Udstilling i Stenløse fortæller om lokale jøders flugt fra nazisterne for 80 år siden
12.10.2023
Udstillingen blev åbnet i Stenløse Kulturhus d. 4. oktober med skål og taler. Frem til 30. november kan man dykke ned i nogle af de lokale skæbner, der blev en del af den legendariske redningsaktion af de danske jøder. Foto: Egedal Arkiv og Museum
Historien kender de fleste: Nazisternes jagt på jøder førte i oktober 1943 til en masseflugt fra Danmark mod Sverige. En ny udstilling i Stenløse Kulturhus sætter ansigt og historie på nogle af de lokale jøder, der måtte flygte for livet. For også i Egedal måtte de forfulgte skjule sig og forlade sig på naboernes diskretion og hjælp, før de kunne flygte i sikkerhed.
I år er det 80 år siden, at den tyske besættelsesmagt sendte tusindvis af jøder på flugt fra det besatte Danmark. De fleste kender historien i overordnede træk – de små både, der i ly af natten bragte jøder i sikkerhed fra de nordsjællandske kyster til det neutrale Sverige. Men bag hvert menneskes flugt gemmer sig en skæbne. Nogle af dem bliver udfoldet i en ny udstilling, som frem til 30. november kan opleves i Stenløse Kulturhus. Udstillingen er blevet til i et samarbejde mellem Frederikssunds Lokalhistoriske Arkiver og Egedal Arkiver og Museum, og en af de frivillige, der har brugt tid i arkiverne for at grave de gode historier frem, er Lars Becker-Larsen:
”Vi ville gerne give vores bidrag til 80-året for oktober 1943. Jeg synes, det er vigtigt at mindes begivenhederne. Det kan godt være, at vi synes, vi har fortalt det før, men der kommer jo hele tiden en ny generation, og hvis vi ikke bliver ved med at fortælle, ved de jo ikke, hvad der skete. De kender ikke historien godt nok til at vide, hvor alvorligt, det var. Men det var virkelig alvor!”
Flugten på cykel
Sammen med andre frivillige har Lars Becker-Larsen været med til at finde informationer og billeder til seks plancher, der udfolder historierne om nogle af de jøder, der holdt til i området, og som måtte finde en måde at undgå nazisternes klapjagt. Lars Becker-Larsen er vokset op i Ølstykke og kan derfor genkende flere af de gårde og familier, der spiller en rolle i den dramatiske historie.
”Vi synes vist alle, at det var overraskende, at der var en del jødiske flygtninge her i området. Det var blandt andet landvæsen-elever, som var blevet sendt herop for at blive uddannet til landbruget. Målet var jo at emigrere til Palæstina og bruge uddannelsen der. Men det udviklede sig i slutningen af 1930’erne i stedet til en flugt fra nazisternes forfølgelse, og så måtte de gemme sig herude på landet,” fortæller Lars Becker-Larsen.
Men i oktober 1943 var der altså heller ikke længere sikkert i Danmark, og mange tog flugten. Blandt andet ægteparret Yael og Werner Braun, der arbejdede på en gård i Svestrup ved Ølstykke. Da han fik kendskab til nazisternes planer om at deportere alle jøder, flygtede han med sin familie på cykel til Frederikssund. Derfra gik turen til Jægerspris, hvor ægteparret efterlod deres lille datter på en spædbørnshjem. Det lykkedes dog at få datteren med til København, hvorfra turen gik til Sverige.
Den jødiske klaverlærerinde
Omkring 500 danske jøder nåede ikke at flygte og blev pågrebet af nazisterne og sendt i koncentrationslejr. Men for omkring 7000 andre lykkedes planerne om at nå Sverige. Blandt andet familien Braun, som man kan læse om i udstillingen. Her kan man også møde en kvinde, der valgte en anden strategi for at overleve nazisternes rædsler. Margot Francken var klaverlærerinde i Ølstykke, og Lars Becker Larsen husker at have mødt hende i gadebilledet som barn.
”Pludselig gik det op for mig, at det var en familie her i Ølstykke, der havde været med til at beskytte hende. Hun var jødisk flygtning og kom hertil i 1938 – to måneder før krystalnatten. Det er jo en fantastisk historie om et menneske, jeg har mødt, men ikke kendt. Men det kommer man jo næsten til, når man læser alle de her historier. Og hendes historie er jo både fantastisk og usædvanlig, for hun flygter jo ikke som alle andre, men bliver her i Danmark.”
Margot Francken blev nemlig den 4. oktober 1943 – få døgn efter at nazisternes jødeaktion blev iværksat – gift proforma med en svensk bogbinder og opgav på vielsesattesten, at eventuelle børn skulle opdrages i den kristne tro. Da hun samtidig kort forinden havde fået svensk statsborgerskab, undgik hun deportation og kunne blive i Danmark.
En stolthed over aktionen
Opgaven med at lede i gamle avisartikler og optegnelser i jagten på jødernes ufortalte skæbner har for Lars Becker-Larsen været en særdeles spændende opgave. Han har arbejdet tæt sammen med blandt andet arkivleder Anne-Marie Jørgensen fra Frederikssunds Arkiv og Erhard Filtenborg, hvis familie hjalp den jødiske flygtning Margot Francken.
Og netop den store involvering i aktionen gør, at Lars Becker-Larsen synes, at historien fortjener at blive fortalt igen og igen.
”Jeg tror, der var en stolthed i Danmark over, at man hjalp, og at det lykkedes så godt.”
Faktisk har flugt har også været en del af Lars Becker-Larsens egen historie. Ikke på egen krop. Men hans far tog til Sverige blot to måneder efter, at de danske jøder var rejst samme vej.
”Han var 16 år gammel og en del af den københavnske modstandsgruppe BOPA. Men gruppen blev optrevlet, og lederen blev gennembanket, og så var det jo farligt at være modstandsmand. Det var virkelig alvor, så han flygtede til Sverige to måneder efter jøderne. Han kom hjem igen som en del af den danske brigade i 1945,” slutter Lars Becker-Larsen.
Udstillingen kan opleves i Stenløse Kulturhus til 30. november. Den kan også ses på Frederikssunds Arkiv og Jægerspris Arkiv. Tirsdag d. 24. oktober kan man høre foredraget ’Oktober 1943 – De danske jøders flugt og fangenskab’ med journalist og historiker Simon Kratholm Ankjærgaard. Det er i Stenløse Kulturhus kl. 19-21. Billetter koster 25 kroner + gebyr.
Læs mere om arrangementet og køb billetter på https://www.place2book.com/da/sw2/sales/ouathj7gp4
TILMELD DIG ROMU’S NYHEDSBREV OG VIND PRÆMIER
– OG MODTAG LIGNENDE ARTIKLER DIREKTE I DIN INDBAKKE
FLERE ARTIKLER OG NYHEDER
CORONA-FORTÆLLINGER RUMMER DET HELE
ROMU er i fuld gang med at indsamle lokale fortællinger, som kan fortælle eftertiden om Corona-krisen i Roskilde, Lejre og Frederikssund. De indsamlede historier fortæller om både sammenhold og opfindsomhed i en svær tid.
TO TIPS: OPLEV MAGTFULDE SKIBSSYMBOLER UNDER ÅBEN HIMMEL
Skibe, skibe, skibe. To vidt forskellige perioder i oldtiden – bronzealder og yngre jernalder – havde noget særligt til fælles: De var fyldt med skibssymboler. Men skibene har jo været vigtige, så længe der har været mennesker og vand at sejle på, så hvorfor havde folk så travlt med at bruge dem som symboler i netop de to perioder? Få historien om, hvordan fortidens magthavere funderede deres magt med skibssymboler – og tag selv ud og oplev et par af dem.
YNGSTE DANEFÆFUND I 2019 – SATANMØNTEN FRA VOR FRUE KIRKE
Yngste danefæfund i 2019 - satanmønten fra Vor Frue Kirke Af Cille Krause, arkæolog og museumsinspektørNærfoto af mønten fra Vor Frue kirke. På den ene side ses en opretstående djævel med en trefork. Djævlen har horn og hale og hhv. klov på det ene ben og klo på det...
VAR HAN EN HALSHUGGET VENDISK SØRØVER?
I 2017 gjorde arkæologer fra ROMU et overaskende fund af to menneskekranier ved museets udgravning på Sortebrødre Plads forud for opførelsen af et p-hus. Udgravningen bragte ny viden frem om middelalderens Roskilde i form af spor af en hidtil ukendt forstad til middelalderbyen. Men altså også to menneskekranier – som måske har tilhørt to dræbte fjender. Læs her en mulig forklaring på fundet.
FRIHEDENS SOL OVER ROSKILDE
De fleste danskere har et sæt sort-hvide billeder, der dukker frem på nethinden, når talen falder på besættelsestiden. Mange af billederne stammer fra de første besættelsesfilm og ugerevyer, der henover sommeren 1945 løb over lærredet. De første film var mindre lokale produktioner, hvilket Frihedens sol over Roskilde er et eksempel på. Her gik byens sparrekassedirektør Knud Henker rundt og filmede og registrerede den glædesfyldte, men også kaotiske tid, der udspillede sig i Roskilde på befrielsesdagen og ugerne derefter.
TID TIL AT MINDES OG HYLDE FRIHEDEN
Når vi i aften sætter lys i vinduerne, er det for at mindes Befrielsen. Samtidig minder vi med lyset hinanden om, hvor flygtig friheden kan være, og hvor vigtigt det er aldrig at tage den for givet. Den historiske aften markeres med arrangementet Alsang i Roskilde Livestream, hvor vi mindes og synger for friheden sammen hver for sig. Mindebegivenheder som den er sammen med fysiske mindesmærker med til at fastholde vores erindringer om dem, der kæmpede for friheden.
TUREN TIL DIG, DER VIL OPLEVE MINDESMÆRKER
Hop på cyklen og oplev mindesmærkerne i byen rejst for mennesker, der kæmpede for din frihed.
KULTURARV GENOPFINDER SIG SELV PÅ 4. MAJ I KRISETID
Roskildes kulturaktører er gået sammen for at holde traditioner for 4. maj lyslevende med virtuel alsang på den mindeværdige aften. Og det er et eksempel på, hvordan hele landet i virkeligheden har brugt krisen til at forstå og tage vare på det, der giver livet værdi, skriver museumsdirektør i en aktuel kommentar
ROSKILDE-HISTORIKER: PÅ 1. MAJ VISER VI STYRKEN I SAMMENHOLDET VED AT HOLDE AFSTAND
I over hundrede år er Arbejdernes internationale kampdag blevet markeret i Roskilde. Kun i besættelsens sidste år blev kampdagen forhindret, og i år har corona-pandemien sat en stopper for demonstration og forsamling den 1. maj. Men dagen kan alligevel bruges til at demonstrere styrken i sammenholdet, mener historiker Hans-Christian Eisen.
KRISER KALDER PÅ SAMFUNDSSIND OG OPFINDSOMHED
Ordet samfundssind, som vi bruger så meget i disse uger, trækker tråde tilbage til besættelsestidens Danmark. Og selv om der er en verden til forskel på at være midt i en verdenskrig og at bekæmpe en pandemi, så er der også fællestræk. Kriser kræver afsavn i dagligdagen og kalder på samfundssind og opfindsomhed. Men hvor hverdagslivet under besættelsen især bød på materielle afsavn, er det i dag de sociale afsavn vi må leve med.