastiet i den midtsvenske by Uppsala. Læs den første af tre artikler med nedslag i den alsidige forskning, der fylder ’Viking Dynasties’ – et tværnordisk projekt, som netop er udkommet som bog.

Hvordan ville du forcere de 700 kilometer fra Lejre til den midtsvenske by Uppsala? Nutidens rejsende tyer typisk til digitale værktøjer som Google Maps eller Rejseplanen. Arkæolog og seniorforsker ved ROMU, Ole Kastholm, måtte gå anderledes analogt til værks, da han identificerede ruten, som kongerne fra Lejre og Uppsala i yngre jernalder fulgte for at besøge hinanden. Med skriftlige kilder, skibsfund og en rationel tilgang har han kortlagt kongernes færd.

”I dag gør motorvejs- og jernbanenettet strækningen mellem Uppsala og Lejre komfortabel. Dengang var etapen præget af uvejsomt landskab. Netop på dén strækning var rejsen over land derfor urealistisk,” siger Ole Kastholm.
Så kongerne drog ad søvejen. Bådene signalerede status hos eliten.
”Dens sejlende skibe står som magtsymboler,” siger arkæologen.

Stedkendte folk var om bord

Hvor lang tid tog turen med skib? Og hvad fik sagnkongerne ud af de strabadserende togter? De spørgsmål besvarer Ole Kastholm i sit bidrag til forskningssamarbejdet ’Viking Dynasties’. I projektet, der netop er udkommet i en diger bogversion, analyserer han og arkæologkolleger fra både Danmark og Sverige relationen mellem de to kongedynastier i Lejre og Uppsala.

Søvejen, som Ole Kastholm kortlægger, er snirklet: Fra Roskilde Fjord sejlede kongerne videre ud på Kattegat, ned gennem Øresund, rundt om Sydsverige og ind gennem den store, labyrintiske sø Mälaren.
”Du kan kun navigere gennem Roskilde Fjord, hvis du kender den. Det samme gælder Mälaren. Begge steder må kongerne have haft stedkendte folk ombord, som kunne hjælpe dem,” vurderer Ole Kastholm.

Mange farer var på spil

Med brug af data fra eksperimentelarkæologi har Ole Kastholm beregnet, at kongerne kunne tilbagelægge 75 sømil i døgnet. Det giver en samlet rejsetid på otte dage og nætter på strækningen mellem Lejre til Uppsala. Hvis man, vel at mærke, sejler nonstop.
Som erfaren sejler på moderne sejlbåde såvel som traditionelle, nordiske skibe ved Ole Kastholm, at utallige faktorer kan forhale turen. Først og fremmest spiller vind, vejr og fartøjernes tilstand ind. Der er farvande, som kongerne må undgå, fordi de er uvenner med lokalbefolkningen. Andre strækninger udfordrer, fordi de med klippeskær og granbevoksede øer er labyrintiske.
”Nogle dage når man nul, nogle dage 10, nogle dage andre antal sømil,” konkluderer Ole Kastholm og tilføjer:
”Mine forskningsresultater afspejler den ideelle rejsetid fra A til B. Her har vi en måde at beskrive og beregne rejsen på – det er dét, som er essensen her.”

Sejl af uld hamp og hør

I sit forskningsprojekt undersøger Ole Kastholm også bådtypen, som kongerne og deres følger rejser med. I 600-tallet, omkring 100 år efter, at eliten etablerer magtsæder i Lejre og Uppsala, undergår dens skibe en banebrydende udvikling:

”De får sejl; det afspejler kongernes magt og særlig status,” siger seniorforskeren.
Sejl af uld krævede omfattende fårehold. For at fremstille sejl af plantematerialer måtte man dyrke enorme mængder hamp eller hør.
”Heri lå et kæmpe arbejde: Det var dobbelt-op på ressourcer i forhold til forløberen, robåden,” siger Ole Kastholm.
Tilmed fordrer sejlene særlige kompetencer hos skibsbyggerne.
”Håndværkerne skal have en kompleks viden om, hvordan de fremstiller sejl, tovværk og fartøjer, der passer til. Du kan ikke bare montere et sejl på den hidtidige robåd.”

Sejlet er showoff

Sejlets entré på kongernes maritime arena taler ind i samfundets infrastruktur, siger Ole Kastholm.

”Det bliver endnu en måde for kongerne at sætte sig i respekt og centrere deres ressourcer på. Et magtsymbol som dem, vi ser på landjorden, med imposante halbyggerier og monumentale skibssætninger af sten. Sejlet er ren showoff for kongerne.”

Ole Kastholm fremhæver den sanselighed, der er indvævet i sejlet:
”At se det fyldes af vinden og at opleve bådens lydløshed som kontrast til årernes højlydte plask i vandet – det må have været magisk.”

Roernes fysiske indsats krævede mad og drikke, hvile og en stor besætning med skiftehold. Sejlbåden kan i princippet skyde frem i døgndrift – med vinden som sin energikilde. Tilmed speeder sejlet bådens hastighed væsentligt op.
”Folk, der stod på bredden og betragtede sejlet, må have mærket en wow-effekt. Sejlets komme indikerer kongesamfundets udvikling i en ny retning,” siger Ole Kastholm.

Lejre ryger op i international forskningsliga

Seniorforskeren fremhæver ’Viking Dynasties’-projektets faglige udbytte:
”Det har været utroligt berigende, ikke kun for os som arkæologer, men også for selve udforskningen af Lejre. Sammen med kortlægningen af det fælles ideologiske grundlag for Uppsala og Lejre løfter kombinationen af tværfaglighed og mange stærke kompetencer kongesædet i Lejre op i en international forskningsliga.”

I dag ved vi, at kongesædet ved Lejre ikke blot er sagn og myter. Sådan har det dog ikke altid været. Middelalderens saga- og krønikelitteratur fremstiller Lejre som Skjoldungernes hjem og danernes første kongesæde, og scener fra det oldengelske heltekvad om Beowulf menes at udspille sig netop her. Men i lang tid var det kun de skriftlige kilder, der vidnede om det gamle kongesæde. I tiden efter anden verdenskrig begyndte vi imidlertid at få ”syn for sagn” gennem arkæologiske udgravninger. I 1940’erne og 1950’erne lokaliserede Nationalmuseet gravpladsen ved skibssætningen, og fra midten af 1980’erne og til 2009 kortlagde ROMU, med
arkæologen Tom Christensen i spidsen, de mange generationer af mægtige kongehaller – den største længere end 60 m – som dannede centerpunkt i de kongelige residensområder fra omkring år 500 og indtil 1000 e.Kr.

Resultaterne af museets mange undersøgelser samlede Tom i en stor bog, Lejre bag myten. De arkæologiske udgravninger, som blev udgivet i 2015. Bogen gjorde vores viden om kongesædet og dets betydning tilgængelig for både læg og lærd. Hermed var grunden også lagt for at se Lejre i et andet perspektiv, hvilket blev forfulgt i forskningsprojektet Viking Dynasties – The royal families of Lejre and Uppsala between archaeology and text. I dette samarbejde mellem Nationalmuseet, Uppsala universitet og ROMU blev mange aspekter, som binder kongesæderne ved Uppsala og Lejre sammen, udforsket af eksperter fra forskellige fagområder. Alt dette præsenteres i en snarlig bog.

Med Viking Dynasties-projektet blev der foretaget udgravninger i Lejre flere år i træk. Ved den sidste af disse undersøgelser – i 2019 – var det palisaden, som omkranser halområdet, der blev fokuseret på. Sporene efter palisaden er ved flere tidligere lejligheder blevet arkæologisk dokumenteret, men i 2019 blev den portåbning, som nødvendigvis måtte findes et sted i den flere hundrede meter lange palisade, eftersøgt – og fundet! Nu kunne vi endelig træde ind lige dér, hvor oldtidens arkitekt havde tænkt det, og med lige dele viden og forestillingsevne se den knejsende kongehal på bakkeskråningen (fig. 1).

NYE VEJE
Selv om vores viden om kongesædet på den måde er vokset gennem årene, så ved vi stadig kun en brøkdel om alt det uden for selve halområderne – om, hvordan et kongesæde satte sig aftryk i landskabet. Kort sagt: Når det kommer til Lejre – uden for palisaden – så står mange store spørgsmål ubesvarede. Men potentialet for at finde svarene gemmer sig heldigvis stadig derude.

I dag ved vi med sikkerhed, at Lejre er et af Danmarks tidligste kongesæder. Kongesædet har bestået af et større sammenhængende kompleks, hvor vi har en grundlæggende viden om bygningerne, og deres karakter og kronologi, inden for selve det palisadeomkransede residensområde. Vi kender i nogen grad også strukturerne i de nærmeste omgivelser uden
for palisaden. Således er undersøgt dele af et værkstedsområde under nutidens Gl. Lejre landsby og en del af et begravelsesområde ved skibssætningerne øst for landsbyen, der begge må have tilknytning til komplekset, og derudover har vi kendskabet til de synligt bevarede fortidsminder som gravhøje og rester efter skibssætninger. Inden for en radius af 1 kilometer omkring selve residensområdet er der imidlertid stor sandsynlighed for, at der findes yderligere – uopdagede – gravpladser, offerområder, vadesteder, broer, vandmøller, regulerede vandløb og skjulte spor efter oprindeligt monumentale fortidsminder. Hvert af disse elementer udgør større undersøgelsesobjekter, der kan bidrage med ny og vigtig viden til vores forståelse af kongesædets interne og eksterne strukturer og iscenesættelse og udviklingen heraf.

Men landskabet uden for palisaden er stort. Af praktiske, økonomiske og bevaringsmæssige årsager er det selvfølgelig ikke en mulighed at udgrave omgivelserne i deres helhed. Så hvordan finder vi egentlig nålene i høstakken? Der er flere veje frem: nye fund, et fornyet blik på den viden, som allerede ligger i arkiverne, og – ikke mindst – nye metoder til eftersøgning af arkæologiske strukturer.

Hvad nye fund angår, så danner de mange metalfund, som detektorarkæologer gennem de senere år har opdaget i Lejre-mulden, den absolut største landvinding. Hvert eneste år dukker nyt op, og antallet af detektorfund fra området tæller nu langt over 2.500. Således kan koncentrationerne af fund vise, hvor det kunne være givende at sætte ind med arkæologiske undersøgelser (fig. 2).

Men det er ikke kun nyhederne, som kan hjælpe i fremtidige projekter. Gamle fund og optegnelser rummer også væsentlig viden. For eksempel kan Nationalmuseets ældre småudgravninger af enkeltvise jernalderbegravelser være indikationer på, hvor der gemmer sig større gravpladser. Og historiske kilder kan indikere, hvor der skal ledes efter forsvundne
skibssætninger; for vi ved, at der har været adskilligt flere end de tilbageværende spor af de to, som består i dag. Gennemgang af gamle kort kan fortælle, hvor der blandt andet har været vadesteder og vandmøller, og moderne højdekort kan afsløre strukturer i landskabet som ødelagte gravhøje, dæmninger og hulveje.

Selv med metalfundene og vores viden fra arkiver og kort så er høstakken, hvori nålene skal findes, imidlertid stadig ret stor. Her er det, at nye metodiske landvindinger i form af geofysiske undersøgelser kan være en hjælp. Dette er non-destruktive undersøgelser, hvor store arealer kan afsøges næsten uden at knække et græsstrå, og under gunstige forhold
kan de vise præcist, hvor det vil være givtigt at sætte spaden i jorden. Det var geofysiske undersøgelser, som ledte museet på sporet af den største af kongehallerne, der blev udgravet i 2008-2009, og ved hvilken den nu så berømte Odin-figur i tilgift dukkede op. For at blive lidt klogere på, hvilket potentiale de geofysiske undersøgelser kunne have ved fremtidige undersøgelser omkring Lejre, udførte vi, i samarbejde med Norges teknisknaturvitenskapelige universitet i Trondhjem, et pilotprojekt i 2021.5 Lad os kaste et blik på, hvad der kom ud af det.

ET PILOTPROJEKT
Projektet, der strakte sig over to efterårsdage i 2021, skulle vurdere anvendeligheden af georadarmålinger som mulighed for at tilegne sig ny viden om Lejre. Et område omkring kongehallerne ved Mysselhøjgård og et område omkring Grydehøj og skibssætningerne blev undersøgt. Dele af disse områder har tidligere været arkæologisk undersøgt, mens andre dele var uberørte. Det var derfor muligt at lave nogle direkte sammenligninger mellem den eksisterende arkæologiske viden, og hvad den jordgennemtrængende radar – også kendt som en georadar – kunne synliggøre i undergrunden, uden at foretage en egentlig udgravning.

Om metoden
En georadar er en non-destruktiv måde, hvorpå man kan forsøge at få et billede af arkæologiske spor under jordoverfladen, men uden at grave, og på en hurtig og skånsom måde. Ved at sende radiobølger ned i jorden og derefter måle, hvilke dele af signalet der reflekteres tilbage til overfladen, og samtidig måle styrken af denne refleksion, kan man skabe billeder af undergrunden. Disse billeder ligner lange profiltegninger af undergrunden (fig. 3). Det er hovedsageligt ændringer i den elektriske ledningsevne, der forårsager ændringerne i signalets refleksion. Der, hvor der er en stor kontrast mellem for eksempel to uens jordlag eller mellem fyldet i en arkæologisk struktur og undergrunden omkring denne, vil dette skabe en ændring i refleksionerne, der kan detekteres ved hjælp af radarsystemet. Det kan enten skyldes, at noget af signalet reflekteres tilbage, eller at noget af signalet absorberes, og at kontrasten dermedfremstår som en zone med mindre reflekteret energi end en zone med
kraftigere refleksioner. Når man så samler et antal profiler tæt på hinanden, kan man lave et kort over alle disse ændringer, for en række forskellige dybder, og med høj grad af nøjagtighed. Dette kaldes dybdeskiver. Disse geofysiske kort over alle sådanne ”anomalier” tolkes derefter arkæologisk, hvor man forsøger at ”oversætte” de geofysiske observationer til en arkæologisk fortolkning ved at studere de indsamlede data i plan og profil, altså horisontalt og vertikalt. Typisk studerer man form, udseende og kontrast i de geofysiske data, samt om de fremstår i et mønster eller en udstrækning, som kan forklares ud fra arkæologiske observationer, der kendes fra andre steder.

Ved kongehallerne
Ved Mysselhøjgård undersøgte vi et areal på omtrent 20.200 m2, omkring sporene efter nogle af de tidligere udgravede halbygninger, men også et ret stort område vest for disse og videre vest forbi palisaden (fig. 4). Undergrunden består af moræneler længst mod vest, mens den i halområdet og ned mod landsbyen i øst består af smeltevandssand og smeltevandsgrus. En af de mest åbenlyse observationer var et klart signal fra stolpehullerne fra væggene i halbygning XLI og XLII. Disse har tidligere været undersøgt, men ikke alle blev fuldt udgravet. Hullerne fra de støttestolper, der træder synligt frem på georadaren, er opfyldt med lerklining, hvidbrændt flint og sten. Når vi ikke har meget tydelige spor af rækker af stolper i resten af georadardatasættet, men kan se nogle væggrøfter, kan det være et tegn på, at de stolpehuller, der ellers kan ligge inden for undersøgelsesområdet, ikke er fyldt med sten og lerklining – og derfor ikke er så lette at opdage med georadar på dette sted.

I øvrigt fremgik støttestolperne også meget tydeligt i et andet geofysisk datasæt fra 2008, hvor området blev undersøgt med magnetometer.8 Dette er en metode, der viser magnetiske egenskaber frem for den elektriske ledningsevne, som georadaren benytter. Derfor er det to målemetoder, der med fordel kan supplere hinanden.

En anden interessant observation fra georadaren er sporene efter en tilsyneladende velbevaret bygning på østsiden af den nord-syd-gående palisadegrøft vest for de berømte halbygninger. Her er der spor af en velbevaret væggrøft, der viser sporene efter en konstruktion på ca. 13,5
x 8 m N-S-orienteret parallelt med palisaden (fig. 5). Der er også spor efter en grøft i bueforløb fra enten et krumvægget langhus eller en buet drængrøft lidt længere mod øst, mellem palisaden og de kendte haller.

Ligeledes kan der observeres større nedgravninger ca. 90 meter længere vestpå, som kan være nedgravede værkstedshytter, såkaldte grubehuse (se fig. 4). På Mysselhøjgård ses desuden nogle grøfteforløb til huse, der tidligere er påvist, men ikke helt udgravet (fig. 6). Flere af disse kan nu spores videre i de geofysiske data i de områder, som ikke har været udgravet, og dette viser, hvordan metoden kan give et mere omfattende billede i situationer, hvor arkæologiske spor er kendt, men hvor vi ikke kender deres form, størrelse og omfang samt graden af deres bevaring.

Ved Grydehøj og skibssætningerne
Her undersøgte vi ca. 10.200 m2 (fig. 7). Vi forsøgte at komme så tæt på skibssætningen som muligt og at dække områderne både mod syd og mod nord. Det antages, at der har været yderligere to skibssætninger længere mod syd, som nu ikke længere er synlige, på grund af bl.a. grusgravning før i tiden. Der er foretaget en række undersøgelser på stedet i perioden 1944-1968, hvor der blev fundet mindst 55 grave fra vikingetiden, hvoraf 49 er sikre jordfæstegrave.

Formentlig er gravpladsen afgrænset mod syd og vest, men der bør være flere grave både mod nord og mod øst. Nogle af gravene havde spor af trækister, en enkelt havde spor af en indre stenfyldning, mens andre var dækket af mindre stenlægninger. Undergrunden på stedet er kategoriseret som smeltevandsgrus og består af en højderyg dannet som en del af en moræneafsætning og bakker af lagdelt sand og grus afsat af tidligere floder, som efterfølgende er blevet omgivet af dale, hvori der har løbet smeltevandsfloder, som har eroderet sig ned i de afsatte masser. Resultatet er en meget sammensat og varierende undergrund, som komplicerer billedet fra georadarundersøgelsen og gør det svært at fortolke entydigt. Nogle af de tidligere udgravede grave kan ses, ikke som en reflekterende anomali, men hvor energien absorberes. Disse grave er ikke særlig tydelige, og det er hovedsageligt, fordi vi i forvejen vidste, at de havde været der, at vi kunne bemærke dem i data (fig. 8). I georadarens data kan kun ses et par mulige nye grave eller anomalier med samme form og orientering, og generelt var tydelige grave vanskelige at opdage. Dette trods vores viden fra de tidligere udgravninger. Udfordringerne er et tegn på, at kontrasten mellem gravfyld og den omgivende undergrund er for lille til, at den pålideligt kan påvises ved denne metode for nuværende. Desuden forekommer der også generelt et stort antal sten i undergrunden. Nogle ligger i den bedst bevarede skibssætnings akse og kan være rester af fundamenter til denne velkendte skibssætning. Vi ved også, at flere grave havde stenmarkeringer, og i georadardataene er enkeltliggende sten tolket som ”punktobjekter”. Hvorvidt disse refleksioner fra enkeltliggende sten kan tolkes som gravmarkeringer, er usikkert. Det var ikke muligt at finde tydelige spor efter de i dag fjernede skibssætninger mod syd.

Samlet set
Generelt viser resultaterne fra dette pilotprojekt, at georadar som metode, gerne i kombination med magnetometermålinger, kan bidrage med ny viden. Ved at kunne ”teste” metoden på tidligere undersøgte huse, strukturer og grøfter omkring Mysselhøjgård viser projektet, at der kan opnås ny kulturhistorisk viden ved at anvende sådanne nondestruktive metoder, også ved Lejre. Især påvisningen af en bygning lige inden for palisaden er interessant for forståelsen af lokaliteten og understøtter det billede, som tidligere undersøgelser har påvist ved den
nordlige og vestlige palisade. Resultaterne fra området ved Grydehøj og skibssætningerne var mere tvetydige. Reaktionen fra georadaren var bedre på undergrunden ved Mysselhøjgård, end det var tilfældet på undergrunden ved Grydehøj. Desuden skal metoderne – eller mere specifikt fortolkningerne af de data, der kan udledes – anvendes med en vis forsigtighed. Vi ved, at ikke alle typer konstruktionsspor er lige lette at opdage, og at fraværet af anomalier ikke nødvendigvis betyder, at der ikke er arkæologiske strukturer i undergrunden. Denne udfordring kan imødekommes ved at kombinere de non-destruktive undersøgelser med mere konventionelle arkæologiske metoder, såsom prøvegravninger og rekognosceringer.

LEJRES FORTID FOR FREMTIDEN
Lejre er ikke bare arkæologiske fund og historie, det er et helstøbt og unikt landskab formet under istiden, hvor kulturarven føjer sig ind i det naturgivne. Det er et landskab, som vi må behandle med varsomhed – også når vi udforsker det videnskabeligt. Derfor er geofysisk undersøgelse en oplagt metode, der ikke alene giver mulighed for at dække store arealer, men også kan medvirke til, at arkæologiske udgravninger i så høj grad som muligt bliver udført som nålestiksoperationer. Pilotprojektet fra 2021 viser, at potentialet er til stede for at opnå brugbare resultater med geofysiske undersøgelser i Lejre (fig. 9). Dog virker metoden øjensynligt bedre i nogle områder end andre.

Med de non-destruktive geofysiske undersøgelser kan vi forhåbentlig i fremtiden skyde os ind på, hvad der egentlig har ligget dér, hvor for eksempel de mange detektorfund dukker op. Er det hirdens gårde, specialiserede håndværkspladser eller offerområder? Måske kan vi også

indkredse, hvor de ”forsvundne” skibssætninger har været placeret, og lægger vi dette sammen med den viden, vi kan samle om gravhøjene, begynder der at tegne sig et mere fuldendt billede af det monumentlandskab, som har udgjort det arkitektoniske bagtæppe for kongeslægtens haller.

Der vil også være steder, hvor mere traditionelle arkæologiske metoder som prøvegravning må tages i brug, hvis vi skal blive klogere på Lejre. Det gælder på gravpladsen ved skibssætningerne og Grydehøj, hvor de geofysiske undersøgelser tilsyneladende ikke rigtigt fungerer. Til gengæld er der tale om et afgrænset område, som relativt let kan undersøges, naturligvis under hensyntagen til, at der skal indhentes dispensation til arbejdet, da området i dag er et klassificeret fredet fortidsminde. Vådområderne – som ådalen – giver erfaringsmæssigt heller ikke så gode geofysiske resultater. Men her kan andre kilder til gengæld hjælpe. Eksempelvis kan moderne laseropmålte landskabsmodeller samt stednavne på historiske kort give fingerpeg om, hvor det vil være givtigt at lede efter for eksempel vadesteder, broer og vandmøller.

Der er således nok at tage fat på, når det kommer til udforskningen af Lejre – det vil vi gøre i de kommende år. Det var ikke blot med opførelsen af storslåede kongehaller, at kongemagten blev etableret i Danmark. Der var tale om en kompleks og veltilrettelagt iscenesættelse af magt, hvor kongen hævede sig over andre og begrundede sin magt ved at kunne demonstrere relationer tilbage til forfædre, monumental arkitektur, et langtrækkende netværk og specialiserede håndværk. Undersøgelsen af Lejres udtryk i landskabet vil føje mange brikker til dem, vi kender, i vores viden om den tidlige kongemagt i Danmark og dermed om landets tilblivelse.

I Lejre har detektorførere fundet et yderst sjældent stykke af en hjelm fra tiden lige før vikingetid. Det guldbelagte fragment med røde smykkesten har siddet på en af Skandinaviens mest prægtige hjelme og vidner om nære forbindelser til nuværende England og Sverige. Fundet kan opleves på Lejre Museum, når museet holder særåbent i forbindelse med vinterferien i uge 8.

Guldbelægning, smykkesten og detaljerig dyreornamentik: Hjelmfragmentet, som i 2024 blev fundet i lokalområdet, vil snart lyse op i montren på Lejre Museum.

”I sig selv er fund af hjelmdele en sjælden ting i Danmark. Det her stykke stammer fra, hvad der må have været en af Skandinaviens mest prægtige hjelme,” vurderer ROMUs arkæologiske chef, Julie Nielsen.

Bronzefragmentet er forgyldt. Det er dekoreret med en rød smykkesten, en såkaldt granat. ”Guldet, ornamentikken og granaten viser hjelmens pragt,” siger Julie Nielsen.

Hjelmdele passer sammen som puslespilsbrikker

Fragmentet består af to dele, der blev fundet på samme mark, og som passer sammen som puslespilsbrikker. Tilsammen udgør stykkerne det meste af hjelmens øjenbrynsbue – det indikerer deres karakteristiske svungne form.

”Ornamentikken – et dyr med markante tænder og store øjne – afspejler den stil, vi kender fra den yngre germanske jernalder; fragmentet er fra perioden mellem år 650 og 750,” fastslår Julie Nielsen.

Symbol på kongepragt og magt

Hjelmen understreger den storhed og status, som vi ser i Lejres halbygninger og gravmonumenter fra samme periode. Ifølge Julie Nielsen har den været en helt særlig genstand tilegnet en konge eller en person, der rangerede højest i stedets stærkt opdelte hierarki:

”Den dybrøde granatsten har længe været forbundet med styrke. Den detaljerige ornamentik på hjelmen udgør en fortælling, et narrativ, om en enorm magt hos mennesket, der ejede og bar den,” siger den arkæologiske chef.

Lejre var et vigtigt handelscentrum

Julie Nielsen mener ikke, at hjelmen kan have været båret i kamp, for som hun siger: Lejre var i yngre germansk jernalder ikke et sted, hvor de lokale bekrigede hinanden – nærmere et politisk og religiøst elitested. Her dyrkede man guderne, ophøjetheden, netværket og handlen, endda på tværs af landegrænser.

”Vi ser i nabolande i øst og vest – England og Sverige – fund af hjelmfragmenter med et overordnet ens udtryk. Det viser, at Lejre lå som centrum på en akse. Handlen har her været et meget vigtigt omdrejningspunkt,” siger hun.

Svensk forsker: ”Fragmentet er unikt”

I storværket ”Viking Dynasties” sammenligner forskere fra ROMU, Nationalmuseet og Uppsala Universitet Lejres sagnkongesæde med et søsterdynasti i Gamla Uppsala i Sverige. Arkæolog og seniorforsker ved Uppsala Universitet John Ljungkvist har nærstuderet hjelmfragmentet fra Lejre og fremhæver dets unikke konstruktion:

”Hvor vi i andre hjelme ser tre separate beslag, der er sat sammen, er denne hjelms øjenbrynsbue konstrueret i ét stykke. Den nye variant af den eksklusive hjelm har vi ikke fundet tilsvarende før.”

At man kunne fremstille en hjelm af den kaliber er i John Ljungkvists øjne enestående:

”Det er håndværk af en helt særlig kvalitet – på højde med håndværket bag den berømte hjelm fra Sutton Hoo-skibsgraven i England.”

Oplev hjelmstykket live

De to hjelmdele blev fundet på lokaliteten Lillebro ved Lejre. To detektorførere fra henholdsvis Jylland og Sverige stødte på stykkerne under et træf i foråret 2024. De indleverede fragmenterne til museet som danefæ. På ROMUs anmodning hastebehandlede Nationalmuseet fundet og straksudlånte det til Lejre Museum.

”Det lå os stærkt på sinde at få fragmentet hurtigt ud i en montre på museet. Vi glæder os over, at vi allerede nu kan vise det til alle, der interesserer sig for vores fælles fortid,” siger Julie Nielsen.

Foto af fragmentet skaber ivrig debat
Et foto af hjelmfragmentet pryder forsiden på storværket ”Viking Dynasties” – forskningsprojektets bogudgave, der udkommer 21. januar. Blandt hjelm-entusiaster satte forsidefotoet straks gang i en debat.

”Det bliver heftigt diskuteret, hvor dette nye fragment mon er dukket op henne. Derfor er det fedt, at vi nu kan offentliggøre hjelmfragmentet og fortællingen om, at det er fundet her ved Lejre,” siger Julie Nielsen.

ROMUs arkæologiske chef, Julie Nielsen, har forsket i Lejres skibssætninger – formationen af store sten, der menes at symbolisere de afdødes sejltur til dødsriget. Hun ser de monumentale skibssætninger tale ind storheden, der kendetegner områdets kongehaller. Læs det andet af tre nedslag i den alsidige forskning, der fylder ’Viking Dynasties’ – et tværnordisk projekt, der nu er ude som bog.

Manifestér din status, mens du lever – og også på din rejse til dødsriget. Det var tankegangen hos de magtfulde konger, der befolkede Lejre i yngre jernalder. I sit bidrag til det store fællesnordiske forskningsprojekt ’Viking Dynasties’, der netop er udkommet som bog, genskaber ROMUs arkæologiske chef, Julie Nielsen, Lejres skibssætninger: De bådformede stenformationer, der markerer de afdødes sejltur til dødsriget.

Spektakulære fund i Lejre

I sit forskningsprojekt genbesøger Julie Nielsen en udgravning, som Nationalmuseets arkæolog Harald Andersen forestod i gravhøjen Grydehøj i Lejre i 1956. I samme periode undersøgte han i området en velbevaret vikingetidsgravplads fra omkring år 900- 950.

”Man kan sige, at han med sit spektakulære fund var personen, der genopdagede Lejre,” siger Julie Nielsen.

Genskaber skibssætninger

Mange ved, at der omkring Grydehøj har stået én skibssætning. Færre er klar over, at gravhøjen var omkranset af en mindre flåde med mindst fire skibssætninger. Konkret har Julie Nielsen prøvet at genskabe stenformationerne ved at koble gamle og nye tegninger af dem.

”Jeg forsøger at rekonstruere skibssætningerne for at vise, hvor og hvordan de stod i landskabet. Og ikke mindst hvad de betød – i sig selv, i samspil med gravhøjen, med vikingetidsgravpladsen – med Lejre i et større perspektiv,” forklarer Julie Nielsen.

Mytiske sten med og uden grave

Skibssætninger kommer i mange former: I Lejres stræber store, ovale sten på højkant mod himlen. Stenformationerne knytter sig til flere historiske perioder, fortæller Julie Nielsen:

”Med inspiration fra bronzealderens skibssætninger konstruerer yngre jernalders mennesker deres egne udgaver. Det er interessant, at de læner sig op ad en tradition, men samtidig skaber en ny ved at gøre skibssætningerne så store og monumentale.”

Skibssætningerne forbinder vi med gravsteder, men man ser også skibssætninger uden grave. ”Det giver anlæggene en nærmest mytisk karakter,” pointerer Julie Nielsen.

Sten udstråler kongers magt

I projektet ’Viking Dynasties’ sammenligner forskere fra Danmark og Sverige de to søsterdynastier med hver deres sagnomspundne slægt: skjoldungerne i Lejre og ynglingerne i Gamla Uppsala i Sverige.

”Vi ser ikke skibssætninger i selve Gamla Uppsala. Ynglingerne har til gengæld runesten. De har anvendt skibsbegravelser, hvor de stedte de døde til hvile i rigtige både ved de nærliggende gravpladser – Valsgärde og Vendel,” siger Julie Nielsen.

Hun fremhæver desuden Lejre-skibssætningens størrelse.

”Den afspejler opblomstringen af Lejres monumentale periode omkring 650. Vi kan sammenkoble den med Lejres kongehaller, der viser kongernes enorme storhed, status og magt.”

Folk valfartede til døde i gravhøj

Som en del af sit projekt har Julie Nielsen med nye kulstof 14-dateringer tidsbestemt knoglemateriale fra gravhøjen Grydehøj. Hendes forskning viser, at gravhøjen er blevet opført omkring år 650. Og at skibssætningen sandsynligvis blev rejst samtidig med gravhøjen.

”Jeg tror, at højen fortæller historien om en fyrstelig gravlæggelse i yngre jernalder – med et stort anlagt ligbål, der er brændt ned, hvorefter højen er opført. Højen stod formentligt åben en periode, så folk kunne valfarte hertil og sige farvel til afdøde. Sådan som mennesker også i dag tager afsked med statsoverhoveder og kongelige,” siger Julie Nielsen.

Rejsen til dødsriget er showoff

Samme bygherre står bag skibssætning og gravhøj, mener Julie Nielsen. De to elementer ser hun som dele af én imposant minde- og gravplads. Hun drager parallel til den tidligste Lejre-hal ved Mysselhøjgård-bopladsen: Den imponerende halbygning, der her er opført på en jordplatform og omkranset af en smuk stenformation, viser Lejres indtræden i sin storhedstid med ekstravagante byggerier.

”Ikke kun i de store haller, der tilhørte de levende, men også i begravelsesceremonierne, de afdødes rejse herfra og deres fysiske aftryk udtrykker vores forfædre et showoff uden lige,” siger Julie Nielsen.

Deler viden med svenske forskere

Som forsker føler hun sig privilegeret ved med sit projekt at bidrage til ’Viking Dynasties’.

”Det internationale samarbejde har været utroligt spændende. Fagligt og personligt har det beriget at få et dybdegående indblik i udgravningerne i Gamla Uppsala og dele værdifuld viden med forskerne dér.”

Bog er efterspurgt

I ’Viking Dynasties’ formidler Julie Nielsen og hendes forskerkolleger Lejres fortid til et internationalt publikum, der længe har efterspurgt den viden og indsigt, bogen giver.

”Vi håber, at værket på sigt vil trække flere gæster til Lejre Museum – at folk vil føle, at de må hertil og have det fulde og virkelige billede af det, vi kalder kongerigets vugge,” siger Julie Nielsen.

Arkæolog og seniorforsker ved ROMU Ole Kastholm stiller skarpt på Lejre-kongernes sørute og sejlene, de satte, når de drog til søsterdynastiet i den midtsvenske by Uppsala. Læs den første af tre artikler med nedslag i den alsidige forskning, der fylder ’Viking Dynasties’ – et tværnordisk projekt, som netop er udkommet som bog.

Hvordan ville du forcere de 700 kilometer fra Lejre til den midtsvenske by Uppsala? Nutidens rejsende tyer typisk til digitale værktøjer som Google Maps eller Rejseplanen. Arkæolog og seniorforsker ved ROMU, Ole Kastholm, måtte gå anderledes analogt til værks, da han identificerede ruten, som kongerne fra Lejre og Uppsala i yngre jernalder fulgte for at besøge hinanden. Med skriftlige kilder, skibsfund og en rationel tilgang har han kortlagt kongernes færd.

”I dag gør motorvejs- og jernbanenettet strækningen mellem Uppsala og Lejre komfortabel. Dengang var etapen præget af uvejsomt landskab. Netop på dén strækning var rejsen over land derfor urealistisk,” siger Ole Kastholm.
Så kongerne drog ad søvejen. Bådene signalerede status hos eliten.
”Dens sejlende skibe står som magtsymboler,” siger arkæologen.

Stedkendte folk var om bord

Hvor lang tid tog turen med skib? Og hvad fik sagnkongerne ud af de strabadserende togter? De spørgsmål besvarer Ole Kastholm i sit bidrag til forskningssamarbejdet ’Viking Dynasties’. I projektet, der netop er udkommet i en diger bogversion, analyserer han og arkæologkolleger fra både Danmark og Sverige relationen mellem de to kongedynastier i Lejre og Uppsala.

Søvejen, som Ole Kastholm kortlægger, er snirklet: Fra Roskilde Fjord sejlede kongerne videre ud på Kattegat, ned gennem Øresund, rundt om Sydsverige og ind gennem den store, labyrintiske sø Mälaren.
”Du kan kun navigere gennem Roskilde Fjord, hvis du kender den. Det samme gælder Mälaren. Begge steder må kongerne have haft stedkendte folk ombord, som kunne hjælpe dem,” vurderer Ole Kastholm.

Mange farer var på spil

Med brug af data fra eksperimentelarkæologi har Ole Kastholm beregnet, at kongerne kunne tilbagelægge 75 sømil i døgnet. Det giver en samlet rejsetid på otte dage og nætter på strækningen mellem Lejre til Uppsala. Hvis man, vel at mærke, sejler nonstop.
Som erfaren sejler på moderne sejlbåde såvel som traditionelle, nordiske skibe ved Ole Kastholm, at utallige faktorer kan forhale turen. Først og fremmest spiller vind, vejr og fartøjernes tilstand ind. Der er farvande, som kongerne må undgå, fordi de er uvenner med lokalbefolkningen. Andre strækninger udfordrer, fordi de med klippeskær og granbevoksede øer er labyrintiske.
”Nogle dage når man nul, nogle dage 10, nogle dage andre antal sømil,” konkluderer Ole Kastholm og tilføjer:
”Mine forskningsresultater afspejler den ideelle rejsetid fra A til B. Her har vi en måde at beskrive og beregne rejsen på – det er dét, som er essensen her.”

Sejl af uld hamp og hør

I sit forskningsprojekt undersøger Ole Kastholm også bådtypen, som kongerne og deres følger rejser med. I 600-tallet, omkring 100 år efter, at eliten etablerer magtsæder i Lejre og Uppsala, undergår dens skibe en banebrydende udvikling:

”De får sejl; det afspejler kongernes magt og særlig status,” siger seniorforskeren.
Sejl af uld krævede omfattende fårehold. For at fremstille sejl af plantematerialer måtte man dyrke enorme mængder hamp eller hør.
”Heri lå et kæmpe arbejde: Det var dobbelt-op på ressourcer i forhold til forløberen, robåden,” siger Ole Kastholm.
Tilmed fordrer sejlene særlige kompetencer hos skibsbyggerne.
”Håndværkerne skal have en kompleks viden om, hvordan de fremstiller sejl, tovværk og fartøjer, der passer til. Du kan ikke bare montere et sejl på den hidtidige robåd.”

Sejlet er showoff

Sejlets entré på kongernes maritime arena taler ind i samfundets infrastruktur, siger Ole Kastholm.

”Det bliver endnu en måde for kongerne at sætte sig i respekt og centrere deres ressourcer på. Et magtsymbol som dem, vi ser på landjorden, med imposante halbyggerier og monumentale skibssætninger af sten. Sejlet er ren showoff for kongerne.”

Ole Kastholm fremhæver den sanselighed, der er indvævet i sejlet:
”At se det fyldes af vinden og at opleve bådens lydløshed som kontrast til årernes højlydte plask i vandet – det må have været magisk.”

Roernes fysiske indsats krævede mad og drikke, hvile og en stor besætning med skiftehold. Sejlbåden kan i princippet skyde frem i døgndrift – med vinden som sin energikilde. Tilmed speeder sejlet bådens hastighed væsentligt op.
”Folk, der stod på bredden og betragtede sejlet, må have mærket en wow-effekt. Sejlets komme indikerer kongesamfundets udvikling i en ny retning,” siger Ole Kastholm.

Lejre ryger op i international forskningsliga

Seniorforskeren fremhæver ’Viking Dynasties’-projektets faglige udbytte:
”Det har været utroligt berigende, ikke kun for os som arkæologer, men også for selve udforskningen af Lejre. Sammen med kortlægningen af det fælles ideologiske grundlag for Uppsala og Lejre løfter kombinationen af tværfaglighed og mange stærke kompetencer kongesædet i Lejre op i en international forskningsliga.”

I dag ved vi, at kongesædet ved Lejre ikke blot er sagn og myter. Sådan har det dog ikke altid været. Middelalderens saga- og krønikelitteratur fremstiller Lejre som Skjoldungernes hjem og danernes første kongesæde, og scener fra det oldengelske heltekvad om Beowulf menes at udspille sig netop her. Men i lang tid var det kun de skriftlige kilder, der vidnede om det gamle kongesæde. I tiden efter anden verdenskrig begyndte vi imidlertid at få ”syn for sagn” gennem arkæologiske udgravninger. I 1940’erne og 1950’erne lokaliserede Nationalmuseet gravpladsen ved skibssætningen, og fra midten af 1980’erne og til 2009 kortlagde ROMU, med
arkæologen Tom Christensen i spidsen, de mange generationer af mægtige kongehaller – den største længere end 60 m – som dannede centerpunkt i de kongelige residensområder fra omkring år 500 og indtil 1000 e.Kr.

Resultaterne af museets mange undersøgelser samlede Tom i en stor bog, Lejre bag myten. De arkæologiske udgravninger, som blev udgivet i 2015. Bogen gjorde vores viden om kongesædet og dets betydning tilgængelig for både læg og lærd. Hermed var grunden også lagt for at se Lejre i et andet perspektiv, hvilket blev forfulgt i forskningsprojektet Viking Dynasties – The royal families of Lejre and Uppsala between archaeology and text. I dette samarbejde mellem Nationalmuseet, Uppsala universitet og ROMU blev mange aspekter, som binder kongesæderne ved Uppsala og Lejre sammen, udforsket af eksperter fra forskellige fagområder. Alt dette præsenteres i en snarlig bog.

Med Viking Dynasties-projektet blev der foretaget udgravninger i Lejre flere år i træk. Ved den sidste af disse undersøgelser – i 2019 – var det palisaden, som omkranser halområdet, der blev fokuseret på. Sporene efter palisaden er ved flere tidligere lejligheder blevet arkæologisk dokumenteret, men i 2019 blev den portåbning, som nødvendigvis måtte findes et sted i den flere hundrede meter lange palisade, eftersøgt – og fundet! Nu kunne vi endelig træde ind lige dér, hvor oldtidens arkitekt havde tænkt det, og med lige dele viden og forestillingsevne se den knejsende kongehal på bakkeskråningen (fig. 1).

NYE VEJE
Selv om vores viden om kongesædet på den måde er vokset gennem årene, så ved vi stadig kun en brøkdel om alt det uden for selve halområderne – om, hvordan et kongesæde satte sig aftryk i landskabet. Kort sagt: Når det kommer til Lejre – uden for palisaden – så står mange store spørgsmål ubesvarede. Men potentialet for at finde svarene gemmer sig heldigvis stadig derude.

I dag ved vi med sikkerhed, at Lejre er et af Danmarks tidligste kongesæder. Kongesædet har bestået af et større sammenhængende kompleks, hvor vi har en grundlæggende viden om bygningerne, og deres karakter og kronologi, inden for selve det palisadeomkransede residensområde. Vi kender i nogen grad også strukturerne i de nærmeste omgivelser uden
for palisaden. Således er undersøgt dele af et værkstedsområde under nutidens Gl. Lejre landsby og en del af et begravelsesområde ved skibssætningerne øst for landsbyen, der begge må have tilknytning til komplekset, og derudover har vi kendskabet til de synligt bevarede fortidsminder som gravhøje og rester efter skibssætninger. Inden for en radius af 1 kilometer omkring selve residensområdet er der imidlertid stor sandsynlighed for, at der findes yderligere – uopdagede – gravpladser, offerområder, vadesteder, broer, vandmøller, regulerede vandløb og skjulte spor efter oprindeligt monumentale fortidsminder. Hvert af disse elementer udgør større undersøgelsesobjekter, der kan bidrage med ny og vigtig viden til vores forståelse af kongesædets interne og eksterne strukturer og iscenesættelse og udviklingen heraf.

Men landskabet uden for palisaden er stort. Af praktiske, økonomiske og bevaringsmæssige årsager er det selvfølgelig ikke en mulighed at udgrave omgivelserne i deres helhed. Så hvordan finder vi egentlig nålene i høstakken? Der er flere veje frem: nye fund, et fornyet blik på den viden, som allerede ligger i arkiverne, og – ikke mindst – nye metoder til eftersøgning af arkæologiske strukturer.

Hvad nye fund angår, så danner de mange metalfund, som detektorarkæologer gennem de senere år har opdaget i Lejre-mulden, den absolut største landvinding. Hvert eneste år dukker nyt op, og antallet af detektorfund fra området tæller nu langt over 2.500. Således kan koncentrationerne af fund vise, hvor det kunne være givende at sætte ind med arkæologiske undersøgelser (fig. 2).

Men det er ikke kun nyhederne, som kan hjælpe i fremtidige projekter. Gamle fund og optegnelser rummer også væsentlig viden. For eksempel kan Nationalmuseets ældre småudgravninger af enkeltvise jernalderbegravelser være indikationer på, hvor der gemmer sig større gravpladser. Og historiske kilder kan indikere, hvor der skal ledes efter forsvundne
skibssætninger; for vi ved, at der har været adskilligt flere end de tilbageværende spor af de to, som består i dag. Gennemgang af gamle kort kan fortælle, hvor der blandt andet har været vadesteder og vandmøller, og moderne højdekort kan afsløre strukturer i landskabet som ødelagte gravhøje, dæmninger og hulveje.

Selv med metalfundene og vores viden fra arkiver og kort så er høstakken, hvori nålene skal findes, imidlertid stadig ret stor. Her er det, at nye metodiske landvindinger i form af geofysiske undersøgelser kan være en hjælp. Dette er non-destruktive undersøgelser, hvor store arealer kan afsøges næsten uden at knække et græsstrå, og under gunstige forhold
kan de vise præcist, hvor det vil være givtigt at sætte spaden i jorden. Det var geofysiske undersøgelser, som ledte museet på sporet af den største af kongehallerne, der blev udgravet i 2008-2009, og ved hvilken den nu så berømte Odin-figur i tilgift dukkede op. For at blive lidt klogere på, hvilket potentiale de geofysiske undersøgelser kunne have ved fremtidige undersøgelser omkring Lejre, udførte vi, i samarbejde med Norges teknisknaturvitenskapelige universitet i Trondhjem, et pilotprojekt i 2021.5 Lad os kaste et blik på, hvad der kom ud af det.

ET PILOTPROJEKT
Projektet, der strakte sig over to efterårsdage i 2021, skulle vurdere anvendeligheden af georadarmålinger som mulighed for at tilegne sig ny viden om Lejre. Et område omkring kongehallerne ved Mysselhøjgård og et område omkring Grydehøj og skibssætningerne blev undersøgt. Dele af disse områder har tidligere været arkæologisk undersøgt, mens andre dele var uberørte. Det var derfor muligt at lave nogle direkte sammenligninger mellem den eksisterende arkæologiske viden, og hvad den jordgennemtrængende radar – også kendt som en georadar – kunne synliggøre i undergrunden, uden at foretage en egentlig udgravning.

Om metoden
En georadar er en non-destruktiv måde, hvorpå man kan forsøge at få et billede af arkæologiske spor under jordoverfladen, men uden at grave, og på en hurtig og skånsom måde. Ved at sende radiobølger ned i jorden og derefter måle, hvilke dele af signalet der reflekteres tilbage til overfladen, og samtidig måle styrken af denne refleksion, kan man skabe billeder af undergrunden. Disse billeder ligner lange profiltegninger af undergrunden (fig. 3). Det er hovedsageligt ændringer i den elektriske ledningsevne, der forårsager ændringerne i signalets refleksion. Der, hvor der er en stor kontrast mellem for eksempel to uens jordlag eller mellem fyldet i en arkæologisk struktur og undergrunden omkring denne, vil dette skabe en ændring i refleksionerne, der kan detekteres ved hjælp af radarsystemet. Det kan enten skyldes, at noget af signalet reflekteres tilbage, eller at noget af signalet absorberes, og at kontrasten dermedfremstår som en zone med mindre reflekteret energi end en zone med
kraftigere refleksioner. Når man så samler et antal profiler tæt på hinanden, kan man lave et kort over alle disse ændringer, for en række forskellige dybder, og med høj grad af nøjagtighed. Dette kaldes dybdeskiver. Disse geofysiske kort over alle sådanne ”anomalier” tolkes derefter arkæologisk, hvor man forsøger at ”oversætte” de geofysiske observationer til en arkæologisk fortolkning ved at studere de indsamlede data i plan og profil, altså horisontalt og vertikalt. Typisk studerer man form, udseende og kontrast i de geofysiske data, samt om de fremstår i et mønster eller en udstrækning, som kan forklares ud fra arkæologiske observationer, der kendes fra andre steder.

Ved kongehallerne
Ved Mysselhøjgård undersøgte vi et areal på omtrent 20.200 m2, omkring sporene efter nogle af de tidligere udgravede halbygninger, men også et ret stort område vest for disse og videre vest forbi palisaden (fig. 4). Undergrunden består af moræneler længst mod vest, mens den i halområdet og ned mod landsbyen i øst består af smeltevandssand og smeltevandsgrus. En af de mest åbenlyse observationer var et klart signal fra stolpehullerne fra væggene i halbygning XLI og XLII. Disse har tidligere været undersøgt, men ikke alle blev fuldt udgravet. Hullerne fra de støttestolper, der træder synligt frem på georadaren, er opfyldt med lerklining, hvidbrændt flint og sten. Når vi ikke har meget tydelige spor af rækker af stolper i resten af georadardatasættet, men kan se nogle væggrøfter, kan det være et tegn på, at de stolpehuller, der ellers kan ligge inden for undersøgelsesområdet, ikke er fyldt med sten og lerklining – og derfor ikke er så lette at opdage med georadar på dette sted.

I øvrigt fremgik støttestolperne også meget tydeligt i et andet geofysisk datasæt fra 2008, hvor området blev undersøgt med magnetometer.8 Dette er en metode, der viser magnetiske egenskaber frem for den elektriske ledningsevne, som georadaren benytter. Derfor er det to målemetoder, der med fordel kan supplere hinanden.

En anden interessant observation fra georadaren er sporene efter en tilsyneladende velbevaret bygning på østsiden af den nord-syd-gående palisadegrøft vest for de berømte halbygninger. Her er der spor af en velbevaret væggrøft, der viser sporene efter en konstruktion på ca. 13,5
x 8 m N-S-orienteret parallelt med palisaden (fig. 5). Der er også spor efter en grøft i bueforløb fra enten et krumvægget langhus eller en buet drængrøft lidt længere mod øst, mellem palisaden og de kendte haller.

Ligeledes kan der observeres større nedgravninger ca. 90 meter længere vestpå, som kan være nedgravede værkstedshytter, såkaldte grubehuse (se fig. 4). På Mysselhøjgård ses desuden nogle grøfteforløb til huse, der tidligere er påvist, men ikke helt udgravet (fig. 6). Flere af disse kan nu spores videre i de geofysiske data i de områder, som ikke har været udgravet, og dette viser, hvordan metoden kan give et mere omfattende billede i situationer, hvor arkæologiske spor er kendt, men hvor vi ikke kender deres form, størrelse og omfang samt graden af deres bevaring.

Ved Grydehøj og skibssætningerne
Her undersøgte vi ca. 10.200 m2 (fig. 7). Vi forsøgte at komme så tæt på skibssætningen som muligt og at dække områderne både mod syd og mod nord. Det antages, at der har været yderligere to skibssætninger længere mod syd, som nu ikke længere er synlige, på grund af bl.a. grusgravning før i tiden. Der er foretaget en række undersøgelser på stedet i perioden 1944-1968, hvor der blev fundet mindst 55 grave fra vikingetiden, hvoraf 49 er sikre jordfæstegrave.

Formentlig er gravpladsen afgrænset mod syd og vest, men der bør være flere grave både mod nord og mod øst. Nogle af gravene havde spor af trækister, en enkelt havde spor af en indre stenfyldning, mens andre var dækket af mindre stenlægninger. Undergrunden på stedet er kategoriseret som smeltevandsgrus og består af en højderyg dannet som en del af en moræneafsætning og bakker af lagdelt sand og grus afsat af tidligere floder, som efterfølgende er blevet omgivet af dale, hvori der har løbet smeltevandsfloder, som har eroderet sig ned i de afsatte masser. Resultatet er en meget sammensat og varierende undergrund, som komplicerer billedet fra georadarundersøgelsen og gør det svært at fortolke entydigt. Nogle af de tidligere udgravede grave kan ses, ikke som en reflekterende anomali, men hvor energien absorberes. Disse grave er ikke særlig tydelige, og det er hovedsageligt, fordi vi i forvejen vidste, at de havde været der, at vi kunne bemærke dem i data (fig. 8). I georadarens data kan kun ses et par mulige nye grave eller anomalier med samme form og orientering, og generelt var tydelige grave vanskelige at opdage. Dette trods vores viden fra de tidligere udgravninger. Udfordringerne er et tegn på, at kontrasten mellem gravfyld og den omgivende undergrund er for lille til, at den pålideligt kan påvises ved denne metode for nuværende. Desuden forekommer der også generelt et stort antal sten i undergrunden. Nogle ligger i den bedst bevarede skibssætnings akse og kan være rester af fundamenter til denne velkendte skibssætning. Vi ved også, at flere grave havde stenmarkeringer, og i georadardataene er enkeltliggende sten tolket som ”punktobjekter”. Hvorvidt disse refleksioner fra enkeltliggende sten kan tolkes som gravmarkeringer, er usikkert. Det var ikke muligt at finde tydelige spor efter de i dag fjernede skibssætninger mod syd.

Samlet set
Generelt viser resultaterne fra dette pilotprojekt, at georadar som metode, gerne i kombination med magnetometermålinger, kan bidrage med ny viden. Ved at kunne ”teste” metoden på tidligere undersøgte huse, strukturer og grøfter omkring Mysselhøjgård viser projektet, at der kan opnås ny kulturhistorisk viden ved at anvende sådanne nondestruktive metoder, også ved Lejre. Især påvisningen af en bygning lige inden for palisaden er interessant for forståelsen af lokaliteten og understøtter det billede, som tidligere undersøgelser har påvist ved den
nordlige og vestlige palisade. Resultaterne fra området ved Grydehøj og skibssætningerne var mere tvetydige. Reaktionen fra georadaren var bedre på undergrunden ved Mysselhøjgård, end det var tilfældet på undergrunden ved Grydehøj. Desuden skal metoderne – eller mere specifikt fortolkningerne af de data, der kan udledes – anvendes med en vis forsigtighed. Vi ved, at ikke alle typer konstruktionsspor er lige lette at opdage, og at fraværet af anomalier ikke nødvendigvis betyder, at der ikke er arkæologiske strukturer i undergrunden. Denne udfordring kan imødekommes ved at kombinere de non-destruktive undersøgelser med mere konventionelle arkæologiske metoder, såsom prøvegravninger og rekognosceringer.

LEJRES FORTID FOR FREMTIDEN
Lejre er ikke bare arkæologiske fund og historie, det er et helstøbt og unikt landskab formet under istiden, hvor kulturarven føjer sig ind i det naturgivne. Det er et landskab, som vi må behandle med varsomhed – også når vi udforsker det videnskabeligt. Derfor er geofysisk undersøgelse en oplagt metode, der ikke alene giver mulighed for at dække store arealer, men også kan medvirke til, at arkæologiske udgravninger i så høj grad som muligt bliver udført som nålestiksoperationer. Pilotprojektet fra 2021 viser, at potentialet er til stede for at opnå brugbare resultater med geofysiske undersøgelser i Lejre (fig. 9). Dog virker metoden øjensynligt bedre i nogle områder end andre.

Med de non-destruktive geofysiske undersøgelser kan vi forhåbentlig i fremtiden skyde os ind på, hvad der egentlig har ligget dér, hvor for eksempel de mange detektorfund dukker op. Er det hirdens gårde, specialiserede håndværkspladser eller offerområder? Måske kan vi også

indkredse, hvor de ”forsvundne” skibssætninger har været placeret, og lægger vi dette sammen med den viden, vi kan samle om gravhøjene, begynder der at tegne sig et mere fuldendt billede af det monumentlandskab, som har udgjort det arkitektoniske bagtæppe for kongeslægtens haller.

Der vil også være steder, hvor mere traditionelle arkæologiske metoder som prøvegravning må tages i brug, hvis vi skal blive klogere på Lejre. Det gælder på gravpladsen ved skibssætningerne og Grydehøj, hvor de geofysiske undersøgelser tilsyneladende ikke rigtigt fungerer. Til gengæld er der tale om et afgrænset område, som relativt let kan undersøges, naturligvis under hensyntagen til, at der skal indhentes dispensation til arbejdet, da området i dag er et klassificeret fredet fortidsminde. Vådområderne – som ådalen – giver erfaringsmæssigt heller ikke så gode geofysiske resultater. Men her kan andre kilder til gengæld hjælpe. Eksempelvis kan moderne laseropmålte landskabsmodeller samt stednavne på historiske kort give fingerpeg om, hvor det vil være givtigt at lede efter for eksempel vadesteder, broer og vandmøller.

Der er således nok at tage fat på, når det kommer til udforskningen af Lejre – det vil vi gøre i de kommende år. Det var ikke blot med opførelsen af storslåede kongehaller, at kongemagten blev etableret i Danmark. Der var tale om en kompleks og veltilrettelagt iscenesættelse af magt, hvor kongen hævede sig over andre og begrundede sin magt ved at kunne demonstrere relationer tilbage til forfædre, monumental arkitektur, et langtrækkende netværk og specialiserede håndværk. Undersøgelsen af Lejres udtryk i landskabet vil føje mange brikker til dem, vi kender, i vores viden om den tidlige kongemagt i Danmark og dermed om landets tilblivelse.

I Lejre har detektorførere fundet et yderst sjældent stykke af en hjelm fra tiden lige før vikingetid. Det guldbelagte fragment med røde smykkesten har siddet på en af Skandinaviens mest prægtige hjelme og vidner om nære forbindelser til nuværende England og Sverige. Fundet kan opleves på Lejre Museum, når museet holder særåbent i forbindelse med vinterferien i uge 8.

Guldbelægning, smykkesten og detaljerig dyreornamentik: Hjelmfragmentet, som i 2024 blev fundet i lokalområdet, vil snart lyse op i montren på Lejre Museum.

”I sig selv er fund af hjelmdele en sjælden ting i Danmark. Det her stykke stammer fra, hvad der må have været en af Skandinaviens mest prægtige hjelme,” vurderer ROMUs arkæologiske chef, Julie Nielsen.

Bronzefragmentet er forgyldt. Det er dekoreret med en rød smykkesten, en såkaldt granat. ”Guldet, ornamentikken og granaten viser hjelmens pragt,” siger Julie Nielsen.

Hjelmdele passer sammen som puslespilsbrikker

Fragmentet består af to dele, der blev fundet på samme mark, og som passer sammen som puslespilsbrikker. Tilsammen udgør stykkerne det meste af hjelmens øjenbrynsbue – det indikerer deres karakteristiske svungne form.

”Ornamentikken – et dyr med markante tænder og store øjne – afspejler den stil, vi kender fra den yngre germanske jernalder; fragmentet er fra perioden mellem år 650 og 750,” fastslår Julie Nielsen.

Symbol på kongepragt og magt

Hjelmen understreger den storhed og status, som vi ser i Lejres halbygninger og gravmonumenter fra samme periode. Ifølge Julie Nielsen har den været en helt særlig genstand tilegnet en konge eller en person, der rangerede højest i stedets stærkt opdelte hierarki:

”Den dybrøde granatsten har længe været forbundet med styrke. Den detaljerige ornamentik på hjelmen udgør en fortælling, et narrativ, om en enorm magt hos mennesket, der ejede og bar den,” siger den arkæologiske chef.

Lejre var et vigtigt handelscentrum

Julie Nielsen mener ikke, at hjelmen kan have været båret i kamp, for som hun siger: Lejre var i yngre germansk jernalder ikke et sted, hvor de lokale bekrigede hinanden – nærmere et politisk og religiøst elitested. Her dyrkede man guderne, ophøjetheden, netværket og handlen, endda på tværs af landegrænser.

”Vi ser i nabolande i øst og vest – England og Sverige – fund af hjelmfragmenter med et overordnet ens udtryk. Det viser, at Lejre lå som centrum på en akse. Handlen har her været et meget vigtigt omdrejningspunkt,” siger hun.

Svensk forsker: ”Fragmentet er unikt”

I storværket ”Viking Dynasties” sammenligner forskere fra ROMU, Nationalmuseet og Uppsala Universitet Lejres sagnkongesæde med et søsterdynasti i Gamla Uppsala i Sverige. Arkæolog og seniorforsker ved Uppsala Universitet John Ljungkvist har nærstuderet hjelmfragmentet fra Lejre og fremhæver dets unikke konstruktion:

”Hvor vi i andre hjelme ser tre separate beslag, der er sat sammen, er denne hjelms øjenbrynsbue konstrueret i ét stykke. Den nye variant af den eksklusive hjelm har vi ikke fundet tilsvarende før.”

At man kunne fremstille en hjelm af den kaliber er i John Ljungkvists øjne enestående:

”Det er håndværk af en helt særlig kvalitet – på højde med håndværket bag den berømte hjelm fra Sutton Hoo-skibsgraven i England.”

Oplev hjelmstykket live

De to hjelmdele blev fundet på lokaliteten Lillebro ved Lejre. To detektorførere fra henholdsvis Jylland og Sverige stødte på stykkerne under et træf i foråret 2024. De indleverede fragmenterne til museet som danefæ. På ROMUs anmodning hastebehandlede Nationalmuseet fundet og straksudlånte det til Lejre Museum.

”Det lå os stærkt på sinde at få fragmentet hurtigt ud i en montre på museet. Vi glæder os over, at vi allerede nu kan vise det til alle, der interesserer sig for vores fælles fortid,” siger Julie Nielsen.

Foto af fragmentet skaber ivrig debat
Et foto af hjelmfragmentet pryder forsiden på storværket ”Viking Dynasties” – forskningsprojektets bogudgave, der udkommer 21. januar. Blandt hjelm-entusiaster satte forsidefotoet straks gang i en debat.

”Det bliver heftigt diskuteret, hvor dette nye fragment mon er dukket op henne. Derfor er det fedt, at vi nu kan offentliggøre hjelmfragmentet og fortællingen om, at det er fundet her ved Lejre,” siger Julie Nielsen.