Arbejdet med at restaurere Øm Jættestue er i fuld gang. Det er for arkæologerne en både spændende og udfordrende opgave, der blandt andet har budt på (fir)benspænd og ny viden. Ved et foredrag på Lejre Museum fortalte arkæolog Emil Winther Struve om arbejdet med at restaurere den gamle gravhøj.

Siden 2020 har Øm Jættestue været lukket for offentligheden, fordi stendiget omkring stenaldergravhøjen var truet af sammenstyrtning. Sidste forår gik ROMUs arkæologer i gang med et omfattende, men nænsomt arbejde med at sikre fortidsmindet fra stenalderen.

Det vakkelvorne stendige var muligvis til fare for besøgende. Men det er ideelt til at huse en gruppe firben. De er flyttet ind i stendiget, som nu både er en del af et fortidsminde og habitat for en koloni af markfirben. Der er bare den hage, at markfirbens habitat er beskyttet af EU’s naturdirektiver, og det giver panderynker hos arkæologerne. Men ikke hos firbenene, der ufortrødent er gået i hi. Mens de sover, er arkæologerne sat skakmat.
Firbenene vender vi tilbage til.

I sin ufrivillige pause fra restaureringen, mens firbenene sov sig gennem vinteren, havde Emil Winther Struve indbudt til foredrag på Lejre Museum. Struve er arkæolog hos ROMU og projektleder på restaureringen. De omkring 50 fremmødte fik i løbet af aftenen fortællingen om jættestuens historie, om arbejdet med at gøre fortidsmindet sikkert igen, og om ny viden, som de arkæologiske undersøgelser i forbindelse med restaureringen har båret med sig.

Trærødder og besøgende pressede diget
”Arkæologer begynder altid med en prik på et kort, selv om alle her nok er helt med på, hvor jættestuen er,” siger Emil Winther Struve med et lille grin og lader sin lille laser-pen vandre hen over det første slide med et kort over Lejre og Øm.

”De lokale ved nok også, at jættestuen i en periode var muret til. Der var sat hegn op, og der stod vist et skilt med teksten ’Livsfare’. Man kunne godt få fornemmelsen af, at hvis man vovede sig derind, risikerede man, at jættestuen kollapsede om ørerne på en. Det var nu ikke det primære problem. Udfordringen ser vi herude,” siger arkæologen og klikker næste billede frem. Det viser, hvordan de tonstunge sten i diget omkring højen er skredet ud.  

Stendiget er presset af rodnettet fra de træer, der har vokset sig store på højens top, og af de tusindvis af mennesker, der hvert år besøger og kravler på gravhøjen.

”En jættestue er en gravhøj med et stort, stenbygget gravkammer og en gang, så man har kunnet færdes ind og ud af kammeret. Jættestuerne er kulminationen på de store gravkamre, man bygger i stenalderen,” forklarer Emil Winther Struve.

Det var typisk magtfulde slægter, som etablerede jættestuer som gravsteder. Men gennem årtusinder blev monumenterne genbrugt, fordi der var direkte adgang ind til gravkammeret.

Fra stejlt fortidsminde til blød hat
Øm Jættestue kan dateres til midten af bondestenalderen og er omkring 5300 år gammel. Den er også blevet brugt til gravlæggelser i mange år. Sandsynligvis senest i jernalderen, omkring 3-400 e.Kr. Derefter blev den overladt til sig selv og naturen, indtil den i 1832 blev genopdaget af nogle lokale gårdmandssønner. Nationalmuseet blev straks tilkaldt.

”Det bliver hurtigt erkendt, at her er et prægtigt og vigtigt fortidsminde. Der bliver fundet oldsager i højen, og her starter en meget fin, arkæologisk dokumentation af fortidsmindet. Der bliver lavet udgravningsplaner og tegninger, og der bliver lavet lister over fundene, der både blev gjort inde i kammeret og i toppen, hvor der er urnebegravelser fra bronzealderen.”

 Året efter blev fortidsmindet fredet. Samtidig blev et dige opført omkring højen for at beskytte den mod blandt andet græssende køer og pløjning. Området mellem stendiget og den skrånende høj blev efterfølgende – måske med det samme, måske med tiden – fyldt op med jord, og det ændrede højens udtryk markant.

”Hvis man ikke lige ved det, så kunne man godt være i tvivl om det var den samme høj. Den var mindre i diameter, og højen var noget stejlere. Man kan næsten sige, at den er gået fra at være et lille, stejlt fortidsminde til en stor, blød hat,” fortæller Emil Winther Struve.

Særdeles solidt byggearbejde
Øm Jættestue er en af de bedst bevarede og mest besøgte fortidsminder. I 2020 blev der ved et rutinemæssigt tilsyn konstateret, at stendiget fra 1830’erne var i en slem forfatning. I 2023 blev der takket være lokale ildsjæle afsat penge på finansloven til at restaurere jættestuen.

Det er Slots- og Kulturstyrelsen, der har ansvaret for fortidsminder i Danmark, og indtil for nyligt stod styrelsen selv for at restaurere dem. Men som en del af et pilotprojekt blev ROMU som det lokale museum med arkæologisk ansvar for Øm Jættestue hyret til i samarbejde med eksterne fagligheder at foretage arbejdet. Opgaven lød på så nænsomt som muligt at sikre stendiget og gravhøjen, men samtidig forsøge at bevare så meget som muligt.

Det blev konstateret, at det indvendige gravkammer var temmelig velbevaret. Den meget specielle teknik med store og små sten, tørmursfliser og birkebark havde stået distancen og holdt kammeret tørt og sikret mod erosion.

”Der er ikke mange håndværkere, der giver 6000 års garanti på deres arbejde. Men det kunne de faktisk godt have gjort, dengang,” konstaterer Emil Winther Struve. 

ROMUs arkæologiske chef, Julie Nielsen, har forsket i Lejres skibssætninger – formationen af store sten, der menes at symbolisere de afdødes sejltur til dødsriget. Hun ser de monumentale skibssætninger tale ind storheden, der kendetegner områdets kongehaller. Læs det andet af tre nedslag i den alsidige forskning, der fylder ’Viking Dynasties’ – et tværnordisk projekt, der nu er ude som bog.

Manifestér din status, mens du lever – og også på din rejse til dødsriget. Det var tankegangen hos de magtfulde konger, der befolkede Lejre i yngre jernalder. I sit bidrag til det store fællesnordiske forskningsprojekt ’Viking Dynasties’, der netop er udkommet som bog, genskaber ROMUs arkæologiske chef, Julie Nielsen, Lejres skibssætninger: De bådformede stenformationer, der markerer de afdødes sejltur til dødsriget.

Spektakulære fund i Lejre

I sit forskningsprojekt genbesøger Julie Nielsen en udgravning, som Nationalmuseets arkæolog Harald Andersen forestod i gravhøjen Grydehøj i Lejre i 1956. I samme periode undersøgte han i området en velbevaret vikingetidsgravplads fra omkring år 900- 950.

”Man kan sige, at han med sit spektakulære fund var personen, der genopdagede Lejre,” siger Julie Nielsen.

Genskaber skibssætninger

Mange ved, at der omkring Grydehøj har stået én skibssætning. Færre er klar over, at gravhøjen var omkranset af en mindre flåde med mindst fire skibssætninger. Konkret har Julie Nielsen prøvet at genskabe stenformationerne ved at koble gamle og nye tegninger af dem.

”Jeg forsøger at rekonstruere skibssætningerne for at vise, hvor og hvordan de stod i landskabet. Og ikke mindst hvad de betød – i sig selv, i samspil med gravhøjen, med vikingetidsgravpladsen – med Lejre i et større perspektiv,” forklarer Julie Nielsen.

Mytiske sten med og uden grave

Skibssætninger kommer i mange former: I Lejres stræber store, ovale sten på højkant mod himlen. Stenformationerne knytter sig til flere historiske perioder, fortæller Julie Nielsen:

”Med inspiration fra bronzealderens skibssætninger konstruerer yngre jernalders mennesker deres egne udgaver. Det er interessant, at de læner sig op ad en tradition, men samtidig skaber en ny ved at gøre skibssætningerne så store og monumentale.”

Skibssætningerne forbinder vi med gravsteder, men man ser også skibssætninger uden grave. ”Det giver anlæggene en nærmest mytisk karakter,” pointerer Julie Nielsen.

Sten udstråler kongers magt

I projektet ’Viking Dynasties’ sammenligner forskere fra Danmark og Sverige de to søsterdynastier med hver deres sagnomspundne slægt: skjoldungerne i Lejre og ynglingerne i Gamla Uppsala i Sverige.

”Vi ser ikke skibssætninger i selve Gamla Uppsala. Ynglingerne har til gengæld runesten. De har anvendt skibsbegravelser, hvor de stedte de døde til hvile i rigtige både ved de nærliggende gravpladser – Valsgärde og Vendel,” siger Julie Nielsen.

Hun fremhæver desuden Lejre-skibssætningens størrelse.

”Den afspejler opblomstringen af Lejres monumentale periode omkring 650. Vi kan sammenkoble den med Lejres kongehaller, der viser kongernes enorme storhed, status og magt.”

Folk valfartede til døde i gravhøj

Som en del af sit projekt har Julie Nielsen med nye kulstof 14-dateringer tidsbestemt knoglemateriale fra gravhøjen Grydehøj. Hendes forskning viser, at gravhøjen er blevet opført omkring år 650. Og at skibssætningen sandsynligvis blev rejst samtidig med gravhøjen.

”Jeg tror, at højen fortæller historien om en fyrstelig gravlæggelse i yngre jernalder – med et stort anlagt ligbål, der er brændt ned, hvorefter højen er opført. Højen stod formentligt åben en periode, så folk kunne valfarte hertil og sige farvel til afdøde. Sådan som mennesker også i dag tager afsked med statsoverhoveder og kongelige,” siger Julie Nielsen.

Rejsen til dødsriget er showoff

Samme bygherre står bag skibssætning og gravhøj, mener Julie Nielsen. De to elementer ser hun som dele af én imposant minde- og gravplads. Hun drager parallel til den tidligste Lejre-hal ved Mysselhøjgård-bopladsen: Den imponerende halbygning, der her er opført på en jordplatform og omkranset af en smuk stenformation, viser Lejres indtræden i sin storhedstid med ekstravagante byggerier.

”Ikke kun i de store haller, der tilhørte de levende, men også i begravelsesceremonierne, de afdødes rejse herfra og deres fysiske aftryk udtrykker vores forfædre et showoff uden lige,” siger Julie Nielsen.

Deler viden med svenske forskere

Som forsker føler hun sig privilegeret ved med sit projekt at bidrage til ’Viking Dynasties’.

”Det internationale samarbejde har været utroligt spændende. Fagligt og personligt har det beriget at få et dybdegående indblik i udgravningerne i Gamla Uppsala og dele værdifuld viden med forskerne dér.”

Bog er efterspurgt

I ’Viking Dynasties’ formidler Julie Nielsen og hendes forskerkolleger Lejres fortid til et internationalt publikum, der længe har efterspurgt den viden og indsigt, bogen giver.

”Vi håber, at værket på sigt vil trække flere gæster til Lejre Museum – at folk vil føle, at de må hertil og have det fulde og virkelige billede af det, vi kalder kongerigets vugge,” siger Julie Nielsen.

Arkæolog og seniorforsker ved ROMU Ole Kastholm stiller skarpt på Lejre-kongernes sørute og sejlene, de satte, når de drog til søsterdynastiet i den midtsvenske by Uppsala. Læs den første af tre artikler med nedslag i den alsidige forskning, der fylder ’Viking Dynasties’ – et tværnordisk projekt, som netop er udkommet som bog.

Hvordan ville du forcere de 700 kilometer fra Lejre til den midtsvenske by Uppsala? Nutidens rejsende tyer typisk til digitale værktøjer som Google Maps eller Rejseplanen. Arkæolog og seniorforsker ved ROMU, Ole Kastholm, måtte gå anderledes analogt til værks, da han identificerede ruten, som kongerne fra Lejre og Uppsala i yngre jernalder fulgte for at besøge hinanden. Med skriftlige kilder, skibsfund og en rationel tilgang har han kortlagt kongernes færd.

”I dag gør motorvejs- og jernbanenettet strækningen mellem Uppsala og Lejre komfortabel. Dengang var etapen præget af uvejsomt landskab. Netop på dén strækning var rejsen over land derfor urealistisk,” siger Ole Kastholm.
Så kongerne drog ad søvejen. Bådene signalerede status hos eliten.
”Dens sejlende skibe står som magtsymboler,” siger arkæologen.

Stedkendte folk var om bord

Hvor lang tid tog turen med skib? Og hvad fik sagnkongerne ud af de strabadserende togter? De spørgsmål besvarer Ole Kastholm i sit bidrag til forskningssamarbejdet ’Viking Dynasties’. I projektet, der netop er udkommet i en diger bogversion, analyserer han og arkæologkolleger fra både Danmark og Sverige relationen mellem de to kongedynastier i Lejre og Uppsala.

Søvejen, som Ole Kastholm kortlægger, er snirklet: Fra Roskilde Fjord sejlede kongerne videre ud på Kattegat, ned gennem Øresund, rundt om Sydsverige og ind gennem den store, labyrintiske sø Mälaren.
”Du kan kun navigere gennem Roskilde Fjord, hvis du kender den. Det samme gælder Mälaren. Begge steder må kongerne have haft stedkendte folk ombord, som kunne hjælpe dem,” vurderer Ole Kastholm.

Mange farer var på spil

Med brug af data fra eksperimentelarkæologi har Ole Kastholm beregnet, at kongerne kunne tilbagelægge 75 sømil i døgnet. Det giver en samlet rejsetid på otte dage og nætter på strækningen mellem Lejre til Uppsala. Hvis man, vel at mærke, sejler nonstop.
Som erfaren sejler på moderne sejlbåde såvel som traditionelle, nordiske skibe ved Ole Kastholm, at utallige faktorer kan forhale turen. Først og fremmest spiller vind, vejr og fartøjernes tilstand ind. Der er farvande, som kongerne må undgå, fordi de er uvenner med lokalbefolkningen. Andre strækninger udfordrer, fordi de med klippeskær og granbevoksede øer er labyrintiske.
”Nogle dage når man nul, nogle dage 10, nogle dage andre antal sømil,” konkluderer Ole Kastholm og tilføjer:
”Mine forskningsresultater afspejler den ideelle rejsetid fra A til B. Her har vi en måde at beskrive og beregne rejsen på – det er dét, som er essensen her.”

Sejl af uld hamp og hør

I sit forskningsprojekt undersøger Ole Kastholm også bådtypen, som kongerne og deres følger rejser med. I 600-tallet, omkring 100 år efter, at eliten etablerer magtsæder i Lejre og Uppsala, undergår dens skibe en banebrydende udvikling:

”De får sejl; det afspejler kongernes magt og særlig status,” siger seniorforskeren.
Sejl af uld krævede omfattende fårehold. For at fremstille sejl af plantematerialer måtte man dyrke enorme mængder hamp eller hør.
”Heri lå et kæmpe arbejde: Det var dobbelt-op på ressourcer i forhold til forløberen, robåden,” siger Ole Kastholm.
Tilmed fordrer sejlene særlige kompetencer hos skibsbyggerne.
”Håndværkerne skal have en kompleks viden om, hvordan de fremstiller sejl, tovværk og fartøjer, der passer til. Du kan ikke bare montere et sejl på den hidtidige robåd.”

Sejlet er showoff

Sejlets entré på kongernes maritime arena taler ind i samfundets infrastruktur, siger Ole Kastholm.

”Det bliver endnu en måde for kongerne at sætte sig i respekt og centrere deres ressourcer på. Et magtsymbol som dem, vi ser på landjorden, med imposante halbyggerier og monumentale skibssætninger af sten. Sejlet er ren showoff for kongerne.”

Ole Kastholm fremhæver den sanselighed, der er indvævet i sejlet:
”At se det fyldes af vinden og at opleve bådens lydløshed som kontrast til årernes højlydte plask i vandet – det må have været magisk.”

Roernes fysiske indsats krævede mad og drikke, hvile og en stor besætning med skiftehold. Sejlbåden kan i princippet skyde frem i døgndrift – med vinden som sin energikilde. Tilmed speeder sejlet bådens hastighed væsentligt op.
”Folk, der stod på bredden og betragtede sejlet, må have mærket en wow-effekt. Sejlets komme indikerer kongesamfundets udvikling i en ny retning,” siger Ole Kastholm.

Lejre ryger op i international forskningsliga

Seniorforskeren fremhæver ’Viking Dynasties’-projektets faglige udbytte:
”Det har været utroligt berigende, ikke kun for os som arkæologer, men også for selve udforskningen af Lejre. Sammen med kortlægningen af det fælles ideologiske grundlag for Uppsala og Lejre løfter kombinationen af tværfaglighed og mange stærke kompetencer kongesædet i Lejre op i en international forskningsliga.”

I dag ved vi, at kongesædet ved Lejre ikke blot er sagn og myter. Sådan har det dog ikke altid været. Middelalderens saga- og krønikelitteratur fremstiller Lejre som Skjoldungernes hjem og danernes første kongesæde, og scener fra det oldengelske heltekvad om Beowulf menes at udspille sig netop her. Men i lang tid var det kun de skriftlige kilder, der vidnede om det gamle kongesæde. I tiden efter anden verdenskrig begyndte vi imidlertid at få ”syn for sagn” gennem arkæologiske udgravninger. I 1940’erne og 1950’erne lokaliserede Nationalmuseet gravpladsen ved skibssætningen, og fra midten af 1980’erne og til 2009 kortlagde ROMU, med
arkæologen Tom Christensen i spidsen, de mange generationer af mægtige kongehaller – den største længere end 60 m – som dannede centerpunkt i de kongelige residensområder fra omkring år 500 og indtil 1000 e.Kr.

Resultaterne af museets mange undersøgelser samlede Tom i en stor bog, Lejre bag myten. De arkæologiske udgravninger, som blev udgivet i 2015. Bogen gjorde vores viden om kongesædet og dets betydning tilgængelig for både læg og lærd. Hermed var grunden også lagt for at se Lejre i et andet perspektiv, hvilket blev forfulgt i forskningsprojektet Viking Dynasties – The royal families of Lejre and Uppsala between archaeology and text. I dette samarbejde mellem Nationalmuseet, Uppsala universitet og ROMU blev mange aspekter, som binder kongesæderne ved Uppsala og Lejre sammen, udforsket af eksperter fra forskellige fagområder. Alt dette præsenteres i en snarlig bog.

Med Viking Dynasties-projektet blev der foretaget udgravninger i Lejre flere år i træk. Ved den sidste af disse undersøgelser – i 2019 – var det palisaden, som omkranser halområdet, der blev fokuseret på. Sporene efter palisaden er ved flere tidligere lejligheder blevet arkæologisk dokumenteret, men i 2019 blev den portåbning, som nødvendigvis måtte findes et sted i den flere hundrede meter lange palisade, eftersøgt – og fundet! Nu kunne vi endelig træde ind lige dér, hvor oldtidens arkitekt havde tænkt det, og med lige dele viden og forestillingsevne se den knejsende kongehal på bakkeskråningen (fig. 1).

NYE VEJE
Selv om vores viden om kongesædet på den måde er vokset gennem årene, så ved vi stadig kun en brøkdel om alt det uden for selve halområderne – om, hvordan et kongesæde satte sig aftryk i landskabet. Kort sagt: Når det kommer til Lejre – uden for palisaden – så står mange store spørgsmål ubesvarede. Men potentialet for at finde svarene gemmer sig heldigvis stadig derude.

I dag ved vi med sikkerhed, at Lejre er et af Danmarks tidligste kongesæder. Kongesædet har bestået af et større sammenhængende kompleks, hvor vi har en grundlæggende viden om bygningerne, og deres karakter og kronologi, inden for selve det palisadeomkransede residensområde. Vi kender i nogen grad også strukturerne i de nærmeste omgivelser uden
for palisaden. Således er undersøgt dele af et værkstedsområde under nutidens Gl. Lejre landsby og en del af et begravelsesområde ved skibssætningerne øst for landsbyen, der begge må have tilknytning til komplekset, og derudover har vi kendskabet til de synligt bevarede fortidsminder som gravhøje og rester efter skibssætninger. Inden for en radius af 1 kilometer omkring selve residensområdet er der imidlertid stor sandsynlighed for, at der findes yderligere – uopdagede – gravpladser, offerområder, vadesteder, broer, vandmøller, regulerede vandløb og skjulte spor efter oprindeligt monumentale fortidsminder. Hvert af disse elementer udgør større undersøgelsesobjekter, der kan bidrage med ny og vigtig viden til vores forståelse af kongesædets interne og eksterne strukturer og iscenesættelse og udviklingen heraf.

Men landskabet uden for palisaden er stort. Af praktiske, økonomiske og bevaringsmæssige årsager er det selvfølgelig ikke en mulighed at udgrave omgivelserne i deres helhed. Så hvordan finder vi egentlig nålene i høstakken? Der er flere veje frem: nye fund, et fornyet blik på den viden, som allerede ligger i arkiverne, og – ikke mindst – nye metoder til eftersøgning af arkæologiske strukturer.

Hvad nye fund angår, så danner de mange metalfund, som detektorarkæologer gennem de senere år har opdaget i Lejre-mulden, den absolut største landvinding. Hvert eneste år dukker nyt op, og antallet af detektorfund fra området tæller nu langt over 2.500. Således kan koncentrationerne af fund vise, hvor det kunne være givende at sætte ind med arkæologiske undersøgelser (fig. 2).

Men det er ikke kun nyhederne, som kan hjælpe i fremtidige projekter. Gamle fund og optegnelser rummer også væsentlig viden. For eksempel kan Nationalmuseets ældre småudgravninger af enkeltvise jernalderbegravelser være indikationer på, hvor der gemmer sig større gravpladser. Og historiske kilder kan indikere, hvor der skal ledes efter forsvundne
skibssætninger; for vi ved, at der har været adskilligt flere end de tilbageværende spor af de to, som består i dag. Gennemgang af gamle kort kan fortælle, hvor der blandt andet har været vadesteder og vandmøller, og moderne højdekort kan afsløre strukturer i landskabet som ødelagte gravhøje, dæmninger og hulveje.

Selv med metalfundene og vores viden fra arkiver og kort så er høstakken, hvori nålene skal findes, imidlertid stadig ret stor. Her er det, at nye metodiske landvindinger i form af geofysiske undersøgelser kan være en hjælp. Dette er non-destruktive undersøgelser, hvor store arealer kan afsøges næsten uden at knække et græsstrå, og under gunstige forhold
kan de vise præcist, hvor det vil være givtigt at sætte spaden i jorden. Det var geofysiske undersøgelser, som ledte museet på sporet af den største af kongehallerne, der blev udgravet i 2008-2009, og ved hvilken den nu så berømte Odin-figur i tilgift dukkede op. For at blive lidt klogere på, hvilket potentiale de geofysiske undersøgelser kunne have ved fremtidige undersøgelser omkring Lejre, udførte vi, i samarbejde med Norges teknisknaturvitenskapelige universitet i Trondhjem, et pilotprojekt i 2021.5 Lad os kaste et blik på, hvad der kom ud af det.

ET PILOTPROJEKT
Projektet, der strakte sig over to efterårsdage i 2021, skulle vurdere anvendeligheden af georadarmålinger som mulighed for at tilegne sig ny viden om Lejre. Et område omkring kongehallerne ved Mysselhøjgård og et område omkring Grydehøj og skibssætningerne blev undersøgt. Dele af disse områder har tidligere været arkæologisk undersøgt, mens andre dele var uberørte. Det var derfor muligt at lave nogle direkte sammenligninger mellem den eksisterende arkæologiske viden, og hvad den jordgennemtrængende radar – også kendt som en georadar – kunne synliggøre i undergrunden, uden at foretage en egentlig udgravning.

Om metoden
En georadar er en non-destruktiv måde, hvorpå man kan forsøge at få et billede af arkæologiske spor under jordoverfladen, men uden at grave, og på en hurtig og skånsom måde. Ved at sende radiobølger ned i jorden og derefter måle, hvilke dele af signalet der reflekteres tilbage til overfladen, og samtidig måle styrken af denne refleksion, kan man skabe billeder af undergrunden. Disse billeder ligner lange profiltegninger af undergrunden (fig. 3). Det er hovedsageligt ændringer i den elektriske ledningsevne, der forårsager ændringerne i signalets refleksion. Der, hvor der er en stor kontrast mellem for eksempel to uens jordlag eller mellem fyldet i en arkæologisk struktur og undergrunden omkring denne, vil dette skabe en ændring i refleksionerne, der kan detekteres ved hjælp af radarsystemet. Det kan enten skyldes, at noget af signalet reflekteres tilbage, eller at noget af signalet absorberes, og at kontrasten dermedfremstår som en zone med mindre reflekteret energi end en zone med
kraftigere refleksioner. Når man så samler et antal profiler tæt på hinanden, kan man lave et kort over alle disse ændringer, for en række forskellige dybder, og med høj grad af nøjagtighed. Dette kaldes dybdeskiver. Disse geofysiske kort over alle sådanne ”anomalier” tolkes derefter arkæologisk, hvor man forsøger at ”oversætte” de geofysiske observationer til en arkæologisk fortolkning ved at studere de indsamlede data i plan og profil, altså horisontalt og vertikalt. Typisk studerer man form, udseende og kontrast i de geofysiske data, samt om de fremstår i et mønster eller en udstrækning, som kan forklares ud fra arkæologiske observationer, der kendes fra andre steder.

Ved kongehallerne
Ved Mysselhøjgård undersøgte vi et areal på omtrent 20.200 m2, omkring sporene efter nogle af de tidligere udgravede halbygninger, men også et ret stort område vest for disse og videre vest forbi palisaden (fig. 4). Undergrunden består af moræneler længst mod vest, mens den i halområdet og ned mod landsbyen i øst består af smeltevandssand og smeltevandsgrus. En af de mest åbenlyse observationer var et klart signal fra stolpehullerne fra væggene i halbygning XLI og XLII. Disse har tidligere været undersøgt, men ikke alle blev fuldt udgravet. Hullerne fra de støttestolper, der træder synligt frem på georadaren, er opfyldt med lerklining, hvidbrændt flint og sten. Når vi ikke har meget tydelige spor af rækker af stolper i resten af georadardatasættet, men kan se nogle væggrøfter, kan det være et tegn på, at de stolpehuller, der ellers kan ligge inden for undersøgelsesområdet, ikke er fyldt med sten og lerklining – og derfor ikke er så lette at opdage med georadar på dette sted.

I øvrigt fremgik støttestolperne også meget tydeligt i et andet geofysisk datasæt fra 2008, hvor området blev undersøgt med magnetometer.8 Dette er en metode, der viser magnetiske egenskaber frem for den elektriske ledningsevne, som georadaren benytter. Derfor er det to målemetoder, der med fordel kan supplere hinanden.

En anden interessant observation fra georadaren er sporene efter en tilsyneladende velbevaret bygning på østsiden af den nord-syd-gående palisadegrøft vest for de berømte halbygninger. Her er der spor af en velbevaret væggrøft, der viser sporene efter en konstruktion på ca. 13,5
x 8 m N-S-orienteret parallelt med palisaden (fig. 5). Der er også spor efter en grøft i bueforløb fra enten et krumvægget langhus eller en buet drængrøft lidt længere mod øst, mellem palisaden og de kendte haller.

Ligeledes kan der observeres større nedgravninger ca. 90 meter længere vestpå, som kan være nedgravede værkstedshytter, såkaldte grubehuse (se fig. 4). På Mysselhøjgård ses desuden nogle grøfteforløb til huse, der tidligere er påvist, men ikke helt udgravet (fig. 6). Flere af disse kan nu spores videre i de geofysiske data i de områder, som ikke har været udgravet, og dette viser, hvordan metoden kan give et mere omfattende billede i situationer, hvor arkæologiske spor er kendt, men hvor vi ikke kender deres form, størrelse og omfang samt graden af deres bevaring.

Ved Grydehøj og skibssætningerne
Her undersøgte vi ca. 10.200 m2 (fig. 7). Vi forsøgte at komme så tæt på skibssætningen som muligt og at dække områderne både mod syd og mod nord. Det antages, at der har været yderligere to skibssætninger længere mod syd, som nu ikke længere er synlige, på grund af bl.a. grusgravning før i tiden. Der er foretaget en række undersøgelser på stedet i perioden 1944-1968, hvor der blev fundet mindst 55 grave fra vikingetiden, hvoraf 49 er sikre jordfæstegrave.

Formentlig er gravpladsen afgrænset mod syd og vest, men der bør være flere grave både mod nord og mod øst. Nogle af gravene havde spor af trækister, en enkelt havde spor af en indre stenfyldning, mens andre var dækket af mindre stenlægninger. Undergrunden på stedet er kategoriseret som smeltevandsgrus og består af en højderyg dannet som en del af en moræneafsætning og bakker af lagdelt sand og grus afsat af tidligere floder, som efterfølgende er blevet omgivet af dale, hvori der har løbet smeltevandsfloder, som har eroderet sig ned i de afsatte masser. Resultatet er en meget sammensat og varierende undergrund, som komplicerer billedet fra georadarundersøgelsen og gør det svært at fortolke entydigt. Nogle af de tidligere udgravede grave kan ses, ikke som en reflekterende anomali, men hvor energien absorberes. Disse grave er ikke særlig tydelige, og det er hovedsageligt, fordi vi i forvejen vidste, at de havde været der, at vi kunne bemærke dem i data (fig. 8). I georadarens data kan kun ses et par mulige nye grave eller anomalier med samme form og orientering, og generelt var tydelige grave vanskelige at opdage. Dette trods vores viden fra de tidligere udgravninger. Udfordringerne er et tegn på, at kontrasten mellem gravfyld og den omgivende undergrund er for lille til, at den pålideligt kan påvises ved denne metode for nuværende. Desuden forekommer der også generelt et stort antal sten i undergrunden. Nogle ligger i den bedst bevarede skibssætnings akse og kan være rester af fundamenter til denne velkendte skibssætning. Vi ved også, at flere grave havde stenmarkeringer, og i georadardataene er enkeltliggende sten tolket som ”punktobjekter”. Hvorvidt disse refleksioner fra enkeltliggende sten kan tolkes som gravmarkeringer, er usikkert. Det var ikke muligt at finde tydelige spor efter de i dag fjernede skibssætninger mod syd.

Samlet set
Generelt viser resultaterne fra dette pilotprojekt, at georadar som metode, gerne i kombination med magnetometermålinger, kan bidrage med ny viden. Ved at kunne ”teste” metoden på tidligere undersøgte huse, strukturer og grøfter omkring Mysselhøjgård viser projektet, at der kan opnås ny kulturhistorisk viden ved at anvende sådanne nondestruktive metoder, også ved Lejre. Især påvisningen af en bygning lige inden for palisaden er interessant for forståelsen af lokaliteten og understøtter det billede, som tidligere undersøgelser har påvist ved den
nordlige og vestlige palisade. Resultaterne fra området ved Grydehøj og skibssætningerne var mere tvetydige. Reaktionen fra georadaren var bedre på undergrunden ved Mysselhøjgård, end det var tilfældet på undergrunden ved Grydehøj. Desuden skal metoderne – eller mere specifikt fortolkningerne af de data, der kan udledes – anvendes med en vis forsigtighed. Vi ved, at ikke alle typer konstruktionsspor er lige lette at opdage, og at fraværet af anomalier ikke nødvendigvis betyder, at der ikke er arkæologiske strukturer i undergrunden. Denne udfordring kan imødekommes ved at kombinere de non-destruktive undersøgelser med mere konventionelle arkæologiske metoder, såsom prøvegravninger og rekognosceringer.

LEJRES FORTID FOR FREMTIDEN
Lejre er ikke bare arkæologiske fund og historie, det er et helstøbt og unikt landskab formet under istiden, hvor kulturarven føjer sig ind i det naturgivne. Det er et landskab, som vi må behandle med varsomhed – også når vi udforsker det videnskabeligt. Derfor er geofysisk undersøgelse en oplagt metode, der ikke alene giver mulighed for at dække store arealer, men også kan medvirke til, at arkæologiske udgravninger i så høj grad som muligt bliver udført som nålestiksoperationer. Pilotprojektet fra 2021 viser, at potentialet er til stede for at opnå brugbare resultater med geofysiske undersøgelser i Lejre (fig. 9). Dog virker metoden øjensynligt bedre i nogle områder end andre.

Med de non-destruktive geofysiske undersøgelser kan vi forhåbentlig i fremtiden skyde os ind på, hvad der egentlig har ligget dér, hvor for eksempel de mange detektorfund dukker op. Er det hirdens gårde, specialiserede håndværkspladser eller offerområder? Måske kan vi også

indkredse, hvor de ”forsvundne” skibssætninger har været placeret, og lægger vi dette sammen med den viden, vi kan samle om gravhøjene, begynder der at tegne sig et mere fuldendt billede af det monumentlandskab, som har udgjort det arkitektoniske bagtæppe for kongeslægtens haller.

Der vil også være steder, hvor mere traditionelle arkæologiske metoder som prøvegravning må tages i brug, hvis vi skal blive klogere på Lejre. Det gælder på gravpladsen ved skibssætningerne og Grydehøj, hvor de geofysiske undersøgelser tilsyneladende ikke rigtigt fungerer. Til gengæld er der tale om et afgrænset område, som relativt let kan undersøges, naturligvis under hensyntagen til, at der skal indhentes dispensation til arbejdet, da området i dag er et klassificeret fredet fortidsminde. Vådområderne – som ådalen – giver erfaringsmæssigt heller ikke så gode geofysiske resultater. Men her kan andre kilder til gengæld hjælpe. Eksempelvis kan moderne laseropmålte landskabsmodeller samt stednavne på historiske kort give fingerpeg om, hvor det vil være givtigt at lede efter for eksempel vadesteder, broer og vandmøller.

Der er således nok at tage fat på, når det kommer til udforskningen af Lejre – det vil vi gøre i de kommende år. Det var ikke blot med opførelsen af storslåede kongehaller, at kongemagten blev etableret i Danmark. Der var tale om en kompleks og veltilrettelagt iscenesættelse af magt, hvor kongen hævede sig over andre og begrundede sin magt ved at kunne demonstrere relationer tilbage til forfædre, monumental arkitektur, et langtrækkende netværk og specialiserede håndværk. Undersøgelsen af Lejres udtryk i landskabet vil føje mange brikker til dem, vi kender, i vores viden om den tidlige kongemagt i Danmark og dermed om landets tilblivelse.

Det er vist en mild underdrivelse at konstatere, at digterjeget i Johannes V. Jensens klassiske digt Ved Frokosten fra 1906 var svært begejstret for øl. En begejstring, han ikke var alene om. I årene omkring 1900 drak hver dansker i gennemsnit 100 liter øl om året. Selvom nationen fortsat er glad for øl, så var tallet faldet til 65 liter i 2021.

Det har let kunnet mærkes, at ølbegejstringen stadig er stor i Lützhøfts Købmandsgaard, hvor der er langet hundredvis af øl over disken i 2023. Og ikke en hvilken som helst øl, men en gammel nyskabelse: Roskilde Dom Øl.

Øllen er brygget efter en opskrift fra 1893 og er udstyret med en etiket fra F.R. Frederiksens Bryggeri, der lå i Roskilde. Øllen er brygget lokalt hos Himmelev Bryghus efter traditionelle metoder. Som med butikkens andre varer er ambitionen at komme så tæt på den historiske oplevelse som muligt, i smag, udseende og produktionsmetode.

Her kan du læse historien om det bryggeri, der oprindeligt bryggede øllen, og om hvordan museet har forsøgt at genskabe den.

DAMPBRYGGERIET PÅ ALGADE

Mens Johannes V. Jensens digterjeg hylder det ravgule øl, der omtales som en bajer – altså bajersk øl – så var det mørke hvidtøl noget mere udbredt. Modsat den undergærede bajerske pilsnerøl krævede den over gærede hvidtøl nemlig ikke køling under produktionen. Det gjorde fremstillingen meget lettere, og landet over fandtes der 387 bryggerier i 1903. De fleste producerede udelukkende hvidtøl.

En af de større spillere i den sammenhæng var F.R. Frederiksens Bryggeri
i Roskilde.

Bryggeriet lå på Algade som baghus til den bygning, der i skrivende stund huser restaurant Bryggergården. Fra den store gård i byens centrum blev der fra 1863 drevet købmandshandel, talgsmelteri, lysstøberi, handel med skind og huder – og altså også bryggeri.

Bryggeriet gik støt frem og kom i 1897 under ledelse af den driftige brygmester Hans Christiansen, der havde overtaget tøjlerne efter F.R. Frederiksens tidlige død i 1897. Ejeren var Frederiksens enke, Tekla Langreuter.

I 1903 nåede bryggeriets årlige produktion op på ca. 10.000 tønder eller omkring 1,3 mio. liter – lige under 1 % af den samlede danske produktion af skattefrit øl.

Men i 1904 blev bryggeriet ramt af en stor ulykke: en voldsom ildebrand, der gav genlyd i aviser landet over.

Branden blev opdaget af den årvågne overkelner Sørensen fra nabobygningen, Hotel Prindsen. Havde det ikke været for ham, havde ilden måske spredt sig yderligere. Den var ellers slem nok, som det var.

Både byens og domkirkens brandkorps kæmpede en brav kamp for at få ilden under kontrol. Da det så værst ud, tilkaldte de assistance fra København.

Ulykken var stor, men ikke fuldstændig. Der var tegnet en god forsikring, og dele af bygningerne overlevede. Bryggeriet kunne reetablere sig, og allerede et år efter branden blev der igen brygget øl på Algade – endda i mere tidssvarende rammer.

”DE SMUKKE MONUMENTALE BYGNINGER ER EN PRYD FOR
VORES BY”

Den udsendte medarbejder fra Roskilde Avis var så absolut imponeret over det nyindrettede bryggeri, som han mente måtte være det største hvidtølsbryggeri i Danmark uden for hovedstaden. Det skortede da heller ikke på praktiske mekaniske nyindretninger.

Den lokale Maglekilde Maskinfabrik havde leveret en dampmaskine på hestekræfter til at hjælpe kornet på vej gennem de forskellige etager med elevatorer og fødesnegle. Kornet vandrede på den måde fra kælder til kvist ”uden at berøres til det havner i Kælderen igen som Øl.”

Kapaciteten var også vokset betragteligt, fra 10.000 til 18.000 tønder øl – en mio. liter øl mere om året. Alt dette kunne klares af 12-14 arbejdere. Nybyggeriet stod i 100.000 kr., svarende til 7 mio. kr. i 2024, når der justeres for inflation.

Det var alt i alt et betragteligt foretagende. Det er næppe helt forkert, når den begejstrede skribent kalder bryggeriet for ”det største Hvidtøls-
bryggeri heri Landet udenfor København.”

Det topmoderne bryggeri kom hurtigt i gang igen og leverede snart alle de samme ølsorter til Roskilde og omegn som før branden. Og i december 1905 kom der en nyskabelse til bryggeriets sortiment: Roskilde Dom Øl.

ROSKILDE DOM ØL

Bryggeriet havde efter eget udsagn arbejdet på den nye ølsort i lang tid. Det var en rigtig luksusøl af typen dobbeltøl, som man ”anbefaler til Publikums Velville”.8 Det var altså ikke det billigste sprøjt, man havde opkaldt efter byens vartegn.

Navnet dobbeltøl kommer af, at man oprindeligt brugte dobbelt så meget malt som til de billigere bryg. I en betænkning fra 1673 kan vi læse, at man kun fik 5 tønder dobbeltøl ud af 4 tønder malt, mens man kunne lave hele 10 tønder skibsøl på samme mængde malt.

Dobbeltøllen havde en kraftigere smag og aroma og i reglen også en højere alkoholstyrke end de andre hvidtølstyper. Roskilde Dom Øl holdt sig dog under 2,25 vægtprocent alkohol, der var grænsen for skattefrit øl.

Øllen var noget anderledes end bryggeriets almindelige dobbeltøl. For mens dobbeltøl oftest var til den søde side, så var Roskilde Dom Øl ikke ”i Besiddelse af den stærke Sødme, som kendetegner dette Øl.”

Der har altså været tale om en mere bitter udgave af dobbeltøllen – formentlig en dobbelt bitterøl; en øltype, der er gået i glemmebogen.

Bitterøl var en meget udbredt øl op gennem 1800-tallet og nød fortsat en vis popularitet i den første del af 1900-tallet. Det var en øl med en udpræget bitterhed, som den fik fra en større mængde humle end de andre øltyper.

Imidlertid havde den fået hård konkurrence fra den nye undergærede bajerske pilsnerøl. Nogle bryggerier havde stor nedgang i salget af bitterøl allerede fra 1870’erne, og nogle bryghuse lod den udgå af sortimentet, da ølskatten kom i 1891. Som en lagret øltype blev bitterøl ofte for stærk til at undgå en beskatning, en udfordring, der også gjorde sig gældende for dobbeltøl.

En dobbelt bitterøl hørte ikke til blandt de mest almindelige øl på det danske ølmarked i 1905. Måske var Roskilde Dom Øl et tiltag fra F.R. Frederiksens Bryggeri, der skulle fastholde nogle af de pilsner-tørstige ølkunder, der måtte gå forgæves i bryggeriets sortiment efter undergæret øl?

Bryggeriet forsøgte sig også med, hvad de kaldte en pilsner, men da deres udgave af den populære øltype har været overgæret, må det så absolut betegnes som en tilsnigelse at give øllet det prædikat.

DEN GENSKABTE ØL

På Lützhøfts Købmandsgaard skal gæsterne opleve at blive sat tilbage til en købmand i tiden omkring 1920. Nogle varer skal se fremad og vise, hvor detailvarerne var på vej hen, og andre skal kigge mere bagud. De fleste varer kan dateres til perioden 1915-1925.

Det har ikke været muligt at finde ud af, hvornår Roskilde Dom Øl gik ud af produktion igen, men i de omfattende etikettesamlinger fra bryggeriet er der ikke eksempler på Dom Øl-etiketter, efter at bryggeriet skiftede navn til Roskilde Bryggerier i 1916.

Roskilde Dom Øl skal i butikken fungere som et kig tilbage på et mangfoldigt, lokalproduceret øludbud, der gradvist var ved at forsvinde i tiden omkring 1920. Det blev erstattet af et mindre antal produkter, der blev til på store fabrikker.

På den måde repræsenterer Roskilde Dom Øl en parallel til nutidens righoldige udbud af lokalt produceret håndværksøl. I postnummer 4000 findes der i skrivende stund seks bryggerier af varierende størrelse. Øllen er også i mere end én forstand en del af den tendens, da den er brygget på det lokale Himmelev Bryghus.

Her fik brygmester Per Rosen udarbejdet øllen på baggrund af en historisk opskrift. Da opskrifterne fra F.R. Frederiksens Bryggeri ikke er bevaret, måtte vi finde en tilsvarende fra et andet bryggeri. Valget faldt  på en Dobbelt Bitterøl fra Bryggeriet Rabeshave. Det lå på Christianshavn og var i lighed med F.R. Frederiksens Bryggeri et moderne dampbryggeri.

Opskriften er fra 1893 og lister kun de vigtigste elementer i brygget. Samtidig har f.eks. gærtyperne undergået en udvikling, og der er også sket ændringer på det hygiejniske område. Derfor har det været nødvendigt at komme med kvalificerede gæt og tilnærmelser for at få en anvendelig opskrift.

Hvor det er muligt, er de traditionelle metoder blevet bragt i anvendelse. Således er der knap så meget kulsyre som i en moderne øl, da den ikke er tvangskarboneret. Øllet er en anelse uklart, da det ikke er chokkølet
lige efter brygningen. På grund af den forbedrede hygiejne er det heller ikke nødvendigt at pasteurisere øllet længere. Da pasteuriseringen ændrer smagen, er dette trin fastholdt.

Til gengæld er alkoholstyrken justeret op i forhold til den oprindelige øl for at gøre den lidt mindre fremmed for nutidens øldrikkere.

Brygget gør det imidlertid ikke alene – udseendet må også være som dengang.

Etiketten var en vigtig ingrediens i et produkt, der slog på det lokale vartegn i markedsføringen. Imidlertid har arkiver og museer kun i begrænset omfang indsamlet de ret undseelige sodavands- og øletiketter. De gemmer på et lille stykke kulturhistorie, der både vidner om det store udbud af lokale drikkevarer og om store og små industrielle foretagender.

Lykkeligvis kom museet i forbindelse med Bo Petersson, der er ivrig etikettesamler. Blandt de utallige Roskilde-etiketter var også etiketten fra Roskilde Dom Øl i samlingen.

Med den store hjælp er det blevet muligt at skåle i et lille stykke Roskildehistorie igen

EFTERSKRIFT

F.R. Frederiksens Bryggeri opkøbte i 1916 den lokale konkurrent P. Nielsens Bryggeri og skiftede i den forbindelse navn til Roskilde Bryggerier. Men tiden løb fra hvidtølsbryggerierne, og i 1941 flyttede bryggeriet til Københavnsvej 26 og skiftede navn til Roar. Det er tvivlsomt, om der blev brygget øl her. Det lukkede i 1952.

Bryggeriet var fra 1914 ejet af journalist og lokalhistoriker Arthur Fang (1882-1973). Den genskabte Roskilde Dom Øl er dedikeret til hans datter, arkivar og lokalhistoriker Lotte Fang (1940-2020).

Arbejdet med at restaurere Øm Jættestue er i fuld gang. Det er for arkæologerne en både spændende og udfordrende opgave, der blandt andet har budt på (fir)benspænd og ny viden. Ved et foredrag på Lejre Museum fortalte arkæolog Emil Winther Struve om arbejdet med at restaurere den gamle gravhøj.

Siden 2020 har Øm Jættestue været lukket for offentligheden, fordi stendiget omkring stenaldergravhøjen var truet af sammenstyrtning. Sidste forår gik ROMUs arkæologer i gang med et omfattende, men nænsomt arbejde med at sikre fortidsmindet fra stenalderen.

Det vakkelvorne stendige var muligvis til fare for besøgende. Men det er ideelt til at huse en gruppe firben. De er flyttet ind i stendiget, som nu både er en del af et fortidsminde og habitat for en koloni af markfirben. Der er bare den hage, at markfirbens habitat er beskyttet af EU’s naturdirektiver, og det giver panderynker hos arkæologerne. Men ikke hos firbenene, der ufortrødent er gået i hi. Mens de sover, er arkæologerne sat skakmat.
Firbenene vender vi tilbage til.

I sin ufrivillige pause fra restaureringen, mens firbenene sov sig gennem vinteren, havde Emil Winther Struve indbudt til foredrag på Lejre Museum. Struve er arkæolog hos ROMU og projektleder på restaureringen. De omkring 50 fremmødte fik i løbet af aftenen fortællingen om jættestuens historie, om arbejdet med at gøre fortidsmindet sikkert igen, og om ny viden, som de arkæologiske undersøgelser i forbindelse med restaureringen har båret med sig.

Trærødder og besøgende pressede diget
”Arkæologer begynder altid med en prik på et kort, selv om alle her nok er helt med på, hvor jættestuen er,” siger Emil Winther Struve med et lille grin og lader sin lille laser-pen vandre hen over det første slide med et kort over Lejre og Øm.

”De lokale ved nok også, at jættestuen i en periode var muret til. Der var sat hegn op, og der stod vist et skilt med teksten ’Livsfare’. Man kunne godt få fornemmelsen af, at hvis man vovede sig derind, risikerede man, at jættestuen kollapsede om ørerne på en. Det var nu ikke det primære problem. Udfordringen ser vi herude,” siger arkæologen og klikker næste billede frem. Det viser, hvordan de tonstunge sten i diget omkring højen er skredet ud.  

Stendiget er presset af rodnettet fra de træer, der har vokset sig store på højens top, og af de tusindvis af mennesker, der hvert år besøger og kravler på gravhøjen.

”En jættestue er en gravhøj med et stort, stenbygget gravkammer og en gang, så man har kunnet færdes ind og ud af kammeret. Jættestuerne er kulminationen på de store gravkamre, man bygger i stenalderen,” forklarer Emil Winther Struve.

Det var typisk magtfulde slægter, som etablerede jættestuer som gravsteder. Men gennem årtusinder blev monumenterne genbrugt, fordi der var direkte adgang ind til gravkammeret.

Fra stejlt fortidsminde til blød hat
Øm Jættestue kan dateres til midten af bondestenalderen og er omkring 5300 år gammel. Den er også blevet brugt til gravlæggelser i mange år. Sandsynligvis senest i jernalderen, omkring 3-400 e.Kr. Derefter blev den overladt til sig selv og naturen, indtil den i 1832 blev genopdaget af nogle lokale gårdmandssønner. Nationalmuseet blev straks tilkaldt.

”Det bliver hurtigt erkendt, at her er et prægtigt og vigtigt fortidsminde. Der bliver fundet oldsager i højen, og her starter en meget fin, arkæologisk dokumentation af fortidsmindet. Der bliver lavet udgravningsplaner og tegninger, og der bliver lavet lister over fundene, der både blev gjort inde i kammeret og i toppen, hvor der er urnebegravelser fra bronzealderen.”

 Året efter blev fortidsmindet fredet. Samtidig blev et dige opført omkring højen for at beskytte den mod blandt andet græssende køer og pløjning. Området mellem stendiget og den skrånende høj blev efterfølgende – måske med det samme, måske med tiden – fyldt op med jord, og det ændrede højens udtryk markant.

”Hvis man ikke lige ved det, så kunne man godt være i tvivl om det var den samme høj. Den var mindre i diameter, og højen var noget stejlere. Man kan næsten sige, at den er gået fra at være et lille, stejlt fortidsminde til en stor, blød hat,” fortæller Emil Winther Struve.

Særdeles solidt byggearbejde
Øm Jættestue er en af de bedst bevarede og mest besøgte fortidsminder. I 2020 blev der ved et rutinemæssigt tilsyn konstateret, at stendiget fra 1830’erne var i en slem forfatning. I 2023 blev der takket være lokale ildsjæle afsat penge på finansloven til at restaurere jættestuen.

Det er Slots- og Kulturstyrelsen, der har ansvaret for fortidsminder i Danmark, og indtil for nyligt stod styrelsen selv for at restaurere dem. Men som en del af et pilotprojekt blev ROMU som det lokale museum med arkæologisk ansvar for Øm Jættestue hyret til i samarbejde med eksterne fagligheder at foretage arbejdet. Opgaven lød på så nænsomt som muligt at sikre stendiget og gravhøjen, men samtidig forsøge at bevare så meget som muligt.

Det blev konstateret, at det indvendige gravkammer var temmelig velbevaret. Den meget specielle teknik med store og små sten, tørmursfliser og birkebark havde stået distancen og holdt kammeret tørt og sikret mod erosion.

”Der er ikke mange håndværkere, der giver 6000 års garanti på deres arbejde. Men det kunne de faktisk godt have gjort, dengang,” konstaterer Emil Winther Struve. 

ROMUs arkæologiske chef, Julie Nielsen, har forsket i Lejres skibssætninger – formationen af store sten, der menes at symbolisere de afdødes sejltur til dødsriget. Hun ser de monumentale skibssætninger tale ind storheden, der kendetegner områdets kongehaller. Læs det andet af tre nedslag i den alsidige forskning, der fylder ’Viking Dynasties’ – et tværnordisk projekt, der nu er ude som bog.

Manifestér din status, mens du lever – og også på din rejse til dødsriget. Det var tankegangen hos de magtfulde konger, der befolkede Lejre i yngre jernalder. I sit bidrag til det store fællesnordiske forskningsprojekt ’Viking Dynasties’, der netop er udkommet som bog, genskaber ROMUs arkæologiske chef, Julie Nielsen, Lejres skibssætninger: De bådformede stenformationer, der markerer de afdødes sejltur til dødsriget.

Spektakulære fund i Lejre

I sit forskningsprojekt genbesøger Julie Nielsen en udgravning, som Nationalmuseets arkæolog Harald Andersen forestod i gravhøjen Grydehøj i Lejre i 1956. I samme periode undersøgte han i området en velbevaret vikingetidsgravplads fra omkring år 900- 950.

”Man kan sige, at han med sit spektakulære fund var personen, der genopdagede Lejre,” siger Julie Nielsen.

Genskaber skibssætninger

Mange ved, at der omkring Grydehøj har stået én skibssætning. Færre er klar over, at gravhøjen var omkranset af en mindre flåde med mindst fire skibssætninger. Konkret har Julie Nielsen prøvet at genskabe stenformationerne ved at koble gamle og nye tegninger af dem.

”Jeg forsøger at rekonstruere skibssætningerne for at vise, hvor og hvordan de stod i landskabet. Og ikke mindst hvad de betød – i sig selv, i samspil med gravhøjen, med vikingetidsgravpladsen – med Lejre i et større perspektiv,” forklarer Julie Nielsen.

Mytiske sten med og uden grave

Skibssætninger kommer i mange former: I Lejres stræber store, ovale sten på højkant mod himlen. Stenformationerne knytter sig til flere historiske perioder, fortæller Julie Nielsen:

”Med inspiration fra bronzealderens skibssætninger konstruerer yngre jernalders mennesker deres egne udgaver. Det er interessant, at de læner sig op ad en tradition, men samtidig skaber en ny ved at gøre skibssætningerne så store og monumentale.”

Skibssætningerne forbinder vi med gravsteder, men man ser også skibssætninger uden grave. ”Det giver anlæggene en nærmest mytisk karakter,” pointerer Julie Nielsen.

Sten udstråler kongers magt

I projektet ’Viking Dynasties’ sammenligner forskere fra Danmark og Sverige de to søsterdynastier med hver deres sagnomspundne slægt: skjoldungerne i Lejre og ynglingerne i Gamla Uppsala i Sverige.

”Vi ser ikke skibssætninger i selve Gamla Uppsala. Ynglingerne har til gengæld runesten. De har anvendt skibsbegravelser, hvor de stedte de døde til hvile i rigtige både ved de nærliggende gravpladser – Valsgärde og Vendel,” siger Julie Nielsen.

Hun fremhæver desuden Lejre-skibssætningens størrelse.

”Den afspejler opblomstringen af Lejres monumentale periode omkring 650. Vi kan sammenkoble den med Lejres kongehaller, der viser kongernes enorme storhed, status og magt.”

Folk valfartede til døde i gravhøj

Som en del af sit projekt har Julie Nielsen med nye kulstof 14-dateringer tidsbestemt knoglemateriale fra gravhøjen Grydehøj. Hendes forskning viser, at gravhøjen er blevet opført omkring år 650. Og at skibssætningen sandsynligvis blev rejst samtidig med gravhøjen.

”Jeg tror, at højen fortæller historien om en fyrstelig gravlæggelse i yngre jernalder – med et stort anlagt ligbål, der er brændt ned, hvorefter højen er opført. Højen stod formentligt åben en periode, så folk kunne valfarte hertil og sige farvel til afdøde. Sådan som mennesker også i dag tager afsked med statsoverhoveder og kongelige,” siger Julie Nielsen.

Rejsen til dødsriget er showoff

Samme bygherre står bag skibssætning og gravhøj, mener Julie Nielsen. De to elementer ser hun som dele af én imposant minde- og gravplads. Hun drager parallel til den tidligste Lejre-hal ved Mysselhøjgård-bopladsen: Den imponerende halbygning, der her er opført på en jordplatform og omkranset af en smuk stenformation, viser Lejres indtræden i sin storhedstid med ekstravagante byggerier.

”Ikke kun i de store haller, der tilhørte de levende, men også i begravelsesceremonierne, de afdødes rejse herfra og deres fysiske aftryk udtrykker vores forfædre et showoff uden lige,” siger Julie Nielsen.

Deler viden med svenske forskere

Som forsker føler hun sig privilegeret ved med sit projekt at bidrage til ’Viking Dynasties’.

”Det internationale samarbejde har været utroligt spændende. Fagligt og personligt har det beriget at få et dybdegående indblik i udgravningerne i Gamla Uppsala og dele værdifuld viden med forskerne dér.”

Bog er efterspurgt

I ’Viking Dynasties’ formidler Julie Nielsen og hendes forskerkolleger Lejres fortid til et internationalt publikum, der længe har efterspurgt den viden og indsigt, bogen giver.

”Vi håber, at værket på sigt vil trække flere gæster til Lejre Museum – at folk vil føle, at de må hertil og have det fulde og virkelige billede af det, vi kalder kongerigets vugge,” siger Julie Nielsen.

Arkæolog og seniorforsker ved ROMU Ole Kastholm stiller skarpt på Lejre-kongernes sørute og sejlene, de satte, når de drog til søsterdynastiet i den midtsvenske by Uppsala. Læs den første af tre artikler med nedslag i den alsidige forskning, der fylder ’Viking Dynasties’ – et tværnordisk projekt, som netop er udkommet som bog.

Hvordan ville du forcere de 700 kilometer fra Lejre til den midtsvenske by Uppsala? Nutidens rejsende tyer typisk til digitale værktøjer som Google Maps eller Rejseplanen. Arkæolog og seniorforsker ved ROMU, Ole Kastholm, måtte gå anderledes analogt til værks, da han identificerede ruten, som kongerne fra Lejre og Uppsala i yngre jernalder fulgte for at besøge hinanden. Med skriftlige kilder, skibsfund og en rationel tilgang har han kortlagt kongernes færd.

”I dag gør motorvejs- og jernbanenettet strækningen mellem Uppsala og Lejre komfortabel. Dengang var etapen præget af uvejsomt landskab. Netop på dén strækning var rejsen over land derfor urealistisk,” siger Ole Kastholm.
Så kongerne drog ad søvejen. Bådene signalerede status hos eliten.
”Dens sejlende skibe står som magtsymboler,” siger arkæologen.

Stedkendte folk var om bord

Hvor lang tid tog turen med skib? Og hvad fik sagnkongerne ud af de strabadserende togter? De spørgsmål besvarer Ole Kastholm i sit bidrag til forskningssamarbejdet ’Viking Dynasties’. I projektet, der netop er udkommet i en diger bogversion, analyserer han og arkæologkolleger fra både Danmark og Sverige relationen mellem de to kongedynastier i Lejre og Uppsala.

Søvejen, som Ole Kastholm kortlægger, er snirklet: Fra Roskilde Fjord sejlede kongerne videre ud på Kattegat, ned gennem Øresund, rundt om Sydsverige og ind gennem den store, labyrintiske sø Mälaren.
”Du kan kun navigere gennem Roskilde Fjord, hvis du kender den. Det samme gælder Mälaren. Begge steder må kongerne have haft stedkendte folk ombord, som kunne hjælpe dem,” vurderer Ole Kastholm.

Mange farer var på spil

Med brug af data fra eksperimentelarkæologi har Ole Kastholm beregnet, at kongerne kunne tilbagelægge 75 sømil i døgnet. Det giver en samlet rejsetid på otte dage og nætter på strækningen mellem Lejre til Uppsala. Hvis man, vel at mærke, sejler nonstop.
Som erfaren sejler på moderne sejlbåde såvel som traditionelle, nordiske skibe ved Ole Kastholm, at utallige faktorer kan forhale turen. Først og fremmest spiller vind, vejr og fartøjernes tilstand ind. Der er farvande, som kongerne må undgå, fordi de er uvenner med lokalbefolkningen. Andre strækninger udfordrer, fordi de med klippeskær og granbevoksede øer er labyrintiske.
”Nogle dage når man nul, nogle dage 10, nogle dage andre antal sømil,” konkluderer Ole Kastholm og tilføjer:
”Mine forskningsresultater afspejler den ideelle rejsetid fra A til B. Her har vi en måde at beskrive og beregne rejsen på – det er dét, som er essensen her.”

Sejl af uld hamp og hør

I sit forskningsprojekt undersøger Ole Kastholm også bådtypen, som kongerne og deres følger rejser med. I 600-tallet, omkring 100 år efter, at eliten etablerer magtsæder i Lejre og Uppsala, undergår dens skibe en banebrydende udvikling:

”De får sejl; det afspejler kongernes magt og særlig status,” siger seniorforskeren.
Sejl af uld krævede omfattende fårehold. For at fremstille sejl af plantematerialer måtte man dyrke enorme mængder hamp eller hør.
”Heri lå et kæmpe arbejde: Det var dobbelt-op på ressourcer i forhold til forløberen, robåden,” siger Ole Kastholm.
Tilmed fordrer sejlene særlige kompetencer hos skibsbyggerne.
”Håndværkerne skal have en kompleks viden om, hvordan de fremstiller sejl, tovværk og fartøjer, der passer til. Du kan ikke bare montere et sejl på den hidtidige robåd.”

Sejlet er showoff

Sejlets entré på kongernes maritime arena taler ind i samfundets infrastruktur, siger Ole Kastholm.

”Det bliver endnu en måde for kongerne at sætte sig i respekt og centrere deres ressourcer på. Et magtsymbol som dem, vi ser på landjorden, med imposante halbyggerier og monumentale skibssætninger af sten. Sejlet er ren showoff for kongerne.”

Ole Kastholm fremhæver den sanselighed, der er indvævet i sejlet:
”At se det fyldes af vinden og at opleve bådens lydløshed som kontrast til årernes højlydte plask i vandet – det må have været magisk.”

Roernes fysiske indsats krævede mad og drikke, hvile og en stor besætning med skiftehold. Sejlbåden kan i princippet skyde frem i døgndrift – med vinden som sin energikilde. Tilmed speeder sejlet bådens hastighed væsentligt op.
”Folk, der stod på bredden og betragtede sejlet, må have mærket en wow-effekt. Sejlets komme indikerer kongesamfundets udvikling i en ny retning,” siger Ole Kastholm.

Lejre ryger op i international forskningsliga

Seniorforskeren fremhæver ’Viking Dynasties’-projektets faglige udbytte:
”Det har været utroligt berigende, ikke kun for os som arkæologer, men også for selve udforskningen af Lejre. Sammen med kortlægningen af det fælles ideologiske grundlag for Uppsala og Lejre løfter kombinationen af tværfaglighed og mange stærke kompetencer kongesædet i Lejre op i en international forskningsliga.”

I dag ved vi, at kongesædet ved Lejre ikke blot er sagn og myter. Sådan har det dog ikke altid været. Middelalderens saga- og krønikelitteratur fremstiller Lejre som Skjoldungernes hjem og danernes første kongesæde, og scener fra det oldengelske heltekvad om Beowulf menes at udspille sig netop her. Men i lang tid var det kun de skriftlige kilder, der vidnede om det gamle kongesæde. I tiden efter anden verdenskrig begyndte vi imidlertid at få ”syn for sagn” gennem arkæologiske udgravninger. I 1940’erne og 1950’erne lokaliserede Nationalmuseet gravpladsen ved skibssætningen, og fra midten af 1980’erne og til 2009 kortlagde ROMU, med
arkæologen Tom Christensen i spidsen, de mange generationer af mægtige kongehaller – den største længere end 60 m – som dannede centerpunkt i de kongelige residensområder fra omkring år 500 og indtil 1000 e.Kr.

Resultaterne af museets mange undersøgelser samlede Tom i en stor bog, Lejre bag myten. De arkæologiske udgravninger, som blev udgivet i 2015. Bogen gjorde vores viden om kongesædet og dets betydning tilgængelig for både læg og lærd. Hermed var grunden også lagt for at se Lejre i et andet perspektiv, hvilket blev forfulgt i forskningsprojektet Viking Dynasties – The royal families of Lejre and Uppsala between archaeology and text. I dette samarbejde mellem Nationalmuseet, Uppsala universitet og ROMU blev mange aspekter, som binder kongesæderne ved Uppsala og Lejre sammen, udforsket af eksperter fra forskellige fagområder. Alt dette præsenteres i en snarlig bog.

Med Viking Dynasties-projektet blev der foretaget udgravninger i Lejre flere år i træk. Ved den sidste af disse undersøgelser – i 2019 – var det palisaden, som omkranser halområdet, der blev fokuseret på. Sporene efter palisaden er ved flere tidligere lejligheder blevet arkæologisk dokumenteret, men i 2019 blev den portåbning, som nødvendigvis måtte findes et sted i den flere hundrede meter lange palisade, eftersøgt – og fundet! Nu kunne vi endelig træde ind lige dér, hvor oldtidens arkitekt havde tænkt det, og med lige dele viden og forestillingsevne se den knejsende kongehal på bakkeskråningen (fig. 1).

NYE VEJE
Selv om vores viden om kongesædet på den måde er vokset gennem årene, så ved vi stadig kun en brøkdel om alt det uden for selve halområderne – om, hvordan et kongesæde satte sig aftryk i landskabet. Kort sagt: Når det kommer til Lejre – uden for palisaden – så står mange store spørgsmål ubesvarede. Men potentialet for at finde svarene gemmer sig heldigvis stadig derude.

I dag ved vi med sikkerhed, at Lejre er et af Danmarks tidligste kongesæder. Kongesædet har bestået af et større sammenhængende kompleks, hvor vi har en grundlæggende viden om bygningerne, og deres karakter og kronologi, inden for selve det palisadeomkransede residensområde. Vi kender i nogen grad også strukturerne i de nærmeste omgivelser uden
for palisaden. Således er undersøgt dele af et værkstedsområde under nutidens Gl. Lejre landsby og en del af et begravelsesområde ved skibssætningerne øst for landsbyen, der begge må have tilknytning til komplekset, og derudover har vi kendskabet til de synligt bevarede fortidsminder som gravhøje og rester efter skibssætninger. Inden for en radius af 1 kilometer omkring selve residensområdet er der imidlertid stor sandsynlighed for, at der findes yderligere – uopdagede – gravpladser, offerområder, vadesteder, broer, vandmøller, regulerede vandløb og skjulte spor efter oprindeligt monumentale fortidsminder. Hvert af disse elementer udgør større undersøgelsesobjekter, der kan bidrage med ny og vigtig viden til vores forståelse af kongesædets interne og eksterne strukturer og iscenesættelse og udviklingen heraf.

Men landskabet uden for palisaden er stort. Af praktiske, økonomiske og bevaringsmæssige årsager er det selvfølgelig ikke en mulighed at udgrave omgivelserne i deres helhed. Så hvordan finder vi egentlig nålene i høstakken? Der er flere veje frem: nye fund, et fornyet blik på den viden, som allerede ligger i arkiverne, og – ikke mindst – nye metoder til eftersøgning af arkæologiske strukturer.

Hvad nye fund angår, så danner de mange metalfund, som detektorarkæologer gennem de senere år har opdaget i Lejre-mulden, den absolut største landvinding. Hvert eneste år dukker nyt op, og antallet af detektorfund fra området tæller nu langt over 2.500. Således kan koncentrationerne af fund vise, hvor det kunne være givende at sætte ind med arkæologiske undersøgelser (fig. 2).

Men det er ikke kun nyhederne, som kan hjælpe i fremtidige projekter. Gamle fund og optegnelser rummer også væsentlig viden. For eksempel kan Nationalmuseets ældre småudgravninger af enkeltvise jernalderbegravelser være indikationer på, hvor der gemmer sig større gravpladser. Og historiske kilder kan indikere, hvor der skal ledes efter forsvundne
skibssætninger; for vi ved, at der har været adskilligt flere end de tilbageværende spor af de to, som består i dag. Gennemgang af gamle kort kan fortælle, hvor der blandt andet har været vadesteder og vandmøller, og moderne højdekort kan afsløre strukturer i landskabet som ødelagte gravhøje, dæmninger og hulveje.

Selv med metalfundene og vores viden fra arkiver og kort så er høstakken, hvori nålene skal findes, imidlertid stadig ret stor. Her er det, at nye metodiske landvindinger i form af geofysiske undersøgelser kan være en hjælp. Dette er non-destruktive undersøgelser, hvor store arealer kan afsøges næsten uden at knække et græsstrå, og under gunstige forhold
kan de vise præcist, hvor det vil være givtigt at sætte spaden i jorden. Det var geofysiske undersøgelser, som ledte museet på sporet af den største af kongehallerne, der blev udgravet i 2008-2009, og ved hvilken den nu så berømte Odin-figur i tilgift dukkede op. For at blive lidt klogere på, hvilket potentiale de geofysiske undersøgelser kunne have ved fremtidige undersøgelser omkring Lejre, udførte vi, i samarbejde med Norges teknisknaturvitenskapelige universitet i Trondhjem, et pilotprojekt i 2021.5 Lad os kaste et blik på, hvad der kom ud af det.

ET PILOTPROJEKT
Projektet, der strakte sig over to efterårsdage i 2021, skulle vurdere anvendeligheden af georadarmålinger som mulighed for at tilegne sig ny viden om Lejre. Et område omkring kongehallerne ved Mysselhøjgård og et område omkring Grydehøj og skibssætningerne blev undersøgt. Dele af disse områder har tidligere været arkæologisk undersøgt, mens andre dele var uberørte. Det var derfor muligt at lave nogle direkte sammenligninger mellem den eksisterende arkæologiske viden, og hvad den jordgennemtrængende radar – også kendt som en georadar – kunne synliggøre i undergrunden, uden at foretage en egentlig udgravning.

Om metoden
En georadar er en non-destruktiv måde, hvorpå man kan forsøge at få et billede af arkæologiske spor under jordoverfladen, men uden at grave, og på en hurtig og skånsom måde. Ved at sende radiobølger ned i jorden og derefter måle, hvilke dele af signalet der reflekteres tilbage til overfladen, og samtidig måle styrken af denne refleksion, kan man skabe billeder af undergrunden. Disse billeder ligner lange profiltegninger af undergrunden (fig. 3). Det er hovedsageligt ændringer i den elektriske ledningsevne, der forårsager ændringerne i signalets refleksion. Der, hvor der er en stor kontrast mellem for eksempel to uens jordlag eller mellem fyldet i en arkæologisk struktur og undergrunden omkring denne, vil dette skabe en ændring i refleksionerne, der kan detekteres ved hjælp af radarsystemet. Det kan enten skyldes, at noget af signalet reflekteres tilbage, eller at noget af signalet absorberes, og at kontrasten dermedfremstår som en zone med mindre reflekteret energi end en zone med
kraftigere refleksioner. Når man så samler et antal profiler tæt på hinanden, kan man lave et kort over alle disse ændringer, for en række forskellige dybder, og med høj grad af nøjagtighed. Dette kaldes dybdeskiver. Disse geofysiske kort over alle sådanne ”anomalier” tolkes derefter arkæologisk, hvor man forsøger at ”oversætte” de geofysiske observationer til en arkæologisk fortolkning ved at studere de indsamlede data i plan og profil, altså horisontalt og vertikalt. Typisk studerer man form, udseende og kontrast i de geofysiske data, samt om de fremstår i et mønster eller en udstrækning, som kan forklares ud fra arkæologiske observationer, der kendes fra andre steder.

Ved kongehallerne
Ved Mysselhøjgård undersøgte vi et areal på omtrent 20.200 m2, omkring sporene efter nogle af de tidligere udgravede halbygninger, men også et ret stort område vest for disse og videre vest forbi palisaden (fig. 4). Undergrunden består af moræneler længst mod vest, mens den i halområdet og ned mod landsbyen i øst består af smeltevandssand og smeltevandsgrus. En af de mest åbenlyse observationer var et klart signal fra stolpehullerne fra væggene i halbygning XLI og XLII. Disse har tidligere været undersøgt, men ikke alle blev fuldt udgravet. Hullerne fra de støttestolper, der træder synligt frem på georadaren, er opfyldt med lerklining, hvidbrændt flint og sten. Når vi ikke har meget tydelige spor af rækker af stolper i resten af georadardatasættet, men kan se nogle væggrøfter, kan det være et tegn på, at de stolpehuller, der ellers kan ligge inden for undersøgelsesområdet, ikke er fyldt med sten og lerklining – og derfor ikke er så lette at opdage med georadar på dette sted.

I øvrigt fremgik støttestolperne også meget tydeligt i et andet geofysisk datasæt fra 2008, hvor området blev undersøgt med magnetometer.8 Dette er en metode, der viser magnetiske egenskaber frem for den elektriske ledningsevne, som georadaren benytter. Derfor er det to målemetoder, der med fordel kan supplere hinanden.

En anden interessant observation fra georadaren er sporene efter en tilsyneladende velbevaret bygning på østsiden af den nord-syd-gående palisadegrøft vest for de berømte halbygninger. Her er der spor af en velbevaret væggrøft, der viser sporene efter en konstruktion på ca. 13,5
x 8 m N-S-orienteret parallelt med palisaden (fig. 5). Der er også spor efter en grøft i bueforløb fra enten et krumvægget langhus eller en buet drængrøft lidt længere mod øst, mellem palisaden og de kendte haller.

Ligeledes kan der observeres større nedgravninger ca. 90 meter længere vestpå, som kan være nedgravede værkstedshytter, såkaldte grubehuse (se fig. 4). På Mysselhøjgård ses desuden nogle grøfteforløb til huse, der tidligere er påvist, men ikke helt udgravet (fig. 6). Flere af disse kan nu spores videre i de geofysiske data i de områder, som ikke har været udgravet, og dette viser, hvordan metoden kan give et mere omfattende billede i situationer, hvor arkæologiske spor er kendt, men hvor vi ikke kender deres form, størrelse og omfang samt graden af deres bevaring.

Ved Grydehøj og skibssætningerne
Her undersøgte vi ca. 10.200 m2 (fig. 7). Vi forsøgte at komme så tæt på skibssætningen som muligt og at dække områderne både mod syd og mod nord. Det antages, at der har været yderligere to skibssætninger længere mod syd, som nu ikke længere er synlige, på grund af bl.a. grusgravning før i tiden. Der er foretaget en række undersøgelser på stedet i perioden 1944-1968, hvor der blev fundet mindst 55 grave fra vikingetiden, hvoraf 49 er sikre jordfæstegrave.

Formentlig er gravpladsen afgrænset mod syd og vest, men der bør være flere grave både mod nord og mod øst. Nogle af gravene havde spor af trækister, en enkelt havde spor af en indre stenfyldning, mens andre var dækket af mindre stenlægninger. Undergrunden på stedet er kategoriseret som smeltevandsgrus og består af en højderyg dannet som en del af en moræneafsætning og bakker af lagdelt sand og grus afsat af tidligere floder, som efterfølgende er blevet omgivet af dale, hvori der har løbet smeltevandsfloder, som har eroderet sig ned i de afsatte masser. Resultatet er en meget sammensat og varierende undergrund, som komplicerer billedet fra georadarundersøgelsen og gør det svært at fortolke entydigt. Nogle af de tidligere udgravede grave kan ses, ikke som en reflekterende anomali, men hvor energien absorberes. Disse grave er ikke særlig tydelige, og det er hovedsageligt, fordi vi i forvejen vidste, at de havde været der, at vi kunne bemærke dem i data (fig. 8). I georadarens data kan kun ses et par mulige nye grave eller anomalier med samme form og orientering, og generelt var tydelige grave vanskelige at opdage. Dette trods vores viden fra de tidligere udgravninger. Udfordringerne er et tegn på, at kontrasten mellem gravfyld og den omgivende undergrund er for lille til, at den pålideligt kan påvises ved denne metode for nuværende. Desuden forekommer der også generelt et stort antal sten i undergrunden. Nogle ligger i den bedst bevarede skibssætnings akse og kan være rester af fundamenter til denne velkendte skibssætning. Vi ved også, at flere grave havde stenmarkeringer, og i georadardataene er enkeltliggende sten tolket som ”punktobjekter”. Hvorvidt disse refleksioner fra enkeltliggende sten kan tolkes som gravmarkeringer, er usikkert. Det var ikke muligt at finde tydelige spor efter de i dag fjernede skibssætninger mod syd.

Samlet set
Generelt viser resultaterne fra dette pilotprojekt, at georadar som metode, gerne i kombination med magnetometermålinger, kan bidrage med ny viden. Ved at kunne ”teste” metoden på tidligere undersøgte huse, strukturer og grøfter omkring Mysselhøjgård viser projektet, at der kan opnås ny kulturhistorisk viden ved at anvende sådanne nondestruktive metoder, også ved Lejre. Især påvisningen af en bygning lige inden for palisaden er interessant for forståelsen af lokaliteten og understøtter det billede, som tidligere undersøgelser har påvist ved den
nordlige og vestlige palisade. Resultaterne fra området ved Grydehøj og skibssætningerne var mere tvetydige. Reaktionen fra georadaren var bedre på undergrunden ved Mysselhøjgård, end det var tilfældet på undergrunden ved Grydehøj. Desuden skal metoderne – eller mere specifikt fortolkningerne af de data, der kan udledes – anvendes med en vis forsigtighed. Vi ved, at ikke alle typer konstruktionsspor er lige lette at opdage, og at fraværet af anomalier ikke nødvendigvis betyder, at der ikke er arkæologiske strukturer i undergrunden. Denne udfordring kan imødekommes ved at kombinere de non-destruktive undersøgelser med mere konventionelle arkæologiske metoder, såsom prøvegravninger og rekognosceringer.

LEJRES FORTID FOR FREMTIDEN
Lejre er ikke bare arkæologiske fund og historie, det er et helstøbt og unikt landskab formet under istiden, hvor kulturarven føjer sig ind i det naturgivne. Det er et landskab, som vi må behandle med varsomhed – også når vi udforsker det videnskabeligt. Derfor er geofysisk undersøgelse en oplagt metode, der ikke alene giver mulighed for at dække store arealer, men også kan medvirke til, at arkæologiske udgravninger i så høj grad som muligt bliver udført som nålestiksoperationer. Pilotprojektet fra 2021 viser, at potentialet er til stede for at opnå brugbare resultater med geofysiske undersøgelser i Lejre (fig. 9). Dog virker metoden øjensynligt bedre i nogle områder end andre.

Med de non-destruktive geofysiske undersøgelser kan vi forhåbentlig i fremtiden skyde os ind på, hvad der egentlig har ligget dér, hvor for eksempel de mange detektorfund dukker op. Er det hirdens gårde, specialiserede håndværkspladser eller offerområder? Måske kan vi også

indkredse, hvor de ”forsvundne” skibssætninger har været placeret, og lægger vi dette sammen med den viden, vi kan samle om gravhøjene, begynder der at tegne sig et mere fuldendt billede af det monumentlandskab, som har udgjort det arkitektoniske bagtæppe for kongeslægtens haller.

Der vil også være steder, hvor mere traditionelle arkæologiske metoder som prøvegravning må tages i brug, hvis vi skal blive klogere på Lejre. Det gælder på gravpladsen ved skibssætningerne og Grydehøj, hvor de geofysiske undersøgelser tilsyneladende ikke rigtigt fungerer. Til gengæld er der tale om et afgrænset område, som relativt let kan undersøges, naturligvis under hensyntagen til, at der skal indhentes dispensation til arbejdet, da området i dag er et klassificeret fredet fortidsminde. Vådområderne – som ådalen – giver erfaringsmæssigt heller ikke så gode geofysiske resultater. Men her kan andre kilder til gengæld hjælpe. Eksempelvis kan moderne laseropmålte landskabsmodeller samt stednavne på historiske kort give fingerpeg om, hvor det vil være givtigt at lede efter for eksempel vadesteder, broer og vandmøller.

Der er således nok at tage fat på, når det kommer til udforskningen af Lejre – det vil vi gøre i de kommende år. Det var ikke blot med opførelsen af storslåede kongehaller, at kongemagten blev etableret i Danmark. Der var tale om en kompleks og veltilrettelagt iscenesættelse af magt, hvor kongen hævede sig over andre og begrundede sin magt ved at kunne demonstrere relationer tilbage til forfædre, monumental arkitektur, et langtrækkende netværk og specialiserede håndværk. Undersøgelsen af Lejres udtryk i landskabet vil føje mange brikker til dem, vi kender, i vores viden om den tidlige kongemagt i Danmark og dermed om landets tilblivelse.

Det er vist en mild underdrivelse at konstatere, at digterjeget i Johannes V. Jensens klassiske digt Ved Frokosten fra 1906 var svært begejstret for øl. En begejstring, han ikke var alene om. I årene omkring 1900 drak hver dansker i gennemsnit 100 liter øl om året. Selvom nationen fortsat er glad for øl, så var tallet faldet til 65 liter i 2021.

Det har let kunnet mærkes, at ølbegejstringen stadig er stor i Lützhøfts Købmandsgaard, hvor der er langet hundredvis af øl over disken i 2023. Og ikke en hvilken som helst øl, men en gammel nyskabelse: Roskilde Dom Øl.

Øllen er brygget efter en opskrift fra 1893 og er udstyret med en etiket fra F.R. Frederiksens Bryggeri, der lå i Roskilde. Øllen er brygget lokalt hos Himmelev Bryghus efter traditionelle metoder. Som med butikkens andre varer er ambitionen at komme så tæt på den historiske oplevelse som muligt, i smag, udseende og produktionsmetode.

Her kan du læse historien om det bryggeri, der oprindeligt bryggede øllen, og om hvordan museet har forsøgt at genskabe den.

DAMPBRYGGERIET PÅ ALGADE

Mens Johannes V. Jensens digterjeg hylder det ravgule øl, der omtales som en bajer – altså bajersk øl – så var det mørke hvidtøl noget mere udbredt. Modsat den undergærede bajerske pilsnerøl krævede den over gærede hvidtøl nemlig ikke køling under produktionen. Det gjorde fremstillingen meget lettere, og landet over fandtes der 387 bryggerier i 1903. De fleste producerede udelukkende hvidtøl.

En af de større spillere i den sammenhæng var F.R. Frederiksens Bryggeri
i Roskilde.

Bryggeriet lå på Algade som baghus til den bygning, der i skrivende stund huser restaurant Bryggergården. Fra den store gård i byens centrum blev der fra 1863 drevet købmandshandel, talgsmelteri, lysstøberi, handel med skind og huder – og altså også bryggeri.

Bryggeriet gik støt frem og kom i 1897 under ledelse af den driftige brygmester Hans Christiansen, der havde overtaget tøjlerne efter F.R. Frederiksens tidlige død i 1897. Ejeren var Frederiksens enke, Tekla Langreuter.

I 1903 nåede bryggeriets årlige produktion op på ca. 10.000 tønder eller omkring 1,3 mio. liter – lige under 1 % af den samlede danske produktion af skattefrit øl.

Men i 1904 blev bryggeriet ramt af en stor ulykke: en voldsom ildebrand, der gav genlyd i aviser landet over.

Branden blev opdaget af den årvågne overkelner Sørensen fra nabobygningen, Hotel Prindsen. Havde det ikke været for ham, havde ilden måske spredt sig yderligere. Den var ellers slem nok, som det var.

Både byens og domkirkens brandkorps kæmpede en brav kamp for at få ilden under kontrol. Da det så værst ud, tilkaldte de assistance fra København.

Ulykken var stor, men ikke fuldstændig. Der var tegnet en god forsikring, og dele af bygningerne overlevede. Bryggeriet kunne reetablere sig, og allerede et år efter branden blev der igen brygget øl på Algade – endda i mere tidssvarende rammer.

”DE SMUKKE MONUMENTALE BYGNINGER ER EN PRYD FOR
VORES BY”

Den udsendte medarbejder fra Roskilde Avis var så absolut imponeret over det nyindrettede bryggeri, som han mente måtte være det største hvidtølsbryggeri i Danmark uden for hovedstaden. Det skortede da heller ikke på praktiske mekaniske nyindretninger.

Den lokale Maglekilde Maskinfabrik havde leveret en dampmaskine på hestekræfter til at hjælpe kornet på vej gennem de forskellige etager med elevatorer og fødesnegle. Kornet vandrede på den måde fra kælder til kvist ”uden at berøres til det havner i Kælderen igen som Øl.”

Kapaciteten var også vokset betragteligt, fra 10.000 til 18.000 tønder øl – en mio. liter øl mere om året. Alt dette kunne klares af 12-14 arbejdere. Nybyggeriet stod i 100.000 kr., svarende til 7 mio. kr. i 2024, når der justeres for inflation.

Det var alt i alt et betragteligt foretagende. Det er næppe helt forkert, når den begejstrede skribent kalder bryggeriet for ”det største Hvidtøls-
bryggeri heri Landet udenfor København.”

Det topmoderne bryggeri kom hurtigt i gang igen og leverede snart alle de samme ølsorter til Roskilde og omegn som før branden. Og i december 1905 kom der en nyskabelse til bryggeriets sortiment: Roskilde Dom Øl.

ROSKILDE DOM ØL

Bryggeriet havde efter eget udsagn arbejdet på den nye ølsort i lang tid. Det var en rigtig luksusøl af typen dobbeltøl, som man ”anbefaler til Publikums Velville”.8 Det var altså ikke det billigste sprøjt, man havde opkaldt efter byens vartegn.

Navnet dobbeltøl kommer af, at man oprindeligt brugte dobbelt så meget malt som til de billigere bryg. I en betænkning fra 1673 kan vi læse, at man kun fik 5 tønder dobbeltøl ud af 4 tønder malt, mens man kunne lave hele 10 tønder skibsøl på samme mængde malt.

Dobbeltøllen havde en kraftigere smag og aroma og i reglen også en højere alkoholstyrke end de andre hvidtølstyper. Roskilde Dom Øl holdt sig dog under 2,25 vægtprocent alkohol, der var grænsen for skattefrit øl.

Øllen var noget anderledes end bryggeriets almindelige dobbeltøl. For mens dobbeltøl oftest var til den søde side, så var Roskilde Dom Øl ikke ”i Besiddelse af den stærke Sødme, som kendetegner dette Øl.”

Der har altså været tale om en mere bitter udgave af dobbeltøllen – formentlig en dobbelt bitterøl; en øltype, der er gået i glemmebogen.

Bitterøl var en meget udbredt øl op gennem 1800-tallet og nød fortsat en vis popularitet i den første del af 1900-tallet. Det var en øl med en udpræget bitterhed, som den fik fra en større mængde humle end de andre øltyper.

Imidlertid havde den fået hård konkurrence fra den nye undergærede bajerske pilsnerøl. Nogle bryggerier havde stor nedgang i salget af bitterøl allerede fra 1870’erne, og nogle bryghuse lod den udgå af sortimentet, da ølskatten kom i 1891. Som en lagret øltype blev bitterøl ofte for stærk til at undgå en beskatning, en udfordring, der også gjorde sig gældende for dobbeltøl.

En dobbelt bitterøl hørte ikke til blandt de mest almindelige øl på det danske ølmarked i 1905. Måske var Roskilde Dom Øl et tiltag fra F.R. Frederiksens Bryggeri, der skulle fastholde nogle af de pilsner-tørstige ølkunder, der måtte gå forgæves i bryggeriets sortiment efter undergæret øl?

Bryggeriet forsøgte sig også med, hvad de kaldte en pilsner, men da deres udgave af den populære øltype har været overgæret, må det så absolut betegnes som en tilsnigelse at give øllet det prædikat.

DEN GENSKABTE ØL

På Lützhøfts Købmandsgaard skal gæsterne opleve at blive sat tilbage til en købmand i tiden omkring 1920. Nogle varer skal se fremad og vise, hvor detailvarerne var på vej hen, og andre skal kigge mere bagud. De fleste varer kan dateres til perioden 1915-1925.

Det har ikke været muligt at finde ud af, hvornår Roskilde Dom Øl gik ud af produktion igen, men i de omfattende etikettesamlinger fra bryggeriet er der ikke eksempler på Dom Øl-etiketter, efter at bryggeriet skiftede navn til Roskilde Bryggerier i 1916.

Roskilde Dom Øl skal i butikken fungere som et kig tilbage på et mangfoldigt, lokalproduceret øludbud, der gradvist var ved at forsvinde i tiden omkring 1920. Det blev erstattet af et mindre antal produkter, der blev til på store fabrikker.

På den måde repræsenterer Roskilde Dom Øl en parallel til nutidens righoldige udbud af lokalt produceret håndværksøl. I postnummer 4000 findes der i skrivende stund seks bryggerier af varierende størrelse. Øllen er også i mere end én forstand en del af den tendens, da den er brygget på det lokale Himmelev Bryghus.

Her fik brygmester Per Rosen udarbejdet øllen på baggrund af en historisk opskrift. Da opskrifterne fra F.R. Frederiksens Bryggeri ikke er bevaret, måtte vi finde en tilsvarende fra et andet bryggeri. Valget faldt  på en Dobbelt Bitterøl fra Bryggeriet Rabeshave. Det lå på Christianshavn og var i lighed med F.R. Frederiksens Bryggeri et moderne dampbryggeri.

Opskriften er fra 1893 og lister kun de vigtigste elementer i brygget. Samtidig har f.eks. gærtyperne undergået en udvikling, og der er også sket ændringer på det hygiejniske område. Derfor har det været nødvendigt at komme med kvalificerede gæt og tilnærmelser for at få en anvendelig opskrift.

Hvor det er muligt, er de traditionelle metoder blevet bragt i anvendelse. Således er der knap så meget kulsyre som i en moderne øl, da den ikke er tvangskarboneret. Øllet er en anelse uklart, da det ikke er chokkølet
lige efter brygningen. På grund af den forbedrede hygiejne er det heller ikke nødvendigt at pasteurisere øllet længere. Da pasteuriseringen ændrer smagen, er dette trin fastholdt.

Til gengæld er alkoholstyrken justeret op i forhold til den oprindelige øl for at gøre den lidt mindre fremmed for nutidens øldrikkere.

Brygget gør det imidlertid ikke alene – udseendet må også være som dengang.

Etiketten var en vigtig ingrediens i et produkt, der slog på det lokale vartegn i markedsføringen. Imidlertid har arkiver og museer kun i begrænset omfang indsamlet de ret undseelige sodavands- og øletiketter. De gemmer på et lille stykke kulturhistorie, der både vidner om det store udbud af lokale drikkevarer og om store og små industrielle foretagender.

Lykkeligvis kom museet i forbindelse med Bo Petersson, der er ivrig etikettesamler. Blandt de utallige Roskilde-etiketter var også etiketten fra Roskilde Dom Øl i samlingen.

Med den store hjælp er det blevet muligt at skåle i et lille stykke Roskildehistorie igen

EFTERSKRIFT

F.R. Frederiksens Bryggeri opkøbte i 1916 den lokale konkurrent P. Nielsens Bryggeri og skiftede i den forbindelse navn til Roskilde Bryggerier. Men tiden løb fra hvidtølsbryggerierne, og i 1941 flyttede bryggeriet til Københavnsvej 26 og skiftede navn til Roar. Det er tvivlsomt, om der blev brygget øl her. Det lukkede i 1952.

Bryggeriet var fra 1914 ejet af journalist og lokalhistoriker Arthur Fang (1882-1973). Den genskabte Roskilde Dom Øl er dedikeret til hans datter, arkivar og lokalhistoriker Lotte Fang (1940-2020).

Arbejdet med at restaurere Øm Jættestue er i fuld gang. Det er for arkæologerne en både spændende og udfordrende opgave, der blandt andet har budt på (fir)benspænd og ny viden. Ved et foredrag på Lejre Museum fortalte arkæolog Emil Winther Struve om arbejdet med at restaurere den gamle gravhøj.

Siden 2020 har Øm Jættestue været lukket for offentligheden, fordi stendiget omkring stenaldergravhøjen var truet af sammenstyrtning. Sidste forår gik ROMUs arkæologer i gang med et omfattende, men nænsomt arbejde med at sikre fortidsmindet fra stenalderen.

Det vakkelvorne stendige var muligvis til fare for besøgende. Men det er ideelt til at huse en gruppe firben. De er flyttet ind i stendiget, som nu både er en del af et fortidsminde og habitat for en koloni af markfirben. Der er bare den hage, at markfirbens habitat er beskyttet af EU’s naturdirektiver, og det giver panderynker hos arkæologerne. Men ikke hos firbenene, der ufortrødent er gået i hi. Mens de sover, er arkæologerne sat skakmat.
Firbenene vender vi tilbage til.

I sin ufrivillige pause fra restaureringen, mens firbenene sov sig gennem vinteren, havde Emil Winther Struve indbudt til foredrag på Lejre Museum. Struve er arkæolog hos ROMU og projektleder på restaureringen. De omkring 50 fremmødte fik i løbet af aftenen fortællingen om jættestuens historie, om arbejdet med at gøre fortidsmindet sikkert igen, og om ny viden, som de arkæologiske undersøgelser i forbindelse med restaureringen har båret med sig.

Trærødder og besøgende pressede diget
”Arkæologer begynder altid med en prik på et kort, selv om alle her nok er helt med på, hvor jættestuen er,” siger Emil Winther Struve med et lille grin og lader sin lille laser-pen vandre hen over det første slide med et kort over Lejre og Øm.

”De lokale ved nok også, at jættestuen i en periode var muret til. Der var sat hegn op, og der stod vist et skilt med teksten ’Livsfare’. Man kunne godt få fornemmelsen af, at hvis man vovede sig derind, risikerede man, at jættestuen kollapsede om ørerne på en. Det var nu ikke det primære problem. Udfordringen ser vi herude,” siger arkæologen og klikker næste billede frem. Det viser, hvordan de tonstunge sten i diget omkring højen er skredet ud.  

Stendiget er presset af rodnettet fra de træer, der har vokset sig store på højens top, og af de tusindvis af mennesker, der hvert år besøger og kravler på gravhøjen.

”En jættestue er en gravhøj med et stort, stenbygget gravkammer og en gang, så man har kunnet færdes ind og ud af kammeret. Jættestuerne er kulminationen på de store gravkamre, man bygger i stenalderen,” forklarer Emil Winther Struve.

Det var typisk magtfulde slægter, som etablerede jættestuer som gravsteder. Men gennem årtusinder blev monumenterne genbrugt, fordi der var direkte adgang ind til gravkammeret.

Fra stejlt fortidsminde til blød hat
Øm Jættestue kan dateres til midten af bondestenalderen og er omkring 5300 år gammel. Den er også blevet brugt til gravlæggelser i mange år. Sandsynligvis senest i jernalderen, omkring 3-400 e.Kr. Derefter blev den overladt til sig selv og naturen, indtil den i 1832 blev genopdaget af nogle lokale gårdmandssønner. Nationalmuseet blev straks tilkaldt.

”Det bliver hurtigt erkendt, at her er et prægtigt og vigtigt fortidsminde. Der bliver fundet oldsager i højen, og her starter en meget fin, arkæologisk dokumentation af fortidsmindet. Der bliver lavet udgravningsplaner og tegninger, og der bliver lavet lister over fundene, der både blev gjort inde i kammeret og i toppen, hvor der er urnebegravelser fra bronzealderen.”

 Året efter blev fortidsmindet fredet. Samtidig blev et dige opført omkring højen for at beskytte den mod blandt andet græssende køer og pløjning. Området mellem stendiget og den skrånende høj blev efterfølgende – måske med det samme, måske med tiden – fyldt op med jord, og det ændrede højens udtryk markant.

”Hvis man ikke lige ved det, så kunne man godt være i tvivl om det var den samme høj. Den var mindre i diameter, og højen var noget stejlere. Man kan næsten sige, at den er gået fra at være et lille, stejlt fortidsminde til en stor, blød hat,” fortæller Emil Winther Struve.

Særdeles solidt byggearbejde
Øm Jættestue er en af de bedst bevarede og mest besøgte fortidsminder. I 2020 blev der ved et rutinemæssigt tilsyn konstateret, at stendiget fra 1830’erne var i en slem forfatning. I 2023 blev der takket være lokale ildsjæle afsat penge på finansloven til at restaurere jættestuen.

Det er Slots- og Kulturstyrelsen, der har ansvaret for fortidsminder i Danmark, og indtil for nyligt stod styrelsen selv for at restaurere dem. Men som en del af et pilotprojekt blev ROMU som det lokale museum med arkæologisk ansvar for Øm Jættestue hyret til i samarbejde med eksterne fagligheder at foretage arbejdet. Opgaven lød på så nænsomt som muligt at sikre stendiget og gravhøjen, men samtidig forsøge at bevare så meget som muligt.

Det blev konstateret, at det indvendige gravkammer var temmelig velbevaret. Den meget specielle teknik med store og små sten, tørmursfliser og birkebark havde stået distancen og holdt kammeret tørt og sikret mod erosion.

”Der er ikke mange håndværkere, der giver 6000 års garanti på deres arbejde. Men det kunne de faktisk godt have gjort, dengang,” konstaterer Emil Winther Struve. 

ROMUs arkæologiske chef, Julie Nielsen, har forsket i Lejres skibssætninger – formationen af store sten, der menes at symbolisere de afdødes sejltur til dødsriget. Hun ser de monumentale skibssætninger tale ind storheden, der kendetegner områdets kongehaller. Læs det andet af tre nedslag i den alsidige forskning, der fylder ’Viking Dynasties’ – et tværnordisk projekt, der nu er ude som bog.

Manifestér din status, mens du lever – og også på din rejse til dødsriget. Det var tankegangen hos de magtfulde konger, der befolkede Lejre i yngre jernalder. I sit bidrag til det store fællesnordiske forskningsprojekt ’Viking Dynasties’, der netop er udkommet som bog, genskaber ROMUs arkæologiske chef, Julie Nielsen, Lejres skibssætninger: De bådformede stenformationer, der markerer de afdødes sejltur til dødsriget.

Spektakulære fund i Lejre

I sit forskningsprojekt genbesøger Julie Nielsen en udgravning, som Nationalmuseets arkæolog Harald Andersen forestod i gravhøjen Grydehøj i Lejre i 1956. I samme periode undersøgte han i området en velbevaret vikingetidsgravplads fra omkring år 900- 950.

”Man kan sige, at han med sit spektakulære fund var personen, der genopdagede Lejre,” siger Julie Nielsen.

Genskaber skibssætninger

Mange ved, at der omkring Grydehøj har stået én skibssætning. Færre er klar over, at gravhøjen var omkranset af en mindre flåde med mindst fire skibssætninger. Konkret har Julie Nielsen prøvet at genskabe stenformationerne ved at koble gamle og nye tegninger af dem.

”Jeg forsøger at rekonstruere skibssætningerne for at vise, hvor og hvordan de stod i landskabet. Og ikke mindst hvad de betød – i sig selv, i samspil med gravhøjen, med vikingetidsgravpladsen – med Lejre i et større perspektiv,” forklarer Julie Nielsen.

Mytiske sten med og uden grave

Skibssætninger kommer i mange former: I Lejres stræber store, ovale sten på højkant mod himlen. Stenformationerne knytter sig til flere historiske perioder, fortæller Julie Nielsen:

”Med inspiration fra bronzealderens skibssætninger konstruerer yngre jernalders mennesker deres egne udgaver. Det er interessant, at de læner sig op ad en tradition, men samtidig skaber en ny ved at gøre skibssætningerne så store og monumentale.”

Skibssætningerne forbinder vi med gravsteder, men man ser også skibssætninger uden grave. ”Det giver anlæggene en nærmest mytisk karakter,” pointerer Julie Nielsen.

Sten udstråler kongers magt

I projektet ’Viking Dynasties’ sammenligner forskere fra Danmark og Sverige de to søsterdynastier med hver deres sagnomspundne slægt: skjoldungerne i Lejre og ynglingerne i Gamla Uppsala i Sverige.

”Vi ser ikke skibssætninger i selve Gamla Uppsala. Ynglingerne har til gengæld runesten. De har anvendt skibsbegravelser, hvor de stedte de døde til hvile i rigtige både ved de nærliggende gravpladser – Valsgärde og Vendel,” siger Julie Nielsen.

Hun fremhæver desuden Lejre-skibssætningens størrelse.

”Den afspejler opblomstringen af Lejres monumentale periode omkring 650. Vi kan sammenkoble den med Lejres kongehaller, der viser kongernes enorme storhed, status og magt.”

Folk valfartede til døde i gravhøj

Som en del af sit projekt har Julie Nielsen med nye kulstof 14-dateringer tidsbestemt knoglemateriale fra gravhøjen Grydehøj. Hendes forskning viser, at gravhøjen er blevet opført omkring år 650. Og at skibssætningen sandsynligvis blev rejst samtidig med gravhøjen.

”Jeg tror, at højen fortæller historien om en fyrstelig gravlæggelse i yngre jernalder – med et stort anlagt ligbål, der er brændt ned, hvorefter højen er opført. Højen stod formentligt åben en periode, så folk kunne valfarte hertil og sige farvel til afdøde. Sådan som mennesker også i dag tager afsked med statsoverhoveder og kongelige,” siger Julie Nielsen.

Rejsen til dødsriget er showoff

Samme bygherre står bag skibssætning og gravhøj, mener Julie Nielsen. De to elementer ser hun som dele af én imposant minde- og gravplads. Hun drager parallel til den tidligste Lejre-hal ved Mysselhøjgård-bopladsen: Den imponerende halbygning, der her er opført på en jordplatform og omkranset af en smuk stenformation, viser Lejres indtræden i sin storhedstid med ekstravagante byggerier.

”Ikke kun i de store haller, der tilhørte de levende, men også i begravelsesceremonierne, de afdødes rejse herfra og deres fysiske aftryk udtrykker vores forfædre et showoff uden lige,” siger Julie Nielsen.

Deler viden med svenske forskere

Som forsker føler hun sig privilegeret ved med sit projekt at bidrage til ’Viking Dynasties’.

”Det internationale samarbejde har været utroligt spændende. Fagligt og personligt har det beriget at få et dybdegående indblik i udgravningerne i Gamla Uppsala og dele værdifuld viden med forskerne dér.”

Bog er efterspurgt

I ’Viking Dynasties’ formidler Julie Nielsen og hendes forskerkolleger Lejres fortid til et internationalt publikum, der længe har efterspurgt den viden og indsigt, bogen giver.

”Vi håber, at værket på sigt vil trække flere gæster til Lejre Museum – at folk vil føle, at de må hertil og have det fulde og virkelige billede af det, vi kalder kongerigets vugge,” siger Julie Nielsen.

Arkæolog og seniorforsker ved ROMU Ole Kastholm stiller skarpt på Lejre-kongernes sørute og sejlene, de satte, når de drog til søsterdynastiet i den midtsvenske by Uppsala. Læs den første af tre artikler med nedslag i den alsidige forskning, der fylder ’Viking Dynasties’ – et tværnordisk projekt, som netop er udkommet som bog.

Hvordan ville du forcere de 700 kilometer fra Lejre til den midtsvenske by Uppsala? Nutidens rejsende tyer typisk til digitale værktøjer som Google Maps eller Rejseplanen. Arkæolog og seniorforsker ved ROMU, Ole Kastholm, måtte gå anderledes analogt til værks, da han identificerede ruten, som kongerne fra Lejre og Uppsala i yngre jernalder fulgte for at besøge hinanden. Med skriftlige kilder, skibsfund og en rationel tilgang har han kortlagt kongernes færd.

”I dag gør motorvejs- og jernbanenettet strækningen mellem Uppsala og Lejre komfortabel. Dengang var etapen præget af uvejsomt landskab. Netop på dén strækning var rejsen over land derfor urealistisk,” siger Ole Kastholm.
Så kongerne drog ad søvejen. Bådene signalerede status hos eliten.
”Dens sejlende skibe står som magtsymboler,” siger arkæologen.

Stedkendte folk var om bord

Hvor lang tid tog turen med skib? Og hvad fik sagnkongerne ud af de strabadserende togter? De spørgsmål besvarer Ole Kastholm i sit bidrag til forskningssamarbejdet ’Viking Dynasties’. I projektet, der netop er udkommet i en diger bogversion, analyserer han og arkæologkolleger fra både Danmark og Sverige relationen mellem de to kongedynastier i Lejre og Uppsala.

Søvejen, som Ole Kastholm kortlægger, er snirklet: Fra Roskilde Fjord sejlede kongerne videre ud på Kattegat, ned gennem Øresund, rundt om Sydsverige og ind gennem den store, labyrintiske sø Mälaren.
”Du kan kun navigere gennem Roskilde Fjord, hvis du kender den. Det samme gælder Mälaren. Begge steder må kongerne have haft stedkendte folk ombord, som kunne hjælpe dem,” vurderer Ole Kastholm.

Mange farer var på spil

Med brug af data fra eksperimentelarkæologi har Ole Kastholm beregnet, at kongerne kunne tilbagelægge 75 sømil i døgnet. Det giver en samlet rejsetid på otte dage og nætter på strækningen mellem Lejre til Uppsala. Hvis man, vel at mærke, sejler nonstop.
Som erfaren sejler på moderne sejlbåde såvel som traditionelle, nordiske skibe ved Ole Kastholm, at utallige faktorer kan forhale turen. Først og fremmest spiller vind, vejr og fartøjernes tilstand ind. Der er farvande, som kongerne må undgå, fordi de er uvenner med lokalbefolkningen. Andre strækninger udfordrer, fordi de med klippeskær og granbevoksede øer er labyrintiske.
”Nogle dage når man nul, nogle dage 10, nogle dage andre antal sømil,” konkluderer Ole Kastholm og tilføjer:
”Mine forskningsresultater afspejler den ideelle rejsetid fra A til B. Her har vi en måde at beskrive og beregne rejsen på – det er dét, som er essensen her.”

Sejl af uld hamp og hør

I sit forskningsprojekt undersøger Ole Kastholm også bådtypen, som kongerne og deres følger rejser med. I 600-tallet, omkring 100 år efter, at eliten etablerer magtsæder i Lejre og Uppsala, undergår dens skibe en banebrydende udvikling:

”De får sejl; det afspejler kongernes magt og særlig status,” siger seniorforskeren.
Sejl af uld krævede omfattende fårehold. For at fremstille sejl af plantematerialer måtte man dyrke enorme mængder hamp eller hør.
”Heri lå et kæmpe arbejde: Det var dobbelt-op på ressourcer i forhold til forløberen, robåden,” siger Ole Kastholm.
Tilmed fordrer sejlene særlige kompetencer hos skibsbyggerne.
”Håndværkerne skal have en kompleks viden om, hvordan de fremstiller sejl, tovværk og fartøjer, der passer til. Du kan ikke bare montere et sejl på den hidtidige robåd.”

Sejlet er showoff

Sejlets entré på kongernes maritime arena taler ind i samfundets infrastruktur, siger Ole Kastholm.

”Det bliver endnu en måde for kongerne at sætte sig i respekt og centrere deres ressourcer på. Et magtsymbol som dem, vi ser på landjorden, med imposante halbyggerier og monumentale skibssætninger af sten. Sejlet er ren showoff for kongerne.”

Ole Kastholm fremhæver den sanselighed, der er indvævet i sejlet:
”At se det fyldes af vinden og at opleve bådens lydløshed som kontrast til årernes højlydte plask i vandet – det må have været magisk.”

Roernes fysiske indsats krævede mad og drikke, hvile og en stor besætning med skiftehold. Sejlbåden kan i princippet skyde frem i døgndrift – med vinden som sin energikilde. Tilmed speeder sejlet bådens hastighed væsentligt op.
”Folk, der stod på bredden og betragtede sejlet, må have mærket en wow-effekt. Sejlets komme indikerer kongesamfundets udvikling i en ny retning,” siger Ole Kastholm.

Lejre ryger op i international forskningsliga

Seniorforskeren fremhæver ’Viking Dynasties’-projektets faglige udbytte:
”Det har været utroligt berigende, ikke kun for os som arkæologer, men også for selve udforskningen af Lejre. Sammen med kortlægningen af det fælles ideologiske grundlag for Uppsala og Lejre løfter kombinationen af tværfaglighed og mange stærke kompetencer kongesædet i Lejre op i en international forskningsliga.”

I dag ved vi, at kongesædet ved Lejre ikke blot er sagn og myter. Sådan har det dog ikke altid været. Middelalderens saga- og krønikelitteratur fremstiller Lejre som Skjoldungernes hjem og danernes første kongesæde, og scener fra det oldengelske heltekvad om Beowulf menes at udspille sig netop her. Men i lang tid var det kun de skriftlige kilder, der vidnede om det gamle kongesæde. I tiden efter anden verdenskrig begyndte vi imidlertid at få ”syn for sagn” gennem arkæologiske udgravninger. I 1940’erne og 1950’erne lokaliserede Nationalmuseet gravpladsen ved skibssætningen, og fra midten af 1980’erne og til 2009 kortlagde ROMU, med
arkæologen Tom Christensen i spidsen, de mange generationer af mægtige kongehaller – den største længere end 60 m – som dannede centerpunkt i de kongelige residensområder fra omkring år 500 og indtil 1000 e.Kr.

Resultaterne af museets mange undersøgelser samlede Tom i en stor bog, Lejre bag myten. De arkæologiske udgravninger, som blev udgivet i 2015. Bogen gjorde vores viden om kongesædet og dets betydning tilgængelig for både læg og lærd. Hermed var grunden også lagt for at se Lejre i et andet perspektiv, hvilket blev forfulgt i forskningsprojektet Viking Dynasties – The royal families of Lejre and Uppsala between archaeology and text. I dette samarbejde mellem Nationalmuseet, Uppsala universitet og ROMU blev mange aspekter, som binder kongesæderne ved Uppsala og Lejre sammen, udforsket af eksperter fra forskellige fagområder. Alt dette præsenteres i en snarlig bog.

Med Viking Dynasties-projektet blev der foretaget udgravninger i Lejre flere år i træk. Ved den sidste af disse undersøgelser – i 2019 – var det palisaden, som omkranser halområdet, der blev fokuseret på. Sporene efter palisaden er ved flere tidligere lejligheder blevet arkæologisk dokumenteret, men i 2019 blev den portåbning, som nødvendigvis måtte findes et sted i den flere hundrede meter lange palisade, eftersøgt – og fundet! Nu kunne vi endelig træde ind lige dér, hvor oldtidens arkitekt havde tænkt det, og med lige dele viden og forestillingsevne se den knejsende kongehal på bakkeskråningen (fig. 1).

NYE VEJE
Selv om vores viden om kongesædet på den måde er vokset gennem årene, så ved vi stadig kun en brøkdel om alt det uden for selve halområderne – om, hvordan et kongesæde satte sig aftryk i landskabet. Kort sagt: Når det kommer til Lejre – uden for palisaden – så står mange store spørgsmål ubesvarede. Men potentialet for at finde svarene gemmer sig heldigvis stadig derude.

I dag ved vi med sikkerhed, at Lejre er et af Danmarks tidligste kongesæder. Kongesædet har bestået af et større sammenhængende kompleks, hvor vi har en grundlæggende viden om bygningerne, og deres karakter og kronologi, inden for selve det palisadeomkransede residensområde. Vi kender i nogen grad også strukturerne i de nærmeste omgivelser uden
for palisaden. Således er undersøgt dele af et værkstedsområde under nutidens Gl. Lejre landsby og en del af et begravelsesområde ved skibssætningerne øst for landsbyen, der begge må have tilknytning til komplekset, og derudover har vi kendskabet til de synligt bevarede fortidsminder som gravhøje og rester efter skibssætninger. Inden for en radius af 1 kilometer omkring selve residensområdet er der imidlertid stor sandsynlighed for, at der findes yderligere – uopdagede – gravpladser, offerområder, vadesteder, broer, vandmøller, regulerede vandløb og skjulte spor efter oprindeligt monumentale fortidsminder. Hvert af disse elementer udgør større undersøgelsesobjekter, der kan bidrage med ny og vigtig viden til vores forståelse af kongesædets interne og eksterne strukturer og iscenesættelse og udviklingen heraf.

Men landskabet uden for palisaden er stort. Af praktiske, økonomiske og bevaringsmæssige årsager er det selvfølgelig ikke en mulighed at udgrave omgivelserne i deres helhed. Så hvordan finder vi egentlig nålene i høstakken? Der er flere veje frem: nye fund, et fornyet blik på den viden, som allerede ligger i arkiverne, og – ikke mindst – nye metoder til eftersøgning af arkæologiske strukturer.

Hvad nye fund angår, så danner de mange metalfund, som detektorarkæologer gennem de senere år har opdaget i Lejre-mulden, den absolut største landvinding. Hvert eneste år dukker nyt op, og antallet af detektorfund fra området tæller nu langt over 2.500. Således kan koncentrationerne af fund vise, hvor det kunne være givende at sætte ind med arkæologiske undersøgelser (fig. 2).

Men det er ikke kun nyhederne, som kan hjælpe i fremtidige projekter. Gamle fund og optegnelser rummer også væsentlig viden. For eksempel kan Nationalmuseets ældre småudgravninger af enkeltvise jernalderbegravelser være indikationer på, hvor der gemmer sig større gravpladser. Og historiske kilder kan indikere, hvor der skal ledes efter forsvundne
skibssætninger; for vi ved, at der har været adskilligt flere end de tilbageværende spor af de to, som består i dag. Gennemgang af gamle kort kan fortælle, hvor der blandt andet har været vadesteder og vandmøller, og moderne højdekort kan afsløre strukturer i landskabet som ødelagte gravhøje, dæmninger og hulveje.

Selv med metalfundene og vores viden fra arkiver og kort så er høstakken, hvori nålene skal findes, imidlertid stadig ret stor. Her er det, at nye metodiske landvindinger i form af geofysiske undersøgelser kan være en hjælp. Dette er non-destruktive undersøgelser, hvor store arealer kan afsøges næsten uden at knække et græsstrå, og under gunstige forhold
kan de vise præcist, hvor det vil være givtigt at sætte spaden i jorden. Det var geofysiske undersøgelser, som ledte museet på sporet af den største af kongehallerne, der blev udgravet i 2008-2009, og ved hvilken den nu så berømte Odin-figur i tilgift dukkede op. For at blive lidt klogere på, hvilket potentiale de geofysiske undersøgelser kunne have ved fremtidige undersøgelser omkring Lejre, udførte vi, i samarbejde med Norges teknisknaturvitenskapelige universitet i Trondhjem, et pilotprojekt i 2021.5 Lad os kaste et blik på, hvad der kom ud af det.

ET PILOTPROJEKT
Projektet, der strakte sig over to efterårsdage i 2021, skulle vurdere anvendeligheden af georadarmålinger som mulighed for at tilegne sig ny viden om Lejre. Et område omkring kongehallerne ved Mysselhøjgård og et område omkring Grydehøj og skibssætningerne blev undersøgt. Dele af disse områder har tidligere været arkæologisk undersøgt, mens andre dele var uberørte. Det var derfor muligt at lave nogle direkte sammenligninger mellem den eksisterende arkæologiske viden, og hvad den jordgennemtrængende radar – også kendt som en georadar – kunne synliggøre i undergrunden, uden at foretage en egentlig udgravning.

Om metoden
En georadar er en non-destruktiv måde, hvorpå man kan forsøge at få et billede af arkæologiske spor under jordoverfladen, men uden at grave, og på en hurtig og skånsom måde. Ved at sende radiobølger ned i jorden og derefter måle, hvilke dele af signalet der reflekteres tilbage til overfladen, og samtidig måle styrken af denne refleksion, kan man skabe billeder af undergrunden. Disse billeder ligner lange profiltegninger af undergrunden (fig. 3). Det er hovedsageligt ændringer i den elektriske ledningsevne, der forårsager ændringerne i signalets refleksion. Der, hvor der er en stor kontrast mellem for eksempel to uens jordlag eller mellem fyldet i en arkæologisk struktur og undergrunden omkring denne, vil dette skabe en ændring i refleksionerne, der kan detekteres ved hjælp af radarsystemet. Det kan enten skyldes, at noget af signalet reflekteres tilbage, eller at noget af signalet absorberes, og at kontrasten dermedfremstår som en zone med mindre reflekteret energi end en zone med
kraftigere refleksioner. Når man så samler et antal profiler tæt på hinanden, kan man lave et kort over alle disse ændringer, for en række forskellige dybder, og med høj grad af nøjagtighed. Dette kaldes dybdeskiver. Disse geofysiske kort over alle sådanne ”anomalier” tolkes derefter arkæologisk, hvor man forsøger at ”oversætte” de geofysiske observationer til en arkæologisk fortolkning ved at studere de indsamlede data i plan og profil, altså horisontalt og vertikalt. Typisk studerer man form, udseende og kontrast i de geofysiske data, samt om de fremstår i et mønster eller en udstrækning, som kan forklares ud fra arkæologiske observationer, der kendes fra andre steder.

Ved kongehallerne
Ved Mysselhøjgård undersøgte vi et areal på omtrent 20.200 m2, omkring sporene efter nogle af de tidligere udgravede halbygninger, men også et ret stort område vest for disse og videre vest forbi palisaden (fig. 4). Undergrunden består af moræneler længst mod vest, mens den i halområdet og ned mod landsbyen i øst består af smeltevandssand og smeltevandsgrus. En af de mest åbenlyse observationer var et klart signal fra stolpehullerne fra væggene i halbygning XLI og XLII. Disse har tidligere været undersøgt, men ikke alle blev fuldt udgravet. Hullerne fra de støttestolper, der træder synligt frem på georadaren, er opfyldt med lerklining, hvidbrændt flint og sten. Når vi ikke har meget tydelige spor af rækker af stolper i resten af georadardatasættet, men kan se nogle væggrøfter, kan det være et tegn på, at de stolpehuller, der ellers kan ligge inden for undersøgelsesområdet, ikke er fyldt med sten og lerklining – og derfor ikke er så lette at opdage med georadar på dette sted.

I øvrigt fremgik støttestolperne også meget tydeligt i et andet geofysisk datasæt fra 2008, hvor området blev undersøgt med magnetometer.8 Dette er en metode, der viser magnetiske egenskaber frem for den elektriske ledningsevne, som georadaren benytter. Derfor er det to målemetoder, der med fordel kan supplere hinanden.

En anden interessant observation fra georadaren er sporene efter en tilsyneladende velbevaret bygning på østsiden af den nord-syd-gående palisadegrøft vest for de berømte halbygninger. Her er der spor af en velbevaret væggrøft, der viser sporene efter en konstruktion på ca. 13,5
x 8 m N-S-orienteret parallelt med palisaden (fig. 5). Der er også spor efter en grøft i bueforløb fra enten et krumvægget langhus eller en buet drængrøft lidt længere mod øst, mellem palisaden og de kendte haller.

Ligeledes kan der observeres større nedgravninger ca. 90 meter længere vestpå, som kan være nedgravede værkstedshytter, såkaldte grubehuse (se fig. 4). På Mysselhøjgård ses desuden nogle grøfteforløb til huse, der tidligere er påvist, men ikke helt udgravet (fig. 6). Flere af disse kan nu spores videre i de geofysiske data i de områder, som ikke har været udgravet, og dette viser, hvordan metoden kan give et mere omfattende billede i situationer, hvor arkæologiske spor er kendt, men hvor vi ikke kender deres form, størrelse og omfang samt graden af deres bevaring.

Ved Grydehøj og skibssætningerne
Her undersøgte vi ca. 10.200 m2 (fig. 7). Vi forsøgte at komme så tæt på skibssætningen som muligt og at dække områderne både mod syd og mod nord. Det antages, at der har været yderligere to skibssætninger længere mod syd, som nu ikke længere er synlige, på grund af bl.a. grusgravning før i tiden. Der er foretaget en række undersøgelser på stedet i perioden 1944-1968, hvor der blev fundet mindst 55 grave fra vikingetiden, hvoraf 49 er sikre jordfæstegrave.

Formentlig er gravpladsen afgrænset mod syd og vest, men der bør være flere grave både mod nord og mod øst. Nogle af gravene havde spor af trækister, en enkelt havde spor af en indre stenfyldning, mens andre var dækket af mindre stenlægninger. Undergrunden på stedet er kategoriseret som smeltevandsgrus og består af en højderyg dannet som en del af en moræneafsætning og bakker af lagdelt sand og grus afsat af tidligere floder, som efterfølgende er blevet omgivet af dale, hvori der har løbet smeltevandsfloder, som har eroderet sig ned i de afsatte masser. Resultatet er en meget sammensat og varierende undergrund, som komplicerer billedet fra georadarundersøgelsen og gør det svært at fortolke entydigt. Nogle af de tidligere udgravede grave kan ses, ikke som en reflekterende anomali, men hvor energien absorberes. Disse grave er ikke særlig tydelige, og det er hovedsageligt, fordi vi i forvejen vidste, at de havde været der, at vi kunne bemærke dem i data (fig. 8). I georadarens data kan kun ses et par mulige nye grave eller anomalier med samme form og orientering, og generelt var tydelige grave vanskelige at opdage. Dette trods vores viden fra de tidligere udgravninger. Udfordringerne er et tegn på, at kontrasten mellem gravfyld og den omgivende undergrund er for lille til, at den pålideligt kan påvises ved denne metode for nuværende. Desuden forekommer der også generelt et stort antal sten i undergrunden. Nogle ligger i den bedst bevarede skibssætnings akse og kan være rester af fundamenter til denne velkendte skibssætning. Vi ved også, at flere grave havde stenmarkeringer, og i georadardataene er enkeltliggende sten tolket som ”punktobjekter”. Hvorvidt disse refleksioner fra enkeltliggende sten kan tolkes som gravmarkeringer, er usikkert. Det var ikke muligt at finde tydelige spor efter de i dag fjernede skibssætninger mod syd.

Samlet set
Generelt viser resultaterne fra dette pilotprojekt, at georadar som metode, gerne i kombination med magnetometermålinger, kan bidrage med ny viden. Ved at kunne ”teste” metoden på tidligere undersøgte huse, strukturer og grøfter omkring Mysselhøjgård viser projektet, at der kan opnås ny kulturhistorisk viden ved at anvende sådanne nondestruktive metoder, også ved Lejre. Især påvisningen af en bygning lige inden for palisaden er interessant for forståelsen af lokaliteten og understøtter det billede, som tidligere undersøgelser har påvist ved den
nordlige og vestlige palisade. Resultaterne fra området ved Grydehøj og skibssætningerne var mere tvetydige. Reaktionen fra georadaren var bedre på undergrunden ved Mysselhøjgård, end det var tilfældet på undergrunden ved Grydehøj. Desuden skal metoderne – eller mere specifikt fortolkningerne af de data, der kan udledes – anvendes med en vis forsigtighed. Vi ved, at ikke alle typer konstruktionsspor er lige lette at opdage, og at fraværet af anomalier ikke nødvendigvis betyder, at der ikke er arkæologiske strukturer i undergrunden. Denne udfordring kan imødekommes ved at kombinere de non-destruktive undersøgelser med mere konventionelle arkæologiske metoder, såsom prøvegravninger og rekognosceringer.

LEJRES FORTID FOR FREMTIDEN
Lejre er ikke bare arkæologiske fund og historie, det er et helstøbt og unikt landskab formet under istiden, hvor kulturarven føjer sig ind i det naturgivne. Det er et landskab, som vi må behandle med varsomhed – også når vi udforsker det videnskabeligt. Derfor er geofysisk undersøgelse en oplagt metode, der ikke alene giver mulighed for at dække store arealer, men også kan medvirke til, at arkæologiske udgravninger i så høj grad som muligt bliver udført som nålestiksoperationer. Pilotprojektet fra 2021 viser, at potentialet er til stede for at opnå brugbare resultater med geofysiske undersøgelser i Lejre (fig. 9). Dog virker metoden øjensynligt bedre i nogle områder end andre.

Med de non-destruktive geofysiske undersøgelser kan vi forhåbentlig i fremtiden skyde os ind på, hvad der egentlig har ligget dér, hvor for eksempel de mange detektorfund dukker op. Er det hirdens gårde, specialiserede håndværkspladser eller offerområder? Måske kan vi også

indkredse, hvor de ”forsvundne” skibssætninger har været placeret, og lægger vi dette sammen med den viden, vi kan samle om gravhøjene, begynder der at tegne sig et mere fuldendt billede af det monumentlandskab, som har udgjort det arkitektoniske bagtæppe for kongeslægtens haller.

Der vil også være steder, hvor mere traditionelle arkæologiske metoder som prøvegravning må tages i brug, hvis vi skal blive klogere på Lejre. Det gælder på gravpladsen ved skibssætningerne og Grydehøj, hvor de geofysiske undersøgelser tilsyneladende ikke rigtigt fungerer. Til gengæld er der tale om et afgrænset område, som relativt let kan undersøges, naturligvis under hensyntagen til, at der skal indhentes dispensation til arbejdet, da området i dag er et klassificeret fredet fortidsminde. Vådområderne – som ådalen – giver erfaringsmæssigt heller ikke så gode geofysiske resultater. Men her kan andre kilder til gengæld hjælpe. Eksempelvis kan moderne laseropmålte landskabsmodeller samt stednavne på historiske kort give fingerpeg om, hvor det vil være givtigt at lede efter for eksempel vadesteder, broer og vandmøller.

Der er således nok at tage fat på, når det kommer til udforskningen af Lejre – det vil vi gøre i de kommende år. Det var ikke blot med opførelsen af storslåede kongehaller, at kongemagten blev etableret i Danmark. Der var tale om en kompleks og veltilrettelagt iscenesættelse af magt, hvor kongen hævede sig over andre og begrundede sin magt ved at kunne demonstrere relationer tilbage til forfædre, monumental arkitektur, et langtrækkende netværk og specialiserede håndværk. Undersøgelsen af Lejres udtryk i landskabet vil føje mange brikker til dem, vi kender, i vores viden om den tidlige kongemagt i Danmark og dermed om landets tilblivelse.

Det er vist en mild underdrivelse at konstatere, at digterjeget i Johannes V. Jensens klassiske digt Ved Frokosten fra 1906 var svært begejstret for øl. En begejstring, han ikke var alene om. I årene omkring 1900 drak hver dansker i gennemsnit 100 liter øl om året. Selvom nationen fortsat er glad for øl, så var tallet faldet til 65 liter i 2021.

Det har let kunnet mærkes, at ølbegejstringen stadig er stor i Lützhøfts Købmandsgaard, hvor der er langet hundredvis af øl over disken i 2023. Og ikke en hvilken som helst øl, men en gammel nyskabelse: Roskilde Dom Øl.

Øllen er brygget efter en opskrift fra 1893 og er udstyret med en etiket fra F.R. Frederiksens Bryggeri, der lå i Roskilde. Øllen er brygget lokalt hos Himmelev Bryghus efter traditionelle metoder. Som med butikkens andre varer er ambitionen at komme så tæt på den historiske oplevelse som muligt, i smag, udseende og produktionsmetode.

Her kan du læse historien om det bryggeri, der oprindeligt bryggede øllen, og om hvordan museet har forsøgt at genskabe den.

DAMPBRYGGERIET PÅ ALGADE

Mens Johannes V. Jensens digterjeg hylder det ravgule øl, der omtales som en bajer – altså bajersk øl – så var det mørke hvidtøl noget mere udbredt. Modsat den undergærede bajerske pilsnerøl krævede den over gærede hvidtøl nemlig ikke køling under produktionen. Det gjorde fremstillingen meget lettere, og landet over fandtes der 387 bryggerier i 1903. De fleste producerede udelukkende hvidtøl.

En af de større spillere i den sammenhæng var F.R. Frederiksens Bryggeri
i Roskilde.

Bryggeriet lå på Algade som baghus til den bygning, der i skrivende stund huser restaurant Bryggergården. Fra den store gård i byens centrum blev der fra 1863 drevet købmandshandel, talgsmelteri, lysstøberi, handel med skind og huder – og altså også bryggeri.

Bryggeriet gik støt frem og kom i 1897 under ledelse af den driftige brygmester Hans Christiansen, der havde overtaget tøjlerne efter F.R. Frederiksens tidlige død i 1897. Ejeren var Frederiksens enke, Tekla Langreuter.

I 1903 nåede bryggeriets årlige produktion op på ca. 10.000 tønder eller omkring 1,3 mio. liter – lige under 1 % af den samlede danske produktion af skattefrit øl.

Men i 1904 blev bryggeriet ramt af en stor ulykke: en voldsom ildebrand, der gav genlyd i aviser landet over.

Branden blev opdaget af den årvågne overkelner Sørensen fra nabobygningen, Hotel Prindsen. Havde det ikke været for ham, havde ilden måske spredt sig yderligere. Den var ellers slem nok, som det var.

Både byens og domkirkens brandkorps kæmpede en brav kamp for at få ilden under kontrol. Da det så værst ud, tilkaldte de assistance fra København.

Ulykken var stor, men ikke fuldstændig. Der var tegnet en god forsikring, og dele af bygningerne overlevede. Bryggeriet kunne reetablere sig, og allerede et år efter branden blev der igen brygget øl på Algade – endda i mere tidssvarende rammer.

”DE SMUKKE MONUMENTALE BYGNINGER ER EN PRYD FOR
VORES BY”

Den udsendte medarbejder fra Roskilde Avis var så absolut imponeret over det nyindrettede bryggeri, som han mente måtte være det største hvidtølsbryggeri i Danmark uden for hovedstaden. Det skortede da heller ikke på praktiske mekaniske nyindretninger.

Den lokale Maglekilde Maskinfabrik havde leveret en dampmaskine på hestekræfter til at hjælpe kornet på vej gennem de forskellige etager med elevatorer og fødesnegle. Kornet vandrede på den måde fra kælder til kvist ”uden at berøres til det havner i Kælderen igen som Øl.”

Kapaciteten var også vokset betragteligt, fra 10.000 til 18.000 tønder øl – en mio. liter øl mere om året. Alt dette kunne klares af 12-14 arbejdere. Nybyggeriet stod i 100.000 kr., svarende til 7 mio. kr. i 2024, når der justeres for inflation.

Det var alt i alt et betragteligt foretagende. Det er næppe helt forkert, når den begejstrede skribent kalder bryggeriet for ”det største Hvidtøls-
bryggeri heri Landet udenfor København.”

Det topmoderne bryggeri kom hurtigt i gang igen og leverede snart alle de samme ølsorter til Roskilde og omegn som før branden. Og i december 1905 kom der en nyskabelse til bryggeriets sortiment: Roskilde Dom Øl.

ROSKILDE DOM ØL

Bryggeriet havde efter eget udsagn arbejdet på den nye ølsort i lang tid. Det var en rigtig luksusøl af typen dobbeltøl, som man ”anbefaler til Publikums Velville”.8 Det var altså ikke det billigste sprøjt, man havde opkaldt efter byens vartegn.

Navnet dobbeltøl kommer af, at man oprindeligt brugte dobbelt så meget malt som til de billigere bryg. I en betænkning fra 1673 kan vi læse, at man kun fik 5 tønder dobbeltøl ud af 4 tønder malt, mens man kunne lave hele 10 tønder skibsøl på samme mængde malt.

Dobbeltøllen havde en kraftigere smag og aroma og i reglen også en højere alkoholstyrke end de andre hvidtølstyper. Roskilde Dom Øl holdt sig dog under 2,25 vægtprocent alkohol, der var grænsen for skattefrit øl.

Øllen var noget anderledes end bryggeriets almindelige dobbeltøl. For mens dobbeltøl oftest var til den søde side, så var Roskilde Dom Øl ikke ”i Besiddelse af den stærke Sødme, som kendetegner dette Øl.”

Der har altså været tale om en mere bitter udgave af dobbeltøllen – formentlig en dobbelt bitterøl; en øltype, der er gået i glemmebogen.

Bitterøl var en meget udbredt øl op gennem 1800-tallet og nød fortsat en vis popularitet i den første del af 1900-tallet. Det var en øl med en udpræget bitterhed, som den fik fra en større mængde humle end de andre øltyper.

Imidlertid havde den fået hård konkurrence fra den nye undergærede bajerske pilsnerøl. Nogle bryggerier havde stor nedgang i salget af bitterøl allerede fra 1870’erne, og nogle bryghuse lod den udgå af sortimentet, da ølskatten kom i 1891. Som en lagret øltype blev bitterøl ofte for stærk til at undgå en beskatning, en udfordring, der også gjorde sig gældende for dobbeltøl.

En dobbelt bitterøl hørte ikke til blandt de mest almindelige øl på det danske ølmarked i 1905. Måske var Roskilde Dom Øl et tiltag fra F.R. Frederiksens Bryggeri, der skulle fastholde nogle af de pilsner-tørstige ølkunder, der måtte gå forgæves i bryggeriets sortiment efter undergæret øl?

Bryggeriet forsøgte sig også med, hvad de kaldte en pilsner, men da deres udgave af den populære øltype har været overgæret, må det så absolut betegnes som en tilsnigelse at give øllet det prædikat.

DEN GENSKABTE ØL

På Lützhøfts Købmandsgaard skal gæsterne opleve at blive sat tilbage til en købmand i tiden omkring 1920. Nogle varer skal se fremad og vise, hvor detailvarerne var på vej hen, og andre skal kigge mere bagud. De fleste varer kan dateres til perioden 1915-1925.

Det har ikke været muligt at finde ud af, hvornår Roskilde Dom Øl gik ud af produktion igen, men i de omfattende etikettesamlinger fra bryggeriet er der ikke eksempler på Dom Øl-etiketter, efter at bryggeriet skiftede navn til Roskilde Bryggerier i 1916.

Roskilde Dom Øl skal i butikken fungere som et kig tilbage på et mangfoldigt, lokalproduceret øludbud, der gradvist var ved at forsvinde i tiden omkring 1920. Det blev erstattet af et mindre antal produkter, der blev til på store fabrikker.

På den måde repræsenterer Roskilde Dom Øl en parallel til nutidens righoldige udbud af lokalt produceret håndværksøl. I postnummer 4000 findes der i skrivende stund seks bryggerier af varierende størrelse. Øllen er også i mere end én forstand en del af den tendens, da den er brygget på det lokale Himmelev Bryghus.

Her fik brygmester Per Rosen udarbejdet øllen på baggrund af en historisk opskrift. Da opskrifterne fra F.R. Frederiksens Bryggeri ikke er bevaret, måtte vi finde en tilsvarende fra et andet bryggeri. Valget faldt  på en Dobbelt Bitterøl fra Bryggeriet Rabeshave. Det lå på Christianshavn og var i lighed med F.R. Frederiksens Bryggeri et moderne dampbryggeri.

Opskriften er fra 1893 og lister kun de vigtigste elementer i brygget. Samtidig har f.eks. gærtyperne undergået en udvikling, og der er også sket ændringer på det hygiejniske område. Derfor har det været nødvendigt at komme med kvalificerede gæt og tilnærmelser for at få en anvendelig opskrift.

Hvor det er muligt, er de traditionelle metoder blevet bragt i anvendelse. Således er der knap så meget kulsyre som i en moderne øl, da den ikke er tvangskarboneret. Øllet er en anelse uklart, da det ikke er chokkølet
lige efter brygningen. På grund af den forbedrede hygiejne er det heller ikke nødvendigt at pasteurisere øllet længere. Da pasteuriseringen ændrer smagen, er dette trin fastholdt.

Til gengæld er alkoholstyrken justeret op i forhold til den oprindelige øl for at gøre den lidt mindre fremmed for nutidens øldrikkere.

Brygget gør det imidlertid ikke alene – udseendet må også være som dengang.

Etiketten var en vigtig ingrediens i et produkt, der slog på det lokale vartegn i markedsføringen. Imidlertid har arkiver og museer kun i begrænset omfang indsamlet de ret undseelige sodavands- og øletiketter. De gemmer på et lille stykke kulturhistorie, der både vidner om det store udbud af lokale drikkevarer og om store og små industrielle foretagender.

Lykkeligvis kom museet i forbindelse med Bo Petersson, der er ivrig etikettesamler. Blandt de utallige Roskilde-etiketter var også etiketten fra Roskilde Dom Øl i samlingen.

Med den store hjælp er det blevet muligt at skåle i et lille stykke Roskildehistorie igen

EFTERSKRIFT

F.R. Frederiksens Bryggeri opkøbte i 1916 den lokale konkurrent P. Nielsens Bryggeri og skiftede i den forbindelse navn til Roskilde Bryggerier. Men tiden løb fra hvidtølsbryggerierne, og i 1941 flyttede bryggeriet til Københavnsvej 26 og skiftede navn til Roar. Det er tvivlsomt, om der blev brygget øl her. Det lukkede i 1952.

Bryggeriet var fra 1914 ejet af journalist og lokalhistoriker Arthur Fang (1882-1973). Den genskabte Roskilde Dom Øl er dedikeret til hans datter, arkivar og lokalhistoriker Lotte Fang (1940-2020).