Vandreguitar genstartes med kvindeballade på rockmuseum 8. marts
Af: Lene Steinbeck
14.02.2025
Mathilde Falch vil sammen med flere andre kvindelige artister skrive deres navne på den historiske Vandreguitar, når Danmarks Rockmuseum i Roskilde indbyder til fejring af kvindernes internationale kampdag den 8. marts. Foto: Simon Staun
På kvindernes internationale kampdag fylder Danmarks rockmuseum eventscenen med kvindelige artister til et arrangement med musik, fortællinger og en helt særlig guitar. Det er Vandreguitaren, der efter en lang pause igen skal på tur.
Turen til mere ligestilling på den danske musikscene begynder i år på Danmarks Rockmuseum, RAGNAROCK, i Roskilde. Rockmuseet afholder på kampdagen et ”kick off”-arrangement, hvor køn og populærmusik kobles sammen med en guitar, der har en helt særlig historie.
Et stort antal markante danske rock- og popmusikere har skrevet deres navne på den såkaldte Vandreguitar, som i år fylder 10 år. Det skarpe hjørne markeres den 8. marts på rockmuseet ved et arrangement, der samtidig byder på en rent kvindelig set liste – og endnu flere kvindelige signaturer, som føjes til Vandreguitaren.
”På rockmuseet vil vi meget gerne være med til at råbe op om den skæve kønsbalance, der er i musikbranchen, og det har vi de seneste år gjort med arrangementer og talks på kvindernes internationale kampdag. I år går vi lidt mere aktivt til værks,” fortæller Tine Moberg, der er projektleder på rockmuseet og står for arrangementet.
Her kan man blandt andet opleve Mathilde Falch og Julie Maria, der begge giver et par numre på Vandreguitaren og signerer den. På den måde tapper de kvindelige artister ind i et projekt, der i 2015 blev født ud af en ide om at bruge musikken til at skabe noget, der havde værdi for andre.
Helt konkret sendte de to musikere Thomas Bang og Rasmus Morrison en akustisk guitar på tour blandt kendte, danske artister, som spillede på og signerede guitaren. Blandt andre finder man Tim Christensens og Steffen Brandts navne på guitaren. Efterfølgende kom Vandreguitaren på auktion i forbindelse med Danmarks Indsamling i 2016, og den indbragte 50.000 kroner, som blev doneret til velgørenhed. Tuborgfondet som købte Vandreguitaren, donerede den efterfølgende til Danmarks Rockmuseum, hvor den siden har boet.
Vandreguitaren på tur igen
I anledningen af guitarens ti års fødselsdag kontaktede Thomas Bang og Rasmus Morrison museet for at vække Vandreguitaren fra sin slummer.
”Vi blev enige med Rasmus og Thomas om, at det ville være super fint med et kick off her hos os, hvor Vandreguitaren har boet i efterhånden mange år,” fortæller Tine Moberg, som samtidig var i tænkeboks omkring årets markering af kvindernes internationale kampdag.
”Da snakken faldt på, hvilke artister, der har spillet på guitaren, så var det pludselig klart, at her var en skævvridning. Derfor var det oplagt at koble Vandreguitaren på 8. marts, få kvindelige artister til at spille på guitaren og signere den. På den måde bliver vores arrangement et springbræt til ikke bare at italesætte ubalancen, men også at gøre noget aktivt og konkret for at ændre det,” fortæller Tine Moberg.
Til arrangementet den 8. marts kan man ud over de kvindelige artister også høre Thomas Bang og Rasmus Morrison fortælle om Vandreguitaren og om, hvorfor den starter sin næste rejse på kvindernes internationale kampdag. For i de ti år, der er gået, er der sket noget med måden, vi snakker om køn. Også i musikbranchen.
”Vi var dengang meget ivrige efter at få Tina Dickow og Anne Linnet med på Vandreguitaren. Ikke fordi de var kvinder, men fordi de er stjernedygtige musikere. Det, der er sket i den mellemliggende periode gør, at det er noget, vi kommer til at tænke mere over – og det er på sin plads. Vandreguitaren er ikke et politisk instrument, men det er klart, at vi skal være bevidste om, at vi i hvert fald ikke skal medvirke til den skævvridning, der er, men i stedet være med til at ændre på balancen ved at tænke en lille smule anderledes. Det er heldigvis ikke en udfordring, for der findes masser af dygtige, kvindelige artister,” siger Rasmus Morrison.
Vært på dagen er Anya Mathilde Poulsen, der er forfatter til bogen ’Vilde kvinder, mørke toner’.
Danmarks Rockmuseum, der er en del af museumsorganisationen ROMU, åbnede i 2016 og har siden haft mere end 75.000 årlige besøgende. På kvindernes internationale kampdag er det gratis adgang, dog med tilmelding, fra kl. 10 – 13.
Tid: Lørdag den 8. marts kl. 11-12.30
Sted: Danmarks rockmuseum, RAGNAROCK, Rabalderstræde 16, 4000 Roskilde
Billet og pris: Arrangementet er gratis, men der skal reserveres billetter på billetto.dk
TILMELD DIG ROMU’S NYHEDSBREV OG VIND PRÆMIER
– OG MODTAG LIGNENDE ARTIKLER DIREKTE I DIN INDBAKKE
FLERE ARTIKLER OG NYHEDER
Forskning skaber ny forståelse af Lejres 500 år som magtcentrum – særligt ét tidspunkt træder frem
Et kæmpe ligbål, op mod hundrede ofrede dyr og en menneskeknogle indgår som spor i arkæologers nye fortolkning af Lejre som kongesæde. En kommende spotudstilling på Lejre Museum fortæller historien.
Jobopslag: Praktisk og serviceorienteret medarbejder til ROMU
Statsanerkendt museumsorganisation søger medarbejder på fuld tid til stilling i afdeling for teknisk service.
Kæmpestor måne får verdenspremiere til Lysfesten i Roskilde
Lysfesten i Roskilde byder på en vaskeægte verdenspremiere, når kunstner Maj D præsenterer værket One Moon. Den store, glitrende måne er lavet af genbrugsmaterialer, som bidrager til kunstværket med hver deres historie.
Glædelig jul fra ROMU!
Museumsdirektør Morten Thomsen Højsgaard ser tilbage på et begivenhedsrigt år med rockhistorie og racerbiler, krigerhjelm og kongegrave. Kulturarven samler folk og skaber begejstring. Også i juletiden. Tak for det!
Skoleforløb med kartoffelmarcipan og halmnisser hitter
Hvordan fejrede man jul under besættelsen, og hvad skrev man på ønskesedlen, dengang al legetøj var analogt? Det kan eleverne lære om på ROMUs besøgssteder, der op til jul udbyder skoleforløb med ”marcipan”, kandis og glaserede æbler. Og det har skolerne i dén grad benyttet sig af.
Vær med til at gøre Lysfesten til et strålende møde i mørket
Opbakning er alfa og omega, når Kulturstrøget den 30. januar inviterer til Lysfest. Jo flere gæster, desto lysere kan Roskilde stråle og gløde i mørket. Arrangørerne inviterer alle til at være med og efterlyser frivillige til at sikre, at gæsterne får en god oplevelse.
Sjællands smukkeste vandmølle er blevet endnu smukkere
Renoveringen af det fredede møllehus på Tadre Mølle er fuldført – og klar til det store årlige julemarked søndag den 7. december.
Jul med smørklat på toppen – oplev julemarked på Skenkelsø Mølle
Juletiden byder på et væld af hyggelige traditioner. En af dem er julemarkedet på Skenkelsø Mølle, hvor der næsten er garanti for at komme i julestemning. Som vanligt trækker den gamle mølle i juletøjet, og de frivillige arrangerer en hyggelig dag for hele familien.
Ny bog blev fejret med symbolske chokolader og bevingede ord om Roskilde Domkirke
Titlen er ”Kongelige begravelser”, men fejringen af bogen var alt andet end sørgelig. Bogreceptionen i Det Kongelige Palæ bød blandt andet på et smukt traktement med royalt islæt og stærke ord om naboen, Roskilde Domkirke.
Butiksansvarlig søges til museumsbutikken på Danmarks Rockmuseum, Ragnarock
Kunne du tænke dig at stå i spidsen for en af Danmarks fedeste museumsbutikker? Har du solid erfaring med detail, og har du lyst til at møde mange forskellige mennesker hver dag? Så er jobbet som butiksansvarlig på Danmarks Rockmuseum, Ragnarock måske noget for dig.





























