Julen er tiden for refleksion, afslutninger og nye begyndelser. Når året rinder ud, står et nyt år for døren. Den mørkeste tid slutter, mens de længere og lysere dage melder deres ankomst. Skoler holder juleafslutninger, og virksomheder forbereder sig på en bølge af udsalg og sæsonens nye varer.

Også i ROMU markerer julen på én gang afslutninger og nye begyndelser. Julemarkederne, juleudstillingerne, juletræssalg og julehandelen i museumsbutikkerne udgør årets sidste store indsatser, der åbner og udbreder kulturarven for vores besøgende. Efter juleferien venter en ny sæson med spændende udstillinger og innovative programmer for borgerne.

I en videre forstand har hele år 2024 været præget af markante afslutninger og nye tider for museumsorganisationen med de ti besøgssteder omkring den smukke Roskilde Fjord.

Fra drøm til virkelighed med rumfornemmelse

Efter mange års arbejde lykkedes det ved årets afslutning, med ROMU i en ledende rolle, at samle 126,5 millioner kroner til et nyt formidlingscenter ved Roskilde Domkirke. Siden 1995 har domkirken været på UNESCO’s prestigefyldte liste over verdensarv. Dermed er mere end 29 års forventningsfuldt arbejde med at udvikle og skaffe midler til et ambitiøst verdensarvscenter nu afsluttet. På et pressemøde den 2. december i Det Kongelige Palæ blev planerne for det nye projekt præsenteret, og det har nu samlet bred opbakning. Fasen med fundraising er ovre, og vi ser frem til fire års nyt arbejde med formgivning og udførelse i et bredt og stærkt samarbejde i og omkring domkirkebyen.

Flere andre store og langvarige projekter er også blevet realiseret i 2024. Årtiers drømme om en større foredragssal og bedre faciliteter på Lejre Museum er blevet indfriet. Med astronaut Andreas Mogensen som gæstetaler kunne ROMU i slutningen af oktober indvie en ny, funktionel foredragssal, samt en skolestue og et nyt køkken. Disse forbedringer giver os mulighed for at imødekomme endnu flere brugerbehov i årene, der kommer.

Store forskningsindsatser i mål

Resultaterne af årtiers arkæologiske undersøgelser ved Stålmosegård i Vindinge, lige uden for Roskilde, blev også offentliggjort i 2024 i et anerkendt referenceværk på 526 rigt illustrerede sider. Museumsinspektør emerita Mette Høj, som har været den drivende kraft i projektet, kunne dermed krone sin lange karriere i museumsorganisationen med en udgivelse, der også markerer starten på en serie med yderligere to værker om jernalderens Vindinge.

Arkæolog Jens Winther Johannsen afsluttede i 2024 sit ph.d.-projekt om bronzealderens begyndelse, baseret på et righoldigt materiale fra området omkring Roskilde Fjord. Afhandlingen består af en række faglige artikler, der vil blive offentliggjort i nogle af de mest anerkendte internationale tidsskrifter inden for feltet. Dette lover godt for vores fremtidige forskningsindsatser.

Konservator Camilla Bastholm afsluttede også sit ph.d.-studium med fokus på skimmelsvamp i magasinerne på 11 forskellige museer i Danmark. Hendes afhandling blev forsvaret med stor anerkendelse på Nationalmuseet, og den opfordrer til yderligere studier inden for dette relevante og ofte oversete emne.

Så kom museumsreformen i hus

År 2024 vil i den danske museumsbranche især blive husket for museumsreformen. Med et omfattende politisk forlig blev adskillige års bestræbelser omsat til en aftale, der fundamentalt ændrer rammerne for de statsanerkendte museer, herunder ROMU. Med en årlig omsætning på tæt ved 50 millioner kroner, over 100 ansatte på kontrakt og mere end 160.000 gæster ind og ud ad dørene, også i 2024, hører ROMU til blandt den største tredjedel af landets museer.

Økonomisk set tyder bilagsmaterialet på, at ROMU vil bevare sine tildelinger af statsmidler efter reformen. I forhold til prestige og anerkendelse har vi nået en vigtig milepæl med vores samlinger, som nu er vurderet som værende af national relevans. Dette skyldes især vores genstande fra Lejres rige kulturarv og det indsamlede materiale om dansk rockhistorie. Sammen med Vikingeskibsmuseet er ROMU det eneste kulturhistoriske museum i den sjællandske region med en så høj kategorisering.

Vi ønsker naturligvis at nå endnu højere op i fremtiden, men vi er stolte af den anerkendelse, vi har opnået, som efter reformen ligger på niveau med H.C. Andersens Hus i Odense og Københavns Museum.

Museer husker på traditioner

Tiden op til jul og nytår er en særligt god anledning til at reflektere over det forgangne år og se fremad. For museer såvel som for familier, enkeltpersoner og venner. Hvad har været det største, der er sket for dig i år? Hvad drømmer du om i det kommende år?

For mange er et besøg på et museum en oplevelse, der skiller sig ud. Den hyggelige stemning til Sankt Hans på Færgegården eller til plantemarked ved Tadre Mølle. Den charmerende atmosfære, mens man ventede med børnene på hestevognen i Lützhøfts Købmandsgård. Den sjove tur med skolen til rockmuseet, iført udklædning som popstjerne. Den stolte følelse som borger ved at stå ved en åben arkæologisk udgravning i Egedal, i Vindinge eller i Vinge. Eller måske oplevelsen af at komme helt tæt på den velpolerede veteran-brandbil, der var udstillet i museumsgården på Roskilde Museum.

Juleaften og i juledagene står tiden næsten stille. Der er en form for hul i tiden lige der, hvor meget slutter og meget nyt er lige ved at begynde. Ganske symbolsk danses der i ring omkring juletræet. Og lige så slående handler de fleste julesalmer og julesange om glæde, om kærlighed, om drømme, om håb. For det er netop i denne tid, vi finder glæden ved traditioner og ved hinanden.

Mere end nogen anden tid på året trykker samfundet på ”standby” i julen. Mens vi venter og leder efter balancen mellem det, der slutter, og det nye, der snart skal begynde.

Med disse juletanker ønsker jeg de tusindvis af gæster fra ROMUs ti besøgssteder en højtid fyldt med ro, fred og tid til nærvær.

Museerne husker på traditionerne og bringer historien til live. I en tid med opbrud og uro tilbyder museerne rum til ro og eftertanke, oplysende oplevelser og samvær.

Tak for hvert besøg. Tak til alle, der har støttet og bakket op om arbejdet med den kulturarv, som forener os. Tak for alt, der endte godt. Og på hjerteligt gensyn til nye og spændende begyndelser med museerne for både børn og voksne i 2025.

GLÆDELIG JUL OG RIGTIG GODT NYTÅR!

En ny afhandling går bag om funklende fund og kigger i stedet på fortidens dagligliv og produktion. For det er primært et generelt overskud i samfundet, der kan drive fremskridt, nu såvel som historisk. ROMUs arkæolog Jens Winther Johannsen er dykket ned i bondestenalderens intensivering af landbruget, der var grundlag for fremskridt og udvikling i overgangen til bronzealderen.

Et gammelt ordsprog lyder, at ”uden mad og drikke, duer helten ikke”. Den påstand er på sin vis også tanken bag en ny afhandling om forandringer for godt 4000 år siden. For når vi fremhæver fremskridtets store helte, må vi også se på, hvad der overhovedet giver dem mulighed for at foretage de bedrifter, der foreviger dem.

I hvert fald hvis det står til arkæolog på ROMU, Jens Winther Johannsen. I afhandlingen ‘Reneolithisation – Subsistence and Change in Late Neolithic Southern Scandinavia’ går han tæt på ændringer i landbruget og deres betydning for udviklingen i den senneolitiske periode – groft sagt overgangen fra bondestenalder til bronzealder. Ændringer, som han på sin vis synes lidt for ofte bliver skubbet i baggrunden.

”I den arkæologiske forskning er det typisk de smukke, prangende fund, der har fået mest opmærksomhed. Det betyder, at nogle simple, men måske mere grundlæggende genstandstyper, bliver overset. Det er altid de smukke flintdolke, store huse og skinnende metalgenstande, der bliver udstillet. De er også meget fascinerende og virkelig iøjnefaldende. Men at man overhovedet har den slags genstande, er baseret på, at der er nogen, der producerer fødevarer, så det kan lade sig gøre at frembringe den slags. Derfor var ideen med mit projekt at undersøge den grundlæggende økonomi, altså landbruget, som jeg mener er helt afgørende for, hvor stort et overskud, der er i samfundet,” fortæller Jens Winther Johannsen.

Et overflodssymbol vakte interessen

I forbindelse med at der skulle etableres en station i Vinge sydøst for Frederikssund, blev der i 2015 foretaget en arkæologisk forundersøgelse. Sammen med kollegaer fra ROMU udgravede Jens Winther Johannsen en boplads, som strakte sig over flere hundrede år, og et enormt hus fra slutningen af stenalderen dukkede op. Huset var 45 m langt og syv meter bredt.

”Det var i virkeligheden det, der satte gang i min interesse for den her periode. Det store hus i Vinge var imponerende og meget fascinerende. Det er et overflodssymbol, for det er virkelig ressourcekrævende. Det er, når man har sådan et overskud, at man kan udvikle kulturen.”

Det fik Jens Winther Johannsen til at zoome ind på det, der lå bag overfloden. For det er ikke en ny tanke, at det er produktionen, der muliggør udviklingen. Det er bare ikke tidligere blevet inddraget i diskussionen af samfundsudviklingen i bondestenalderens slutning.

Analyser af jordprøver og pollendiagrammer, som blev udarbejdet på baggrund af prøver fra bopladsen ved Vinge, underbyggede en teori om, at der i den senneolitiske periode – ca. 2350-1700 f.Kr. – skete en intensivering af landbruget.

”Prøverne viser klare indikationer på, at skoven blev ryddet til landbrugsjord, og at vådområder blev ryddet til husdyrhold. Det er blevet tolket som, at man gerne ville skabe græsningsområder til dyrene – men uden at optage den agerjord, som de tidligere græssede på. Det er altså en optimering af landbruget,” fortæller Jens Winther Johannsen.

Flere fødevarer fik befolkningstallet til at vokse

På bopladsen fandt man også en mængde halvmåneformede segle. Jens Winther Johannsens undersøgelser understøttede en formodning om, at de var høstredskaber.

”Der er fundet tusindvis af dem fra den her periode, og det er et væsentligt argument for, at der sker en forandring og et forøget fokus på kornproduktionen. At så mange forskellige kornsorter blev dyrket på bopladserne, underbygger også et øget fokus på agerdyrkningen i perioden.”

Og så er vi tilbage ved ordsproget om helten, der skal have noget at leve af. Intensiveringen af landbruget medførte, at man på mindre plads kunne brødføde en større befolkning og sikre et mere stabilt fødevaregrundlag. Overskuddet af mad frigjorde kræfter til at udvikle kulturen.

”Pludselig bliver det for eksempel vigtigt, at man får en flintdolk med i graven, og de er ofte meget flotte og avancerede flintarbejder. Der sker en specialisering af et håndværk, som man formodentligt kun har haft mulighed for at udvikle, fordi der generelt har været et overskud. Det samme gælder tilstedeværelsen af metaller, som ikke findes naturligt i den sydskandinaviske undergrund. De begynder at dukke op her på tærsklen til bronzealderen. Importen forudsætter kontakt syd- og vestpå, og den kontakt forudsætter igen, at der bliver lavet skibe, så man kan foretage den slags handelsekspeditioner.”

Kulturen bredte sig nordpå

Men udvekslingen foregår ikke kun én vej. Den senneolitiske kultur breder sig efterhånden nordpå i Skandinavien, og det, mener Jens Winther Johannsen, kan skyldes en voksende befolkningstæthed på grund af et øget fødegrundlag.

”Jeg tror, at udviklingen begynder med, at flere og flere overlever barndommen. Hvis der skal være plads og mad til alle, må man flytte sig og rejse ud og bryde ny jord. Måske til Norge, hvor der faktisk ikke tidligere fandtes landbrug. Min påstand er, at det intensiverede landbrug fører til et skub nordpå, hvor menneskene breder sig til Norge og til det vestlige Sverige,” siger Jens Winther Johannsen.

Med sig har de nogle metoder til at dyrke afgrøder og brødføde sig selv. Men de medbringer også en kultur, som i høj grad er præget af vaner, skikke og ritualer.

”I den forudgående periode er der en stor grad af kulturel diversitet. Der er store forskelle fra vest til øst, for eksempel på, hvordan man gravlægger folk. Men op gennem den senneolitiske periode og bronzealderen bliver det mere homogent. De folk, der flytter ud, har deres egen kulturelle identitet, som de bringer med sig. Lidt sat på spidsen fører den nye landbrugsøkonomi og den afledte befolkningstilvækst til den enhedskultur, der kendetegner bronzealderen,” fortæller han.

En vigtig opgave for museerne

Arkæologisk chef på ROMU, Julie Nielsen, bifalder Jens Winther Johannsens forskningsresultater, som står frem i afhandlingen.

”Jens’ dybdegående forskningsarbejde gennem de seneste tre år er et vidnesbyrd om, hvor langt vi kan nå i udforskningen af vores fælles fortid – og hvad den til stadighed kan fortælle os om den civilisation, vi i dag har opbygget. Forskningen udspringer af de arkæologiske udgravninger, som fortsat bidrager og beriger os med masser af information og viden.”

Samtidig anerkender hun opbakningen fra de bidragsydere, der er med til at muliggøre projekter som Jens Winther Johannsens:

”Samarbejdet med de uundværlige fonde, der qua bevillingerne til Jens’ ph.d.-projekt vælger at støtte op om den videre forskning og fordybelse i kulturarven, gør det muligt at producere og opnå forskningsresultater på et meget højt niveau. Resultater, der nu er udmundet og offentliggjort i en flot ph.d.-afhandling, så de kan formidles bredt ud, hvilket er en af vores fineste opgaver som statsanerkendt museum,” siger Julie Nielsen.

Julen er tiden for refleksion, afslutninger og nye begyndelser. Når året rinder ud, står et nyt år for døren. Den mørkeste tid slutter, mens de længere og lysere dage melder deres ankomst. Skoler holder juleafslutninger, og virksomheder forbereder sig på en bølge af udsalg og sæsonens nye varer.

Også i ROMU markerer julen på én gang afslutninger og nye begyndelser. Julemarkederne, juleudstillingerne, juletræssalg og julehandelen i museumsbutikkerne udgør årets sidste store indsatser, der åbner og udbreder kulturarven for vores besøgende. Efter juleferien venter en ny sæson med spændende udstillinger og innovative programmer for borgerne.

I en videre forstand har hele år 2024 været præget af markante afslutninger og nye tider for museumsorganisationen med de ti besøgssteder omkring den smukke Roskilde Fjord.

Fra drøm til virkelighed med rumfornemmelse

Efter mange års arbejde lykkedes det ved årets afslutning, med ROMU i en ledende rolle, at samle 126,5 millioner kroner til et nyt formidlingscenter ved Roskilde Domkirke. Siden 1995 har domkirken været på UNESCO’s prestigefyldte liste over verdensarv. Dermed er mere end 29 års forventningsfuldt arbejde med at udvikle og skaffe midler til et ambitiøst verdensarvscenter nu afsluttet. På et pressemøde den 2. december i Det Kongelige Palæ blev planerne for det nye projekt præsenteret, og det har nu samlet bred opbakning. Fasen med fundraising er ovre, og vi ser frem til fire års nyt arbejde med formgivning og udførelse i et bredt og stærkt samarbejde i og omkring domkirkebyen.

Flere andre store og langvarige projekter er også blevet realiseret i 2024. Årtiers drømme om en større foredragssal og bedre faciliteter på Lejre Museum er blevet indfriet. Med astronaut Andreas Mogensen som gæstetaler kunne ROMU i slutningen af oktober indvie en ny, funktionel foredragssal, samt en skolestue og et nyt køkken. Disse forbedringer giver os mulighed for at imødekomme endnu flere brugerbehov i årene, der kommer.

Store forskningsindsatser i mål

Resultaterne af årtiers arkæologiske undersøgelser ved Stålmosegård i Vindinge, lige uden for Roskilde, blev også offentliggjort i 2024 i et anerkendt referenceværk på 526 rigt illustrerede sider. Museumsinspektør emerita Mette Høj, som har været den drivende kraft i projektet, kunne dermed krone sin lange karriere i museumsorganisationen med en udgivelse, der også markerer starten på en serie med yderligere to værker om jernalderens Vindinge.

Arkæolog Jens Winther Johannsen afsluttede i 2024 sit ph.d.-projekt om bronzealderens begyndelse, baseret på et righoldigt materiale fra området omkring Roskilde Fjord. Afhandlingen består af en række faglige artikler, der vil blive offentliggjort i nogle af de mest anerkendte internationale tidsskrifter inden for feltet. Dette lover godt for vores fremtidige forskningsindsatser.

Konservator Camilla Bastholm afsluttede også sit ph.d.-studium med fokus på skimmelsvamp i magasinerne på 11 forskellige museer i Danmark. Hendes afhandling blev forsvaret med stor anerkendelse på Nationalmuseet, og den opfordrer til yderligere studier inden for dette relevante og ofte oversete emne.

Så kom museumsreformen i hus

År 2024 vil i den danske museumsbranche især blive husket for museumsreformen. Med et omfattende politisk forlig blev adskillige års bestræbelser omsat til en aftale, der fundamentalt ændrer rammerne for de statsanerkendte museer, herunder ROMU. Med en årlig omsætning på tæt ved 50 millioner kroner, over 100 ansatte på kontrakt og mere end 160.000 gæster ind og ud ad dørene, også i 2024, hører ROMU til blandt den største tredjedel af landets museer.

Økonomisk set tyder bilagsmaterialet på, at ROMU vil bevare sine tildelinger af statsmidler efter reformen. I forhold til prestige og anerkendelse har vi nået en vigtig milepæl med vores samlinger, som nu er vurderet som værende af national relevans. Dette skyldes især vores genstande fra Lejres rige kulturarv og det indsamlede materiale om dansk rockhistorie. Sammen med Vikingeskibsmuseet er ROMU det eneste kulturhistoriske museum i den sjællandske region med en så høj kategorisering.

Vi ønsker naturligvis at nå endnu højere op i fremtiden, men vi er stolte af den anerkendelse, vi har opnået, som efter reformen ligger på niveau med H.C. Andersens Hus i Odense og Københavns Museum.

Museer husker på traditioner

Tiden op til jul og nytår er en særligt god anledning til at reflektere over det forgangne år og se fremad. For museer såvel som for familier, enkeltpersoner og venner. Hvad har været det største, der er sket for dig i år? Hvad drømmer du om i det kommende år?

For mange er et besøg på et museum en oplevelse, der skiller sig ud. Den hyggelige stemning til Sankt Hans på Færgegården eller til plantemarked ved Tadre Mølle. Den charmerende atmosfære, mens man ventede med børnene på hestevognen i Lützhøfts Købmandsgård. Den sjove tur med skolen til rockmuseet, iført udklædning som popstjerne. Den stolte følelse som borger ved at stå ved en åben arkæologisk udgravning i Egedal, i Vindinge eller i Vinge. Eller måske oplevelsen af at komme helt tæt på den velpolerede veteran-brandbil, der var udstillet i museumsgården på Roskilde Museum.

Juleaften og i juledagene står tiden næsten stille. Der er en form for hul i tiden lige der, hvor meget slutter og meget nyt er lige ved at begynde. Ganske symbolsk danses der i ring omkring juletræet. Og lige så slående handler de fleste julesalmer og julesange om glæde, om kærlighed, om drømme, om håb. For det er netop i denne tid, vi finder glæden ved traditioner og ved hinanden.

Mere end nogen anden tid på året trykker samfundet på ”standby” i julen. Mens vi venter og leder efter balancen mellem det, der slutter, og det nye, der snart skal begynde.

Med disse juletanker ønsker jeg de tusindvis af gæster fra ROMUs ti besøgssteder en højtid fyldt med ro, fred og tid til nærvær.

Museerne husker på traditionerne og bringer historien til live. I en tid med opbrud og uro tilbyder museerne rum til ro og eftertanke, oplysende oplevelser og samvær.

Tak for hvert besøg. Tak til alle, der har støttet og bakket op om arbejdet med den kulturarv, som forener os. Tak for alt, der endte godt. Og på hjerteligt gensyn til nye og spændende begyndelser med museerne for både børn og voksne i 2025.

GLÆDELIG JUL OG RIGTIG GODT NYTÅR!

En ny afhandling går bag om funklende fund og kigger i stedet på fortidens dagligliv og produktion. For det er primært et generelt overskud i samfundet, der kan drive fremskridt, nu såvel som historisk. ROMUs arkæolog Jens Winther Johannsen er dykket ned i bondestenalderens intensivering af landbruget, der var grundlag for fremskridt og udvikling i overgangen til bronzealderen.

Et gammelt ordsprog lyder, at ”uden mad og drikke, duer helten ikke”. Den påstand er på sin vis også tanken bag en ny afhandling om forandringer for godt 4000 år siden. For når vi fremhæver fremskridtets store helte, må vi også se på, hvad der overhovedet giver dem mulighed for at foretage de bedrifter, der foreviger dem.

I hvert fald hvis det står til arkæolog på ROMU, Jens Winther Johannsen. I afhandlingen ‘Reneolithisation – Subsistence and Change in Late Neolithic Southern Scandinavia’ går han tæt på ændringer i landbruget og deres betydning for udviklingen i den senneolitiske periode – groft sagt overgangen fra bondestenalder til bronzealder. Ændringer, som han på sin vis synes lidt for ofte bliver skubbet i baggrunden.

”I den arkæologiske forskning er det typisk de smukke, prangende fund, der har fået mest opmærksomhed. Det betyder, at nogle simple, men måske mere grundlæggende genstandstyper, bliver overset. Det er altid de smukke flintdolke, store huse og skinnende metalgenstande, der bliver udstillet. De er også meget fascinerende og virkelig iøjnefaldende. Men at man overhovedet har den slags genstande, er baseret på, at der er nogen, der producerer fødevarer, så det kan lade sig gøre at frembringe den slags. Derfor var ideen med mit projekt at undersøge den grundlæggende økonomi, altså landbruget, som jeg mener er helt afgørende for, hvor stort et overskud, der er i samfundet,” fortæller Jens Winther Johannsen.

Et overflodssymbol vakte interessen

I forbindelse med at der skulle etableres en station i Vinge sydøst for Frederikssund, blev der i 2015 foretaget en arkæologisk forundersøgelse. Sammen med kollegaer fra ROMU udgravede Jens Winther Johannsen en boplads, som strakte sig over flere hundrede år, og et enormt hus fra slutningen af stenalderen dukkede op. Huset var 45 m langt og syv meter bredt.

”Det var i virkeligheden det, der satte gang i min interesse for den her periode. Det store hus i Vinge var imponerende og meget fascinerende. Det er et overflodssymbol, for det er virkelig ressourcekrævende. Det er, når man har sådan et overskud, at man kan udvikle kulturen.”

Det fik Jens Winther Johannsen til at zoome ind på det, der lå bag overfloden. For det er ikke en ny tanke, at det er produktionen, der muliggør udviklingen. Det er bare ikke tidligere blevet inddraget i diskussionen af samfundsudviklingen i bondestenalderens slutning.

Analyser af jordprøver og pollendiagrammer, som blev udarbejdet på baggrund af prøver fra bopladsen ved Vinge, underbyggede en teori om, at der i den senneolitiske periode – ca. 2350-1700 f.Kr. – skete en intensivering af landbruget.

”Prøverne viser klare indikationer på, at skoven blev ryddet til landbrugsjord, og at vådområder blev ryddet til husdyrhold. Det er blevet tolket som, at man gerne ville skabe græsningsområder til dyrene – men uden at optage den agerjord, som de tidligere græssede på. Det er altså en optimering af landbruget,” fortæller Jens Winther Johannsen.

Flere fødevarer fik befolkningstallet til at vokse

På bopladsen fandt man også en mængde halvmåneformede segle. Jens Winther Johannsens undersøgelser understøttede en formodning om, at de var høstredskaber.

”Der er fundet tusindvis af dem fra den her periode, og det er et væsentligt argument for, at der sker en forandring og et forøget fokus på kornproduktionen. At så mange forskellige kornsorter blev dyrket på bopladserne, underbygger også et øget fokus på agerdyrkningen i perioden.”

Og så er vi tilbage ved ordsproget om helten, der skal have noget at leve af. Intensiveringen af landbruget medførte, at man på mindre plads kunne brødføde en større befolkning og sikre et mere stabilt fødevaregrundlag. Overskuddet af mad frigjorde kræfter til at udvikle kulturen.

”Pludselig bliver det for eksempel vigtigt, at man får en flintdolk med i graven, og de er ofte meget flotte og avancerede flintarbejder. Der sker en specialisering af et håndværk, som man formodentligt kun har haft mulighed for at udvikle, fordi der generelt har været et overskud. Det samme gælder tilstedeværelsen af metaller, som ikke findes naturligt i den sydskandinaviske undergrund. De begynder at dukke op her på tærsklen til bronzealderen. Importen forudsætter kontakt syd- og vestpå, og den kontakt forudsætter igen, at der bliver lavet skibe, så man kan foretage den slags handelsekspeditioner.”

Kulturen bredte sig nordpå

Men udvekslingen foregår ikke kun én vej. Den senneolitiske kultur breder sig efterhånden nordpå i Skandinavien, og det, mener Jens Winther Johannsen, kan skyldes en voksende befolkningstæthed på grund af et øget fødegrundlag.

”Jeg tror, at udviklingen begynder med, at flere og flere overlever barndommen. Hvis der skal være plads og mad til alle, må man flytte sig og rejse ud og bryde ny jord. Måske til Norge, hvor der faktisk ikke tidligere fandtes landbrug. Min påstand er, at det intensiverede landbrug fører til et skub nordpå, hvor menneskene breder sig til Norge og til det vestlige Sverige,” siger Jens Winther Johannsen.

Med sig har de nogle metoder til at dyrke afgrøder og brødføde sig selv. Men de medbringer også en kultur, som i høj grad er præget af vaner, skikke og ritualer.

”I den forudgående periode er der en stor grad af kulturel diversitet. Der er store forskelle fra vest til øst, for eksempel på, hvordan man gravlægger folk. Men op gennem den senneolitiske periode og bronzealderen bliver det mere homogent. De folk, der flytter ud, har deres egen kulturelle identitet, som de bringer med sig. Lidt sat på spidsen fører den nye landbrugsøkonomi og den afledte befolkningstilvækst til den enhedskultur, der kendetegner bronzealderen,” fortæller han.

En vigtig opgave for museerne

Arkæologisk chef på ROMU, Julie Nielsen, bifalder Jens Winther Johannsens forskningsresultater, som står frem i afhandlingen.

”Jens’ dybdegående forskningsarbejde gennem de seneste tre år er et vidnesbyrd om, hvor langt vi kan nå i udforskningen af vores fælles fortid – og hvad den til stadighed kan fortælle os om den civilisation, vi i dag har opbygget. Forskningen udspringer af de arkæologiske udgravninger, som fortsat bidrager og beriger os med masser af information og viden.”

Samtidig anerkender hun opbakningen fra de bidragsydere, der er med til at muliggøre projekter som Jens Winther Johannsens:

”Samarbejdet med de uundværlige fonde, der qua bevillingerne til Jens’ ph.d.-projekt vælger at støtte op om den videre forskning og fordybelse i kulturarven, gør det muligt at producere og opnå forskningsresultater på et meget højt niveau. Resultater, der nu er udmundet og offentliggjort i en flot ph.d.-afhandling, så de kan formidles bredt ud, hvilket er en af vores fineste opgaver som statsanerkendt museum,” siger Julie Nielsen.