Vi tabte ude, men kan stadig vinde hjemme
Af: Morten Thomsen Højsgaard
09.07.2021
Fodboldhelten med den formidable sparketeknik Mikkel Damsgaard er fra Jyllinge ved Roskilde Fjord. Et område med kultur og historie man med fordel kan udforske for at genvinde hømeret efter den tabte semifinale forleden. Foto: Pa Wire/PA Images/Ritzau Scanpix.
SOMMERHILSEN Skuffelse over nederlag kan dulmes ved at søge svar på vigtige spørgsmål i det hjemlige, nære og lokale, skriver museumsdirektør for ROMU i sommerhilsen, der tager afsæt i fodboldspilleren, der scorede til 1-0 på Wembley og tændte en dansk drøm, der så alligevel brast forleden.
Hvor kommer Mikkel Damsgaard egentlig fra?
I Jyllinge var der ingen tvivl, da fodboldspilleren scorede elegant til 1-0 forleden i semifinalen ved EM. Damsgaard, der begyndte at spille fodbold i den lokale klub i byen ved Roskilde Fjord, var en helt – fra Jyllinge.
For andre borgere, der fulgte landsholdets kamp mod England, var der også jubel, da Damsgaard scorede direkte på frispark. Hos familier i Trekroner eller blandt folk på Stændertorvet midt i domkirkebyen kunne man lune sig ved, at manden med den formidable sparketeknik var fra Roskilde Kommune.
I resten af landet var Damsgaard fra Nordsjælland, fra Sjælland, ja, fra Danmark. Nogle kommentatorer kaldte den unge mand med det sublime spark for Damsinho, som var han fra Brasilien. Mens man i det italienske formentlig mest har bidt mærke i, at Damsgaard nu engang til daglig spiller for klubben Sampdoria i norditalienske Genova.
Alle mennesker kommer et eller andet sted fra, hvad enten de så er kendte fodboldspillere eller ukendte tilskuere foran små eller store skærme rundt omkring i verden. Vi fødes et sted. Vi vokser op. Vi flytter måske væk fra vores “hjemegn” på grund af uddannelse, arbejde, kærlighed eller udlængsel.
Men før eller siden kommer så spørgsmålet: Hvor kommer du fra? Og hvad svarer vi så? Hvad svarer du selv?
At samle sig om noget større
”Hvor kommer det fra, hvor ender det henne?”, spørger også popduoen Nik & Jay.
Vi skal ikke hjem, vi skal videre, lød parolen for landsholdet undervejs. Nu er vi så hjemme igen. For der var, og der er næsten altid et hjem, et tilhørsforhold.
Når fodboldhold spiller om trofæer, ære og værdighed, bliver spørgsmålet om, hvor vi kommer fra, særdeles tydeligt: For hvem vi holder med, afhænger som oftest netop af, hvor vi kommer fra, hvilket land, hvilken by, hvilken egn, vi føler os hjemme i eller mest knyttet til.
Fodbold kan samle nationer, som det er sket under dette EM i Danmark, fordi landsholdets mange spillere tilsammen overskrider og forener de mange lokale tilhørsforhold. Her er for en gangs skyld i den samlede trup ikke ret mange forskelle mellem by og land. Hovedstad og udkant udgør et samlet og større “vi”, når de rødhvide spiller.
Til gengæld skærpes modsætningerne mellem nationerne som et “os” mod “dem”.
“Skuffelsen kan med fordel dulmes og humøret genvindes ved at gå på hjemlig opdagelse i storheden i fortidens historier.”
Kulturens hjemsteder
På museerne har det en vigtig betydning, hvor vi kommer fra, og hvor vi hører til. Ligesom i fodbold.
Vi optager på museerne principielt kun genstande i vores samlinger, som har tilknytning til vores ansvarsområde. Og vi formidler hele tiden historien set med briller, der er farvet af, hvor ting hører til, hvor de er fundet, hvor de har været, hvem har skabt eller ejet det, hvad enten det så er fiskegrej fra Jyllinge, dragtspænder fra oldtidens Lejre, udgravninger af verdens største vikingeskibe eller samlinger af skilderier fra guldalderens Roskilde.
I en aktuel sag diskuteres det mellem museumsfolk, hvor den berømte Egtved-pige egentlig stammede fra. Hun levede godt nok i bronzealderen længe før, der var noget, som hed Danmark. Men hvor kom hun fra? Var hun lokal og en af “vore egne”? Eller var hun fra det store udland og dermed måske sværere at identificere sig med?
Det endelige svar er ikke fundet i den sag, men de mange spørgsmål og den store interesse også fra internationale forskere understreger, hvor vigtigt det er for os som mennesker at tage stilling til, hvor vi hører til, hvor vi kommer fra, hvad der er er vores hjem, hvilken gruppe vi er en del af.
Den sidste rejse ender et sted
Vi ved ikke præcis, hvor Egtved-pigen kom fra, men vi ved, hvor hun endte sine dage og blev gravlagt. Derfor vil hun altid forblive en del af vores fælles arvegods her til lands.
Flere og flere danskere oplever, at de gennem livet bor flere steder, bestrider mange forskellige jobs, og for så vidt hører til flere steder. Men ved afslutningen på livets rejse ender det for de fleste med én ceremoni, et gravsted, en sten, en jordisk forankring.
Vi har i øvrigt også et Kongehus, hvis medlemmers oprindelse har tråde ud til det meste af Europa, ja, verden. Men traditionen i Danmark byder, at regenterne til slut så at sige vender hjem og stedes til hvile i Roskilde Domkirke. Dermed bliver domkirken et sted, der også symbolsk samler os på tværs af andre skel om noget fælles, noget større, noget historisk.
Mens landsholdets bedrifter i de seneste uger med usædvanlige resultater har samlet nationen fra Jyllinge over Jyderup til Jerslev, så er det i det lange løb institutioner som netop Kongehuset og de monumentale kirkerum med deres århundredlange kulturhistorie, der stabilt kan binde os sammen.
Roskilde er som sådan ikke kun landets tiende største by. Roskilde er ej heller blot en kommune, hvor en super dygtig fodboldspiller med succes kommer fra.
“Byen med domkirken og de kongelige grave er symbolsk, formelt og konkret et forankringspunkt for landet”.
Roskilde som nationalt samlingspunkt
Byen med domkirken og de kongelige grave er symbolsk og formelt et forankringspunkt for landet. Et sted, som både kan levere svar på, hvor vi kommer fra, og hvor vi er på vej hen. Som sådan er og vil Roskilde være et fælles stykke arvegods for nationen.
Det forpligter, det fascinerer, det kalder på nysgerrighed, ikke mindst i en sommerperiode, hvor grænserne til det store udland endnu ikke står på vid gab.
Hvad udad tabes, kan indad vindes, sagde man engang i 1800-tallet i en svær periode efter nogle forsmædelige nederlag.
Så nu, hvor landsholdet desværre trods den gode start i semifinalen alligevel endte med at tabe derovre i London til englænderne, ja, så kan skuffelsen med fordel dulmes og humøret genvindes ved at gå på hjemlig opdagelse i storheden i fortidens historier.
Og hvorfor ikke søge indad via kultur og historie i Roskilde og i området omkring Roskilde Fjord, hvor Mikkel Damsgaard tilfældigvis og heldigvis også kommer fra. Det kan der komme rigtig meget godt ud af. Helt sikkert.
Rigtig god sommer!
TILMELD DIG ROMU’S NYHEDSBREV OG VIND PRÆMIER
– OG MODTAG LIGNENDE ARTIKLER DIREKTE I DIN INDBAKKE
FLERE ARTIKLER OG NYHEDER
VAR HAN EN HALSHUGGET VENDISK SØRØVER?
I 2017 gjorde arkæologer fra ROMU et overaskende fund af to menneskekranier ved museets udgravning på Sortebrødre Plads forud for opførelsen af et p-hus. Udgravningen bragte ny viden frem om middelalderens Roskilde i form af spor af en hidtil ukendt forstad til middelalderbyen. Men altså også to menneskekranier – som måske har tilhørt to dræbte fjender. Læs her en mulig forklaring på fundet.
FRIHEDENS SOL OVER ROSKILDE
De fleste danskere har et sæt sort-hvide billeder, der dukker frem på nethinden, når talen falder på besættelsestiden. Mange af billederne stammer fra de første besættelsesfilm og ugerevyer, der henover sommeren 1945 løb over lærredet. De første film var mindre lokale produktioner, hvilket Frihedens sol over Roskilde er et eksempel på. Her gik byens sparrekassedirektør Knud Henker rundt og filmede og registrerede den glædesfyldte, men også kaotiske tid, der udspillede sig i Roskilde på befrielsesdagen og ugerne derefter.
TID TIL AT MINDES OG HYLDE FRIHEDEN
Når vi i aften sætter lys i vinduerne, er det for at mindes Befrielsen. Samtidig minder vi med lyset hinanden om, hvor flygtig friheden kan være, og hvor vigtigt det er aldrig at tage den for givet. Den historiske aften markeres med arrangementet Alsang i Roskilde Livestream, hvor vi mindes og synger for friheden sammen hver for sig. Mindebegivenheder som den er sammen med fysiske mindesmærker med til at fastholde vores erindringer om dem, der kæmpede for friheden.
TUREN TIL DIG, DER VIL OPLEVE MINDESMÆRKER
Hop på cyklen og oplev mindesmærkerne i byen rejst for mennesker, der kæmpede for din frihed.
KULTURARV GENOPFINDER SIG SELV PÅ 4. MAJ I KRISETID
Roskildes kulturaktører er gået sammen for at holde traditioner for 4. maj lyslevende med virtuel alsang på den mindeværdige aften. Og det er et eksempel på, hvordan hele landet i virkeligheden har brugt krisen til at forstå og tage vare på det, der giver livet værdi, skriver museumsdirektør i en aktuel kommentar
ROSKILDE-HISTORIKER: PÅ 1. MAJ VISER VI STYRKEN I SAMMENHOLDET VED AT HOLDE AFSTAND
I over hundrede år er Arbejdernes internationale kampdag blevet markeret i Roskilde. Kun i besættelsens sidste år blev kampdagen forhindret, og i år har corona-pandemien sat en stopper for demonstration og forsamling den 1. maj. Men dagen kan alligevel bruges til at demonstrere styrken i sammenholdet, mener historiker Hans-Christian Eisen.
KRISER KALDER PÅ SAMFUNDSSIND OG OPFINDSOMHED
Ordet samfundssind, som vi bruger så meget i disse uger, trækker tråde tilbage til besættelsestidens Danmark. Og selv om der er en verden til forskel på at være midt i en verdenskrig og at bekæmpe en pandemi, så er der også fællestræk. Kriser kræver afsavn i dagligdagen og kalder på samfundssind og opfindsomhed. Men hvor hverdagslivet under besættelsen især bød på materielle afsavn, er det i dag de sociale afsavn vi må leve med.
TOILETPAPIRET, DER SKREV SIG IND I HISTORIEN
Kan du huske, da vi alle sammen talte om hamstring af toiletpapir i krisens første dage? Det føles måske allerede som længe siden nu, men historien om toiletpapiret er historien om, at helt almindelige hverdagsting kan ”træde i karakter” og være med til at forme vores oplevelse af historiens udvikling – i dag såvel som for hundrede år siden.
VÅBNENE KOMMER – HILSNER TIL GRETHE OG JULIANE…
’Så sad vi der og ventede på Grethe.’ Og det var det, de gjorde. En modstandsgruppe, Borup-holdet, sad i Bidstrup-skovene nær Roskilde i september 1944 og ventede på Grethe. Grethe var det kodeord, de havde hørt i radioen og navnet på den våbenmodtagelse, som de nu sad og ventede på ved Gyldenløveshøj, Sjællands højeste punkt. Våbennedkastningerne foregik også andre steder på Sjælland. De startede i 1943, og i disse dage for 75 år siden foregik en af de sidste våbenmodtagelser under kodeordet Juliane nær Hove i Nordsjælland.
NÅR ARKÆOLOGEN ARBEJDER HJEMMEFRA
Ligesom mange danskere i øjeblikket er de fleste af ROMUs medarbejdere sendt hjem for at arbejde. Det gælder også flere af museets arkæologer. Men kan man overhovedet arbejde hjemmefra, når man er arkæolog? Det korte svar er ja! Faktisk kan skrivebordsarkæologien slet ikke undværes. Arkæolog Nadja M.K. Mortensen fortæller om arbejdet ude og inde og inviterer dig indenfor i hjemmekontoret.