50 år med lokalhistorien brusende i årene
![Smørum_gl-skole](https://romu.dk/wp-content/uploads/sites/21/2022/06/smoerum-gl-skole.jpg)
I 1980’erne rykkede Ledøje-Smørum Historisk Forening ind i Smørum Gamle Skole, som i dag fungerer både som samlingssted og udstillingsrum for områdets historie. Foto: ROMU.
I år kan Ledøje-Smørum Historisk Forening fejre 50-års jubilæum. Foreningen lever i bedste velgående, og en række frivillige knokler på for at bevare lokalhistorien. Men særligt ét ønske står højt på jubilarens ønskeliste: En fremtidssikring
Det bliver på ingen måde forbigået i stilhed, når Ledøje-Smørum Historisk Forening kan fejre et halvt århundrede på bagen. To lurblæsere trutter festlighederne i gang, når foreningen inviterer til reception på selve fødselsdagen, den 9. juni. Receptionen afholdes i Smørum Kulturhus med lurblæsertrut, taler, sange, mad og drikke. Søndag den 12. juni inviterer foreningen alle nysgerrige og historieinteresserede til åbent hus i Smørum Gamle Skole.
Foreningen opstod i 1972 som en reaktion på, at samfundet begyndte at ændre sig drastisk. Landbrug blev nedlagt, og parcelhusgrunde blev i stor stil udstykket. Der skete en strukturel forskydning, og forandringerne skyllede ind over landet.
”Så var der nogle fremsynede mennesker, som sagde: ’Hvis vi skal bevare alle de gamle historier, må vi gøre noget.’ Derfor oprettede de foreningen. Det var udelukkende frivillige, der stod bag, så i de første år holdt de møder rundt omkring, i private hjem og hvor der ellers var plads,” fortæller Line Ludvigsen, næstformand i Ledøje-Smørum Historisk Forening.
Siden 1980’erne har foreningen dog haft et fast tilholdssted i Smørum Gamle Skole, som er blevet hjemsted for de mange historier og genstande fra området. Det er et livligt hus, der på en gang fungerer som udstillingsrum, mødested og arkiv. De faste udstillinger tæller blandt andet et drengeværelse indrettet som i 70’erne i brune og orange nuancer og med ryatæppe. Også en skolestue med pulte, en stadsstue og et køkken fra 1920’erne er med til at vække historien til live.
Et hyggeligt sted at samles
En stor del af foreningens arbejde – som stadig er 100 % frivilligt – består i at registrere, arkivere og bevare de historier og genstande, der kommer ind fra hele området. Men en anden gren af arbejdet går med at planlægge arrangementer for foreningens op mod 300 medlemmer, der troligt møder op, når der er udflugter eller foredrag.
”De kommer altid en time før arrangementerne starter, fordi det er hyggeligt at mødes og snakke. Og der bliver virkelig snakket. Det er sådan en god måde at ses på, og vi må ofte sætte begrænsninger på vores foredrag, ture og andet, fordi det er så populært,” fortæller Line Ludvigsen.
Arrangementerne havde dog anderledes svære kår, da coronaen ramte Danmark. Den ramte nemlig også foreningslivet hårdt, og det naturlige samlingssted med udflugter, møder og gode snakke blev lukket ned for en periode. Til gengæld blev tiden brugt på at gøre klar til genåbning.
Smørum Gamle Skole fik en ordentlig oprydning, der stadig pågår – for pladsen, hvor foreningen opbevarer og samler flere hundrede års lokalhistorie var begyndt at blive lidt trang.
”Huset er jo ikke større, end det er. Vi har vores faste udstillinger, men vi har ikke mulighed for at udvide. Skulle vi så nedlægge noget af det vi har? Køkkenet? Det kan vi ikke nænne. Drengeværelset fra 70’erne? Nej, det er jo her, folk kommer ind og udbryder: ’Det kan jeg godt huske!’” fortæller Line Ludvigsen.
![IMG_0019](https://romu.dk/wp-content/uploads/sites/21/2022/06/img-0019-scaled.jpg)
Foreningen afholder gerne arrangementer for børn, for det er aldrig for tidligt at blive bidt af lokalhistorien. Billedet er fra sommerferien 2021, hvor foreningen var medarrangør af et arkæologiværksted for børn. Foto: Egedal Arkiver og Museum.
Brug for friske kræfter
Men en oprydning har gjort arkiverne mere overskuelige – og faktisk står mere plads ikke øverst på fødselarens ønskeliste. Det gør til gengæld et ordentligt skud friske kræfter.
”Vi har mange medlemmer, men vi bliver jo ældre. Alle, der sidder i bestyrelsen og de frivillige, der hjælper med registrering, arrangementer og rejseplanlægning – ja, vi er ved at være endda meget grå i toppen. Derfor er det vigtigt at få nogle yngre og energiske mennesker ind i foreningen, så vi kan fremtidssikre den,” siger Line Ludvigsen.
Hun håber blandt andet, at foreningens arbejde med områdets skoleklasser kan få børnene til at hive deres forældre med hen i foreningen. Eller måske bedsteforældre.
”En hel masse medlemmer i 30’erne og 40’erne er nok utopisk. Da har man travlt med arbejde og børn og at få det hele til at gå op. Men de friske, energiske lokale i 60’erne, dem vil vi meget have fat i til at føre foreningen videre.”
Søndag den 12. juni holder foreningen åbent hus i Smørum Gamle Skole, og her har alle mulighed for at dukke op og være med til at fejre Ledøje-Smørum Historisk Forenings 50-års jubilæum. Man kan læse meget mere om foreningens arbejde – og måske endda melde sig under fanerne –på foreningens hjemmeside.
![IMG_1248](https://romu.dk/wp-content/uploads/sites/21/2022/06/img-1248-scaled.jpeg)
Måske kan man være heldig at finde sin oldefar i museets gamle skoleprotokoller. Her kan man fordybe sig i elevernes fremmøde og udeblivelser for 100 år siden.
– OG MODTAG LIGNENDE ARTIKLER DIREKTE I DIN INDBAKKE
FLERE ARTIKLER OG NYHEDER
Fra haver til æbleskiver: ROMU hylder sine frivillige
Ved årets nytårskur kastede de frivillige sig ud i workshops om udvikling af kompetencer og rekruttering af nye frivillige.
Roskilde Museum tilbyder gæsterne mandagsåbent og rabat i museumscaféen Freunde
En forsøgsordning, der har kørt siden efterårsferien, bliver nu gjort permanent, så Roskilde Museum holder åbent for besøgende alle ugens dage. Derudover kan man få rabat i husets café med gyldig entrebillet – og rabat på museet, hvis man er kunde i Museums Caféen Freunde.
ROMU-FUND: MARGRETE 1’S KÆLDER PÅ ÅRETS TOP 10
I 2019 dukkede en middelalderkælder op på en grund i Lille Grønnegade i Roskilde. Nogle uger efter fundet kunne ROMUs middelalderarkælog Jesper Langkilde melde, at kælderen med al sandsynlighed har tilhørt Margrete 1. Nu er fundet kommet på Slots- og kulturstyrelsens Top 10 over Årets Fund og sikrer ROMU en placering på listen for sjette år i træk.
PORTEN TIL ”SKJOLDUNGERNES KONGSGÅRD” I LEJRE FUNDET
ROMUs arkæologer har i samarbejde med Nationalmuseet fundet åbningen i det palisadeanlæg, der omkransede Gl. Lejres imponerende kongehal under optakten til og i vikingetiden. Placeringen af den cirka seks meter brede indgang understreger, at kongehallen som bygningsværk var en magtdemonstration.
Kim Larsens måske bedste sang mangler i Højskolesangbogen
Debatindlæg i Jyllands-Posten bragt 30. september 2019 af Tomas Breddam, bestyrelsesformand, Romu, borgmester i Roskilde (S) og Morten Thomsen Højsgaard, direktør, ph.d., Romu
Klik og læs hele debatindlægget på jp.dk
6 GODE GRUNDE …
… til at zoome ind på Gasolin’
Med sange som “Kvinde min” og “Masser af succes” fik rockbandet Gasolin’ fat i det helt store publikum. Som optakt til ny særudstilling på RAGNAROCK kommer her seks grunde til stadig at lade sig tanke op til tonerne fra Wili, Søren, Franz og Kim.
10 STÆRKE SAGER AT SE PÅ ROMU
ROMU passer hver eneste dag på mange tusinde levn fra mennesker, der har levet her før os – genstande, ting og sager, som alle fortæller om levet liv fra oldtiden helt frem til i dag. Mød 10 af de mere spektakulære her
ROSKILDE FESTIVAL PÅ MUSEUM
Når tusindevis af mennesker i denne uge fylder dyrskuepladsen i Roskilde og befolker et campingområde på størrelse med 300 fodboldbaner, så er RAGNAROCK- museet for pop, rock og ungdomskultur også at finde.
10 GODE GRUNDE TIL AT TAGE PÅ MUSEUM
Hvorfor bruge tid som gæst på et museum? Morten Thomsen Højsgaard, der er direktør for ROMU, opstiller her en stribe fordele ved at tage på museum. Og der er nogle overraskelser iblandt.
NY DIREKTØR FOR ROMU
Morten Thomsen Højsgaard tiltræder som ny direktør for ROMU
Morten Thomsen Højsgaard kommer fra en stilling som udviklingschef ved Kristeligt Dagblad med ansvar for indhold på mediehusets digitale platforme, samt tværgående projekter og innovation.