Arkæolog Ole Kastholm har lagt sig i slipstrømmen på vikingernes skibe. Målet var at kortlægge rejsen fra sagnkongernes Lejre til de svenske naboer, Ynglingerne i Uppsala. Samtidig har Kastholm kigget på betydningen af både rejsen og sejlet, når kongernes skibe kløvede bølgerne op langs Sveriges østkyst.

I dag kan man køre fra Lejre ved Roskilde til Uppsala nord for Stockholm på omkring 8 timer. Der er motorveje og bro, og der er ingen umiddelbar grund til at frygte bagholdsangreb.

Knap så luksuriøs var rejsen for 1500 år siden. Ikke desto mindre kan man læse i sagnlitteraturen, at konger fra Skjoldungeslægten i Lejre og fra Ynglingeslægten i Uppsala foretog rejsen for at besøge hinanden. Men hvor lang tid brugte de på at nå fra det ene kongesæde til det andet? Og hvad betød rejsen for kongerne?

Det satte Ole Kastholm, der er arkæolog og seniorforsker ved ROMU, sig for at undersøge som en del af det store, tværnordiske projekt ’Viking Dynasties’, der er udviklet af KrogagerFonden. Her har arkæologer fra Danmark og Sverige i samarbejde undersøgt kontakten mellem de to mytiske kongeslægter på hver sin side af Øresund. 

I princippet kunne det meste af turen foregå over land, men den mulighed har Kastholm og hans kollegaer anset for så usandsynligt, at de har udelukket den.

”Det er en over 700 km lang strækning i fugleflugtslinje gennem et uvejsomt landskab. Det er ikke sådan lige at finde vej, det er bøvlet at have noget med og bøvlet at forsvare sig. Desuden er det ikke muligt for kongen at færdes standsmæssigt på den måde. Det svarer lidt til, at Dronning Margrethe ankom til en udstillingsåbning på cykel.”

Rejse med forhindringer

Derfor må turen være foregået til søs fra Roskilde Fjord og op til den østsvenske skærgård. Men den faktiske rejsetid er svær at udregne.

”Helt grundlæggende ved vi ikke, hvordan de gjorde. Skulle de ind undervejs for at besøge alliancepartnere? Var der områder med store religiøse tabuer, man skulle undgå, eller steder, man holdt sig fra, fordi andre kontrollerede farvandet? Rejsetiden bliver jo både defineret af ruten og af eventuelle stop undervejs. Men fordi vi ikke kender til den del, så er det taget ud af regnestykket.”

Det samme gælder materielle skader og dårligt rejsevejr. Et knækket ror eller en flænge i sejlet måtte repareres, før man kunne rejse videre, lige som vejret havde stor indflydelse på rejsen. Alle disse faktorer har Kastholm set bort fra for at udregne den ideelle rejsetid.

Den imaginære rejse, som Ole Kastholm har foretaget i et lige så imaginært vikingeskib, tager sit udspring i Lejre og altså Roskilde Fjord, som man må formode, at kongen selv kontrollerede. Op langs fjorden lå en koncentration af anløbspladser med maritime specialer, som vendte ud mod fjorden.

”Det er en form for indgangsportal til Lejre med en masse fund, som fortæller om vidstrakte netværk med tråde til Roskilde Fjord. Kongen har udnyttet landskabet til at kontrollere, hvem der kan komme ind, og derved gøre fjorden til et trygt rum. Det er umuligt at besejle for fremmede. Uden nogen ombord, der kender sejlrenderne, er du lost. Du kommer simpelthen ikke igennem,” forklarer Kastholm.

På svensk udebane

Vel ude af den trygge fjord, ændrer rejsen karakter. Først venter det åbne Kattegat, som har været svært at kontrollere. Området ned til Øresundstragten har sandsynligvis til en vis grad stadig været kontrolleret af Lejrekongen og virket hjemligt. Men når man har rundet sydspidsen af Sverige, møder man op langs den svenske østkyst de fremmedartede klippekyster, som er helt anderledes at besejle. Omkring Stockholm er man tæt på målet, men her venter en sidste udfordring: En indsejling, der minder om den i Roskilde Fjord – men med omvendt fortegn. Her var Lejre-kongen på udebane.

 ”Det er et kontrolleret område, og du er afhængig af en ombord, der kan navigere. Det er en labyrint af små, granbevoksede øer, og man er absolut prisgivet i forhold til at finde vej. Man har også været afhængig af en form for beskyttelse – ellers har man været i en udsat position.”

Ole Kastholm har ud fra en masse eksperimentelarkæologisk data regnet sig frem til, at den ideelle rejsetid er 75 sømil i døgnet.

”Det tal ligner det vi ved fra rejsebeskrivelser fra middelhavsområdet. Men man skal tage det med et gran salt. Alle ved, at der kan være modvind, og at det kan tage en uge bare at komme ud af Roskilde Fjord. Eller at vejret er så dårligt, at du slet ikke kommer afsted. Men hvis du havde medvind, sejllykke og ikke stoppede, kunne du gøre det på syv døgn.”

Rejse for syns skyld

Men hvad var egentlig kongernes incitament til de lange og potentielt farlige rejser? Det har Ole Kastholm også undersøgt. Blandt andet med baggrund i den amerikanske antropolog Mary Helms’ forskning i magthavernes rejser. For selvom vi måske har en tendens til at tro, at fortidens rejser altid måtte have praktiske årsager, som krig eller handel, så var der også dengang andet og mere på spil.

“Den, der besidder fremmed viden, som andre ikke besidder, får en særlig aura. Kongen opnår den her viden ved at rejse ud til steder, som andre måske kun kender på et mytologisk plan, og kommer hjem med nyt. Det er en måde at cementere sin magt på. Derfor er det rejsen i sig selv, der er kvaliteten. Det kan godt være, at man så etablerer handelsnetværk og derefter rejser primært for at handle. Men det kommer i anden række.”

Ole Kastholm forestiller sig, at Lejrekongen har rejst med et mindre følge af skibe og selv ladet sig transportere i et skib, der kan minde om det, der er fundet i Ladby på Fyn. Samtidig har han nok ikke stået tilbage for at gøre brug af tidens revolutionerende nybrud: Sejlet. Det dukker op i Skandinavien omkring 600-tallet. Og det er ikke bare et heldigt tilfælde. For skandinaverne må have kendt til romernes brug af sejlet længe før. Hvis det var løsningen på et funktionelt behov, ville det være dukket op tidligere, mener Kastholm.

”Jeg ser det som en markering af en elite, en måde at skille sig ud. Sejlet er noget eksotisk og fremmed, som må have virket næsten magisk i en rokultur. Det er jo en helt tyst måde at bevæge sig på, at man kan få vinden til at bevæge båden.”

Sejlet som magtsymbol

Sejlet kommer til Skandinavien i en periode, hvor kongesæderne med monumentale byggerier og grave opstår i blandt andet Lejre og Uppsala. Teknologien omkring sejlet er en oplagt måde for en konge at spille med musklerne.

”Det er jo ikke bare at sætte en klud på en pind – der er et væld af specialviden i det at lave et sejl. Det kræver en dyb viden om samspillet mellem det aerodynamiske og hydrodynamiske. Hvad gør skroget, og hvad gør sejlet? Derudover er det en gigantisk investering i ressourcer at sætte sejl på skibene,” fortæller Ole Kastholm.

Andre steder i verden kan man se samme mønster. Sejlet dukker op med mange hundrede års mellemrum, men ofte i samme situation: I staters formative fase.

”Min tanke er, at der er en kobling mellem arkitekturen i kongemagten og sejlets indførelse. Der sker gerne der, hvor stater er ved at blive skabt. Der er et behov for at markere sig, så man bygger gravmonumenter, paladser og så videre. Og så kommer der altså sejl på skibene,” slutter Ole Kastholm.

Man kan altså roligt gå ud fra, at Lejre-kongen ankom standsmæssigt til Uppsala, og at det imponerende syn af et udspilet sejl gennem den drilske skærgård må have gjort indtryk.

På det sydøstlige Fyn ligger den lille landsby Gudme, der med sine knap 1000 indbyggere ikke umiddelbart gør meget væsen af sig. Men arkæolog Palle Østergaard Sørensen, der i dag er ansat i ROMU, har i mere end 30 år haft blikket rettet mod den lille fynske plet. Gudme har nemlig – ligesom for eksempel Lejre på Sjælland – en langstrakt og vægtig fortid som magtcentrum og førkristen kult.

Det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det. Og det gjorde man i mange år ikke. Man havde måske en anelse om, at området omkring Gudme på det sydøstlige Fyn engang var noget, man kunne fortælle historier om. Stednavne som Gudme, Gudbjerg og Gudmeløkke antyder, at stedet måske havde været noget nær guddommeligt.

Det er alment kendt, at Lejre blev betragtet som hjemsted for den mytologiske kongeslægt, Skjoldungerne. De dukker op i de skriftlige kilder omkring 4-500-tallet, og man hører blandt andet om dem i sagnene om Beowulf og Nibelungens Ring. Men når det kommer til Gudme, er der ingen hjælp at hente i gamle kilder. Ingen har skrevet krøniker eller besunget stedets helte.

Men faktisk er Gudmes historie mindst lige så imponerende som Lejres. Det mener i hvert fald arkæolog Palle Østergaard Sørensen, museumsinspektør hos ROMU:

”De bebyggelser, som vi har fundet i Gudme fra jernalderen, adskiller sig fra andre lignende fundsteder, fordi man typisk flyttede, når marken var udpint. Bebyggelsen her har ligget samme sted omkring 600 år. Så min hypotese er, at det altså ikke var jorden, der betød noget.”

Flere af hans kollegaer i ROMU har i årevis gravet i Lejre. Men Palle Østergaard Sørensen har siden sin studietid i 1980’erne og efterfølgende hos Nationalmuseet været med på udgravninger i Gudme. Og interessen i det sydfynske slaraffenland har holdt ved i årevis.

Smykkeproduktion og handel ved vandet

Siden 1833, hvor den imponerende Broholmskat dukkede op af mulden, er flere fund gjort i området. Guld, smykker, glasperler, ornamenteret keramik. Og ikke mindst bygninger, der peger på, at Gudme gennem mange hundrede år var et særligt sted.

Præcis hvad man gennem næsten fire årtier har opdaget, kan man læse i udgivelsen ”Gudme: Iron Age Settlement and Central Halls”. Her samler Palle Østergaard Sørensen trådene om alt fra de utroligt mange genstandsfund til kronologien for stedets langstrakte bebyggelse.

Det, vi i dag betegner som Gudme-bebyggelsen, ligger omkring 10 kilometer fra vandet og anløbspladsen Lundeborg, hvor der er foregået udveksling af varer med handelsmænd og rejsende fra ind- og udland. Selve bebyggelsen var omkring 15 kilometer i diameter og koncentreret omkring ca. 60 gårde. Men man har altså ikke ernæret sig som bønder.

”Der må være nogle andre, der brødføder dem, når de tilsyneladende ikke selv gør. Man kan forestille sig, at maden kommer fra andre gårde, der ligger i periferien af Gudme-bebyggelsen. Til gengæld er der tegn på, at smedehåndværket med fremstilling af for eksempel smykker har været i fokus her. Altså, noget man kunne tjene penge på. Vi har fundet rigtig meget romersk materiale, der er kommet hertil for så at blive smeltet om til noget andet. Måske lokale former for smykker,” siger Palle Østergaard Sørensen.

Kultstedet i centrum

Men det var heller ikke smykkeproduktionen, der gjorde Gudme til et magtcenter i jernalderen. I stedet peger arkæologen på nogle af de tidligste fund, der er gjort ved de arkæologiske udgravninger: To mindre haller, som udgør et kultsted eller et tempel.

”Jeg vil påstå, at det er religionen, der er anledningen til Gudme. Kultstedet er noget af det første, der bliver bygget. Derfra udvikler det sig hurtigt, men til noget andet end det, vi ellers ser af bebyggelser fra jernalderen. Og så ender det med meget store religiøse haller – det er den sidste del af det, vi kan kalde en førkristen kultur,” fortæller Palle Østergaard Sørensen.

Det lille religiøse tempel eller kultsted er fra omkring år 200 e.Kr. Det bliver genopført og repareret i mange faser, så det altså ligger på samme sted gennem flere århundreder. Kort derfra er på et tidspunkt opført en lidt større residensbygning, og den ser Palle Østergaard Sørensen som en indikation af, at nogen har prøvet at få kontrol over stedet.

”Der er nok en slags konge eller stormand, der med sin magt har forsøgt at koble sig på. Man kan forestille sig, at en rig mand prøver at få magt over druiderne, eller hvem der nu er, og hvad de nu laver der. Men den store bygning forsvinder efter ganske kort tid, mens den første fortsætter. Efter min mening er den første bygning altså temmelig usædvanlig.”

En grundbog over Gudme

Det er sådan, Palle Østergaard Sørensen forestiller sig det. For som sagt ligger der ikke en oprindelig manual et sted og giver svarene. Men med Sørensens udgivelse om Gudme har vi faktisk en slags grundbog over al den arkæologiske forskning, der er lavet i Gudme.

”Men også en grundbog i huskronologi i jernalderen, vil jeg sige. Hvordan udvikler huse og gårde sig i jernalderen fra omkring år 0 og frem til vikingetiden? Det er jo ikke specifikt for Gudme, men her er vi bare heldige, at vi har dem oveni i hinanden i et langt forløb. De mange stolpehuller, vi har på samme sted, og den kronologi, man kan få ud af det – det ville også være vigtigt uden alle blærefundene.”

For ham er de mange fund, som indikerer stedets overvældende rigdom, egentlig bare en krølle på historien.

”Det er jo nok det, der får folk til at spærre øjnene op.

Ligesom religionen var begyndelsen for Gudmes storhed, bliver det også afslutningen. Det samme sker på en række andre lokaliteter, der lige som Gudme er koncentreret om en førkristen kult.

”De forsvinder alle med kristendommen. Da kirkerne kommer, bliver ”kultcentrene” flyttet andre steder hen. Og alle spor efter, at der har været andre religioner før den kristne, bliver fuldstændig udraderet,” slutter Palle Østergaard Sørensen.

Kan et 1000 år gammelt flisegulv fortælle nye historier? I høj grad. I den gamle ruin af Sankt Laurentii Kirke midt i Roskilde har nye undersøgelser af et smukt mosaikgulv givet spændende resultater. Om kirken og om byen – men også om nye teknologier, der revolutionerede byggeriet og arkitekturen i middelalderen.

Under Stændertorvet i Roskilde kan man se resterne af Sankt Laurentii Kirke. Oprindeligt stod her en trækirke fra 1000-tallet, som senere, omkring år 1125, blev erstattet af en frådstenskirke. Kirkens gulv findes stadig: Et smukt, gammelt mosaikgulv, hvor sorte og røde teglsten danner et imponerende roset-mønster. Gulvet blev opdaget ved den første arkæologiske udgravning af kirkeruinen i 1931.

”Dengang kunne man godt se, at det her gulv var noget specielt. Det så meget fremmedartet ud. Man kendte ikke – og har heller ikke siden fundet – noget, der ligner i hele Skandinavien. Så allerede på det tidspunkt spekulerede man i, om det kunne være importeret. Derfor har min indgangsvinkel været at prøve at finde ud af, hvor fliserne er lavet henne.” fortæller Jesper Langkilde.

Han er arkæolog og museumsinspektør ved museumskoncernen ROMU. I artiklen ’An Exceptional Twelfth-Century Tile Floor, Its Origins and the Network Behind It: Compositional Analysis of Tiles from St. Lawrence Church in Roskilde, Denmark’ fremlægger han resultaterne af sit arbejde med at dykke ned i flisernes historie.

Der var faktisk teglproduktion i Roskilde i middelalderen. ROMU’s arkæologer har tidligere udgravet teglovne, der blev brugt til at brænde lokalt ler til teglsten. Det har givet Jesper Langkilde en referenceramme til at undersøge, om gulvfliserne fra Sankt Laurentii er herfra.

Sandsynligvis fra Sydeuropa

Ved at sammenligne grundstofferne i mosaik-fliserne med fund i teglovnene kan han konstatere, at leret i fliserne ikke er hjemligt. Faktisk var prøverne så forskellige, at Langkilde vurderer teglfliserne fra Sankt Laurentii til at være produceret i det centrale eller sydlige Europa. Og det bakkes op af andre fund.

”Når vi ser på, hvad vi kender af den slags teglgulve, findes der nogle i det vestlige Tyskland, som ligner og har nogenlunde samme datering fra midten af 1100-tallet. Så et bud kunne være, at det kom derfra,” siger Jesper Langkilde.

Det har ikke været nogen nem opgave at få fragtet de omkring 3.500 fliser til Roskilde. Jesper Langkilde har udregnet den samlede vægt til omkring 3,5 tons fliser, som sandsynligvis er kommet til Roskilde med skib.

”Men selv om det var en betydelig vægtmængde at flytte, kunne det nok svare sig at få det lavet i for eksempel Tyskland. I stedet for at sende et helt hold af specialiserede håndværkere, som skulle bygge ovne og producere stenene i Danmark, kunne man nøjes med at sende en enkelt mand, der fungerede som byggeleder, og som kunne vejlede og dirigere de lokale håndværkere, når gulvet skulle lægges” fortæller Jesper Langkilde.

Det kan også forklare, hvorfor man ikke har fundet lignende gulve andre steder: Viden om, hvordan fliserne er lavet, er simpelthen ikke kommet med til Danmark.

Banebrydende teglteknikker

Undervejs i undersøgelserne dukkede endnu en undren op hos Jesper Langkilde. For fliserne er af tegl. De ældste teglbyggerier herhjemme er fra omkring år 1160, hvor Valdemar den Store menes at være den første i Danmark til at bygge med de ’bagte sten’, som der står på en blyplade fundet i hans grav i Ringsted Kirke. Kirken er sammen med Sorø Klosterkirke netop en af de tidligste teglstensbyggerier, faktisk i hele norden, og kort efter blev også Roskilde Domkirke opført som et tidligt eksempel på et stort teglstensbyggeri i Danmark.

”Men noget tyder på, at fliserne i Skt. Laurentii godt kunne være blandt den tidligste brug af tegl, vi kender til. De ligger i den frådstenskirke, som vi har dateret til omkring 1125. Flisegulvet er ikke det første gulv, men ligger som nummer to, direkte oven på det ældste mørtelgulv. Det tyder på, at der nok ikke er gået så lang tid fra, at kirken blev bygget, til flisegulvet er blevet lagt. I min forestilling sker det i midten af 1100-tallet,” fortæller Jesper Langkilde.

Hvis det passer, så skal vi til at se på en omskrivelse af, hvornår og hvordan tegl blev udbredt i Danmark. Og det er ikke uvæsentligt. For netop brugen af tegl var en revolution inden for byggekunsten. Udover, at det visuelt og arkitektonisk åbnede for nye muligheder, var det også en stor sikkerhedsmæssig progression. Tegl er et langt mere brandsikkert materiale end fx halm og træ, så både tag og murværk af tegl ydede bedre beskyttelse mod en af middelalderens helt store farer: Ilden.

”Hvis en datering på gulvet kommer ned før midten af 1100-tallet, er det måske et tegn på, at man brugte tegl til mindre opgaver, inden man begyndte at bygge med mursten. Altså, at den første brug af tegl var gulvfliser eller tagsten. Derfor synes jeg, det ville være interessant med en mere præcis datering. Det ville måske pege på, at udbredelsen af tegl i Danmark skete i forskellige tempi,” fortæller Jesper Langkilde.

Ideernes byttecentral

Både som æstetisk og arkitektonisk spydspids er kirkegulvet i Roskilde med til at fortælle om byen ved fjorden. Et velstående magtcentrum med et højtudviklet netværk ud i Europa.

”Det var et sted, som flyttede ideer, materialer og mennesker. Der har været udlændinge her i byen, både kirkefolk, handlende, købmænd, håndværkere. Roskilde var et knudepunkt, der tiltrak en hel masse, fordi det især kirkeligt var et magtcenter med et betydeligt bispesæde. Den var også vigtig for kongemagten, så der er ingen tvivl om, at det var en helt særlig by i Danmark i middelalderen.”

Derfor skeler han også til kirken, når han prøver at forestille sig, hvem der har taget initiativ til mosaikgulvet. Oplagt, fordi det ligger i en kirke. Men også med tanke på, hvem der havde mulighed for det. For det har både krævet ressourcer og udsyn.

”På det her tidspunkt bevægede kirkens folk sig meget rundt i Europa, hvor de blandt andet tog deres uddannelser. Da kan de godt have set den slags gulve. Så det vidner altså om det kirkeliges internationale miljø og netværk, hvor ting og ideer flytter sig hurtigt.”

I det storstilede, tværnordiske projekt Viking Dynasties har danske og svenske arkæologer forenet kræfterne for at blive klogere på fortidens magtelite. En række fællestræk mellem kongesæder fra yngre jernalder og vikingetid i henholdsvis Lejre og Uppsala peger på en udveksling af viden og dermed et netværk, der har været vigtigt for at kunne opretholde magten over flere hundrede år.

Det mytiske, sagnomspundne Lejre har i godt fire årtier været arkæologernes forjættede land. Siden fundet af den første store kongehal i 1980’erne har Lejre løbende været omdrejningspunkt for en søgen efter brikker til det komplekse puslespil, hvis sande motiv findes mere end 1000 år tilbage i tiden. Er det hér, Danmark blev født? Og hvad lå til grund for Lejre-kongernes uomtvistelige magt?

Julie Nielsen, der er arkæologisk chef i museumsorganisationen ROMU, har siden 2005 været en del af undersøgelserne af Lejres fortid.

”I den arkæologiske udforskning af Lejre er der gennem de sidste årtier sket skelsættende opdagelser. Inden for de seneste år har vi kunnet konkludere, at kongesædet i Lejre ikke nødvendigvis skal begrænses til hverken lokal eller national kontekst, hvis vi ønsker at få det fulde billede. Derfor har mine kollegaer og jeg løftet blikket og sat Lejre ind i en international kontekst. Der findes paralleller til kongesædet i danske sammenhænge, men forbindelsen til Sverige er alligevel unik og har givet anledning til forskningsprojektet.”

Julie Nielsen er sammen med både danske og svenske fagfæller ved at lægge sidste hånd på en udgivelse, der afslutter projektet Viking Dynasties. I et banebrydende, tværnordisk samarbejde har arkæologer fra de to lande forenet kræfterne i den fælles søgen efter svar på relationen mellem to kongesæder. I Uppsala, lidt nord for Stockholm, findes spor efter et kongesæde, der på mange måder minder om det i Lejre, lidt vest for Roskilde.

”I Uppsala findes gravhøje, der er mindst lige så imponerende som dem i Lejre. Begge steder findes monumentale halbygninger, som afløser hinanden over en lang periode. Og så har svenskerne – ligesom vi i Lejre har Skjoldungerne – en mytisk kongeslægt, kaldet Ynglingerne, der igen skaber en klar parallel. Derfor var det oplagt at sætte de to dynastier op mod hinanden i et fælles forskningsprojekt.”

Den svenske forbindelse

De mange sammenfald fik Julie Nielsen og hendes kollegaer til at stille sig selv spørgsmålet: Kan man virkelig have så sammenfaldende ligheder og centrale magtcentre uden at have en fællesnævner eller forbindelse til hinanden?

Nej, mente de. Det kan ikke være en tilfældighed.

”Vi har ikke beviser på en direkte sammenhæng mellem de to kongesæder i form af fx en fælles alliance. Alligevel er vi overbeviste om, at der har været en kontakt stederne imellem. Spejlingen og de mange sammenfald vidner om, at de har kendt til hinanden.”

Arkæologiske udgravningsfund fra Lejre viser, at der er sket udvekslinger på tværs af landområderne. For eksempel en bjørnekæbe, som blev udgravet i Lejre i 2009, og som viste sig at stamme fra den nordlige halvdel af Sverige.

”Om bjørnen har været levende eller død, da den kom til Lejre, ved vi ikke, men udvekslingen bekræfter de tråde, der er udgået fra kongesæderne til omverdenen. De har ikke levet en isoleret eksistens, men har haft venner og handelsforbindelser både regionalt og internationalt, som har været vigtige for opretholdelsen af magt og rigdom.”

Vejen til magten gik gennem fortiden

Den viden tapper ind i et af de spørgsmål, som forskerne i projektet Viking Dynasties var nysgerrige efter at blive klogere på: Hvordan etablerede og bevarede Skjoldungerne og Ynglingerne magten?

”Det kræver enorme ressourcer at opbygge og opretholde kongesæder som Lejre og Uppsala for derudfra at kunne cementere sin magtposition. For begge steder har adgangen til agerjord og skovområder haft en betydelige rolle. Dog er det tydeligt, at noget af det vigtigste har været muligheden for gennem ældres tiders monumenter at kunne trække tråde tilbage til forfædrene.”

Derfor var placeringen alt andet end ligegyldig. For selv om det måske er oplagt at tænke magt som en fysisk størrelse, så kendetegnes hverken Lejre eller Uppsala ved krig og togter.

”Begge steder er en repræsentation for kongemagten. De opretholdt fx ikke magten gennem store hærstyrker, men ved at opbygge alliancer, opdyrke ressourcer og ved at understøtte fortællingen om en lang og lige slægtslinje af magthavere. For Lejres vedkommende viser det sig gennem storslåede ligbålsafbrændinger og dertilhørende magtmanifestationer, som gravhøjen Grydehøj og stensætningerne er et eksempel på.”

Forenede kræfter giver pote

Nutidens samarbejde med svenskerne har været enormt frugtbart for alle parter.

”Alene inden for de seneste år er der sket en eksplosiv teknologisk udvikling inden for arkæologien. Det er meget populært nu forud for selve de arkæologiske udgravninger at foretage nondestruktive undersøgelser med fx georadarteknologi, så vi bevarer mest og bedst muligt. Inden for især dette felt er svenskerne gode til at specialisere sig,” fortæller Julie Nielsen.

På samme måde har svenskerne også kunnet draget fordel af de dygtige danske specialister.

”I Danmark er vi også i høj grad specialister inden for udviklingen af nye arkæologiske udgravningsmetoder og forskningsperspektiver. Kombineres disse egenskaber står vi med de bedst mulige forudsætninger for at udgrave, fortolke og udføre den videre forskning. Vi har ens, men også forskellige metodiske tilgange, og det har været lærerigt at få indblik i – og har været medvirkende til det bedst mulige afkast af forskningsprojektet.”

Udgivelsen ’Viking Dynasties’ forventes at udkomme i løbet af 2024.

I 1919 indledte amerikanske Ford Motor Company et europæisk bileventyr fra København og revolutionerede industrien i Europa. Til gengæld måtte Henry Fords ideologi, fordismen, indordne sig efter det europæiske – og primært det danske – arbejdsmarked. Historiker Lars K. Christensen udfolder historien om fordismens forandringer og påvirkninger.

Ikke alle ved, at Danmark engang var foregangsland for bilindustrien. Men det var faktisk tilfældet i mellemkrigstiden, da mægtige Ford Motor Company rykkede mod det europæiske marked. I stedet for at transportere hele biler fra Ford-fabrikkerne i Detroit, ville de nøjes med at sende delene over Atlanterhavet og samle bilerne i Europa, hvor de efterfølgende skulle sælges.

Ford Motor Company slog sig ned på Nørrebro i København og begyndte i november 1919 at producere den ikoniske Ford T-model. Efter få år flyttede produktionen til en ny, stor fabrik i Københavns Sydhavn, hvor der i løbet af de næste godt 40 år blev samlet mere end 323.000 biler og lastbiler. De fleste blev eksporteret.

Det amerikanske produktionseventyr i Sydhavnen er den ene side af historien, som Lars K. Christensen behandler i bogen ‘Between Denmark and Detroit – Ford Motor Company A/S and the Transformation of Fordism 1919-1966’.

”Det er jo i sig selv interessant. Men jeg ville også gerne omkring fordismen, som man bør se i et noget bredere perspektiv end blot produktion af biler. Det er en samfundsideologi,” fortæller han.

Biler til folket
Henry Ford grundlagde Ford Motor Company i USA i 1903. Ud over bilmærket kom han også til at lægge navn til fordismen – et begreb, som beskrev Henry Fords revolutionerende indflydelse på industrien. Fords vision var, at bilen ikke skulle være et eksklusivt gode for de rige, men for alle.

”Han begyndte at rationalisere produktionen, blandt andet ved at indføre de nye samlebånd og specialmaskiner. Og det lykkedes. Da han introducerede Ford T i 1908, tog det ca. 12 timer at samle bilen. Omkring 5-6 år senere kunne det klares på 1 ½ time. Og den enorme produktionsfremgang betød meget for priserne på bilerne,” fortæller Lars K. Christensen.

Til gengæld blev det svært at tiltrække arbejdskraft til det ensformige samlebåndsarbejde. Men ved at fordoble lønnen, opnåede man to fordele: Arbejderne strømmede til – og de kom til penge.

”Ifølge Ford var det industriens opgave at lønne medarbejdere, så der var afsæt i produkterne. Han mente, at hvis alle kunne købe det, de har brug for, ville alle konflikter forsvinde, for så var der ikke noget at skændes om. Det viste sig ikke at være helt så simpelt. Men det er den tanke, der senere levede videre i forbrugersamfundet,” fortæller Lars K. Christensen.

Industrisamfundet udviklede sig voldsomt i Europa i 40’erne og 50’erne under stor påvirkning af Henry Fords ideer. Men Europa påvirkede også fordismen, og den udvikling var for Lars K. Christensen mindst lige så interessant at undersøge.

”Min påstand er, at man kan lære noget om begrebet fordisme i hele Europa ved at se på den danske fabriks historie. Den er en prisme til at forstå, hvordan fordismen forandrede sig.”

Henry Fords ledelsesværdier kolliderede i første omgang med et dansk arbejdsmarked, der var stærkt påvirket af fagforeninger. Den danske ledelse af fabrikken indså hurtigt, at de måtte indgå kompromisser. I 1922 fik arbejderne en overenskomst med regler for løn og arbejdstid, og der blev valgt tillidsmænd. Det ville være fuldstændig uhørt på fabrikkerne i Detroit.

Det holdt nogle år, indtil ledelsen i Detroit slog ned på de danske forhold, og overenskomsten blev opsagt. Arbejderne fortsatte i første omgang uden, men hurtigt opstod der alligevel en uformel forhandlingskultur.

”Blandt andet beder ledelsen arbejderne om at finde repræsentanter, der skal forhandle for dem alle. Så på den måde bliver tillidsmandsforholdet reelt genoprettet. De begynder at forhandle om løn, de begynder at skrive aftaler ned, men kalder det memorandum i stedet for overenskomst. Alt
det gør man for at undgå, at de skal blive de sure i Detroit,” fortæller Lars K. Christensen.

Historien gik igen over store dele af Europa, hvor både fagforeninger og stater var dybt involverede i industrien. Derfor undergik fordismen en stor tilpasning, da Ford Motor Company kom til et nyt kontinent.

Ikke bare vedhæng til maskiner
Med bogen har Lars K. Christensen blandt andet ønsket at nuancere forståelsen af fordismen.

”Hele vores nuværende forbrugersamfund har rødder i fordismen. Derfor har historien om Ford også relevans langt ud over at være et stykke dansk industrihistorie.”

Især ønsker han at nuancere den lidt enøjede opfattelse af fordismen, som han oplever på begge fløje af samfundsdebatten, når snakken falder på tidligere tiders arbejdsmarked.

”Der er en diskurs om, at arbejderne lagde hjernen i garderoben sammen med tøjet, inden de gik ind og knoklede i otte timer på et kedeligt arbejde. At det kun handlede om kvantitet, og at arbejderne ikke havde noget at skulle have sagt. Men vi har en historisk stærk arbejderbevægelse i Danmark. Det kan vi jo ikke have haft, hvis arbejderne var fremmedgjorte robotter, der bare var vedhæng til en maskine. Det har været en drivkraft for mig at undersøge. Og det lykkedes jo
arbejderne at få overenskomst. De har altså ikke bare lagt hjernen i garderoben,” slutter Lars K. Christensen.